Adelaide – en sympatisk by

Onsdag den 13. januar 2010;

Jeg skal kun være i Adelaide i to dage,- og det har jeg allerede fortrudt! Dermed har jeg gjort samme fejl som mange andre, der blot bruger Adelaide som trinbræt til videre eventyr i Australien. Byen er godt placeret i det sydlige Australien og et fint udgangspunkt lige meget hvilken retning man skal. At byen ikke oversvømmes med turister er måske netop dens held. Det har givet byen mulighed for at udvikle sig på egne præmisser og skabe sin egen identitet.

Det første jeg bed mærke i efter min ankomst var, at byen er fuld af ungdom, fuld af frygtesløshed og energi. Det manglede Hobart. Der var ungdommen usynlig og virkede ikke tilstedeværende. Det er synd, for en hver by har brug for det spark bagi som ungdommen er så gode til. Byens borgere skal have noget at kigge efter, noget at sladre om, noget at blive forarget og forundret over. Det er der masser af i Adelaide. Her overhales man af skatere med deres hængerøvsbukser, her er punkerne i flok ved springvandet med deres nitter, piercinger og høje agressive musik, her er hippierne, der med flettet skæg og persiske bukser sidder i rundkreds omkring en guitarspillende guru, der måske er byens mest umulige musikant, her er modepigerne, der udfordrende klædt på, viser deres tatoverede små blomster frem på anklen og rockertyperne, der bag deres spejlglas solbriller gemmer deres bumser og generthed.

Her får voksengenerationen virkelig et modspil og noget at tænke over. Det skaber på en mærkelig måde en tolerance – her skal være plads til alle! Her er den pakistanske taxachauffør, der med åbne vinduer spiller sin urdu musik for fulde gardiner, den søvnige inder i sin frugthandel, gruppen af somaliske drenge, der med deres lande spinkle kroppe hænger ud ved døgnkiosken og den fordrukne invalidepensionist, der på krykker langsomt bevæger sig mod byens bænk til de andre bumser.

I sidegaderne blinker neonskiltene dagen lang og reklamerer for stripbarer, og værtshusene inviterer folk indenfor i mørket med slagtilbud på øl. Jo her er stemning og midt i mængden af historiske bygninger, universitet og museum, kan man opdage at ungdommen har skrevet tags – og atter gjort opmærksom på sig selv!
Jeg glæder mig til i morgen at se nærmere på Adelaide – efter en lille runde i bymidten er jeg allerede solgt!

Jeg bor på Blue Galah Backpackers Hostel lige midt i byen på King William Street. Stedet holder til på 1. sal og har 140 senge og lige så mange backpackere, der nyder det sympatiske Adelaide. Her er morgenmad med i prisen, og så sover vi alle i madrasser fra de olympiske lege i Sydney, som Blue Galah var heldige at få fingrene i efter efter legene:-) Her er en rigtig god atmosfære og et hjælpsomt personale. Jeg kan mærke at det bliver et godt ophold.

PS: Jeg elsker de lange lyse sommeraftener, hvor det stadig er lyst ved 21-tiden. Her går sydøstasien virkelig glip af noget.

Min internetadgang udelukker desværre atter uploads til galleriet....

Videre til Adelaide

Jeg forlader i dag Tasmanien og Hobart. Bortset fra oplevelsen igår på The Pickled Frog, har opholdet været en fatastisk oplevelse. Jeg flyver fra Tasmanien kl. 16.00 med et Tiger Airways fly og lander halvanden time efter i Adelaide. Tidszonen er også en anden - i Adelaide er de en halv time efter Hobart og altså 9,5 time foran Danmark.

Vejret i Adelaide de næste dage

Vis stort kort

En djævelsk oplevelse...

Tirsdag den 12. januar 2010:

I dag blev jeg hentet kl. 08.00 ved Pickled Frog (Et hostel, der senere på dagen skulle opleve et ægte dansk møgfald)
Mens min sidste tur til Wineglass Bay gik op ad østkysten, skulle dagens eventyr findes på vestkysten af Tasmanien. Jeg var nemlig stået på Bottom Bits tur til Mount Field Nationalpark.

