Asian Sensations

Rejsen i tørre tal

2010-01-28T01:01:00.000+01:00

Torsdag den 28. januar 2010:

Man kan selvfølgelig opgøre en rejse på mange måder – den letteste er altid den faktuelle og målbare, men sjældent den der siger ret meget om turens indhold. Jeg synes dog alligevel, at de faktuelle forhold afspejler om ikke andet så noget om turens karakter. det er primært Google maps, der er årsagen til, at nedenstående tal kan regnes for at være helt præcise:

Turen længde: 150 dage
Antal lande besøgt på rejsen: 10 lande i Asien + Australien og Fiji (Østrig og England er ikke talt med)
Antal hoteller/hostels/guesthouses: 57
Antal kilometer i fly: 62. 579 km
Antal kilometer i bus: 5.631 km
Antal kilometer i tog: 3.490 km
Antal kilometer på motorcykel: 400 km
Antal kilometer på skib: 1.958 km
Antal stempler i passet: 34
Antal visa i passet: 4

Hertil skal selvfølgelig lægges et ukendt antal kilometer i undergrundsbaner og metroer, taxakørsel og sporvogne samt et overvældende antal kilometer på gå-ben:)

Der har også været gang i den på bloggen. Jeg tror, jeg med ret stor sikkerhed kan konstatere, at Bloggen er den bedst opdaterede rejse-blog på nettet:)

Antal indlæg på bloggen: 322 indlæg
Antal uploadede billeder: 4.819 fotos (se dem alle her)
Antal uploadede video: 273 videoer (se dem alle her eller via bloggen) (heraf: Youtube 61, Animoto 12)

Ankommet til London!

2010-01-28T00:36:00.006+01:00

Onsdag den 27. januar 2010:

Efter en meeeget lang flyrejse er jeg ankommet til London fra Kuala Lumpur. Jeg er flyttet ind på Laurels Hotel, som mere er en slags bed and breakfast. Jeg bor på det billigste værelse med fælles bad til den nette pris af 400 kr. Jeg må se at vænne mig til nye prisforhold, ligesom kulden var et lige så stort chok, som da jeg for 5 måneder siden stod af et i fly i Beijing og blev ramt af varmen.

Jeg har ikke sovet så meget i flyet, da jeg ved at det bedste råd mod jetlag er at sove meget lidt (I hvert fald når man flyver fra øst til vest) ellers er det omvendt. Nu vil tiden vise om jeg overhovedet kan falde i søvn:-)

I morgen tager jeg over middag et fly til billund, hvor jeg regner med at være kl. 14.30.

Se den opdaterede rejserute herunder:

14 timers flyvning venter forude...

2010-01-26T13:59:00.004+01:00

I morgen tager jeg afsked med Asien og forbereder mig på afslutningen af det man måske kan kalde mit "livs rejse". Kl. 15.50 tager jeg fra Kuala Lumpur med AirAsia og lander i London kl. 21.50. Med tidsforskellen bliver det altså til en tur på 14 timer.
Jeg glæder mig meget til lidt kulde og gensynet med familie og venner. Kan næsten ikke vente:) Se den opdaterede rejserute herunder:

Glædeligt gensyn med K.L.

2010-01-26T13:21:00.010+01:00

Tirsdag den 26. januar 2010;

Det tager 7 timer at flyve fra Gold Coast (Australien) til Kuala Lumpur (Malaysia) – jeg nåede at se tre film på turen:) Hvert sæde har sin egen tv-skærm, hvor man kan vælge film, tv-serier, spil eller bestille mad. Herudover er der en chat-funktion hvis man har familie og venner der sidder langt fra en i flyet. AirAsia er helt nye med lange flyvninger, der går ud over Asiens grænser, og de skuffer ikke. Prisen er meget lav, serviceniveauet er højt, og flyene er helt nye.
Men jeg skal nu nok få rigeligt af AirAsias nye fly, når jeg i morgen benytter selskabet til min flyvning til London. Turen tager 14 timer:( men med tidsforskellen vil det kun tage 6 timer.....

Jeg er havnet på et lille backpackerhostel der hedder Red Palm. Her er kun plads til 16 gæster, og stedet emmer af hjemlig hygge, økologi og glade flipper-vibrationer.
Jeg har været en tur rundt i city, som jeg stadig kan finde ud rundt i efter mit sidste ophold i byen. Det er dejligt at være hjemmevant i det fremmede!!! Her er heller ikke særligt varmt – kun 28 grader. Så K.L. Bliver første skridt i akklimatiseringen til Europa:-)

Jeg har sendt mit tøj til vaskeri. Det er billigt her i byen og de bruger store maskiner, der både vasker og tørre i en proces. De har lovet at tøjet er klart inden min afrejse fra byen i morgen middag.

Ellers var gensynet med Asien præget af den rutine jeg ellers helt havde glemt. Først slagsmål med taxachaufførerne om en fair pris til byen (lufthavnen ligger en times kørsel fra centrum), herefter de sædvanlige tilbud om først billig sex, dernæst billige drugs og til sidst anbefalinger om de hotteste natklubber. Efter indlogering på Red Palm og en kort bytur – hvor det ganske simpelt er antallet af mennesker der springer en i øjnene - her er stoppet, gik jeg på indisk restaurant og spiste mig mæt for 25 kr. Jeg kiggede også lidt efter en jakke jeg kan tage på, når jeg rammer kulden i London – men den slags sælges ikke ret mange steder i et land med et tropisk klima.... Så jeg må håbe, der ikke er alt for koldt i Europa.

Se fotos herunder: (Galleriet må vente med en update til London:)

Australia Day – fest eller protest?

2010-01-25T23:00:00.000+01:00

Tirsdag den 26. januar 2010;

I dag er det Australia Day, Australiens nationaldag. Det fejres alle steder, og biler er pyntet med det australske flag – og da det stadig er ferie her, har alle fri og kan fejre begivenheden. Man fejrer at det er den dag den første engelske flåde ankom til Sydney i 1788, og hejste det britiske flag, og proklamationen af britisk suverænitet over den østlige kyst af Australien.

Der er desuden en tradition for at flere af de største musikfestivaler i Australien løber af stablen netop den 26. januar. Men det er nu ikke bare fest det hele.
En lille, men stadigt voksende del af befolkningen er imod dagen, som de mener er en hån mod den oprindelige australske befolkning samt en hyldest til kolonimagten England. Dette oprør har efterhånden fået flere kendte mediefolk på sin side, og den del af debatten, der tilsyneladende fylder mest her er debatten om det australske flag – mange mener, at flaget skal skiftes ud, så Union Jack ikke længere er en del af flaget. En meningsmåling fornylig viser at hele 44% mener, at det må være tiden, at Australien bliver en republik med eget flag og præsident og dermed for alvor cutter navlestrengen til England. I dag er Australien et konstitutionelt monarki, hvor den britiske dronning er statsoverhoved.

En af gæsterne på Confort Inn som jeg talte med i går sagde det på denne måde: Du kommer selv fra et kongedømme – men forestil dig lige at jeres dronning boede i USA, tror du I så ville være så royale, som du påstår I er?

Jeg lader spørgsmålet svæve i vinden og rejser i dag væk fra debatten for at finde et andet kongedømme, hvor republik-debatten ikke har en chance – nemlig til Malaysia.

Back to Asia...

2010-01-25T11:03:00.005+01:00

Mandag den 25. januar;

I morgen forlader jeg Australien og Gold Coast. Turen går til Malaysia og hovedstaden Kuala Lumpur. Jeg glæder mig til at gense byen jeg besøgte tidligere på min rejse. Kuala Lumpur er denne gang kun et stop på vejen mod Europa, som jeg rammer på onsdag.

Se de opdaterede rejserute her:

Vis stort kort

Bling Bling i Gold Coast

2010-01-25T09:42:00.001+01:00

Mandag den 25. januar 2010;

Jeg ankom med tog til Gold Coast, og tog herfra en taxi til Mermaid Beach, hvor mit hotel ligger. For en gangs skyld bor jeg ikke på et backpackersted, da alle disse var fuldt booket. Det er ca. dobbelt så dyrt at bo på Comfort Inn, men så er her også eget toilet og bad, fladskærms-tv og fri wifi (selv om det er dræbende langsomt) – her er også aircondition, varmt vand og køleskab. Så det er ren luksus.
Dette luksus passer i øvrigt rigtig godt til byen. Her er masser af bling bling, og fikse moderigtige piger, der vandre rundt og viser deres nye bikini frem. Her er enorme hotelkæder, mange forlystelsesparker og restauranter i hobetal. Det kræver mange penge at chille her, og indimellem går der også alt for meget Las Vegas i den efter min smag. Men det folk kommer for (ud over natteliv, disco og Pub Crawl ) er stranden, og den er fantastisk.
Gold Coast City er nemlig kendt for sit solrige subtropiske klima, surfer stranden, og en skyline, der domineres af højhuse og boligblokke. Der er desuden en regnskov i ”baghaven” i den vestlige del af byen. Her er der 290 solskindage om året!

Byen består af 57 km. kyststrækning med nogle af de mest populære surf steder i Australien og resten af verden, herunder Stradbroke Island, The Spit, Main Beach, Surfers Paradise, Broadbeach, Mermaid Beach, Nobby Beach, Miami, Burleigh Beach, Tallebudgera Beach, Palm Beach og Currumbin Beach,
Omkring 10 millioner turister besøger Gold Coast hvert år. Turisme er regionens største industri, og bidrager med mere end $ 4,4 mia til byens økonomi hvert år. Der er cirka 65.000 sengepladser, 60 kilometer strand, 600 km af kanalen, 100.000 hektar naturområde, 500 restauranter, 40 golfbaner og 6 store forlystelsesparker i byen.
Jeg kom allerede til Mermaid Beach kl. 10.00 og vandrede med det samme til stranden – 2 minutter fra hotellet. Efter et par timers stegning vandrede jeg nordpå til det vilde centrum for turismen her – nemlig Surfers Paradise. Der er vild gang i den overalt, og det minder på mage måder om de populære strande på de canariske øer. Over middag vågner folk op efter nattens drama og smider sig enten ved vandet eller i skyggen på en eller anden pub med kølige (og dyre) drinks.
Jeg har det lidt som da jeg var i Phuket, - meget skæg lige at snuse til beach-miljøet, men ikke et sted man skal være uden røven fuld af penge... Men så er der virkelig også basis for en surf-fest af de helt vilde!!
Netforbindelsen er dårlig her på hotellet, og jeg kan ikke uploade til galleriet. Det må vente til Kuala Lumpur, hvor jeg havnet i morgen eftermiddag.

Se i stedet fotos herunder:

Comfort Inn - Mit hotel i Mermaid Beach

Bryllupsinvitation blevet til Blockbuster

2010-01-25T08:53:00.003+01:00

Mandag den 25. januar 2010;

Et af de mest omtalte kærstepar i Australien i øjeblikket er vist Erin og Jeff. De skal giftes den 9. oktober, og fik den idé at lave invitationen som en video på Youtube.com. Nu har snart 200.000 set videoen, og den er tilsyneladende blevet et mindre hit.

Bloggens læsere skal selvfølgelig se med - den er faktisk godt skruet sammen:-)

Natur vs kultur

2010-01-24T05:17:00.013+01:00

Søndag den 24. januar 2010;

Australien består som bekendt af 7 stater, og i løbet af min rejse har jeg besøgt dem alle. Det var en del af mit ambitiøse projekt:
1.Perth i Western Australia
2.Sydney i New South Wales
3.Melbourne i Victoria.
4.Hobart i Tasmania
5.Adelaide i South Australia
6.Darwin i Northern Territory
7.Brisbane og Gold Coast i Queensland

Min sidste tid her på kontinentet bliver altså i Staten Queensland, og jeg er i øjeblikket i statens hovedstad Brisbane og rejser til Gold Coast i morgen med tog.

Brisbane er den totale modsætning af Taveuni og resten af Fiji øerne. Her er 1, 8 millioner mennesker – ca. dobbelt så mange som på Fiji Øerne, og så er her en masse stål, beton og glas. Hvis man skal om forskellen på natur og kultur, så er her svarene! Mens Fiji var rendyrket natur med mennesker som marionetter i et netværk af grøn magt, så er Brisbane det modsatte. Her er det mennesket der er magthaveren og naturen, der nådigts får plads i form af arkitektegnet bede og formskåret træer og buske. Måske skal svaret på religion og tro også findes i disse to modsætninger. I Storbyen Brisbane med de blankpolerede skyskrabere, hvor den omkringliggende verden genspejles og dermed også sig selv har troen fået en sekundær betydning. Her tror man på sig selv! På Fiji tror man på sig selv som en lille bitte del af noget større – her er troen stærk,- for man står både i gæld til naturen og i konstant beredskab for hvad de enorme kræfter kan finde på. Som Kamal sagde til mig; Hvad ville der ske, hvis Haiti var beboet med danskere? Hvordan ville de finde kræfter og energi til at genopbygge landet igen?
Det svar kunne jeg ikke give ham, men måtte jo erkende, at religiøsiteten i Danmark vel altid har været størst i de områder, hvor naturen havde magten, der hvor fiskerkonen ikke anede om manden kom hjem efter en dag på havet...

Jeg ankom til Brisbane kl. 9.45 (en halv time forsinket) Tiden var sat 3 timer tilbage, og solen skinnede med 30 grader i skyggen:-)
Jeg tog toget fra lufthavnen til city, og gik det sidste stykke ud til West End, hvor mit hostel ligger. Det er rigtig backpackersted med masser af unge rejsende, og mens de mest var dykkere man mødte på Fiji er det her surferne, der har magten. Jeg bor på ”Somewhere to Stay”, og har fået et værelse med det obligatoriske fællesbad og toilet og uden aircondition. Den kommende nat bliver ulidelig!!

I morgen tager jeg en bus til city og hopper på et tog til Gold Coast. Der er ca. 80 km., og turen kan gøres på en times tid. Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

SE BRISBANEFOTOS HER

Videre til Brisbane

2010-01-23T06:30:00.004+01:00

Lørdag den 23. januar 2010:

I morgen søndag forlader jeg Fiji øerne og tager tilbage til Australien - nemlig Brisbane. Jeg skal være i Brisbane til tirsdag, hvor turen fortsætter til Gold Coast.

Se rejseruten herunder:

Vis stort kort

Farvel til Taveuni

2010-01-23T03:30:00.003+01:00

Lørdag den 23. januar 2010;

Under morgenmaden kl. 07.00 stillede alle de kvindelige ansatte sig op på en række og sang en fiji-farvelsang til mig og 4 andre, der skulle rejse i dag. Bagefter fik vi alle knus og kram og hver en halskæde med skaller fra stranden. Ufatteligt så tæt man kommer på hinanden på så kort tid.

Tiden på Fiji har uden underdrivelse været nogle af de bedste dage på rejsen. Folk er fantastiske, naturen ubegribelig smuk og atmosfæren her er noget af det venligste og imødekommende jeg har oplevet på turen. Næste gang jeg besøger Fiji skal opholdet være længere – uden tvivl.

Efter morgenmaden sejlede vi ind til Taveuni, og kørte så med den ventende taxi ind til den lille lufthavn i Matei. Kamal var også mødt op for lige at sige farvel til alle. Utrolig sympatisk!

Lufthavnen i Matei er blot et lille træhus, hvor der er opsat lidt bænke til ventetiden og så det allervigtigste; En vægt!! Alt vejes, så man er sikker på, at flyet kan lette:) Først kufferter og rygsække, så håndbagage og sidt passagererne. Alle uden undtagelse skal op på vægten og have noteret sin vægt!!Flyet var som altid forsinket - dog kun med 5 kvarter:)

Vejret er klart og solen skinner – så det var en pragtfuld tur tilbage til Nadi. Jeg er atter indkvarteret ved Mama i Tropical Capricon hvor der både er varmt vand i bruserne, elektricitet og ikke mindst Internet. Jeg har brugt et par timer på at uploade ”taveuni-fotos” - håber I kan fornemme hvor dejligt her er!!

I morgen tager jeg et tidligt fly til Brisbane (Australien). Turen er beregnet til 1 time:-) pga. tidforskellen.

Se fotos fra rejsen i dag her

Kamal og den blå lagune

2010-01-23T03:06:00.007+01:00

Fredag den 22. januar 2010;

Kamal er 49 år og 3. generation af en indisk familie, der i tidernes morgen bosatte sig på Taveuni. Kamal har tre drenge, der alle er under uddannelse, noget Kamal har sat hele sin formue ind på. Kamal var min chauffør i dag, og måske kommende nabo...

Jeg forlod Dolphin Bay kl. 8.00 med speedbåd, og på den anden side af bugten ventede Kamal med sin taxi. Vi skulle på heldagstur på Taveuni. Da infrastrukturen er meget dårlig, kan man ikke kører øen rundt. Vejen går til sydspidsen og så tilbage af samme vej, hvis man vil se den anden del af øen. Vi begyndte sydpå og pludselig blev den hullede jordvej afløst af et par kilometer asfalteret vej. Kamal kunne fortælle, at det var Rich Mans Road. Ganske rigtig var her en del millionvillaer ud til vandet – en golfbane og tennisfaciliteter, og de primært rige amerikanere og australiere der køber grunde her, har altså så meget magt, at regeringen har asfalteret vejen ved deres huse. Vi fortsatte ud til de såkaldte Blowholes, der er huller i lavaklipperne, der hvor vandet kommer ind fra havet. Vandet kastes herefter op i flotte sprøjt. I dag var vandet meget stille, og derfor var sprøjtene ikke så høje – men alligevel et fantastisk syn. Som altid, når jeg er på heldagstur med en lokal chauffør, opstår der et mærkeligt fortættet forhold mellem os. Snakken går og Kamal ville vide lige så meget om Danmark, som jeg var nysgerrig på Fiji. Her er man langt mere veluddannet end i det underudviklede Asien jeg har rejst i. Det betød også nogle langt mere gennemtænkte spørgsmål baseret på en grundviden, der er ret bredt funderet. Kamal ville gerne tale om klimaforandringer f.eks. og kunne kommenterer på resultaterne fra klimamødet i København. Her er man meget bevidst om klimaændringer, der bl.a. betyder, at det regner meget mindre. Mindre regn betyder mindre drikkevand osv. Desuden kan man her helt konkret vise, hvordan kysten har ”ædt” den første række palmer, og er igen sikker på at det er første tegn på langt værre vandstigninger i fremtiden. Kamal er slet ikke så negativ i forhold til klimatopmødet som så mange andre jeg mødt. Hans pointe er, at intet ændres ved kun at pege på de multinationale selskaber. Kravet skal komme nedefra – fra befolkningerne. Når først de stiller krav, vil der ske noget. Mødet i København var derfor vigtigt. Vi kan ikke snakke nok om de her problemer, og jo større eksponeringen er jo bedre.

Kamal viste mig også en øens stoltheder, et 7 stjernet luksushotel (Laucala Island). Dem finder der kun 2 af i verden (det andet er i Dubai) Her kan man overnatte for 35000 US dollars pr. nat. Fornylig har Arnold Schwarzenegger og familie været der.

