Østens Venedig

Onsdag den 9. december:

Alle færdigpakkede ture med guide osv. er afsindig dyre. Årsagen er vist, at turisterne er så få, at man tit er den eneste der skal med både på flodtur ned af Brunei Floden. Så jeg droppede som udgangspunkt dette.
Men på min bytur mødte jeg en lokal fyr, der tilbød mig en meget billig tur i en speedbåd. Med min tur i speedbåd i Kota Kinabalu i klar erindring, sagde jeg nej – men fyren fortalte nu, at han ville sejle mig ud til sultanens bolig og til regnskoven, hvor det er muligt at se næseaber i fri dressur.

Jeg slog til, og han lovede at sejle ordentligt. Til en vis grad holdt han ord, men de er altså glade for fart på de her egne.

Turen gik først ned ad floden, der går igennem byen. Man kalder ikke byen for Østens Venedig for sjov. Her er små broer og masser af liv langs bredden med markeder osv. herefter gik turen forbi den store by på vandet. Her bor en stor del af befolkning i de karakteristiske huse på stolper, og der er indrettet skoler, butikker osv., som folk sejler rundt for at komme til. Der var mere trafik her end inde i centrum!

Turen fortsatte forbi sultanens bolig, som kun kan ses på lang afstand. Der er guldbelagte tage der stikker op af regnskoven.
Endelig nåede vi regnskoven, og ganske som lovet så vi en del næseaber drøne rundt i trætoppene. Fascinerende – og svært at glemme, at det altså ikke er en zoologisk have man besøger...

SE FOTOS HER

No drinks – no disco

Tirsdag den 8. december 2009;

Det tog 40 minutter at flyve fra Kota Kinabalu til Bruneis hovedstad Bandar Seri Begawan. Jeg vidste fra Lonely Planet at det er et dyrt land at bo i, og at low budget hoteller ikke findes i byen. Jeg besluttede derfor på forhånd at booke et hotelværelse, hvilket var lidt af et problem, idet mange hoteller allerede var booket. Jeg fandt dog Terrace Hotel med et rimeligt prisleje og en god placering.
Taxachaufføren der kørte mig fra lufthavnen til hotellet var god til engelsk og meget snakkesalig. På den måde får man mange gode informationer om det nye sted man er havnet. Han gentog hele tiden, at der var no driks og no disco. Nu mener jeg ikke selv jeg ligner prototypen på en disco-freak, men budskabet var klart fra hans side – her adskilte landet sig fra alt andet. Islam er vigtig, og det er derfor kun muligt at få skænket vin og spiritus på dyre restauranter og hoteller....

Jeg ankom ved 17-tiden, og det havde lige regnet. Her er meget varmt, og jeg ærgrede mig også over ikke at være kommet lidt tidligere – men håber på lidt forfriskende regn i morgen.

Jeg gik med det samme ud i byen medbringende et citykort fra hotellet og mens solen gik ned over moskeen, nød jeg den utrolige ro, der er i byen samt de få mennesker der var på gaden. I sammenligning med Kota Kinabalu virkede her nærmest menneskeforladt.

Jeg gik på Pizza Hut – her er nemlig ingen fortovsboder, hvor der sælges billig lokal mad. Nej her er fejet og rent og ikke så meget som et stykke slikpapir ligger og flyder. Efter maden gik jeg tilbage til hotellet og mødte her en tysker og vi faldt i snak med en af de lokale hotelansatte. Også han nævnte det med alkoholen og så sagde han med understregning, at Brunei godt nok var et rigt land med en meget rig sultan – men at befolkningen aldrig mærkede noget til det. Her sidder 0,1% af befolkningen på værdien konstaterede han.

Jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor jeg vil gå på opdagelse i byen i dagslys. Jeg skal bl.a finde ud af om folk i Brunei ikke bruger mobiltelefon. Her er intet signal:-(

Jeg har betalt for tre nætter og rejser videre på fredag!


