Viser opslag med etiketten visum. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten visum. Vis alle opslag

torsdag den 28. januar 2010

Rejsen i tørre tal


Torsdag den 28. januar 2010:

Man kan selvfølgelig opgøre en rejse på mange måder – den letteste er altid den faktuelle og målbare, men sjældent den der siger ret meget om turens indhold. Jeg synes dog alligevel, at de faktuelle forhold afspejler om ikke andet så noget om turens karakter. det er primært Google maps, der er årsagen til, at nedenstående tal kan regnes for at være helt præcise:

  • Turen længde: 150 dage
  • Antal lande besøgt på rejsen: 10 lande i Asien + Australien og Fiji (Østrig og England er ikke talt med)
  • Antal hoteller/hostels/guesthouses: 57
  • Antal kilometer i fly: 62. 579 km
  • Antal kilometer i bus: 5.631 km
  • Antal kilometer i tog: 3.490 km
  • Antal kilometer på motorcykel: 400 km
  • Antal kilometer på skib: 1.958 km
  • Antal stempler i passet: 34
  • Antal visa i passet: 4
Hertil skal selvfølgelig lægges et ukendt antal kilometer i undergrundsbaner og metroer, taxakørsel og sporvogne samt et overvældende antal kilometer på gå-ben:)

Der har også været gang i den på bloggen. Jeg tror, jeg med ret stor sikkerhed kan konstatere, at Bloggen er den bedst opdaterede rejse-blog på nettet:)

Antal indlæg på bloggen: 322 indlæg Antal uploadede billeder: 4.819 fotos
Antal uploadede video: 273 videoer

mandag den 18. januar 2010

Hvem er Pacific Blue??


Tirsdag den 19. januar 2010:

Da jeg ankom til lufthavnen i Darwin var det første jeg så at Pacific Blue´s afgang til Bribane var forsinket 40 minutter. I spøg lod jeg en bemærkning om forsinkelsen falde i check in. "Så er Virgin Blue da ikke helt alene med at være forsinket..." sagde jeg med et glimt i øjet. Damen forklarede nu at Pacific Blue og Virgin Blue er samme selskab. Pacific Blue er bare den del af selskabet, som flyver uden for Australien, mens Virgin Blue tager sig af al domestic flyvning.

Jeg er med andre ord igen rendt lige ind i det berygtede Virgin Blue med alle forsinkelserne. Den søde virgin-pige smilede dog og beroligede mig med, at jeg nok skulle komme rettidigt til Fiji. Herefter skulle jeg dokumentere, at jeg faktisk vil forlade Fiji igen - dette kan kun gøres med en flybillet. har man ingen returbillet, kommer man simpelt hen ikke ind i Fiji. Heldigvis havde jeg en returbillet og oven i købet ny printet fra den lokale internetcafe i Darwin. Nu skulle jeg kunne rejse ind i Fiji uden problemer. Som dansker behøver man ikke engang visum - bare man ikke opholder sig mere end 4 måneder i landet.


Nu sidder jeg jeg altså atter og venter på Virgin Blue - pt siger de at jeg kan forvente at flyve kl. 02.15, men med en mellemlanding i Brisbane på 3 timer når jeg det jo nok:)

lørdag den 26. december 2009

Alt er anderledes – næsten

Lørdag den 26. december 2009;

Ankom til Perth i nat kl. 04.00. Der var 16 grader og befriende køligt. Visum til Australien havde jeg fået elektronisk over nettet (et såkaldt E-visitor for turists) Jeg ansøgte den ene dag, og fik svarmail og godkendelse den næste. I lufthavnen var den elektroniske besked allerede kodet sammen med mit pas, og uden problemer kom jeg igennem tolden og fik mit stempel. I øvrigt er sikkerhedsforholdene i lufthavnen præcis som man ser det i tv-serien Border-Security – alt bliver tjekket, og man er især meget strikse omkring madvarer og den slags ting.

Uden for lufthavnen stod der ingen kødrand af taxachauffører, som alle ville have mig som kunde – ingen skænderier om pris osv. Fantastisk! Men at jeg er kommet ud af cirklen af asiatiske udviklingslande fik jeg snart at mærke på den hårde måde. Turen fra lufthavnen til Northbrigde bydelen, hvor mit hostel ligger kostede 35.... dollars!! (160 kr) Turen tog 10 minutter og ville have kostet en fjerdedel i Bali.