Kaffen fik vi hjemme hos Kamal og hans kone. De bor i et fantastisk hus ud til bugten med den vildeste udsigt. Jeg var helt rundt på gulvet af bare misundelse. Dette var ganske simpelt et fantastisk sted. Da Kamal lurede min begejstring, spurgte han om jeg ikke ville være hans nabo. Han ejer nemlig ti grunde omkring sit hus – alle på ca. 3000 kvadratmeter. Pris: 100.000 kr. Jeg er sikker på, at jeg haft pengene, var jeg blevet grundejer på Fiji i dag. Hans kone hentede matrikelkort og der gik for en stund EDC i den... Jeg har lovet Kamal at jeg vil overveje et køb, hvis jeg vinder i lotto. En grund solgt svarer til en søns uddannelse.

Efter kaffen tog vi til den strand, hvor The Blue Lagoon blev skudt. Der stod jeg i sandet og mindes mine teenageår i biffen med Brooke Shields. Jeg er ganske klar over at filmen, især 2´eren, var et flop, men jeg var 15 og ligeglad!! Bagefter tog Kamal mig til det fantastiske vandfald som et ret centralt i en filmens scener. Jeg hoppede i vandet og følte mig næsten som en rigtig hollywoodstjerne. Det bedste var nok, at Kamal kunne fortælle alt om de 6 måneder, da Hollywood flyttede ind på øen, og hvordan alt for en stund blev anderledes. 2000 arbejdere blev kaldt ind for at bygge scenerne op og det med den præcision som kendertegner millionfilm. Som Kamal sagde; I den periode måtte Fiji-Time glemmes. De amerikanere er sygeligt effektive. Kamal fortalte også, at det for de fleste folk på Fiji er svært at udpege de steder, hvor filmen blev til, idet de mangle klip er mikset sammen. Men han vidste alt om den film, og han var beæret over, at nogen gad høre hans historie om en b-film de fleste allerede har glemt. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl,- når jeg kommer hjem er det første jeg skal, at gense de to film. Så vil bare nyde det ubetinget, mens jeg højlydt peger på skærmen og siger; Der har jeg også været:-)

SE FOTOS HER

Snorkling og mødet med en haj

2010-01-23T02:54:00.007+01:00

Torsdag den 21. januar 2010:

Det er sådan en dag man savner sit undervands-kamera!!

Efter den fælles morgenmad tog alle dykkerne med båden til Rainbow Reef for at dykke. Jeg besluttede at bruge formiddagen på at ligge ved stranden kun afbrudt af svømmeture. En ansat på Dolphine spurgte om jeg ikke havde lyst til at snorkle, men da jeg ikke var specielt begejstret for det på Filippinerne, var jeg lidt nølende. Hun sagde så, at der var mulighed for at se hajer derude – (hun kaldte dem sortsnuede hajer), og så var jeg pludselig meget interesseret. Jeg lånte snorkleudstyr og svømmede ca. 20 meter ud fra stranden. Her var koralrevet, og en helt utrolig farverig verden under vandet. Fisk i alle størrelser og farver svømmede rundt om mig og lilla og blå søstjerner kiggede op til mig fra bunden. Jeg var fuldstændig væk og mentalt forvandlet til en Jacques Cousteau. Pludselig kom en lille haj imod mig. Den var måske 50 cm. lang, men hajer er altså bare hajer uanset størrelse. Først blev jeg lidt panisk, derefter dybt fascineret. Der var tre, og de cirkelede rundt om mig et par gang inden deres nysgerrighed var tilfredsstillet – og så var de væk. På tilbagevejen blev jeg overrasket endnu engang af en kæmpe skildpadde. Dette langsomme og kluntede dyr på land passerede mig med elegance og en vis overlegenhed da den efterlod mig målløs i vandoverfladen.

Efter flere timer i vandet gik jeg i land og fortalte stolt om mine undervandsoplevelser. Ejeren af Dolphine Viola (hun er vist tysk) fortalte så, at den skildpadde jeg havde set er ældre dame, som de regner med vil lægge æg her i nærheden snart.

Jeg bliver aldrig dykker. Jeg føler mig på en mærkelig måde ufri i vandet, men jeg har nok ikke taget den sidste snorkletur i mit liv – det var ganske simpelt en fantastisk oplevelse!!

SE FOTOS HER

Kava-party

2010-01-23T02:44:00.005+01:00

Torsdag den 21. januar 2010:

På Fiji drikker man kava. Det er en drik, der består af vand blandet op med noget planteekstrakt af en pebberplante. Det får vandet til at ligne noget brunt vand fra en mudderpøl. Drikken er mildt narkotisk, som man siger her.
I aftes var jeg inviteret med til sådan en fest, hvori kava-drikning var ret central. Man sidder i en cirkel om en trægryde (tanao), hvor kava´en bliver lavet. Mændene sidder tættest på tano´en og kvinderne bagved. Plantepulveret puttes i et stykke stof, der så lægges i vandet og vrides op i en gentagende bevægelse indtil der ikke er mere pulver tilbage. Nu kan kava´en drikkes. Mens alle sidder i cirkel er en mand placeret ved gryden. Han spørger så hvor meget man vil have i der har form som en kokosnød (der oprindeligt blev brugt), og fylder derefter kava i. Inden man får koppen skal man klappe en gang i hænderne og når koppen gives til en så sige Bula inden man drikker. Det betyder i denne sammenhæng skål eller ”liv” Alle ser på, at koppen drikkes ud i et drag. Herpå gives koppen tilbage til drikkemesteren, som nu serverer for den næste i cirklen. Det er uhøfligt at sige nej tak – i hvert fald til den første omgang. Man drikker til Tanao´en er tom, hvorefter en ny kava tilberedes.
Ind i mellem spillede et par af de lokale fiji-drenge guitar og sang. Det var utrolig hyggeligt at sidde der i tusmørket og høre musik og drikke kava. Man blev på et øjeblik kastet tilbage til de glade hippiedage med rundkreds og guitarspil på stranden og pigerne med blomster i håret.

Der er nogen der siger, at kava bliver enden på Fiji, og kalder det Fijis crack. Tilsyneladende kan især mænd sidde og drikke kava hele dagen uden at foretage sig andet. Jeg har nu svært ved at se pointen i kava. Jeg blev lidt bedøvet i munden – og min tunge føltes lodden, men det var også det. Selv om jeg må erkende, at jeg senere på aftenen deltog i noget lokalt fiji-dans (meke), da vi blev inviteret til at deltage. Noget jeg ellers nok ville have frabedt mig:-)

Anyway – det tænder ikke mig at drikke muddervand, hvor smagen er udefinerlig bitter, og bedøvelseseffekten i munden minder mig for meget om at være til tandlægen. Så jeg ender nok aldrig med at blive et kava-vrag. Kava kan intet som en Smirnoff ikke ville kunne lige så godt!

Men jeg sad med 12 dykkere en hel aften og drak kava, og da den svenske pige begyndte at synge Abba, var jeg klar over, at kava i hvert fald også har en effekt på ens selvkritik:)

Senere dansede mændene som sagt traditionel dans (meke) for os, og det var faktisk en oplevelse. Det kan godt være der var tale om en optræden for turister, men der var noget ærligt og autentisk ved det. Man fornemmede klart, at dette stadig er en vigtig del af deres kultur og ikke blot et optrin. Det hele sluttede som sagt af med en invitation til at deltage i dansen, og jeg er i dag forundret over at jeg lod mig lokke på dansesandet....

PS: Til far; når du nu googler kava, så skriv lige navnet på den plante ned, det eneste de kalder den her er ”Pepper plant” :-)

SE FOTOS HER

Hvis du har en rigtig møgdag!

2010-01-23T02:34:00.006+01:00

Onsdag den 20. januar 2010:

Jeg har set mange fantastiske strande på min rejse, mange palmer og vidunderlig natur. Men på Fiji har de noget som kun kan opleves der. Nemlig datolinien. Når jeg står op om morgenen vil jeg og de andre på Dolphines Bay være de absolut første i verden, der ser solen stå op. Det er da fascinerende!!
Siden eg læste Jostein Gardners bog Maya for år tilbage, har jeg vidst at jeg en dag ville tage til Taveuni og opleve datolinien selv – og nu er jeg her. På datolinien ligger en lille kirke, som holder gudstjenester i går og i dag samtidig og chaufføren forklarede mig at den den lokales avis slogan er ”først med nyhederne”
Regeringen har gjort noget særligt ud af datolinien, som ellers er godt besøgt af turister – en lille tilgroet veje fører ned til et skilt, der er delt midt på, så man kan lade sig forevige med en fod i går og en fod i dag. Men det er nu også den der forunderlige følelse der tæller. Jeg var i hvert fald meget optaget af det, og måtte blive der en halv times tid, så det hele lige kunne falde på plads. Datolinien (eller 180 graders meridianen) kan nemmeste forklares således:

Jorden er som bekendt rund. På ca. halvdelen af jorden er det dag med sollys, og på den anden er det nat uden sol. Så på grund af jordens rotation oplever forskellige dele af Jorden forskellige dele af dagen. Men soltiden defineres lokalt, så ens klokkeslæt beskriver samme tidspunkt på dagen. Derfor går alle skolebørn verden over i skole ved 8 tiden:-)

Dette sker fordi vi alle har accepteret, at jorden er inddelt i 24 tidszoner. Alle der bor inden for samme tidszone har samme tid og dem der bor i zonen mod øst er en time bagud og omvent dem der bor mod vest. Tidszonerne har dog måtte føje sig for landegrænser og andre politiske forhold, så de er ikke helt lodrette, som man skulle tro.

Problemet er, at hvis man drager østpå og passerer alle 24 tidszoner, så ville man komme en dag foran. Dette problem har man så løst ved definere en såkaldt international datolinie. Datolinien er en grænse mellem to tidszoner midt i Stillehavet mellem Asien og Amerika. Steder lige øst for datolinjen er 24 timer bag efter steder lige vest for linjen. Det giver anledning til en række pudsige fænomener. Et fly direkte fra Australien til Californien lander f.eks. før det lettede:-)

Fiji er det eneste landfaste områder på kloden, som datolinien går igennem, og således hvor man
tørskoet kan stå blandt de første mennesker på jorden og se en ny dag blive til. Reelt betyder det, at har man haft en rigtig møgdag i Vestfiji, kan man tage over til østsiden af Fiji og tage den samme dag om igen. Det er simpelt hen for fantastisk og unik. Bare tanken om at har stået på dette helt enestående sted på jorden giver en kildende fornemmelse i maven.

For nu ikke at skabe det helt store tidskaos på Fiji har man internationalt bestemt, at alle på Fiji har samme tid – men datolinien er reel nok og kan altså opleves på Taveuni, hvor jeg befinder mig nu.

Tanker om tid.

Hvad er tid? Hvis ingen spørger mig, ved jeg det. Men hvis jeg vil forklare det for nogen, ved jeg det ikke.

Ovenstående citat er vist fra en filosof der levede før vores tidsregning. Men udsagnet er ikke blevet mindre væsentligt i dag – måske endda mere aktuelt end nogen sinde. Jeg har flere gange på denne rejse oplevet tidsbegrebet som en irritation. Jeg kan ikke ringe banken op, når der pludselig er bøvl med visa-kortet, fordi folk i Danmark sover trygt, mens jeg står med alle mine talenter på den anden side af jorden. Men samtidig er tidsbegrebet blevet en udefinerlig og flydende størrelse, når jeg tænker på Bloggen. På Internettet er tidsbegrebet ligesom ophørt i traditionel forstand. Man bliver en del af et flow, der ikke tager hensyn til en fælles overenskomst om tid. Eller man kan måske sige man bliver sin egen tid i et kæmpe spind af andres private tid. Man befinder sig i et flydende univers, hvor man selv logger sig på og af efter behag.
Er det ikke også sådan at man beregner tid i forhold til noget andet? Hvor lang tid tager det at komme fra A til B? I cyberspace er der ingen faste holdepunkter, intet man kan sættes i forhold til. Man ER bare! Det har ingen praktisk betydning eller særlig relevans hvad klokken var, da jeg på et givet tidspunkt skrev et indlæg til bloggen. Man kan læse det og i det øjeblik bliver teksten, holdningen eller fotoet en del af ens egen private tid – mens den måske (ganske givet) er blevet en del af en andens tid et andet sted på Nettet.

Jeg tror de fleste der tager til Taveuni besøger datolinien – og mon ikke tidsbegrebet lige bliver vendt en ekstra gang, når man helt uvirkeligt står med hver sit ben i to forskellige døgn. Uforklarligt er nok det resultat de fleste kommer til – og så er jeg ligesom tilbage ved udgangspunktet!
Men det gør ikke så meget for det hele ender jo i Cyberspace, hvor der ikke er et klart defineret rum,- og tid er noget vi beregner i forhold til rum,- eller hvad?

SE FOTOS HER

Tavenui – ikke til at få nok af

2010-01-23T02:26:00.006+01:00

Onsdag den 20. januar 2010:

Jeg måtte allerede på anden dagen af mit ophold på Fiji sande hvad ”Fiji-time” betyder. Her venter man nemlig til tingene sker – og der er ingen ophidselse eller aggression, hvis ting ikke lige sker til tiden. Mit fly til Taveuni var to timer forsinket. Vi var 4 der skulle med flyet, der ellers har plads til 20 passagerer. Men efter to timers venten i den lille lufthavn i Nadi, kunne vi endelig komme afsted.
At flyve over Fiji i et så lille fly er fantastisk – dels fordi det på mange måder minder om en rutsjebane i Tivoli og dels fordi man har et fantastisk view over øriget, og de mange små ubeboede øer. Turen tog 1,5 time og i lufthavnen i Matei ventede en chauffør på mig, hvilket han havde gjort i lang id pga af forsinkelsen. Som alle på Fiji var han smilende og modtog mig med et rungende Bula. Han spurgte om jeg var dykker, siden jeg skulle bo på Dolphin Bay, og var noget overrasket, da jeg sagde, at det var jeg ikke. Jeg fortalte ham om min særlige interesse for datolinien, og han foreslog at vi kørte der hen med det samme. Vi skulle alligevel vente på en både til Dolphin Bay.
På den måde fik jeg allerede den første dag en gammel drøm opfyldt, og da jeg stod der på datolinien var det som alt gik op i en højere enhed. Jeg var lykkelig. (læs mere om datolinien i et senere indlæg)

Vi kørte nu ned til stranden hvor en meget lille båd ventede på os. Et par knægte sejlede mig til Dolphin Bay, der er det tætteste jeg nok kommer paradis i dette liv:) Turen tog en halv time, og på strandens hvide sand med palmer stod den sødeste fijipige og tog imod mig. Med den legendariske blomst i håret og et nøddebrunt hår, der brusede omkring hendes ansigt inviterede hun mig på en rundtur på pladsen. Alt er placeret ned til vandet. Der er en reception et par brusekabiner, nogle toiletter og nogle hytter man kan bo i. Jeg bor i safari-telt med en vidunderlig dobbeltseng ud til havet.
Efter rundvisningen var der aftensmad med de andre der bor her i øjeblikket. Der er en australier, en svensker, et par briter og en tysker. De har alle det til fælles at de er passioneret dykkere. De rejser jorden rundt og dykker så snart de har mulighed for det. Igen var overraskelsen stor, da de fandt ud af, at jeg ikke dykker, men var kommet primært pga. datolinien. Da der jo ikke er butikker eller andet her – er det maden fra Dolphin Bay der spises. Alle spiser samtidig, så der ikke skal laves mad flere gange, og det er samtidig med til at skabe en familiær stemning. Eller sagt på en anden måde; Man kommer hinanden ved!

Jeg har aftalt med ejeren, at jeg i morgen torsdag tager en slapper og nyder det fantastiske vejr og snorkler på koralrevet 20 meter ude i havet, og at jeg på fredag bliver sejlet ind til Taveuni og får en day-tour med chaufføren fra tidligere. Han vil så vise mig ”The Garden Island” som øen kaldes med al dens fantastiske natur.

Her er virkelig vidunderligt. Folk fra Fiji er meget anderledes end i Asien. Den polynesiske livsstil er afslappet og smilende og her har man europæisk standard mht. højde:) Trods fattigdom er her rent overalt – intet affald der flyder overalt, og der er ingen tiggere eller emsige folk, der konstant prøver at sælge én Tæshirt eller fake Rolex-ure. Vejret er helt utroligt. Trods regntiden er sat ind, er det uden regn. Det er synd for øen, der virkelig mangler regn – men for min skyld må det gerne vente et par dage. Det har regnet 1 dag de sidste 3 måneder siger de lokale og er lidt bekymret. Drikkevandsbeholdningen er blandt andet meget afhængig af regnen.

I aften er jeg inviteret til Fiji-hygge med dans og sang på stranden lidt længere henne.

Fakta om Dolphin Bay Divers:
Dolphin er placeret på Vanua Levu, Fijis næststørste ø, i en lille bugt, i Somosomo strædet, omgivet af regnskov og en hvid sandstrand. Der er ingen veje, ingen diskotek, ingen air-con og ikke 24 timer el. Der er dog et smukt hus, fantastisk koralrev for snorkling og svømning, en dejlig vandretur op ad bjerget hvis man er til det, og så er det et af de bedste dykkersites i Fiji med alle de berømte dykkersteder ved Rainbow Reef kun få minutter væk. ”Basic” men komfortabel indkvartering i hytte eller telt – her er noget for enhver pengepung. Maden er lækker og lavet ”fra bunden” med friske råvarer. Elektriciteten er en blanding af sol og generator, så opladning af f.eks. mobiltelefon eller computer kan ske i receptionen i få timer i løbet af en dag. Om aftenen er det fakler og petroleumslamper der er lyskilden, og en lommelygte er helt uundværlig.

SE FOTOS HER

Bula Fiji

2010-01-19T20:38:00.006+01:00

Onsdag den 20. januar 2010:

Fiji er ren paradis. Vejret er fantastisk! De lokale siger at det er klimaaendringerne der spiller ind - dry season er blevet wet og omvendt. Fijianerne er helt utrolige. Smiler hele tiden, hilser og er meget hjaelpsomme!! Bula Jesper siger de hele tiden. Bula betyder hej! De er mere negroide i traekkene end jeg har oplevet andre steder paa min rejse. Deres sorte haar er krusset og Mama har konstant en kuglepen stukket ind i haaret - saa er den lige ved haanden:)

Jeg er pt paa hovedoeen der hedder Viti Levu og tager i dag med fly til Taveuni (Matei). Jeg skal dog ikke bo paa Taveuni, men paa nabooeen Vanua Levu, men der er kun 15 minutters sejllads til Taveuni. Jeg skal bo paa Dolphin Bay Divers og de henter mig ved flyet. Jeg glaeder mig som et lille barn!! Der er som foer naevnt ikke elktricitet paa oeen, ingen Internet og intet mobilsignal - og heller ingen fastnettelefon for den sags skyld!

Jeg bliver der i tre dage inden jeg returnerer til Nadi igen.

Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort

SE FOTOS HER

Mamas Tropical...

