Fra backpackergettho til turisthelvede

Mandag den 30. november 2009;

Jeg vidste det jo egentlig godt. Phuket er og bliver et turistmål af de helt store, når vi taler om Thailand. Stedet er så lille, at der ikke er plads til den store mangfoldighed. De hvide strande på Patong Beach er fuldstændig muret inde af beach-resorts, der knejsende holder øje med om turisterne nu får skudt alle deres opsparede feriepenge af. Når solen går ned, og de europæiske kuffertfolk kommer forbrændte op fra stranden, står det vildeste natteliv klar til at vriste de sidste penge ud af folket og sende dem på en hjernelammende rute gennem utallige værthuse, temabarer, restauranter og go-go bars – alle fyldt med letpåklædte piger, der også er til salg for penge.
Her er prostitution kulturelt accepteret til glæde af især ældre halvskaldede mænd med hængevom, der ses alle steder med en ung thailænder under armen. Nattelivet er meget praktisk delt op i to områder – et for de hetroseksuelle og et for homoseksuelle. De mange ladyboys, der nemt kan forveksles med piger, synes dog at være overalt.

I dette inferno af sex, feriedruk og solforbrændte vesteuropæiske turister står jeg så med min rygsæk og min rejsetatovering og føler mig godt og grundigt ved siden af. Allerede i lufthavnen gloede folk noget på min rygsæk, mens de stod og lænede sig op af den superstore tætpakkede kuffert de selv havde slæbt med.

Da jeg bestilte hotelværelse – lød der ganske simpelt et sus gennem lokalet, da jeg kun ønsked to overnatninger – og det på det billigste hotel jeg overhovedet kunne finde i Patong Beach. 800 bath (120 kr.) pr. nat. Al low-budget guetshouses o.lign. er blevet forvist fra stranden, så der kunne blive plads til hotelstål og glas. Her bliver jeg kun 2 dage!

Men værelset jeg har fået er til gengæld flot med aircondition, eget toilet med varmt vand i bruseren, Sony fladskærms-tv osv. Her er også wifi (men det virker kun periodisk – træerne gror altså ikke ind i himlen)

Jeg vil bruge tiden her til at tjekke stranden ud – og sikkert også en del af nattelivet, men ellers i øvrigt samle kræfter til nye eventyr på min backpackertur gennem Asien.

I øvrigt gik flyveturen til Phuket godt. En time og tyve minutter for 400 kr. Luksus.... Bussen koster 100 kr. og tager 8 timer...
SE FOTOS FRA TUREN HER

PS: Hvis jeg engang har 50 000 kr. jeg ikke ved hvad jeg skal bruge til - så vil jeg overveje Phuket i 14 dage - mage til beachparty har jeg aldrig oplevet:)

FAKTA:
Patong Beach sammen blev med mange andre områder langs vestkysten af Phuket og Thailand blev ramt af en tsunami i 2004 . Den bølge forårsagede stor ødelæggelse til havnefronten på stranden og mange mennesker blev dræbt der.
Patong var en af de værst ramte områder i Phuket, selv om ødelæggelse ikke var nær så slemt som i nærheden i Khao Lak. Dog har effekten været at vandet i Patong Beach syntes klarere efter tsunamien.

Videre til Phuket

Rejsen går nu til Phuket med fly fra Bangkok mandag den 30. november kl. 13.20. Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

A short road that has the longest dream in the world

Søndag den 29. november 2009:

Jeg har bestilt flybillet til Phuket med afgang over middag mandag. Søndagen skulle altså bruges i Bangkok, og jeg besluttede at gå på opdagelse i det kvarter jeg bor i. Med udgangspunkt fra mit hotel (Orchid Guesthouse) lod jeg mig føre ind i Khaosan Road som en forfatter en gang har sagt om; "a short road that has the longest dream in the world" Når man har været her,- så ved man hvad manden mener.

En relativ kort gade i den centrale del af en millionby, der trods sin størrelse kan byde på alt, hvad man kan forestille sig,- og en stor del af det er drømme. Tiggeren på gadehjørnet drømmer om et andet liv, backpackerne, der ses overalt, drømmer om næste rejsemål og den massive religiøse tilstedeværelse sætter i sig selv drømmene i gang. Butikker, restauranter, barer og natklubber er mestre i at skabe drømme – her søsættes drømmeskibe lastet med kærlighed og nye venskaber natten igennem. Khaosan Road er drømmenes gade – men den sover aldrig.

I de sidste 20 år, har Khaosan Road udviklet sig til en reel "Backpacker ghetto". Her får man byens billigste indkvartering, der spænder fra 'madras i en kasse " til 3-stjernede hoteller. Det er også muligt at tage busser herfra til næsten alle turistmål i Thailand lige fra Chiang Mai i nord til Koh Pha Ngan i syd. Der er mange forholdsvis billige rejsebureauer, der kan arrangere visum og transport til de omkringliggende lande i Cambodja, Laos, Vietnam og Malaysia. Det er bl.a her jeg senere skal have lavet mit visum til Indien. Det tager 6 dage – men kan vist gøres på 4 dage, hvis man betaler ekstra (penge gør altså en forskel herude)

Området er samtidig med at være et internationalt kludetæppe af mange nationaliteter også stedet, hvor man side om side finder muslimer, buddhister og det jødiske samfund i Bangkok. Templer, synagoger og moskeer vidner om de religiøse retningers tilstedeværelse.

I morgen går turen som nævnt til Phuket – et af landet mest kendte turistmål. Stedet er nu mere valgt, fordi der her findes en international lufthavn, der kan bringe mig videre på min asientur.

Se fotos fra Khaosan Road

Video af Khaosan Road ved nattetid

Svenske fordele

Lørdag den 28. november 2009;

Nu er det et faktum; V.I.P. busser er R.I.P busser!!!

Bussen til Bangkok brød sammen på halvvejen og chaufføren meddelte kort, at det nok ville tage et par timer at få lavet. Det var 35 grader i skyggen og alle søgte ud af den varme bus og fandt skygge bag den. Lidt kunne den da bruges til.

