Viser opslag med etiketten Indonesien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Indonesien. Vis alle opslag

fredag den 25. december 2009

Strand ceremoni


Fredag den 25. december 2009;

Første juledag skal man ud at gå – eller trave, som min far siger det! Ud og gå julesulet af sig og trække noget frisk luft. Så man er klar til de mange julefrokoster mellem jul og nytår.

Derfor skulle jeg selvfølgelig også ud at trave – i år stod julemenuen på mexikansk mad og banansplit til dessert – men selv om juleand og fedtede klejner ikke var på menuen, ville en rask travetur være på sin plads!

Jeg gik fra hotellet efter morgenmaden kl. 09.00, og satte retning mod stranden. Turen til stranden tager lidt under 10 minutter, og jeg besluttede at tælle, hvor mange gange jeg undervejs ville blive antastet af folk, der ville sælge mig et eller andet. Da jeg nåede 100 opgav jeg tælleriet. På Bali tiltaler de en Boss – og ikke friend (som ellers er tilfældet i resten af Asien) Konstant flyver sætningen ”Hey Boss” gennem luften – efterfulgt af af en af tre varianter 1) do you want taxi 2) do you want massage 3) do you want drugs
I begyndelsen ryster man på hovedet og svarer pænt nej – men efterhånden lader man bare som ingen ting. Går lige forbi uden at kigge på dem. Når 5 mænd står med en meters mellemrum og alle spørger om jeg vil køre med deres taxi, så bliver tilbuddene mere mekaniske sætninger, der bare siges uden nogen forventning om respons. Sidst på dagen bliver de forskellige tilbud da også suppleret med sjove bisætninger og useriøs attitude. Når trætheden melder sig, og de har stået en hel dag og råbt efter turister, bliver de simpelt hen nød til at finde humoren frem for at kunne holde det ud.

De kan sagtens se, at irritationen bliver større og større for turisterne, og ind imellem oplever de også at denne irritation udmønter sig i regulær vrede udbrud og trusler.
Jeg købte to t-shirt i går, og alene det at jeg viste interesse for noget i en butik, fik ikke mindre end 5 mænd til at flokkes om mig som en afrikansk grib om en døende vandbøffel. De hiver t-shirts ned af hylderne og skriger i munden på hinanden, mens de overgår de andres tilbud. Det ender altid med, at de kaster bolden over til kunden med spørgsmålet; Jamen hvad vil du gi? Sig din pris!

Er det tidligt på dagen kan disse handels-scener være ret muntre og hyggelige. Især hvis handlen krydres med den charme mange af de handlende besidder. Der er næsten altid et glimt i øjet – og alle ved vi godt, at dette skuespil er en del af handlen. Ja faktisk har man på fornemmelsen, at de næsten ikke kan tage deres egne tilbud seriøst. Men er det sidst på dagen, skal der virkelig meget overskud til, før man gider kaste sig ud i 10 minutters kamp om at købe en t-shirt for 25 kr. Man kan så spørge, hvad al det skuespil er godt for. Svaret er vel, at der en gang i mellem kommer en dum turist, der betaler den først udmeldte pris. Det er de kunder der i virkeligheden holder gang i butikken.

Da jeg kom ned på stranden, var der en masse mennesker samlet i festlige dragter – hovedsageligt kvinder. Et interimistisk offer-alter var etableret, og et religiøst overhoved sad i midten af det hele og ringede med en lille klokke, mens kvinderne sang.
Efter kort tid opdagede jeg et lille spædbarn og forstod, at her var tale om en eller anden dåbsakt – de var i hvert fald barnet det handlede om.

Jeg tog nogle billeder og studerede sceneriet, da en ældre mand dukkede op bag mig, I kender sikkert typen; ca. 60 år, det grå hår samlet i en lille hestehale og skaldet isse. En glimtende guldring i højre øre og en tatovering på overarmen af et cannabisblad og et Ying og yang tegn.
En spraglet t-shirt der sad stramt om den velvoksne mave og et par luftige pose-bukser der slaske omkring hans tynde ben og næsten dækkede hans lædersandaler.
Der skal ikke meget hovedregning til at forstå, at han var ung og hip i 1968, og det eneste han manglede i sin uniformering var da også en blomst og et peace-tegn:-) han er sådan et menneske man bare putter i en kasse ved synet og allerede inden man har snakket med ham har rubriceret som en af de hippier, der aldrig rigtig kom videre, og som stædigt holder fast i en idealistisk drøm, som var så virkelighedsnær en gang – for 40 år siden...