Se fotos her

Rejsen går videre til Brunei

I dag tager jeg fra Kota Kinabalu, men bliver på Borneo. Jeg tager nemlig til det lille islamiske sultandømme Brunei. Landet er nok mest kendt for olie og penge - men som dansker overser man jo ikke de små lande... Jeg bruger nok et par dage i Brunai inden turen går til Kuala Lumpur. Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

Civiliceret regnskov

Mandag den 7. december 2009;

I dag havde jeg egentlig besluttet at købe en tur i en Borneo´ske jungle. Men turene er meget dyre – og man kommer sjældent tæt på dyrene. Et par backpackere fra Italien jeg talte med, sagde at det desuden var alt for varmt og at turens succes udelukkende byggede på guidens kvalitet. De anbefalede i stedet for Lok Kawi Wildlife Park ca. 30 km fra byen.

Jeg tog deres opfordring op, og indgik en længere forhandling med en taxichauffør om prisen. Han skulle nemlig vente på mig imens jeg var inde i parken. Herefter gik turen ellers til The Wildlife.

Parken blev åbnet i 2007, og er altså ret ny. Opskriften er at man har taget et stykke regnskov og hegnet det ind. Ud over et kæmpe areal med diverse hovedsageligt malaysiske dyr er der også et spændende indrettet botanisk afsnit.

Dyrene har gode forhold i parken, og selv om det tangerer en zoologisk have med bure til nogle af dyrene, så var det en helt særlig oplevelse pga af junglekulissen. Det eneste faremoment for dyrene må siges at være de horder af larmende japanske turister, der tilsyneladende uden hensyn moser omkring støjende med al deres kamera issenkram, men de knipser efter akt der bevæger sig.

Jeg ved ikke om japanere overhovedet er klar over, at ikke alle ting der bevæger sig er fjernstyret og computerproduceret – men deres opførsel kunne synes sådan!

Jeg var i parken et par timer inden jeg gennemsvedig vendte tilbage til den ventende chauffør. Monsunregnen har endnu ikke vist mens jeg har været i Borneo – og december skulle ellers være meget regnfuld. I stedet er her en kvælende varme – der understreges af næsten ingen vind.

SE FOTOS HER

11 kr. for verdens undergang

Søndag den 6. december 2009;

Ikke lang fra mit hotel ligger byens to biografer. En billet koster 11 kr. og det er jo rigelig motivation for at gå i biffen. Desuden er der køligt og rart. Biografen jeg valgte havde tre sale, og de er kæmpestore med plads til flere hundrede mennesker. Desuden er der toiletfaciliteter i selve salen, så man kan høre filmlyden ,mens man hygger sig ved pissoiret.

Jeg havde valgt dommedagsfilmen 2012 lavet af Roland Emmerich, som også er instruktør på storslåede dommedagsinspirerede film som Independence Day, Godzilla og The Day After Tomorrow. Det var nu ikke dommedagsgenren der trak – men mere en udsendelse fra BBC, som jeg så forleden aften i Singapore. Her blev filmen diskuteret for dens rå og ødelæggende grundstemning, og instruktøren blev kritiseret for, at intet var helligt for ham, når verden skulle smadres – selv Peterskirken får den helt store tur i computeren. Men ellers var det udsendelsens debat af Mayaindianernes kalender som fangede min interesse, og som er hele udgangspunktet for filmen.
Jorden går under den 21. december 2012 – nemlig den dag, hvor den ældgamle maya-kalender udløber. At gøre mayaindianernes kalender til udgangspunktet for en film er godt set af Hollywood, og dommedagstanken har jo fyldt meget i alle tiders civilisationer. Men at proppe en ordentlig handling ned i det koncept kræver sin mand, og her svigter Hollywood totalt.
Midt i tsunamibølger af enorme dimensioner der blandt andet vælter ind over Det Hvide Hus og jordskælv, der knuser Peterskirken i Rom på sekunder samt meteorregn der omdanner kontinenter til flydende lava, ser vi helkoptere med elefanter og giraffer hængende under sig i liner. Filmens lattervækkende bud på Noas Ark. Men ellers presses en kærlighedshistorie ind midt i alle elendighederne, og uden at afsløre for meget, så ender filmen med at hylde det sociale og godhjertede menneske og de onde og egoistiske straffes hårdt!