Et par lyshårede svenske piger jeg havde snakket med undervejs besluttede at forsøge at tage den sidste del af turen på tommelfingeren. De tog deres rygsække, og med det blonde hår viftende i det lette brise stoppede den første bil, der kørte forbi. Svenskerne vinkede til os, mens vi var efterladt i heden.
4 franske fyre med rastafari hår og pludrebukser ville nu gøre tøsernes nummer efter og stllede sig ud til vejen med tommelfingeren ude. Der blev de så stående i en time, indtil to nye busser kom og hentede os alle. De franske fyre tog det nu med et smil og som de sagde; De svenskere har nu nogle fordele som vi ikke har:-)

To timer for sent ankom vi til Bangkok til en busstation uden for byen til en flot solnedgang. En taxi kostede det samme som hele turen fra Koh Chang:( Nu er jeg havnet på Khaosan Road i bymidten, der er det kvarter, hvor backpackere samles pga af de mange billige guesthouses. Her er en vild Bangkok-stemning her ved aftenstid med en milliard restauranter og gøgl i gaden. Jeg har fundet et fint sted at bo til 400 bath (60 kr.) og det er billigt her i byen.

Jeg bliver i Bangkok til mandag, hvor turen går videre til Phuket.

FOTOS KAN SES HER

Farvel til Koh Chang

Så går turen videre. I morgen tager jeg fra Koh Chang og rejser med bus til Bangkok. Det bliver mit andet besøg i Bangkok, og jeg tager nok ret hurtigt videre, da jeg senere igen kommer til byen.
Den opdaterede rejserute ses herunder:

Vis stort kort

Venstreorienteret oplevelse...

Fredag den 27. november 2009;

I dag var det så ulideligt varmt, og luften stod hele stille. Jeg besluttede derfor at få noget luft under vingerne. Jeg lejede en motorcykel for en dag og kørte ud i det blå. Starten var noget kaotisk, for ingen havde fortalt mig at trafikken kører i venstre side i Thailand – og selv jeg blev opmærksom på problemet ret hurtigt, så er det faktisk svært at vænne sig til. Især på stejle bjergveje og hårnålesving er det virkelig svært at gøre alting modsat. Vejene her på Koh Chang er meget vanskelige at køre på – bl.a. fordi der ikke er ret mange hårnålesving – men derimod meget stejle veje, der er utrolig smalle. Hvert år kommer turister til skade i uheld, hvor de har undervurderet de smalle veje, og man bliver da også advaret mod vejene, når man lejer en motorcykel.

Jeg kørte op ad vejen til vestkysten, der er den bedste vej at køre på. Østkysten er stadig ikke blevet rigtig opslugt af turismen og infrastrukturen derfor også meget dårlig. Jeg fik en dejlig dag, hvor varmen var til at overleve. Min tur bragte mig både ind i jungleområder og til nogle af de andre strande på vestkysten. Dagen er samtidig min sidste på Koh Chang – i morgen rejser jeg videre.

SE FOTOS HER

Herunder en video fra i nat, hvor der var regulær gøglerstemning i gaden

David Beckham og Angelina Jolie var her også...

Torsdag den 26. november 2009;

At få en tatovering er en stor beslutning og følgende krav skulle i mit tilfælde være opfyldt:
 Motivet skal være asiatisk og dagligt være en reminder om denne tur
 Motivet skal være unikt – det eneste af slagsen
 Tatovøren skal være professionel og passioneret inden for sit felt. En artist!
 Teknikken må gerne være lokal forankret og udspringe fra en gammel tradition

I Koh Chang har jeg fundet alle ovenstående kriterier opfyldt – og så var der jo kun det sidste modige skridt,- at gøre det.

I Lonely Beach findes nemlig en sand tattoo-artist i en fyr, der hedder One. Han har 25 års erfaring, og er kendt for selv at kreere sine motiver, ligesom han som en af de få inden for sit felt helst arbejder free-hand. Det vil sige, at han tatoverer uden en tegning (et oplæg) – men lader sig inspirere undervejs. Han har både tatoveret David Beckham og Angelina Jolie og nu måtte tiden altså være moden til mig:-)

Desuden tatoverer One efter den ældgamle Bamboo-metode. Her er altså ingen maskine, blot en spidset bambuspind (i dag lavet i metal) Selve tatoveringen bliver altså til ved utallige stik med en sikker hånd og millioner af dyp i blækket. En tatovering tager altså nogen gange dobbelt så lang tid end med maskine.

One´s tattoo shop er selvfølgelig populær, og han tager desuden afsted og møder kunder rundt omkring. Derfor var han ikke i butikken, da jeg henvendte mig og blev tilbudt en tatovering af en af hans assistenter. Jeg holdt nu på, at kun ”The master” var god nok, og de ringede derfor til ham. Jeg snakkede en halv time med ham i telefonen og fik ham overbevist om, at kun han var god nok. Smiger er nu en god ting!! Jeg lavede derfor en aftale med ham dagen efter – nu var der ingen vej tilbage.

Første møde handlede om motivet, og jeg skitserede mine ønsker om noget asiatisk – en rejsetatovering, der helst skulle have et unik motiv. One forslog med det samme, at han lavede en free-hand tatovering i Thai-style. Her mærkede jeg, hvor vigtigt tillid er i forholdet mellem en tatovør og hans kunde. Han fornemmede med det samme min skepsis og sagde han ville lave en skitse med kuglepen på armen.
Da jeg så tegning, troede jeg det var løgn. Det lignede mest af alt noget mine børn kunne have lavet i kedsomhed i et uopdaget øjeblik i børnehaven. Jeg besluttede dog at stole fuldt og fast på One, der virkede meget passioneret omkring sit design på min arm.

I fuld tillid til manden gik operation Rejse-tattoo i gang kl. 19.30. 4 timer efter var omridset og skyggerne lagt på, og jeg var allerede begejstret. Tatoveringen tog form og levede i høj grad op til mine forventninger. Dagen efter blev værket gjort færdigt – igen 4 timer – og resultatet er en i mine øjne unik og fantastisk tusch i et originalt og enestående frihåndsdesign lavet af One – The only. Her er virkelig en tatovering med sin egen historie og liv.