Jeg bor på Britannia on William – et backpackersted med plads til mange gæster. Her er de obligatoriske 10 sengs stuer til 29 dollars – og så et singleværelser for 39 dollars. 180 kr. for en overnatning er voldsomt, når man lige har rejst 4 måneder rundt i Asien. Værelset er 6 m2 og består af en seng og en stol. Ingen aircondition (der er over 30 grader om dagen) og intet toilet. Der er fælles toilet og bad på gangen. Heller ingen fri wifi, det koster 10 dollars for 4 timer– men til gengæld en fin internetcafe i tilknytning til receptionen. Samme standard gav jeg 40 kr. pr. nat for i Jakarta...

Jeg sov til kl. 09.00 og tog mig et bad, inden jeg bevægede mig ud i den morgenhede Perth. Det slår en, at der ingen mennesker er.... Godt nok bor her 1,5 millioner af slagsen – men det mærkes slet ikke. Ingen kaotisk trafik og ustandselig dytten, ingen råben og skrigen fra folk, der tilbyder alverdens ting. Alle skilte kan jeg læse og forstå, og kommunikationen letteregøres en del – da alle her snakker flydende engelsk:)

Strømstikkene her er meget mærkelige – så mærkelige, at mit multi-stik-til-hele-verden-adapter-sæt fra Danmark ikke kan hjælpe. Min telefon havde ingen strøm, og min computer var også tæt ved at være flad – så morgenen gik med at finde sådan en sjover. Jeg fandt en ret hurtigt og måtte smide 20 dollars for den (92 kr.)

Jeg skal være i Perth i 3 dage – rejser videre til Sydney den 29. december, hvor jeg har planlagt at holde nytår. Jeg vil bruge dagene til at se lidt nærmere på byen, der trods sin størrelse er utrolig hyggelig og nem at navigere i.

Det mest fantastiske ved skiftet fra Asien til Australien er nok, at jeg for første gang i 4 måneder falder i et med mængden. Ingen kan i princippet spotte mig som turist – den følelse er virkelig utrolig – f.eks. har to kinesere i dag spurgt mig om vej – og ved havneområdet (Waterfront), hvor jeg nød en stille sodavand i solen, satte en ældre mand sig på bænken og talte til mig som om jeg var indfødt. Det er specielt pludselig at skulle begynde alle samtaler med – jeg er altså turist, og det derfor jeg måske spørger lidt dumt....

En ting har dog ikke ændret sig fra Bali – tidszonen! Men den ændrer sig kraftigt, når jeg rejser til Sydney – ligesom varmegraderne også falder så vidt jeg kan forstå. Jeg ser drømmende frem til 24 grader i skyggen, og noget der minder lidt mere om dansk sommervejr.

OBS: Upload til galleriet virker ikke pt:( (Galleriet er nu oppe igen - se fotos her)


-












torsdag den 17. december 2009

Medan – en kogende kedel af kaos


Torsdag den 17. december;

Jeg ankom 20 minutter før min afrejse fra Penang til Medan – den største by på Sumatra, og Indonesiens 3. største by. Årsagen er selvfølgelig, at der er en tidsforskel på en time - så uret skulle stilles tilbage:-) I lufthavnen måtte jeg af med 250.000 indonesiske penge for et visum inden jeg blev lukket ind. Efter det sædvanlige kaos med veksling af penge og hævning i ATM fik jeg en taxachauffør til at køre mig ind til byen.
Her er man vant til, at turister er på gennemfart – og da de kun er i byen højst to dage, skal der virkelig arbejdes for at få vredet penge ud af dem. Det mærker med det samme – alle omkring en har et godt tilbud lige fra ture i omegnen til billig sex. Alt er kaos – næsten på niveau med Hanoi. Her er larmende, beskidt, fattigt og ildelugtende. Masser af forurening og et gensyn med et utal af tiggere, som jeg næsten ikke så i Malaysia. Chaufføren kørte mig hen til et kæmpe hotel ”Asean International” og jeg sagde med det samme, at det så alt for dyrt ud. Kæmpe reception med uniformerede personale, 4 restauranter, egen ATM-automat og roomservice + inkluderet morgenmad. Pris? 90 kr pr. nat..... Jeg var lykkelig. 90 kr. er ganske vist i den dyre ende – men sikke en luksus. På værelset er der minibar, internationale tv-kanaler og badekar:-)
Fra Lonely Planets bog om Indonesien står der også, at de billige hoteller/guesthouses ikke eksisterer i Medan – men at man skal gå efter hotellerne i middelklassen. Det har jeg så gjort, og booket mig for to nætter.
Selv om byen er temmelig kaotisk (og varmen hjælper ikke på det) har det første møde med indoneserne været positivt. De er snakkesaglige og imødekommende, og meget smilende. Det er dejligt, når man kommer til et nyt land, at man bliver modtaget på en positiv måde. Det giver et godt afsæt for de næste dages eventyr. Det skal dog siges, at flere har advaret om tyvebander og uærlig hjælpsomhed, og anbefalet en lokal guide, hvis man skal på ture – idet alt for mange vil prøve at snyde en.

