Rejserute opdateret

Vi er nu nået sikkert frem til Luang Probang. Ikke uden motorproblemer:( Honda er noget pis!!

Se rejseruten herunder:

Vis stort kort

Maskingevær og porno på mobilen

torsdag den 5. november 2009;

Vi begyndte vores tur mod Luang Prabang kl 09.45. Vejret var fantastisk og bjergene lå søvnigt i morgendisen og ventede på os.
Fulde af optimisme og med to ny-gennemsynet motorcykler var vi klar til den helt store bjergtur. Og det fik vi. Jeg tror aldrig i mit liv jeg har oplevet så fantastisk natur og euforien drønede rundt i kroppen, når vi på motorcykelerne sneg os op af de mange hårnålesving, der overraskede hver gang med en ny og ubegribelig udsigt.

Vores motorcykler spandt, selv om de store stigninger (der var voldsomme) indimellem krævede kørsel i de lave gear. Alt var perfekt. Vi havde rockmusik i mp3´eren, solen bagte og i de mange små bjerglandsbyer vi passerede, vinkede folk og legende børn til os.

Vi kunne se, at de var muligt at nå Luang Pragbang inden mørkest frembrud, -det bliver kulsort allerede kl. 18.

45 km fra Luang Prabang indtræf så katastrofen. Min Honda ville ikke mere. Som en gammel hund med gigt nægtede den at røre sig ud af flækken. Der stod vi på en bjergtop og var fortabte. Men som altid var der søde og hjælpsomme laoter nær os, og i dette tilfælde et par drenge. Den ene bar et maskingevær på ryggen (han var vel 16 år), og det rystede os selvfølgelige en del. Men han smilede og sagde efter et kort kig Hondaen, at det var tændrøret, der skulle skiftes. Nu kom der flere drenge til, og mørket faldt på. I lyset fra en mobiltelefon, arbejdede de med at skifte tændrøret og selv om jeg forsøgte at forklare, at det var skiftet dagen i forvejen, arbejdede de ufortrødent videre. Det var selvfølgelig ikke tændrøret - men drengene var som alle i Laos af den holdning, at det hele nok skal ordne sig. De grinede i mørket og viste pornoklip frem på deres mobil.

I et land hvor hvor 75% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og hvor man bor i primitive bambushytter og steger rotter over bål, virker det noget surealistisk at stå på en bjergtop med 8 teenagedrenge og se porno på en mobiltelefon, mens den ene har en Kalasnikov hængende over skulderen.

Efter et stykke tid blev vi ekskorteret ned i landsbyen og kørt hen til en, der åbenbart vidste lidt mere om motorcykler. Han konstaterede at det nok var batteriet, det var galt med. Han ville tage motorcyklen med til en anden landsby og få det skiftet og regnede med at det ville koste 200 000 kip. (125 kr).

Herefter blev vi anvist sovepladser under et halvtag, tilbudt et tæppe og en krukke ris blev fundet frem. Inden vi faldt i søvn var en del af landsbyen forbi for ved selvsyn at se de mærkelige europæere, der skulle overnatte. Vi rullede os ind i tæpper og spekulerede over hvorfor en dreng i en bjerglandsby render rundt med et maskingevær. Det virker både mærkeligt og meningsløst - så er svaret om mobilporno nok lidt nemmere at besvare.

PS: Frederik er nu på toppen. En tur i bjergene er ren helbredelse!!!

SE FOTOS HER - upload af fotos vil komme i løbet af dagen. Kig forbi:-) Laos er ikke vant til bloggere med vores upload-krav....

Motorcykel for dummies

Onsdag den 4. november 2009;

Vi har besluttet at drage videre i morgen. Turen går igennem bjergene til Kasi og derefter videre til Luang Prabang. Da vi ved at turen bliver hård for vores motorcykler, besluttede vi her til aften, at tage dem til en af de lokale mekanikere for et større gennemsyn.

