Viser opslag med etiketten kommunisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kommunisme. Vis alle opslag

fredag den 20. november 2009

Costa del Cambodja



Fredag den 20. november 2009;

Ved middagstid ankom jeg til Sihanoukville i den sydvestlige del af Cambodja. Stedet er som turiststed først opdaget i de senere år, og selv om strandene her ikke regnes for så gode som i nabolandet Thailand – så er der virkelig noget at komme efter.

Jeg har indkvarteret mig på GST Guesthouse for 5 dollars pr. nat. Dette betyder, at der ingen varmt vand eller aircondition er på værelset. Sådan er standarden, når prisen sal være lav. Men der er eget toilet, hyggelig restaurant og Internet-café:-) Og så er der kun 25 meter til havet. Hele området er en besynderlig blanding af Costa del Sol og beach-miljøet, som jeg forestiller mig man finder det på Jamaica. Restauranterne er flyttet helt ned til vandkanten, og lever af det turisterne køber for at kunne holde varmen ud. Flere af restauranterne tilbyde også gratis overnatning i primitive bungalower – men den del af backpacker miljøet tilhører jeg nu ikke endnu:-)

Byen er selvfølgelig opkaldt for at hædre den hedengangne konge Sihanouk, og blev bogstavelig talt hugget ud af junglen i slutningen af 50´erne for at gøre plads til den første havn i Cambodja, der kunne føre dybtliggende skibe for på den måde at undgå, at al trafik af varer skulle foregå via Vietnam.
I dag bor her ca. 60.000 mennesker og en del af dem lever af den kraftigt stigende turisme. Her er 4 strande som alle er meget velbesøgt – også af mere velstående cambodjanere fra Phom Penh. Herudover er der en del øer i området – som alle er med hvide strande og med en næsten Robinson Crusoe´sk atmosfære. Man kan selvfølgelig købe udflugter til disse øer, og evt. overnatte på primitiv vis uden elektricitet eller andet godt.

Mit hotel ligger ved Occheuteal Beach, som også er der de fleste backpackere holder til. Her er billig overnatning, billige restauranter og et afslappet barmiljø med konstant Bob Marley musik i højtalerne, matchende de backpackere, der lufter deres rastafari-hår, mens de smøre deres sarte kroppe ind i solcreme...

Den megen turisme har selvfølgelig også ført alle skyggesiderne ved denne industri med sig. Det kan aflæses af hotellet regler, der hænger på alle værelser. Reglerne afspejler også at der dog trods alt forsøges at sættes grænser i et land, hvor alt tilsyneladende er tilladt. F.eks. står der:

- det er forbudt at udnytte børn seksuelt. Alle former for børneprostitution er forbudt på vores Guesthouse
- Det er ikke tilladt at medbringe nogen våben eller eksplosiver, ligesom narkotika eller andre giftige substanser ikke er tilladt

Når et stærkt kommunistisk styrer falder, giver det befolkningen mulighed for at få del i alle de gode, som vi i den vestlige verden er så stolte af – talefrihed og demokrati, mødefrihed og ingen censur. Men altså også prostitution af børn, narkotika og dets følger af kriminalitet samt aids og andre seksuelt relaterede sygdomme. Alt dette i et miks af gigantiske våbenlagere fra mange års borgerkrig kan nemt blive en farlig cocktail.

Foreløbig består cocktailen dog kun af billig vodka, happy pizza, en masse sol og hvide strande tilsat et skvat Bob Marley.... Og det er nu ikke så værst:-)

PS: Har købt et pa Ray Ban solbriller (næsten ægte) for 2 dollars.

SE FOTOS HER

tirsdag den 3. november 2009

Lao Lifestyle


Den 3. november 2009:

Som allerede omtalt i tidligere indlæg på bloggen, er Laos er meget tilbagelænet land. Hvis der skulle kåres en verdensrekord i ikke at lave noget og nyde livet med et stort smil, så kunne Laos vinde.
Der er et ordsprog der siger; I Vietnam sår man risen, i Cambodia ser man på den gror og i Laos lytter man til den gror... Sådan er livet her – læn dig tilbage i stolen og slap af, alt skal nok blive okay alligevel.

95% af al øl der drikkes i Laos er Beerlao – i hvert fald når vi taler turister og den højere middelklasse. Selv om prisen er meget lav, er den stadig for høj for de fleste i Laos. 75% af befolkningen lever for under 10 kr. om dagen.

I Laos er man kommunister! Der hænger røde flag med gule hammer og segl overalt – også ved private hjem. Men som én sagde til os med et glimt i øjet; ”Jeg er kommunist, men jeg kan godt lide penge..” Landet ledes hårdt af det et parti LPRP (Lao´s Peoples Revolutionary Party).
Her bor ca. 1 million flere mennesker end i Danmark. Børnedødeligheden er ret stor – man mener at hvert tiende barn ikke bliver 5 år.

Mænd i Laos forventes at være munke i en kortere eller længere tid af deres liv. Dette sker bedst efter endt skolegang og inden man stifter familie. Minimumsgrænsen for at aftjene sin munketid er 3 måneder. Bybilledet fyldes da også overalt med orangefarvede munke, der kronraget i sandaler handler ind, cykler eller kører rundt i tuk-tuk (knallerttaxi).

Vi har allerede opnået en del tæt kontakt med befolkningen her via vores crazy idé med at køre på motorcykel,- og vi kan konstatere, at vi har mødt et meget åbent og hjælpsom folk, der aldrig beder om penge. Man skal selv spørge hvad de skal have for hjælpen – ellers sker der intet.

Et godt eksempel var i dag, da jeg for anden gang kørte tør for benzin (Der må gerne grines) Frederik kørte afsted for at finde noget, og mens han var væk, kom en mand forbi på sin Honda. Han stoppede op og spurtgte om han kunne hjælpe. Han fik lidt penge og kørte nu den modsatte vej af Frederik, og 5 min efter var han tilbage med en plasticpose med benzin. Hans reaktion var den helt udanske, at han stak MIG hånden og sagde ”Thank you”. Måske er det det man får ud af at få mindst 3 måneder som munk – en glæde ved at glæde andre. Vi er med andre ord kommet til et land, hvor man siger ”Tak fordi jeg måtte hjælpe”. Den vil vi tage med os!!

Ang. Kommunisme og religion: Nøjagtig som i Vietnam er der såkaldt religionsfrihed i Laos. Men med den kommunistiske magtovertagelse i 1975 mistede munkeordenen sangha sin status i samfundet. Regimet forbød fx befolkningen at give almisser til munkene, som til gengæld fik en risration af staten. Munkene blev dog ikke udsat for de grusomme forfølgelser, der f.eks overgik deres fæller i Cambodia, og i 1990'erne har man kunnet spore en større religiøs tolerance fra regimets side. Munkene modtager dog stadig marxistisk lærdom, mens de er i tempel - men idag mest i form af viden om landbrug osv. Tilsyneladende har det kommunistiske system i Laos ikke kunne knække buddhismen - og politisk og religiøs tro lever nu fredeligt side om side.

PS: Frederik er sengeliggende med feber, men han er ved godt mod og jeg skulle hilse alle.

SE FLERE FOTOS HER

fredag den 23. oktober 2009

Vietnam - Paradoksernes land


Fredag den 23. oktober 2009:

Vietnam er bestemt paradoksernes land. Landet styres stadig på den hårde kommunistiske facon, hvor kun ét parti er tilladt, og hvor gaderne pyntes med politiske propagandaplakater, der af alt mest minder om noget der er fundet frem fra 70´erne.

Den afdøde Ho Chi Minh ses portrætteret overalt – en ikonisering som han til det sidste frabad sig. Alle pengesedler har hans milde ansigt påtrykt, og alverdens ting fra t-shirt til tandkrus kan fås med hans portræt.
Men under de store Ho Chi Minh plakater leves et meget vestligt orienteret liv i gadeplan. Ja næsten helt kapitalistisk. Her sælges alt i de små boder efter princippet om udbud og efterspørgsel. Bjerge af kopivarer tilbydes overalt – og koster ingenting. Selv T-Shirts med Obamas portræt kan fås i alle farver. Her udleves livets kamp på kold cash!
Taberne,- de der ikke kan sælge noget – er reduceret til tiggere og ses overalt. De heldigste af dem er de, der har et vansiret ansigt eller en deform krop. Det er som om turisterne bliver bløde om hjertet, når de ser det – det giver simpelt hen et bedre afkast. Det er så nemt at betale nogle få Dong for at få dem hurtigt ud af synsfeltet.
En pige på ca. 10 år med en kæmpe svulst i hele underansigtet, der krængede den blodige tunge ud af munden så den dinglede mellem de tre tænder hun havde, var ved at ødelægge vores appetit, idet hun tavst bare blev stående og afventede en lille belønning for sit udseende. Her kan man virkelig tale om Creep-show.
Af andre vestlige dyder, der umiddelbart ikke passer ind i et kommunistisk styre kan nævnes salget af hash, kokain og prostitution. Konstant bliver vi tilbudt disse forbudte varer, og alle ønsker imødekommes. Kvinder i alle aldre og former tilbydes ofte i forbindelse med udbuddet af massage. Hvis man ikke ønsker massage i mellemgulvet kaldes det ”clean massage” og fjerner øjeblikkelig interessen fra en som massage-objekt.
Drugs tilbydes på hvert et gadehjørne, og vietnamesere opfatter vist kun backpackere som dekadente europæere, der konstant render rundt i en hashrus med stådreng på!!

Når alt dette er sagt, er landet trods sin politiske dybrøde farve overraskende velfungerende. Google har endnu ikke kortlagt Vietnam, men mon ikke det snart kommer, når turistindustrien presser på. I provinsen går vietnameserne stadig rundt i det vi opfatter som silkenattøj og koniske stråhatte i deres rismarker med vand til knæene og hygger sig med deres vandbøfler og nudelsuppe. Her er tiden gået i stå, og de ved slet ikke, hvordan den vestlige kapitalisme og dens frigjorte handel med alt der kan sælges er blevet en del af Saigon og de andre større byer. De ser blot taknemmelig på de store portrætter i bybilledet af landsfaderen Ho Chi Minh og nikker høfligt til de gennemrejsende rygsækbærere og undres over deres tilsyneladende pludselige tilstedeværelse. Et syn de vist lige så godt kan vænne sig til for showet er først lige begyndt!