Viser opslag med etiketten Nadi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nadi. Vis alle opslag

lørdag den 23. januar 2010

Farvel til Taveuni



Lørdag den 23. januar 2010;

Under morgenmaden kl. 07.00 stillede alle de kvindelige ansatte sig op på en række og sang en fiji-farvelsang til mig og 4 andre, der skulle rejse i dag. Bagefter fik vi alle knus og kram og hver en halskæde med skaller fra stranden. Ufatteligt så tæt man kommer på hinanden på så kort tid.

Tiden på Fiji har uden underdrivelse været nogle af de bedste dage på rejsen. Folk er fantastiske, naturen ubegribelig smuk og atmosfæren her er noget af det venligste og imødekommende jeg har oplevet på turen. Næste gang jeg besøger Fiji skal opholdet være længere – uden tvivl.

Efter morgenmaden sejlede vi ind til Taveuni, og kørte så med den ventende taxi ind til den lille lufthavn i Matei. Kamal var også mødt op for lige at sige farvel til alle. Utrolig sympatisk!

Lufthavnen i Matei er blot et lille træhus, hvor der er opsat lidt bænke til ventetiden og så det allervigtigste; En vægt!! Alt vejes, så man er sikker på, at flyet kan lette:) Først kufferter og rygsække, så håndbagage og sidt passagererne. Alle uden undtagelse skal op på vægten og have noteret sin vægt!!Flyet var som altid forsinket - dog kun med 5 kvarter:)

Vejret er klart og solen skinner – så det var en pragtfuld tur tilbage til Nadi. Jeg er atter indkvarteret ved Mama i Tropical Capricon hvor der både er varmt vand i bruserne, elektricitet og ikke mindst Internet. Jeg har brugt et par timer på at uploade ”taveuni-fotos” - håber I kan fornemme hvor dejligt her er!!

I morgen tager jeg et tidligt fly til Brisbane (Australien). Turen er beregnet til 1 time:-) pga. tidforskellen.

Se fotos fra rejsen i dag her

Tavenui – ikke til at få nok af


Onsdag den 20. januar 2010:

Jeg måtte allerede på anden dagen af mit ophold på Fiji sande hvad ”Fiji-time” betyder. Her venter man nemlig til tingene sker – og der er ingen ophidselse eller aggression, hvis ting ikke lige sker til tiden. Mit fly til Taveuni var to timer forsinket. Vi var 4 der skulle med flyet, der ellers har plads til 20 passagerer. Men efter to timers venten i den lille lufthavn i Nadi, kunne vi endelig komme afsted.
At flyve over Fiji i et så lille fly er fantastisk – dels fordi det på mange måder minder om en rutsjebane i Tivoli og dels fordi man har et fantastisk view over øriget, og de mange små ubeboede øer. Turen tog 1,5 time og i lufthavnen i Matei ventede en chauffør på mig, hvilket han havde gjort i lang id pga af forsinkelsen. Som alle på Fiji var han smilende og modtog mig med et rungende Bula. Han spurgte om jeg var dykker, siden jeg skulle bo på Dolphin Bay, og var noget overrasket, da jeg sagde, at det var jeg ikke. Jeg fortalte ham om min særlige interesse for datolinien, og han foreslog at vi kørte der hen med det samme. Vi skulle alligevel vente på en både til Dolphin Bay.
På den måde fik jeg allerede den første dag en gammel drøm opfyldt, og da jeg stod der på datolinien var det som alt gik op i en højere enhed. Jeg var lykkelig. (læs mere om datolinien i et senere indlæg)