Guiden denne dag var noget anderledes end sidst, og det var hans gæster også! Han var den perfekte biologi-naturvejleder-fjeldræv-type. Vi kender ham også fra de danske bøgeskove, hvor han falder i et med naturen, og fordyber sig sådan i den, at han på visse områder glemmer civilisationen omkring sig. Hans viden om naturen i Tasmanien er fabelagtig, og han både fortæller og smager på alting han møder. Sådan en letterer distræt ung fyr, der hvis han ikke fanger sit publikum, nemt bliver opfattet som både sær og kedelig.
Dagens guide havde desværre et par finker af fnisende tøser fra Tyskland med. Sådan nogle som konstant tager nærfotos af sig selv, og hvor den fantastiske natur omkring dem, efterfølgende blot bliver noget grønt utydeligt grums i baggrunden. Piger på 19 år fra Dortmund tænder ikke på naturvejledertypen!! – og derfor vælger de bevidst at køre deres eget fnise-show, der bl.a. peakede, da de så nosserne på en kænguru.
To andre i bussen var et spansk par, der kunne lige så meget engelsk, som jeg kan spansk. Noget af en udfordring for guiden, der jo så gerne ville formidle sit stof. Især den spanske pige mente, at hun havde krav på vide besked om alting – og guiden havde svært ved at slippe fra hende. Tilbage var vi ud over mig et andet tysk par (lærerpar med sokker i sandalerne) samt en ung fyr fra Sydney.
Jeg snakkede med guiden under frokosten, og da han fandt ud af, at jeg var fra Danmark, fortalte han stolt, at han har gået i skole med Mary. Til trods for, at jeg ikke er specielt royal, synes jeg det var en ret sjov information, og måtte da også lige høre om ikke han havde nogle saftige highschool-stories om Mary. Det var nu ikke tilfældet. Han sagde hele tiden, at hun var helt som de andre, og at hun ikke havde fremstået som speciel i skoletiden. Derimod var han meget interesseret i at vide, hvordan vi som danskere så på hende, og om hun var faldet til.
Det blev til en lang og ret sjov royal snak – og efterfølgende påstod guiden, at Mary var skyld i, at jeg havde taget turen til Tasmanien. Jeg benægtede – men er kommet lidt i tvivl efterfølgende. Jeg hader bare tanken om, at Mary ubevidst har ført mig hertil....

Dagens oplevelser blev så storslået, at guidens problemer med at trænge igennem tyskernes fnis og spaniernes manglende sprogfærdigheder ingen reel betydning fik.
På østsiden af Tasmanien gror nogle af de højeste træer i verden. De højeste er over 100 meter høje. At stå under sådan en sætte virkelig tingene i perspektiv. Hele naturparken, der er kæmpestor, er inddelt i forskellige ruter man kan gå. Vi gik et par timer i det man vel vil kalde urskov med kæmpe træer, hvis kroner lukkede for al sollys.
Vi gik rundt om Dubson Lake og fik oplevelsen af at være i et stykke uberørt natur. Virkelig fantastisk.
Herefter kørte vi til en Wild Life Park, hvor man virkelig kunne komme tæt på de australske dyr. Især havde Den Tasmanske Djævel min interesse. Nu havde jeg efterhånden set et utal af djævelbamser og turistindustriens forsøg på at profilere dette dyr som en anden Koalabjørn (der i øvrigt ikke lever på Tasmanien) Det projekt tror jeg bliver svært at gennemføre. Dyret er altså bare ikke cute... Det er en stor rottelignende dræber, der er altædende. Finder de et dødt dyr i naturen bliver det ædt op rub og stub – intet efterlades. Deres bid er så hårdt, at selv knogler bliver kvast. At kigge ned i øjnende på sådan en rottelignende kødhungrende ådselæder får ikke en til at sige – nåhhhr hvor er den sød – må jeg ikke holde den? Nej fy for den. Giv mig en plysset vegetar som pandaen eller koalaen!! Dyrepasseren var nu godt klar over dette problem, og sandheden er, at den tasmanske djævel er tæt på udryddelse, og at der lægges mange kræfter i at skrabe penge sammen for at skabe en fremtid for disse djævle. Men rent markedsføringsmæssigt tror jeg startegien skal laves om. Væk med alle plysbamserne og erstat det med noget mere reel information. Budskabet drukner simpelt hen i bamser,- og ingen ved rigtig, hvorfor det stakkel dyr er truet.

Dagen sluttede på Mount Wellington, hvor man fra 1200 meter højde kan se ned over Hobart og omegn. Det er et helt fantastisk syn, som vi alle nød – selvom det blæste en pelikan på toppen.