En stor beslutning blev taget – og heldigvis er jeg utrolig glad for resultatet. Takket være One og det faktum at indimellem opnås de bedste resultater altså, når tillid mellem mennesker er i fokus.

Fakta:
En bambus tatovering er en måde at tatovere på med skærpet bambus. Ordet tatovering stammer fra den polynesiske ord Tatau, hvilket faktisk betyder at trykke gentagne gange. Oprindeligt var det selvfølgelig en bambuspind, der var spidser – men i dag er bambuspinden skiftet ud med metal og en spids, der kan skiftes af hygiejnemæssige årsager. Men teknikken er fuldstændig den samme. Ingen maskinel hjælp men en milliard små stik i huden og lige så mange dyp i blæk.


Besøg evt. One´s Facebookprofil her


Se fotos af min tatoverings tilblivelse her

32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer...

Onsdag den 25. november 2009;

Koh Chang er blevet udnævnt til det næste ”Phuket” - og det er især her på vestkysten man ser, at interessen for stedet er stor. Hver time sejler færgen et læs nye turister til øen – og de kan få næsten alt her, som en god solferie kræver og lidt mere. Øen er Thailands næststørste og der er stadig steder på øen, hvor alt er næsten uberørt af turismen. Her er strande der både henvender sig til familieferien og så den mere partyfokuseret strand, hvor jeg er. Her er lowbudget bungalows og femstejernede hoteller – det er egentlig bare at vælge. Men de fleste steder er fuldt booket og det siger vel også noget om øens poularitet.

I dag har jeg ligget ved den hvide Lonely Beach og nydt at ligge i fred. Her er næsten ingen strandsælgere og de få, der forsøger at sælge strandrelateret badeudstyr tager et nej for et nej. Sådan var det ikke i Cambodja, hvor tiggerne også fyldte meget. Her er næsten ingen tiggere og det kan mærkes at levestandarden er noget højere end Cambodja (og Laos og Vietnam for den sags skyld).

Det rareste er dog at alt skraldet i gaderne er væk – og dermed også den ubehagelige stank, som næsten var skyld i at jeg rejste fra Phnom Penh. Valutaen er Bath – og det er faktisk ogsa den man bruger. Ikke noget med dollars eller anden udenlandsk stærk valuta.

Så alt i alt er der dømt badeferie, 32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer – og slet ingen julepynt og andet gejl, som man slås med i Danmark i øjeblikket. Ren nydelse!!

SE FOTOS HER

Hektisk Beachparty stemning og tilbagelænet junglemiljø

Onsdag den 25. november 2009;

Man skal godt nok tage sig meget sammen for ikke konstant at gå rundt med hænderne højt hævet over over hovedet. Begejstringen er svær at kontrollere her på Koh Chang.
Jeg bor som nævnt på Lonely Beach, og mon ikke de snart skal finde et nyt navn, for her er man absolut ikke ”Lonely”. Stedet er med sin beliggenhed lige ud til havet og med bjergene majestætisk i baggrunden, blevet til en magnet for turister og ikke mindst backpackere.
I en lille sidegade til Mainstreet ligger Sunflower med en restaurant og et minimarked som centrum med en masse bungalower spredt med let hånd i en halvcirkel omkring. De billigste koster 300 bath (45 kr) og det er altså her jeg dumpede ned i går, efter mørket var faldet på.

Sunflower ejes af en ung tysker, der i 2001 selv var på backpacker-tur her og mødte en thailandsk kvinde han forelskede sig i. i 2005 købte de sammen stedet og har drevet det siden i den helt rette backpacker-ånd. Her leves livet om natten, og når folk har fået øjne igen omkring middag. Der er musik – også live hele natten, og en tilbagelænet feststemning, hvor der hygges i alle kroge. Jeg gik i seng ved 2-tiden efter en lang og hyggelig aften på en bar med livemusik, og musikken fortsatte flere timer efter jeg havde trukket mig tilbage.

Sidegaden består primært af tre type butikker – internetcafeer, tattoo-shops og restauranter/barer – og så sælger de alle sammen ture på elefantryg, diving/snorkling udflugter og trekking i junglen. Lidt trukket tilbage fra gaden ligger så de mange guesthouses og bungalower, hvor folk chiller i hængekøjer, spiller guitar og udveksler eventyr fra deres rejsen rundt i sydøstasien. Med tre måneders rejse bag mig, hører jeg efterhånden til en af dem med de fleste fortællinger i ærmet, og især Kina er der stor interesse for. Det er ikke mange, der har været der – men noget tyder på at det bliver det store tilløbsstykke om få år. Alle vil gerne derud og opleve dette land, som spåes så central en rolle i verdensordenen i årene fremover. Men på BBC så jeg forleden at der i Beijing i øjeblikket er 2 grader varmt – så det var genialt at min rejse begyndte der, mens klimaet var knap så dansk:-)

Jeg tror jeg bliver her i 3-4 dage og nyder det fænomen, at man godt kan bo et hektisk beach-party-sted og samtidig opleve ro og fuldstændig tilbagelænet junglestemning. I like it!!!

SE FOTOS HER

En lang tur...

Tirsdag den 24. november 2009:

10 timer tog det at komme fra Sihanoukville til Koh Chang. Dels pga af mange bjerge på Cambodja-siden og dels pga grænseovergangen.

Jeg kørte i bus til grænsen, hvor vi var ved 14-tiden. Her blev vi mødt at en flok thailændere, der var langt mere udspekulerede end jeg havde oplevet det i Cambodja. De stresse alle der skulle over grænsen mht. til veksling af penge osv. og krævede desuden drikkepenge bare man så på dem. En amerikansk pige blev sur og skældte ud – og det skabte en del røre, da hun pludselig var omringet af højtråbende thailændere, der overfusede hende.

Jeg skulle skifte bus ved grænsen og det skabte også en masse panik. Men til sidst blev jeg presset ind i en minibus med 11 andre – og så gik den sidste de af turen til færgen. Det tog to timer.