Han fiskede en pakke smøger frem og indledte så en samtale. På et udmærket engelsk spurgte han ind til hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, og selv om mine svar nok har haft en undertone af ”du er meget sød ik, men lad mig nu være i fred...”, så lod det ikke til at præge ham. Efter 5 minutter overgav jeg mig, og vi satte os i sandet og kiggede ud over havet med de brusende bølger og surferne.

Han fortalte i løbet af en lille times tid kort om sit liv, som var alt andet end en gammel hippies bekendelser. Han hed Ralf og havde boet forskellige steder i Asien de sidste 10 år. Rejst herud efter en skilsmisse og et liv i tyskland han aldrig rigtig var tilfreds med. Nu var han i Bali, og havde været her i 2 år. Han fortalte, at han havde ernæret sig ved forskellige jobs – bl.a. med etablering af internetcafeer og salg af guidede turistture, suppleret med en lille formue hjemmefra. Han svor, at han aldrig ville tilbage til det gamle liv – han mente ikke selv han før havde været så lykkelig som nu. Vores samtale blev afbrudt, da hans mobiltelefon ringede, og han undskyldte og sagde han måtte gå.

Lige så hurtig han var dukket op, lige så hurtigt var han væk – og jeg sad tilbage på stranden og vidste, at selv om hans korte livshistorie lød fantastisk, så manglede den ord som savn og længsel. Begreber jeg synes er blevet uomtvistelige efter bare 4 måneder i Asien...

SE FOTOS HER


torsdag den 24. december 2009

Glædelig jul til alle bloggens læsere


Den 24. december 2009:

Julen er noget særligt. Man behøver ikke at være stærkt troende eller bibelstærk for at fornemme, at julen skaber nogle stemninger som ikke opstår under andre højtider. Det er så populært at affærdige julen som blot et kommercielt påhit, der styres udelukkende af snedige forretningsfolk, der har gjort hele befolkninger afhængige af gaveindkøb, plastiktræer og sange om sne og julemænd. Men sandheden er nok, at julen er en del mere end det.

Selv om mange vil kunne nikke genkendende til følelsen af at være gidsel i et årligt tilbagevendende stressfyldt massehysteri, der kræver cool cash at deltage i, så er julen for de fleste også en rar følelse – en glæde der er svær at ryste af sig. Det er på en gang spændingen, nysgerrigheden og ventetiden fra barndommen, der blandes med den voksnes glæde ved at hemmeligt at forberede sig på den forløsning det er, når selve juleaften nærmer sig. Trygheden i traditionen – genkendelsen fra år til år. Kalendergaverne, stearinlys, juletræet, maden osv. De fleste har lagt julen i skema og forbereder sig på samme måde år for år. På den måde bliver julen for de fleste ikke kun stress men også trygheden i gentagelsen, - ja det bliver ceremonielt.

Jeg sad i dag og snakkede med en belgier om det ikke at være hjemme i julen. Det at være langt væk fra familie og venner og samtidig i et land, hvor julen ikke har nogen reel betydning, i hvert fald som vi forstår den.
Vi måtte konstatere, at på cafeen hvor vi sad kørte Wham´s Last Christmas hele tiden fra anlægget, at der i det ene hjørne var et flot pyntet grantræ (plastik), og at der fra loftet hang fornøjelige nisser og grinte skælmsk til os. Hvis ikke lige solen brændte fra en dybblå himmel og omsatte strålerne til 34 grader og den larmende ventilator i loftet næsten overdøvede Wham, var alt egentlig som hvis vi havde været hjemme. Intet manglede – og dog...

