Fredag den 25. december 2009;
Første juledag skal man ud at gå – eller trave, som min far siger det! Ud og gå julesulet af sig og trække noget frisk luft. Så man er klar til de mange julefrokoster mellem jul og nytår.
Derfor skulle jeg selvfølgelig også ud at trave – i år stod julemenuen på mexikansk mad og banansplit til dessert – men selv om juleand og fedtede klejner ikke var på menuen, ville en rask travetur være på sin plads!
Jeg gik fra hotellet efter morgenmaden kl. 09.00, og satte retning mod stranden. Turen til stranden tager lidt under 10 minutter, og jeg besluttede at tælle, hvor mange gange jeg undervejs ville blive antastet af folk, der ville sælge mig et eller andet. Da jeg nåede 100 opgav jeg tælleriet. På Bali tiltaler de en Boss – og ikke friend (som ellers er tilfældet i resten af Asien) Konstant flyver sætningen ”Hey Boss” gennem luften – efterfulgt af af en af tre varianter 1) do you want taxi 2) do you want massage 3) do you want drugs
I begyndelsen ryster man på hovedet og svarer pænt nej – men efterhånden lader man bare som ingen ting. Går lige forbi uden at kigge på dem. Når 5 mænd står med en meters mellemrum og alle spørger om jeg vil køre med deres taxi, så bliver tilbuddene mere mekaniske sætninger, der bare siges uden nogen forventning om respons. Sidst på dagen bliver de forskellige tilbud da også suppleret med sjove bisætninger og useriøs attitude. Når trætheden melder sig, og de har stået en hel dag og råbt efter turister, bliver de simpelt hen nød til at finde humoren frem for at kunne holde det ud.
De kan sagtens se, at irritationen bliver større og større for turisterne, og ind imellem oplever de også at denne irritation udmønter sig i regulær vrede udbrud og trusler.
Jeg købte to t-shirt i går, og alene det at jeg viste interesse for noget i en butik, fik ikke mindre end 5 mænd til at flokkes om mig som en afrikansk grib om en døende vandbøffel. De hiver t-shirts ned af hylderne og skriger i munden på hinanden, mens de overgår de andres tilbud. Det ender altid med, at de kaster bolden over til kunden med spørgsmålet; Jamen hvad vil du gi? Sig din pris!
Er det tidligt på dagen kan disse handels-scener være ret muntre og hyggelige. Især hvis handlen krydres med den charme mange af de handlende besidder. Der er næsten altid et glimt i øjet – og alle ved vi godt, at dette skuespil er en del af handlen. Ja faktisk har man på fornemmelsen, at de næsten ikke kan tage deres egne tilbud seriøst. Men er det sidst på dagen, skal der virkelig meget overskud til, før man gider kaste sig ud i 10 minutters kamp om at købe en t-shirt for 25 kr. Man kan så spørge, hvad al det skuespil er godt for. Svaret er vel, at der en gang i mellem kommer en dum turist, der betaler den først udmeldte pris. Det er de kunder der i virkeligheden holder gang i butikken.
Da jeg kom ned på stranden, var der en masse mennesker samlet i festlige dragter – hovedsageligt kvinder. Et interimistisk offer-alter var etableret, og et religiøst overhoved sad i midten af det hele og ringede med en lille klokke, mens kvinderne sang.
Efter kort tid opdagede jeg et lille spædbarn og forstod, at her var tale om
en eller anden dåbsakt – de var i hvert fald barnet det handlede om.Jeg tog nogle billeder og studerede sceneriet, da en ældre mand dukkede op bag mig, I kender sikkert typen; ca. 60 år, det grå hår samlet i en lille hestehale og skaldet isse. En glimtende guldring i højre øre og en tatovering på overarmen af et cannabisblad og et Ying og yang tegn.
En spraglet t-shirt der sad stramt om den velvoksne mave og et par luftige pose-bukser der slaske omkring hans tynde ben og næsten dækkede hans lædersandaler.
Der skal ikke meget hovedregning til at forstå, at han var ung og hip i 1968, og det eneste han manglede i sin uniformering var da også en blomst og et peace-tegn:-) han er sådan et menneske man bare putter i en kasse ved synet og allerede inden man har snakket med ham har rubriceret som en af de hippier, der aldrig rigtig kom videre, og som stædigt holder fast i en idealistisk drøm, som var så virkelighedsnær en gang – for 40 år siden...
Han fiskede en pakke smøger frem og indledte så en samtale. På et udmærket engelsk spurgte han ind til hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, og selv om mine svar nok har haft en undertone af ”du er meget sød ik, men lad mig nu være i fred...”, så lod det ikke til at præge ham. Efter 5 minutter overgav jeg mig, og vi satte os i sandet og kiggede ud over havet med de brusende bølger og surferne.
Han fortalte i løbet af en lille times tid kort om sit liv, som var alt andet end en gammel hippies bekendelser. Han hed Ralf og havde boet forskellige steder i Asien de sidste 10 år. Rejst herud efter en skilsmisse og et liv i tyskland han aldrig rigtig var tilfreds med. Nu var han i Bali, og havde været her i 2 år. Han fortalte, at han havde ernæret sig ved forskellige jobs – bl.a. med etablering af internetcafeer og salg af guidede turistture, suppleret med en lille formue hjemmefra. Han svor, at han aldrig ville tilbage til det gamle liv – han mente ikke selv han før havde været så lykkelig som nu. Vores samtale blev afbrudt, da hans mobiltelefon ringede, og han undskyldte og sagde han måtte gå.
Lige så hurtig han var dukket op, lige så hurtigt var han væk – og jeg sad tilbage på stranden og vidste, at selv om hans korte livshistorie lød fantastisk, så manglede den ord som savn og længsel. Begreber jeg synes er blevet uomtvistelige efter bare 4 måneder i Asien...
SE FOTOS HER