Jeg havde allerede besluttet at jeg ville bo på Lonely Beach og helst i Sunflower Guesthouse i en billig bungalow. Allerede ved færgen bestilte jeg derfor plads der (45 kr. pr. nat) og derudover en open ticket til Bangkok, så jeg ikke skal tænke på det senere. En billet til Bangkok inkl. færge koster 45 kr. så det er til at bære.

De andre i minibussen var noget forundret over at jeg turde bestille inden jeg havde set det – men jeg vægtede stedets ry som billigt og beliggende i backpacker smørhullet lige ved stranden højt og bestilte altså på forhånd. Det kom jeg ikke til at fortryde. Færgen sejlede ved 18-tiden og det til en vanvittig thailandsk solnedgang, som vi alle nød.

Da vi kom til Koh Chang delte alle vi fra minibussen en taxi (lastbil med lad) og nu viste det sig, at alle hoteller var optaget – kun de aller ringeste steder var stadig ledige. Havde man, som jeg, i forvejen bestilt var der ingen problemer. De 11 backpackere (hvoraf den ene faktisk var dansker) måtte altså surfe rundt i det værste man kunne finde på øen, mens jeg stille og roligt fik min nøgle til bungalow 3b på Sunflower. Min egen bungalow med veranda og hængekøje omringet af et utal af restauranter og barer og ikke mindst tattoo-butikker. Her er for hver 5 meter en tatovør, der stiller sig til rådighed for de verdensrejsende. Jeg blev selvfølgelig begejstret – idet en rejsetatovering længe har stået højt på ønskesedlen. Men det må jeg kigge lidt nærmere på de næste dage.

SE FOTOS AF SOLNEDGANG (vildt)

Bonusviden om Thailand

• Thailandske navn for Bangkok er Krung thep
• Det er en talemåde i Thailand, at du ikke behøver at bekymre dig om faldende kokosnødder fordi kokosnødder har øjne
• Det eneste land i Sydøstasien, som ikke har været koloniseret er Thailand
• Bangkok har verdens største Chinatown
• frisørerne er normalt lukket om onsdagen, fordi thaierne mener, at det vil bringe uheld at klippe deres hår den dag i ugen
• Det fulde navn på Bangkok er det længste stednavn i verden, og findes i Guinness rekordbog, 163 bogstaver
• Det officielle år i Thailand starter fra 543 f.Kr.. 2009 er officielt året 2552
• Hver mand i Thailand forventes at være en munk for en kortere tid i sit liv. Traditionelt var det ca. 3 måneder, men i dag er tiden ofte reduceret til en eller to uger
• Thailand har omkring 26 000 templer

Koh Chang venter forude

Mandag den 23. november 2009;

I morgen tager jeg til Thailand – jeg har udset mig øen Koh Chang som mit mål. Her vil jeg finde endnu en strandstol og en solnedgang:-) Jeg er egentlig på vej mod Bangkok, men Koh Chang lyder tiltalende, så jeg giver det en chance.
Turen tager 10 timer og jeg skal med to busser og en færge – så i morgen bliver en lang rejsedag. Jeg tager fra Sihanoukville kl. 07.15 med bussen til den Thailandske grænse. Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

Aftentur til havnen i Sihanoukville

Mandag den 23. november 2009;

Efter en lang dag ved stranden – hvor liggestolen var eneste holdepunkt, tog jeg ved 17-tiden en motorcykel til havnen. Et par svenskere jeg havde talt med ved stranden sagde at der var en flot solnedgang og en hyggelig restaurant. Og de nordske brødre havde helt ret. Jeg fik en utrolig oplevelse på en meget hyggelig restaurant, hvor der blev spillet Bob Dylan hele tiden. Jeg har siden haft svært ved at få ”Like a Rolling Stone” ud af mit hoved....

” How does it feel
To be on your own
With no direction home
A complete unknown
Just like a rolling stone?"

En perfekt måde at sige farvel til Cambodja på. I morgen rejser jeg til Thailand.

SE FOTOS HER

Inden solen går ned...

Søndag den 22. november 2009:

I eftermiddags faldt jeg i snak med en tjener i restauranten, som netop havde fri. Som så ofte før var det min Iphone som indledte samtalen. I Cambodja har de aldrig set sådan en. Nogen har hørt om den andre set noget på TV, men have en rigtig en i hånden er for dem noget ganske fantastisk.

Snakken førte dog hurtigt videre til meget andet – bl.a. Sihanuokvilles beliggenhed tæt ved den Thailandske grænse. Han fortalte at byen ved grænseovergangen stor set ikke handlede om andet end casinoer. Han fortalte bl.a. at byen f.eks. ikke har nogen kontantautomat, og at myndighederne derfor har tilladt en korttidsvisum til de spillere, der bliver nød til at tage et smut til Thailand efter kontanter. I sær thailænderne selv har ry for at være hårdkogte gamblere.

Tjeneren mente også at der var muligheder for at casino-verdenen rykker ind I Sihanoukville og sagde at jeg skulle gå ned til Monkey Republic og derfra ned til stranden for at se det areal, som var perfekt til både badeferie og casino. ”Det er synd at sige at det kønt i øjeblikket” sagde han og forklarede, at de mange hvide og blå sandsække, der er lagt ud i strandkanten for at holde bølgerne på afstand af restauranter ikke virker efter hensigten men i stedet ligger og ser grimme ud.

Jeg gik turen ned til Monkey Republic (backpacker in-sted) og fortsatte ned til stranden. Solen var ved at gå ned, og der var en fantastisk udsigt – også til sandsække og andet skrammel. Jeg satte mig og nød en kølig drink og følte mig egentlig heldig at jeg oplevede Cambodjas bedste strande inden casinoerne rykker ind.