Da jeg kom hjem til mit hostel (The Pickled Frog) ventede der mig noget af en overraskelse. Mit værelse var tømt!! Jeg gik selvfølgelig ned i receptionen og spurgte hvad der var galt. De kunne nu fortælle, at jeg ikke havde booket til mere end i dag. Til trods for mails osv. der kunne dokumentere, at det havde jeg – så var mit værelse lejet ud. Efter en lang skideballe på både engelsk og dansk, fik jeg det sidste døgns penge retur og måtte gå derfra kl. 18.00 uden noget sted at bo. Alle meldte om ”alt optaget”, og jeg var lige ved at opgive, da Hobart Hostel kunne tilbyde et værelse til 95 dollars. Mørket var ved at falde på, og jeg tog imod tilbuddet og var glad for ikke at skulle sove på gaden.

SE FOTOS HER

Wild Thing

Mandag den 11. januar 2010;

Jeg havde egentlig besluttet at holde en ”fridag” og bare drive lidt rundt ved havnen og nyde solen i parken. Solen skinner fra en skyfri himmel, og varmen virker værre end den er, fordi den lette brise ikke har indfundet sig i dag.

I skyggen under palmerne i Hobarts parker ligger folk og læser eller småsnakker. Ismanden har kronede dage og langs med kajen i havnen ses folk med hvid solcreme på næsen og vand i flasken. Tempoet i byen er sat ned og det virker som om folk har besluttet at bruge dagen på at samle energi til resten af ugen.

Jeg lagde mig i en af parkerne med en flaske vand og en sandwich og lyttede til ”Under en strålende sol” af Khaled Hosseini og lod tankerne flyve afsted til Kabul og livet i Afghanistan. Lydbøger har den fordel, at man bare kan lukke øjnene og forsvinde ind i bogens univers og passer man ikke på, kan hele dagen nemt gå med det.

Efter et par timer i parken trængte jeg til noget koldt at drikke, og samlede derfor mine ting og gik i retning af Salamanca Place, hvor rækken af de gamle, forlængst nedlagte lagerbygninger i sandsten nu er erstattet af alt fra restauranter, frugtmarkeder, internetcafeer og kunstgallerier. Jeg fik på afstand øje på en rød båd, der i stor hastighed kom drønende ind i havnen. Jeg købte en iste og lod min nysgerrighed føre mig til den røde båd – den virkede dragende på min solvarme og søvnige krop.

Båden er ejet af Wild Thing Adventures og er en ombygget militærbåd fra New Zealand. Den har plads til 25 mennesker ombord og bagerst ses hele tre motorer med hver 300 hk. Jeg blev straks opdaget af en ansat på båden, der kunne se mine store øjne, der afspejlede blikket fra en lille dreng, der kun ønskede en ting i verden – en tur med ”The Wild Thing”. 5 minutter efter havde jeg indløst billet og sad fastspændt midt i selve båden. Der var en halv time til afgang, men jeg var lykkelig over den gode plads, og jeg kunne mærke, hvordan spændingen rullede rundt i mine blodårer. Det her skulle nok blive vildt – tænkte jeg. En halv time efter var de andre sæder fyldt af primært australske turister, og turen kunne begynde. Kaptajnen hedder Neil, og er født på Tasmanien, som de her blot kalder Tassie. Med den skæve australske accent bød han alle velkommen, og lod for en sidste gang tvivlerne stå af mod lovning om at refundere deres billet. Inden afgangen havde vi alle skrevet under på en længere smøre, der formelt fratog Wild Thing ansvaret hvis noget gik galt.

Vi var 25 ombord, der alle sad med samme forventning og spænding og især mændene opførte sig som teenagedrenge, mens de alligevel udgav sig for at være særdeles erfarne med sejlture af denne art. Især de der havde en søn eller to med sig, gav den som erfarne søfolk – men selv deres børn kunne vist gennemskue skuespillet, og morede sig over, at de her i virkeligheden var vidne til, at også de voksne havde svært ved at tøjre deres følelser.

Så gik det ellers afsted. Jeg aner ikke ret meget om hestekræfter og motorer, men jeg kan skrive under på, at 900 hestekræfter i en relativ lille båd går meget hurtigt!! Man får tårer i øjnene, som når man kører motorcykel uden hjelm, og al samtale var pga. larmen fra motoren umulig. Vi sad der og var helt bogstaveligt ”i samme båd” Kaptajnen Neil lavede store cirkler og nød vores gispen efter vejret. Skumsprøjt ramte os i ansigtet og landskaberne på begge sider af floden blev pludselig en sekundær ting af oplevelsen.