Men selv om der er intet der tyder på, at vi skal se langt efter julegaverne om tre år ifølge alle videnskabens beregninger og mayaindianernes dommedagsprofeti nok ender i ingenting, som alle de andre af slagsen, så viste BBC´s udsendelse, at Hollywood nogen gange har større magt end alverdens eksperter.
Fra Cornell University i New York, som har en astronomi-brevkasse på sin hjemmeside, fortælles det, at folk jorden over er bange. På universitet får man dagligt emails fra især unge, der er bange for at dø og børn der er bange for ikke at blive voksne.

Men blandt arkæologer, astronomer og mayaindianere forlyder det, at dommedagsrygterne er opstået gennem popagtig astronomi på internettet og i fjernsynet. For eksempel på History channel, der i en udsendelse blandede gamle forudsigelser fra både Maya-tiden og Nostradamus og spurgte, om 2012 bliver året, hvor det kosmiske ur nulstiller sig og der ikke længere er håb tilbage.

Jeg sidder bare tilbage i Malaysia og læner mig op af Martin Luthers ord, da han blev spurgt hvad han ville gøre, hvis verden gik under i morgen. ”Jeg ville plante et træ” sagde han.

Kultur-tur i Kota Kinabalu

Søndag den 6. december 2009;

Kota Kinabalu en hurtigtvoksende by især fordi den er hovedbyen i Sabah og fordi byen er det vigtigste knudepunkt for flytrafik til for rejsende til det nordlige Borneo.
Byen er en moderne ”city” med mange indkøbscentre og en million hoteller. Ca. 60% af befolkningen er muslimer, men her er mange andre religioner repræsenteret – bl.a. katolikker. Måske skyldes det, at der findes en filippinsk koloni her, der driver en del handelsvirksomhed (og i øvrigt sidder på en stor del af prostitutionen).

Jeg besluttede at bruge eftermiddagen på at se lidt nærmere på de mere kulturelle tilbud i byen – og håbede på at finde lidt kølige steder, hvor jeg kunne krybe i ly for den kvælende fugtige varme, der er her.

Turen begyndte med Stats moskeen – der mildest talt er et mesterværk i moderne arkitektur. Den er placeret centralt i byen og troner med sine guldindlagte kupler. Jeg synes moskeen er et godt eksempel på en unik kombination af islamisk arkitektur og moderne design. Der er plads til 500 mennesker i moskeen, og taxachaufføren, der kørte mig derhen sagde at den besøges af muslimer fra hele verden.

Efter islamisk arkitektur gik jeg til Sabah Museum, der findes lige i nærheden. Nærmest som plantet midt i junglen ligger museet med bl.a. botanisk have og en etnisk landsby i naturlig størrelse. Det var alt for varmt til at vade rundt på det store areal – men samtidig så godt lavet, at jeg ikke bare kunne gå uden at se det færdigt.

På vejen hjem stødte jeg ind i Sacred Heart Cathedral – den katolske kirke. Der var total happy korsang og hallelujastemning, så jeg stak hovedet ind og blev der en times tid. Jeg betragter det nærmest som en slags koncert, hvor publikum indimellem deltog aktivt.

Efter kirkekor tog jeg hjem til hotellet, hvor jeg var blevet flyttet fra mit luksusværelse til et single-værelse til halv pris. Standarden er den samme – der er bare ikke så meget plads.