SE FOTOS HER

Strandidyl på lånt tid

Søndag den 22. november 2009:

Jeg har ligget vandret hele dagen på Tahiti.... Sådan hedder den strandrestaurant som mit valg faldt på i dag. Langs vandet ligger den ene hyggelige restaurant efter den anden. Priserne er lave og personalet er venlige og imødekommende. Som oftest består selve restauranterne af nogle primitive palmehytter og en bar med et utal af drinks på menuen. Maden er billig og stemningen er afslappet. Det vælter rundt med backpackere, der her har fundet den ultimative base for det frie rejseliv. Men også mere etablerede turister har efterhånden fundet vej til dette paradis og nyder åbenlyst at de ikke er en del af et kæmpe kommercielt turistcirkus, hvor alt koster penge og hvor den stive underdanige tjenerattituder er afløst af en munter stemning og en ”kom-som-du-stemning”.

Men det hele er på lånt tid – staten ejer stranden og alle restauranterne har lejet sig ind på korttidskontrakter. Når som helst kommer bulldozerne og vælter det hele. Der mangler kun pengestærke udlændinge, der vil bygge store beachresorts og hoteller – så er idyllen ødelagt. De lokale tager det meget roligt, de mener ikke at de vil betyde færre jobs på stranden – men jeg er ret overbevist om, at stemningen og ikke mindst de mange backpackere vil finde andre strande og dermed ryger den tilbagelænet atmosfære til fordel for beton, tjenere med slips og det primitive anlæg i baren med de store højtalere vil nok erstattes af blinkende lamper og en selvoptaget DJ fra Thailand....

SE FOTOS HER

White Sand Beach hele dagen

Lørdag den 21. november 2009;

Efter anskaffelse af et nyt kamera og væbnet med håndklæde, solcreme og Ray Ban indtog jeg White Sand Beach uden nogen former for anden planlagt aktivitet.

Liggestolene er placeret helt ned til vandkanten, og det koster intet at benytte dem, hvis bare man handler i baren. En øl koster 2,5 kr og en sodavand 5 kr., og så findes der et hav af drinks der imellem. Stemningen er afslappet – selv om der er rykind af cambodjanere, der ville til stranden og holde weekend.

Hvert 5 minut kommer en strandsælger og byder sig til. Massage er høj i kurs, og mange turister får en strandmanicure eller en hårfjerning oveni. Ellers er det mest børn, der sælger armbånd, frugt og kager. De tale et utrolig godt engelsk og er meget charmerende, når de forsøger at få afsat deres varer. Køber man derimod ikke noget, bliver de ofte sure og sender vrede blikke.

Mellem alle sælgerne kommer så krøblingerne, der enten mangler en arm eller et ben, eller er vansiret i en eller anden grad. De kommer kravlende på stranden og sætter sig foran en med bedende øjne og fremstrakte hænder. Der er så mange af dem, at det ville gøre én lige så fattig som dem, hvis man skulle give til dem alle – så det bedste er at lade helt være.
Man bliver efterhånden rigtig god til at ignorere dem og se gennem dem som luft. Men der er et par sekunder hver gang, hvor det stikker lidt i hjertet.

Efter 6 timer på stranden kravlede jeg selv hjem til hotellet. Godt gennemstegt af solen og træt i benene efter en lang gåtur langs vandet. Nu skal det gøre godt med lidt at spise og en time i internetcafe:-)

PS: Jeg tror jeg gentager succesen i morgen igen

SE FOTOS HER

DMC-FT1 er ikke længere blandt os

Lørdag den 21. november 2009;

I dag døde mit kamera. I en stille gestus til havet og den brændende sol, lod den sit beskyttende glas foran linsen lave en lille revne - ganske få minutter inden jeg sprang i vandet og selvfølge medtog min glade enøjede rejsekammerat . I mere end 2 en halv måned har den stillet skarpt på omgivelserne og foreviget de mest vanskelige situationer uden af brokke sig ret meget. I vejr og vind har den ufortrødent gemt uallige visuelle øjblikke og hengemt dem i HD-kvalitet.

Men den 21. november kl. 11.03 sagde den stop. Mens jeg plaskede rundt i bølgen blå, lod den ubemærket vand sive ind og åndede stille ud til en kølig drink ved liggestolen på stranden lidt senere...

Jeg tog derfor en tuk-tuk til bymidten og fandt en fotobutik ret hurtigt. I Cambodja kan man næsten få alt – undtagen Panasonic DMC-FT! Men lillebroderen (Panasonic DMC-FS4) lå klar og ventede på et rejseeventyr. 400 kr. er en pris der passer en backpacker og en ny rejseven er nu klar til Thailand, Indonesien, Malaysia og hvad der ellers venter. Ikke i HD, ikke i vand – men funktionsdygtig på land til både fotos og video. Og så fulgte et fornemt stødsikkert Canon-etui med:-)

Costa del Cambodja

Fredag den 20. november 2009;

Ved middagstid ankom jeg til Sihanoukville i den sydvestlige del af Cambodja. Stedet er som turiststed først opdaget i de senere år, og selv om strandene her ikke regnes for så gode som i nabolandet Thailand – så er der virkelig noget at komme efter.

Jeg har indkvarteret mig på GST Guesthouse for 5 dollars pr. nat. Dette betyder, at der ingen varmt vand eller aircondition er på værelset. Sådan er standarden, når prisen sal være lav. Men der er eget toilet, hyggelig restaurant og Internet-café:-) Og så er der kun 25 meter til havet. Hele området er en besynderlig blanding af Costa del Sol og beach-miljøet, som jeg forestiller mig man finder det på Jamaica. Restauranterne er flyttet helt ned til vandkanten, og lever af det turisterne køber for at kunne holde varmen ud. Flere af restauranterne tilbyde også gratis overnatning i primitive bungalower – men den del af backpacker miljøet tilhører jeg nu ikke endnu:-)

Byen er selvfølgelig opkaldt for at hædre den hedengangne konge Sihanouk, og blev bogstavelig talt hugget ud af junglen i slutningen af 50´erne for at gøre plads til den første havn i Cambodja, der kunne føre dybtliggende skibe for på den måde at undgå, at al trafik af varer skulle foregå via Vietnam.
I dag bor her ca. 60.000 mennesker og en del af dem lever af den kraftigt stigende turisme. Her er 4 strande som alle er meget velbesøgt – også af mere velstående cambodjanere fra Phom Penh. Herudover er der en del øer i området – som alle er med hvide strande og med en næsten Robinson Crusoe´sk atmosfære. Man kan selvfølgelig købe udflugter til disse øer, og evt. overnatte på primitiv vis uden elektricitet eller andet godt.