For hvis begrebet man kradser lidt i overfladen på begrebet ”julestemning”, så fylder nisser, Wham og julepynt næsten ingenting. Det må altså være noget andet, noget immaterielt, noget som sikkert er forskelligt fra menneske til menneske.

Jeg kan ikke selv sætte ord på den følelse, men jeg kan mærke, når den ikke er der. Det er naivt at påstå, at man heromme på den anden side af jordkloden er i julestemning. Her får nisserne og julepynten nærmest et komisk udtryk side om side med de hinduistiske gudebilleder.

Det er først i denne erkendelse, at julen herude bliver god. Først der hvor man ikke forsøger at gejle en stemning op, der ikke kan fremmanes og der hvor man tør give slip og gøre juleaften til en ganske almindelig dag – først der bliver julen god. Så kan man læse sine julemails uden at få selvmedlidenhed og blive trist. Noget centralt ved julen er nemlig bevidstheden af at høre sammen med andre, ikke at være alene!

Derfor nyder jeg de mails og beskeder jeg fået herude – langt hjemmefra på en helt alminde torsdag, hvor jeg om lidt igen vil gå ned til stranden og nyde dagen i skyggen af en palme eller to.

Glædelig jul til alle bloggens læsere. Jeg tænker på jer!

SE FOTOS HER

I orkanens øje


Torsdag den 24. december 2009;

Man siger, at der i orkanens øje er helt vindstille og roligt. Sådan et ”øje” er der også her i Legian på Kuta Beach. Midt i disco-stormen og det kaotiske natteliv med høj musik og skrigende surferpiger, er der et sted, hvor alt er stille – lige midt i gaden – ca. 20 meter fra mit hotel.

Stedet kaldes Ground Zero og er netop der, hvor 2 bomber sprang den 12. oktober 2002. Her er opført et imponerende mindesmærke på stedet, hvor Paddy´s Pub og diskotek lå. En kæmpe belyst marmorplade omkranses af flotte udskæringer i sten. Pladen bærer navne og nationalitet på hver af de dræbte. Foran monumentet er et lille springvand og rundt om sidder der konstant mennesker i tavshed. Først går de til tavlen og ser på alle navnene (202 døde den nat) og så er det som om disconatten må vente lidt. Nogen græder stille, mens de ryster på hovedet i mangel på forståelse af denne terroraktion. Det at ofrene er nævnt med navne gør oplevelsen for de fleste endnu mere nærværende. Desuden har flere af ofrenes venner og familiemedlemmer lagt fotos af deres savnede med korte tekster som; We still miss you.

Jeg blev selv meget påvirket, da jeg så monumentet første gang. Selv om jeg ikke har glemt presseomtalen af sagen for 9 år siden og vidste, at også danskere var blandt ofrene, så var jeg ikke klar over, at det fandt sted lige der, hvor jeg bor. Pludselig kommer et fjernt nyhedsindslag meget tæt på. Jeg husker stadig de tre pigers navne på tavlen; Lærke, Lise og Anette. De tre navne er som brændt ind i min hukommelse. Ferieglade og festklare havde de formentlig iført sig noget hot, og valgt at gå på in-stedet Paddy´s Pub. Dansende i lysshowets skær brød deres verden sammen kl. 23.15, da en selvmordsbomber udløste den medbragte bombe, han havde i en rygsæk. Med ét blev 202 menneskers liv revet bort – heraf 152 udenlandske.
Mere end 200 navne kræver en stor marmorplade, og selv om ingen af de omkringstående ved mindesmærket kendte de døde, så berører det på en mærkelig måde alle. Det skal simpelt hen fordøjes inden man går tilbage Diskotek Bounty eller Paddy´s Club, som den i dag hedder hvor der festes igennem hver nat.

Jeg har kun en gang på denne rejse oplevet en tilsvarende tavshed og mennesker, der var stærkt berørte af noget de ikke har haft en andel i – nemlig i torturfængslet S21 i Phnom Penh i Cambodja. Det er præcis når man står ansigt til ansigt med historiebøgernes faktuelle optegnelser, at historien bliver vedkommende og forståelig.

