En bombesikker succes

Tirsdag den 10. november 2009;

I dag stod der Plain of Jars på programmet. Phonsavan bærer i høj grad præg af den tæppebombning, der fandt sted i det de her kalder ”Lao-American War” Amerikanerne bombede simpelthen hele den østlige del af Laos for at undgå, at Viet Cong i Nordvietnam brugte landet som bro for deres soldater, når de skulle til Sydvietnam – herudover ønskede amerikanerne ikke, at russerne hjalp Vietnam med våben ad Laosvejen. Der blev smidt flere bomber i Laos end i hele Europa under 2. verdenskrig.
Mange restauranter, barer og hoteller har placeret granatstykker og andet isenkram fra den tid ved indgangen – og det gælder også Restaurant Craters, hvor jeg indtog min morgenmad.

kl. 09.00 blev jeg hentet af en minivan fyldt til bristepunktet af et noget specielt selskab. Der var den 60 årige Claude fra Belgien, der formentlig nu tager revence for den arkæologi uddannelse som han aldrig fik taget. Så var der et canadisk par sidst i tyverne, der begge var bussens festtrolde – og senere på dagen helt bogstaveligt lavede noget af et lao-lao-party. Resten af bussens passagerer var kvinder; en australsk pige af den slags, der har viet sit liv til fattige børn og verdens elendighed, og som aldrig bliver træt af at fortælle om sin egen indsats i operation ”Save the world”. Herudover var der tre amerikanske piger først i tyverne, der kvidrede hele tiden og på ægte amerikansk maner begyndte turen med navneleg og ”hvor-kommer-du-fra” spørgsmål, og som kan se på én med et så oprigtigt ”jeg er vildt interesseret i dit liv-blik”, at man næsten tror dem. Som dansker vil jeg nu gerne se folk lidt an, inden jeg bevæger mig ind i den intimsfære – men med tre amerikanere på en gang, er man næsten prisgivet. Den sidste passager var en lettere buttet pige fra Portugal, der var meget genert og ikke ønskede at være med amerikanernes ”lad os komme hinanden ved-lege” Men det kom hun nu senere.

Vi skulle se Plain of Jars, som i sig selv er virkelig fascinerende. På tre sletter ligger der flere tusinde krukker, der næsten alle er så store, så de kan indeholde et menneske. Det interessante er vel, at ingen ved, hvorfor de er der, eller hvilket formål de har haft. Man mener de er ca. 2000 år gamle, men da der ikke er fundet noget organisk materiale i forbindelse med krukkerne, er gætterierne mange. De mest populære gæt er enten, at de har været brugt som en slags urne for døde eller måske som opbevaring af risvin.

Synet er i hvert fald fantastisk, og beliggenheden storslået. Der er tre steder man kan se krukkerne, og alle steder er placeret på områder, hvor der blev bombet under krigen. Man har ikke haft midler til at rydde hele arealet for miner og usprungne bomber, men har i stedet lavet stier, der er sikre. Med små malede sten markeres hvor man må gå, og hvor der er risiko for bomber. Intet hegn – blot små sten. Resten er på eget ansvar!!

Efter første krukkeslette skulle vi besøge en whisky-landsby. Whiskyen, der er lavet på ris, smager som tidligere nævnt ikke specielt godt. Men i dag fik jeg associationer i retning af den østrigske Obstler – og en gymnasietur i 3.G, hvor det sprøjt igangsatte en del opkast i klassen. Lao-lao koster 3 kr. pr. liter, og er det eneste laoterne drikker (og som de har råd til). Men deres smil og gode humør kan godt tænkes at stamme fra denne væske.

Men vores canadiske fyr i bussen mente, at når nu whiskyen blev tilbudt gratis, så var det bare med at gå ombord. Så nu blev glassene tømt, og vores guide morede sig, efterhånden som den ene flaske efter den anden forsvandt. Kun Claude (vores belgier) deltog ikke i drikkelaget, men ellers stod ingen tilbage – heller ikke portugiseren, der smed sin generte maske og blev meget snakkesaglig.

Det var altså en munter bus der fortsatte med sang og højrystet samtale. De næste to krukker-sletter var lidt sjovere end de første – kun afbrudt af lidt nudelsuppe og en forladt russisk tank fra 1968.

På busturen hjem faldt alle i søvn – trætte efter dagens mange krukker og de tre amerikanske piger blev endelig stille.

Se fotos her

PS: Alle flyafgange til Vientiane er fuldt booket op - så det bliver VIP-bus i stedet for (kun 8 timer:-)