Mit hotel ligger ved Occheuteal Beach, som også er der de fleste backpackere holder til. Her er billig overnatning, billige restauranter og et afslappet barmiljø med konstant Bob Marley musik i højtalerne, matchende de backpackere, der lufter deres rastafari-hår, mens de smøre deres sarte kroppe ind i solcreme...

Den megen turisme har selvfølgelig også ført alle skyggesiderne ved denne industri med sig. Det kan aflæses af hotellet regler, der hænger på alle værelser. Reglerne afspejler også at der dog trods alt forsøges at sættes grænser i et land, hvor alt tilsyneladende er tilladt. F.eks. står der:

- det er forbudt at udnytte børn seksuelt. Alle former for børneprostitution er forbudt på vores Guesthouse
- Det er ikke tilladt at medbringe nogen våben eller eksplosiver, ligesom narkotika eller andre giftige substanser ikke er tilladt

Når et stærkt kommunistisk styrer falder, giver det befolkningen mulighed for at få del i alle de gode, som vi i den vestlige verden er så stolte af – talefrihed og demokrati, mødefrihed og ingen censur. Men altså også prostitution af børn, narkotika og dets følger af kriminalitet samt aids og andre seksuelt relaterede sygdomme. Alt dette i et miks af gigantiske våbenlagere fra mange års borgerkrig kan nemt blive en farlig cocktail.

Foreløbig består cocktailen dog kun af billig vodka, happy pizza, en masse sol og hvide strande tilsat et skvat Bob Marley.... Og det er nu ikke så værst:-)

PS: Har købt et pa Ray Ban solbriller (næsten ægte) for 2 dollars.

SE FOTOS HER

Strandene venter nu

Torsdag den 19. november 2009:

Med en fantastisk solnedgang på terassen på Happy Guest House, har jeg bestilt en busbillet til Sihanoukville i morgen. Jeg rejser fra Phnom Penh kl. 08.30. I Sihanoukville findes de bedste badestrande og så nærmer jeg mig også Thailand:-)

Turen tager 4 timer og koster One Dollar i timen:-)

Se den opdaterede rejserute herunder:


Vis stort kort

Royalt glimmer og uforståelig ondskab

Torsdag den 19. november 2009:

I dag lejede jeg en tuk-tuk og en chaffør,- så jeg jeg kunne se noget af det som jeg primært er kommet til Phnom Pen for at opleve – nemlig Killing Fields og Tuol Sleng Museet. Men dagen begyndte i den mere lette ende med et besøg på Royal Palace – og National museet. Royl palace var en stor oplevelse – et fantastisk byggeri med den kendte Silver Pagoda I midten. Pagoden kaldes sådan, fordi gulvet består af 5000 fliser af sølv. De vejer 1 kilo stykket – men de fleste er tildækket for at skåne dem. Desværre måtte der ikke fotografes:(

Efter kongepaladset gik så turen til National museet med en del spændende Khemer kunst – men udstillingen krævede endten en fortællende guide eller en forhåndsviden jeg nok ikke besad.

Herefter gik turen så til S 21 eller Tuol Sleng Genocide Museum. Lokaliteten er en tidligere skole, der blev brugt som den berygtede Security Prison 21, som Khmer Rouge regimet brugte I perioden 1975 til dens fald i 1979.

Dette blev begyndelsen på en af de værste følelsemæssige oplevelser jeg endnu har haft på denne tur. At stå der midt I en tidligere skole, hvor nogle af verdenshistoriens grusomste mishandlinger fandt sted, var ganske enkelt følelsmæssigt overvældende. Selv om der var sat skilte op med “Forbudt at grine”, så var det helt unødvendigt. Man bliver stum og delvist lammet, når man rører ved de vægge, der for blot 30 år siden var et torturkammer, der I sin grusomhed slår Hitler med flere længder. Jeg fik en mærkelig blyagtig følelse I maven – kombineret med en regulær kvalme. Omkring mig var samme følelse at finde hos de mange andre turister. Enkle sås med tårer i øjnene. Dette overgår enhver forestilling om, hvad ondskab er – og mellem de kolde betonbygninger svævede det rungede spørgsmål – hvorfor?

Skolen hed tidligere Chao Ponhea Yat High School. De fem bygninger i komplekset blev omdannet i august 1975 til et fængsel og forhørscenter. Khmer Rouge omdøbte det til "Security Prison 21" - bygningerne blev lukket med elektrisk pigtråd, Klasseværelserne omdannet til bittesmå celler og torturkamre, og alle vinduer var dækket med jernstænger og pigtråd for at forhindre flugt.

Fra 1975 til 1979 blev der anslået fængslet 17.000 mennesker i Tuol Sleng. Fangerne blev gentagne gange tortureret og tvunget til at navngive familiemedlemmer og nære medarbejdere, der så også blev arresteret. De fleste af ofrene var embedsmænd, samt akademikere, læger, lærere, studerende, fabriksarbejdere, munke, ingeniører osv, alle folk der betragtedes som fjender af Khmer Rouge. Fangernes blev afhørt og tortureret og senere myrdet ved Choeung Ek udslettelsescenter – og det var dagens sidste besøg. Stedet kaldes også Killing Fields.

Mindst 200.000 mennesker blev henrettet af de Røde Khmerer, mens skøn over det samlede antal af dødsfald som følge af Khmer Rouge-politik, herunder sygdom og sult er i intervallet fra 1,4 til 2,2 millioner ud af en befolkning på 7 mio. I 1979 invaderede Vietnam landet og væltede Khmer Rouge-regimet, som officielt blev kaldt Demokratiske Kampuchea.

Museet er I dag drevet af et japansk firma, hvilket har skabt en del røre I det cambodianske samfund. Kan man virkelig lade et udenlandsk fima spinde guld på en national tragedie?

