Viser opslag med etiketten Laos. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Laos. Vis alle opslag

lørdag den 19. december 2009

Barndommens træfigur fra Bali...


Lørdag den 19. december 2009:

Hvis man vil være sikker på at møde andre rygsækrejsende, skal man vælge et af de lavbudget hoteller som er anbefalet af Lonely Planet. Sådan et af slagsen er Bloem Steen Homestay. Alle budgetrejsende bruger Lonely Planets rejsebøger som bibel, og det er der god mening i. Selve ideen at udgive rejseguides for hele verden direkte henvendt til de der gerne vil bo billigt er genial.
Ud over henvisninger til hostels og guesthouses giver den også et bud på nogle af de attraktioner, som det enkelte land byder på – samt personlige kommentarer til disse. Bøgerne er nemlig skrevet af rejsefolk selv, der på egen krop af erfaret det de skriver om. Det gør bøgerne troværdige og et fantastisk redskab for sådan en som mig. Man kan ud over mange andre ting også læse, hvilke transportmidler der er, taxapriser og advarsler om det man nu bør tage sig i agt for i det fremmede.

Desværre er bøgerne lavet i billige kopier som sælges herude til en slik af, hvad originalerne koster. Kopibøgerne, som jeg desværre må erkende, at jeg har købt en enkelt af er dog ganske ubrugelige, idet de mange bykort osv er så dårlig i kvaliteten, at de ikke kan bruges. Man bør derfor holde sig langt væk fra disse kopibøger og støtte de oprindelige udgivere, hvilket jeg så har gjort siden. Kopibogen smed jeg ud.

Bloem Steen Homestay er som sagt opført i Lonely Planets bog om Indonesien, og tiltrækker derfor mange backpackere. Værelset jeg bor på er ikke andet end en seng og et bord med en ”fan” dvs. ventilator, der kaster den varme luft igennem en propel og ud i lokalet igen. Ingen dyre airconditionanlæg her. Ingen dyne, ingen Internet og intet toilet. Der er fælles toiletforhold på gangen. Hvad får man så her, som det lidt dyre hotel ikke har? Ja man får lidt ekstra penge at drikke sig fuld for – rygsækfolket har et ry for at feste igennem, og der er da også et helt andet socialt liv her end på dyrere hoteller. Her kan man mødes og udveksle rejseerfaringer, adresser på andre hostels og i øvrigt anbefale byer og steder man har været – eller det modsatte.

Jeg har her til aften siddet en del i hotellets café og undret mig en del. Mange af de rejsen har været i de samme lande som jeg (især Vietnam, Laos og Cambodja) men deres rejse har bestemt haft et andet indhold end min. Det virker på deres fortællinger som om de kun har siddet på pubber og spist på fastfoodrestauranter. Som en sagde, da vi snakkede om Laos; ”Fedt land – elsker det sted. Øl koster intet, vi var pissed i 3 uger i træk”

Jeg er jo ikke 25 mere:( Men i sådan et selskab føler jeg mig som en gammel museums-nullermand, der tilsyneladende står ret alene med lysten til at komme tæt på alt det i disse lande, som er så fremmed og på mange måder uforståeligt. Mit ønske om at forstår lidt mere alt det – og ikke bare ølkulturen, står jeg ret alene med i sådan et selskab. En enkelt britisk pige støttede dog mit synspunkt, og gav udtryk for at hun var træt i at alt skulle gå op i bajere og billige diskoteker.

Men det blev nu en hyggelig aften – især fordi vi havde tid til at høre hinandens fortællinger – om de samme steder,- men oplevet på helt forskellige måder. Glæden over at møde andre, der kan tale med om trafikkaos i Hanoi eller Kuala Lumpur by night er simpelt hen rart.

Mit næste mål er Bali, og flere af de jeg snakkede med i går havde været der i en uges tid. De kunne samstemmende fortælle, at der for mig er dømt party i julen. Alle fester og strandene er hvide. Glæd dig – det bliver hot!! Jeg glæder mig faktisk. Siden jeg som lille dreng af onkel Helge fik en træfigur, hvor der i bunden stod, at den var lavet på Bali, har jeg ønsket at komme dertil. Den træfigur virkede på en eller anden måde magisk på mig, og jeg vidste den gang, at en dag måtte jeg tage til Bali, og se hvor denne forunderlige figur stammer fra. Men en ting er helt sikkert – på Bali vil jeg bo lidt mere komfortabelt – man må gerne forkæle sig selv lidt i jule ik?

Se fotos her

onsdag den 25. november 2009

32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer...

Onsdag den 25. november 2009;

Koh Chang er blevet udnævnt til det næste ”Phuket” - og det er især her på vestkysten man ser, at interessen for stedet er stor. Hver time sejler færgen et læs nye turister til øen – og de kan få næsten alt her, som en god solferie kræver og lidt mere. Øen er Thailands næststørste og der er stadig steder på øen, hvor alt er næsten uberørt af turismen. Her er strande der både henvender sig til familieferien og så den mere partyfokuseret strand, hvor jeg er. Her er lowbudget bungalows og femstejernede hoteller – det er egentlig bare at vælge. Men de fleste steder er fuldt booket og det siger vel også noget om øens poularitet.

I dag har jeg ligget ved den hvide Lonely Beach og nydt at ligge i fred. Her er næsten ingen strandsælgere og de få, der forsøger at sælge strandrelateret badeudstyr tager et nej for et nej. Sådan var det ikke i Cambodja, hvor tiggerne også fyldte meget. Her er næsten ingen tiggere og det kan mærkes at levestandarden er noget højere end Cambodja (og Laos og Vietnam for den sags skyld).