SE FOTS HER

Udflugt med viagrastyret speedbåd

Søndag den 6. december 2009:

Her til morgen fandt jeg en ATM der virkede og jeg kunne ånde lettet op, da maskinen spyttede friske malaysiske pengesedler ud i favnen på mig:-)
Der er stor forskel på Singapore og Malaysia – og at pengeautomaterne ikke virkede i går er måske meget symptomatisk for et land, hvor hastigheden på dagligdagslivet er helt anderledes end i storbyteknologiens stressende jag efter effektivitet. Fortbudskiltene er også væk – skiftet ud med mere sympatiske skilte uden røde diagonale streger. I stedet for skilte med ”forbudt at smide skrald” er her skilte med ”Smid dit affald i skraldespanden”. Denne omvendte logik virker bedre på mig! Også jaywalking-skiltene er væk. Hvis man vil overleve i trafikken i Kota Kinabalu er ”Fumlegængeri” et must. Her bor 350.000 mennesker og det virker som om de alle sammen er på gaderne samtidig. Her hersker noget så sympatisk som hensyntagen – man holder ikke på sin ret, men har øje for nedtrafikkanterne. Selvfølgelig betyder dette et lidt langsommere flow i trafikken, men ingen synes at have specielt travlt – på landjorden i hvert fald.

Jeg spiste morgenmad på en lille café og faldt her i snak med en fyr, der spurgte interesseret ind til min rejse og i øvrigt om Danmark. Det viste sig, at han faktisk kender en dansker i Roskilde.
Måske var det derfor han på et tidspunkt spurgte om at jeg ikke havde lyst til en billig ø-rundtur i havet ud for byen. Hans onkel havde en speedbåd og ville gerne sejle mig rundt til 5 øer. Jeg havde allerede set priserne for turistbådene, og da jeg kunne gøre det med onklen for halv pris og samtidig undgå en skrattende højtaler med stemmen fra en guide der taler dårligt engelsk samt en horde japanske turister med misundelsesværdig meget lækkert fotoudstyr – ja så slog jeg til. Det havde jeg nok ikke gjort, hvis jeg vidste hvad der ventede mig.

Der kører en sag i Malaysia i øjeblikket med et firma, der har solgt kaffepulver med Viagra, og jeg kunne forstille mig, at onklen jeg skulle sejle med havde fået det til morgen – for han var i den grad speedy i humøret. Jeg satte mig stille og roligt ud i båden, og han nikkede til mig og spurgte om jeg var klar! Herefter gik det stærkt. I enorm hastighed drønede speedbåden flyvende over vandet i retning af de 5 øer. Jeg måtte klamre mig til rælingen og selv om jeg forsøgte at tage nogle billeder – ændrede det ikke på fyrens fartglæde. Han drejede tværtimod mere på gashåndtaget mens skumsprøjt stod om ørerne på os. Det hele tog en lille time. På den tid havde han sejlet rundt om 5 øer og holdt 4 pauser, hvor vi lige kunne nyde solen i fem minutter. Da jeg kom i land havde jeg faktisk mest lyst til at kaste op, og da jeg luskede forbi turistbådene fyldt til randen med japanere må jeg indrømme at jeg misundte dem lidt...

PS: Monsunregnen har snydt Kota Kinabalu i dag, Kun en nådesløs sol brænder for oven og temperaturen her over middag er 35 grader....

SE FOTOS HER

5 grams ubrugeligt plastik....

Lørdag den 5 december 2009:

Mødet med Malaysia blev noget af en nervepirrende oplevelse. Efter en forsinkelse på en time landede jeg i Kota Kinabalu kl. 20.35. Jeg søgte som det første hen til en pengeautomat for at få kontanter i malaysisk valuta. Men automaten kom med en kryptisk besked om, at den midlertidigt ikke kunne udbetale kontanter. Et amerikansk par, der stod efter mig i køen fik samme besked – og vi blev derfor enige om, at det var automaten det var galt med.
Jeg fik herefter fat i en sød taxachauffør, som ville køre mig til en anden automat i byen. Det blev en meget lang tur. Efter 5 automater var jeg blevet 10 år ældre på en halv time, og chaufføren var ved at blive nervøs for at jeg slet ingen penge havde på kortet.... Nu ringede jeg til mine forældre (det siger noget om hvor desperat jeg var) Jeg spurgte hurtigt efter nummeret på min bank i Danmark. De måtte kunne hjælpe mig!! Jeg havde bare glemt at det var lørdag, og danske banker ikke tager sig at småting som en backpacker i Malaysia.