Stedet er bygget op om ca 45 massegrave ud af mere end 100. Her blev fundet mere end 8000 lig og de blev stort set alle slået I hovedet med bat, så man kunne spare på aminutionen. Bagefter fik de fleste skåret hovedet af. 8000 kranier kan ses på stedet, hvor de dystert vidner om de grusomheder som her fandt sted.

Min forstenede mave og begyndende kvalme havde nu udviklet sig til direkte ubehag. Jeg måtte væk – kunne ikke rumme mere ondskab på en dag. Tuk-tuk chaufføren havde tydeligt vis prøvet det før. Hans sang fra føresædet ophørte på turen tilbage til hotellet, mens han I bakspejlet kunne se mig gispe efter vejret. Ikke pga varmen men pga af desideret ubehag.

Tilbage står så spørgsmålet: Hvad skete der med Khmer Rouge leder Pol Pot? Jo han slap I 1979 til Thailand, hvor han fortsatte med at lede sit parti i eksil. Han døde I 1998 som 70 årig.

FAKTA OM POL POT OG KHEMER ROUGE:

Pol Pot blev leder af Cambodja i midten af 1975. I sin tid ved magten, indførte Pol Pot en version af landbrugsreform med kollektivisering, der tvang byboere til at flytte til landet for at arbejde i kollektivbrug og tvangsarbejdeprojekter , med det mål at "genstarte civilisationen" i "År nul". Den samlede virkning af slavearbejde, fejlernæring, dårlig lægebehandling, og henrettelser resulterede i dødsfald af en anslået 1.7 til 2,5 millioner mennesker, ca 21% af den cambodjanske befolkning.

Se flere fotos her

Stor, støvet, stinkende og støjende

Torsdag den 19. november 2009;

En by skal ses fra tuk-tuk – i hvert fald Phnom Penh! Så slipper man for at kæmpe med den kaotiske trafik på egen hånd, man slipper for de grædende tiggerbørn, og så behøves man ikke ”slås” med alle de gadehandlende, der sælger alt for One Dollar...

I phnom Penh bor der ca. 2 millioner mennesker, og byen larmer også i 2 millioners klassen. Vejene er støvede, og der ligger skrald overalt. Her stinker simpelt hen. Byen er en sammensat størrelse med Kongens palads og ministerierne side om side med alt slummen og de faldefærdige bygninger. Fattigdommen er stor, og der er tiggerbørn, bønfaldende handicappede og prostitution overalt. De forsøger at tilkæmpe sig en plads mellem de børn, der har et eller andet de faktisk kan sælge – udnyttet af voksne, der bag det næste gadehjørne supplerer dem med små blomster og andet gøgl. Når der ikke er flere penge i en gade – bliver børnene kørt videre til næste kampplads,- næste gade. Dette foregår til langt ud på natten, hvor pengene sidder lidt løsere hos turisterne efter en god middag og vin.

Men byen er faktisk nem at orienterer sig i. Alle veje har nemlig både et navn og et nummer. Man skal altså bare huske et tal – så kan man altid finde hjem. Derimod er husnumrene et værre rod – de er blandet som tallene til bankospil,- og der kan ovenikøbet godt være to ens husnumrer i samme gade. Godt man ikke er postbud i Phnom Penh!

Jeg synes ikke Phnom Penh er smuk – til trods for Tolne Sap Floden, der løber gennem byen og har skabt et mere lukrativt River-side miljø, så må jeg er kende, at der er for meget rod, skrald og gadestøv overalt. Stanken fra de utallige skraldebunker spædet op med grillduften fra gadehandlernes simrende nudelsuppe og slagterens kødaffald i rendestenen sætter sig i næseborene og giver en let kvalme.

Jeg tager alle ”must-to-see” tingene i løbet af en dag eller to – og så må jeg videre – jeg kan mærke det er tid til lidt strand og beachmiljø i stedet;-)

Se flere fotos her

Do you like some weed?

Onsdag den 18. november 2009;

Efter 6 timers kørsel i den bedste bus jeg har oplevet på denne rejse, er jeg vel ankommet til Phnom Penh. Vejret er fantastisk og tidspunktet kl. 15 er genialt i forhold til det virvar, der altid er ved ankomsten til en ny by. Der skal findes et guest house, og man skal orienterer sig i byen.

I Phnom Penh har man vist gået på kurser i personlig pleje i forretningslivet. Alle er ekstremt høflige, man giver hånd til tuk-tuk chaufføren og udveksler navne. Formålet er selvfølgelig den ikke uvæsentlige fordel, der ligger i den personlige kontakt. Det er med andre ord væsentligt for de fleste chauffører at få mere end blot en tur med en turist.

Jeg kom ud at køre med en storsmilende ung mand, der ud over kurset i personlig kundekontakt vist også havde taget et i charme og positiv udstråling. Han kørte mig hen til Happy Guest House, og mente det lige var noget for mig. Stedet er klart en typisk backpacker-base med værelser på helt ned til 2 dollars pr. nat. Jeg valgte et med eget bad og må slippe med 5 dollars. Men det er også en tredjedel af mit værelse i Siem Reap.

Stedet ligger i Boeng Kak area i byen lige ud til en stor sø. Mange Guest Houses her har restauranten placeret ud i selve søen på bambuspæle. Stedet oser af afslappet stemning, og her er både poolbord, tv-stue og et par computere. Men intet wifi:-(

Jeg har fået værelse 210 – et lille rum uden aircondition – med som sagt med eget toilet og bad. Når man bestiller mad i restauranten får man samtidig sin værelsesbog udleveret og skriver så selv i, hvad man bestiller. Bogen bruges når man tjekker ud og regningen skal gøres op. Her er mange værelser og ligeså mange Happy backpackere, der hænger ud foran tv´et, chiller i hængekøjerne eller bare får sig et slag kort. Personalet er imødekommende og venlige og atmosfæren er som jeg fornemmer det meget rar.