2010-01-19T07:26:00.008+01:00

Tirsdag den 19. januar 2010;

Så er jeg efter en meeeget lang flyrejse ankommet til Fiji. Her er vi 12 timer foran Danmark, så alt er vendt på hovedet. Her er meget varmt og det regnede i går siger de lokale. Men i dag er vejret forholdsvis stabilt.
Efter en lille forsinkelse i Brisbane indhentede piloten den tabte tid, så jeg ankom til Nadi (udtales Nan-di) kl. 15.40 lokal tid. I Brisbane blev jeg endnu engang gennemtjekket af sikkerhedskontrollen, der støvsugede både mig og min bagage for eksplosiver. Det skal jeg åbenbart testes for hver gang – det er bombesikkert:)
I Brisbane skulle jeg tage air-train for at komme fra domestic til international lufthavn. Men billetten var betalt, så det var med til at slå ventetiden ihjel. Ved ankomsten til Nadi, var modtagehallen fyldt med lokale folk, der dansede og spillede musik. Jeg blev budt velkommen med en halskæde af muslinger. Hvis de havde vidst, at jeg allerede på forhånd havde booket et hotel, havde jeg nok ikke fået en...

Jeg havde booket plads i Nadi på Tropic of Capricon, som er et budgetsted for backpackers. Jeg blev hentet gratis i lufthavnen, hvor jeg stod flankeret af mænd med skoerter (sådan er deres nationaldragt vist) og mange bruger åbenbart også denne klædningsdragt i dagligdagen. Herefter blev jeg kørt ud til Mamas Tropical, som stedet bliver kaldt i folkemunde. Det kan jeg godt forstå. Tropic of Capricon ledes af en matrone af en fiji-lady, der kun kaldes Mama. Hun er smilende og en hver hjemves-ramt backpackers drøm om en moderertatning. Her er internet – og det foregår ved en maskine ved Mama, som betyder, at man næsten skal sidde på skødet af hende.
Mamas Tropical ligger lige ud til en vidunderlig strand og alt emmer af tropisk paradis. Men allerede i morgen har jeg bestil fly til Taveuni, der er en ø østpå. Den bliver kaldt the Garden Island, og Mama var henrygt, da fortalte det, da hun selv er fra den ø. De fleste backpackere tager nu nordvest på hvor Cast Away Island er – den kaldes sådan fordi Cast Away filmen med Tom Hanks blev optaget der.
Jeg har dog et helt andet projekt på Fiji, idet jeg altid har drømt at stå på datolinjen – 180 grader meridianen. Jeg vil simpelt hen stå med det ene ben i i dag og det andet i i går:-) Can´t wait!! Desuden kan øen også prale af at være kulisse til den film, som jeg selv som 15 årig så med stor interesse (noget med hed elskov i vandkanten)- nemlig ”Den blå lagune”

Der var gået et vandrør i mit hotelværelse, men Mama sagde bare, at så måtte jeg jo bo hos hende privat. 3 minutter fra hotellet er nu blevet installeret i gæsteværelset og jeg har fået udleveret nøgler til hele huset.... Mamas dreng bor her også, og vi er jævnaldrende! Hvad årsagen til han stadig bor hjemme er ved jeg ikke – men Mama mener nok ikke han er klar endnu til at flyve fra reden. Jeg kunne jo konstatere, at jeg ogsaa snart skulle hjem og bo ved mama:)

Fra i morgen er det intet Internet,- men selvfølgelig vil der komme opdateringer, når jeg er tilbage i Nadi eller evt. Brisbane.

SE FOTOS HER

Hvem er Pacific Blue??

2010-01-18T15:47:00.005+01:00

Tirsdag den 19. januar 2010:

Da jeg ankom til lufthavnen i Darwin var det første jeg så at Pacific Blue´s afgang til Bribane var forsinket 40 minutter. I spøg lod jeg en bemærkning om forsinkelsen falde i check in. "Så er Virgin Blue da ikke helt alene med at være forsinket..." sagde jeg med et glimt i øjet. Damen forklarede nu at Pacific Blue og Virgin Blue er samme selskab. Pacific Blue er bare den del af selskabet, som flyver uden for Australien, mens Virgin Blue tager sig af al domestic flyvning.

Jeg er med andre ord igen rendt lige ind i det berygtede Virgin Blue med alle forsinkelserne. Den søde virgin-pige smilede dog og beroligede mig med, at jeg nok skulle komme rettidigt til Fiji. Herefter skulle jeg dokumentere, at jeg faktisk vil forlade Fiji igen - dette kan kun gøres med en flybillet. har man ingen returbillet, kommer man simpelt hen ikke ind i Fiji. Heldigvis havde jeg en returbillet og oven i købet ny printet fra den lokale internetcafe i Darwin. Nu skulle jeg kunne rejse ind i Fiji uden problemer. Som dansker behøver man ikke engang visum - bare man ikke opholder sig mere end 4 måneder i landet.

Nu sidder jeg jeg altså atter og venter på Virgin Blue - pt siger de at jeg kan forvente at flyve kl. 02.15, men med en mellemlanding i Brisbane på 3 timer når jeg det jo nok:)

Bonusviden om Fiji

2010-01-18T15:43:00.000+01:00

Fiji er en ø-gruppe, der er beliggende i det sydlige Stillehav. Landet er en øgruppe af hundredvis af øer, hvoraf kun få er beboede. Den vigtigste ø i Fiji er kendt som Viti Levu. Landet var en britisk koloni siden 1874 og et helt århundrede, indtil det omsider opnåede uafhængighed i 1970. Hovederhverv for befolkningen i Fiji er landbruget.

Det officielle navn på landet er Fiji Republikken Fijiøerne.
Hovedstaden er Suva, mens valutaen er Fiji Dollar.
Landet er en øgruppe bestående af over 300 øer.
De to store øer er Viti Levu og Vanua Levu.
Fiji øerne har hvide sandstrande, som er et resultat af naturlige nedslibning af døde koraller.
Fijis rugbyhold er et af de bedste i verden.
Det højeste bjerg i landet er Mt. Tomanivi, hvilket er omkring 4300 meter høje.
Fiji er et af de første steder i verden hvor man kan hilse hver ny dag velkommen, da det er beliggende på den 180 graders meridianen - også kendt som International datolinje. Af praktiske grunde, gaar linjen en omvej omkring Fiji, således at alle følger den samme tid. Men, på øen Taveuni, viser en markør et sted, hvor du kan stå med en fod i en dag og en fod i dagen før!
Fijis flag er stadig det britisk flag med Union Jack på det.
Landets mønter og farverige sedler bærer et billede af Dronningen af England.
Fiji er paa listen over Top 10 Honeymoon destinationer i verden.
Fijianere er kendt for deres gæstfrihed og venlighed - men det har ikke altid været tilfældet. For lidt over et århundrede siden, blev det fijianske folk anset for at være glubske kannibaler. Et uheldigt offer for kannibaler var missionær Thomas Baker, som blev spist med undtagelse af en af hans sko. I dag er den uspiste sko udstillet paa Fiji Museum.

Næste stop er Fiji

2010-01-18T15:40:00.002+01:00

Tirsdag den 19. januar 2010:

Aussie is an expensive bitch.... Sådan sagde en lokal fyr fra Darwin til mig i går, da vi fik en sludder over en øl. Han har ret. Prisniveauet er tæt på det danske – og rejsebudgettet er sprængt. Jeg laver derfor en ændring i rejseplanerne, der betyder, at jeg tager til Fiji i stedet for Indien. Turen afkortes også – mere om det senere.
I dag tager jeg Pacific Blue til Fiji Øerne med mellemlanding i Brisbane. Jeg passerer flere tidszoner og derfor ser tidsskemaet således ud:

Afgang fra Darwin kl. 01.35
Ankomst Brisbane kl. 05.55 (Brisbane er 30 minutter foran Darwin)
Transittid i Brisbane: 3 timer og 5 minutter
Afgang Brisbane: kl. 09.00
Ankomst Nadi (Fiji): 15.40 (Nadi er 3 timer foran Brisbane)

Også på Fiji er det regntid, og dermed forhåbentlig ikke ret mange turister. I hvert fald siger rygtet, at jeg ikke vil møde nogen af de mange bryllupsrejsende, som øerne næsten har gjort til sit speciale.

OBS: Jeg har på forhånd booket mig ind på et hostel, hvor jeg skal bo i ”jungle-telt”. Der er kun begrænset elektricitet om aftenen (mellem 18 og 22), ingen mobilsignal eller Internet. Bloggens læsere må altså vente med Fiji-opdateringerne til jeg igen er tilbage i Australien (den 24. januar.)

Se rejseruten herunder:

Vis stort kort

Fishermens Wharf

2010-01-18T06:02:00.005+01:00

Mandag den 18. januar 2010:

Min sidste dag i Darwin havde jeg besluttet at bruge på havnen. Jeg havde i går snakket med en pige i receptionen på Elkes Backpackers, der fortalte, at der var hyggeligt og at området afspejlede både det nye og det gamle Darwin.
Med 36 grader i skyggen og en ekstrem høj luftfugtighed tiltrak havet og den lette brise mig meget, og allerede fra morgenstunden gik jeg ned til havnen. Fishermens Wharf er både tilholdssted for fiskerne, og et par enkelte turistbåde. Her leves det hårde sømandsliv, og det var synligt, at man ikke er vant til nysgerrige turister. Jeg snakkede med en mand, der sagde, at marinaen var langt mere populær end gamle skråtklare fiskerbåde. Det sidste sagt med en vis ironi...

Længere mod byen ændrer havnen karakter, og der er indrettet friluftsbad med kunstige strande og is-salg under palmerne. Her kan man mod betaling smide sig i græsset og med jævne mellemrum svale sin ophedede krop i vandet. Stedet benyttes hovedsageligt af lokale, idet de fleste turister bruger Darwin som udgangspunkt for ture i de omkringliggende nationalparker.

Vejret her gentager sig selv med høje varmegrader om dagen og så regnvejr og torden hen under aften. Temperaturene falder kun til ca. 25 om natten, så jeg nyder min aircondition:-) I aften tager jeg med bussen til lufthavnen kl. 23.05, og tjekker ind med forventet afgang et par timer efter. Næste stop er Fiji Øerne, som jeg glæder mig meget til.

SE FOTOS HER

En tur i bushen med bussen....

2010-01-17T11:26:00.011+01:00

Søndag den 17. januar 2010;

Jeg har tilbragt søndagen i Litchfield National Park. Turen valgte jeg i stedet for Kakadu National Park, som vist er den mest kendte på disse kanter. Men de lokale jeg har snakket med siger: ”Lichtfield-do, Kaka-don´t”, men det er vist bare et simpelt spørgsmål om temperament og smag. Jeg er i hvert fald glad for mit valg. Ikke mindst pga Kerry, der var dagens guide og chauffør. En fyr på 50 år, der har levet det meste af sit liv i Northern Territory. Han snakkede som et vandfald i mikrofonen under hele turen – og vandfald blev en af dagens temaer!

Der var engang jeg ville påstå, at det mest kedelige menneske nok måtte være en forsker i termitter og deres boform. Det syn har dramatisk ændret sig i dag. Jeg kom helt tæt på disse fascinerende termitbo og den helt specielle livsform, der finder sted her. Eksperten Kerry fortalte levende om fænomenet og kunne ikke skjule sine kærlighed for disse dyr og deres fantastiske levevis. Hans begejstring og engagement var smittende og alle (undtagen en 15 årig pige, der var sur over, at der intet mobilsignal er uden for byerne) havde svært ved at løsrive sig fra stedet. Disse termitbo kan blive 5-6 meter høje og står i landskabet som silhuetter og minder på mange måder mest om gravsten på en kirkegård.

Vi var en blandet flok mennesker med på turen – 16 i alt. Fra begyndelsen lagde jeg især mærke til en amerikaner, der har været midt i halvfjerdserne. Han lignede i ekstrem grad min nu afdøde onkel Helge (Se foto her)– i hvert fald som jeg husker ham. En lille tæt fur med gråt hår og kasket. Han var munter, snakkesaglig og charmerende, og så havde han sin kæreste med – en kvinde på 38! Han burde have haft en tekst på kasketten, hvor der stod; ”Du er aldrig ældre end din sidste scoring” - for han var virkelig i sit es. Han kravlede rundt på klipperne, gik i vandet ved vandfaldene og blev hurtig selskabets midtpunkt. Et andet par i bussen var i samme alder og det gjorde dem ikke yngre, at ”onkel Helge” hoppede rundt på klipperne med en pige, der var mere end 30 år yngre. Damen fik i varmen et hedeslag, og måtte have kolde omslag på håndled og hoved...

Der er ikke mange turister i Darwin, idet det i øjeblikket er ”The wet season” Monsunen ligger og vrider sig ved kysten en tre dages tid herfra, og i Darwin ser man frem til al den regn, som snart vil komme. Det har regnet lidt hver aften, mens jeg har været her – men det store skyl mangler endnu. The wet season betyder dog for vi, der faktisk er her, at alt er grønt og frodigt. I The Dry Season i maj til august er alt svedet væk og gult. Desuden betyder regnen, at alle de flotte vandfald ”virker”

Vandfald fik vi set mange af, og de var både store, larmende og spektakulære. Man bliver helt mundlam, når man sådan står foran et stykke natur med de kræfter, der her er tale om. Vi kunne næsten bade alle steder, men krokodillerne har også sat sig på enkelte af dem, og de er ikke til at spøge med. Et af de steder hvor der stod advarselsskilte, gik en dumdristig tysker ud i vandet til knæene for at få et rigtig godt vandfaldsfoto. En ophidset og rystet Kerry råbte og skreg, og fik tyskeren ind. Kerry rystede på hovedet og sagde til ham, at det altså ikke var sjov med de skilte. It´s not fucking Disneyland – konstaterede han.

Kerry fortalte meget om aboriginals under vejs. Han var tydeligt engageret i deres betydning for Australien og deres placering i det moderne samfund. I Northern Territory er aboriginals andel af den samlede befolkning helt oppe på 32%. Men de er ganske usynlige her – kun de alkoholiserede stakler i Darwin, der sover og tigger fra gaden i håb om at få lidt småpenge eller cigaretter (en pakke cigaretter koster 60 kr. i Australien) er uundgåelige at overse. Staten har nemlig valgt den løsning at samle dem i særlige småsamfund, hvor hvide australiere ikke har adgang til. Ønsker man at tage ind til sådan et aboriginalsamfund kræver det en særlig skriftlig tilladelse. Man har altså gemt problemet bort. Staten sender penge til disse kolonier i det de ikke har noget at leve af, og så passer de ellers bare sig selv. De kan næsten intet engelsk og er uden uddannelse, så de der forsøger at finde lykken i byerne ender ofte som tabere, der heller ikke længere passer ind i aboriginalsamfundet. De er blevet fanget mellem to kulturer, og Kerry brugte lang tid på at forklare dette problem i det australske samfund, og det var tydeligt, at han ikke var enig i statens løsningsmodel. Jeg tror han gav os alle noget at tænke over, og i hvert fald et ændret syn på de fordrukne aboriginals vi hele tiden ser i bybilledet.

Efter en dejlig dag med noget af det flotteste natur jeg har set end til videre i Australien, og et af de mest inspirerende mennesker i Kerry, kørte vi tilbage til Darwin, og regnen begyndte stille at falde med et par tordenskrald i det fjerne.

SE FOTOS HER

I morgen begynder vi et nyt liv...

2010-01-16T12:04:00.007+01:00

Lørdag den 16. januar 2010;

Jeg har flere steder i Australien lagt mærke til, at de billige hostels bebos af andre end eventyrlystne backpackers. Nogen der ikke falder i et med rygsække og Lonely Planets bøger. De er ofte ældre og hærgede at se på, og de holder sig mest for sig selv.
I dag mødte jeg en af dem og blev dermed vidne til en skæbne, der også hører med til billedet af det moderne australske samfund.

Foran mit værelse der ligger på 1. sal, er en terrasse med med et firkantet bord og nogle bænke. Foruden døren til mit værelse er der adgang til 2 andre værelser samt det fælles køkken, som beboerne på etagen benytter. Ved bordet sad Nadine – en kvinde jeg ville skyde til at være mellem 50 og 60 år. Hendes aflange ansigt var indrammet af et tyndt brunligt hår, der tydeligvis var permanentet. Ud fra øjnene og munden pløjede der sig adskillige dybe furer i ansigtet, og den hårde sol havde forvandlet hendes hud til en læderagtig maske. Hendes øjne var mørke og triste, og de tynde læber tegnede en udtryksløs streg nederst i ansigtet. Hun havde en blå kjole på med små hvide prikker. Den var et nummer eller to for stor til hende og fik hende til at ligne en pige, der har taget sin mors kjole på. Hun nærmest hang hen over bordet og koncentrerede sig tydeligt om at rulle en cigaret.
Jeg havde købt en Coke Zero og satte mig overfor hende, uden hun tilsyneladende tog notits af det. Jeg er normalt ikke typen, der begynder en small-talk, og jeg behersker i øvrigt den disciplin ret dårligt, så under normale omstændigheder ville jeg ikke have henvendt mig til hende. Men damen var tydelig vis ensom og trist, og jeg var nysgerrig over, hvad hun overhovedet lavede her på Elkes Backpackers. Jeg åbnede samtalen med det eneste smalltalk trick jeg kender, og som vist samtidig er en del af det at være dansk. Jeg spurgte hende om hun ikke syntes det var varmt i dag. Sveden haglede ned af ansigtet på mig, og vejret kan man jo altid snakke om.
Hun kiggede forskrækket på mig som om det overraskede, at jeg faktisk henvendte mig til hende. Hun kiggede ned i bordet og sagde med lavmælt stemme; ”Det er tropisk klima makker – vejret er altid sådan...” Dermed havde hun skudt min eneste small-talk åbning i sænk – selvfølgelig taler man ikke om vejret, når det bare altid er kvælende varmt. Men så fortsatte hun; ”Jeg har aldrig set sne”, og lige mens jeg troede, at vejret var et dårligt udgangspunkt for en samtale lyste jeg op. ”Det har jeg” sagde jeg, ”Jeg er fra Danmark, og der er vist meget sne i øjeblikket” Hun livede helt op, og begyndte nu, efter at have præsenteret sig som Nadine, at fortælle om sit liv. Jeg havde med et ganske simpelt spørgsmål igangsat en lavine af erindringsglimt fra en svunden barndom, og mens hun talte sig varm, kom der mere glød i hendes kinder, og indimellem kluklo hun, så jeg kunne se, at hun ingen tænder havde i overmunden. Hun var meget detaljeret i sin fortælling, og også alt for personlig synes jeg, men det var som om hun nød at jeg ville lytte.
Der gik en time, hvor hun fortalte. Ind i mellem rejste hun sig fra bordet og dramatiserede hændelser fra barndommen, da hun boede i Perth med sine forældre. Især hendes far kunne hun parodiere - altid efterfulgt af en skraldlatter. Når hun sådan stod der med den blå kjole og viste, hvordan faderen klatrede i klipper eller red på hest forsvandt den triste tåge omkring hende og læderansigtet gjorde plads til et par små smilehuller.