Vi kørte nu ned til stranden hvor en meget lille båd ventede på os. Et par knægte sejlede mig til Dolphin Bay, der er det tætteste jeg nok kommer paradis i dette liv:) Turen tog en halv time, og på strandens hvide sand med palmer stod den sødeste fijipige og tog imod mig. Med den legendariske blomst i håret og et nøddebrunt hår, der brusede omkring hendes ansigt inviterede hun mig på en rundtur på pladsen. Alt er placeret ned til vandet. Der er en reception et par brusekabiner, nogle toiletter og nogle hytter man kan bo i. Jeg bor i safari-telt med en vidunderlig dobbeltseng ud til havet.
Efter rundvisningen var der aftensmad med de andre der bor her i øjeblikket. Der er en australier, en svensker, et par briter og en tysker. De har alle det til fælles at de er passioneret dykkere. De rejser jorden rundt og dykker så snart de har mulighed for det. Igen var overraskelsen stor, da de fandt ud af, at jeg ikke dykker, men var kommet primært pga. datolinien. Da der jo ikke er butikker eller andet her – er det maden fra Dolphin Bay der spises. Alle spiser samtidig, så der ikke skal laves mad flere gange, og det er samtidig med til at skabe en familiær stemning. Eller sagt på en anden måde; Man kommer hinanden ved!

Jeg har aftalt med ejeren, at jeg i morgen torsdag tager en slapper og nyder det fantastiske vejr og snorkler på koralrevet 20 meter ude i havet, og at jeg på fredag bliver sejlet ind til Taveuni og får en day-tour med chaufføren fra tidligere. Han vil så vise mig ”The Garden Island” som øen kaldes med al dens fantastiske natur.

Her er virkelig vidunderligt. Folk fra Fiji er meget anderledes end i Asien. Den polynesiske livsstil er afslappet og smilende og her har man europæisk standard mht. højde:) Trods fattigdom er her rent overalt – intet affald der flyder overalt, og der er ingen tiggere eller emsige folk, der konstant prøver at sælge én Tæshirt eller fake Rolex-ure. Vejret er helt utroligt. Trods regntiden er sat ind, er det uden regn. Det er synd for øen, der virkelig mangler regn – men for min skyld må det gerne vente et par dage. Det har regnet 1 dag de sidste 3 måneder siger de lokale og er lidt bekymret. Drikkevandsbeholdningen er blandt andet meget afhængig af regnen.

I aften er jeg inviteret til Fiji-hygge med dans og sang på stranden lidt længere henne.

Fakta om Dolphin Bay Divers:
Dolphin er placeret på Vanua Levu, Fijis næststørste ø, i en lille bugt, i Somosomo strædet, omgivet af regnskov og en hvid sandstrand. Der er ingen veje, ingen diskotek, ingen air-con og ikke 24 timer el. Der er dog et smukt hus, fantastisk koralrev for snorkling og svømning, en dejlig vandretur op ad bjerget hvis man er til det, og så er det et af de bedste dykkersites i Fiji med alle de berømte dykkersteder ved Rainbow Reef kun få minutter væk. ”Basic” men komfortabel indkvartering i hytte eller telt – her er noget for enhver pengepung. Maden er lækker og lavet ”fra bunden” med friske råvarer. Elektriciteten er en blanding af sol og generator, så opladning af f.eks. mobiltelefon eller computer kan ske i receptionen i få timer i løbet af en dag. Om aftenen er det fakler og petroleumslamper der er lyskilden, og en lommelygte er helt uundværlig.




tirsdag den 19. januar 2010

Mamas Tropical...

Tirsdag den 19. januar 2010;

Så er jeg efter en meeeget lang flyrejse ankommet til Fiji. Her er vi 12 timer foran Danmark, så alt er vendt på hovedet. Her er meget varmt og det regnede i går siger de lokale. Men i dag er vejret forholdsvis stabilt.
Efter en lille forsinkelse i Brisbane indhentede piloten den tabte tid, så jeg ankom til Nadi (udtales Nan-di) kl. 15.40 lokal tid. I Brisbane blev jeg endnu engang gennemtjekket af sikkerhedskontrollen, der støvsugede både mig og min bagage for eksplosiver. Det skal jeg åbenbart testes for hver gang – det er bombesikkert:)
I Brisbane skulle jeg tage air-train for at komme fra domestic til international lufthavn. Men billetten var betalt, så det var med til at slå ventetiden ihjel. Ved ankomsten til Nadi, var modtagehallen fyldt med lokale folk, der dansede og spillede musik. Jeg blev budt velkommen med en halskæde af muslinger. Hvis de havde vidst, at jeg allerede på forhånd havde booket et hotel, havde jeg nok ikke fået en...