Men et backpackerparadis med hængekøjer og soapopera på flimmeren betyder også masser af HAPPY-alting. Mange af de især helt unge rygsækrejsende synes nærmest at være kommet til Asien pga af den lette adgang til euforiserende stoffer, og det ved man i byen. Følgende lille samtale siger lidt om tankegangen her, og fandt sted kort efter min ankomst. Jeg satte mig ud på den flydende terrasse i en behagelig bambusstol og ønskede et eller andet at spise. Jeg havde ikke fået noget sin morgenmaden. En af de ansatte kom ud til mig og sagde;

-Hello – do you want some weed?

Jeg smilede og tog solbrillerne af – og overvejede om det kunne ses på mig og svarede:

-Yes I really want something to eat

Fyren lo og spurgte

-How much?

Jeg synes måske det var lidt mærkeligt at tale om hvor meget inden han vidste hvad jeg skulle have, men sagde:

-A lot my friend – I have not had anything since this morning.

Fyren så nu på mig med et skævt smil, og jeg tænkte, at vi da virkelig var på bølgelænge, da han sagde:

-go to you room, and I will bring something.

Nu blev jeg lidt forvirret;

-No no I want to eat here

var mit svar, og her forstod fyren vores misforståelse.

Det grinede vi så ret meget af, og et par svenskere ved bordet ved siden af griner vist stadig:-)

Så fortsætter turen til Phnom Penh

Det er tid til at tage afsked med Siem Reap og det absolutte højdepunkt med besøget i Angkor Wat. Det fantastiske sted vil jeg aldrig glemme - storslåede, mystisk og ganske ubeskriveligt.

Turen går nu i bus til Phnom Penh - Cambodjas hovedstad, med afgang i morgen tidlig kl. 08.30. Turen tager ca. 5 timer.

Se den opdaterede rejserute herunder:


Vis stort kort

Genvej til mental stådreng.....

tirsdag den 17. november 2009

I Cambodja kan man få næsten alt – bare man vil betale! Intet er ægte og prisen er lav. Alle Lonely Planets bøger kan købes for mellem 20 og 50 kr. afhængig af hvilken man vælger. De er dog alle kopivarer – optrykt efter de originale og bestemt ikke i en ordentlig kvalitet. Bl.a. er alle bykort nærmest ulæselige.

Alt Microsoft software nærmest foræres væk i noget der for en uøvet kunne ligne original indpakning. Alt inden for krokodilleskind sælges – desværre ikke i kopi. I Siem Reap er en krokodillefarm, hvor der opdrættes krokodiller til slagtning – i øvrigt en turistsælgert som jeg ikke forstår. Både foran krokodillefarmen og de forskellige butikker med krokodillevarer står folk i kø med dollars i hånden.

Jeg var i eftermiddag på en slentretur rundt i Siem Reap, der er en hektisk by, som ikke ønsker at de mange Angkor Wat-turister tager herfra uden at det giver lidt afkast. I byens midte er et kæmpe indendørs marked, hvor alt sælges, og hvor man bliver revet i konstant med nye tilbud. Her findes også en såkaldt Pub-street, der lidt ligner Jomfru Ane gade i Ålborg. Her har man simpelthen indrettet en hel gade med pubber, burgerrestauranter, cafeer og feststemning, - kun for turisterne og med ekstra høje priser. Franske, amerikanske og tyske turister kæmper med de japanske og kinesiske om pladserne, for man vil gerne give lidt ekstra for mad og drikke, som man kender det derhjemmefra og helst pakket ind i glasborde og spejle.

For backpackerne er in-stedet The Blue Pumpkin. Det er kombineret cafe og restaurant/bar. Det hele lavet i en luksusudgave med mulighed for at ligge ned og få serveret mens man bruger det gratis trådløse netværk.
De rigtige lowbudget rejsende findes i mere luskede cafeer – hvor temaet ofte er billigt øl (her Angkor Beer) og en masse ”happy” pizza...
Jeg satte mig dog i The Blue Pumpkin og nød en sandwich, nøjagtig på det tidspunkt en voldsom regnbyge satte ind. Vi er på kanten af afslutningen på regntiden her – og det er første gang jeg oplever det regner. Dejligt at sidde i Loungen på 1. sal og nyde synet af regnen, der tungt pisker ned.

Ellers har jeg brugt eftermiddagen på at bestille bus til Phnom Penh i morgen. Turen tager 5-6 timer og koster 8 dollars. En tysk backpacker og hans kæreste hørte jeg skulle rejse, og spurgte om jeg ikke skulle skyde med bazooka, når jeg kom til hovedstaden. Jeg kendte godt rygtet om bazooka-skydning – men nu blev der faktisk sat ord på af mennesker der havde været der. Man kan simpelt hen for 300 dollars købe en tur, hvor man skyder en ko med bazooka. Den tyske unge mand midt i tyverne sad med pizza til op over begge øre og fedtet rendende ned af sin rødmossede kinder og skraldlo over bazooka-historien.

Jeg var rystet. Kan man som turist blive mere afstumpet og fantasiløs, at det vildeste man kan foretage sig er at massakrere en ko, så indvolde og blod sprøjter omkring en? Kan ens liv virkelig blive så indholdsløst og spændingsforladt, at kun stort våben og et sagesløst dyr er den eneste vej til en mental stådreng? Ja åbenbart, og det i det samme land, hvor man mange steder kan købe små spurvefugle i miniaturebure for, som den store frelser, bagefter at lukke dem ud i friheden. Det kalder jeg virkelig dobbeltmoralsk.

...i øvrigt var prikken over i´et, at den bazooka-elskende småfede ko-dræber-tyskers kæreste spiste vegetarpizza. Mon det er efter mottoet: Spis ikke dyrene – det er bedre at smadre dem med bazooka!!

PS: Hotelværten fortalte mig bagefter, at det er rigtig, at man kan skyde med bazooka eller for den sags skyld kaste med håndgranater. Men det med at skyde en ko er noget man selv skal arrangerer. Han mente man kunne købe en ko for 100 dollars. I øvrigt er det strengt forbudt at fotografere de steder, fordi man godt ved det er lige på kanten. Han havde også en adresse uden for Siem Reap, hvor jeg kunne skyde en vandbøffel med maskingevær, hvis jeg var interesseret. Jeg takkede pænt nej.