Det rareste er dog at alt skraldet i gaderne er væk – og dermed også den ubehagelige stank, som næsten var skyld i at jeg rejste fra Phnom Penh. Valutaen er Bath – og det er faktisk ogsa den man bruger. Ikke noget med dollars eller anden udenlandsk stærk valuta.

Så alt i alt er der dømt badeferie, 32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer – og slet ingen julepynt og andet gejl, som man slås med i Danmark i øjeblikket. Ren nydelse!!

SE FOTOS HER

mandag den 16. november 2009

One Dollar Land


Mandag den 16. november 2009:

Cambodja adskiller sig ikke synderligt fra nabolandene Laos og Vietnam. Der er udbredt fattigdom og landet kæmper med problemer som dårlig sundhed, naturkatastrofer, miner og menneskehandel. 35 procent af befolkningen i Cambodja lever under fattigdomsgrænsen - det vil sige for under 1 dollar om dagen. Den gennemsnitlige levealder er kun 54 år og halvdelen af alle landets børn under fem år er underernærede.

Den mest brugte valuta i Cambodia er dollaren, deres lokale Riel bliver kun brugt til vekslepenge, da de ingen cent har. Så da jeg i dag skulle hæve penge i en hæveautomat (ATM) kunne jeg kun hæve dollars. Alle priser er i dollar, og det er en almindelig joke her, at alt koster én dollar.

I Angkor eller på det lokale marked bliver man simpelthen angrebet af handlende, der vil sælger alt muligt skrammel – alt sammen til ”One dollar”. Men gadehandlerne i Siem Reap adskiller sig væsentligt fra både Laos og Vietnam ved at være endog meget charmerende, humørfyldte og til en vis grænse selvironiske. Det letter stemningen noget og gør at man ikke bliver så irriteret så hurtigt.

I dag kom en kvinde foreksempel rendende efter mig og spurgte om jeg ikke ville købe en t-shirt. Da jeg spurgte til prisen, sagde hun ”One million dollar” og forsøgte at se alvorlig ud og skjule det brusende fnis, der er ikke var til at holde tilbage.

På et andet tidspunkt skulle jeg have noget koldt vamd i varmen. Pigen stak mig en stor flaske og sagde ”One Dollar” Jeg så på flasken og spurgte om jeg ikke kunne købe en lille flaske. Hun smiledede og sagde ”Yes – its One dollar”,- og så stak hun mig 2 små flasker. På den måde blev vi begge tilfredse. Hun fik sin dollar og jeg fik en lille flaske...

søndag den 15. november 2009

Overraskende effektiv


Propper i ørerne ved landing med flyvemaskine kan nedsættes en del ved brug af tyggegummi. Det er bare så fandens svært at få ud bag efter!!

Jeg er landet i Cambodja efter en rolig flyvning med Lao Airlines. Cambodja overrasker fra starten ved at være utrolig effektiv ved ankomsten til Siem reap International Airport. I denne her del af verden kan udskrivning af visum og diverse andre papirarbejder tage en krig. Bureaukratiet plejer at klistre én op ad ryggen til man passivt bare accepterer, at det kan der ikke ændres på.

Men i Cambodja gik der præcis 12 minutter fra jeg stod ud af flyet til jeg havde et fint visum til ophold i 30 dage – og det til trods for, at jeg ikke havde de nødvendige pasfotos. Men dollars kan gøre meget sådan et sted:-)

Overraskelserne fortsatte i ankomsthallen, hvor der ikke stod 200 taxichauffører og ønskede en som kunde med høje råb og sidetilbud om eksotiske hoteller. Nej her var tre muligheder for at komme de 8 km ind til byen. Minivan, taxa eller motorcykel. Prisen er fast og betales ved bestilling. De fleste andre lande jeg har besøgt på denne rejse begynder også med en fast pris – men lige så snart man sidder i taxaen, så skal der forhandles.

Jeg valgte selvfølgelig at sidde bag på motorcykel – betalte 2 dollars og så ellers i fuld fart til city. Fyren der kørte havde også et godt bud på et billigt guesthouse med fri wi-fi.... Jeg var tændt!!

En af de ting, som er det samme i Cambodja som Vietnam og Laos (og Filippinerne især) er de hurtige tilbud om søde piger. Især når man rejser som single, vælter det ind med disse forslag til øvelser i Cambodjansk kropssprog. Men alligevel måbede jeg noget, da tilbuddene her blev efterfulgt af ”bare rolig de er testet for AIDS”. Sandheden er nemlig at AIDS her er langt mere udbredt end i Laos og Vietnam.

Efter en køretur på 10 min. var vi ved Tropical Breeze Guesthouse. Jeg kunne lide stedet med det samme. Personalet var imødekommende og atmosfæren var rar. De havde kun et værelse tilbage med tre senge – men det kan jeg leve med:-)
Der er mange backpackere her – og det borger for kvaliteten, og hotellets restaurant er super hyggelig – og jeg fik ved ankomsten den bedste pizza jeg har fået på hele turen. På menukortet kan man for 3 dollars ekstra få sin pizza HAPPY... Men jeg synes nu jeg var happy nok for i dag!

I receptionen kan man leje motorcykler for 15 dollar om dagen. Det anbefales når man skal se alle templerne, hvoraf Angkor Wat er det kendetest. Men så sagde fyren som havde kørt mig fra lufthavnen, at han gerne ville køre mig rundt i morgen og vise mig det hele. Pris 15 dollars. Vi aftalte, at han skal hente mig kl. 10.00. Så får vi se om han kommer.

PS: Værelset koster 10 dollars og 13 med aircondition. Jeg sagde, at jeg ikke ønskede aircondition og gik så backpackerstolt op på værelset. Det er 1 time siden, og jeg har lige hentet den remoter til AC – her er ulidelig varmt...

SE FLERE FOTOS HER

Bonusviden om Cambodia



  • Kongeriget Cambodja tidligere kendt som Kampuchea, er et land i Sydøstasien med en befolkning på over 14 millioner mennesker.
  • Rigets hovedstad og største by er Phnom Penh.
  • Cambodja er efterkommere af det engang så magtfulde hinduistiske og buddhistiske Khmer emperie, som styrede det meste af den indokinesisk halvø mellem den 11. og 14. århundrede.
  • En borger i Cambodja kaldes normalt "Cambodja" eller "Røde.
  • De fleste cambodjanere er Theravada buddhister.
  • Landet grænser Thailand til vest og nordvest, Laos til nordøst og Vietnam mod øst og sydøst. I syd det grænser det ud til Thailand bugten.
  • Geografien i Cambodja er domineret af Mekong (dagligdags khmer: Tonle Thom eller "den store flod") og floden Tonle Sap
  • Landbrug har længe været den vigtigste sektor for Cambodjas økonomi, omkring 59% af befolkningen er afhængige af landbruget for at kunne overleve (ris er den vigtigste afgrøde.
  • I 2007, var antallet af udenlandske besøgende til Angkor Wat mere end 4 mio.
  • Den eneste flod i verden, der vender strømmen årligt, er Tonle Sap i Cambodja.
  • Klimaet er tropisk; regnfuld under monsunen (fra maj måned til november måned), tørre sæson er fra december måned til april måned.
  • Regeringstype: flerpartisystem med konge siden september 1993.
  • De Røde Khmerer tog magten i Phnom Penh i 1975. Ledet af Pol Pot, ændredes det officielle navn for landet til Demokratisk Kampuchea, og var stærkt påvirket, og støttet af Kina. De sendte det meste af befolkningen til landdistrikterne i arbejdsprojekter. De forsøgte at genopbygge landets landbrug efter en model fra det 11. århundrede, kasserede vestlige medicin, og ødelagde templer, biblioteker, og alt andet, der kunne betragtes som vestligt.
  • Over en million cambodjanere, ud af en samlet befolkning på 8 millioner døde af henrettelser, overanstrengelse, sult og sygdom.
  • Denne æra gav anledning til udtrykket Killing Fields, og fængslet Tuol Sleng blev berygtet for sin massemord og tortur

Så er næste stop Cambodia

Søndag den 15. november 2009:

Farvel til Laos idag. Det har været et fantastisk land at besøge, og jeg vil bl.a. se tilbage på turen ad Road 13 mellem Vientiane og Luang Prubang på motorcykel som et af højdepunkterne. Jeg drager nu sydover til Cambodia, og har bestil flybillet med afgang kl. 16.35. Jeg lander halvandentime efter i Siem Reap. Se den opdaterede rejserute herunder:



Vis stort kort

lørdag den 14. november 2009

If you can´t beat it, drink it!

Lørdag den 14. november 2009

Den verdenskendte fotograf Capa sagde engang; ”Er dit foto ikke godt nok – har du ikke været tæt nok på” Capas ord fik overraskende betydning for denne lørdag.

Jeg havde besluttet at gå en tur på ca. 6 km, der ville bringe mig omkring de væsentligste bygninger i byens centrum. Ruten begyndte ved Patuxai (triumfbuen), hvor jeg i dag gik ind og kom op i toppen, hvor man har et fantastisk view over byen og bl.a. Avenue Lane Xang, der mest af alt får en til at tænke på Champs Elysées i Paris. Jeg gik ned af Avenue Lane Xang for at komme til Vientianes største marked Talat Sao. Her kan man købe alt mellem himmel og jord – lige fra mad til dårlig Lao-pop brændt på CD.

Herefter gik turen til byens ældste stupa That Dam, og vejen førte lige forbi den amerikanske ambassade. Ambassaden er en stor betonbygning omringet af en kæmpe hvid mur og kun det amerikanske flag markerer, at det er en ambassade. Jeg synes den store hvide mur med det svajende amerikanske flag på den blå himmel var et genialt motiv og trak kameraet frem. Men lige da jeg skal til at klipse – hører jeg høje råb og uniformerede ambassadepersonale (laoter) kom løbende. Jeg forstod straks, at fotografering var forbudt og undskyldte. Men dette var langt fra nok for de to sikkerhedsfolk. Jeg blev med en mand på hver side ført ind i en lille sidebygning og bedt om at tage mit SD-kort ud af kameraet. Jeg kunne i et spejl på væggen se mig selv iført en t-shirt med Laos flag, solbriller og sveden der drev ned af ansigtet. Lignede jeg virkelig en terrorist, der var på hemmelig mission for Al-Qaeda? Jeg sagde at de gerne måtte se de fotos jeg havde taget – men at det var et dyrt kort på 32 GB og at jeg nødigt ville give det væk. Herefter blev kameraet tændt og de to mænd begyndte at se de fotos igennem jeg havde taget i løbet af dagen. De pegede ivrigt og snakkede pludselig helt muntert om de ting de så. Hele den alvorlige seance ændrede nu pludselig karakter og mindede mere om ferie-foto-hygge som vi kender den efter turen til Rhodos. Der blev grinet af et billede jeg havde taget med en lastefuld soldater og mine fotos fra markedet forsøgte de at fastslå geografisk (markedet fylder flere gader).

Det alvorlige forhør og den efterfølgende afslappede sludder om Vientianes centrum blev afsluttet med en løftet pegefinger, og jeg lovede aldrig at fotografere ambassaden.

Herefter gik turen til præsidentpaladset og videre til Wat Si Saket der er et kæmpe tempel, der indeholder tusinder af buddhafigurer. Her koster indgangsbilletten 2000 kip hvis man er fra Laos og 5000 kip hvis man er udlænding.

Turen endte langs Mekong Floden, hvor der bl.a. findes en række teaktræer i enorm størrelse. De er mere end 200 år gamle. Jeg fandt en lille café med udsigt til floden og bestilte en cola, og mens jeg lod den kolde amerikanske læskedrik afkøle mit indre, tænkte jeg tilfreds med den dagens ambassadeoplevelse på nethinden; If you can´t beat it – drink it!!

SE FOTOS HER

fredag den 13. november 2009

Skyggen på væggen


Fredag den 13. november 2009;

I dag er der stadig ulidelig varmt her i Vientiane. Skiftet fra den køligere bjergluft og til her er stor. Vi havde 32 grader i nat – og det får en til at få et næsten religiøst forhold til Air Aircondition;-) Men trods varmen havde jeg allerede besluttet mig for at se lidt nærmere på byens største attraktion, der samtidig er et nationalt monument – nemlig Pha That Luang.

Legenden siger at allerede i 3. århundrede før kristi fødsel blev et af Buddhas brystben begravet her af folk fra Indien. Bygningens konstruktion blev dog udtænkt mange år senere og byggeriet begundte i 1566. I begyndelsen af 1800-tallet blev bygningen dog ødelagt da der var krig med thailænderne, og det var franskmændene der i 1900 renoverede bygningen i den form vi kender i dag. Ændringer blev dog føjet til i 1931.

Pha That Luang er en såkaldt stupa og er 45 meter høj og befinder sig ca. 4 km nord for byen, så jeg hoppede på en Tuk-tuk og fik dermed også en fin bytur ud af det.

Chaufføren var i dag en munter ældre herre, der både talte flydende engelsk og fransk (Laos er som bekendt tidligere fransk koloni) problemet med hans sprogkunnen var dog, at han konstant blandede de to sprog sammen. Under køreturen sendte jeg en del varme tanker til min fransklærer i gymnasiet, der er den eneste forklaring på, at samtalen faktisk også fik indhold!

På vejen tilbage mod byen foreslå chaufføren at vi lige slog et smut inden om triumfbuen. Han udlagde historien som om, at den var inspirationskilden for den mere kendte i Paris. Jeg tror nu det er omvendt, men udsagnet understreger blot hvor stolte og glade man er for byens attraktioner og hvordan man på national vis har vendt en mørk kolonitid til noget positivt.

Vientianes Triumfbue hedder faktisk Patuxai og er ud over af være en lidt mindre kopi af sin kedte storebror også centrum for det kommercielle distrikt i Vientiane. Den blev bygget i 1969 – bl.a. af cement doneret fra USA til en lufthavn. Der kan man bare se hvad udenlandsk valuta kan blive til.

Især om aftenen er der gang i pladsen rundt om Patuxai med lysende springvand, der ”danser” til musik, som tuk-tuk chaufføren så poetisk udtrykte det.

Da byrundturen var slut, slog jeg mig ned på en cafe og fik mig noget køligt at drikke. Her mødte jeg et par orange munke, der åbenbart ventede på en tredje munk. Vi faldt i snak, og de fortalte levende om deres munkeliv. Især den ene var god til engelsk og kunne bl.a. fortælle, at han havde valgt munketilværelsen for livet. Måbende spurgte jeg selvfølgelig hvorfor – hvortil han svarede; ”I kærlighed til livet og de små ting, som andre ikke ser” Jeg sagde så, at jeg nu også mente, at livet var fantastik, uden jeg behøves at gå rundt i 35 grader viklet ind i orange stoffer osv.

Herpå pegede han på tre ting i nærheden af hvor vi sad og spurgte om jeg havde lagt mærke til dem. Den første ting han pegede på var et legende barn på den anden side af vejen. En lille dreng, der forglemmende selvoptaget fulgte en sommerfugls dans på himlen. Den anden ting var dråbe vand, der hang på bordpladen efter en glidetur fra min Icecoffee. Den tredie ting han pegede på var en skygge på væggen, der stammede fra cafeens parasol, men som lignede en krumrygget mand med stok.

”Når du ser de små ting i livet – også de der tilsyneladende ikke har materiel værdi, men som dog udfylder hver deres plads i DIN verden, så er du blevet klog på livet” var munkens kommentar, da jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde bemærket de tre ting. Og med de ord forlod han mig i en mærkelig tilstand af forvirring.

Inden jeg gik så jeg dog, at dråben var landet på fliserne, hvor den tog form som et lille hjerte, at solen havde ændret skyggen på væggen, så den nu lignede et kyssende par, og at drengen på den anden side af gaden stadig var helt væk i sommerfuglen, der vedholdende flaksede rundt omkring hovedet på ham!

SE FOTOS HER (Når Laos-internethastigheden altså tillader det:-)

torsdag den 12. november 2009

Gal eller genial?

Torsdag den 12. november 2009;

Efter 9 times kørsel med V.I.P bus nåede jeg Laos' hovedstad Vientiane. Det er mig en gåde, hvorfor man kalder det V.I.P busser. De er kun en ganske smule bedre end de lokale busser, og er kun to timer hurtige på den sammen rute. Man sidder dårligt, og bussen proppet til bristepunktet af laoter og alle deres sække med ris, og hvad de ellers skal have med sig på rejsen. Jeg synes de skulle kalde de busser for R.I.P. busser og så i øvrigt få lavet nogle flere veje:-) Jeg tror snart jeg kan hvert et hårnålesving på Road 13....

Det er anden gang jeg ”lander” i Vientiane – men den første gang for et par uger siden, brugte jeg tiden på at købe motorcykel. Derfor fik jeg slet ikke set byen og omgivelserne. Det har jeg mulighed for nu, hvor jeg har et par dage i byen inden turen går til Cambodja.

Det var lidt fedt at kunne spille guide for de andre backpackere i bussen, da vi ankom til byen. Jeg vidste præcis, hvor vi skulle gå hen, og nød den anseelse, jeg fik i de få minutter det varede:-)

Sædanen tro stod der 25 mennesker og viftede med deres skilte om billige hoteller, da vi stoppede på busstationen i Vientiane. Der er så ubehageligt at blive angrebet fra alle sider, når man søvndrukken kl. 05.30 står ud af en bus. Jeg sad forrest i bussen, og var derfor den første til at stige ud i helvede. I dag var jeg lige i humør til at give igen – og blev derfor stående på det nederste trin af bussen. Jeg hævede armene som Robbie Williams ville have gjort det, og råbte på engelsk ind i infernoet af tilbud; Listen!! Denne uventede reaktion fra en passager skabte øjeblikkelig ro på alle rækker. Herefter fortsatte jeg; ”Thank you for being here everybody – its nice to see so many people – but sorry folks, we are all tired, and will wait to talk to you later. Please go home!!”

Stilheden fortsatte i nogle sekunder, og så bredte der sig en mumlen, og flere af de fremmødte trak sig tilbage. Bag mig i bussen hørtes høj latter fra de primært tyske backpackere, der var med.

Vientiane er trods byens størrelse en stille by. Trafikken er ikke larmende med de evindelige brug af hornene, og tendensen er generelt, at folk er mere tilbageholdende i forhold til turister. Det giver en rar atmosfære og en ro, som giver overskud til smil.

Jeg er flyttet ind pๅ Orchid Guest House, som er relativt dyrt (12 dollars) – men hovedstadseffekten er gældende alle steder. Byen er simpelt hen bare dyrere end de andre byer i Laos jeg har været. Jeg tror jeg vil snuse lidt rundt i morgen for at se om en billigere overnatning kan findes her i byens centrum. Orchid Guest House ligger lige ned til Mekong, der snor sig langs byen. På den anden side kan man se Thailand, og 20 km uden for byen kan man passere Mekong Floden til Thailand via The Friendship Bridge.

Efter morgenmad prajede jeg er tuk tuk og fik en tur til Xieng Khuan (Buddha Park), der er en park placeret ned til Mekong Floden i grønne omgivelser. Stedet et skabt af Luang Pu i 1958. Hans noget bizarre id้ var at skabe et miks af Buddhisme og Hinduisme. Han blander bๅde filosofien, mytologien og symbolverdenen i et stort virvar, som er noget af en oplevelse at se.
Man er synligt stolte af ham i byen – men det store spørgsmål, om manden var gal eller genial tør ingen svare på.

SE FOTOS HER

PS. Her er ulideligt varmt - 35 grader i skyggen og ingen vind

onsdag den 11. november 2009

Rejserute opdateret

I dag kl. 20.00 går turen sydpå med VIP-Bus. Selskabet regner med ca. 8 timer. Det bliver natkørsel, og jeg slipper dermed for en hotelregning:-)
Se ruten herunder:

Vis stort kort

Vietnamkrigen dræber stadig


Onsdag den 11. november 2009:

Jeg skal i aften kl. 20.00 med en VIP-bus til Vientiane. Jeg har derfor brugt lidt tid på at besøge UXO i Phonsavan.
UXO står for Unexploded Ordnance og er en britisk organisation, der forsøger at informere om de mange ueksploderede bomber, samt samler penge ind så der kan skabes grundlag for en rydning af de mange arealer. UXO har et lille informationscenter, der drives af nogle søde folk, der brænder for sagen. Hvert år dør 40 børn her, fordi de finder bomber og bruger dem til legetøj (flere af dem er bl.a. runde som kugler. Jægere der finder ueksploderede bomber forsøger nogen gange at åbne dem for at få fat i krudtet - og den operation går sjældent godt.

Jeg købte en t-shirt til 10 Dollars for at støtte projektet og fik iøvrigt en lang samtale med en mand, der har mistet sin søn ved en eksplosion. Han så hele tiden på mig med sine triste øjne og sagde; The world has forget....

Jeg glemmer ikke efter i dag, at der 30 år efter Vietnamkrigen stadig er folk, der dør af dens bomber...

Fakta:

Laos Demokratiske Folkerepublik har den ære at være, den mest bombede nation i verden.

Fra 1964 til 1973, blev over en halv million bombetogter gennemført over hele landet, og som følge heraf over to millioner tons (2,2 millioner tons) af bomber blev kastet.

Baseret på sine erfaringer fra de sidste 10 år, UXO Lao anslår, at op til 30 procent af alle bomber der faldt ikke detonerede ved anslaget, dette efterlader en dødelig arv, som fortsætter med at dræbe, lemlæste og forarme over 30 år senere. Bombningen der er registreret af den amerikanske regering viser, at mere end 80 millioner bomber blev kastet over hele landet. Herudover er også store mængder af ueksploderede raketter, granater, artilleri, ammunition, mortérgranater, landminer og improviserede eksplosive anordninger, der ligger rundt omkring.

SE FOTOS HER

tirsdag den 10. november 2009

En bombesikker succes

Tilføj billede
Tirsdag den 10. november 2009;

I dag stod der Plain of Jars på programmet. Phonsavan bærer i høj grad præg af den tæppebombning, der fandt sted i det de her kalder ”Lao-American War” Amerikanerne bombede simpelthen hele den østlige del af Laos for at undgå, at Viet Cong i Nordvietnam brugte landet som bro for deres soldater, når de skulle til Sydvietnam – herudover ønskede amerikanerne ikke, at russerne hjalp Vietnam med våben ad Laosvejen. Der blev smidt flere bomber i Laos end i hele Europa under 2. verdenskrig.
Mange restauranter, barer og hoteller har placeret granatstykker og andet isenkram fra den tid ved indgangen – og det gælder også Restaurant Craters, hvor jeg indtog min morgenmad.

kl. 09.00 blev jeg hentet af en minivan fyldt til bristepunktet af et noget specielt selskab. Der var den 60 årige Claude fra Belgien, der formentlig nu tager revence for den arkæologi uddannelse som han aldrig fik taget. Så var der et canadisk par sidst i tyverne, der begge var bussens festtrolde – og senere på dagen helt bogstaveligt lavede noget af et lao-lao-party. Resten af bussens passagerer var kvinder; en australsk pige af den slags, der har viet sit liv til fattige børn og verdens elendighed, og som aldrig bliver træt af at fortælle om sin egen indsats i operation ”Save the world”. Herudover var der tre amerikanske piger først i tyverne, der kvidrede hele tiden og på ægte amerikansk maner begyndte turen med navneleg og ”hvor-kommer-du-fra” spørgsmål, og som kan se på én med et så oprigtigt ”jeg er vildt interesseret i dit liv-blik”, at man næsten tror dem. Som dansker vil jeg nu gerne se folk lidt an, inden jeg bevæger mig ind i den intimsfære – men med tre amerikanere på en gang, er man næsten prisgivet. Den sidste passager var en lettere buttet pige fra Portugal, der var meget genert og ikke ønskede at være med amerikanernes ”lad os komme hinanden ved-lege” Men det kom hun nu senere.

Vi skulle se Plain of Jars, som i sig selv er virkelig fascinerende. På tre sletter ligger der flere tusinde krukker, der næsten alle er så store, så de kan indeholde et menneske. Det interessante er vel, at ingen ved, hvorfor de er der, eller hvilket formål de har haft. Man mener de er ca. 2000 år gamle, men da der ikke er fundet noget organisk materiale i forbindelse med krukkerne, er gætterierne mange. De mest populære gæt er enten, at de har været brugt som en slags urne for døde eller måske som opbevaring af risvin.

Synet er i hvert fald fantastisk, og beliggenheden storslået. Der er tre steder man kan se krukkerne, og alle steder er placeret på områder, hvor der blev bombet under krigen. Man har ikke haft midler til at rydde hele arealet for miner og usprungne bomber, men har i stedet lavet stier, der er sikre. Med små malede sten markeres hvor man må gå, og hvor der er risiko for bomber. Intet hegn – blot små sten. Resten er på eget ansvar!!

Efter første krukkeslette skulle vi besøge en whisky-landsby. Whiskyen, der er lavet på ris, smager som tidligere nævnt ikke specielt godt. Men i dag fik jeg associationer i retning af den østrigske Obstler – og en gymnasietur i 3.G, hvor det sprøjt igangsatte en del opkast i klassen. Lao-lao koster 3 kr. pr. liter, og er det eneste laoterne drikker (og som de har råd til). Men deres smil og gode humør kan godt tænkes at stamme fra denne væske.

Men vores canadiske fyr i bussen mente, at når nu whiskyen blev tilbudt gratis, så var det bare med at gå ombord. Så nu blev glassene tømt, og vores guide morede sig, efterhånden som den ene flaske efter den anden forsvandt. Kun Claude (vores belgier) deltog ikke i drikkelaget, men ellers stod ingen tilbage – heller ikke portugiseren, der smed sin generte maske og blev meget snakkesaglig.

Det var altså en munter bus der fortsatte med sang og højrystet samtale. De næste to krukker-sletter var lidt sjovere end de første – kun afbrudt af lidt nudelsuppe og en forladt russisk tank fra 1968.

På busturen hjem faldt alle i søvn – trætte efter dagens mange krukker og de tre amerikanske piger blev endelig stille.

Se fotos her

PS: Alle flyafgange til Vientiane er fuldt booket op - så det bliver VIP-bus i stedet for (kun 8 timer:-)

mandag den 9. november 2009

Minivan i 8 timer


Mandag den 9. november 2009:

Med Frederiks beslutning om at tage hjem – er resten af turen hermed blevet et soloprojekt. Der er mange positive ting ved at rejse to. Man har altid en second opinion om alting ligefra valg af hotel til rejserute, og sๅ er det rart altid at have en at dele sine oplevelser med. Derfor var Frederiks beslutning ikke bare hans men i h๘j grad en beslutning, der ogsๅ pๅvirker mig. Jeg har dog i hele forl๘bet klart givet udtryk for, at et rejsefๆllesskab kun fungerer, hvis begge parter er med – bๅde fysisk og mentalt. Frederik var ikke med mentalt pๅ det sidste, og derfor bakker jeg op om beslutningen.

Jeg har her til aften set en del fotos og video igennem fra de sidste to mๅneder, og er slet ikke i tvivl om, at Frederik kommer hjem med en masse oplevelser og erfaringer i rygsๆkken, som han vil kunne bruge fremover. Jeg ser i hvert fald tilbage pๅ rejsetiden sammen med et stort smil, nๅr jeg genkalder mig de mange sk๘re ting vi ogsๅ har oplevet.

Jeg f๘lte mig altsๅ lidt alene i verden da en tuk-tuk hentede mig pๅ hotellet kl. 08.30, men det er svๆrt at f๘le sig alene, nๅr der klemmes 9 andre backpackere ind i en minivan. Der var tre hollๆndere, en amerikaner, en tysker og fire franskmๆnd.
Turen gik sydpๅ ad Road 13 og efter et par hundrede meter drejede vi skarpt mod ๘st ad Road 7. Der var indlagt 4 pauser undervejs og franskmๆndene brillerede ved hele tiden at komme for sent. Jeg allierede mig med den amerikanske pige og mobbede dem sammen med chauff๘ren, der var noget irriteret pๅ dem.
Men vi nๅede ved 16-tiden frem til Phonsavan godt trๆtte af den lange k๘retur i bjergene. Jeg har valgt Nice Guest house som er et hyggeligt, rent og billigt sted lige midt i hovedgaden. Stedet er nๆvnt i Lonely Planets ”bibel”, sๅ borger for kvaliteten.

Der findes kun to internet-cafeer i byen, hvor der bor 60.000 mennesker, og forbindelserne er meget langsomme. Det virker til, at jeg er kommet til en by, der slet ikke har gejlet sig op for turismens skyld. Det er faktisk rart! De fleste ankommer her ogsๅ, fordi der 30 km fra byen er de ber๘mte krukker (Plain of Jars), som jeg da ogsๅ skal ud og se.

Jeg ser frem til at bo her i byen et par dage eller tre – og overvejer at tage et fly til Vientiane. Orker nๆsten ikke mere busk๘rsel i Laos bjerge:-)

Se fotos fra turen til Phonsavan

Frederik er rejst mod Danmark

Mandag den 9. november 2009:

Frederik har besluttet at tage hjem efter 2 måneder og 9 dage. Rejselivet var hårdere end forventet og savnet til dem derhjemme for stort.

Rejsen fortsætter dog for mig og dermed også opdateringer på bloggen.

Jeg ønsker Frederik en god rejse hjem og håber han hurtig falder til i det kolde nord.

Om rejseprojektet nu fuldføres er stadig usikkert - men jeg ved der allerede nu kan spilles på om jeg holder til jul hos bookmakerne :-)

PS: er kommet godt til Phonsavan efter 9 timer i minivan

søndag den 8. november 2009

Rejseruten er nu opdateret

Turen gaar nu til Phonsavan med minivan. En tur paa 7 timer.
Se ruten herunder:

View Larger Map

Elefanttur i junglen


Søndag den 8. november 2009:

Dagens program så sådan ud:

- Afgang kl. 09.00 med bus en times kørsel nordpå
- ride en timestid på elefanter ind i junglen
- Sejltur over Mekong til grotter, hvor mere end 400 Buddhafigurer er fundet
- Frokost
- Badning af elefanter i Mekong
- Elefanter rides tilbage til junglen
- Besøg i Whisky-landsby, hvor den kendte Laos whisky Lao-lao laves.

Vores møde med elefanterne. På turen var kun et britisk par og Frederik og jeg. Vi fik udleveret en elefant hver, som vi så skulle ridde på. Man sidder trods størrelse dårligere på en elefant end på en Honda - så er det sagt! Men en ret fascinerende oplevelse i nogle helt fantastiske omgivelser.

Grotteudflugten over Mekong var også fin - men som vi ser det så tit på disse turistmagneter, så er der enormt mange fattige, der forsøger at lave lidt penge i og omkring stedet. Her var det især børn, der gjorde sig bemærket. De ville alle sælge levende spurve i meget små bure lavet i bast. Burene er så små, at fuglene ikke rigtig kan bevæge sig uden risiko for at brække vingerne. Det er så meningen at turisterne skal købe de stakkels fugle og slippe dem løs. Samtidig siges det, at det bringer lykke til en at slippe en fugl løs. Vi er enige om at dette er dyreplageri af rang, og at de turister, der hopper på det - kun skaber grobund for flere stakkels fjerkræ i bur...

Badning af elefanter sprang vi over - forstået på den måde, at vi ikke deltog i selve badeakten. Det krævede skiftetøj, og det havde vi ikke medbragt. Med det så sjovt ud, og det er helt sikkert at elefanterne nød det.

Dagen sluttede af med whiskysmagning. Lao-lao er lavet på ris, og smager ikke af noget der bør kaldes whisky. uden at kunne dokumentere det, mener vi at smagen mere går i retning af "Plejehjems-urin" Men stadsen er enormt billig og får helt op til 50% alkohol. Vi købte heller ikke en flaske selv om tilbudene var mange - det er simpelt hen ikke pengene værd.

Billeder kan ses på denne adresse:
http://gallery.me.com/staunstrup/100485

Der er penge i munkeliv


Søndag den 8. november 2009

Idag stod jeg tidligt op og gik ud i byen for at se det meget omtalte optog af munke, der finder sted hver morgen inden solen står op.
Byen er fyldt af templer, og det sted i Laos vi har været med absolut flest munke.

Traditionen er, at munkene hver morgen går i procession igennem byen, bærende på krukker. De ældste munke går først og de yngste til sidt. Lokalbefolkningen og ikke mindst turister kan så undervejs på munkenes vandring igennem byen putter mad og penge i krukkerne. I ærbødighed for munkene er det anbefalet, at man ikke er højere placeret end dem - hvilket betyder, at de fleste der venter på dem sidder eller knæler i vejkanten.
Ens donation går direkte til munkenes liv, men munkene selv giver bagefter også noget af det tilbage til de fattigste i byen.

Det hedder sig, at man selv får et bedre liv, hvis man giver lidt til munkene. Og hvem er ikke interesseret i det?

Desværre bliver dette historiske og tradionsrige optog delvist ødelagt af det følge, der forsøger at lave penge på sceneriet. Mange turister har i den tidlige morgenstund kun haft fokus på at huske kameraet - og står så der og kan ikke smide noget i krukkerne. Men her er hjælpen nær, for et utal af sælgere er klar med små færdigpakkede donationer, man kan købe til formålet.

Og da følget af munke som nævnt er meget langt - flere hundrede, så kan det godt blive en dyr fornøjelse, hvis man vil putte noget i alle krukker.

Selv iagtog jeg det hele på afstand. Disse orange munkeskikkelser, der støjløst glider gennem morgendisen og lyser op i det grå bybillede er faktisk et fantastisk syn. Men jeg blev aldrig en del af det pengecirkus optoget også er. Deltager man i det - er det snarre de hurtige gadehandler og deres miniture risposer man støtter - og ikke den sympatiske munkeorden i byen.

lørdag den 7. november 2009

Vi er klar til Vorbasse Marked!!


Lørdag den 7. november 2009;

Så er motorcyklerne solgt! De bragte os 400 km nordpå, og vi nød hvert et minut. Nu er der formentlig en fyr fra Laos, der snart kommer til at hade Honda:-)

Vi mødte op kl. 09.15 hos den pige, der var interesseret i at købe.Hun var imidlertid ikke til stede, og Frederik fandt derfor sin indre pranger op og gik ind i nabobutikken og sagde; Nogen der vil købe motorcykler her? denne bemærkning skabte med det samme opmærksomhed på vores personer. Fra de små butikker væltede det ud med folk, der ville se nærmere på vores salgsvarer, alt imens mobiltelefonerne glødede.

Frederik og jeg holdt os lidt tilbage (laos-stil) og lod folket køre småture osv. Efter et par timer var en handel hjemme - og vi solgte til ca. den halve pris af, hvad vi havde givet for dem. Vi må nok erkende, at vi gav for meget for motorcyklerne i Vientiane - og at vi i al for høj grad sammenlignede med priserne i Danmark. Vi er derfor glade over, at vi rimelig smertfrit kom af med dem dem igen. Især Hondaen vil vi ikke savne!!

Vi overvejer nu at tage et smut nordpå og ride på elefanter - men bare rolig, vi køber ingen!!

fredag den 6. november 2009

Solnedgang ved Mekong


Fredag den 6. november 2009;

Mens udyret (Hondaen) var til sin stempel-operation, gik vi ned til Mekong Floden som løber igennem Luang Prabang. Der var en fantastisk solnedgang - som tager ca. 5 minutter. Men vi var heldige at være lige på pletten og kan nu dele synet med alle vores bloggere.

Vi satte os på en restaurant ved floden og spiste en sandwich og ved 18-tiden kørte vi tilbage til mekanikeren og hentede motorcyklen. Vi er så trætte af den og af de efterhånden mange udgifter den har haft, at vi har besluttet os for at sælge dem begge. De har absolut været pengene værd og har givet os nogle fantastiske oplevelser, som vi sent vil glemme. Men da vi skal være ude af Laos den 30. november, har vi simpelthen ikke tid til de afbræk alle skaderne giver.

Vi har mødt en pige, der evt. er interesseret i at købe,- men hun ville lige have sin kæreste til at se dem efter. Hende skal vi møde i morgen ved 9-tiden, og så håber vi, at slippe for mere Honda-bøvl.

Ellers kan vi fortælle, at vi er ankommet til den gamle konge hovedstad fra før Laos blev til republik i 1975. Byen ligger skønt i læ af bjergene og her vrimler med munke alle steder, da her er et utal af templer. Vi har fået at vide, at munkene går igennem byen tidligt om morgenen og at de det hører sig til, at man giver dem lidt ris eller penge. Gør man det, betyder det også at man selv får et godt liv.

Frederik og jeg overvejer nu, om vi magter at stå op kl. 06.00 for at sikre os det gode liv:-)

Ellers bliver vi nok her i byen og snuser lidt rundt. Vi kan jo dårligt rejse videre før motorcyklerne er solgt!

Honda stinker...

fredag den 6. november 2009;

Livet i en Laotisk landsby begynder tidligt, ligesom de går tidligt i seng. Allerede inden solen brød rigtig igennem var der gang i den i de små bambushytter, og skygger af skikkelser sås i tusmørket forlade deres huse. Der er ingen indlagt vand i de her landsbyer, så alle går det samme sted hen for at vaske sig, vaske tøj osv. Et muntert samlingssted, hvor man selvfølgelig også henter vand til brug derhjemme.

På de snørklede bjergveje ses folk, der bærer brænde på ryggen til ildstedet, så der kan blive lavet mad i løbet af dagen.

Et tæt lag skyer hænger over dalen derned som store klumper vat, og man føler virkelig at man befinder sig over alting.

Kl. 7 kom manden fra i går tilbage og sagde, at det IKKE var batteriet, men stemplet, det var gået. Han ville gerne sætte et nyt stempel i Hondaen, men det kostede 100 000 Kip mere end hvis batteriet skulle være skiftet. Vi ventede i to timer på at motorcyklen gennemgik denne operation. Mon der snart er mere, der kan bryde sammen på en Honda?

Ja - svaret er desværre ja. Hondaen nåede akkurat til Luang Prubang og så punkterede fordækket:-( Da vi senere skulle finde en mekaniker dryppede der benzin fra dyret - og endelig oste den som en pensioneret cigarryger. Resultat; ny slange, nyt stempel og ny benzinslange til motoren. Det er i hvert fald sådan vi forstår det.

Nogen vil måske spørge hvordan det går med Frederik Yincen - og her må sige, at den virkelig har været pengene værd. Ikke een gang har den sat os på prøve..

Vi overvejer nu stærk at sælge dem begge - idet vi nok må erkende, at Honda-koncernen ikke støtte Asian Sensations tur igennem Laos. Beslutningen tager vi senere idag. Vi skal jo også lige finde en køber...

SE FOTOS HER