39 grader i skyggen på Penang...

Mandag den 14. december 2009;

Jeg synes det var varmt i Kuala Lumpur, men Penang slår alt, hvad jeg hidtil har oplevet på denne rejse. 39 grader i skyggen er næsten uudholdeligt. Sveden driver bare stille af en, og man har allermest lyst til at sidde på hotelværelset i den kølige aircondition.

Øen Penang er befolket med Panagiter (sådan kaldes de). Øen er gammel engelsk koloni, hvilket ses overalt i bybilledet. Man føler sig helt hensat til kolonidagene i 1800-tallet, når man spadserer rundt i byen. At mange gennem historien har kæmpet forgæves om magten på den smukke ø mod de seje øboere har givet øen tilnavnet; "The White Man's Grave". Men fra 1867 til 1946 var øen direkte under britisk herredømme.

Den 7. juli 2008, blev George Town, formelt indskrevet som et UNESCO World Heritage Site* . Det er hermed officielt anerkendt som en enestående arkitektoniske og kulturelle bybillede uden sidestykke overalt i Øst-og Sydøstasien.
Jeg foretog en lille byvandring efter jeg var ankommet, og det er simpelt hen en fantastisk by jeg er havnet i. Byen er kendt for, at her er tollerencen stor når det gælder religion.. Her er kinesiske og indiske templer, muslimske moskeer og kristne kirker dør om dør. Eksotiske dufter breder sig i de smalle gader, og der handles overalt.
Da byen huser størstedelen af turisterne, der kommer til byen, er den også gearet til det. Masser af hoteller, restauranter og cafeer og en utrolig hyggelig atmosfære skabt af smilende og imødekommende Panagiter – der ikke klistrer om turisterne som fluer, men lader folk få plads til oplevelsen. Byen ligger lige ud til stranden og har sin egen havn, så der er alt hvad man behøver for tilfredsstille alle slags turister. Jeg glæder mig i hver fald til de næste dage i byen, og krydser fingre for at temperaturen falder lidt.

SE BYFOTOS FRA GEORGE TOWN HER


*UNESCO World Heritage Site
En UNESCO World Heritage Site er et sted (f.eks en skov, et bjerg, en sø, en ørken, et monument, en bygning, eller by), der står på listen, som vedligeholdesværdigt af The International World Heritage Program administreret af UNESCO.
Listen indeholde steder af enestående kulturel eller naturlige betydning for den fælles arv for menneskeheden.

PS: Her til aften kl. 19.00 gav den høje varme resultat i et brag af et tordenvejr efterfulgt af enorme mængder af regn:-) Lad os håbe at luften nu er renset

Kanalmarked og Sultan Omar Ali Saifuddin moské

Torsdag den 10. december 2009;

Torsdag formiddag har jeg været på kanalmarked og besøg i Sultan Omar Ali Saifuddin moské. Begge steder er på hver sin måde meget synlige i Bandar Seri Begawa. Jeg begyndte ved kanalen og gik på marked. Det er helt sikkert her livet leves i byen. Et hav af boder er opstillet lige ud til kanalen, hvor et utal af vand-taxier fragter folk fra og til markedet fra den nærliggende vand-landsby Kampong Ayer.
Markedet er fyldt med dufte af diverse madvarer og støj fra råbende sælgere. Folk er smilende og imødekommende, og ingen hiver i én og forsøger at sælge en deres varer. Man kan stille og roligt spadserer rundt og nyde stemningen og folkelivet, som jeg jo savnede i går i det store fancy indkøbscenter.

Jeg tog efter markedet til Sultan Omar Ali Saifuddin moské som er byens og landets absolutte turistattraktion. Moskeen er placeret på en høj der er 52 meter og kan næsten ses over hele byen. I sær tagene med den ægte guldbelægning lyser op på afstand. Det er svært at komme ind i selv moskeen, idet den forbeholdes for muslimer.

Moskeen er klassificeret som en af de mest spektakulære moskeer i Asien / Stillehavsområdet og en stor turistattraktion. Og er selvfølgelig byens vartegn. Den er opkaldt efter den 28. Sultan af Brunei, og stod færdig i 1958.
Bygninger er tegnet af en italiensk arkitekt og materialerne er også kommer langvejs fra; For eksempel, er marmoren er fra Italien, granitten fra Shanghai, krystallet i lysekronerne fra England og tæppener fra Saudi-Arabien.
Det er en lang bro bugtende over vandet til Kampong Ayer (vand landsbyen). Også er der er en anden marmor bro som forbinder et skib, der anvendes til officielle statslige ceremonier.

Efter en rundtur om moskeen gik jeg hjem på hotellet, hvor jeg spiser alle mine måltider. Jeg nyder for en gangs skyld at bo på et ordentlig hotel og føler mig faktisk sådan lidt charterturist-agtig:-)

SE FOTOS HER

Når forskellen er olie....

Tirsdag den 8. december 2009:

Det er svært at tale om demokrati i Brunei, men det er også svært at se et folkeligt oprør lige om hjørnet. Landets leder Sultan Hassanal Bolkiah Mu'izzaddin Waddaulah sidder nemlig tungt på magten. Ud over at være sultan er han også eneherskende premierminister, regeringsleder og statsminister, og som for at vise folket sin kærlighed har han for vane hvert år til sin fødselsdag at give folket en gave. Det kan være et indkøbscenter, en moské eller som i 1994 sydøstasiens største forlystelsespark, hvor alt er gratis (Jerudong Playground).
Han er nemlig en af verdens rigeste mænd idet han bestemmer over de oliereserver man opdagede i det Sydkinesiske hav ud for Brunei i 60´erne. Olien betyder bl.a. at der i Brunei ingen indkomstskat er, at skoler og hospitalsvæsen er gratis og at landet har en kun ubetydelig arbejdsløshed. Herudover er kriminaliteten utrolig lav.
Olieforkomsterne har desuden betydet, at det ikke har været nødvendig at fælde regnskoven – som det f.eks. er tilfældet i Malaysia. Man siger lidt muntert her i byen, at man fra luften kan se, hvornår man forlader Brunei – nemlig når regnskoven holder op. Det er ingen tvivl om, at folk i Brunei er stolte af deres land og dets rigdomme – også selv om kun et lille mindretal har 24 karats guld på taget.... Dog gav sultanen alle offentlige ansatte en lønforhøjelse på sin 60 års fødselsdag.
I 2007 besluttede sultanen at gøre noget ved det stadig stigende problem med overvægtige børn i landet. Det blev besluttet, at junk-food reklamer ikke må sendes i TV før efter kl. 22.00

Landet er lidt mere end 10 gange større end Singapore, men her bor kun 360.000 mennesker, så der er bliver aldrig crowded:-)
Eksperter forventer at oliereserverne er tømt om 50 år, og så er det jo spændende om man kan fastholde den suveræne stat som nu. Det er svært at stå alene i verden uden dollars.

FAKTA om SULTANEN;
Sultanen har i øjeblikket sin tanden hustru. Hans tidligere kone, Pengiran Isteri Hajah Mariam, var en tidligere stewardesse for det nationale luftfartselskab, Royal Brunei Airlines (RBA), men de blev skilt i 2003, og han fratog hende alle hendes kongelige titler. I august 2005 valgte han en tidligere vært for malaysiske TV3, Azrinaz Mazhar Hakim, der er 33 år yngre end sultanen.
Prins Al-Muhtadee Billah er kronprins og Sultanens arving, den ældste søn af Sultan og Raja Isteri Pengiran Anak Saleha, hans første kone. Hassanal Bolkiah har fem sønner og syv døtre.

Læs mere om alle sultanens penge og biler

No drinks – no disco

Tirsdag den 8. december 2009;

Det tog 40 minutter at flyve fra Kota Kinabalu til Bruneis hovedstad Bandar Seri Begawan. Jeg vidste fra Lonely Planet at det er et dyrt land at bo i, og at low budget hoteller ikke findes i byen. Jeg besluttede derfor på forhånd at booke et hotelværelse, hvilket var lidt af et problem, idet mange hoteller allerede var booket. Jeg fandt dog Terrace Hotel med et rimeligt prisleje og en god placering.
Taxachaufføren der kørte mig fra lufthavnen til hotellet var god til engelsk og meget snakkesalig. På den måde får man mange gode informationer om det nye sted man er havnet. Han gentog hele tiden, at der var no driks og no disco. Nu mener jeg ikke selv jeg ligner prototypen på en disco-freak, men budskabet var klart fra hans side – her adskilte landet sig fra alt andet. Islam er vigtig, og det er derfor kun muligt at få skænket vin og spiritus på dyre restauranter og hoteller....

Jeg ankom ved 17-tiden, og det havde lige regnet. Her er meget varmt, og jeg ærgrede mig også over ikke at være kommet lidt tidligere – men håber på lidt forfriskende regn i morgen.

Jeg gik med det samme ud i byen medbringende et citykort fra hotellet og mens solen gik ned over moskeen, nød jeg den utrolige ro, der er i byen samt de få mennesker der var på gaden. I sammenligning med Kota Kinabalu virkede her nærmest menneskeforladt.

Jeg gik på Pizza Hut – her er nemlig ingen fortovsboder, hvor der sælges billig lokal mad. Nej her er fejet og rent og ikke så meget som et stykke slikpapir ligger og flyder. Efter maden gik jeg tilbage til hotellet og mødte her en tysker og vi faldt i snak med en af de lokale hotelansatte. Også han nævnte det med alkoholen og så sagde han med understregning, at Brunei godt nok var et rigt land med en meget rig sultan – men at befolkningen aldrig mærkede noget til det. Her sidder 0,1% af befolkningen på værdien konstaterede han.

Jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor jeg vil gå på opdagelse i byen i dagslys. Jeg skal bl.a finde ud af om folk i Brunei ikke bruger mobiltelefon. Her er intet signal:-(

Jeg har betalt for tre nætter og rejser videre på fredag!


Se fotos her

Kultur-tur i Kota Kinabalu

Søndag den 6. december 2009;

Kota Kinabalu en hurtigtvoksende by især fordi den er hovedbyen i Sabah og fordi byen er det vigtigste knudepunkt for flytrafik til for rejsende til det nordlige Borneo.
Byen er en moderne ”city” med mange indkøbscentre og en million hoteller. Ca. 60% af befolkningen er muslimer, men her er mange andre religioner repræsenteret – bl.a. katolikker. Måske skyldes det, at der findes en filippinsk koloni her, der driver en del handelsvirksomhed (og i øvrigt sidder på en stor del af prostitutionen).

Jeg besluttede at bruge eftermiddagen på at se lidt nærmere på de mere kulturelle tilbud i byen – og håbede på at finde lidt kølige steder, hvor jeg kunne krybe i ly for den kvælende fugtige varme, der er her.

Turen begyndte med Stats moskeen – der mildest talt er et mesterværk i moderne arkitektur. Den er placeret centralt i byen og troner med sine guldindlagte kupler. Jeg synes moskeen er et godt eksempel på en unik kombination af islamisk arkitektur og moderne design. Der er plads til 500 mennesker i moskeen, og taxachaufføren, der kørte mig derhen sagde at den besøges af muslimer fra hele verden.

Efter islamisk arkitektur gik jeg til Sabah Museum, der findes lige i nærheden. Nærmest som plantet midt i junglen ligger museet med bl.a. botanisk have og en etnisk landsby i naturlig størrelse. Det var alt for varmt til at vade rundt på det store areal – men samtidig så godt lavet, at jeg ikke bare kunne gå uden at se det færdigt.

På vejen hjem stødte jeg ind i Sacred Heart Cathedral – den katolske kirke. Der var total happy korsang og hallelujastemning, så jeg stak hovedet ind og blev der en times tid. Jeg betragter det nærmest som en slags koncert, hvor publikum indimellem deltog aktivt.

Efter kirkekor tog jeg hjem til hotellet, hvor jeg var blevet flyttet fra mit luksusværelse til et single-værelse til halv pris. Standarden er den samme – der er bare ikke så meget plads.

SE FOTS HER