Mindesmærket blev indviet den 12. oktober 2004, på to årsdagen for angrebet, og mange tiltag er gjort for at bringe turisterne tilbage til byen. I dag er feriegæsterne og backpackerne tilbage, og hvis man i i glædesrusen over dette vidunderlige feriested har glemt episoden for 9 år siden, så står mindesmærket der tavst og prikker til en.






onsdag den 23. december 2009

First a flower then a butterfly....


Onsdag den 23. december 2009;

Klokken 06.45 forlod jeg Legian Beach sammen med min chauffør Mardi. Han lovede mig, at i dag skulle vi se noget af det Bali han holder aller mest af – og det var tydeligt, at han ikke var særlig begejstret for Beach-områderne og den hektiske puls omkring de mange turister. Mardi er digter – eller det kunne han i hvert fald godt have været, hvis ikke lige han kørte rundt med turister som mig. Men hans poetiske tilgang til livet og øen han elsker over alt trådte frem mange gange i løbet af dagen.

At have sin egen chauffør og bil i 10 timer betyder også, at man har mulighed for at få snakket om andet end det man lige ser. Mardi var f.eks. meget interesseret i Danmark, og spurgte om livet der hvor jeg kommer fra. At sætte ord på Danmark er ikke nemt, når udgangspunktet er lig nul – så det var en reel pædagogisk opgave jeg der fik.

Mardi fortalte nu også om Bali. Vi kørte i bjergene og så søer, vandfald, aber, rismarker, templer og en begravelse m.m.
Mardi, der er hinduist satte mig grundigt ind i den særlige balinesiske hinduisme og den position, at være det eneste sted i Indonesien, hvor de er i flertal. Der er templer overalt,- små hustempler, områdetempler og hovedtempler og det er tydeligt, at de betyder meget for balineserne. Mardi spurgte mig hvem jeg takkede, når en dag havde været god – eller hvem jeg bad til når jeg ønskede en god dag. Det blev begyndelsen på en længere snak om troens og religionens placering i vores to liv. Til sidst sagde han eftertænksom; Undskyld, men det lyder lidt som om du er bange. Jesper er du bange for, at dit liv ikke kun er skabt og formet af dig selv? Jeg måtte lige tygge lidt på den, og forsøgte så at angribe spørgsmålet mere filosofisk (man er vel fra Kierkegaards hjemland) Mardi lyttede tavst interesseret, og da jeg var færdig med min forelæsning kiggede han på mig og sagde kort: Jo du er bange!

Mardi gav også en lektion i risdyrkning, og fortalte om alle de små byer vi kom igennem. Alle byerne har et særligt håndværk de er specialiseret i, og så er det stort set det eneste, der laves der. Der var ikke mange turister i byerne – med undtagelse af Ubud, der er kendt for træskæreri og kunstmaling. Her stod turisterne til gengæld i kø for at købe souvenirs til dem derhjemme.

Ved et 80 meter stor vandfald plukkede Mardi en lilla blomst og viste den til mig. Se på den Jesper,- sagde han. Lang pause.... Ser du sommerfuglen? Sagde han så. Jeg kiggede grundigt på blomsten og måtte erkende, at jeg ingen sommerfugl så. Mardi smilede og sagde; Blomsten Jesper er sommerfuglen – se på den! Igen tavshed. Jeg synes situationen var temmelig mærkværdig, og anede ikke om jeg skulle grine eller tage ham alvorligt. Han fornemmede nok min skepsis og sagde så; Blomsten er en blomst fordi vi to har besluttet, at det er en blomst. Lad os et kort øjeblik beslutte det er en sommerfugl. Jeg så på blomsten og kunne godt se ligheden og gik med på legen. Okay Mardi – nu ser jeg en sommerfugl. Den er flot. Mardi studerede den længe, og tavsheden virkede pinlig på mig, men jeg anede ikke, hvordan jeg ligesom kunne komme videre. Nu gik Mardi frem mod mig og hviskede; Skal vi ikke lade den flyve nu? Jeg gloede på manden foran mig, og overvejede om han var blevet skør. Derfor hviskede jeg med et glimt i øjet tilbage; Let it fly Mardi – let it fly.... Mardi slap blomsten, og som i en disneyfilm, lod blomsten sig tage af vinden og steg til tops mod den blå himmel. De store lilla blade bevægede sig i vinden, og lige der tog mig selv i i at sige; Se sommerfuglen, den nyder friheden.