Nadine er ikke 55 år, som jeg ville have skudt hende til – hun er 42. Hun har to børn på 8 og 11 år, der begge er taget fra hende og placeret i en plejefamilie. Nadine er arbejdsløs og har været det længe. Hun er fraskilt fra sin drikfældige mand, der også er årsagen til de manglende fortænder. Nadine vil gerne se verden. Hun har i sit liv kun været i Perth og Darwin, og vidste f.eks. ikke, at der faktisk faldt sne på Tasmanien, og at man der kunne løbe på ski i bjergene om vinteren. Nadine bor på Elkes Backpackers, fordi værelset er billigt. Hun får 500 dollars hver 14 dag af staten at leve for.
Nadine er blevet gammel for hurtig. Hendes forældre blev skilt, da hun var 12, og i teenageårene begyndte hun at drikke. En sommer i Perth mødte hun en mand, der lovede hende guld og grønne skove og som hun fulgte til Darwin, hvor de slog sig ned. Han fik arbejde på et af de store cruise skibe og var meget væk. Hun sad tilbage med børnene. Når han kom hjem, blev der drukket heftigt, og som Nadine sagde, så deltog hun selv. ”Det måtte gå galt” sukkede hun, og sprang så i emnet ved at sige; ”Ved du, at min far har fødselsdag den 8. januar – lige som præsidenten”. Sådan var det hele tiden, når hun snakkede. Blev det for trist, navigerede hun let og elegant samtalen i en anden retning. I et tilfælde brugte hun faktisk vejret som flugt. Hun sagde; ”Vi får tordenvejr om lidt – og regn. Ved du godt at aboriginals tror at torden visker himlen ren og at man derfor kan begynde sit liv igen. En ny start trænger vi alle til ind i mellem” Jeg var usikker på om det forholdt sig sådan og nøjedes med at konstatere at billedet var smukt.

Efter 2 timer ved bordet var himlen over Darwin malet helt mørkeblå og i det fjerne sås lysglimt å himlen. Jeg forlod jeg Nadine og sagde at jeg ville gå en tur og tage nogle billeder af den flotte himmel. Hun havde forinden med store øjne lyttet til min rejsefortælling og drømmende forstillet sig de forskellige lande jeg havde besøgt. Hun havde sat sig i skrædderstilling og stillet spørgsmål af ret banal karakter. Hendes viden byggede på en skolegang, der slutte da hun var 12 år, og forældrenes skilsmisse sendte hende på gaden i stedet for skolen. Hun vidste det godt – vidste godt, at den manglende uddannelse var skyld i arbejdsløsheden, det havde damen på jobcenteret sagt mange til hende.
Inden jeg gik sagde Nadine, at hun havde besluttet at leje en bil og køre til Tassie for at stå på ski. Hun så smilende på mig og spurgte om jeg ikke synes det var en god idé. Jeg kunne se på hende, at hun mest af alt sagde det for at gøre mig glad, for at viske tavlen ren for alle de mørke sider af hendes liv. For at give mig indtryk af, alt nok skal blive godt. Mens jeg havde givet hende nogle fragmenter af en rejse på 5 måneder, havde hun afleveret hele sit liv og det havde gjort hende mere sårbar en hun var i forvejen – nu forsøgte hun at bygge en facade op af håb og planer for fremtiden. Jeg nikkede blot og lod hende forstå at jeg ikke havde gennemskuet det, og lod en bemærkning falde om, at hun i hvert fald ikke skulle leje et værelse på The Pickled Frog.

Da jeg kom ned i gården ved de parkerede biler stod hun oppe på terrassen og råbte ned til mig - ”Husk nu Jesper – at himlen bliver bliver visket ren i aften – i morgen begynder vi et nyt liv!!”

Crocosaurus cove

2010-01-16T06:20:00.005+01:00

Lørdag den 16. januar 2010:

Midt i Darwin finder man på Mitchell Street Crocosaurus cove. Det er en slags ”Wild Life Experience in the City.
Her i det nordlige Australien er det nemlig ikke koalaer, tasmanske djævle og kænguruer der sættes fokus på – men derimod krokodiller!!

Man kan tage på croc-tours og se dem i naturen, men ikke komme særlig tæt på. De bæster er farlige... Crocosaurus cove har lavet et spændende sted med masser af krokodiller som man kan komme drabelig tæt på. Blandt andet kan man mod betaling af 550 kr. blive sænket ned til dem i et glasbur. Jeg kom lige da der skulle fodres, og det var en ret spændende oplevelse, der på uhyggelig vis illustrerede hvor hurtige og dødbringende disse dyr er. De største på 5- 6 meter har et bid på 3,5 tons, og der skal ikke meget fantasi til at forstå hvilken skade dette kan gøre ved en arm eller et ben.

Ud over krokodiller var der slanger og andre reptiler, og en masse ansatte til at forklare og fortælle. Jeg har på min rejse set mange krokodiller og oven i købet også haft mulighed for at holde en, men altid har der været for meget turist-cirkus over det. Krokodille-farme kaldes de i Asien, og her bruger man dem både som spise og tasker. Der mangler simpelt hen en grundlæggende respekt for dyrene. Den har man i Crocosaurus cove, og det gjorde oplevelsen meget bedre.

SE FOTOS HER

Darwin - back to basics....

2010-01-16T06:12:00.005+01:00

Lørdag den 16. januar 2010;

Darwin er med sine knap 75.000 indbyggere en lille by, og med placering i det nordligste Australien møder man her pludselig alle de typer som tv og film allerede har udødeliggjort som underlige isolerede eneboretyper, der kun sjældent kommer til storbyen. I deres firehjulstrækkere og pickups kommer de kørende til Darwin med en hale af rødt støv efter sig. De har den legendariske læderhat på som vi kender så godt fra Crocodile Dundee og store støvler, jeans og stramtsiddende ærmeløse t-shirt, der ikke skjuler hverken der tatoverede muskelfyldte overarme og deres fremstående ølvom. De taler en dialekt, der gør dem fuldstændig uforståelige og er tilsyneladende kendt af alle i byen, der hilser på dem med store smil. De køber stort ind i supermarkedet og efter en kold øl på den lokale bodega triller de ubemærket tilbage til dessert-land og krokodillerne...

Darwin er klimamæssigt langt mere asiatisk end det sydlige Australien. Her er en kvælende varme, der får solbrillerne til at dugge, når man kommer fra en butik med aircondition. Sveden render af en og luftfugtigheden er så høj, at man konstant føler at man befinder sig i tropehuset i Zoo.

Darwin er med andre ord ”back to basics” Turisterne er velkomne og da byen er det perfekte udgangspunk for ture i Nordaustralien, er her også en del. Men præmissen er at man indordner sig under byens hverdagsrytme og geare ned. Det passer mig perfekt, og jeg nyder det!!

Elkes Backpackers er også anderledes end de andre hostels jeg har boet på. Her er døgnåbent som der altid var det i Asien. Det betyder altså intet om man kommer kl. 02.00 om natten. De andre steder jeg har boet lukker dørene kl. 22.00 og herefter kan man kun komme ind hvis man har en kode til døren. Ankommer man efter kl. 22 må man vente med at komme ind til næste morgen.

Elkes har fået lavet en flot og indbydende hjemmeside, og den giver intet indtryk af hvad det er for et sted. Alt er nedslidt og gæsterne er for manges vedkommende folk, der sumper og som ikke kan tage sig sammen til at komme videre. De sidder i skyggen af palmerne og drikker og det lader til at noget af ungdommen i Darwin også hænger ud her.

Men ejeren er utrolig flink og man kan mærke at han har en plan om at ændre stedets renommé. Der er ikke noget internet der virker, og i det hele taget trænger Elkes til en kærlig hånd og lidt maling. Til gengæld drives stedet af mennesker med et stort hjerte, og det kan mærkes. Der er ikke den der mekaniske ”kunde-opfattelse” af gæsterne, som jeg f.eks. oplevede det på Pickled Frog. Her brandede man sig selv som økologiske og lod storbarmede piger servere øl om aftenen. Til gengæld havde mig kun et skuldertræk til overs, da jeg pludselig stod og manglede et værelse til trods for en klar skriftlig aftale. Det er i hvert fald ikke kunderne man ønsker at genbruge!!

SE FOTOS HER

Ankommet til Darwin

2010-01-16T01:24:00.004+01:00

Lørdag den 16. januar 2010;

Mit fly blev 2,5 time forsinket, og personalet i flyet forklaredede mig, at de holdt flyet til Darwin tilbage i Melbourne. Jeg skulle bare skynde mig fra gate 11 til gate 2.

Nu er der ca en kilometer mellem de to gates, så jeg traskede afsted i forvisning om at flyet ventede. Pludselig kom en lufthavnsmand i selvlysende jakke og råbte Mr. Staunstrup? Nu havde jeg pludeslig menneskelige blink foran - vi maste os vej gennem menneskemylderet og nåede sikkerhedskontrollen, der insisterede at tjekke mig til trods for at jeg lige var blevet tjekket i Adelaide og siden kun havde befundet mig i australsk luftrum.

Endelig kunne jeg stå ombord på mit fly, hvor alle passagere klappede, da trådte ind. De havde åbenbart over højtaleranlægget fået at vide, at flyet kun ventede på mig.

Således gik det til, at jeg kom til Darwin kl. 01.00 om natten og kunne sætte mig ind i en bus, der kørte mig direkte til Elkes Backpackers, hvor jeg skal bo de næste 4 dage. Mere om Darwin og Elkes Backpackers i senere indlæg. Men jeg kan allerede nu godt røbe, at jeg kommet på landet:)

Se fotos

Virgin Blue - altid forsinket!!

2010-01-15T05:46:00.004+01:00

Fredag den 15. januar 2010:

Folk i Australien rejser ofte med Virgin Blue - mest fordi de er billige. Men samtidig har selskabet et ry for altid at være forsinket. Da jeg ankom til lufthavnen viste rygtet sig at være sandt. Af alle afgange var kun Virgin Blue forsinket. At vente i en lufthavn er okay - her er internet, masser af mad og drikke og et virvar af mennesker man kan kigge på, men i min situation kan en forsinkelse være katastrofal - jeg skal nemlig kun mellemlande i Melbourne og videre til Darwin. Virgin-damen smilte sødt til mig og sagde, at hvis flyet var så meget forsinket - så plejede flyselskabet at finde et hotel og så sende mig med det første fly næste dag. Jeg spurgte forsigtigt ind til ordet plejede,- men hun kunne ikke komme med yderligere oplysninger.
I skrivende stund er meldingen, at flyet er 1 til 2 timer forsinket. Nu krydser jeg bare fingre for, at det ikke bliver mere.

I sikkerhedskontrollen blev jeg for 2. gang i Australien udtaget til ekstra kontrol. Jeg forstår ikke helt hvorfor det lige er mig. Ligner jeg en typisk terorist eller drug-dealer? Næppe. Men jeg stiller beredvilligt op hver gang, når de med en særlig lille støvsuger finkæmmer min rygsæk og min krop. Efterfølgende pilles et lille stykke papir ud af støvsugeren og analyseres i en maskine for ekplosive rester samt narkotika. Det hele tager ikke ret lang tid, og selv om jeg ved at intet af den slags kan spores på mig, giver det hver gang en vis nervøsitet. Any way - nu er jeg kommet igennem kontrollen og kan se frem til flere tiers venten i Adelaide Lufthavn.

Nordpå

2010-01-15T00:42:00.001+01:00

Så går turen fra Adelaide til Darwin. den billigste billet på dette lange stræk er med mellemlanding i Melbourne og ankomst i Darwin efter midnat. Det er aldrig behageligt at komme på så sent et tidspunkt men der er penge at spare på billetten idet afgangen ikke er så populær. der er afgang fra Adelaide kl. 17.35 og jeg er i Darwin kl. 01.15. Til det tidsskema skal fratrækkes en time, idet tidsforskellen mellem Adelaide og Darwin er en time. I Darwin er man altså 8,5 time foran dansk tid. Denne gang er det flyselskabet Virgin Blue, der sørger for min transport.
Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

Sat på plads af et brøl...

2010-01-14T09:58:00.014+01:00

Torsdag den 14. januar 2010:

Er man i Odense, og er vejret godt, så kan spadsere ned i Munke Mose og stå ombord på Åfarten og sejle på den snoede Odense Å til man kommer til Odense Zoo. Her kan man så stå af og nyde dyrene nogle timer, inden man igen sejler tilbage til Munke Mose og byens centrum.
Jeg kom til at tænke på det i dag, fordi princippet er det samme i Adelaide. Torrens River er ikke meget større end end Odense Å, og med Pop-Eye kan man stille og roligt lade sig transportere til Adelaide Zoo, der ligger tæt på floden. Bortset fra pelikanerne, de sorte svaner og palmerne på bredden kunne det hele være såre fynsk:-)

Jeg har besøgt rigtig mange zoologiske haver på min rejse, og jeg tror aldrig jeg bliver træt af det. Moderne zoologiske haver gør meget for, at dyrene har de allerbedste forhold, og fantasien med hensyn til at skabe et virkelighedsnært miljø, der samtidig lader publikum komme helt tæt på, er stor. Zoologisk Have er stedet hvor familier kan tage sammen afsted og så være sikker på, at der er underholdning for alle – ung som gammel. Zoologisk Have er stedet, der inviterer til uendelig mange spørgsmål og skærper nysgerrigheden, og hvor man gang på gang bliver overrasket og forbløffet eller bare fascineret.
I dag oplevede jeg f.eks. at stå foran indhegningen med løver. Hanløven lå lige op ad hegnet til publikum og sov tilsyneladende. En far og hans lille dreng stod helt stille og iagttog det store kattedyr, og faderen fodrede drengen med svar på alle hans spørgsmål – mens de begge ufravigeligt havde blikket på løven. Drengen spurgte sin far om han ikke var bange, og faderen beroligede drengen og fortalte om indhegningens styrke, og at han kunne være helt rolig. Sådan stod vi en 5 minutters tid og kiggede, da løven pludselig med et ryk drejede sit kæmpe hoved ud mod os og med et åbent gab brølede højt. Vi trådte alle sammen et skridt tilbage undtagen den lille dreng. Han stod nu en meter foran os alle og græd – især da han opdagede, at hans far ikke var ved hans side. I et splitsekund var faderen tilbage ved sin søn, som han løftede trøstende op, mens han beroligende aede ham over håret. Jeg blev selv ret forskrækket og kunne selvfølgelig kun smile over, at vi alle fysisk flyttede os fra buret, da løven brølede. Instinktivt flygtede vi fra faren og rykkede sammen selv om vi alle udmærket godt vidste, at vi var i sikkerhed og ligeså godt kunne være blevet stående. Jeg smilede også over, at den lille banale episode for drengen måske blev første gang han oplevede sin far bange. I hvert fald kunne voksen som barn denne dag gå fra løveburet og erkende, at et brøl fra en hanløve skabte en ekstra dimension ved besøget i Zoo.

Adelaide Zoo er den anden ældste zoologiske have i Australien, og har mere end 1800 dyr. De nyeste der er flyttet ind er to kæmpe pandaer, og det er så populært, at det kræver en særlig billet at se dem. Køen var 100 meter lang, og jeg måtte konstatere at mit panda-eventyr i Chengdu i Kina ikke fik mig til at bruge flere timer i den kø. De havde også Tasmanske Djævle – her var der ingen kø – men til gengæld en pædagogisk plakat, der fortalte om årsagen til, at de er ved at uddø. Der er tale om en kræftsygdom, som stille og roligt er ved at udrydde bestanden, der i dag kun findes på Tasmanien. Der er eksportforbud – og de eneste djævle der findes uden for Australien bor i København, hvor de kom til som en gave til Frederik og Mary.

I øvrigt fandt jeg også ud af, at den mest kendte Tasmanske Djævel er Looney Tunes' tegnefilmfigur Taz. – så blev jeg så klog!

Adelaide Zoo er i øvrigt kendt for deres pædagogiske program, der både favner undervisning for de yngste helt op til gymnasieelever. Det er blandt andet muligt at overnatte der som skoleklasse.

Jeg blev også klogere i dag – det er helt rart lige at blive sat på plads af et løvebrøl,- det sanselige nærvær og den styrke som brølet repræsenter.

Se fotos herunder:

Adelaide – en Light vision!

2010-01-14T08:05:00.010+01:00

Torsdag den 14. januar 2010:

Med et indbyggertal på godt en million er Adelaide en forholdsvis stor by. Den er den største by i staten South Australia og er den 5. største by i Australien. Byen blev grundlagt af William Light, der placerede byen ca. 20 km fra kysten og med Floden Torrens som det naturlige omdrejningspunkt. Floden er ikke ret stor sammenlignet med de floder, der løber igennem mange af de store kystbyer i Australien.
William Lights bydesign er bygget op om et ”gitter layout”, bestående af brede boulevarder og store offentlige pladser, og helt omgivet af parker.
I dag er Adelaide mest kendt for sine mange festivaler og sportsbegivenheder, - i øjeblikket er der f.eks. et kæmpe tennis arrangement.

Byens såkaldte Light version Urban design gør byen utrolig nem at navigere i, og alle de grønne områder er en behagelig afveksling.
Jeg begyndte dagen med en tur på den centrale gågade, Rundle Mall, med dens utal af butikker og den kendte skulptur Malls Balls. Herefter gik jeg ned til Torrens River og gik langs vandet og så på pelikaner og sorte svaner. Vejret var fantastisk, og der var mange ud at gå. Jeg kom til Pop-Eye, som er skibe, der sejler op langs floden – bl.a. til Adelaide Zoo. Jeg tog turen og nød hvert minut (Mere om Adelaide Zoo i et kommende indlæg)

Senere på eftermiddagen gik jeg fra Zoo ind mod byen og nød bl.a. det forhold, at man adskillige steder har givet den historiske by et velment pift med utallige statuer, skulpturer og gadekunst. Som jeg har set det tilsvarende i andre større byer i Australien, er man heller ikke i Adelaide bange for at kaste sig ud i arkitektur, der udfordrer omgivelserne og beskueren. En bygning skal ikke blot være i harmoni med sig selv men også med sine omgivelser. Den må gerne være provokerende og stille spørgsmål uden at blive dominerende og selvhøjtidlig. En klog mand sagde en gang: "En moderne, harmonisk og levende arkitektur er det synlige tegn på et ægte demokrati." - jeg synes det er et godt billede.

Dagen sluttede som den begyndte i Rundle Mall, hvor der i de sene eftermiddagstimer er masser af musik i gaden og samme bystemning, som man kan opleve på Strøget en god varm sommerdag.

Se fotos herunder:

Adelaide – en sympatisk by

2010-01-13T11:05:00.010+01:00

Onsdag den 13. januar 2010;

Jeg skal kun være i Adelaide i to dage,- og det har jeg allerede fortrudt! Dermed har jeg gjort samme fejl som mange andre, der blot bruger Adelaide som trinbræt til videre eventyr i Australien. Byen er godt placeret i det sydlige Australien og et fint udgangspunkt lige meget hvilken retning man skal. At byen ikke oversvømmes med turister er måske netop dens held. Det har givet byen mulighed for at udvikle sig på egne præmisser og skabe sin egen identitet.

Det første jeg bed mærke i efter min ankomst var, at byen er fuld af ungdom, fuld af frygtesløshed og energi. Det manglede Hobart. Der var ungdommen usynlig og virkede ikke tilstedeværende. Det er synd, for en hver by har brug for det spark bagi som ungdommen er så gode til. Byens borgere skal have noget at kigge efter, noget at sladre om, noget at blive forarget og forundret over. Det er der masser af i Adelaide. Her overhales man af skatere med deres hængerøvsbukser, her er punkerne i flok ved springvandet med deres nitter, piercinger og høje agressive musik, her er hippierne, der med flettet skæg og persiske bukser sidder i rundkreds omkring en guitarspillende guru, der måske er byens mest umulige musikant, her er modepigerne, der udfordrende klædt på, viser deres tatoverede små blomster frem på anklen og rockertyperne, der bag deres spejlglas solbriller gemmer deres bumser og generthed.