Frederik er helt frisk endnu, men han regner med at en nats søvn vil gøre underværker. Jeg har lovet ikke at skrive noget om hans afførring, men det er nu også en tynd historie...

To mekanikerdrenge med speciale i Honda så først på Frederiks udstødning (altså den på knallerten) og konstaterede at den var knækket. En helt ny blev fremskaffet og sat på. Herefter blev min bagbremse skiftet og for- og baglys lavet. Frederik fik nu skiftet begge tandhjul og lavet bremselys samt forbremse. Drengene arbejdede så det svedte og morede sig over de mange ting vi skulle have lavet. Rygtet bredte sig hurtigt, at et par tåbelige backpackere var ved at få lavet alt på deres bikes og flere dukkede op for at følge slagets gang.Da vi fortalte dem, at vi ville køre til Luang Prubang, sendte de hinanden det der blik, det kan oversættes med "Der når de sgu aldrig hen..."

Vi bad også om at få skiftet olie og tændrør og nu føler vi os meget klædt på til den store bjergtur af landevej 13 - den eneste der går nordpå.

Under hele operationen, der tog en times tid, fulgte vi koncentreret med i alt hvad drengene foretog sig, og vi føler nu begge, at vi ved langt mere om motorcykler end igår. Vi er fast besluttet på at vise mekanikerdrengene, at vi nok skal komme til Luang Prubang!

Hvad koster sådan så et eftersyn af to motorcykler incl. reservedele og arbejdsløn? 295,50 kr!! Lad os håbe det er pengene værd.

Herunder ses fotos fra værkstedet

En tur på Dirt Road...

Onsdag den 4. november 2009 (eftermiddag):

Frederik er stadig ikke helt på toppen, og da vi tager videre i morgen, tog han ikke med på eftermiddagens tur på Dirt road.

Jeg satte mig derfor på Hondaen og kørte et par kilometer uden for byen og drejede til højre mod bjergene. Disse små veje hedder her Dirt Roads og det er en ret god betegnelse. De er beskidte, støvede, hullede og ikke skabt for ret mange kørertøjer end de der trækkes af okser. men de findes overalt, og da disse veje udgør hovedaktiviteten i Laos, så er det ikke noget nogen spekulerer på.

At sidde på en motorcykel i dette terræn kræver en vis fysisk standard, for man bliver i den grad rystet igennem. Men naturen og de store bjerge, der omkranser de mange landsbyer, der er placeret her er det hele værd. Jeg gjorde bl.a. holdt ved en skole, hvor der var frikvarter, og havde en god halv times sjov med eleverne, der bestemt opfattede min tilstedeværelse lige så mærkværdig, som jeg fandt deres veje...

Efter et par timers rystetur tog jeg igen hjem til Vang Vieng, og krydser fingrer for at bjergturen i morgen mod Luang Prabang bliver af noget bedre veje:-)

SE FOTOS FRA DIRT ROAD TUREN HER

Backpacker-paradis eller bare fordummende forudsigelig druk

Onsdag den 4. november 2009;

Vang Vieng er naturmæssigt et sandt slaraffenland af aktivitetsmuligheder i alle afskygninger. Der er mulighed for at kravle rundt i utallige grotter, klatre i klipper, riverrafting, tubing, kajaksejlads og mountainbike – ja listen er meget lang. Byen ligger lige ned til Nam Song River og Saysong Island, der lige som resten af byen er spækket med cafeer og restauranter. Den lille fattige bjergby er i så voldsom grad præget af turismes og især rygsækrejsendes indtog, at det må gøre ondt for de stolte bjerge der omkranser byen at se på det.

Hovedgaden består udelukkende af barer og restauranter og et utal af shops, der sælger ture i naturen...
Der festes igennem om natten – hvor hovedsproget i byen omdannes til en larmende og snøvlende fuldemandsengelsk fra en amerikansk og europæisk backpackerkoloni, der først vågner til dåd omkring middag. Her ses de komme ud af deres ”huler” med strittende morgenhår og bare maver. Tømmermændene hænger som sorte skyer over deres hoveder, mens de kravler ind i de store puder i restauranterne og cafeerne for at ligge i timevis og se båndede udgaver af Friends, mens de lige har kræfter til at æde en pizza suppleret med Beerlao.
Om eftermiddagen, når tømmermændene har fået et spark og humøret er ved at oppe igen, så vader backpackerfolket ned til floden, og nu hedder aktiviteten så tubing. Man lejer en oppustet inderslange til et traktordæk og tager turen ned ad floden på ca. 4 km. Undervejs er der med passende afstand lavet barer, hvor man kan få fyldt op. Floden er voldsom og farlig, og man kan faktisk komme galt afsted i de store strømfald. Farligheden synes dog ikke optage dem synderligt.

Inden der igen skal festes om aftenen kan der lige blive plads til et par afsnit af Friends og nogle Beerlao. Kl. 22 er folk ved at være rigtig festklare ved Q-bar, og så følges man i trop til floden, hvor festen fortsætter på Sunset-bar til den tidlige morgen...

At indtaget af billig øl suppleres med diverse drugs – mest populært er cannabis, opium og svampe, kan ses tydeligt, når hovedgaden indimellem indtages af storskrigende fnisende lyshårede europæiske piger, der følges op af fyre med badeshorts og bar overkrop, der med småliderlige slørede blikke udser sig aftenens bytte.

Kald mig bare gammel og kedelig, men hvorfor tager man helt til Laos for at ligge i skyggen på en restaurant og glo på gamle afsnit af Friends, mens man gnasker pizza og drikker øl i lange baner suppleret med lidt substanser – der om ikke andet kan sætte ekstra skub i ens ædeflip? Jeg synes det er uinteressant og fordummende forudsigeligt.
Jeg elsker øl, pizza og Friends – men min fest i Laos må gerne være lidt mere udfordrende end en tilfældig fredag aften i en jysk provinsby. Derfor lader jeg backpackerne holde deres fest selv – og overvejer nu om jeg ikke alligevel skal en tur ned af Nam Song i et traktordæk:-)

NB: Ovenstående gælder selvfølgelig ikke alle backpackere i Vang Vieng men en meget visuel og stor gruppe, der i kraft af deres støjende og iøjenfaldende opførsel bliver meget synlige bybilledet.

Dette indlæg er i Frederiks sygefravær skrevet med en killing på en af Vang Viengs cafeer:-) Frederik er i bedring og var med på formiddagens tur til Tubing ved floden.

Se fotos fra hele formiddagen

Lao Lifestyle

Den 3. november 2009:

Som allerede omtalt i tidligere indlæg på bloggen, er Laos er meget tilbagelænet land. Hvis der skulle kåres en verdensrekord i ikke at lave noget og nyde livet med et stort smil, så kunne Laos vinde.
Der er et ordsprog der siger; I Vietnam sår man risen, i Cambodia ser man på den gror og i Laos lytter man til den gror... Sådan er livet her – læn dig tilbage i stolen og slap af, alt skal nok blive okay alligevel.

95% af al øl der drikkes i Laos er Beerlao – i hvert fald når vi taler turister og den højere middelklasse. Selv om prisen er meget lav, er den stadig for høj for de fleste i Laos. 75% af befolkningen lever for under 10 kr. om dagen.

I Laos er man kommunister! Der hænger røde flag med gule hammer og segl overalt – også ved private hjem. Men som én sagde til os med et glimt i øjet; ”Jeg er kommunist, men jeg kan godt lide penge..” Landet ledes hårdt af det et parti LPRP (Lao´s Peoples Revolutionary Party).
Her bor ca. 1 million flere mennesker end i Danmark. Børnedødeligheden er ret stor – man mener at hvert tiende barn ikke bliver 5 år.

Mænd i Laos forventes at være munke i en kortere eller længere tid af deres liv. Dette sker bedst efter endt skolegang og inden man stifter familie. Minimumsgrænsen for at aftjene sin munketid er 3 måneder. Bybilledet fyldes da også overalt med orangefarvede munke, der kronraget i sandaler handler ind, cykler eller kører rundt i tuk-tuk (knallerttaxi).