Senere på dagen mødte vi et begravelsesoptog. Mændene forrest, kvinderne bagefter og sidst en flok musikanter. De så alle glade ud og de festlige kulørte dragter og musikken fik mig i første omgang til at tro, at det var et bryllup.
Mardi forklarede at begravelser nødvendigt ikke var sørgelige. Den døde er brændt og sjælen er sat fri – klar til et nyt liv, og så drejede han sig på førersædet, så han kunne se mig og sagde: You know – first a flower then a butterfly....

Se flere fotos her (alle fotos med mig er taget og arrangeret af Mardi)

tirsdag den 22. december 2009

Nyt hotel med fri surf:-)


Tirsdag den 22. december;

Jeg har skiftet hotel – og er meget tilfreds. Her er swimmingpool og en udmærket restaurant (især fordi der er fri wifi) der er ca. 6 minutters gang til standen – men jeg nøjes nu med at en svømmetur og surfer i netcafeen i stedet.
Jeg har været lidt rundt i byen i dag – og selvfølgelig på stranden. Der er stor forskel på nat og dag her. Partylamperne er slukket og de mange små souvenirsshops og artsgallerier har slået dørene op for deres mange tilbud. Taxachaufførerne tilbyder sig overalt, og restauranternes tilbud leveres til én på fortorvet med duften af grill og eksotiske krydderier.
Balineserne er utrolig flinke og imødekommende, og selv de ofte får et pænt nej til deres tilbud af de mange forbipasserende turister – holder de humøret højt. Det er en gåde, at så mange mennesker kan skabe en levevej af turismen. Men der skal ikke mange kunder til i løbet af en dag, før der er nok til en acceptabel tilværelse.

Bali er helt speciel pga den stærke tilknytning til hinduismen. Mens resten af Indonesien er muslimsk, er det hinduismen der her har overtaget. Overalt på fortorve og i forretninger er der sat ”ofringer” til guderne frem i form af palmeblade med mad. Selv på stranden findes de liggende midt i det beach-surfer-kaos der ellers hersker her. Surf-skolerne har travlt med alle de turister, der for første gang vil besejre bølgerne på et surfbræt.

Stranden er desuden en naturlig magnet for balinesere, der ønsker at lave hurtige penge på de mange sideforretninger strandlivet skaber. Strandgæster og surfere har brug for noget køligt at drikke, noget at spise og måske en gang rygmassage, efter de hårde strabadser på vandet.

Surfbrætudlejerne står tæt og sammen med boderne med håndklæder, solcreme og solbriller udgør de en hel business for sig selv. Små kiosklignende hytter tilbyder ø-tours til overpris, og selvfølgelig udflugter til Lombok og Komodo Island. Disse ture kan dog ikke gøres som heldagsudflugter pga. afstanden, så komodoveranerne må vente til næste gang jeg kommer til Indonesien.

Jeg har valgt at gå lidt utraditionelt til værks i stedet for, og hyret en chauffør og bil i morgen. For 260 kr. har jeg chaufføren til rådighed i 10 timer, og kan køre lige derhen, hvor jeg har lyst. Når jeg tænker tilbage på succesen i Medan og turen til Lake Toba, så har jeg store forventninger til det. Men turens succes afhænger naturligvis af hvilken chauffør jeg får – så jeg er spændt på i morgen, hvor der er afgang 06.45.

SE FOTOS HER


FAKTA om hinduismen på Bali:
Den balinesiske form for hinduisme er en enestående blanding af tro og traditioner fra før det 15. århundrede, da det sidste hindudynasti Majapahit flygtede til Bali fra Indien. Religionen præger balineserens hverdag, hver morgen laves en lille smuk offergave til husets alter - om ikke andet så for at få en god dag. Religionen er også et socialt samlingspunkt for både famile og på arbejdet. Hinduismen inviterer til utallige fester og ceremonier, der synliggøres ved farvestrålende optog, dans og musik.