Her får voksengenerationen virkelig et modspil og noget at tænke over. Det skaber på en mærkelig måde en tolerance – her skal være plads til alle! Her er den pakistanske taxachauffør, der med åbne vinduer spiller sin urdu musik for fulde gardiner, den søvnige inder i sin frugthandel, gruppen af somaliske drenge, der med deres lande spinkle kroppe hænger ud ved døgnkiosken og den fordrukne invalidepensionist, der på krykker langsomt bevæger sig mod byens bænk til de andre bumser.

I sidegaderne blinker neonskiltene dagen lang og reklamerer for stripbarer, og værtshusene inviterer folk indenfor i mørket med slagtilbud på øl. Jo her er stemning og midt i mængden af historiske bygninger, universitet og museum, kan man opdage at ungdommen har skrevet tags – og atter gjort opmærksom på sig selv!
Jeg glæder mig til i morgen at se nærmere på Adelaide – efter en lille runde i bymidten er jeg allerede solgt!

Jeg bor på Blue Galah Backpackers Hostel lige midt i byen på King William Street. Stedet holder til på 1. sal og har 140 senge og lige så mange backpackere, der nyder det sympatiske Adelaide. Her er morgenmad med i prisen, og så sover vi alle i madrasser fra de olympiske lege i Sydney, som Blue Galah var heldige at få fingrene i efter efter legene:-) Her er en rigtig god atmosfære og et hjælpsomt personale. Jeg kan mærke at det bliver et godt ophold.

PS: Jeg elsker de lange lyse sommeraftener, hvor det stadig er lyst ved 21-tiden. Her går sydøstasien virkelig glip af noget.

Min internetadgang udelukker desværre atter uploads til galleriet....

Videre til Adelaide

2010-01-13T00:40:00.001+01:00

Jeg forlader i dag Tasmanien og Hobart. Bortset fra oplevelsen igår på The Pickled Frog, har opholdet været en fatastisk oplevelse. Jeg flyver fra Tasmanien kl. 16.00 med et Tiger Airways fly og lander halvanden time efter i Adelaide. Tidszonen er også en anden - i Adelaide er de en halv time efter Hobart og altså 9,5 time foran Danmark.

Vejret i Adelaide de næste dage

Vis stort kort

En djævelsk oplevelse...

2010-01-12T10:23:00.011+01:00

Tirsdag den 12. januar 2010:

I dag blev jeg hentet kl. 08.00 ved Pickled Frog (Et hostel, der senere på dagen skulle opleve et ægte dansk møgfald)
Mens min sidste tur til Wineglass Bay gik op ad østkysten, skulle dagens eventyr findes på vestkysten af Tasmanien. Jeg var nemlig stået på Bottom Bits tur til Mount Field Nationalpark.

Guiden denne dag var noget anderledes end sidst, og det var hans gæster også! Han var den perfekte biologi-naturvejleder-fjeldræv-type. Vi kender ham også fra de danske bøgeskove, hvor han falder i et med naturen, og fordyber sig sådan i den, at han på visse områder glemmer civilisationen omkring sig. Hans viden om naturen i Tasmanien er fabelagtig, og han både fortæller og smager på alting han møder. Sådan en letterer distræt ung fyr, der hvis han ikke fanger sit publikum, nemt bliver opfattet som både sær og kedelig.
Dagens guide havde desværre et par finker af fnisende tøser fra Tyskland med. Sådan nogle som konstant tager nærfotos af sig selv, og hvor den fantastiske natur omkring dem, efterfølgende blot bliver noget grønt utydeligt grums i baggrunden. Piger på 19 år fra Dortmund tænder ikke på naturvejledertypen!! – og derfor vælger de bevidst at køre deres eget fnise-show, der bl.a. peakede, da de så nosserne på en kænguru.
To andre i bussen var et spansk par, der kunne lige så meget engelsk, som jeg kan spansk. Noget af en udfordring for guiden, der jo så gerne ville formidle sit stof. Især den spanske pige mente, at hun havde krav på vide besked om alting – og guiden havde svært ved at slippe fra hende. Tilbage var vi ud over mig et andet tysk par (lærerpar med sokker i sandalerne) samt en ung fyr fra Sydney.
Jeg snakkede med guiden under frokosten, og da han fandt ud af, at jeg var fra Danmark, fortalte han stolt, at han har gået i skole med Mary. Til trods for, at jeg ikke er specielt royal, synes jeg det var en ret sjov information, og måtte da også lige høre om ikke han havde nogle saftige highschool-stories om Mary. Det var nu ikke tilfældet. Han sagde hele tiden, at hun var helt som de andre, og at hun ikke havde fremstået som speciel i skoletiden. Derimod var han meget interesseret i at vide, hvordan vi som danskere så på hende, og om hun var faldet til.
Det blev til en lang og ret sjov royal snak – og efterfølgende påstod guiden, at Mary var skyld i, at jeg havde taget turen til Tasmanien. Jeg benægtede – men er kommet lidt i tvivl efterfølgende. Jeg hader bare tanken om, at Mary ubevidst har ført mig hertil....

Dagens oplevelser blev så storslået, at guidens problemer med at trænge igennem tyskernes fnis og spaniernes manglende sprogfærdigheder ingen reel betydning fik.
På østsiden af Tasmanien gror nogle af de højeste træer i verden. De højeste er over 100 meter høje. At stå under sådan en sætte virkelig tingene i perspektiv. Hele naturparken, der er kæmpestor, er inddelt i forskellige ruter man kan gå. Vi gik et par timer i det man vel vil kalde urskov med kæmpe træer, hvis kroner lukkede for al sollys.
Vi gik rundt om Dubson Lake og fik oplevelsen af at være i et stykke uberørt natur. Virkelig fantastisk.
Herefter kørte vi til en Wild Life Park, hvor man virkelig kunne komme tæt på de australske dyr. Især havde Den Tasmanske Djævel min interesse. Nu havde jeg efterhånden set et utal af djævelbamser og turistindustriens forsøg på at profilere dette dyr som en anden Koalabjørn (der i øvrigt ikke lever på Tasmanien) Det projekt tror jeg bliver svært at gennemføre. Dyret er altså bare ikke cute... Det er en stor rottelignende dræber, der er altædende. Finder de et dødt dyr i naturen bliver det ædt op rub og stub – intet efterlades. Deres bid er så hårdt, at selv knogler bliver kvast. At kigge ned i øjnende på sådan en rottelignende kødhungrende ådselæder får ikke en til at sige – nåhhhr hvor er den sød – må jeg ikke holde den? Nej fy for den. Giv mig en plysset vegetar som pandaen eller koalaen!! Dyrepasseren var nu godt klar over dette problem, og sandheden er, at den tasmanske djævel er tæt på udryddelse, og at der lægges mange kræfter i at skrabe penge sammen for at skabe en fremtid for disse djævle. Men rent markedsføringsmæssigt tror jeg startegien skal laves om. Væk med alle plysbamserne og erstat det med noget mere reel information. Budskabet drukner simpelt hen i bamser,- og ingen ved rigtig, hvorfor det stakkel dyr er truet.

Dagen sluttede på Mount Wellington, hvor man fra 1200 meter højde kan se ned over Hobart og omegn. Det er et helt fantastisk syn, som vi alle nød – selvom det blæste en pelikan på toppen.

Da jeg kom hjem til mit hostel (The Pickled Frog) ventede der mig noget af en overraskelse. Mit værelse var tømt!! Jeg gik selvfølgelig ned i receptionen og spurgte hvad der var galt. De kunne nu fortælle, at jeg ikke havde booket til mere end i dag. Til trods for mails osv. der kunne dokumentere, at det havde jeg – så var mit værelse lejet ud. Efter en lang skideballe på både engelsk og dansk, fik jeg det sidste døgns penge retur og måtte gå derfra kl. 18.00 uden noget sted at bo. Alle meldte om ”alt optaget”, og jeg var lige ved at opgive, da Hobart Hostel kunne tilbyde et værelse til 95 dollars. Mørket var ved at falde på, og jeg tog imod tilbuddet og var glad for ikke at skulle sove på gaden.

SE FOTOS HER

Wild Thing

2010-01-11T08:28:00.008+01:00

Mandag den 11. januar 2010;

Jeg havde egentlig besluttet at holde en ”fridag” og bare drive lidt rundt ved havnen og nyde solen i parken. Solen skinner fra en skyfri himmel, og varmen virker værre end den er, fordi den lette brise ikke har indfundet sig i dag.

I skyggen under palmerne i Hobarts parker ligger folk og læser eller småsnakker. Ismanden har kronede dage og langs med kajen i havnen ses folk med hvid solcreme på næsen og vand i flasken. Tempoet i byen er sat ned og det virker som om folk har besluttet at bruge dagen på at samle energi til resten af ugen.

Jeg lagde mig i en af parkerne med en flaske vand og en sandwich og lyttede til ”Under en strålende sol” af Khaled Hosseini og lod tankerne flyve afsted til Kabul og livet i Afghanistan. Lydbøger har den fordel, at man bare kan lukke øjnene og forsvinde ind i bogens univers og passer man ikke på, kan hele dagen nemt gå med det.

Efter et par timer i parken trængte jeg til noget koldt at drikke, og samlede derfor mine ting og gik i retning af Salamanca Place, hvor rækken af de gamle, forlængst nedlagte lagerbygninger i sandsten nu er erstattet af alt fra restauranter, frugtmarkeder, internetcafeer og kunstgallerier. Jeg fik på afstand øje på en rød båd, der i stor hastighed kom drønende ind i havnen. Jeg købte en iste og lod min nysgerrighed føre mig til den røde båd – den virkede dragende på min solvarme og søvnige krop.

Båden er ejet af Wild Thing Adventures og er en ombygget militærbåd fra New Zealand. Den har plads til 25 mennesker ombord og bagerst ses hele tre motorer med hver 300 hk. Jeg blev straks opdaget af en ansat på båden, der kunne se mine store øjne, der afspejlede blikket fra en lille dreng, der kun ønskede en ting i verden – en tur med ”The Wild Thing”. 5 minutter efter havde jeg indløst billet og sad fastspændt midt i selve båden. Der var en halv time til afgang, men jeg var lykkelig over den gode plads, og jeg kunne mærke, hvordan spændingen rullede rundt i mine blodårer. Det her skulle nok blive vildt – tænkte jeg. En halv time efter var de andre sæder fyldt af primært australske turister, og turen kunne begynde. Kaptajnen hedder Neil, og er født på Tasmanien, som de her blot kalder Tassie. Med den skæve australske accent bød han alle velkommen, og lod for en sidste gang tvivlerne stå af mod lovning om at refundere deres billet. Inden afgangen havde vi alle skrevet under på en længere smøre, der formelt fratog Wild Thing ansvaret hvis noget gik galt.

Vi var 25 ombord, der alle sad med samme forventning og spænding og især mændene opførte sig som teenagedrenge, mens de alligevel udgav sig for at være særdeles erfarne med sejlture af denne art. Især de der havde en søn eller to med sig, gav den som erfarne søfolk – men selv deres børn kunne vist gennemskue skuespillet, og morede sig over, at de her i virkeligheden var vidne til, at også de voksne havde svært ved at tøjre deres følelser.

Så gik det ellers afsted. Jeg aner ikke ret meget om hestekræfter og motorer, men jeg kan skrive under på, at 900 hestekræfter i en relativ lille båd går meget hurtigt!! Man får tårer i øjnene, som når man kører motorcykel uden hjelm, og al samtale var pga. larmen fra motoren umulig. Vi sad der og var helt bogstaveligt ”i samme båd” Kaptajnen Neil lavede store cirkler og nød vores gispen efter vejret. Skumsprøjt ramte os i ansigtet og landskaberne på begge sider af floden blev pludselig en sekundær ting af oplevelsen.

Turen tog en time, men føltes som 5 minutter, og selv om Neil ind imellem stoppede båden og fortalte små anekdoter om steder vi så, så tror jeg at vi alle nok mest vil huske tilbage på farten, suget i maven og forbløffelsen over hvilke kræfter der gemmer sig bag 900 hestekræfter fra Suzuki.
Efter turen lagde jeg mig atter i parken, lukkede øjnene lod turen køre for mit indre blik. Det eneste jeg manglede i dag var et langt hår, som vinden kunne have kastet fra side til side – ellers var alt perfekt!!

SE FOTOS HER

På udflugt med Josef til Wineglass Bay

2010-01-10T10:42:00.010+01:00

Søndag den 10. januar 2010:

Klokken var kun 6.30 da jeg denne morgen stod parat foran The Pickled Frog med min rygsæk og mit lille kamera. Jeg ventede på bussen fra ”Bottom Bits Bus”, der er et selskab, der har specialiseret sig i udflugter med små grupper. I dag var gruppen på 11 – inkl. mig. Vores guide Adrian er en ung fyr midt i tyverne og en af dens slags mennesker, der altid er positiv. Kæmpe stort smil og en optimistisk tilgang til alting. Ud over at være guide skulle han også være chauffør for den minibus, som vi skulle køre i. Turgæsterne var to koreanske piger, en kineser, der understregede kraftig, at hun var fra Hong Kong (præcis som nogle amerikanere præsenterer sig som New Yorkere...), to tyskere, en østriger, to australiere, en hollænder og sidst – men bestemt ikke mindst en israeler. Sidstnævnte, der i øvrigt helt bibelsk hed Josef, kom til at sætte mange på prøve i løbet af dagen. Mest af alt fordi hans noget specielle humor kun blev forstået af få, måske især fordi den var pakket ind i et tykt lag selvironi.

Turen gik op langs østkysten af Tasmanien og endte i Freycinet National Park, hvor hovedattraktionen er Wineglass Bay. Wineglass bay er et fantastisk syn fra oven (hvor den danner et billede af et vinglas) Så vi kom på bjergvandringstur for at nå udkigspunktet – og ingen følte sig snydt,- det var virkelig helt utrolig smukt.

Josef, vores lille israelske backpacker, udså sig hurtig den klippe, som er mest brugt til fotografering, og hvor svedige turister gerne står i kø efter den hårde opstigning for at blive foreviget. Han plantede sig øverst, og i liggende stilling som en anden Cæsar, lod han en fra gruppen tage et afsindigt antal billeder af sig selv. Hver gang tjekkede han resultatet på displayet, og var ikke tilfreds. Folk var utålmodige, men ingen sagde noget og nøjedes med at sende blikke til hinanden. Josef nød det – han var i virkeligheden på sin egen skæve måde ved at gøre grin med dem alle sammen. Forstod man, hvad han havde gang i, så var det egentlig ikke ham, der skulle kigges på, men den kødrand af turister, der efterhånden befandt om klippen. De tog alle afstand fra hans modelarbejde og selvhøjtidelige attitude – fordi de i realiteten selv var interesseret i at komme i fotosession deroppe. Jeg fik heldigvis et fint billede af Josef, mens han poserer på klippen – og måske kan man forstille sig de omkringståendes irritation. Efter 10 minutter sagde den storsmilende og ekstremt positive guide til Josef, at der også var andre, der ville fotograferes. Josef så helt overrasket ud, og sagde – Er der det? - jamen så lad dem bare komme op, det kan der blive nogle skægge gruppefotos ud af. Nu vendte han sig om og råbte ned, at alle da var velkommen til at blive fotograferet med ham. Kun et amerikansk par synes at situationen var så grotesk, at det måtte foreviges og kravlede op til ham.

Det var ret sjovt – og selv om vores guide aldrig forstod Josef, så skabte han en meget speciel stemning på den 10 timer lange ekspedition. Ham tror jeg aldrig jeg vil glemme.

På vej hjem så vi mange fantastiske strande og natur som man ellers kun ser det på postkort. Vi spiste frokost og badede og sidst på dagen købte vi alle en kæmpe is i en bær-farm, hvor man selvfølgelig selv havde lavet isen.

SE FOTOS HER

Polyesterfyldte skræmmende tøjdyr...

2010-01-09T07:14:00.009+01:00

Lørdag den 9. januar 2010;

I Hobart er lørdag markedsdag. Mange har siden min ankomst talt varmt om Salamanca markedet tæt ved havnefronten og betonet, at det kun finder sted om lørdagen. Derfor var markedet mit mål i dag. Jeg slenterede gennem byen og fik morgenmad på en lille ussel café, der på et mat skilt bekendtgjorde, at her serveres den bedste breakfast i Tasmanien. Priserne var overkommelige, så jeg satte jeg ved et bord på fortorvet og bestilte en yoghurt med müsli og frugt samt en kop kaffe. Her som de fleste andre steder jeg har været er det vanskeligt at forklare, at jeg hverken drikker kaffe med mælk eller sukker – men ønsker at indtage den ”black”.
Fra cafeen havde jeg overblik over havnen, hvor der var gang i en slags udflugt med kanoer og kajakker. Midt mellem de store sejlskibe sås et utal af primært midaldrende mænd i redningsveste, padle rundt i havnebassinet. På kajen stod en del kvinder, der sikkert har været deres hustruer og klipsede løs med deres små digitale kameraer, mens de kom med opmuntrende tilråb. Til venstre for cafeen kunne jeg følge et andet maritimt sceneri. Her lå en træskonnert og vuggede med en 10-12 voksne ombord – alle udklædt som pirater. På kajen stod 25 børn linet op, også de med piratkostume på. Også her var alle mødrene samlet med kameraer og stolte blikke mod de børn, der om lidt ville forsvinde på deres første pirattogt.

Jeg var den eneste kunde på cafeen, og den ældre dame, der serverede min morgenmad, så ud som jeg næsten var lidt i vejen og markerede med et tydeligt kropssprog, at jeg det ikke var her jeg skulle hænge ud hele formiddagen.
Lidt senere da jeg betalte, gav hun dog mig et undskyldende smil, som om hun godt vidste, at hun havde været lidt kort for hovedet.

Jeg gik nu over mod Salanca Markedet og nød det dejlige vejr. Jeg tænker hver dag over, at vejret på Tasmanien i øjeblikket ligner meget dansk sommervejr. 25 grader med spredte hvide vatskyer på himlen og en behagelig brise, der gør varmen udholdelig.

Salamanca Marked var en skuffelse. Det begyndte egentlig så godt. På et græsareal udenfor markedet sad et par musikanter og spillede blues, og foran på græsset sad og lå folk i solen og nød musikken. Stemningen var afslappet, og der blev spist is og drukket kaffe. Alkohol er vist forbudt i det offentlige rum her – i hvert fald ser man aldrig øl eller fadølsbarer nogen steder. Alkoholiske drikke holdes pænt på de etablerede cafeer og restauranter

Selve markedet var som lovet stort og bestod af 4 rækker boder i en længde af ca. 100 meter. Men mens jeg måske havde forventet et marked, hvor den lokale tasmaner gjorde sine indkøb, så var det mere et marked af dem man ser i Legoland, hvor alt det der kan købes er souvenirs kun henvendt til turister. Den tasmanske djævel kunne her fås i alle afskygninger – som T-shirts, som bamser, som malerier og postkort. I det hele taget var den australske dyreverden rigt repræsenteret som polyesterfyldte skræmmende tøjdyr. Men ellers var det udskårne træfade som kun en turist kan finde på at købe samt solhatte- og briller. Selv i de små bogboder var repertoiret kun Tasmanienbøger og guider til vandreture i bjergene.