Nu gik jagten ind på et hotel. Også her var der problemer – enten havde de ingen ledige værelser, eller også tog de ikke mod kreditkort. Vi bevægede os stille og roligt op rent prismæssigt – og ved Traveller Hotel var der bid. De havde et enkelt luksusværelse ledigt og tog samtidig mod kreditkort. Jeg bookede mig med det samme for tre nætter – og åndede lettet op.

Da jeg ikke havde fået noget at spise hele dagen – vandrede jeg nu rundt i Kota Kinabalu ved midnatstid i 28 graders varme og ledte efter et sted, hvor de accepterede kreditkort. Langt om længe fandt jeg en KFC – der gerne modtager kreditkort. Jeg spiste med glæde et KFC måltid men bare tanken om, at de næste dage skal stå på Kentucky Fried Chicken er virkelig et mareridt!

Først på mandag kan jeg komme i kontakt med min bank – og ind til da – må jeg sidde på mit luksusværelse med tv og air con og tænke på, at Visa er en fantastisk opfindelse – men når det ikke virker reduceres det til bare 5 gram ubrugeligt plastik som kun giver adgang til friturestegte kyllingevinger fra KFC.

PS: Da jeg gik tilbage til hotellet fra KFC fik jeg de sædvanlige tilbud fra prostituerede, der spottede mig som rig turist. Jeg smilede til dem og spurgte; "Du you accept creditcard..."

..og taxachaufføren fik 20 dollars jeg fandt i mine gemmer - så han holder nok havefest i morgen:-)

SE FOTOS FRA SINGAPORE LUFTHAVN

Bonusviden om Malaysia

I dag rejser jeg til Kota Kinabalu på Borneo. Dermed besøger jeg det 8 land på min rejse i Asien. Herunder får du som altid lidt bonusviden:

• Ipoh, som er den tredje største by i Malaysia, er også kendt som "City of millionaires«.
• De vigtigste religioner i Malaysia er islam, efterfulgt af buddhisme, kristendom og hinduisme.
• Malaysia består af over to hundrede øer og dens kyst breder sig over et areal på omkring 4.675 km.
• Clearwater Cave i Malaysia er den længste hule i det sydøstlige Asien, der strækker sig over 100 km.
• Malaysia kan prale af at være hjemsted for de ældste regnskove i verden. Mange af træerne er over 100 meters højde.
• Kun 0,85% folk i Malaysia bruge bredbånd internet tjenester.
• Malaysia producerer kun 15 spillefilm, men 300 til 400 tv-dramaer og føljetoner hvert år.
• Petronas Twin Towers i Kuala Lumpur var verdens højeste indtil Taipei 101 overtog.
• Den længste King Cobra i verden, måling 5.54m, blev fanget i live i Port Dickson, i april 1937.
• Valuta Malaysia er ringgit Malaysia eller RM.
• Mottoet for Malaysia er »Bersekutu Bertambah Mutu«, som betyder "enhed gør stærk«.
• Malaysia er opdelt i to regioner, West Malaysia (halvøen) og Øst Malaysia (Borneo Island).
• Det højeste punkt i Malaysia er dannet af Mount Kinabalu (4.100 m), der ligger i Kinabalu National Park, Borneo.
• Den største blomst i verden, Rafflesia, findes i regnskoven i Malaysia.
• MALAYSIA har 65.877 km motorvej. Det er mere end Jordens omkreds

Rejserute opdateret

Efter nogle dejlige og spændende (og dyre) dage i Singapore, går rejsen nu videre til Malaysia. Inden jeg senere besøger Kuala Lumpur og den vestlige del af landet, tager jeg lige et smut til Borneo. Trods monsunregn tager jeg en tre fire dage i Kota Kinabalu.
Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort