En tur i bushen med bussen....

Søndag den 17. januar 2010;

Jeg har tilbragt søndagen i Litchfield National Park. Turen valgte jeg i stedet for Kakadu National Park, som vist er den mest kendte på disse kanter. Men de lokale jeg har snakket med siger: ”Lichtfield-do, Kaka-don´t”, men det er vist bare et simpelt spørgsmål om temperament og smag. Jeg er i hvert fald glad for mit valg. Ikke mindst pga Kerry, der var dagens guide og chauffør. En fyr på 50 år, der har levet det meste af sit liv i Northern Territory. Han snakkede som et vandfald i mikrofonen under hele turen – og vandfald blev en af dagens temaer!

Der var engang jeg ville påstå, at det mest kedelige menneske nok måtte være en forsker i termitter og deres boform. Det syn har dramatisk ændret sig i dag. Jeg kom helt tæt på disse fascinerende termitbo og den helt specielle livsform, der finder sted her. Eksperten Kerry fortalte levende om fænomenet og kunne ikke skjule sine kærlighed for disse dyr og deres fantastiske levevis. Hans begejstring og engagement var smittende og alle (undtagen en 15 årig pige, der var sur over, at der intet mobilsignal er uden for byerne) havde svært ved at løsrive sig fra stedet. Disse termitbo kan blive 5-6 meter høje og står i landskabet som silhuetter og minder på mange måder mest om gravsten på en kirkegård.

Vi var en blandet flok mennesker med på turen – 16 i alt. Fra begyndelsen lagde jeg især mærke til en amerikaner, der har været midt i halvfjerdserne. Han lignede i ekstrem grad min nu afdøde onkel Helge (Se foto her)– i hvert fald som jeg husker ham. En lille tæt fur med gråt hår og kasket. Han var munter, snakkesaglig og charmerende, og så havde han sin kæreste med – en kvinde på 38! Han burde have haft en tekst på kasketten, hvor der stod; ”Du er aldrig ældre end din sidste scoring” - for han var virkelig i sit es. Han kravlede rundt på klipperne, gik i vandet ved vandfaldene og blev hurtig selskabets midtpunkt. Et andet par i bussen var i samme alder og det gjorde dem ikke yngre, at ”onkel Helge” hoppede rundt på klipperne med en pige, der var mere end 30 år yngre. Damen fik i varmen et hedeslag, og måtte have kolde omslag på håndled og hoved...

Der er ikke mange turister i Darwin, idet det i øjeblikket er ”The wet season” Monsunen ligger og vrider sig ved kysten en tre dages tid herfra, og i Darwin ser man frem til al den regn, som snart vil komme. Det har regnet lidt hver aften, mens jeg har været her – men det store skyl mangler endnu. The wet season betyder dog for vi, der faktisk er her, at alt er grønt og frodigt. I The Dry Season i maj til august er alt svedet væk og gult. Desuden betyder regnen, at alle de flotte vandfald ”virker”

Vandfald fik vi set mange af, og de var både store, larmende og spektakulære. Man bliver helt mundlam, når man sådan står foran et stykke natur med de kræfter, der her er tale om. Vi kunne næsten bade alle steder, men krokodillerne har også sat sig på enkelte af dem, og de er ikke til at spøge med. Et af de steder hvor der stod advarselsskilte, gik en dumdristig tysker ud i vandet til knæene for at få et rigtig godt vandfaldsfoto. En ophidset og rystet Kerry råbte og skreg, og fik tyskeren ind. Kerry rystede på hovedet og sagde til ham, at det altså ikke var sjov med de skilte. It´s not fucking Disneyland – konstaterede han.

Kerry fortalte meget om aboriginals under vejs. Han var tydeligt engageret i deres betydning for Australien og deres placering i det moderne samfund. I Northern Territory er aboriginals andel af den samlede befolkning helt oppe på 32%. Men de er ganske usynlige her – kun de alkoholiserede stakler i Darwin, der sover og tigger fra gaden i håb om at få lidt småpenge eller cigaretter (en pakke cigaretter koster 60 kr. i Australien) er uundgåelige at overse. Staten har nemlig valgt den løsning at samle dem i særlige småsamfund, hvor hvide australiere ikke har adgang til. Ønsker man at tage ind til sådan et aboriginalsamfund kræver det en særlig skriftlig tilladelse. Man har altså gemt problemet bort. Staten sender penge til disse kolonier i det de ikke har noget at leve af, og så passer de ellers bare sig selv. De kan næsten intet engelsk og er uden uddannelse, så de der forsøger at finde lykken i byerne ender ofte som tabere, der heller ikke længere passer ind i aboriginalsamfundet. De er blevet fanget mellem to kulturer, og Kerry brugte lang tid på at forklare dette problem i det australske samfund, og det var tydeligt, at han ikke var enig i statens løsningsmodel. Jeg tror han gav os alle noget at tænke over, og i hvert fald et ændret syn på de fordrukne aboriginals vi hele tiden ser i bybilledet.

Efter en dejlig dag med noget af det flotteste natur jeg har set end til videre i Australien, og et af de mest inspirerende mennesker i Kerry, kørte vi tilbage til Darwin, og regnen begyndte stille at falde med et par tordenskrald i det fjerne.

SE FOTOS HER

I morgen begynder vi et nyt liv...

Lørdag den 16. januar 2010;

Jeg har flere steder i Australien lagt mærke til, at de billige hostels bebos af andre end eventyrlystne backpackers. Nogen der ikke falder i et med rygsække og Lonely Planets bøger. De er ofte ældre og hærgede at se på, og de holder sig mest for sig selv.
I dag mødte jeg en af dem og blev dermed vidne til en skæbne, der også hører med til billedet af det moderne australske samfund.

Foran mit værelse der ligger på 1. sal, er en terrasse med med et firkantet bord og nogle bænke. Foruden døren til mit værelse er der adgang til 2 andre værelser samt det fælles køkken, som beboerne på etagen benytter. Ved bordet sad Nadine – en kvinde jeg ville skyde til at være mellem 50 og 60 år. Hendes aflange ansigt var indrammet af et tyndt brunligt hår, der tydeligvis var permanentet. Ud fra øjnene og munden pløjede der sig adskillige dybe furer i ansigtet, og den hårde sol havde forvandlet hendes hud til en læderagtig maske. Hendes øjne var mørke og triste, og de tynde læber tegnede en udtryksløs streg nederst i ansigtet. Hun havde en blå kjole på med små hvide prikker. Den var et nummer eller to for stor til hende og fik hende til at ligne en pige, der har taget sin mors kjole på. Hun nærmest hang hen over bordet og koncentrerede sig tydeligt om at rulle en cigaret.
Jeg havde købt en Coke Zero og satte mig overfor hende, uden hun tilsyneladende tog notits af det. Jeg er normalt ikke typen, der begynder en small-talk, og jeg behersker i øvrigt den disciplin ret dårligt, så under normale omstændigheder ville jeg ikke have henvendt mig til hende. Men damen var tydelig vis ensom og trist, og jeg var nysgerrig over, hvad hun overhovedet lavede her på Elkes Backpackers. Jeg åbnede samtalen med det eneste smalltalk trick jeg kender, og som vist samtidig er en del af det at være dansk. Jeg spurgte hende om hun ikke syntes det var varmt i dag. Sveden haglede ned af ansigtet på mig, og vejret kan man jo altid snakke om.
Hun kiggede forskrækket på mig som om det overraskede, at jeg faktisk henvendte mig til hende. Hun kiggede ned i bordet og sagde med lavmælt stemme; ”Det er tropisk klima makker – vejret er altid sådan...” Dermed havde hun skudt min eneste small-talk åbning i sænk – selvfølgelig taler man ikke om vejret, når det bare altid er kvælende varmt. Men så fortsatte hun; ”Jeg har aldrig set sne”, og lige mens jeg troede, at vejret var et dårligt udgangspunkt for en samtale lyste jeg op. ”Det har jeg” sagde jeg, ”Jeg er fra Danmark, og der er vist meget sne i øjeblikket” Hun livede helt op, og begyndte nu, efter at have præsenteret sig som Nadine, at fortælle om sit liv. Jeg havde med et ganske simpelt spørgsmål igangsat en lavine af erindringsglimt fra en svunden barndom, og mens hun talte sig varm, kom der mere glød i hendes kinder, og indimellem kluklo hun, så jeg kunne se, at hun ingen tænder havde i overmunden. Hun var meget detaljeret i sin fortælling, og også alt for personlig synes jeg, men det var som om hun nød at jeg ville lytte.
Der gik en time, hvor hun fortalte. Ind i mellem rejste hun sig fra bordet og dramatiserede hændelser fra barndommen, da hun boede i Perth med sine forældre. Især hendes far kunne hun parodiere - altid efterfulgt af en skraldlatter. Når hun sådan stod der med den blå kjole og viste, hvordan faderen klatrede i klipper eller red på hest forsvandt den triste tåge omkring hende og læderansigtet gjorde plads til et par små smilehuller.

Nadine er ikke 55 år, som jeg ville have skudt hende til – hun er 42. Hun har to børn på 8 og 11 år, der begge er taget fra hende og placeret i en plejefamilie. Nadine er arbejdsløs og har været det længe. Hun er fraskilt fra sin drikfældige mand, der også er årsagen til de manglende fortænder. Nadine vil gerne se verden. Hun har i sit liv kun været i Perth og Darwin, og vidste f.eks. ikke, at der faktisk faldt sne på Tasmanien, og at man der kunne løbe på ski i bjergene om vinteren. Nadine bor på Elkes Backpackers, fordi værelset er billigt. Hun får 500 dollars hver 14 dag af staten at leve for.
Nadine er blevet gammel for hurtig. Hendes forældre blev skilt, da hun var 12, og i teenageårene begyndte hun at drikke. En sommer i Perth mødte hun en mand, der lovede hende guld og grønne skove og som hun fulgte til Darwin, hvor de slog sig ned. Han fik arbejde på et af de store cruise skibe og var meget væk. Hun sad tilbage med børnene. Når han kom hjem, blev der drukket heftigt, og som Nadine sagde, så deltog hun selv. ”Det måtte gå galt” sukkede hun, og sprang så i emnet ved at sige; ”Ved du, at min far har fødselsdag den 8. januar – lige som præsidenten”. Sådan var det hele tiden, når hun snakkede. Blev det for trist, navigerede hun let og elegant samtalen i en anden retning. I et tilfælde brugte hun faktisk vejret som flugt. Hun sagde; ”Vi får tordenvejr om lidt – og regn. Ved du godt at aboriginals tror at torden visker himlen ren og at man derfor kan begynde sit liv igen. En ny start trænger vi alle til ind i mellem” Jeg var usikker på om det forholdt sig sådan og nøjedes med at konstatere at billedet var smukt.

Efter 2 timer ved bordet var himlen over Darwin malet helt mørkeblå og i det fjerne sås lysglimt å himlen. Jeg forlod jeg Nadine og sagde at jeg ville gå en tur og tage nogle billeder af den flotte himmel. Hun havde forinden med store øjne lyttet til min rejsefortælling og drømmende forstillet sig de forskellige lande jeg havde besøgt. Hun havde sat sig i skrædderstilling og stillet spørgsmål af ret banal karakter. Hendes viden byggede på en skolegang, der slutte da hun var 12 år, og forældrenes skilsmisse sendte hende på gaden i stedet for skolen. Hun vidste det godt – vidste godt, at den manglende uddannelse var skyld i arbejdsløsheden, det havde damen på jobcenteret sagt mange til hende.
Inden jeg gik sagde Nadine, at hun havde besluttet at leje en bil og køre til Tassie for at stå på ski. Hun så smilende på mig og spurgte om jeg ikke synes det var en god idé. Jeg kunne se på hende, at hun mest af alt sagde det for at gøre mig glad, for at viske tavlen ren for alle de mørke sider af hendes liv. For at give mig indtryk af, alt nok skal blive godt. Mens jeg havde givet hende nogle fragmenter af en rejse på 5 måneder, havde hun afleveret hele sit liv og det havde gjort hende mere sårbar en hun var i forvejen – nu forsøgte hun at bygge en facade op af håb og planer for fremtiden. Jeg nikkede blot og lod hende forstå at jeg ikke havde gennemskuet det, og lod en bemærkning falde om, at hun i hvert fald ikke skulle leje et værelse på The Pickled Frog.

Da jeg kom ned i gården ved de parkerede biler stod hun oppe på terrassen og råbte ned til mig - ”Husk nu Jesper – at himlen bliver bliver visket ren i aften – i morgen begynder vi et nyt liv!!”

Aboriginals - indfødte til pynt?

Fredag den 1. januar 2010:

Når man bevæger sig rundt i Australien, mærker man hurtigt, at den oprindelige befolkning – The Aboriginals spiller en meget væsentlig rolle i landets turistindustri. Det er musikken, dansen og kunsten man ser alle steder, og turisterne er vilde med det! Men hvad er det egentlig for et folk? Jeg bryder mig egentlig ikke om at aboriginals med krigsmaling – der nærmest mekanisk slår to stykker træ sammen, mens de lader sig fotografere at de mange turister. Og når den didgeridoo-spillende musikant bliver nød til at tilsætte det hele med elektroniske lyde og trommemaskiner, så mener jeg de har solgt en del af deres sjæl.

Jeg snakkede med en britisk gæt på hotellet, da jeg kom hjem. Han vidste en del om de indfødte, og er kommet i Australien i mange år, da han 30 årige datter bor her. Han fortalte, at de reelt set kun havde turismen som levebrød, og at de egentlig selv valgte om de ville male aboriginal-kunst, kaste med boomerang eller spille musik – alt er bedre end at være hjemløs og fordrukken!
Og sandheden er da også at de fleste hjemløse og fordrukne personer man ser i bybilledet faktisk er aboriginals.

Jeg fik nogle skræmmende ting at vide om deres skæbne i dette århundred – f.eks. førte den australske regering fra 1911 til efter krigen en politik, der havde til formål at reducerer og udvande den abeoriginalske kultur. De fjernede simpelt hen aboriginal babyer og børn fra deres mødre og placerede dem på børnehjem eller i pleje ved hvide familier. Først efter 2. verdenskrig blev praksis for indfødte børns fjernelse ændret. Mere end 100.000 børn blev fjernet og placeret i hvide familier.

Oprindelig havde de indførte status som dyreliv, og havde ingen rettigheder i samfundet. Først i 1967 bliver der gennemført en lov der for første gang gør Australiens indfødte til fuldgyldige borgere med stemmeret.

I dag kæmper de så mod at blive slugt af velfærdssamfundet farlige monster af druk, narko og rodløshed. Kæmper for at fastholde den identitet og kultur, der er deres men truet. Spørgsmålet er bare om turisterne ikke glemmer den kulturelle side af sagen, når de står og fedter med deres softice på det mondæne havnemiljø i Sydney og lader sig underholde at de sjove mennesker med maling på kroppen? Jeg er desværre slet ikke i tvivl om, at aboriginal-kulturen er til pynt og et eksotisk indslag midt i storbyens glas og stål.
Briten der satte mig ind i aboriginal-kulturen endte sit foredrag med et åbent spørgsmål til mig; ”Hvordan har I danskere det med jeres egne Aboriginals – grønlænderne?”

Lidt eftertænksom fakta:

• Aboriginals udgør kun 2% af befolkningen
• De lever ca. 15-20 år mindre end den hvide befolkning.
• Aboriginals udgør 21% af dødsfald i politiets varetægt
• De fleste af de 260 oprindelige aboriginal-sprog er nær uddød