Midt i mellem alle disse boder vandrer så turisterne rundt og spiser is og klipser billeder af det de er blevet bildt ind er et lokalt historisk marked i Hobart.
Jeg købte ingenting – heller ikke is, men jeg klipsede da et par billeder til bloggen:)

I eftermiddag vil jeg gå op til musikfestivalen Soundscape og sidde mig på en græsskrænt udenfor. Jeg har fået at vide, at det er der man sidder, hvis man ikke har råd til at gå ind:) Musikken skulle være der, og med et næste fuldt overblik af festivalpladsen.

FAKTA:
Salamanca Place, hvor selve markedet afholdes består af rækker af sandstensbygninger, der er tidligere pakhuse for havnen i Hobart Town. De er siden er blevet omdannet til restauranter, gallerier, kunsthåndværksbutikker og kontorer. Stedet er opkaldt efter sejren i 1812 af Hertugen af Wellington i slaget ved Salamanca i den spanske provins i Salamanca.

Hver lørdager der Salamanca marked, som er meget populært blandt turister.

Salamanca Place er også populært efter mørkets frembrud hvor både lokale og turister nyder en øl eller spiser på de barer og spisesteder derligger der.

SE FOTOS HER

Fuck Brooklyn Bridge!!

2010-01-08T07:44:00.008+01:00

Fredag den 8. januar 2010:

I eftermiddags gik jeg på opfordring af en af gæsterne på The Pickled Frog ned til Tasman Bridge. Det nærheden af den, at festivalen "Soundscape" afholdes i morgen og desuden der et russisk tivoli i øjeblikket holder til. Herudover er der et fantastisk view over Derwent River. Vejret var ganske vist overskyet - og varmt, men jeg tog en dejlig gåtur igennem byen og havde en rigtig hyggelig eftermiddag med udsigt til broen.

Jeg havde sat mig på en græsskråning og ikke lang tid efter kom en ca. 14 årig dreng og satte sig ved siden af. Han havde cap paa hovedet, en piercing i venstre øjenbryn og et skatboard under armen. Han spurgte mig hvad jeg gloede på - og prøvede på en akavet måde at komme i kontakt med mig. Jeg sagde det som det var - og pegede ud på broen og spurgte ham, om den da ikke var flot. Han så ud over floden og derefter ned i jorden, og med en hård stemme sagde han: Jeg er da ligeglad!

Her havde jeg allerede afskåret en videre samtale, og tænkte - så lad dog mig gamle idiot nyde synet.
Efter en længere pause, hvor jeg demonstrativt nedgloede broen og han sad og pillede i græsset sagde han pludselig;
- Har du nogen sinde været i New York?
Jeg svarede hurtig og ironisk;
Du kan måske bedre li Brooklyn Bridge?
-nej jeg mener bare, det er det sted jeg allerhelst vil hen...
Jeg fattede nu, at fyren forsøgte at få en samtale i gang, og jeg måtte skuffende fortælle ham, at der havde jeg aldrig været. Men fulgte min oplysning op med at spørge ham, hvorfor New York var så fantastisk.
-Det ved jeg ikke, svarede han, men jeg tror det er rigtig fedt der.
Jeg smilede og sagde så til den drømmende teenager, at jeg faktisk var rejst den halve jordklode rundt for netop at se hans hjemby Hobart,- og jeg synes det var vildt fedt. Han kiggede nu op for første gang og så på mig og sagde med overraskelse i stemmen:
- mener du det?
Nu fulgte en en relativ lang samtale om New York, rejser, drømme osv. og fyren blødede mere og mere op og til sidst grinede han faktisk, så man kunne se hans tandbøjle blinke i solen.

Lige så pludseligt han var kommet, rejste han sig og sagde at han matte gå. Herefter kiggede han ud på broen, og sagde - den er faktisk flot - fuck Brooklyn Bridge!!

Efterladt alene på skråningen måtte jeg smile over, at broen derude langt væk rent metaforisk havde skabt forbindelse mellem mig og denne new yorker-drømmende teenager, og at jeg givet ikke havde taget drømmen fra ham, men måske genskabt glæden for den virkelighed, der er hans nu.

...og så tror jeg faktisk også jeg må indrømme, at han tændte en lyst hos mig til se Brooklyn Brigde!

FAKTA:
Tasman Bridge er en fem-sporet bro passerer Derwent-floden, nær CBD i Hobart.Broen har en samlet længde af 1.395 meter Broen er bindeleddet mellem CBD (på den vestlige bred) og den østlige kyst - især Hobart International Airport og Bellerive Oval.

SE FOTOS HER af min tur gennem Hobart

Hobart – med anderledes skyline...

2010-01-08T03:07:00.016+01:00

Fredag den 8. januar 2010:

Hobart er en stor by taget øen i betragtning, og med et havneliv der skaber en unik atmosfære. Her er simpelt hen bare hyggeligt. At dumpe ned i Hobart fra Storbyen Melbourne er som at havne i en helt anden verden. Tempoet er langsommere, og der er ingen stress.

De store skyskrabere fra Melbourne er erstattet af en skyline af Mount Wellington på 1.271 meter høje. Som en dominerende og beskyttende væg rejser den sig og giver Hobart den perfekte baggrundskulisse.

Hobart er statens hovedstad og mest folkerige by i den australske østat Tasmanien. Og er samtidig Australiens næstældste hovedstad efter Sydney. Her bor ca. 200.000 mennesker. En bosiddende i Hobart er kendt som en "Hobartian". Byen ligger ved mundingen af Derwent floden.

Midt i byen ligger Liverpool Street, hvor mit hostel er placeret. The Pickled Frog er en lidt kluntet bygning, der er malet lysegrøn. Der er mange værelser – mest dorms (altså rum med mange senge). Selv bor jeg i et tremandsværelse og betaler så for alle tre senge. Her er partystemning og gang i den til langt ud på natten, og da mit værelse befinder sig tæt på de fælles toiletfaciliteter er det muligt at følge med i om bruserne er ledige:-) Jeg takker endnu engang på denne rejse for mit gode sovehjerte.

I lobbyen er der en stor bar og tourdesk, hvor man kan bestille ture rundt på øen. Jeg har i dag udset mig et par ture jeg vil på i løbet den uge jeg er her. Her er også Internet, men tit er det nede og ellers temmelig ustabilt. Det er måske det mest kritisable ved The Pickled Frog – men folk her er søde og imødekommende og undskylder med et smil, der dybest set betyder – Slap nu af ik? Du overlever nok....

I morgen er planen at jeg vil til marked på Salamanca Place – hvilket er ret kendt. Desuden er jeg havnet på øen samtidig med afholdelse af den årlige rockmusikfestival Soundscape – der afholdes i morgen. Det er jeg ret tændt på, men som alting herude, så er det morderligt dyrt også at gå til festival, så det bliver nok bare til en ”kigger” - en dags festivalen koster 400 kr.

Men ellers er byen fuld af spændende cafeer, restauranter og et sprudlende musikliv. Hvordan Hobart har kunne tiltrække al den kultur er svært at forstå, men et faktum er det, at her er masser af rockspillesteder, folkmusik og jazz.

Og vejret her er fantastisk; Fuck´n hot som man siger med temperaturer på over 30.

Internetforbindelserne her er ganske forfærdelige - og endnu en gang er det helt umuligt at uploade noget til galleriet - sorry

The Pickled Frog

2010-01-07T12:27:00.011+01:00

Torsdag den 7. januar 2009;

Jeg er vel ankommet til Tasmanien og har indlogeret mig på The Pickled Frog. Det er et udpræget backpackersted med en masse unge rygsækrejsende, en glad bar med billige øl og wifi under hele opholdet for 5 dollar (det er meget billigt) Forbindelsen er dog meget svag - men kan da bruges til mails osv. Upload må jeg gøre i lobbyen fra internetcafeen. Det virker til at være et rart sted, hvor jef blev modtaget af meget venligt personale - og værelset er der ikke noget at udsætte på. The Pickled Frog er ud over populært backpacker Hostel samtidig en virksomhed med en grøn profil. Første indtryk er nu mest at den grønne farve hentyder til alle øl, men man fastholder at der er tale om en økologisk indstilling og global ansvarlighed samt ønsket om "at gi´ noget tilbage til samfundet". Jeg er spændt på at se det udført i praksis.

Til trods for backpackermiljøet er de australske priser helt vilde - og det har stadig svært at vænne mig til.
Jeg ankom til Tasmanien i mørke, og det er altid spændende at se næste dag, hvordan Hobart egentlig ser ud - jeg vil gå på opdagelse i byen i morgen!!

Bonusviden om Tasmanien

2010-01-07T01:00:00.000+01:00

Tasmanien er en australsk ø. Tasmanien består af øen Tasmanien og de andre omkringliggende øer. Omkring 37% af Tasmanien er nationalparker og World Heritage Sites.
Hovedstaden, Hobart, er den største by i Tasmanien.
Tasmanien svarer i størrelse til Republikken Irland eller Sri Lanka.
Tasmaniens kystlinie mere end 3.000 km.
Tasmanien er udnævnt som »Den bedst tempereret ø i verden to gange, af det internationale rejsemagasin Conde Nast Traveler.
Vestkysten af Tasmanien er et af de vådeste steder i verden,
Hobart er den anden-tørreste hovedstad i Australien.
Tasmanien er hjemsted for mange pattedyr, der engang strejfede rundt på hele kontinentet Australien. Det er også det eneste sted, hvor den tasmanske djævel lever i naturen.
'Theatre Royal', der findes i Hobart er Australiens ældste operationelle, levende teater.
Tasmanien har 68 golfbaner i alt, hvilket er mere end nogen anden stat i Australien.
Tasmanien ligger tættere på Ækvator end Rom eller Chicago.
Øen state of Tasmania har den reneste luft i verden og dens regnvand er så rent, at det endda er blevet afsendt til de australske sportsfolk, der deltog i de olympiske lege.
Det ældste bryggeri i Australien, Cascade bryggeri ligger på Tasmanien (Hobart).
Bush-Inn i New Norfolk (1825) er den ældste udskænkningsbevilling i Australien.
Western Tasmania's World Heritage område er et af de sidste store uberørte tempererede naturområder i verden.
Tasmanien har det fineste havørred lystfiskeri på sydlige halvkugle, og er kilden til alle havørred bestande i Australien og New Zealand.
Launceston's Cataract Gorge Chairlift er den længste stolelift i verden.
Tasmanien har det største lavendel gård i verden, og det er den eneste kommercielle lavendelproducent på sydlige halvkugle.
Den dominerende regnskovart er eucalypts, herunder den højeste bevoksninger af løvtræ på den sydlige halvkugle.
Et Huon fyrretræ i syd-vest ødemarken skønnes at være 4000 år gammel, det gør det til den ældste levende ting på jorden.
Tasmanien er den mest sydlige del af Australien, og ligger 240 km syd for det australske fastland, på en bredde af 40 grader syd.

Tasmanien er næste stop

2010-01-07T00:55:00.003+01:00

I dag forlader jeg Melbourne og det australske fastland og tager sydpå til Tasmanien. Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

Luna Park...

2010-01-06T07:00:00.007+01:00

Onsdag den 6. januar 2010;

Nogen gange bliver man pludselig mindet om en episode fra ens barndom, når man står på den anden side af kloden. Sådan et flash back fik jeg i dag. Jeg var på gåtur langs vandet, da jeg pludselig kom til forlystelsesparken Luna Park.

Som barn kom der en gang om året et omrejsende tivoli til byen, hvor jeg boede. Det hed Luna Park og var højdepunktet for byens ungdom. Ud over karruseller og andet gøgl betød det nemlig også fest, øltelte og diskotek. Ja fest hele natten. Her mødtes fyrene på knallerter og spillede fandens karle for de fremmødte piger der småfrøs i deres små kjoler i den kølige fynske sommernat. Her blev røget cigaretter og drukket øl og ofte kom nogle af knallert-fyrene op og slås sidst på natten til stor interesse for tivoligæsterne. Luna Park var simpelt hen indbegrebet af alt det en hver frisk dreng kunne ønske sig af spænding og fest.
Som 12 årig fik jeg lov at gå I Luna Park om eftermiddagen og nød hvert et minut. Vi var en flok drenge, der aftale, at vi om aftenen ville tage derned igen. Se på de store cigaretrygende og øldrikkende drenge, der gassede med deres knallerter og slog en prober næve. Så jeg var noget rystet, da min far kort meddelte, at det måtte jeg ikke. Alle hans argumenter prallede af på mig, og jeg indvendte, at alle de andre drenge fra klassen da gerne måtte.
Mens min far blot rystede på hovedet og genoptog læsningen af Fyens Stiftstidende løb jeg (nu grædende) på mit værelse på første sal og smækkede alle døre efter mig. På trappeafsatsen satte jeg mig nu med korslagte arme og råbte ned til de forældre, der på kort tid nu fremstod som gamle, reaktionære og frihedsberøvende, at JEG VIL I LUNA PARK. Mine forældre har sikkert muntret sig med min tilråb nede fra stuen og anet, at en vanskelig teenagetid lå lige om hjørnet:-)
Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der på trappen grædende og råbte – men i min mors hukommelse er det mange timer, og hun påstår også, at ordene efter mange gentagelser ændredes til “Jeg vil i Lulla-parken...” Om det er sandt ved jeg ikke, men jeg kom I hvert fald ikke I Luna Parken den aften.

Den historie kunne jeg nu mindes i St. Kilda mere end 30 år efter, og besluttede mig selvfølgelig for at tage revanche. Jeg gik I Luna Park!! Indgangen er gratis, men det koster penge at prøve de forskellige forlystelser. Parken er gammel – åbnede I 1912, og man kan bl.a. prøve verdens ældste rutschebane Scenic Railway, der har kørt lige siden parkens åbning.

Jeg prøvede ikke rutschebanen – men nød synet nedefra sammen med en stor is:-) Der var ingen knallertkører der hang ud med smøger og øl – ja alkohol er faktisk forbudt i Luna Park. Der var ingen småfrysende piger i Olivia Newton John outfit og ikke antydningen af slagsmål. Men den mekaniske tivolimusik og skrigene fra forlystelserne var de samme som dengang.

Jeg gik smilende fra Luna Park, og mindede mig selv om, at barndommens Luna Park historie endte, da jeg om mandagen kom i skole og skulle erkende for alle de andre drenge i klassen, at mine forældre var nogle gamle forstokkede idioter, der havde nægtet mig det, der syntes som en menneskeret, og erfarede at ikke en eneste af de andre havde fået lov til at tage afsted. Fællesskabet var etableret men ikke synet på forældrene...

Se fotos her

St Kilda – Bumser, bøsser og boheme

2010-01-06T06:52:00.007+01:00

Onsdag den 6. januar 2010:

Jeg bor i St. Kilda, der er forstad til Melbourne. Et utroligt interessant sted med masser af historie og et væld af spændende mennesker. St. Kilda er et område med sociale skarp kontrast, med mange hjemløse og andre udsatte personer, der lever blandt de rige og fashionable, der flokkes ved byens butikker og caféer. Her er tilsyneladende plads til alle.

Her fyldes bybilledet af bumser og tiggere, der som tavse skygger bryder rækken af cafeer og restauranter langs Fitzroy Street. Her er homoseksuelle, der forelsket hånd i hånd spadserer strandpromenaden tynd og kun overhales af prustende motionsløbere, skatere og cyklister på mountainbikes. Her er hippier, der med kærlighedsfremmende budskaber på T-shirten vuggende går den der typiske hippiegangart, der på en gang både skal signalere, at de ikke har travlt,- men samtidig at de er rytmiske mennesker. En gangart der får deres dreadlocks til svinge foran ansigtet så det afsløres, at deres Ipod Shuffle sender digital lyd til øregangen. Her er punkere, der med deres læderjakker og tunge militærstøvler trodser varmen og som med deres synlige badges genbruger ”no future” slogans fra 80´erne. Her er pop-tøser der med deres meget lårkorte kjoler og høje hæle altid ses i flok småfnisende bag deres kæmpe solbriller, der i 70´er-retro-perfekt stil næsten skjuler hele ansigtet. Her er mennesker fra hele verden, der er havnet her og har gjort St. Kilda til udgangspunktet for deres liv – Der er restauranter og butikker, der repræsenterer Italien, Japan, Kina, Indien, Frankrig, Irland, Vietnam, Thailand og Egypten.

Det er alle disse meget forskellige mennesker skaber et boheme-miljø, som tiltrækker musikere og kunstnere fra nær og fjern. St. Kilda er dermed langt mere end et mødested for alverdens backpackere, der ønsker strand og vand – men et sted med masser af aktiviteter og koncerter. Her er flere kendte teatre og der afholdes jævnligt store kulturelle arrangementer og festivaller her.
Forstaden er blevet en af Melbournes førende bøsse og lesbisk boligområder og St. Kilda er da også vært for den årlige Gay Pride i marts, som starter ved Lakeside Drive og fortsætter ned ad Fitzroy Street til Catani Gardens.
Men her i januar er det nu mest kite-surferne ved stranden og backpackerne, der er mest synlige ved stranden, hvor de behagelige temperature, palmerne og gangstierne forbi marinaen skaber lige præcis det man har allermest brug for, når nu man ikke kan sidde i frostkolde Europa:-)

Se fotos her

Eureka Tower

2010-01-05T10:36:00.006+01:00

Tirsdag den 5. januar 2010:

Jeg har droppet Melbourne Zoo – men byens højeste bygning måtte jeg op i. Det hedder Eureka Tower og er 300 meter højt. På 88. sal er den højest beliggende udsigtspost på den sydlige halvkugle (285 meter højt). Tårnet er kun det 50. højeste i verden – men kan så til gengæld prale af at være det højeste tårn indrettet til boliger. Jeg tør ikke engang tænke på, hvad en lejlighed på øverste sal koster – men i stærk vind, kan de der bor der svaje op til 6000 mm....
Eureka Tower er opkaldt efter Eureka Stockade, et oprør i den viktorianske guldfeberen i 1854. Dette er blevet indarbejdet i designet, med bygningens guldkrone der repræsenterer The Gold Rush og en rød stribe der repræsenterer blod udgydt i oprøret.

Der er en fantastik udsigt over Melbourne fra 285 meters højde, og er måske den allerbedst måde at se en by fra oven på, når nu pengene ikke rækker til en helikopter:-)
Elevatorturen er noget helt specielt – 9 meter i sekundet går altså rimelig hurtig!!
Se fotos her

Bytur I Melburne City

2010-01-05T10:29:00.007+01:00

Tirsdag den 5. januar 2010:

Jeg tog I dag turen fra St. Kilda til centrum af Melbourne på gåben. Der er ca. 5 km., men turen går langs en en dejlig sø og en fantastisk park – så det blev en rigtig god tur, og vejret her er fantastisk. Meget lig en rigtig god dansk sommer med temperaturer på omkring de 26 grader og en let brise, der gør varm udholdelig. Desuden er her lyst til langt ud på aftenen – i stedet for ”mørklægningen” i Asien omkring kl. 18.00. Det nyder jeg virkelig.

Melbourne ligger i den 3. australske stat jeg besøger – nemlig Victoria. Det er også den andenstørste by i Australien, så der er på alle måder dømt storby. Men med Sydney i klar erindring, skulle Melbourne virkelig komme op med noget helt særligt, hvis den skulle gøre sig i det selskab. Men jeg blev ikke skuffet. De to byer er meget forskellige, men det der bærer en storby er som oftes det liv, der leves der. Man mærker det med det samme – her er et drive, en energi og en summen af liv overalt. Kulissen med de store skyskrabere og floden, der delen byen er fantastisk, og så har Melbourne et fantastisk mod til at skabe bygninger, der adskiller sig væsentligt fra noget andet jeg har set. Side om side med den gamle viktorianske arkitektur skyder de mest utænkelige bygninger op – uden det ødelægger helheden. Mange steder i byen er der plads til udfoldelse og afslapning, så det hele ikke ender i ren asfalt og beton.

Metropolen Melbourne ligger ved bugten Port Phillip og ved mundingen af Yarra River. Floden kan med sit brune vand ikke hamle op med det blå I Sydney havn – men vand i midten af en millionby er bare godt for sindet:-)

At Melbourne er centrum for al kultur og udvikling af musik, kunst og teater ses og mærkes hele tiden. Der er udstillinger overalt, og en uendelig række af spillesteder for den etablerede og eksperimenterende musik. Og uden der i øvrigt er nogen sammenhæng, så kan Melbourne prale af at have verdens største sporvognsnet. Sporvognene fylder da også bybilledet og benyttes af så mange, at biltrafikken ikke er nær så dominerende, som man ellers ofte ser I byer af denne størrelse.
Se Melbourne fotos her

Kite-surfung og kreditværdighed...

2010-01-04T12:44:00.016+01:00

Mandag den 4. januar 2010:

Idag gav jeg en ældre mand 60 cent, som han manglede til bussen. At jeg pludselig følte solidaritet med en tigger skyldes nedenstående historie.

Jeg forlod jeg Asfield Manor kl. 10.00 og opdagede heldigvis inden afrejse, at jeg havde forudbetalt 95 dollars for meget. Sandy undskyldte og udbetalte straks pengene. Det skulle senere vise at være mere end heldigt for mig – idet det var de eneste kontanter jeg havde – og fordi mit Visa-kort meldte, at kontoen var tom (præcis som det skete på Borneo). Jeg regnede dog med, at problemet ville være løst inden jeg ankom til Melbourne.

Denne gang fløj jeg med Tiger Airways – et lavprisselskab i Australien. En billet fra Sydney til Melbourne koster 86 dollars:-)Ved ankomsten til Melbourne skulle jeg tage en bus til St. Kilda Beach, hvor mit backpacker hotel ligger. Men den sidste bus var lige kørt, og taxa den eneste mulighed. Det kostede 60 dollars. Endelig kom jeg frem til Oslo Hotel, hvor jeg skal bo de næste tre dage. De fleste backpacker-hostels ligger i dette område pga. af stranden og den meget afslappede stemning, hvor der tilsyneladende er plads til alle typer og nationaliteter. Jeg fik klaret de sædvanlige praktiske ting i receptionen på hotellet – men da vi kom til betalingen, var den gal med mit visakort... Fyren i receptionen kiggede på mig med der blik ”Nåhhh – der er nok ikke flere penge på kontoen makker...” Her er 28 grader i skyggen – men det var ikke derfor sveden begyndte at løbe. Jeg var fortabt!! Jeg smilede nu det mest charmerende smil jeg kunne frembringe – det der utallige gange har gjort min mor blød, når jeg skulle opnå noget som lille, men intet hjalp det. Ingen penge – ingen seng. I lommen havde jeg præcis 4,10 dollars efter jeg havde betalt depositum for nøglen – så jeg havde hverken råd til mad, internet (emailskrivning) eller noget andet. Nu var gode råd dyre, - den enste måde jeg kunne klare problemet på var at få en andens visakort til at betale! Jeg ringede derfor til mine forældre, der måtte kunne hjælpe. Men klokken var kun 06.00 i Danmark, og så sover man jo og putter sig dybt under den varme dyne - så ingen kære forældre tog mine mange kald – der foregik mens manden i receptionen stod og trommede med fingrene på disken. Plan B igangsattes – min ex-kone Lis måtte kunne hjælpe, og hun tog telefonen!! Efter en kort præsentation af problemet blev hun overgivet til hotelmanden, så hun kunne give ham alle sine data på sit kreditkort. Men chok – hendes kort virkede heller ikke. Det viste sig, at årsagen var, at hun ikke har Visa-kort men almindeligt Dankort. Herefter blev Line min datter vækket og forestillingen begyndte forfra. Her virkede kortet – og jeg kunne ånde lette op, da min hotelregning for de næste tre dage var betalt og jeg fik udleveret nøglen.Nu måtte jeg blot gå en tur og afvente, at klokken blev så mange, at bankerne åbnede i Danmark. Klokken 09.00 (dansk tid) fik jeg fat i banken, der lovede at ordne problemet, og at jeg ville kunne hæve kontanter igen i løbet af en time:-) Men efter 2 timer virkede kortet stadig ikke og jeg var næsten i konstant kontakt med Carina i banken,- der arbejdede hårdt for sagen. Fattig og sulten vandrede jeg rundt og så på strømmen af turister og backpackere, der åd pizza og burgere i et væk.

Det var her den ældre bums kom hen til mig og spurgte om jeg ikke havde lidt penge til overs. Jeg betænkte mig ikke 2 sekunder og halede de sidste 60 cents jeg havde på mig op af lommen og gav manden dem med et stort smil.

Endelig efter 2 timer og 35 minutter virkede kortet og solen gik ned over Melbourne og der blev ro. En lang og stressende dag blev reddet på stregen af Line og hendes visa-kort, og jeg fejrede det med en stor pizza!!!

I øvrigt brugte jeg ventetiden på stranden, som det ses af billederne....
PS: Årsagen til den manglende kreditværdighed skyldes nogle sikkerhedsbestemmelser om, at man i udlandet kun må hæve 2000 kr. om dagen samt aldrig mere end 20.000 kr. pr. løbende 30 dage. Det var den sidste regel, der lukkede mit kort.

Se fotos herunder:

Turen går nu til Melbourne

2010-01-04T01:13:00.000+01:00

Mandag den 4. januar 2010:
Efter en lille uge i Sydney går turen nu videre til Melbourne. Jeg skal med et fly kl. 14.15 fra lufthavnen i Sydney, og halvanden time senere skulle jeg gerne være i Melbourne.
Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

Ashfield - Little Shanghai

2010-01-03T04:06:00.008+01:00

Søndag den 3. januar 2010;

Ashfield er en umoderne forstad i Sydneys fashionable inner-vest. I modsætning til nabobyerne Summer Hill og Haberfield, er det ikke have en klynge af caféer og restauranter ligesom der heller ikke findes en blomstrende ejendomshandel.
Dens seværdigheder er mere funktionel - et trinbræt hvor det tager omkring 20 minutter at nå Sydneys CBD (central business district), Her er mange billige leje-lejligheder og en solid middelklasse – der ofte arbejder i Sydney.

Historisk set var Ashfield en fabriksby med en kiksfabrik og en elektronikfabrik, men de er begge lukket nu. Ashfield oplevede i 60érne en stærk immigration af italienere, grækere og polakker og i 70´erne var det så tyrkernes og libanesernes tur til at indtage byen.

Men bybilledet præges i dag af den store tilstrømning af kinesere i 80´erne. Det var oprindeligt studerende der efter Tiananmen-massakren kom til byen, og som senere hentede deres familier hertil. En folketælling i 2001 viser, at 42,6% af Ashfields 40.000 indbyggere er født i udlandet.

Ankomsten af den kinesiske har været særdeles omstridt, fordi de er så synlige i bybilledet. Liverpool Road (hvor jeg også bor), en blanding af butikker, hvor 85% nu er kinesiske små virksomheder, især restauranter og små supermarkeder. Det er primært folk fra Shanghai der dominerer, og Ashfield er faktisk kendt som Little Shanghai.

Liverpool Roads forvandling til et mini Shanghai med underlige dufte, musik og skrifttegn, som ingen forstod, skabte i begyndelse en del harme i det lille Anglo-Keltiske samfund. Men med accepten af, at kineserne var kommet for at blive, og at de faktisk formåede at holde liv i den lille forstad har skabt ro i det multietniske samfund. Staten har støttet byen med midler til at etablere initiativer, der skal skabe harmoni i byen. Det er især de ældre i Ashfield, der er målgruppen. De har i modsætning til den yngre generation svært ved at accepterer de nye borgere i byen.

Nogle af de tiltag som har haft stor succes er bl.a. kinesere, der besøger de ældre på byens plejehjem. Butiksskiltene skal nu oversættes og vises på både engelsk og kinesisk, og kineserne har været på kursus i hvordan ikke-kinesere ønsker at blive behandlet, når de handler ind.

Ashfield er med andre en forstad med masser af problemer, der skal løses i fremtiden, og som er godt på vej til at blive en succes.

Her på Ashfield Manor er der ingen kinesere ud over rengøringspersonalet, og flere af gæsterne her siger åbent, at de ønsker at handle med kineserene – så helere tage til Sydney Centrum....

Måske er det fordi jeg har rejst rundt i Asien og set, at enhver by med respekt for sig selv har en Chinatown, og at det arbejdsomme og målbevidste kinesiske folk måske nok kolonisere sig, men at de samtidig er fabelagtige forretningsfolk.

Havde kineserne ikke fundet Ashfield ville byens forretningsliv nok ikke overlevet, og var måske endt som soveby for Sydneys arbejderklasse der kan bo her billigt.

Søvnig og regnvåd søndag

2010-01-03T02:44:00.007+01:00

Søndag den 3. januar 2010;

I dag er det min sidste dag i Sydney, og efter nogle lange spændende dage i byens centrum, har jeg valgt at blive på hotellet i Ashfield i dag. Det regner og trist vejr udenfor, og jeg har brugt hele formiddagen på tøjvask. Der er et vaskerum tilknyttet stedet, og for 3 dollars kan man så vaske til den store guldmedalje. Tørretumbleren koster også 3 dollars. Jeg har ikke vasket i en måned, så det er tiltrængt!!
Efter vaskeriet gik jeg en tur ud i Ashfield - primært for at finde en netcafé, hvor jeg kunne opdaterer billedgalleriet til bloggen. Jeg fandt et fint sted med lynhurtig netforbindelse - så nu er galleriet opdateret til og med den 2. januar. En lille film om Sydney Streetlife blev også uploaded og kan ses her: http://asien0910.blogspot.com/2009/12/i-venture-in-sydney-style.html
Jeg spiste frokost i Ashfield Mall, hvor der var et leben - måske netop pga regnen.

Se evt. det opdaterede billedgalleri her:

Kraftfuld oplevelse for fulde sejl!!

2010-01-02T09:16:00.010+01:00

Lørdag den 2. januar 2010:

Hele to museer på samme dag er ret meget, hvis de vel om mærke har noget at byde på.

Desværre oplever man tit, at museer i alt for høj grad lever op til det støvede og gabende kedsommelige image, som det har fået igennem tiden. Det værste ved museer er, hvis besøget efterfølgende giver én den der ubehagelig følelse af at være dum. Jeg mener, hvis indholdet kræver en for stor forhåndsviden om det man skal se – så bliver det hurtigt en institution for nørder. Nej – lad os få nogle flere museer, der gør folk nysgerrige og interesserede, og som efterfølgende har den der gode fornemmelse i maven af at være blevet klogere – mere oplyst, og hvis succesen er helt hjemme – så lysten til at ville vide endnu mere!!

Sådan to af slagsen bød denne lørdag på. Først Australien National Maritime Museum og derefter Powerhouse Museum.
Først gik jeg på det maritime museum, der holder til i en kæmpe bygning på Darling Harbour. Ud over selve museumsbygninger er der også skibe og en ubåd tilknyttet. De ligger i havnebassinet. Bygningen minder om en mindre udgave af Operahuset med dets sejlmotiv

Her er simpelt hen alt hvad en sømand måtte drømme om fra galionsfigurer og modelskibe til messingisenkram, antikke yachts til den jet-drevne Spirit of America.

Udendørs bydes der som sagt på flere skibe, der ligger ved kajer tæt på museet, heriblandt en destroyer fra Anden Verdenskrig og HMAS Vampire, en royal australsk flådedestroyer. Der er en Oberon Class ubåd fra 1968, såvel som fyrskibet Carpentaria fra 1917.

Kaptajn James Cooks skib, Discovery, er blevet genskabt og har faktisk været på flere sejlture inden den lagde til kaj i Sydney.

Museet har også mange udstillinger, der skildrer hvordan de indfødte australiere handlede med deres asiatiske ”naboer”.

Der er videoer og guidede ture, der både lærer og underholder, sammen med fotografiske udstillinger og computerspil, ligesom børn ved hjælp af berøringsfølsomme skærme kan lære, hvordan et fyrtårn virker. Med andre ord,- museet er gennemtænkt pædagogisk, og jeg gik derfra med oplevelsen af at være blevet klogere. Det bedste er nok de mange frivillige ældre sømand, der overalt viser rundt og fortæller – især i ubåden fik jeg mange spændende historier om livet under vand. Levende mennesker og levende ord gør kedeligt historisk stof levende!!

Efter det maritime var det næste punkt på museumsdagsordenen Powerhouse Museum.

Med mere end 400.000 kulturgenstande – byder Powerhouse på både midlertidige udstillinger og vedvarende , og der er fra Tv'ets historie til de mest moderne astronomiresultater.

Beliggenheden er ligeså inspirerende, som genstandene på museet. Museet er bygget i et kraftværk fra det 19. århundrede, og er et videnskabsmuseum i ordets bedste betydning. Fascinerende eksperimenter med sæbebobler, elektricitet og magnetisme – og meget meget mere.

Der er billeder af musikkens historie, ikke langt fra de nyeste optagelser af stjernehimlen. Museet har endda det første damplokomotiv, der kørte i New South Wales.

Computerkollektionen ændres hele tiden, som nye modeller kommer til, og man kan sidde i et cockpit på en rumfærge i virkelig størrelse og få smagsprøver fra chokolade-maskinen.

“Inspired!” hedder afdelingen for designhistorien, hvor man kan bruge flere dage:-) Her står de håndlavede og de maskinfabrikerede genstande side om side.

Og så var der (måske i anledning af mit besøg) en hel udstilling om 80´erne. Man blev ført ind til udstillingen via en lang tunnel med slideshows og musik fra denne kulturelle storhedsperiode:-) Og selve udstillingen var fyldt af folk på min alder, der stod der drømmende i mødet med den svundne ungdom. De fleste med teenagebørn, der venligt gjorde opmærksom på, om de ikke snart skulle videre – uden den ringeste forståelse for dette hellige sted, fyldt med alt fra tøj, musik, kunst og video fra en svunden tid.
Jeg brugte et par timer alene i dette afsnit og befandt mig i en konstant diffus følelse af genkendelsens glæde og et væld af minder fra dengang, hvor pop var pop, punk et larmende oprør og AIDS noget man bare havde hørt om. Men samtidig også den der skræmmende oplevelse af, at jeg nu er blevet så gammel, at min ungdom er kommet på museum, og tjekkes ud af retro-søgende unge i nutiden....

I morgen er min sidste dag i Sydney, og den er udråbt til store vaskedag - og generel hjemmehygge. Måske vil jeg kigge lidt nærmere på Ashfield, der jo har måtte vige pladsen for aktiviteterne i centrum.

Hyde Park og byvandring

2010-01-02T07:26:00.013+01:00

Lørdag den 2. januar 2010:

Idag skulle være en rigtig by-lørdag med lavt tempo og stor nydelse. Jeg tog derfor toget til St. James station, der ligger lige ved Hyde Park, og gik en tur den 16 hektar store grønne plet midt i byen. Herfra gik jeg mod øst, hvor St Mary's Cathedral ligger og ser almægtig ud. Herfra fulgte jeg gang- og løbestien langs vandet til jeg kom til den botaniske have – og på den måde havnede jeg på den modsatte side af Operahuset end fra havnesiden. Det er fantastisk så mange billeder man kan tage af den bygning – uden man føler gentagelse!!

Sorte skyer trak hen over byen, og jeg hoppede på en færge mod Darling Harbour, hvor dagens to højdepunkter skulle finde sted. Jeg havde nemlig besluttet at gå på museum!! Men først var der en enorm flot færgetur med de sorte skyer hængende over Sydney Bridge og de utrolige views over Sydneys skyline. Sydney er simpelt hen en af de flotteste storbyer jeg har været i!!

Om museumsbesøgene i et kommende indlæg – her først lidt fotos fra byvandring og færgetur:

Sydney Olympic Park og Darling Harbour

2010-01-01T11:52:00.013+01:00

Fredag den 1, januar 2010;

Dagen efter nytårsaften skal man jo tage den lidt med ro, og jeg sov derfor for første gang i månedsvis længe:-)

Efter morgenmaden tog jeg toget til Centrum. Jeg tog en af de mange færger til Olympic Park, der ligger i den vestlige del af byen. I forbindelse med OL i 2000 blev området saneret, og der opstod en olympisk landsby med alle de faciliteter dette krævede. I dag er området stadig i vækst, og der er blandt andet kommet flere store hoteller og aktivitetsarealer for børn.
Man kan komme på guidede ture i selve stadion, - men jeg kom desværre for sent til den sidste af slagsen i dag (sammen med 25 andre) - så det fik jeg ikke med. Til gengæld så jeg det hele udefra, og det er facsinerende at tænke sig, hvor mange atleter og sportsfolk, der for få år siden har fyldt alle arealerne....

Jeg tog toget tilbage mod byen og valgte at bruge resten af eftermiddagen på Darling Harbour. Det er et havneområde vest for centrum med en kæmpe gågade langs vandet, og et hav af restauranter, cafeer og museer. Havnen er opkaldt efter generalløjtnant Ralph Darling, der var guvernør i New South Wales 1825 til 1831. Havnen var oprindelig mødested for daglejrere, der stod i kø langs kajen og søgte arbejde. Derfor blev stedet kaldet The Hungry Mile. I dag er de arbejdsløse væk, og hele dagen og aftenen med sidder folk i kø efter cappuccino og kyllingesandwich - så egentlig passer det gamle navn stadig:-)

Se fotos herunder:

Aboriginals - indfødte til pynt?

2010-01-01T09:49:00.009+01:00

Fredag den 1. januar 2010:

Når man bevæger sig rundt i Australien, mærker man hurtigt, at den oprindelige befolkning – The Aboriginals spiller en meget væsentlig rolle i landets turistindustri. Det er musikken, dansen og kunsten man ser alle steder, og turisterne er vilde med det! Men hvad er det egentlig for et folk? Jeg bryder mig egentlig ikke om at aboriginals med krigsmaling – der nærmest mekanisk slår to stykker træ sammen, mens de lader sig fotografere at de mange turister. Og når den didgeridoo-spillende musikant bliver nød til at tilsætte det hele med elektroniske lyde og trommemaskiner, så mener jeg de har solgt en del af deres sjæl.

Jeg snakkede med en britisk gæt på hotellet, da jeg kom hjem. Han vidste en del om de indfødte, og er kommet i Australien i mange år, da han 30 årige datter bor her. Han fortalte, at de reelt set kun havde turismen som levebrød, og at de egentlig selv valgte om de ville male aboriginal-kunst, kaste med boomerang eller spille musik – alt er bedre end at være hjemløs og fordrukken!
Og sandheden er da også at de fleste hjemløse og fordrukne personer man ser i bybilledet faktisk er aboriginals.

Jeg fik nogle skræmmende ting at vide om deres skæbne i dette århundred – f.eks. førte den australske regering fra 1911 til efter krigen en politik, der havde til formål at reducerer og udvande den abeoriginalske kultur. De fjernede simpelt hen aboriginal babyer og børn fra deres mødre og placerede dem på børnehjem eller i pleje ved hvide familier. Først efter 2. verdenskrig blev praksis for indfødte børns fjernelse ændret. Mere end 100.000 børn blev fjernet og placeret i hvide familier.

Oprindelig havde de indførte status som dyreliv, og havde ingen rettigheder i samfundet. Først i 1967 bliver der gennemført en lov der for første gang gør Australiens indfødte til fuldgyldige borgere med stemmeret.

I dag kæmper de så mod at blive slugt af velfærdssamfundet farlige monster af druk, narko og rodløshed. Kæmper for at fastholde den identitet og kultur, der er deres men truet. Spørgsmålet er bare om turisterne ikke glemmer den kulturelle side af sagen, når de står og fedter med deres softice på det mondæne havnemiljø i Sydney og lader sig underholde at de sjove mennesker med maling på kroppen? Jeg er desværre slet ikke i tvivl om, at aboriginal-kulturen er til pynt og et eksotisk indslag midt i storbyens glas og stål.
Briten der satte mig ind i aboriginal-kulturen endte sit foredrag med et åbent spørgsmål til mig; ”Hvordan har I danskere det med jeres egne Aboriginals – grønlænderne?”

Lidt eftertænksom fakta:

Aboriginals udgør kun 2% af befolkningen
De lever ca. 15-20 år mindre end den hvide befolkning.
Aboriginals udgør 21% af dødsfald i politiets varetægt
De fleste af de 260 oprindelige aboriginal-sprog er nær uddød

Happy New year from Sydney

2009-12-31T16:07:00.008+01:00

Torsdag den 31. december 2009:

Når 1,5 millioner mennesker samles nytårsaften for at se fyrværkeri, så kræver det noget planlægning, og man kan sagtens mærke, at byen har været dette igennem før.
Jeg mødte op ved 16 tiden for at være i god tid og for at få en god plads. Chok – området omkring havnen var næsten allerede fyldt op. Folk havde taget madkurv og tæpper med, og der var rigtig hyggelig stemning overalt.
Området var delt ind i zoner, og ved indgangene blev man tjekket for bl.a. alkohol og flasker. Jeg tænkte, at det nok handlede om, at man ønskede at få omsætning i fadølsbaren, men det skulle vise sig, at jeg tog fejl. Ingen drak alkohol eller øl!!! Nytårsaften!! Ingen skrigende teenagetøser, der i fuldskab er blevet uvenner med kæresten, ingen der hang i hegnet og kastede op, og ingen fyrer der i fuldskab skulle prøve kræfter med hinanden. Ja det lyder helt utroligt – men sådan var det. Der blev drukket cola, spist is og hotdogs og humøret var helt i top. De flotte lårkorte nytårskjoler blev luftet med stilletter, mens fyrene havde brugt flere timer på håret, så det så ud som de lige var stået op....

Chok nummer to var, at ingen havde privat fyrværkeri med. Ikke så meget som en knaldperle sås på havneområdet – og der var intet fyrværkeri på himlen hele aftenen, andet end det planlagte store show. Jeg har heller ikke set fyrværkerisalg nogen steder i dagene op til nytår, så måske bruger man slet ikke det i Australien.

Som dansker er det endog meget svært at forstille sig en nytårsaften uden druk og fyrværkeri – men jeg kan melde herfra, at det faktisk kan lade sig gøre – også uden humøret forsvinder og det bliver kedeligt. Der var faktisk tale om en folkefest af de helt store.

Fyrværkeriet kunne jeg ikke fotografere med mit lille kamera – det er det ikke skabt til, så jeg valgte at få fuld valuta for pengene – og virkelig nyde dette spektakulære syn. Det skuffede bestemt ikke – jeg har aldrig set noget lignende. Himlen over Sydney Bridge og Operahuset eksploderede i farvekombinationer, som jeg ikke troede eksisterede – og samme med masserne lod jeg mig rive med i de 12 minutter det varede.

Nogen vil jo mene, at 8 timers ventetid med hotdogs og cola er lang tid for sølle 12 minutter – men fyrværkeriet fungerer kun, fordi der opbygges en stemning og forventning. Det er som en god roman, hvor der stille og roligt bygges en spændingskurve op, der ender i et klimaks.

Jeg vil i hvert fald aldrig glemme denne oplevelse – og de mange sjove snakke jeg fik med folk i ventetiden. Her kan man tale om at være fælles om noget og kortsigtet alle have samme mål.

Jeg håber, at bloggens læsere også kommer godt ind i det nye år, og ønsker alle et lykkebringende nytår!

(Fyrværkeribillederne herunder er klippet fra Australske medier)

Hvorfor holde nytårsaften i Sydney??

2009-12-30T15:57:00.004+01:00

Onsdag den 30. december 2009:

I morgen fejres der nytår i Sydney som alle andre steder på kloden. Men ud over at være en af de første byer, der træder ind i 2010, så er der mange andre gode grunde til at vælge netop Sydney nytårsaften.

Sydney vurderes af mange til at være "verdens hovedstad" for nytårsaften, og det er da også med det største og teknologisk mest avancerede fyrværkeri vist for en større menneskemængder end både London, New York, Paris eller Berlin.
Sydney vil simpelt hen eksplodere i farven med et enestående fyrværkerishow, en parade af dekorerede sejlbåde rundt om Sydney Opera House og ca. 1,5 millioner mennesker der alle vil bære et stykke tøj i blåt. Årets tema Awaken Spirit vil blive projiceret op på pylonerne af Sydney Harbour Bridge i 13 forskellige sprog. Man regner med at mindst en halv million udlændinge og turister vil overvære showet.
For første gang i historien vil der blive brugt mikrochip fyrværkeri og nye pyrotekniske effekter til at skabe spektakulære mønstre og modeller med mere kontrol og præcision.

…. derfor er jeg rejst 3500 km. Fra Perth til Sydney for at holde nytårsaften!

Helt VILDT imponerende

2009-12-30T14:46:00.010+01:00

Onsdag den 30. december 2009;

I Sydney har man fået den vanvittige idé at lave en familievenlig zoologisk have indendørs. Placeringer er ved Darling Harbour, og i komplekset findes desuden Sydney Aquarium. Wildlife-delen blev åbnet i 2006, og har siden været en stor succes. Der er lagt meget vægt på det man vel kan kalde edutainment – altså underholdende indlæring. Der er pædagogiske tavler og video overalt, og man kan komme helt tæt på dyrene.
Det er den eneste zoologiske have i verden der er helt lukket og udelukkende er air-conditionet. Der er mere end 6000 dyr i Wildlife World.

Fantasien sætter ingen grænser, når man kreativt vil skabe en turistattraktion, der vil mere end bare at tjene penge. Her er der virkelig sat fokus på dyrenes velfærd og de miljømæssige årsager, der er til at mange af dyrene er truede. Der et selvfølgelig næsten udelukkende tale om australske dyr.

Ved siden af Wildlife World ligger Sydney Aquarium, Akvariet indeholder en lang række australske vandlevende organismer og mere end 6000 fisk fordelt på 650 arter – alle fra vandet omkring Australien. Det helt centrale i akvariet er en serie af akrylglas tunneler, hvor hajerne svømmer over besøgende, samt et gennemført Great Barrier Reef koral miljø.

Akvariet er fra sidst i 80´erne og altså noget ældre end naboen Wildlife World – men de ledes af samme firma, og det er muligt at spare penge, hvis man køber billet til begge attraktioner. Det anslås at mere end 50% af de besøgende er fra udlandet, og dermed betragtes begge steder som nogle af de vigtigste i Sydneys turisme.

Jeg må sige, at jeg var imponeret over begge steder – især indretningen og den helt specielle måde man har formået at formidle dyrelivet på en pædagogisk og engagerende.

Udsigt fra 305 meters højde

2009-12-30T13:17:00.010+01:00

Onsdag den 30. december 2009:

Når det i morgen er nytårsaften gælder det om at få en god plads, når det verdensberømte fyrværkeri over Sydney skydes af kl. 00.00. Byen, der allerede er invaderet af turister får endnu flere besøgende i morgen – som alle vil være vidne til dette spektakulære nytårsshow omkring Sydney Bridge og Sydney Opera House.
Et af de steder, hvor man virkelig kan få en udsigt, der siger spar to er fra Sydney Tower, der ligger på Market St. og er 305 meter højt. Og tårnet er faktisk åben i morgen med festlig buffet og champagne. Men indgangen koster 10 gange så meget som i dag – nemlig 250 dollars...

Jeg valgte at tage turen med mit attraktionskort – og fik noget af et overblik af den smukke by. Tårnet er det anden største i Australien og overgås kun af et tårn i Gold Coast. (jeg må se om jeg når det inden jeg rejser fra Australien)
Igen var der lang kø, og meget pres i tårnet – men alle fik den fantastiske udsigt, inden det gik ned med speed-elevatoren igen. Som en særlig event kan man købe en tur uden på tårnet, - en såkaldt rigtig Skywalk. Spændt fast med seler, får man en tur på en slagt udendørs platform. Jeg nøjedes med at se udsigten indefra og lod ungdommen kravle udenfor:-)

Tårnet er en af byens største attraktioner, og det er ganske forståeligt. Det er ikke til at fotografere, men jeg håber at mit lille lommekamera alligevel kan give et indtryk af udsigten fra tårnet.

Se fotos herunder (klik for stor format)

Med færgen til Taronga Zoo

2009-12-30T12:06:00.008+01:00

Onsdag den 30. december 2009;

Hver gang jeg kommer nær en zoologisk have – så har jeg på denne rejse gjort det til en tradition at besøge stedet. Kvaliteten har været noget svingende, men generelt har det været nogle gode oplevelser.
Taronga Zoo i Sydney nordlige del kan bl.a. nås med færgen, og de 5,5 dollars det kostede klarede mit magiske I Venture Card:-) Der er juleferie i Sydney, og der er folk overalt. Køerne er ekstremt lange, og i går var zoologiske have til at lukke et par timer fordi der ikke kunne presses flere ind. Trods en indgangspris på 190 kr. var der 2 km. Kø, da jeg nåede frem med færgen. Igen hjalp mit kort mig – for de der har forudbetalte billetter eller kort skal i en anden kø:) Der stod 5 andre...

Taronga Zoo er opdelt i otte geografiske regioner, og hjemsted for over 2.600 dyr på 21 ha, hvilket gør det til en af de største af sin art i verden. Dens placering med udsigten over havnen og skyline på den anden side gør den også til en af de flotteste zoologiske haver jeg har besøgt. Desværre var der så mange mennesker at det ødelagde lidt af oplevelsen. Der blev gået i gåsegang alle steder, og varmen gjorde folk pirlige. Ja det var lige før, at gæsterne var et større fænomen end alle dyrene:)

Efter et par timer tog jeg atter færgen tilbage til Sydney Centrum, hvor et tog skulle føre mig på flere dyreoplevelser – kommer i et snarligt indlæg.

Håber I kan klare jer med fotos her på siden – da der ikke kan uploades til galleriet. Klik på dem for stor format.

I-Venture in Sydney Style

2009-12-30T10:12:00.014+01:00

Onsdag den 30. december 2009;

Efter morgenmaden tog jeg toget til centrum. Jeg styrede direkte mod en turistshop, som solgte aktivitetskort til attraktionerne i Sydney. Dem er der temmelig mange af, og indgangsbilletterne er forfærdelige dyre. Her købte jeg et I-Venture card til en uge, der giver fri adgang til 40 af Sydneys største attraktioner samt fri kørsel med al offentlig trafik og færger. Pris 299 dollars.- men de penge skulle nu vise sig at være hurtig tjent ind – allerede på førstedagen har jeg brugt for kortet for 135 dollars. En rigtig god investering, når nu der er så meget at se. I dag fulgte jeg traditionen op med at se diverse dyreattraktioner. Det blev til et besøg i Taronga Zoo, Sydney Wild Life World og Sydney Aquarium. Dagen sluttede og traditionelt med besøg i byens højeste tårn Sydney Tower, hvor man kan se byen for oven 360 grader samt det fantastiske Operahus - som man bare kan fotografere i en lang uendelighed. Det er sådan en dag man ærgrer sig over kun at have et lommekamera med:(
Jeg var mildest talt mør, da jeg sidst på dagen tog toget hjem – og mættet af indtryk af en by, der slår meget af det jeg ellers har set. Sydney har simpelt hen alt!

I løbet af dagen vil jeg uploade indlæg fra de forskellige steder jeg har besøgt, samt enkelte billeder. Internettet her er udmærket til downloads, men er stort set uanvendeligt til uploads. Derfor virker galleriet desværre ikke. Jeg skal ved lejlighed finde en internetcafé, hvor jeg kan føre galleriet up to date.

En lille video om Sydneys Streetlife:)

Hvem er morderen?

2009-12-30T09:30:00.002+01:00

Onsdag den 30. december 2009;

Jeg er simpelt hen havnet direkte i det, der sagtens kunne være kulissen i en Agatha Christie roman. Ashfield Manor er nærmest et pensionat i aller bedste britiske stil. Miss Sandy styrer alt her med kærlig hånd, og udover ærmeløse T-shirts, har jeg nu fundet ud af, at hun også har forbudt børn på stedet.
Til morgenmaden var jeg den første af beboerne, der mødte op, og kunne derfor iagttage de forskellige folk, som de nu kom til stede. Jeg føler mig helt som en Hercule Poirot, der holder ferie på et pensionat, og så pludselig hvirvles ind i et mord.

Først kom et ægtepar på ca. 60 år med deres voksne datter. De er fransktalende, men ikke særlig europæiske i udseendet. Deres datter er overvægtig og spiste i løbet af en halv time 6 stykker toastbrød og en portion müsli.
Herefter kom et britisk ægtepar formentlig midt i 40´erne. De fortrak udenfor i gårdhaven, og ønskede givet ikke social omgang med franskmændene. Briterne fik snart selskab af endnu en britisk dame, der var en ren Hyacinth Bucket fra ”Fint skal det være” En matrone af en dame, der som et flagskib skubbede alle væk foran sig, når hun gik gennem lokalet, og hvis stemme var så høj, at alle var underlagt hendes historier om mødet med de mange kinesere, der bor i Ashfield. Det fransktalende bord lavede i skjul grimasser af hende.
Efter lidt tid dukkede en ældre australsk herre op. Han gik rank og nynnede en glad march, mens han han skulede til Hyacinth, som han bestem ikke kan lide. Han er formentlig pensioneret militærmand, og har vist boet her i flere måneder. Alene derfor hersker der en vis autoritet omkring ham.

De sidste på pensionatet jeg mødte i dag var dels en meget forvirrede tysker (Heinz) med morgenhår og en skjorte, der var knappet forkert. De andre opfatter ham som lidt speciel, og han blev ladt alene med sit kaos – uden nogen inddrog ham i nogen samtale. De sidste jeg mødte var et amerikansk par, der formentlig ikke laver andet end at rejse rundt i verden og spille golf. De snakkede konstant og lurede med det samme, at jeg var ny, og dermed på ægte amerikansk vis spandt de mig ind i den der kammeratlige tone, som gør at amerikanere er så lette at komme i kontakt med. De var de første, der turde stille spørgsmål til mig – og da jeg fortalte, at jeg var dansker, og lidt om min rejse i de sidste 4 måneder, blev der helt stille på pensionatet. Selv Hyacinth lod nysgerrigheden indstille talestrømmen. Den eneste der fortsatte med morgenmaden, var den kaosomspundne Heinz, der begyndte at læse i en avis – mens han tændte en sur cigar. På pensionatet må der kun ryges i den ene side af gårdhaven.

Jeg følte mig som en foredragsholdende rejseekspert fra ”Eventyrenes Klub” som jeg sad der og berettede om sejlads på Yangze Flodens gule vand, om trafikken i Ho Chi Minh City eller om vulkansøen på Sumatra.

Nu er persongalleriet opstillet – og hvis der sker et mord på Ashfield Manor, (der er rigelig med intriger) vil jeg gå til sagen som en anden Hercule Poirot eller Miss Marple.

PS: Efter morgenmaden flyttede jeg værelse fra 1. sal til et værelse lige ud til spisestuen (den åbne dør på billedet helt til højre) og køkkenet, hvilket giver mig en god mulighed for at følge livet på Ashfield Manor.

Sydney by night

2009-12-29T14:58:00.005+01:00

Tirsdag den 29. december 2009;

Med 3 timers ubrugt energi i tidsforskel, besluttede jeg at tage toget til Centrum her til aften. Der er 5 minutters gang til stationen, og turen tager ca. 10 min og koster 3.80 dollars. Jeg kørte til stationen der ligger helt nede ved havnen og blev blæst omkuld af synet af Sydney Opera House. Tak skæbne for et byggeri. At folk kommer valfartende fra hele verden for at se denne arkitektoniske perle er ganske forståeligt, og som dansker banker hjertet lidt hurtigere, og man føler straks at Utzons ånd er til stede.

Der er et vildt liv i Sydney, helt New Yorksk.... En sand kosmopolitisk verdensby! Restauranter overalt, cafeer, skyskrabere og et multietnisk folkeliv, der får en til at stoppe op og iagttage det hele, som var man en bonde, der kom ind med 4-toget...
Jeg stødte på en ice cream-shop, der solgte Royal Copenhagen Ice Cream, og jeg købte den største, mens jeg sang I Scream Ice Cream. Tænk sig at spise en dansk kongelige is til synet af Jørgen Utzons mesterværk.

Noget jeg synes er genialt ved Australien er, at jeg ikke føler mig fremmed. Mens jeg på de sidste 4 måneders rundrejse har følt mig udskilt – alene pga udseendet, så er jeg her prototypen på en alminde australier. En rigtig typisk australsk bonderøv:-)
Flere gange i dag har turister henvendt sig med spørgsmål i den tro, at jeg var indfødt. Et par svenske piger spurgte mig på togstationen Central, hvordan de kom til Redfern. Tilfældigvis vidste jeg der var stationen før Ashfield, og svarede dem med en overdreven australsk accent – idet jeg selv synes det var total morsomt. Men tøserne sagde bare tak, og har sikkert tænkt; de er sørme flinke her i Sydney:-)

Jo jeg føler mig hjemme midt i det fremmede – og jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg vil indtage Operahuset, Sydney Bridge og de andre attraktioner i dagslys.