Turen tog en time, men føltes som 5 minutter, og selv om Neil ind imellem stoppede båden og fortalte små anekdoter om steder vi så, så tror jeg at vi alle nok mest vil huske tilbage på farten, suget i maven og forbløffelsen over hvilke kræfter der gemmer sig bag 900 hestekræfter fra Suzuki.
Efter turen lagde jeg mig atter i parken, lukkede øjnene lod turen køre for mit indre blik. Det eneste jeg manglede i dag var et langt hår, som vinden kunne have kastet fra side til side – ellers var alt perfekt!!

SE FOTOS HER

Polyesterfyldte skræmmende tøjdyr...

Lørdag den 9. januar 2010;

I Hobart er lørdag markedsdag. Mange har siden min ankomst talt varmt om Salamanca markedet tæt ved havnefronten og betonet, at det kun finder sted om lørdagen. Derfor var markedet mit mål i dag. Jeg slenterede gennem byen og fik morgenmad på en lille ussel café, der på et mat skilt bekendtgjorde, at her serveres den bedste breakfast i Tasmanien. Priserne var overkommelige, så jeg satte jeg ved et bord på fortorvet og bestilte en yoghurt med müsli og frugt samt en kop kaffe. Her som de fleste andre steder jeg har været er det vanskeligt at forklare, at jeg hverken drikker kaffe med mælk eller sukker – men ønsker at indtage den ”black”.
Fra cafeen havde jeg overblik over havnen, hvor der var gang i en slags udflugt med kanoer og kajakker. Midt mellem de store sejlskibe sås et utal af primært midaldrende mænd i redningsveste, padle rundt i havnebassinet. På kajen stod en del kvinder, der sikkert har været deres hustruer og klipsede løs med deres små digitale kameraer, mens de kom med opmuntrende tilråb. Til venstre for cafeen kunne jeg følge et andet maritimt sceneri. Her lå en træskonnert og vuggede med en 10-12 voksne ombord – alle udklædt som pirater. På kajen stod 25 børn linet op, også de med piratkostume på. Også her var alle mødrene samlet med kameraer og stolte blikke mod de børn, der om lidt ville forsvinde på deres første pirattogt.

Jeg var den eneste kunde på cafeen, og den ældre dame, der serverede min morgenmad, så ud som jeg næsten var lidt i vejen og markerede med et tydeligt kropssprog, at jeg det ikke var her jeg skulle hænge ud hele formiddagen.
Lidt senere da jeg betalte, gav hun dog mig et undskyldende smil, som om hun godt vidste, at hun havde været lidt kort for hovedet.

Jeg gik nu over mod Salanca Markedet og nød det dejlige vejr. Jeg tænker hver dag over, at vejret på Tasmanien i øjeblikket ligner meget dansk sommervejr. 25 grader med spredte hvide vatskyer på himlen og en behagelig brise, der gør varmen udholdelig.

Salamanca Marked var en skuffelse. Det begyndte egentlig så godt. På et græsareal udenfor markedet sad et par musikanter og spillede blues, og foran på græsset sad og lå folk i solen og nød musikken. Stemningen var afslappet, og der blev spist is og drukket kaffe. Alkohol er vist forbudt i det offentlige rum her – i hvert fald ser man aldrig øl eller fadølsbarer nogen steder. Alkoholiske drikke holdes pænt på de etablerede cafeer og restauranter

Selve markedet var som lovet stort og bestod af 4 rækker boder i en længde af ca. 100 meter. Men mens jeg måske havde forventet et marked, hvor den lokale tasmaner gjorde sine indkøb, så var det mere et marked af dem man ser i Legoland, hvor alt det der kan købes er souvenirs kun henvendt til turister. Den tasmanske djævel kunne her fås i alle afskygninger – som T-shirts, som bamser, som malerier og postkort. I det hele taget var den australske dyreverden rigt repræsenteret som polyesterfyldte skræmmende tøjdyr. Men ellers var det udskårne træfade som kun en turist kan finde på at købe samt solhatte- og briller. Selv i de små bogboder var repertoiret kun Tasmanienbøger og guider til vandreture i bjergene.

