Måske skulle du lige læse vores regler?

Tirsdag den 29. december 2009;

Tidligt tirsdag morgen sagde jeg farvel til Perth og satte mig i en taxi mod Perth Lufthavn. Jeg skulle flyve med Qantas Air, der er Australiens stolthed, og absolut intet lavbudget firma, som Air Asia. Flyet var langt større og indrettet med storskærme og meget bløde sæder – med rigelig benplads. Der bleve serveret lækker mad undervejs, og alle de drikkevarer man måtte lyste. Alle sæder var besat af glade australiere, der skulle til Sydney på familiebesøg her i ferien.

Da jeg kom til Sydney Lufthavn fandt jeg hurtig en taxi, der kunne køre mig til Ashfield – en bydel ca. 9 km fra centrum. Det har mildest talt været et mareridt at finde et ledigt sted i Sydney her mellem jul og nytår – især hvis man gerne vil bo billigt. Jeg har skrevet emails til et utal af hostels (mens jeg var i Bali) og fået lige så mange afslag; Alt optaget!!

Men pludselig skrev Sandy fra Asfield Manor Bed & Breakfast, at hun havde fået et afbud, og at dermed var et ledigt værelse til mig. Jeg var lykkelig og jublede – et stort problem var løst. Den første nat skal jeg bo på et værelse med fælles bad og toilet, og i morgen flyttes jeg til et værelse med eget toilet og bad. Pris: 95 dollars pr. nat.....

Mødet med Asfield og Sandy på hotellet var ganske morsomt – og især når her efterfølgende ser tilbage meget grinagtigt.
Stedet er meget ordentligt. Det fornemmer man straks man træder indenfor. Alt er pinligt rent og ingen backpackerlarm af nogen art. Sandy viste sig at være en dame midt i 50´erne, der bød mig velkommen – men noget reserveret. Hun bad komme ind på hendes kontor, og rakte mig straks et papir med hotellets husorden. Fint sagde jeg med et smil og begyndte fra oven. Det svarede ganske til det man ser alle steder – helt praktiske ting om tjek-ind og id, køkkenfaciliteter osv. Men nederst på sedlen kom så sætningen der fik mig til at stivne: Appropriate dress to be worn all times; T-shirts must have sleeves.

Der sad jeg jeg med en ærmeløs T-shirt og min højre overarms tatovering og kløede mig på min ubarberede hage og viste at første indtryk ikke var faldet i Sandys smag. Jeg åbnede min lille rygsæk, hvor jeg vidste der lå en kortærmet skjorte, og tog den stille og roligt på uden at sige noget. Sandy smilede og sagde – godt så,- og nu til betalingen. Ønsker du at at betale med kort eller kontant?

Mens Sandy ordnede papirarbejdet undrede jeg mig over den ene sætning i reglerne – hvorfor lige T-shirts uden ærmer? Jeg kan da sagtens komme på andre beklædningsgenstande, der er noget mere udfordrende og grænseoverskridende. Men jeg undlod at kommentere på det. Jeg husker at der på husreglerne på et hotel i Cambodja stod, at man ikke måtte bruge maskingevær, håndgranater eller indtage drugs på hotellet. Disse ting er slet ikke nævnt her – her er det farlige sprængstof ærmeløse t-shirt....


Efter betalingen fik jeg en rundvisning på hele hotellet. Det er faktisk rigtig hyggeligt med opholdsstuer, udestue, dejligt fælleskøkken osv. Desuden er morgenmad inkluderet i prisen. Der er både tv og køleskab på værelset og en udmærket seng. Tiderne med fri wifi hører Asien til – her betales der for sådan noget. På backpackerhotellet kostede det 3 dollars i timen – her koster det 7,5 dollars. Men så er forbindelsen også meget bedre.

Jeg har været en kort tur ude for at se på Ashfield og finde busstoppested og togstation, så jeg er klar til Sydney centrum i morgen. Da jeg kom hjem mødte jeg Sandy i opholdsstuen, og hun snakkede som et vandfald, og der er ingen tvivl om, at det er hendes hotel, og at det er vigtigt for hende, at kunderne føler sig trygge og godt behandlet – bare vi beholder vores ærmeløse t-shirts i rygsækken:-)

PS: Sydney har et dejligt dansk sommerklima i øjeblikket. 25 grader i skyggen og let overskyet. Det er noget der passer mig. Tidsforskellen er som nævnt 10 timer ift Danmark.

I orkanens øje

Torsdag den 24. december 2009;

Man siger, at der i orkanens øje er helt vindstille og roligt. Sådan et ”øje” er der også her i Legian på Kuta Beach. Midt i disco-stormen og det kaotiske natteliv med høj musik og skrigende surferpiger, er der et sted, hvor alt er stille – lige midt i gaden – ca. 20 meter fra mit hotel.

Stedet kaldes Ground Zero og er netop der, hvor 2 bomber sprang den 12. oktober 2002. Her er opført et imponerende mindesmærke på stedet, hvor Paddy´s Pub og diskotek lå. En kæmpe belyst marmorplade omkranses af flotte udskæringer i sten. Pladen bærer navne og nationalitet på hver af de dræbte. Foran monumentet er et lille springvand og rundt om sidder der konstant mennesker i tavshed. Først går de til tavlen og ser på alle navnene (202 døde den nat) og så er det som om disconatten må vente lidt. Nogen græder stille, mens de ryster på hovedet i mangel på forståelse af denne terroraktion. Det at ofrene er nævnt med navne gør oplevelsen for de fleste endnu mere nærværende. Desuden har flere af ofrenes venner og familiemedlemmer lagt fotos af deres savnede med korte tekster som; We still miss you.

Jeg blev selv meget påvirket, da jeg så monumentet første gang. Selv om jeg ikke har glemt presseomtalen af sagen for 9 år siden og vidste, at også danskere var blandt ofrene, så var jeg ikke klar over, at det fandt sted lige der, hvor jeg bor. Pludselig kommer et fjernt nyhedsindslag meget tæt på. Jeg husker stadig de tre pigers navne på tavlen; Lærke, Lise og Anette. De tre navne er som brændt ind i min hukommelse. Ferieglade og festklare havde de formentlig iført sig noget hot, og valgt at gå på in-stedet Paddy´s Pub. Dansende i lysshowets skær brød deres verden sammen kl. 23.15, da en selvmordsbomber udløste den medbragte bombe, han havde i en rygsæk. Med ét blev 202 menneskers liv revet bort – heraf 152 udenlandske.
Mere end 200 navne kræver en stor marmorplade, og selv om ingen af de omkringstående ved mindesmærket kendte de døde, så berører det på en mærkelig måde alle. Det skal simpelt hen fordøjes inden man går tilbage Diskotek Bounty eller Paddy´s Club, som den i dag hedder hvor der festes igennem hver nat.

Jeg har kun en gang på denne rejse oplevet en tilsvarende tavshed og mennesker, der var stærkt berørte af noget de ikke har haft en andel i – nemlig i torturfængslet S21 i Phnom Penh i Cambodja. Det er præcis når man står ansigt til ansigt med historiebøgernes faktuelle optegnelser, at historien bliver vedkommende og forståelig.

Mindesmærket blev indviet den 12. oktober 2004, på to årsdagen for angrebet, og mange tiltag er gjort for at bringe turisterne tilbage til byen. I dag er feriegæsterne og backpackerne tilbage, og hvis man i i glædesrusen over dette vidunderlige feriested har glemt episoden for 9 år siden, så står mindesmærket der tavst og prikker til en.

Barndommens træfigur fra Bali...

Lørdag den 19. december 2009:

Hvis man vil være sikker på at møde andre rygsækrejsende, skal man vælge et af de lavbudget hoteller som er anbefalet af Lonely Planet. Sådan et af slagsen er Bloem Steen Homestay. Alle budgetrejsende bruger Lonely Planets rejsebøger som bibel, og det er der god mening i. Selve ideen at udgive rejseguides for hele verden direkte henvendt til de der gerne vil bo billigt er genial.
Ud over henvisninger til hostels og guesthouses giver den også et bud på nogle af de attraktioner, som det enkelte land byder på – samt personlige kommentarer til disse. Bøgerne er nemlig skrevet af rejsefolk selv, der på egen krop af erfaret det de skriver om. Det gør bøgerne troværdige og et fantastisk redskab for sådan en som mig. Man kan ud over mange andre ting også læse, hvilke transportmidler der er, taxapriser og advarsler om det man nu bør tage sig i agt for i det fremmede.

Desværre er bøgerne lavet i billige kopier som sælges herude til en slik af, hvad originalerne koster. Kopibøgerne, som jeg desværre må erkende, at jeg har købt en enkelt af er dog ganske ubrugelige, idet de mange bykort osv er så dårlig i kvaliteten, at de ikke kan bruges. Man bør derfor holde sig langt væk fra disse kopibøger og støtte de oprindelige udgivere, hvilket jeg så har gjort siden. Kopibogen smed jeg ud.

Bloem Steen Homestay er som sagt opført i Lonely Planets bog om Indonesien, og tiltrækker derfor mange backpackere. Værelset jeg bor på er ikke andet end en seng og et bord med en ”fan” dvs. ventilator, der kaster den varme luft igennem en propel og ud i lokalet igen. Ingen dyre airconditionanlæg her. Ingen dyne, ingen Internet og intet toilet. Der er fælles toiletforhold på gangen. Hvad får man så her, som det lidt dyre hotel ikke har? Ja man får lidt ekstra penge at drikke sig fuld for – rygsækfolket har et ry for at feste igennem, og der er da også et helt andet socialt liv her end på dyrere hoteller. Her kan man mødes og udveksle rejseerfaringer, adresser på andre hostels og i øvrigt anbefale byer og steder man har været – eller det modsatte.

Jeg har her til aften siddet en del i hotellets café og undret mig en del. Mange af de rejsen har været i de samme lande som jeg (især Vietnam, Laos og Cambodja) men deres rejse har bestemt haft et andet indhold end min. Det virker på deres fortællinger som om de kun har siddet på pubber og spist på fastfoodrestauranter. Som en sagde, da vi snakkede om Laos; ”Fedt land – elsker det sted. Øl koster intet, vi var pissed i 3 uger i træk”

Jeg er jo ikke 25 mere:( Men i sådan et selskab føler jeg mig som en gammel museums-nullermand, der tilsyneladende står ret alene med lysten til at komme tæt på alt det i disse lande, som er så fremmed og på mange måder uforståeligt. Mit ønske om at forstår lidt mere alt det – og ikke bare ølkulturen, står jeg ret alene med i sådan et selskab. En enkelt britisk pige støttede dog mit synspunkt, og gav udtryk for at hun var træt i at alt skulle gå op i bajere og billige diskoteker.

Men det blev nu en hyggelig aften – især fordi vi havde tid til at høre hinandens fortællinger – om de samme steder,- men oplevet på helt forskellige måder. Glæden over at møde andre, der kan tale med om trafikkaos i Hanoi eller Kuala Lumpur by night er simpelt hen rart.

Mit næste mål er Bali, og flere af de jeg snakkede med i går havde været der i en uges tid. De kunne samstemmende fortælle, at der for mig er dømt party i julen. Alle fester og strandene er hvide. Glæd dig – det bliver hot!! Jeg glæder mig faktisk. Siden jeg som lille dreng af onkel Helge fik en træfigur, hvor der i bunden stod, at den var lavet på Bali, har jeg ønsket at komme dertil. Den træfigur virkede på en eller anden måde magisk på mig, og jeg vidste den gang, at en dag måtte jeg tage til Bali, og se hvor denne forunderlige figur stammer fra. Men en ting er helt sikkert – på Bali vil jeg bo lidt mere komfortabelt – man må gerne forkæle sig selv lidt i jule ik?

Se fotos her

Selv Ronald McDonald hilser på thailandsk

Tirsdag den 1. december 2009;

Patong Beach er en fra naturens hånd et lille mirakel. Lange hvide strande – blåt vand og en bagende sol for oven, som ikke engang de store palmer kan skygge for. Men i midten af 80´erne kom de første turister fra Europa, og med dem alt det som vi så nødigt vil mangle, når vi forlader fædrelandet i et par uger. McDonalds er selvfølgelig klar til at tage imod os – endda med den særlige thailandske hilsen. Side om side med Burger King kæmper de om fastfoodkunderne. Starbucks med kaffe i alle afskygninger kan man besøge inden man får en kølig drink på Hard Rock Café eller køber solcreme i 7eleven. Jo tilbuddene for turister, der føler sig langt hjemmefra er rigelige.
Tiggerne er forvist fra strandområdet, og man generes derfor kun af taxachauffører og sælgere generelt – der lidt naivt stadig tror, at man smider sine bath efter dem, fordi de konsekvens kalder en for ”friend”. Som en britisk barejer sagde til mig i går; ”Hvis du tror du har fundet en ven i Asien – så er du fandeme naiv”.

Selve stranden er tæt belagt med strandstole og de kan lejes for 100 bath. Alt her koster tilsyneladende 100 bath (15 kr.) og hermed er prisen altså steget 3 gange fra one-dollar landet Cambodja. På stranden er udbuddet af aktiviteter også steget dramatisk fra de andre strande jeg har besøgt og det er (udover Filippinerne) første sted, hvor jeg reelt har oplevet julepynt. Plastictræer og andre tiltag forsøger at imødekomme turisternes krav om Christmas on the Beach....

Jeg tror jeg har fået nok af strand, sand og pseudo-jul – og drager videre i morgen, hvor jeg har en aftale med AirAsia, der flyver mig til det 7. land på min rejse – nemlig Singapore.

SE FOTOS HER.

32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer...

Onsdag den 25. november 2009;

Koh Chang er blevet udnævnt til det næste ”Phuket” - og det er især her på vestkysten man ser, at interessen for stedet er stor. Hver time sejler færgen et læs nye turister til øen – og de kan få næsten alt her, som en god solferie kræver og lidt mere. Øen er Thailands næststørste og der er stadig steder på øen, hvor alt er næsten uberørt af turismen. Her er strande der både henvender sig til familieferien og så den mere partyfokuseret strand, hvor jeg er. Her er lowbudget bungalows og femstejernede hoteller – det er egentlig bare at vælge. Men de fleste steder er fuldt booket og det siger vel også noget om øens poularitet.

I dag har jeg ligget ved den hvide Lonely Beach og nydt at ligge i fred. Her er næsten ingen strandsælgere og de få, der forsøger at sælge strandrelateret badeudstyr tager et nej for et nej. Sådan var det ikke i Cambodja, hvor tiggerne også fyldte meget. Her er næsten ingen tiggere og det kan mærkes at levestandarden er noget højere end Cambodja (og Laos og Vietnam for den sags skyld).

Det rareste er dog at alt skraldet i gaderne er væk – og dermed også den ubehagelige stank, som næsten var skyld i at jeg rejste fra Phnom Penh. Valutaen er Bath – og det er faktisk ogsa den man bruger. Ikke noget med dollars eller anden udenlandsk stærk valuta.

Så alt i alt er der dømt badeferie, 32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer – og slet ingen julepynt og andet gejl, som man slås med i Danmark i øjeblikket. Ren nydelse!!

SE FOTOS HER

En lang tur...

Tirsdag den 24. november 2009:

10 timer tog det at komme fra Sihanoukville til Koh Chang. Dels pga af mange bjerge på Cambodja-siden og dels pga grænseovergangen.

Jeg kørte i bus til grænsen, hvor vi var ved 14-tiden. Her blev vi mødt at en flok thailændere, der var langt mere udspekulerede end jeg havde oplevet det i Cambodja. De stresse alle der skulle over grænsen mht. til veksling af penge osv. og krævede desuden drikkepenge bare man så på dem. En amerikansk pige blev sur og skældte ud – og det skabte en del røre, da hun pludselig var omringet af højtråbende thailændere, der overfusede hende.

Jeg skulle skifte bus ved grænsen og det skabte også en masse panik. Men til sidst blev jeg presset ind i en minibus med 11 andre – og så gik den sidste de af turen til færgen. Det tog to timer.

Jeg havde allerede besluttet at jeg ville bo på Lonely Beach og helst i Sunflower Guesthouse i en billig bungalow. Allerede ved færgen bestilte jeg derfor plads der (45 kr. pr. nat) og derudover en open ticket til Bangkok, så jeg ikke skal tænke på det senere. En billet til Bangkok inkl. færge koster 45 kr. så det er til at bære.

De andre i minibussen var noget forundret over at jeg turde bestille inden jeg havde set det – men jeg vægtede stedets ry som billigt og beliggende i backpacker smørhullet lige ved stranden højt og bestilte altså på forhånd. Det kom jeg ikke til at fortryde. Færgen sejlede ved 18-tiden og det til en vanvittig thailandsk solnedgang, som vi alle nød.

Da vi kom til Koh Chang delte alle vi fra minibussen en taxi (lastbil med lad) og nu viste det sig, at alle hoteller var optaget – kun de aller ringeste steder var stadig ledige. Havde man, som jeg, i forvejen bestilt var der ingen problemer. De 11 backpackere (hvoraf den ene faktisk var dansker) måtte altså surfe rundt i det værste man kunne finde på øen, mens jeg stille og roligt fik min nøgle til bungalow 3b på Sunflower. Min egen bungalow med veranda og hængekøje omringet af et utal af restauranter og barer og ikke mindst tattoo-butikker. Her er for hver 5 meter en tatovør, der stiller sig til rådighed for de verdensrejsende. Jeg blev selvfølgelig begejstret – idet en rejsetatovering længe har stået højt på ønskesedlen. Men det må jeg kigge lidt nærmere på de næste dage.

SE FOTOS AF SOLNEDGANG (vildt)

Aftentur til havnen i Sihanoukville

Mandag den 23. november 2009;

Efter en lang dag ved stranden – hvor liggestolen var eneste holdepunkt, tog jeg ved 17-tiden en motorcykel til havnen. Et par svenskere jeg havde talt med ved stranden sagde at der var en flot solnedgang og en hyggelig restaurant. Og de nordske brødre havde helt ret. Jeg fik en utrolig oplevelse på en meget hyggelig restaurant, hvor der blev spillet Bob Dylan hele tiden. Jeg har siden haft svært ved at få ”Like a Rolling Stone” ud af mit hoved....

” How does it feel
To be on your own
With no direction home
A complete unknown
Just like a rolling stone?"

En perfekt måde at sige farvel til Cambodja på. I morgen rejser jeg til Thailand.

SE FOTOS HER

Inden solen går ned...

Søndag den 22. november 2009:

I eftermiddags faldt jeg i snak med en tjener i restauranten, som netop havde fri. Som så ofte før var det min Iphone som indledte samtalen. I Cambodja har de aldrig set sådan en. Nogen har hørt om den andre set noget på TV, men have en rigtig en i hånden er for dem noget ganske fantastisk.

Snakken førte dog hurtigt videre til meget andet – bl.a. Sihanuokvilles beliggenhed tæt ved den Thailandske grænse. Han fortalte at byen ved grænseovergangen stor set ikke handlede om andet end casinoer. Han fortalte bl.a. at byen f.eks. ikke har nogen kontantautomat, og at myndighederne derfor har tilladt en korttidsvisum til de spillere, der bliver nød til at tage et smut til Thailand efter kontanter. I sær thailænderne selv har ry for at være hårdkogte gamblere.

Tjeneren mente også at der var muligheder for at casino-verdenen rykker ind I Sihanoukville og sagde at jeg skulle gå ned til Monkey Republic og derfra ned til stranden for at se det areal, som var perfekt til både badeferie og casino. ”Det er synd at sige at det kønt i øjeblikket” sagde han og forklarede, at de mange hvide og blå sandsække, der er lagt ud i strandkanten for at holde bølgerne på afstand af restauranter ikke virker efter hensigten men i stedet ligger og ser grimme ud.

Jeg gik turen ned til Monkey Republic (backpacker in-sted) og fortsatte ned til stranden. Solen var ved at gå ned, og der var en fantastisk udsigt – også til sandsække og andet skrammel. Jeg satte mig og nød en kølig drink og følte mig egentlig heldig at jeg oplevede Cambodjas bedste strande inden casinoerne rykker ind.

SE FOTOS HER

Strandidyl på lånt tid

Søndag den 22. november 2009:

Jeg har ligget vandret hele dagen på Tahiti.... Sådan hedder den strandrestaurant som mit valg faldt på i dag. Langs vandet ligger den ene hyggelige restaurant efter den anden. Priserne er lave og personalet er venlige og imødekommende. Som oftest består selve restauranterne af nogle primitive palmehytter og en bar med et utal af drinks på menuen. Maden er billig og stemningen er afslappet. Det vælter rundt med backpackere, der her har fundet den ultimative base for det frie rejseliv. Men også mere etablerede turister har efterhånden fundet vej til dette paradis og nyder åbenlyst at de ikke er en del af et kæmpe kommercielt turistcirkus, hvor alt koster penge og hvor den stive underdanige tjenerattituder er afløst af en munter stemning og en ”kom-som-du-stemning”.

Men det hele er på lånt tid – staten ejer stranden og alle restauranterne har lejet sig ind på korttidskontrakter. Når som helst kommer bulldozerne og vælter det hele. Der mangler kun pengestærke udlændinge, der vil bygge store beachresorts og hoteller – så er idyllen ødelagt. De lokale tager det meget roligt, de mener ikke at de vil betyde færre jobs på stranden – men jeg er ret overbevist om, at stemningen og ikke mindst de mange backpackere vil finde andre strande og dermed ryger den tilbagelænet atmosfære til fordel for beton, tjenere med slips og det primitive anlæg i baren med de store højtalere vil nok erstattes af blinkende lamper og en selvoptaget DJ fra Thailand....

SE FOTOS HER

White Sand Beach hele dagen

Lørdag den 21. november 2009;

Efter anskaffelse af et nyt kamera og væbnet med håndklæde, solcreme og Ray Ban indtog jeg White Sand Beach uden nogen former for anden planlagt aktivitet.

Liggestolene er placeret helt ned til vandkanten, og det koster intet at benytte dem, hvis bare man handler i baren. En øl koster 2,5 kr og en sodavand 5 kr., og så findes der et hav af drinks der imellem. Stemningen er afslappet – selv om der er rykind af cambodjanere, der ville til stranden og holde weekend.

Hvert 5 minut kommer en strandsælger og byder sig til. Massage er høj i kurs, og mange turister får en strandmanicure eller en hårfjerning oveni. Ellers er det mest børn, der sælger armbånd, frugt og kager. De tale et utrolig godt engelsk og er meget charmerende, når de forsøger at få afsat deres varer. Køber man derimod ikke noget, bliver de ofte sure og sender vrede blikke.

Mellem alle sælgerne kommer så krøblingerne, der enten mangler en arm eller et ben, eller er vansiret i en eller anden grad. De kommer kravlende på stranden og sætter sig foran en med bedende øjne og fremstrakte hænder. Der er så mange af dem, at det ville gøre én lige så fattig som dem, hvis man skulle give til dem alle – så det bedste er at lade helt være.
Man bliver efterhånden rigtig god til at ignorere dem og se gennem dem som luft. Men der er et par sekunder hver gang, hvor det stikker lidt i hjertet.

Efter 6 timer på stranden kravlede jeg selv hjem til hotellet. Godt gennemstegt af solen og træt i benene efter en lang gåtur langs vandet. Nu skal det gøre godt med lidt at spise og en time i internetcafe:-)

PS: Jeg tror jeg gentager succesen i morgen igen

SE FOTOS HER

DMC-FT1 er ikke længere blandt os

Lørdag den 21. november 2009;

I dag døde mit kamera. I en stille gestus til havet og den brændende sol, lod den sit beskyttende glas foran linsen lave en lille revne - ganske få minutter inden jeg sprang i vandet og selvfølge medtog min glade enøjede rejsekammerat . I mere end 2 en halv måned har den stillet skarpt på omgivelserne og foreviget de mest vanskelige situationer uden af brokke sig ret meget. I vejr og vind har den ufortrødent gemt uallige visuelle øjblikke og hengemt dem i HD-kvalitet.

Men den 21. november kl. 11.03 sagde den stop. Mens jeg plaskede rundt i bølgen blå, lod den ubemærket vand sive ind og åndede stille ud til en kølig drink ved liggestolen på stranden lidt senere...

Jeg tog derfor en tuk-tuk til bymidten og fandt en fotobutik ret hurtigt. I Cambodja kan man næsten få alt – undtagen Panasonic DMC-FT! Men lillebroderen (Panasonic DMC-FS4) lå klar og ventede på et rejseeventyr. 400 kr. er en pris der passer en backpacker og en ny rejseven er nu klar til Thailand, Indonesien, Malaysia og hvad der ellers venter. Ikke i HD, ikke i vand – men funktionsdygtig på land til både fotos og video. Og så fulgte et fornemt stødsikkert Canon-etui med:-)

Costa del Cambodja

Fredag den 20. november 2009;

Ved middagstid ankom jeg til Sihanoukville i den sydvestlige del af Cambodja. Stedet er som turiststed først opdaget i de senere år, og selv om strandene her ikke regnes for så gode som i nabolandet Thailand – så er der virkelig noget at komme efter.

Jeg har indkvarteret mig på GST Guesthouse for 5 dollars pr. nat. Dette betyder, at der ingen varmt vand eller aircondition er på værelset. Sådan er standarden, når prisen sal være lav. Men der er eget toilet, hyggelig restaurant og Internet-café:-) Og så er der kun 25 meter til havet. Hele området er en besynderlig blanding af Costa del Sol og beach-miljøet, som jeg forestiller mig man finder det på Jamaica. Restauranterne er flyttet helt ned til vandkanten, og lever af det turisterne køber for at kunne holde varmen ud. Flere af restauranterne tilbyde også gratis overnatning i primitive bungalower – men den del af backpacker miljøet tilhører jeg nu ikke endnu:-)

Byen er selvfølgelig opkaldt for at hædre den hedengangne konge Sihanouk, og blev bogstavelig talt hugget ud af junglen i slutningen af 50´erne for at gøre plads til den første havn i Cambodja, der kunne føre dybtliggende skibe for på den måde at undgå, at al trafik af varer skulle foregå via Vietnam.
I dag bor her ca. 60.000 mennesker og en del af dem lever af den kraftigt stigende turisme. Her er 4 strande som alle er meget velbesøgt – også af mere velstående cambodjanere fra Phom Penh. Herudover er der en del øer i området – som alle er med hvide strande og med en næsten Robinson Crusoe´sk atmosfære. Man kan selvfølgelig købe udflugter til disse øer, og evt. overnatte på primitiv vis uden elektricitet eller andet godt.

Mit hotel ligger ved Occheuteal Beach, som også er der de fleste backpackere holder til. Her er billig overnatning, billige restauranter og et afslappet barmiljø med konstant Bob Marley musik i højtalerne, matchende de backpackere, der lufter deres rastafari-hår, mens de smøre deres sarte kroppe ind i solcreme...

Den megen turisme har selvfølgelig også ført alle skyggesiderne ved denne industri med sig. Det kan aflæses af hotellet regler, der hænger på alle værelser. Reglerne afspejler også at der dog trods alt forsøges at sættes grænser i et land, hvor alt tilsyneladende er tilladt. F.eks. står der:

- det er forbudt at udnytte børn seksuelt. Alle former for børneprostitution er forbudt på vores Guesthouse
- Det er ikke tilladt at medbringe nogen våben eller eksplosiver, ligesom narkotika eller andre giftige substanser ikke er tilladt

Når et stærkt kommunistisk styrer falder, giver det befolkningen mulighed for at få del i alle de gode, som vi i den vestlige verden er så stolte af – talefrihed og demokrati, mødefrihed og ingen censur. Men altså også prostitution af børn, narkotika og dets følger af kriminalitet samt aids og andre seksuelt relaterede sygdomme. Alt dette i et miks af gigantiske våbenlagere fra mange års borgerkrig kan nemt blive en farlig cocktail.

Foreløbig består cocktailen dog kun af billig vodka, happy pizza, en masse sol og hvide strande tilsat et skvat Bob Marley.... Og det er nu ikke så værst:-)

PS: Har købt et pa Ray Ban solbriller (næsten ægte) for 2 dollars.

SE FOTOS HER

Strandene venter nu

Torsdag den 19. november 2009:

Med en fantastisk solnedgang på terassen på Happy Guest House, har jeg bestilt en busbillet til Sihanoukville i morgen. Jeg rejser fra Phnom Penh kl. 08.30. I Sihanoukville findes de bedste badestrande og så nærmer jeg mig også Thailand:-)

Turen tager 4 timer og koster One Dollar i timen:-)

Se den opdaterede rejserute herunder:


Vis stort kort

Royalt glimmer og uforståelig ondskab

Torsdag den 19. november 2009:

I dag lejede jeg en tuk-tuk og en chaffør,- så jeg jeg kunne se noget af det som jeg primært er kommet til Phnom Pen for at opleve – nemlig Killing Fields og Tuol Sleng Museet. Men dagen begyndte i den mere lette ende med et besøg på Royal Palace – og National museet. Royl palace var en stor oplevelse – et fantastisk byggeri med den kendte Silver Pagoda I midten. Pagoden kaldes sådan, fordi gulvet består af 5000 fliser af sølv. De vejer 1 kilo stykket – men de fleste er tildækket for at skåne dem. Desværre måtte der ikke fotografes:(

Efter kongepaladset gik så turen til National museet med en del spændende Khemer kunst – men udstillingen krævede endten en fortællende guide eller en forhåndsviden jeg nok ikke besad.

Herefter gik turen så til S 21 eller Tuol Sleng Genocide Museum. Lokaliteten er en tidligere skole, der blev brugt som den berygtede Security Prison 21, som Khmer Rouge regimet brugte I perioden 1975 til dens fald i 1979.

Dette blev begyndelsen på en af de værste følelsemæssige oplevelser jeg endnu har haft på denne tur. At stå der midt I en tidligere skole, hvor nogle af verdenshistoriens grusomste mishandlinger fandt sted, var ganske enkelt følelsmæssigt overvældende. Selv om der var sat skilte op med “Forbudt at grine”, så var det helt unødvendigt. Man bliver stum og delvist lammet, når man rører ved de vægge, der for blot 30 år siden var et torturkammer, der I sin grusomhed slår Hitler med flere længder. Jeg fik en mærkelig blyagtig følelse I maven – kombineret med en regulær kvalme. Omkring mig var samme følelse at finde hos de mange andre turister. Enkle sås med tårer i øjnene. Dette overgår enhver forestilling om, hvad ondskab er – og mellem de kolde betonbygninger svævede det rungede spørgsmål – hvorfor?

Skolen hed tidligere Chao Ponhea Yat High School. De fem bygninger i komplekset blev omdannet i august 1975 til et fængsel og forhørscenter. Khmer Rouge omdøbte det til "Security Prison 21" - bygningerne blev lukket med elektrisk pigtråd, Klasseværelserne omdannet til bittesmå celler og torturkamre, og alle vinduer var dækket med jernstænger og pigtråd for at forhindre flugt.

Fra 1975 til 1979 blev der anslået fængslet 17.000 mennesker i Tuol Sleng. Fangerne blev gentagne gange tortureret og tvunget til at navngive familiemedlemmer og nære medarbejdere, der så også blev arresteret. De fleste af ofrene var embedsmænd, samt akademikere, læger, lærere, studerende, fabriksarbejdere, munke, ingeniører osv, alle folk der betragtedes som fjender af Khmer Rouge. Fangernes blev afhørt og tortureret og senere myrdet ved Choeung Ek udslettelsescenter – og det var dagens sidste besøg. Stedet kaldes også Killing Fields.

Mindst 200.000 mennesker blev henrettet af de Røde Khmerer, mens skøn over det samlede antal af dødsfald som følge af Khmer Rouge-politik, herunder sygdom og sult er i intervallet fra 1,4 til 2,2 millioner ud af en befolkning på 7 mio. I 1979 invaderede Vietnam landet og væltede Khmer Rouge-regimet, som officielt blev kaldt Demokratiske Kampuchea.

Museet er I dag drevet af et japansk firma, hvilket har skabt en del røre I det cambodianske samfund. Kan man virkelig lade et udenlandsk fima spinde guld på en national tragedie?

Stedet er bygget op om ca 45 massegrave ud af mere end 100. Her blev fundet mere end 8000 lig og de blev stort set alle slået I hovedet med bat, så man kunne spare på aminutionen. Bagefter fik de fleste skåret hovedet af. 8000 kranier kan ses på stedet, hvor de dystert vidner om de grusomheder som her fandt sted.

Min forstenede mave og begyndende kvalme havde nu udviklet sig til direkte ubehag. Jeg måtte væk – kunne ikke rumme mere ondskab på en dag. Tuk-tuk chaufføren havde tydeligt vis prøvet det før. Hans sang fra føresædet ophørte på turen tilbage til hotellet, mens han I bakspejlet kunne se mig gispe efter vejret. Ikke pga varmen men pga af desideret ubehag.

Tilbage står så spørgsmålet: Hvad skete der med Khmer Rouge leder Pol Pot? Jo han slap I 1979 til Thailand, hvor han fortsatte med at lede sit parti i eksil. Han døde I 1998 som 70 årig.

FAKTA OM POL POT OG KHEMER ROUGE:

Pol Pot blev leder af Cambodja i midten af 1975. I sin tid ved magten, indførte Pol Pot en version af landbrugsreform med kollektivisering, der tvang byboere til at flytte til landet for at arbejde i kollektivbrug og tvangsarbejdeprojekter , med det mål at "genstarte civilisationen" i "År nul". Den samlede virkning af slavearbejde, fejlernæring, dårlig lægebehandling, og henrettelser resulterede i dødsfald af en anslået 1.7 til 2,5 millioner mennesker, ca 21% af den cambodjanske befolkning.

Se flere fotos her

Stor, støvet, stinkende og støjende

Torsdag den 19. november 2009;

En by skal ses fra tuk-tuk – i hvert fald Phnom Penh! Så slipper man for at kæmpe med den kaotiske trafik på egen hånd, man slipper for de grædende tiggerbørn, og så behøves man ikke ”slås” med alle de gadehandlende, der sælger alt for One Dollar...

I phnom Penh bor der ca. 2 millioner mennesker, og byen larmer også i 2 millioners klassen. Vejene er støvede, og der ligger skrald overalt. Her stinker simpelt hen. Byen er en sammensat størrelse med Kongens palads og ministerierne side om side med alt slummen og de faldefærdige bygninger. Fattigdommen er stor, og der er tiggerbørn, bønfaldende handicappede og prostitution overalt. De forsøger at tilkæmpe sig en plads mellem de børn, der har et eller andet de faktisk kan sælge – udnyttet af voksne, der bag det næste gadehjørne supplerer dem med små blomster og andet gøgl. Når der ikke er flere penge i en gade – bliver børnene kørt videre til næste kampplads,- næste gade. Dette foregår til langt ud på natten, hvor pengene sidder lidt løsere hos turisterne efter en god middag og vin.

Men byen er faktisk nem at orienterer sig i. Alle veje har nemlig både et navn og et nummer. Man skal altså bare huske et tal – så kan man altid finde hjem. Derimod er husnumrene et værre rod – de er blandet som tallene til bankospil,- og der kan ovenikøbet godt være to ens husnumrer i samme gade. Godt man ikke er postbud i Phnom Penh!

Jeg synes ikke Phnom Penh er smuk – til trods for Tolne Sap Floden, der løber gennem byen og har skabt et mere lukrativt River-side miljø, så må jeg er kende, at der er for meget rod, skrald og gadestøv overalt. Stanken fra de utallige skraldebunker spædet op med grillduften fra gadehandlernes simrende nudelsuppe og slagterens kødaffald i rendestenen sætter sig i næseborene og giver en let kvalme.

Jeg tager alle ”must-to-see” tingene i løbet af en dag eller to – og så må jeg videre – jeg kan mærke det er tid til lidt strand og beachmiljø i stedet;-)

Se flere fotos her

Do you like some weed?

Onsdag den 18. november 2009;

Efter 6 timers kørsel i den bedste bus jeg har oplevet på denne rejse, er jeg vel ankommet til Phnom Penh. Vejret er fantastisk og tidspunktet kl. 15 er genialt i forhold til det virvar, der altid er ved ankomsten til en ny by. Der skal findes et guest house, og man skal orienterer sig i byen.

I Phnom Penh har man vist gået på kurser i personlig pleje i forretningslivet. Alle er ekstremt høflige, man giver hånd til tuk-tuk chaufføren og udveksler navne. Formålet er selvfølgelig den ikke uvæsentlige fordel, der ligger i den personlige kontakt. Det er med andre ord væsentligt for de fleste chauffører at få mere end blot en tur med en turist.

Jeg kom ud at køre med en storsmilende ung mand, der ud over kurset i personlig kundekontakt vist også havde taget et i charme og positiv udstråling. Han kørte mig hen til Happy Guest House, og mente det lige var noget for mig. Stedet er klart en typisk backpacker-base med værelser på helt ned til 2 dollars pr. nat. Jeg valgte et med eget bad og må slippe med 5 dollars. Men det er også en tredjedel af mit værelse i Siem Reap.

Stedet ligger i Boeng Kak area i byen lige ud til en stor sø. Mange Guest Houses her har restauranten placeret ud i selve søen på bambuspæle. Stedet oser af afslappet stemning, og her er både poolbord, tv-stue og et par computere. Men intet wifi:-(

Jeg har fået værelse 210 – et lille rum uden aircondition – med som sagt med eget toilet og bad. Når man bestiller mad i restauranten får man samtidig sin værelsesbog udleveret og skriver så selv i, hvad man bestiller. Bogen bruges når man tjekker ud og regningen skal gøres op. Her er mange værelser og ligeså mange Happy backpackere, der hænger ud foran tv´et, chiller i hængekøjerne eller bare får sig et slag kort. Personalet er imødekommende og venlige og atmosfæren er som jeg fornemmer det meget rar.

Men et backpackerparadis med hængekøjer og soapopera på flimmeren betyder også masser af HAPPY-alting. Mange af de især helt unge rygsækrejsende synes nærmest at være kommet til Asien pga af den lette adgang til euforiserende stoffer, og det ved man i byen. Følgende lille samtale siger lidt om tankegangen her, og fandt sted kort efter min ankomst. Jeg satte mig ud på den flydende terrasse i en behagelig bambusstol og ønskede et eller andet at spise. Jeg havde ikke fået noget sin morgenmaden. En af de ansatte kom ud til mig og sagde;

-Hello – do you want some weed?

Jeg smilede og tog solbrillerne af – og overvejede om det kunne ses på mig og svarede:

-Yes I really want something to eat

Fyren lo og spurgte

-How much?

Jeg synes måske det var lidt mærkeligt at tale om hvor meget inden han vidste hvad jeg skulle have, men sagde:

-A lot my friend – I have not had anything since this morning.

Fyren så nu på mig med et skævt smil, og jeg tænkte, at vi da virkelig var på bølgelænge, da han sagde:

-go to you room, and I will bring something.

Nu blev jeg lidt forvirret;

-No no I want to eat here

var mit svar, og her forstod fyren vores misforståelse.

Det grinede vi så ret meget af, og et par svenskere ved bordet ved siden af griner vist stadig:-)

Så fortsætter turen til Phnom Penh

Det er tid til at tage afsked med Siem Reap og det absolutte højdepunkt med besøget i Angkor Wat. Det fantastiske sted vil jeg aldrig glemme - storslåede, mystisk og ganske ubeskriveligt.

Turen går nu i bus til Phnom Penh - Cambodjas hovedstad, med afgang i morgen tidlig kl. 08.30. Turen tager ca. 5 timer.

Se den opdaterede rejserute herunder:


Vis stort kort

Genvej til mental stådreng.....

tirsdag den 17. november 2009

I Cambodja kan man få næsten alt – bare man vil betale! Intet er ægte og prisen er lav. Alle Lonely Planets bøger kan købes for mellem 20 og 50 kr. afhængig af hvilken man vælger. De er dog alle kopivarer – optrykt efter de originale og bestemt ikke i en ordentlig kvalitet. Bl.a. er alle bykort nærmest ulæselige.

Alt Microsoft software nærmest foræres væk i noget der for en uøvet kunne ligne original indpakning. Alt inden for krokodilleskind sælges – desværre ikke i kopi. I Siem Reap er en krokodillefarm, hvor der opdrættes krokodiller til slagtning – i øvrigt en turistsælgert som jeg ikke forstår. Både foran krokodillefarmen og de forskellige butikker med krokodillevarer står folk i kø med dollars i hånden.

Jeg var i eftermiddag på en slentretur rundt i Siem Reap, der er en hektisk by, som ikke ønsker at de mange Angkor Wat-turister tager herfra uden at det giver lidt afkast. I byens midte er et kæmpe indendørs marked, hvor alt sælges, og hvor man bliver revet i konstant med nye tilbud. Her findes også en såkaldt Pub-street, der lidt ligner Jomfru Ane gade i Ålborg. Her har man simpelthen indrettet en hel gade med pubber, burgerrestauranter, cafeer og feststemning, - kun for turisterne og med ekstra høje priser. Franske, amerikanske og tyske turister kæmper med de japanske og kinesiske om pladserne, for man vil gerne give lidt ekstra for mad og drikke, som man kender det derhjemmefra og helst pakket ind i glasborde og spejle.

For backpackerne er in-stedet The Blue Pumpkin. Det er kombineret cafe og restaurant/bar. Det hele lavet i en luksusudgave med mulighed for at ligge ned og få serveret mens man bruger det gratis trådløse netværk.
De rigtige lowbudget rejsende findes i mere luskede cafeer – hvor temaet ofte er billigt øl (her Angkor Beer) og en masse ”happy” pizza...
Jeg satte mig dog i The Blue Pumpkin og nød en sandwich, nøjagtig på det tidspunkt en voldsom regnbyge satte ind. Vi er på kanten af afslutningen på regntiden her – og det er første gang jeg oplever det regner. Dejligt at sidde i Loungen på 1. sal og nyde synet af regnen, der tungt pisker ned.

Ellers har jeg brugt eftermiddagen på at bestille bus til Phnom Penh i morgen. Turen tager 5-6 timer og koster 8 dollars. En tysk backpacker og hans kæreste hørte jeg skulle rejse, og spurgte om jeg ikke skulle skyde med bazooka, når jeg kom til hovedstaden. Jeg kendte godt rygtet om bazooka-skydning – men nu blev der faktisk sat ord på af mennesker der havde været der. Man kan simpelt hen for 300 dollars købe en tur, hvor man skyder en ko med bazooka. Den tyske unge mand midt i tyverne sad med pizza til op over begge øre og fedtet rendende ned af sin rødmossede kinder og skraldlo over bazooka-historien.

Jeg var rystet. Kan man som turist blive mere afstumpet og fantasiløs, at det vildeste man kan foretage sig er at massakrere en ko, så indvolde og blod sprøjter omkring en? Kan ens liv virkelig blive så indholdsløst og spændingsforladt, at kun stort våben og et sagesløst dyr er den eneste vej til en mental stådreng? Ja åbenbart, og det i det samme land, hvor man mange steder kan købe små spurvefugle i miniaturebure for, som den store frelser, bagefter at lukke dem ud i friheden. Det kalder jeg virkelig dobbeltmoralsk.

...i øvrigt var prikken over i´et, at den bazooka-elskende småfede ko-dræber-tyskers kæreste spiste vegetarpizza. Mon det er efter mottoet: Spis ikke dyrene – det er bedre at smadre dem med bazooka!!

PS: Hotelværten fortalte mig bagefter, at det er rigtig, at man kan skyde med bazooka eller for den sags skyld kaste med håndgranater. Men det med at skyde en ko er noget man selv skal arrangerer. Han mente man kunne købe en ko for 100 dollars. I øvrigt er det strengt forbudt at fotografere de steder, fordi man godt ved det er lige på kanten. Han havde også en adresse uden for Siem Reap, hvor jeg kunne skyde en vandbøffel med maskingevær, hvis jeg var interesseret. Jeg takkede pænt nej.