I morgen vil jeg til Lake Toba, der er verdens største kratersø - resultatet af et gigantisk vulkanudbrud for ca. 75.000 år siden. Den ligger i 800 meters højde og er i dag et af Sydøstasiens smukkeste og mest særprægede naturområder. I aften vil jeg undersøge, hvordan det lige skal foregå – jeg har desværre ikke tid til at bo derude, da jeg egentlig er på vej til Bali.

PS: Internettet er meget langsomt her i landet – og jeg har en fornemmelse af, at det betyder færre uploads af især fotos – sorry:)

SE FOTOS HER (hvis det lykkes at uploade nogen...)

søndag den 15. november 2009

Overraskende effektiv


Propper i ørerne ved landing med flyvemaskine kan nedsættes en del ved brug af tyggegummi. Det er bare så fandens svært at få ud bag efter!!

Jeg er landet i Cambodja efter en rolig flyvning med Lao Airlines. Cambodja overrasker fra starten ved at være utrolig effektiv ved ankomsten til Siem reap International Airport. I denne her del af verden kan udskrivning af visum og diverse andre papirarbejder tage en krig. Bureaukratiet plejer at klistre én op ad ryggen til man passivt bare accepterer, at det kan der ikke ændres på.

Men i Cambodja gik der præcis 12 minutter fra jeg stod ud af flyet til jeg havde et fint visum til ophold i 30 dage – og det til trods for, at jeg ikke havde de nødvendige pasfotos. Men dollars kan gøre meget sådan et sted:-)

Overraskelserne fortsatte i ankomsthallen, hvor der ikke stod 200 taxichauffører og ønskede en som kunde med høje råb og sidetilbud om eksotiske hoteller. Nej her var tre muligheder for at komme de 8 km ind til byen. Minivan, taxa eller motorcykel. Prisen er fast og betales ved bestilling. De fleste andre lande jeg har besøgt på denne rejse begynder også med en fast pris – men lige så snart man sidder i taxaen, så skal der forhandles.

Jeg valgte selvfølgelig at sidde bag på motorcykel – betalte 2 dollars og så ellers i fuld fart til city. Fyren der kørte havde også et godt bud på et billigt guesthouse med fri wi-fi.... Jeg var tændt!!

En af de ting, som er det samme i Cambodja som Vietnam og Laos (og Filippinerne især) er de hurtige tilbud om søde piger. Især når man rejser som single, vælter det ind med disse forslag til øvelser i Cambodjansk kropssprog. Men alligevel måbede jeg noget, da tilbuddene her blev efterfulgt af ”bare rolig de er testet for AIDS”. Sandheden er nemlig at AIDS her er langt mere udbredt end i Laos og Vietnam.

Efter en køretur på 10 min. var vi ved Tropical Breeze Guesthouse. Jeg kunne lide stedet med det samme. Personalet var imødekommende og atmosfæren var rar. De havde kun et værelse tilbage med tre senge – men det kan jeg leve med:-)
Der er mange backpackere her – og det borger for kvaliteten, og hotellets restaurant er super hyggelig – og jeg fik ved ankomsten den bedste pizza jeg har fået på hele turen. På menukortet kan man for 3 dollars ekstra få sin pizza HAPPY... Men jeg synes nu jeg var happy nok for i dag!

I receptionen kan man leje motorcykler for 15 dollar om dagen. Det anbefales når man skal se alle templerne, hvoraf Angkor Wat er det kendetest. Men så sagde fyren som havde kørt mig fra lufthavnen, at han gerne ville køre mig rundt i morgen og vise mig det hele. Pris 15 dollars. Vi aftalte, at han skal hente mig kl. 10.00. Så får vi se om han kommer.