Midt i mellem alle disse boder vandrer så turisterne rundt og spiser is og klipser billeder af det de er blevet bildt ind er et lokalt historisk marked i Hobart.
Jeg købte ingenting – heller ikke is, men jeg klipsede da et par billeder til bloggen:)

I eftermiddag vil jeg gå op til musikfestivalen Soundscape og sidde mig på en græsskrænt udenfor. Jeg har fået at vide, at det er der man sidder, hvis man ikke har råd til at gå ind:) Musikken skulle være der, og med et næste fuldt overblik af festivalpladsen.


FAKTA:
Salamanca Place, hvor selve markedet afholdes består af rækker af sandstensbygninger, der er tidligere pakhuse for havnen i Hobart Town. De er siden er blevet omdannet til restauranter, gallerier, kunsthåndværksbutikker og kontorer. Stedet er opkaldt efter sejren i 1812 af Hertugen af Wellington i slaget ved Salamanca i den spanske provins i Salamanca.

Hver lørdager der Salamanca marked, som er meget populært blandt turister.

Salamanca Place er også populært efter mørkets frembrud hvor både lokale og turister nyder en øl eller spiser på de barer og spisesteder derligger der.

SE FOTOS HER

Hobart – med anderledes skyline...

Fredag den 8. januar 2010:

Hobart er en stor by taget øen i betragtning, og med et havneliv der skaber en unik atmosfære. Her er simpelt hen bare hyggeligt. At dumpe ned i Hobart fra Storbyen Melbourne er som at havne i en helt anden verden. Tempoet er langsommere, og der er ingen stress.

De store skyskrabere fra Melbourne er erstattet af en skyline af Mount Wellington på 1.271 meter høje. Som en dominerende og beskyttende væg rejser den sig og giver Hobart den perfekte baggrundskulisse.

Hobart er statens hovedstad og mest folkerige by i den australske østat Tasmanien. Og er samtidig Australiens næstældste hovedstad efter Sydney. Her bor ca. 200.000 mennesker. En bosiddende i Hobart er kendt som en "Hobartian". Byen ligger ved mundingen af Derwent floden.

Midt i byen ligger Liverpool Street, hvor mit hostel er placeret. The Pickled Frog er en lidt kluntet bygning, der er malet lysegrøn. Der er mange værelser – mest dorms (altså rum med mange senge). Selv bor jeg i et tremandsværelse og betaler så for alle tre senge. Her er partystemning og gang i den til langt ud på natten, og da mit værelse befinder sig tæt på de fælles toiletfaciliteter er det muligt at følge med i om bruserne er ledige:-) Jeg takker endnu engang på denne rejse for mit gode sovehjerte.

I lobbyen er der en stor bar og tourdesk, hvor man kan bestille ture rundt på øen. Jeg har i dag udset mig et par ture jeg vil på i løbet den uge jeg er her. Her er også Internet, men tit er det nede og ellers temmelig ustabilt. Det er måske det mest kritisable ved The Pickled Frog – men folk her er søde og imødekommende og undskylder med et smil, der dybest set betyder – Slap nu af ik? Du overlever nok....

I morgen er planen at jeg vil til marked på Salamanca Place – hvilket er ret kendt. Desuden er jeg havnet på øen samtidig med afholdelse af den årlige rockmusikfestival Soundscape – der afholdes i morgen. Det er jeg ret tændt på, men som alting herude, så er det morderligt dyrt også at gå til festival, så det bliver nok bare til en ”kigger” - en dags festivalen koster 400 kr.

Men ellers er byen fuld af spændende cafeer, restauranter og et sprudlende musikliv. Hvordan Hobart har kunne tiltrække al den kultur er svært at forstå, men et faktum er det, at her er masser af rockspillesteder, folkmusik og jazz.

Og vejret her er fantastisk; Fuck´n hot som man siger med temperaturer på over 30.

