Lørdag den 16. januar 2010;
Jeg har flere steder i Australien lagt mærke til, at de billige hostels bebos af andre end eventyrlystne backpackers. Nogen der ikke falder i et med rygsække og Lonely Planets bøger. De er ofte ældre og hærgede at se på, og de holder sig mest for sig selv.
I dag mødte jeg en af dem og blev dermed vidne til en skæbne, der også hører med til billedet af det moderne australske samfund.
Foran mit værelse der ligger på 1. sal, er en terrasse med med et firkantet bord og nogle bænke. Foruden døren til mit værelse er der adgang til 2 andre værelser samt det fælles køkken, som beboerne på etagen benytter. Ved bordet sad Nadine – en kvinde jeg ville skyde til at være mellem 50 og 60 år. Hendes aflange ansigt var indrammet af et tyndt brunligt hår, der tydeligvis var permanentet. Ud fra øjnene og munden pløjede der sig adskillige dybe furer i ansigtet, og den hårde sol havde forvandlet hendes hud til en læderagtig maske. Hendes øjne var mørke og triste, og de tynde læber tegnede en udtryksløs streg nederst i ansigtet. Hun havde en blå kjole på med små hvide prikker. Den var et nummer eller to for stor til hende og fik hende til at ligne en pige, der har taget sin mors kjole på. Hun nærmest hang hen over bordet og koncentrerede sig tydeligt om at rulle en cigaret.
Jeg havde købt en Coke Zero og satte mig overfor hende, uden hun tilsyneladende tog notits af det. Jeg er normalt ikke typen, der begynder en small-talk, og jeg behersker i øvrigt den disciplin ret dårligt, så under normale omstændigheder ville jeg ikke have henvendt mig til hende. Men damen var tydelig vis ensom og trist, og
jeg var nysgerrig over, hvad hun overhovedet lavede her på Elkes Backpackers. Jeg åbnede samtalen med det eneste smalltalk trick jeg kender, og som vist samtidig er en del af det at være dansk. Jeg spurgte hende om hun ikke syntes det var varmt i dag. Sveden haglede ned af ansigtet på mig, og vejret kan man jo altid snakke om.Hun kiggede forskrækket på mig som om det overraskede, at jeg faktisk henvendte mig til hende. Hun kiggede ned i bordet og sagde med lavmælt stemme; ”Det er tropisk klima makker – vejret er altid sådan...” Dermed havde hun skudt min eneste small-talk åbning i sænk – selvfølgelig taler man ikke om vejret, når det bare altid er kvælende varmt. Men så fortsatte hun; ”Jeg har aldrig set sne”, og lige mens jeg troede, at vejret var et dårligt udgangspunkt for en samtale lyste jeg op. ”Det har jeg” sagde jeg, ”Jeg er fra Danmark, og der er vist meget sne i øjeblikket” Hun livede helt op, og begyndte nu, efter at have præsenteret sig som Nadine, at fortælle om sit liv. Jeg havde med et ganske simpelt spørgsmål igangsat en lavine af erindringsglimt fra en svunden barndom, og mens hun talte sig varm, kom der mere glød i hendes kinder, og indimellem kluklo hun, så jeg kunne se, at hun ingen tænder havde i overmunden. Hun var meget detaljeret i sin fortælling, og også alt for personlig synes jeg, men det var som om hun nød at jeg ville lytte.
Der gik en time, hvor hun fortalte. Ind i mellem rejste hun sig fra bordet og dramatiserede hændelser fra barndommen, da hun boede i Perth med sine forældre. Især hendes far kunne hun parodiere - altid efterfulgt af en skraldlatter. Når hun sådan stod der med den blå kjole og viste, hvordan faderen klatrede i klipper eller red på hest forsvandt den triste tåge omkring hende og læderansigtet gjorde plads til et par små smilehuller.
Nadine er ikke 55 år, som jeg ville have skudt hende til – hun er 42. Hun har to børn på 8 og 11 år, der begge er taget fra hende og placeret i en plejefamilie. Nadine er arbejdsløs og har været det længe. Hun er fraskilt fra sin drikfældige mand, der også er årsagen til de manglende fortænder. Nadine vil gerne se verden. Hun har i sit liv kun været i Perth og Darwin, og vidste f.eks. ikke, at der faktisk faldt sne på Tasmanien, og at man der kunne løbe på ski i bjergene om vinteren. Nadine bor på Elkes Backpackers, fordi værelset er billigt. Hun får 500 dollars hver 14 dag af staten at leve for.
Nadine er blevet gammel for hurtig. Hendes forældre blev skilt, da hun var 12, og i teenageårene begyndte hun at drikke. En sommer i Perth mødte hun en mand, der lovede hende guld og grønne skove og som hun fulgte til Darwin, hvor de slog sig ned. Han fik arbejde på et af de store cruise skibe og var meget væk. Hun sad tilbage med børnene. Når han kom hjem, blev der drukket heftigt, og som Nadine sagde, så deltog hun selv. ”Det måtte gå galt” sukkede hun, og sprang så i emnet ved at sige; ”Ved du, at min far har fødselsdag den 8. januar – lige som præsidenten”. Sådan var det hele tiden, når hun snakkede. Blev det for trist, navigerede hun let og elegant samtalen i en anden retning. I et tilfælde brugte hun faktisk vejret som flugt. Hun sagde; ”Vi får tordenvejr om lidt – og regn. Ved du godt at aboriginals tror at torden visker himlen ren og at man derfor kan begynde sit liv igen. En ny start trænger vi alle til ind i mellem” Jeg var usikker på om det forholdt sig sådan og nøjedes med at konstatere at billedet var smukt.
Efter 2 timer ved bordet var himlen over Darwin malet helt mørkeblå og i det fjerne sås lysglimt å himlen. Jeg forlod jeg Nadine og sagde at jeg ville gå en tur og tage nogle billeder af den flotte himmel. Hun havde forinden med store øjne lyttet til min rejsefortælling og drømmende forstillet sig de forskellige lande jeg havde besøgt. Hun havde sat sig i skrædderstilling og stillet spørgsmål af ret banal karakter. Hendes viden byggede på en skolegang, der slutte da hun var 12 år, og forældrenes skilsmisse sendte hende på gaden i stedet for skolen. Hun vidste det godt – vidste godt, at den manglende uddannelse var skyld i arbejdsløsheden, det havde damen på jobcenteret sagt mange til hende.
Inden jeg gik sagde Nadine, at hun havde besluttet at leje en bil og køre til Tassie for at stå på ski. Hun så smilende på mig og spurgte om jeg ikke synes det var en god idé. Jeg kunne se på hende, at hun mest af alt sagde det for at gøre mig glad, for at viske tavlen ren for alle de mørke sider af hendes liv. For at give mig indtryk af, alt nok skal blive godt. Mens jeg havde givet hende nogle fragmenter af en rejse på 5 måneder, havde hun
afleveret hele sit liv og det havde gjort hende mere sårbar en hun var i forvejen – nu forsøgte hun at bygge en facade op af håb og planer for fremtiden. Jeg nikkede blot og lod hende forstå at jeg ikke havde gennemskuet det, og lod en bemærkning falde om, at hun i hvert fald ikke skulle leje et værelse på The Pickled Frog.Da jeg kom ned i gården ved de parkerede biler stod hun oppe på terrassen og råbte ned til mig - ”Husk nu Jesper – at himlen bliver bliver visket ren i aften – i morgen begynder vi et nyt liv!!”