Vi har allerede opnået en del tæt kontakt med befolkningen her via vores crazy idé med at køre på motorcykel,- og vi kan konstatere, at vi har mødt et meget åbent og hjælpsom folk, der aldrig beder om penge. Man skal selv spørge hvad de skal have for hjælpen – ellers sker der intet.

Et godt eksempel var i dag, da jeg for anden gang kørte tør for benzin (Der må gerne grines) Frederik kørte afsted for at finde noget, og mens han var væk, kom en mand forbi på sin Honda. Han stoppede op og spurtgte om han kunne hjælpe. Han fik lidt penge og kørte nu den modsatte vej af Frederik, og 5 min efter var han tilbage med en plasticpose med benzin. Hans reaktion var den helt udanske, at han stak MIG hånden og sagde ”Thank you”. Måske er det det man får ud af at få mindst 3 måneder som munk – en glæde ved at glæde andre. Vi er med andre ord kommet til et land, hvor man siger ”Tak fordi jeg måtte hjælpe”. Den vil vi tage med os!!

Ang. Kommunisme og religion: Nøjagtig som i Vietnam er der såkaldt religionsfrihed i Laos. Men med den kommunistiske magtovertagelse i 1975 mistede munkeordenen sangha sin status i samfundet. Regimet forbød fx befolkningen at give almisser til munkene, som til gengæld fik en risration af staten. Munkene blev dog ikke udsat for de grusomme forfølgelser, der f.eks overgik deres fæller i Cambodia, og i 1990'erne har man kunnet spore en større religiøs tolerance fra regimets side. Munkene modtager dog stadig marxistisk lærdom, mens de er i tempel - men idag mest i form af viden om landbrug osv. Tilsyneladende har det kommunistiske system i Laos ikke kunne knække buddhismen - og politisk og religiøs tro lever nu fredeligt side om side.

PS: Frederik er sengeliggende med feber, men han er ved godt mod og jeg skulle hilse alle.

SE FLERE FOTOS HER

Vang Vieng - tilbagelænet bjergidyl

Tirsdag den 3. november 2009:

Vi tog tidligt fra vores Guesthouse kl. 06.45, og kørte i morgendisen gennem de fantastiske bjerge mod Vang Vieng. Mens Frederiks kinesiske Honda-Wannabe-motorcykel kører ubeklageligt, så er der konstant problemer med min Honda... Benzinmåleren virker ikke, og selv om vi begge har fyldt på samtidig, så kørte jeg selvfølgelig tør midt på ruten. Frederik kørte ned til en landsby og kom tilbage med en liter benzin i en pose. Sådan klarer man åbenbart det her.

Klokken 10 nåede vi så Vang Vieng. Det er en bjerglandsby med ca 30.000 indbyggere, og et såkaldt backpacker-paradis. Her er en flod og et hav af aktiviteter i forbindelse med den. Området er gude-skønt, og den helt specielle Laos-Stil - hvor ingen ting kan gå for langsomt præger hele bybilledet. På grund af de mange backpackere er der et utal af restauranter og internetcafeer (med meget langsom forbindelse) og restauranterne er ofte præget af "vi ligger ned og spiser i puder og tæpper" miljø. Alt på menukortet, der behæftet med "happy" betyder, at det serveres med hash, svampe eller andet. Happy Pizza er meget populært - og betyder også, at mange har svært ved at mobilisere noget energi overhovedet til andet end at ligge ned og chille.

Frederik ligger også ned - men det er nu pga af lidt feber. Måske har han raget en lille influenza til sig. Men vi bliver her nogle dage, så han kan komme sig. Vi har fundet et fint Guesthouse til 15 kr. pr. nat og indendørsparkering til motorcyklerne:-)

Det næste stop på vores rute er Luang Prabang som ligger 168 km væk. Men bussen der kører dertil bruger 11 timer til projektet, så vi har luret, at der venter en del bjergkørsel. Denne tur bliver definitivt testen på om vores motorcykelprojekt er realistisk. Får vi flere nedbrud og ting der falder af - må vi nok sande, at vi har gabt over for stort et stykke stål...