Internetforbindelserne her er ganske forfærdelige - og endnu en gang er det helt umuligt at uploade noget til galleriet - sorry

The Pickled Frog

Torsdag den 7. januar 2009;

Jeg er vel ankommet til Tasmanien og har indlogeret mig på The Pickled Frog. Det er et udpræget backpackersted med en masse unge rygsækrejsende, en glad bar med billige øl og wifi under hele opholdet for 5 dollar (det er meget billigt) Forbindelsen er dog meget svag - men kan da bruges til mails osv. Upload må jeg gøre i lobbyen fra internetcafeen. Det virker til at være et rart sted, hvor jef blev modtaget af meget venligt personale - og værelset er der ikke noget at udsætte på. The Pickled Frog er ud over populært backpacker Hostel samtidig en virksomhed med en grøn profil. Første indtryk er nu mest at den grønne farve hentyder til alle øl, men man fastholder at der er tale om en økologisk indstilling og global ansvarlighed samt ønsket om "at gi´ noget tilbage til samfundet". Jeg er spændt på at se det udført i praksis.

Til trods for backpackermiljøet er de australske priser helt vilde - og det har stadig svært at vænne mig til.
Jeg ankom til Tasmanien i mørke, og det er altid spændende at se næste dag, hvordan Hobart egentlig ser ud - jeg vil gå på opdagelse i byen i morgen!!

Bonusviden om Tasmanien

• Tasmanien er en australsk ø. Tasmanien består af øen Tasmanien og de andre omkringliggende øer. Omkring 37% af Tasmanien er nationalparker og World Heritage Sites.
• Hovedstaden, Hobart, er den største by i Tasmanien.
• Tasmanien svarer i størrelse til Republikken Irland eller Sri Lanka.
• Tasmaniens kystlinie mere end 3.000 km.
• Tasmanien er udnævnt som »Den bedst tempereret ø i verden to gange, af det internationale rejsemagasin Conde Nast Traveler.
• Vestkysten af Tasmanien er et af de vådeste steder i verden,
• Hobart er den anden-tørreste hovedstad i Australien.
• Tasmanien er hjemsted for mange pattedyr, der engang strejfede rundt på hele kontinentet Australien. Det er også det eneste sted, hvor den tasmanske djævel lever i naturen.
• 'Theatre Royal', der findes i Hobart er Australiens ældste operationelle, levende teater.
• Tasmanien har 68 golfbaner i alt, hvilket er mere end nogen anden stat i Australien.
• Tasmanien ligger tættere på Ækvator end Rom eller Chicago.
• Øen state of Tasmania har den reneste luft i verden og dens regnvand er så rent, at det endda er blevet afsendt til de australske sportsfolk, der deltog i de olympiske lege.
• Det ældste bryggeri i Australien, Cascade bryggeri ligger på Tasmanien (Hobart).
• Bush-Inn i New Norfolk (1825) er den ældste udskænkningsbevilling i Australien.
• Western Tasmania's World Heritage område er et af de sidste store uberørte tempererede naturområder i verden.
• Tasmanien har det fineste havørred lystfiskeri på sydlige halvkugle, og er kilden til alle havørred bestande i Australien og New Zealand.
• Launceston's Cataract Gorge Chairlift er den længste stolelift i verden.
• Tasmanien har det største lavendel gård i verden, og det er den eneste kommercielle lavendelproducent på sydlige halvkugle.
• Den dominerende regnskovart er eucalypts, herunder den højeste bevoksninger af løvtræ på den sydlige halvkugle.
• Et Huon fyrretræ i syd-vest ødemarken skønnes at være 4000 år gammel, det gør det til den ældste levende ting på jorden.
• Tasmanien er den mest sydlige del af Australien, og ligger 240 km syd for det australske fastland, på en bredde af 40 grader syd.

Forlader Asien i dag

Fredag den 25. december 2009:

Fra Bali kan man komme til Australien for 300 kr.
Sådan et tilbud er svært at sige nej til, og jeg har derfor lavet mine rejseplaner om. Jeg tager en månedstid til Australien og forlader dermed Asien for en stund. Jeg begynder mit Australien-eventyr i Perth, og har så forsøgt at lave en rejseplan, hvor jeg får så meget at se af kontinentet som overhovedet muligt. Desuden er både Tasmanien og Fiji lagt ind i programmet:)

Nogle vil nok påstå at projektet er temmelig ambitiøst - men hvem ved om jeg nogen sinde får mulighed for at se Australien igen...

Miy fly til Perth afgår fra Bali (Denpasar) i dag ved midnatstid og jeg kan derfor forvente at være på australsk jord tidligt lørdag morgen.

Den foreløbige skitse ser sådan ud:

Perth
Sydney (nytår)
Melbourne
Hobart (Tasmanien)
Adelaide
Darwin
Fiji
Brisbane
Gold Coast

Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort