First a flower then a butterfly....

Onsdag den 23. december 2009;

Klokken 06.45 forlod jeg Legian Beach sammen med min chauffør Mardi. Han lovede mig, at i dag skulle vi se noget af det Bali han holder aller mest af – og det var tydeligt, at han ikke var særlig begejstret for Beach-områderne og den hektiske puls omkring de mange turister. Mardi er digter – eller det kunne han i hvert fald godt have været, hvis ikke lige han kørte rundt med turister som mig. Men hans poetiske tilgang til livet og øen han elsker over alt trådte frem mange gange i løbet af dagen.

At have sin egen chauffør og bil i 10 timer betyder også, at man har mulighed for at få snakket om andet end det man lige ser. Mardi var f.eks. meget interesseret i Danmark, og spurgte om livet der hvor jeg kommer fra. At sætte ord på Danmark er ikke nemt, når udgangspunktet er lig nul – så det var en reel pædagogisk opgave jeg der fik.

Mardi fortalte nu også om Bali. Vi kørte i bjergene og så søer, vandfald, aber, rismarker, templer og en begravelse m.m.
Mardi, der er hinduist satte mig grundigt ind i den særlige balinesiske hinduisme og den position, at være det eneste sted i Indonesien, hvor de er i flertal. Der er templer overalt,- små hustempler, områdetempler og hovedtempler og det er tydeligt, at de betyder meget for balineserne. Mardi spurgte mig hvem jeg takkede, når en dag havde været god – eller hvem jeg bad til når jeg ønskede en god dag. Det blev begyndelsen på en længere snak om troens og religionens placering i vores to liv. Til sidst sagde han eftertænksom; Undskyld, men det lyder lidt som om du er bange. Jesper er du bange for, at dit liv ikke kun er skabt og formet af dig selv? Jeg måtte lige tygge lidt på den, og forsøgte så at angribe spørgsmålet mere filosofisk (man er vel fra Kierkegaards hjemland) Mardi lyttede tavst interesseret, og da jeg var færdig med min forelæsning kiggede han på mig og sagde kort: Jo du er bange!

Mardi gav også en lektion i risdyrkning, og fortalte om alle de små byer vi kom igennem. Alle byerne har et særligt håndværk de er specialiseret i, og så er det stort set det eneste, der laves der. Der var ikke mange turister i byerne – med undtagelse af Ubud, der er kendt for træskæreri og kunstmaling. Her stod turisterne til gengæld i kø for at købe souvenirs til dem derhjemme.

Ved et 80 meter stor vandfald plukkede Mardi en lilla blomst og viste den til mig. Se på den Jesper,- sagde han. Lang pause.... Ser du sommerfuglen? Sagde han så. Jeg kiggede grundigt på blomsten og måtte erkende, at jeg ingen sommerfugl så. Mardi smilede og sagde; Blomsten Jesper er sommerfuglen – se på den! Igen tavshed. Jeg synes situationen var temmelig mærkværdig, og anede ikke om jeg skulle grine eller tage ham alvorligt. Han fornemmede nok min skepsis og sagde så; Blomsten er en blomst fordi vi to har besluttet, at det er en blomst. Lad os et kort øjeblik beslutte det er en sommerfugl. Jeg så på blomsten og kunne godt se ligheden og gik med på legen. Okay Mardi – nu ser jeg en sommerfugl. Den er flot. Mardi studerede den længe, og tavsheden virkede pinlig på mig, men jeg anede ikke, hvordan jeg ligesom kunne komme videre. Nu gik Mardi frem mod mig og hviskede; Skal vi ikke lade den flyve nu? Jeg gloede på manden foran mig, og overvejede om han var blevet skør. Derfor hviskede jeg med et glimt i øjet tilbage; Let it fly Mardi – let it fly.... Mardi slap blomsten, og som i en disneyfilm, lod blomsten sig tage af vinden og steg til tops mod den blå himmel. De store lilla blade bevægede sig i vinden, og lige der tog mig selv i i at sige; Se sommerfuglen, den nyder friheden.

Senere på dagen mødte vi et begravelsesoptog. Mændene forrest, kvinderne bagefter og sidst en flok musikanter. De så alle glade ud og de festlige kulørte dragter og musikken fik mig i første omgang til at tro, at det var et bryllup.
Mardi forklarede at begravelser nødvendigt ikke var sørgelige. Den døde er brændt og sjælen er sat fri – klar til et nyt liv, og så drejede han sig på førersædet, så han kunne se mig og sagde: You know – first a flower then a butterfly....

Se flere fotos her (alle fotos med mig er taget og arrangeret af Mardi)

Nyt hotel med fri surf:-)

Tirsdag den 22. december;

Jeg har skiftet hotel – og er meget tilfreds. Her er swimmingpool og en udmærket restaurant (især fordi der er fri wifi) der er ca. 6 minutters gang til standen – men jeg nøjes nu med at en svømmetur og surfer i netcafeen i stedet.
Jeg har været lidt rundt i byen i dag – og selvfølgelig på stranden. Der er stor forskel på nat og dag her. Partylamperne er slukket og de mange små souvenirsshops og artsgallerier har slået dørene op for deres mange tilbud. Taxachaufførerne tilbyder sig overalt, og restauranternes tilbud leveres til én på fortorvet med duften af grill og eksotiske krydderier.
Balineserne er utrolig flinke og imødekommende, og selv de ofte får et pænt nej til deres tilbud af de mange forbipasserende turister – holder de humøret højt. Det er en gåde, at så mange mennesker kan skabe en levevej af turismen. Men der skal ikke mange kunder til i løbet af en dag, før der er nok til en acceptabel tilværelse.

Bali er helt speciel pga den stærke tilknytning til hinduismen. Mens resten af Indonesien er muslimsk, er det hinduismen der her har overtaget. Overalt på fortorve og i forretninger er der sat ”ofringer” til guderne frem i form af palmeblade med mad. Selv på stranden findes de liggende midt i det beach-surfer-kaos der ellers hersker her. Surf-skolerne har travlt med alle de turister, der for første gang vil besejre bølgerne på et surfbræt.

Stranden er desuden en naturlig magnet for balinesere, der ønsker at lave hurtige penge på de mange sideforretninger strandlivet skaber. Strandgæster og surfere har brug for noget køligt at drikke, noget at spise og måske en gang rygmassage, efter de hårde strabadser på vandet.

Surfbrætudlejerne står tæt og sammen med boderne med håndklæder, solcreme og solbriller udgør de en hel business for sig selv. Små kiosklignende hytter tilbyder ø-tours til overpris, og selvfølgelig udflugter til Lombok og Komodo Island. Disse ture kan dog ikke gøres som heldagsudflugter pga. afstanden, så komodoveranerne må vente til næste gang jeg kommer til Indonesien.

Jeg har valgt at gå lidt utraditionelt til værks i stedet for, og hyret en chauffør og bil i morgen. For 260 kr. har jeg chaufføren til rådighed i 10 timer, og kan køre lige derhen, hvor jeg har lyst. Når jeg tænker tilbage på succesen i Medan og turen til Lake Toba, så har jeg store forventninger til det. Men turens succes afhænger naturligvis af hvilken chauffør jeg får – så jeg er spændt på i morgen, hvor der er afgang 06.45.

SE FOTOS HER

FAKTA om hinduismen på Bali:
Den balinesiske form for hinduisme er en enestående blanding af tro og traditioner fra før det 15. århundrede, da det sidste hindudynasti Majapahit flygtede til Bali fra Indien. Religionen præger balineserens hverdag, hver morgen laves en lille smuk offergave til husets alter - om ikke andet så for at få en god dag. Religionen er også et socialt samlingspunkt for både famile og på arbejdet. Hinduismen inviterer til utallige fester og ceremonier, der synliggøres ved farvestrålende optog, dans og musik.

Balineserne der med en fast overbevisning og tro på reinkarnation, venter i princippet kun på det næste liv - og ser frem til et bedre - og så kan man jo lige så godt få det bedste ud af dét, man nu engang er landet i. Balineserne lever livet let og tilsyneladende ubekymret, da de jo ikke skal have noget med i graven.

Guder er der mange af på Bali, hvert hjem har sine, hvert element: himmel, jord, vand, ild, frugtbarhed osv. har sine. Det er vigtigt som balineser at holde sig på god fod med guderne. Guderne gør man glade ved små gaver og handlinger i hverdagen. Onde ånder jages bort med musik og støj, sang og dans - den overskydende tid kan man så benytte til forberedelsen af den næste ceremoni.

Ubeskriveligt og tankevækkende

Mandag den 16. november 2009:

I dag var det store Angkor Wat-dag. Noget jeg havde set frem til og havde store forventninger til. Og de blev mildest talt indfriet på alle fronter!

Jeg blev hentet af Lam (ja det hedder han) kl. 10.00 som aftalt, og vi kørte direkte ud til området med alle Angkor templerne. Tempelområdet Angkor er mere end 30 kvadratkilometer stort, rummer tæt ved 100 templer og har i sin storhedstid haft op imod en million indbyggere. Hovedtemplet Angkor Wat er verdens største religiøse bygningsværk. Det dækker over en kvadratkilometer, og det menes at have taget 25,000 mand over 40 år at bygge det enorme tempel.

I så stort et område er det godt at have sin egen guide med. Lam kørte med rundt på området,- som chauffør har han gratis indgang – mens jeg betalte for et en dags pas til 20 dollars. Mange turister køber både todag- og fem dags pas for at kunne se det hele.

Da jeg sagde til Lam, at jeg ønskede at se det vigtigste, lavede han en specialrute, og de næste 6 timer kørte han mig rundt og viste og fortalte samtidig om alt det han vidste om templerne. Ved middagstid fik vi lunch (spicy chicken and rice) og så fortsatte turen ellers. Han havde stillet mig i udsigt, at jeg kunne komme en tur i luftballon og se det hele fra oven – men ballonen manglede helium, og jeg gik glip af min første ballontur...

Vi begyndte med Angkor Wat – hovedtemplet. Templet blev bygget mellem år 802 og 1432 og var hovedstad i det mægtige Khmer-rige. Selve templet Angkor Wat er bygget af Suyavarman II (ca.1132- ca. 1150) til ære for hinduguden Vishnu. Efter Khmer-rigets fald blev templerne dækket af junglen, og det var først, da franskmændene kom til Cambodja i 1860'erne, at Angkor blev genopdaget.

Angkor Wat er et fantastisk bygningsværk, som næsten ikke kan beskrives. Et sted med en fabelagtig atmosfære som overgår selv de største forventninger. I selve hovedtemplet findes en svalegang med tusindvis af smukke relieffer, der beskriver livet for tusind år siden, og fortæller legender fra den hinduistiske mytologi. Det store Amfiteater dannede i sin tid rammen om elefantvæddeløb, og hele det gigantiske tempelkompleks er omkranset af en stor voldgrav. Det er ikke uden grund, at Angkor Wat kaldes for et af verdens syv vidundere.

De fem tårne i midten af Angkor Wat pryder også det cambodjanske flag og flere af deres pengesedler. Grunden til, at Angkor Wat og Angor området i det hele taget er så betagende, skyldes ikke mindst, at man befinder sig midt i en jungle, som man levende fornemmer ganske hurtig vil overtage området igen, hvis den ikke blev holdt i skak. Der findes nok ikke den beskrivelse, der er i stand til at udtrykke, hvor storslået dette bygningsværk i virkeligheden er. Man synker hen i tavs betagelse over, hvordan arkitekterne på den tid kunne skabe sådanne bygninger.

Et andet meget fascinerende tempel er Ta Prohm, der bogstavlig talt omfavnes af den omkringliggende jungle i et tæt favntag. Ta Prohm er bygget som et buddhistisk tempel omkring år 1186 og har i over 500 år været uden beskyttelse mod tidens og junglens kræfter. Fra resterne af templet vokser kæmpetræer, der strækker sig mod lyset, og nede i træernes svale skygge gennemtrænges templets kunstfærdige udformede kalksten af store rodnet.

At have sin egen guide med i denne jungle af templer er en fordel – det er faktisk svært at orienterer sig, og så er det en fryd af passerer de uendelig mange grupper af amerikanske og japanske turister, der i gåsegang tramper afsted i varmen efter deres turguide, der forrest vifter med et gult flag. Svedige og bevæbnet til tænderne med alverdens fotoudstyr fra Nikon og Canon flokkes de om de samme motiver og bevæger sig fremad i sneglefart. Man må da håbe de har indløst femdags pas til området.

Jeg tog ingen billeder i dag. Det klarede Lam. Selv om han bestemt ikke er en øvet fotograf eller vant til digitalkamera, insisterede han på at tage billeder hele dagen. Aldrig er jeg blevet eksponeret i så voldsom en grad. Og det ligger jo ikke lige til mig....

Men ud over templer og fotosessions blev det også til en masse snak om alt muligt andet. Lam er god til engelsk og vil gerne fortælle – også om sit eget liv og om Cambodja. I samtalerne undrede det mig, at han aldrig spurgte hvad jeg lavede af profesion og under middagsmaden spurgte jeg hvorfor. Lam kiggede forundret på mig og sagde; ”Jeg interessere mig ikke for, hvordan du tjener dine penge – det er dig som menneske der er interessant” De ord vil prøve at efterleve lidt mere – selv om det bliver svært i et land som Danmark, hvor vores identitet og personlighed oftest kædes sammen med vores job.

SE ALLE LAMS FOTOS HER (kommer i en lind strøm, når Nettet virker....)

Gal eller genial?

Torsdag den 12. november 2009;

Efter 9 times kørsel med V.I.P bus nåede jeg Laos' hovedstad Vientiane. Det er mig en gåde, hvorfor man kalder det V.I.P busser. De er kun en ganske smule bedre end de lokale busser, og er kun to timer hurtige på den sammen rute. Man sidder dårligt, og bussen proppet til bristepunktet af laoter og alle deres sække med ris, og hvad de ellers skal have med sig på rejsen. Jeg synes de skulle kalde de busser for R.I.P. busser og så i øvrigt få lavet nogle flere veje:-) Jeg tror snart jeg kan hvert et hårnålesving på Road 13....

Det er anden gang jeg ”lander” i Vientiane – men den første gang for et par uger siden, brugte jeg tiden på at købe motorcykel. Derfor fik jeg slet ikke set byen og omgivelserne. Det har jeg mulighed for nu, hvor jeg har et par dage i byen inden turen går til Cambodja.

Det var lidt fedt at kunne spille guide for de andre backpackere i bussen, da vi ankom til byen. Jeg vidste præcis, hvor vi skulle gå hen, og nød den anseelse, jeg fik i de få minutter det varede:-)

Sædanen tro stod der 25 mennesker og viftede med deres skilte om billige hoteller, da vi stoppede på busstationen i Vientiane. Der er så ubehageligt at blive angrebet fra alle sider, når man søvndrukken kl. 05.30 står ud af en bus. Jeg sad forrest i bussen, og var derfor den første til at stige ud i helvede. I dag var jeg lige i humør til at give igen – og blev derfor stående på det nederste trin af bussen. Jeg hævede armene som Robbie Williams ville have gjort det, og råbte på engelsk ind i infernoet af tilbud; Listen!! Denne uventede reaktion fra en passager skabte øjeblikkelig ro på alle rækker. Herefter fortsatte jeg; ”Thank you for being here everybody – its nice to see so many people – but sorry folks, we are all tired, and will wait to talk to you later. Please go home!!”

Stilheden fortsatte i nogle sekunder, og så bredte der sig en mumlen, og flere af de fremmødte trak sig tilbage. Bag mig i bussen hørtes høj latter fra de primært tyske backpackere, der var med.

Vientiane er trods byens størrelse en stille by. Trafikken er ikke larmende med de evindelige brug af hornene, og tendensen er generelt, at folk er mere tilbageholdende i forhold til turister. Det giver en rar atmosfære og en ro, som giver overskud til smil.

Jeg er flyttet ind pๅ Orchid Guest House, som er relativt dyrt (12 dollars) – men hovedstadseffekten er gældende alle steder. Byen er simpelt hen bare dyrere end de andre byer i Laos jeg har været. Jeg tror jeg vil snuse lidt rundt i morgen for at se om en billigere overnatning kan findes her i byens centrum. Orchid Guest House ligger lige ned til Mekong, der snor sig langs byen. På den anden side kan man se Thailand, og 20 km uden for byen kan man passere Mekong Floden til Thailand via The Friendship Bridge.

Efter morgenmad prajede jeg er tuk tuk og fik en tur til Xieng Khuan (Buddha Park), der er en park placeret ned til Mekong Floden i grønne omgivelser. Stedet et skabt af Luang Pu i 1958. Hans noget bizarre id้ var at skabe et miks af Buddhisme og Hinduisme. Han blander bๅde filosofien, mytologien og symbolverdenen i et stort virvar, som er noget af en oplevelse at se.
Man er synligt stolte af ham i byen – men det store spørgsmål, om manden var gal eller genial tør ingen svare på.

SE FOTOS HER

PS. Her er ulideligt varmt - 35 grader i skyggen og ingen vind