Se fotos her

Rejserute opdateret

Herunder ses vores rejserute so far....


Vis stort kort

Første etape på Tour De Laos...Kort og begivenhedsrig

Mandag den 2. november 2009

Nogen spørger; Hvorfor?, Svaret er nok kombinationen af ungdoms kådhed og erfaring i panikalder:-) Andre spørger: Tror I virkelig, at I når hele vejen ned gennem Laos på 30 dage? Svaret er nej, hvis turen bliver som første etape.

3 millioner er mange penge i et land, hvor den største pengeseddel er 50.000 kip. Vi måtte hæve hver 5 gange for at have nok penge. Højeste beløb i pengeautomater hernede er 700.000 kip. Men så kunne vi også smide bundterne på bordet og kalde os ejere af en motorcykel. Eller det er nu ikke helt korrekt, for da vi som udlændinge ikke må købe motorcykel, så står den i en andens navn (en tjener fra en restaurant, som også var stråmand i vores handel) Han hænger nu på den, hvis vi køre galt og smadrer en minibus. Men det har vi nu lovet, at vi ikke gør.

Efter handlen kørte vi hjem til hotellet og spændte vores rygsække bag på dyret - og væk var vi. Nordpå langs hovedvej 13. Det er den eneste vej der fører nordpå, og der ligger et stort antal landsbyer langs vejen som perler på en snor. Det betyder, at det næsten hele tiden er bykørsel. Vi havde udset os Vang Vieng som første stop - og optimismen var stor. men allerede efter ca 40 km, var et lastvognslad fuld af Laoter ved at knække af grin af mig, mens de pegede ned på Hondaens forhjul. Jeg kørte ind til siden og kunne se, at hele skrivebremsen på forhjulet var røget af og dinglede i en ledning ved siden af.
En dame i vejkanten hvor jeg stoppede råbte og skreg, da hun så det, og i løbet af 30 sek. var der et par friske fyre, som gjorde tegn til, at det skulle de nok ordne. Ingen uden for byerne taler engelsk, men tegnsprog virker fint.

Det viste sig, at en bolt var røget af, og problemet var ordnet i løbet af 15 min. Samtidig blev min bagbremse også strammet op. Pris for hjælpen; 2 kr. Vi takkede og strøg videre.

Nu kom vi til de første bjerge, og det gik stejlt op. Gearne blev brugt flittigt - og pludselig ville min Honda igen ikke køre. Vi var næsten nået toppen, og vendte om, og jeg trillede ned af bjerget og endte i en lille landsby, hvor der straks var nogle nysgerrige folk, der ville hjælpe. Vi blev kørt hen til et mindre mekanikerværksted, og her skilte en mand min motorcykel ad, og årsagen viste sig at det forreste tandhjul til kæden var slidt fuldstændigt ned. Tandhjulet blev nu skiftet og kæden strammet op. Endnu et problem var løst, og vi måtte denne gang punge ud med 4 kr. Men her var der jo også en reservedel...

Nu drønede vi videre, men klokken nærmede sig 18 og så bliver det mørkt i løbet af 5 minutter. Igen glimrede min bike ved at lyset ikke virkede.... Heldigvis kørte vi ikke langt inden der dukkede et lille Guesthouse op med værelser til 15 kr. for en nat. Vi gik på den lokale restaurant, der kun havde én ret på menukortet (noget med ris) - men det smagt dejligt og mættede - Pris: 3 kr. pr. mand.

Vi går tidligt i seng og tager afsted i morgen kl. 7 - vi bliver nok i Vang Vieng nogle dage.


PS: Et sidste spørgsmål til os kunne være; Får I ikke ondt i røven? Svaret er JO!!

SE FOTOS HER