PS: Værelset koster 10 dollars og 13 med aircondition. Jeg sagde, at jeg ikke ønskede aircondition og gik så backpackerstolt op på værelset. Det er 1 time siden, og jeg har lige hentet den remoter til AC – her er ulidelig varmt...

SE FLERE FOTOS HER

søndag den 1. november 2009

Ankommet til Laos.


Den 1. november 2009

Vi ankom til grænsen Lao Bao kl. 07.00 søndag morgen. 11 timer efter afgang fra Hanoi. Da vi befandt os temmelig højt i bjergene, var det ret koldt, og Frederik og jeg skulle gå over grænsen – sikkert fordi vi var de eneste i bussen med et underligt pas. Først gennem den vietnamesiske grænse, hvor de opdagede at vi havde været 7 timer for meget i Vietnam. Ups - vi skulle have været ude af landet den 31. oktober.... Bøden for ”overstay” er 5 dollar pr. døgn. Herudover koster det 1 dollar generelt at forlade landet. Nu gik vi de 100 meter over til grænseovergangen i Laos. Her var der ingen problemer, men igen måtte vi betale for at komme ind i landet (2 dollars) , noget alle skal betale. Vi skal være ude af Laos den 30. november. Det må vi overholde denne gang.

Nu gik turen så til Vientiane – Laos´ hovedstad. Bussen snørklede sig igennem bjerglandskabet og i takt med at vi kom ned fra bjerget steg temperaturen kraftigt. Når en passager blev tissetrængende, så gav man chaufføren et tegn, og han stoppede med det samme i vejkanten. Herefter trimlede de tissetrængende ud af bussen. Pigerne tissede til højre og mændene til venstre.

Da der ikke er så meget offentlig transport i Laos fungerede vores bus som en slags rutebil ned af bjerget. Folk stod på og af, og efter 19,5 timer havnede vi endelig i Vientiane. Byen er ekstrem stille sammenlignet med Hanoi, og som rygtet havde sagt os, er livsstilen meget tilbagelænet. Ingen kommer og hiver i en og pisker en stemning op.
Vi begyndte straks at lede efter et hotel, og mens vi i Hanoi kunne vrage og vælge, var alt næsten optaget her. Men vi er nu havnet på et rigtig lusket sted til 7,5 dollars for en nat. Virkelig low budget!! Men vi tager det som en oplevelse og glæder os til at se nærmere på byen i morgen. Vi trænger virkelig til en lang nat i en rigtig seng.

SE FOTOS HER

torsdag den 29. oktober 2009

Visum til Laos


Så er vores pas kommet tilbage med visum til Laos, og vi er dermed klar til afrejse den 31. oktober. Inden dag venter der dog lige et spændende døgn i Halong bay....

onsdag den 28. oktober 2009

Hvor er Onkel Ho?

Onsdag den 28. oktober 2009:

Idag var formiddagens program at møde Ho Chi Minh i egen person. Han er nemlig balsameret og kan beskues i Ho Chi Minh Mausoleet i byen. Dette møde blev dog ikke som vi havde regnet med - Onkel Ho var bortrejst!

Men inden vores søgen begyndte, skulle vi have morgenmad og den indtog vi på H Silk Restaurant. Stedet er nævnt i Lonely Planets "Bibel" og skulle være svært at finde, da det tilsyneladende blot ligner en butik med silkestoffer. Vi fandt stedet og blev via en trappe bagerst i butikken guidet op på første sal, hvor der ganske rigtig var en lille restaurant. Vi sad på balkonen og nød Hanois travle morgentrafik og spiste morgenmad.

Efter H Silk gik vi ned og fandt en cykeltaxi og blev kørt igennem byen til Ho Chi Minh Mausoleet, der også indeholder et museum om den elskede landsfader. Ho Chi Minh selv ønske ikke al den ståhej om sin person og havde frabedt sig en balsamering. Han ville i stedet for kremeres og have asken spredt over det land han elskede. Han fik som bekendt ikke sin vilje og kan nu under store sikkerhedsmæssige omstændigheder ses dagligt. Bare ikke i denne tid.
Ho Chi Minh bliver nemlig en gang om året fløjet til Moskva, hvor han bliver istandsat og frisket op... Så efter en rundtur i museet måtte vi sande, at trækplasteret var bortrejst. Oplevelsen var ikke dårligere af den grund, og vi kunne glade tage cykeltaxaen tilbage til centrum.

Frokost spiste vi i "No Noodles"- en sandwichbar, der nok især henvender sig til backbackere, der trænger til et madmæssigt løft ud af dén vietnamesiske suppe, der er fast tilbehør i snart sagt alle retter.