Jeg havde booket plads i Nadi på Tropic of Capricon, som er et budgetsted for backpackers. Jeg blev hentet gratis i lufthavnen, hvor jeg stod flankeret af mænd med skoerter (sådan er deres nationaldragt vist) og mange bruger åbenbart også denne klædningsdragt i dagligdagen. Herefter blev jeg kørt ud til Mamas Tropical, som stedet bliver kaldt i folkemunde. Det kan jeg godt forstå. Tropic of Capricon ledes af en matrone af en fiji-lady, der kun kaldes Mama. Hun er smilende og en hver hjemves-ramt backpackers drøm om en moderertatning. Her er internet – og det foregår ved en maskine ved Mama, som betyder, at man næsten skal sidde på skødet af hende.
Mamas Tropical ligger lige ud til en vidunderlig strand og alt emmer af tropisk paradis. Men allerede i morgen har jeg bestil fly til Taveuni, der er en ø østpå. Den bliver kaldt the Garden Island, og Mama var henrygt, da fortalte det, da hun selv er fra den ø. De fleste backpackere tager nu nordvest på hvor Cast Away Island er – den kaldes sådan fordi Cast Away filmen med Tom Hanks blev optaget der.
Jeg har dog et helt andet projekt på Fiji, idet jeg altid har drømt at stå på datolinjen – 180 grader meridianen. Jeg vil simpelt hen stå med det ene ben i i dag og det andet i i går:-) Can´t wait!! Desuden kan øen også prale af at være kulisse til den film, som jeg selv som 15 årig så med stor interesse (noget med hed elskov i vandkanten)- nemlig ”Den blå lagune”

Der var gået et vandrør i mit hotelværelse, men Mama sagde bare, at så måtte jeg jo bo hos hende privat. 3 minutter fra hotellet er nu blevet installeret i gæsteværelset og jeg har fået udleveret nøgler til hele huset.... Mamas dreng bor her også, og vi er jævnaldrende! Hvad årsagen til han stadig bor hjemme er ved jeg ikke – men Mama mener nok ikke han er klar endnu til at flyve fra reden. Jeg kunne jo konstatere, at jeg ogsaa snart skulle hjem og bo ved mama:)

Fra i morgen er det intet Internet,- men selvfølgelig vil der komme opdateringer, når jeg er tilbage i Nadi eller evt. Brisbane.



mandag den 18. januar 2010

Næste stop er Fiji

Tirsdag den 19. januar 2010:

Aussie is an expensive bitch.... Sådan sagde en lokal fyr fra Darwin til mig i går, da vi fik en sludder over en øl. Han har ret. Prisniveauet er tæt på det danske – og rejsebudgettet er sprængt. Jeg laver derfor en ændring i rejseplanerne, der betyder, at jeg tager til Fiji i stedet for Indien. Turen afkortes også – mere om det senere.
I dag tager jeg Pacific Blue til Fiji Øerne med mellemlanding i Brisbane. Jeg passerer flere tidszoner og derfor ser tidsskemaet således ud:

Afgang fra Darwin kl. 01.35
Ankomst Brisbane kl. 05.55 (Brisbane er 30 minutter foran Darwin)
Transittid i Brisbane: 3 timer og 5 minutter
Afgang Brisbane: kl. 09.00
Ankomst Nadi (Fiji): 15.40 (Nadi er 3 timer foran Brisbane)

Også på Fiji er det regntid, og dermed forhåbentlig ikke ret mange turister. I hvert fald siger rygtet, at jeg ikke vil møde nogen af de mange bryllupsrejsende, som øerne næsten har gjort til sit speciale.



OBS: Jeg har på forhånd booket mig ind på et hostel, hvor jeg skal bo i ”jungle-telt”. Der er kun begrænset elektricitet om aftenen (mellem 18 og 22), ingen mobilsignal eller Internet. Bloggens læsere må altså vente med Fiji-opdateringerne til jeg igen er tilbage i Australien (den 24. januar.)

Se rejseruten herunder:

Vis stort kort