Det var nu tid til at drikke øl! Nordvietnam har nemlig æren af at producere verden billigste øl. Den hedder Bia Hoi og serveres kun i glas. Den leveres dagligt i plastikdunke til de små hjørnecafeer og gaderestauranter, der også er de eneste steder man kan kan købe den. Det koster 75 øre for et stort glas og det er jo svært at sige nej til - indtil man har smagt den.... Nok verdens billigste øl - men måske også den værst smagende. Den har en alkoholprocent på 3, så her er ikke engang en grund til at drikke det lokale sprøjt. Vi betalte i hver fald og forlod to halvfulde glas på gadebaren uden lyst til at gentage den oplevelse.

Resten af dagen har vi ikke planlagt endnu, men vi får senere vores pas tilbage med visum til Laos, hvor vi tager til den 31. oktober. Et visum koster 40 US dollar. Et turistvisum giver 30 dages ophold i landet. Vi glæder os allerede.

SE FLERE FOTOS OG VIDEO HER


fredag den 14. august 2009

Pakkeliste klar...


Tiden nærmer sig dramatisk afrejsen fra Danmark. Vi er derfor gået i ”pakke-mode” og har lagt hovedet i blød for at lave en liste over alle de ting vi skal have med. Den meget tænkning har resulteret i nedenstående liste:

Medicin:
Imodium+(stoppemiddel til diarré)
Malaria piller
Pamol
Førstehjælpskasse

Pakliste:
Solbriller
Hat
Schweizer-kniv (den med tandstikker)
Lommelygte
Kamera (Panasonic dmc-ft1)

1 par lange bukser
2 par korte bukser
5 par underbukser
4 t-shirts med korte ærmer, let stof
1 skjorter/bluser med lange ærmer
Let regnjakke
Badetøj (1-2 lette håndklæder)
Fleecetrøje eller vindtæt jakke
Håndklæde
2 par strømper
Gode trekkingsandaler
Lader til mobil og kamera
Multiadapter
Mini PC
Tændstål

Toiletgrej:
Tandpasta
Tandbørster
Deodorant
Shampoo
Negleklipper
Pincet
Aftersun lotion
Skraber
Baberskum
Solcreme med høj faktor
Myggebalsam
Lille saks

Diverse:
Rygsæk (70 liter)
Lille rygsæk til håndbagage (20 liter)
Let sommersovepose
Kleenex
Rejsebøger (Lonely Planet)
Kuglepenne
MP3-afspiller
Pengebælte til pas, penge, billetter
Vaccinationskort

Penge / pas:
Pas/Visum
US-dollars
Kreditkort
Billetter
Kopi af billetter og pas m.v.
Forsikringspolice




Del på Facebook

torsdag den 6. august 2009

Kinesisk visum og penge...



VISUM
"Ambassaden kan oplyse at de kinesiske myndigheder slår hårdt ned på folk der glemmer at fornye deres visum / opholdstilladelse i tide, og dermed ”overstayer” i Kina. Der er forekommet tilfælde med store bøder og fængslinger.
Ambassaden anbefaler derfor kraftige, at danske statsborgere er særdeles omhyggelige med at checke deres visum / opholdstilladelse og få disse fornyet i tide"


Det er hermed gjort - og begge vores pas prydes nu af kinesisk visum!!

Besøg den kinesiske ambassade i Kbh. Det gir mening






PENGE
De kinesiske penge er bogstaveligt folkets penge og hedder derfor 'Folkets Penge' på kinesisk: Renminbi. Renminbis møntenhed er Yuan, der deles op i ti Jiao, hvilket igen deles op i ti Fen (som meget sjældent ses, da den ikke har den store værdi). Da kineserne ikke altid bruger samme ord, når de taler, og når de skriver, har alle ovenstående møntenheder selvfølgeligt ofte andre navne. Altså kaldes Yuan for kuai og Jiao for mao. Det kan ind imellem virke lidt forvirrende, ikke mindst da der er gamle og nye sedler og da der findes både fem Yuan- og fem Jiao-sedler, så man skal lige passe på, man ikke pludselig har fået en forkert seddel af en lidt for smart handlende (men det sker meget sjældent). For at gøre det hele lidt mere forvirrende er der andre møntfødder i både Hong Kong og Macau, hvor der bruges henholdsvis Hong Kong Dollar og Pataca.

Del på Facebook