Balineserne der med en fast overbevisning og tro på reinkarnation, venter i princippet kun på det næste liv - og ser frem til et bedre - og så kan man jo lige så godt få det bedste ud af dét, man nu engang er landet i. Balineserne lever livet let og tilsyneladende ubekymret, da de jo ikke skal have noget med i graven.

Guder er der mange af på Bali, hvert hjem har sine, hvert element: himmel, jord, vand, ild, frugtbarhed osv. har sine. Det er vigtigt som balineser at holde sig på god fod med guderne. Guderne gør man glade ved små gaver og handlinger i hverdagen. Onde ånder jages bort med musik og støj, sang og dans - den overskydende tid kan man så benytte til forberedelsen af den næste ceremoni.



Velkommen til Partyland!


Mandag den 21. december (aften/nat):

Bali er en kæmpe pulserende nightclub. Når solen går ned og sydkystens gader lyses op af neonskilte og kulørte lamper, begynder samtidig en dunkende tung rytmisk partylyd. Den består af småbidder af diskotekernes og natklubbernes musik, der brøler ud på gaden for at forene sig med de andre lydstykker i denne urban-sound, der går lige i blodet på en, når man slindrer ned af gaden. Mange af diskotekerne har kameraer indstillet på dansegulvet og baren, så forbipasserende kan fornemme hvad de går glip af via storskærme, hvis de går videre. Menneskemylderet af solstegte turister der flimrer småråbende og grinende forbi på gaden tilbydes konstant euforiserende stoffer af mænd med orange veste, og seksuelle tilbud camoufleret som massageydelser leveres af letpåklædte piger iført stilletter.
Jo jeg er virkelig havnet i partyland! De lyshårede australske surfere har ladet brætte blive på hotellet, men ingen er i tvivl om, at det er dem, der heroisk indtager bølgerne i eftermiddagstimerne. De flankeres af hvinende tøser, der med tætsiddende t-shirts og hotpants gør alt for at fremhæve deres kvindelige former, som en slags invitation til kropslig surf senere på natten.

I de mere værtshusprægede pubber hænger de ældre mænd ud – eller også har de siddet der hele dagen. I deres Hawaii skjorter, sandfarvede shorts og sandaler venter de som glubske komodoveraner på at nattens rykind af parygirls begynder. De har pengene klar, og mens deres tale drukner i ungdommens diskotekslarm ved de, at indledende smalltalk her er ganske unødvendig – penge er et sprog alle forstår.

Midt i dette festinferno ses også turistfamilierne; far, mor og to børn, der med kameraet om halsen leder efter en restaurant og lige som jeg bliver overrumplet af hele sceneriet. Fascineret af dette natteliv, der trods al sin forlorenhed og iscenesatte happiness samtidig er det sublime udtryk af en vellykket fest. Sådan en alle ønsker sig, når de inviterer til rund fødselsdag. Et kæmpe fest-tivoli, hvor man har svært ved at sige ned til rutsjebanen, når man ser og hører de hvinende folk, der allerede er stået på.

Ved midnatstid gik jeg hjem efter et par øl og en Kebabrulle. Et ungt tysk par jeg snakkede med i lufthavnen mødte jeg midt i gaden, og de råbte igennem larmen; Ses vi på det store diskotek nede til højre om en time? Der er snowparty... (vist et eller anet med at diskoteket fyldes med skum)

Jeg smilede og tænkte – Selv om det nok bliver min eneste chance for en hvis jul i år, så takker jeg pænt nej.

mandag den 21. december 2009

Højsæson på Bali

Mandag den 21. december 2009;

Så er uret stillet en time frem igen og en ny tidszone er passeret. I 32 graders kvalmende varme er steget ud af AirAsias fly mit i et af de største turistområder overhovedet i Indonesien. De hvide strande er tæt belagt med juleferierende europæere, australiere og amerikanere. På toppen af bølgerne glider de frygtløse surfere afsted så naturligt, at man næste kunne tro, at de hørte med til sceneriet. Kuta Beach ligger syd for Denpasar, hvor lufthavnen er, og er det absolutte in-sted blandt turister, men lidt nordpå findes Legian Beach som er en tro kopi af Kuta Beach – bare en anelse mindre hektisk, Selv om det er svært at mærke. Der er her jeg er havnet. Jeg har booket mig ind på Sanjaya Hotel – til trods for at man meddelte mig, at man kun havde plads til mig en nat. Nu gik jagten ind efter et andet hotel i dagene frem mod den 26. december, hvor jeg rejser videre. Men det er højsæson her, og alt er optaget – og priserne er tårnhøje. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville have et ordentlig sted at bo i julen – de sidste par nætter i Jakarta på en tynd madras uden aircondition kan stadig mærkes i min aldrende krop:-) I virvaret af restauranter, cafeer, diskoteker og party aftenstemning lykkedes mig at finde et ledig hotel efter 2 timers søgning. Det hedder Aquarius star hotel og de har faktisk har plads til mig de næste 4 nætter. Det er med aircondition, badekar, tv og varmt vand på eget toilet og inkl. morgenmad – det bliver virkelig fedt. I tilknytning til hotellet er der Internet-café, hvilket også er et must, når nu der skal sendes julehilsner og christmas-chattes med familie og venner:-) Til gengæld må jeg betale 1.300.000 Indonesiske rupia for opholdet (700 kr). Julen vare længe – koster mange penge... Jeg vil nok tage et par ture rundt på øen de næste dage – for selv om det er højsæson og der er mange turister, så er Bali et fantastisk sted, som jeg glæder mig til at gå på opdagelse i!!


FAKTA:
Legian strækker sig nordpå fra Kuta, Legian tilbyder den samme let adgang til butikker og barer, men en lidt mere afslappet og mindre kaotisk følelse. Det nordlige område af Legian byder på lidt af et tilløbsstykke for badegæster og er også en populær surf strand. De fleste af de populære Legian hoteller er på eller tæt ved stranden. Hele Legian er ikke større end et par blokke i en storby, men trods sin lille størrelse, har dette område en meget høj profil med besøgende på grund af den dejlige strand.

Jul på Bali

Mandag den 21. december 2009:
Efter et par dage i den afsindige trafik i Jakarta og som del af en storby med ufattelig fattigdom og forurening stikker jeg nu snuden sydpå til Bali, hvor jeg skal holde jul! Jeg bliver på Bali til den 26. december. Se den opdaterede rejserute herunder>


Vis stort kort

søndag den 20. december 2009

Kontrasternes by



Søndag den 20. december;

Jakarta er virkelig en storby med alt det som enhver metropol-elsker sukker efter. Her er nogle af Asiens største indkøbscentre med et kæmpe udvalg i alt hvad man kan ønske sig af designer tøj og luksusvarer. Butikkernes endeløse perlerække afbrydes kun af entertainment for de der har råd – eventyrlige slotte i bedste Disneystil og små syngende børn i strutkjoler. Eller flerstemmig boybandsyngende julebisser med små klokker og store merry christmas-smil.

Men rundt om disse indkøbscentre findes også en ubegribelig fattigdom. Mennesker der bor på gaden, børn der leger i de åbne kloakker og tiggere i massevis, for hvem hver dag handler om overlevelse. Her overlever den stærkeste, og hverdagen bliver for taberne omdannet til en regulær kamp om de riges opmærksomhed.

Jeg snakkede med en appelsinsælger fordi jeg på et tidspunkt var faret vild. Han fortalte at Plaza Indonesia (Et af de største og luksuriøse varehuset) lå lige om hjørnet, men at han aldrig havde været derinde. Der lukker de ikke sådan nogle som mig ind svarede han tørt.

At hans ord var sande fandt jeg ud af, da jeg kom frem til centeret, der holder til i en af byens mange skyskrabere. Der var secruity over alt, og folk, og ingen blev lukket ind, uden de i hvert fald så ud til at have råd.

Man siger at Jakarta er et helvede for Shopaholics, fordi udbuddet er så stort, og priserne på mærkevarer er relativ billige, men for en hjemløs indoneser, der kun har det tøj han går rundt i, eller en gadedreng, der leger skibe med affaldet i den lokale kloak, er Jakarta nok endnu værre!

Se flere fotos her

Herunder en lille syngende julehilsen til alle bloggens faste laesere:

lørdag den 19. december 2009

Barndommens træfigur fra Bali...


Lørdag den 19. december 2009:

Hvis man vil være sikker på at møde andre rygsækrejsende, skal man vælge et af de lavbudget hoteller som er anbefalet af Lonely Planet. Sådan et af slagsen er Bloem Steen Homestay. Alle budgetrejsende bruger Lonely Planets rejsebøger som bibel, og det er der god mening i. Selve ideen at udgive rejseguides for hele verden direkte henvendt til de der gerne vil bo billigt er genial.
Ud over henvisninger til hostels og guesthouses giver den også et bud på nogle af de attraktioner, som det enkelte land byder på – samt personlige kommentarer til disse. Bøgerne er nemlig skrevet af rejsefolk selv, der på egen krop af erfaret det de skriver om. Det gør bøgerne troværdige og et fantastisk redskab for sådan en som mig. Man kan ud over mange andre ting også læse, hvilke transportmidler der er, taxapriser og advarsler om det man nu bør tage sig i agt for i det fremmede.

Desværre er bøgerne lavet i billige kopier som sælges herude til en slik af, hvad originalerne koster. Kopibøgerne, som jeg desværre må erkende, at jeg har købt en enkelt af er dog ganske ubrugelige, idet de mange bykort osv er så dårlig i kvaliteten, at de ikke kan bruges. Man bør derfor holde sig langt væk fra disse kopibøger og støtte de oprindelige udgivere, hvilket jeg så har gjort siden. Kopibogen smed jeg ud.

Bloem Steen Homestay er som sagt opført i Lonely Planets bog om Indonesien, og tiltrækker derfor mange backpackere. Værelset jeg bor på er ikke andet end en seng og et bord med en ”fan” dvs. ventilator, der kaster den varme luft igennem en propel og ud i lokalet igen. Ingen dyre airconditionanlæg her. Ingen dyne, ingen Internet og intet toilet. Der er fælles toiletforhold på gangen. Hvad får man så her, som det lidt dyre hotel ikke har? Ja man får lidt ekstra penge at drikke sig fuld for – rygsækfolket har et ry for at feste igennem, og der er da også et helt andet socialt liv her end på dyrere hoteller. Her kan man mødes og udveksle rejseerfaringer, adresser på andre hostels og i øvrigt anbefale byer og steder man har været – eller det modsatte.

Jeg har her til aften siddet en del i hotellets café og undret mig en del. Mange af de rejsen har været i de samme lande som jeg (især Vietnam, Laos og Cambodja) men deres rejse har bestemt haft et andet indhold end min. Det virker på deres fortællinger som om de kun har siddet på pubber og spist på fastfoodrestauranter. Som en sagde, da vi snakkede om Laos; ”Fedt land – elsker det sted. Øl koster intet, vi var pissed i 3 uger i træk”

Jeg er jo ikke 25 mere:( Men i sådan et selskab føler jeg mig som en gammel museums-nullermand, der tilsyneladende står ret alene med lysten til at komme tæt på alt det i disse lande, som er så fremmed og på mange måder uforståeligt. Mit ønske om at forstår lidt mere alt det – og ikke bare ølkulturen, står jeg ret alene med i sådan et selskab. En enkelt britisk pige støttede dog mit synspunkt, og gav udtryk for at hun var træt i at alt skulle gå op i bajere og billige diskoteker.

Men det blev nu en hyggelig aften – især fordi vi havde tid til at høre hinandens fortællinger – om de samme steder,- men oplevet på helt forskellige måder. Glæden over at møde andre, der kan tale med om trafikkaos i Hanoi eller Kuala Lumpur by night er simpelt hen rart.

Mit næste mål er Bali, og flere af de jeg snakkede med i går havde været der i en uges tid. De kunne samstemmende fortælle, at der for mig er dømt party i julen. Alle fester og strandene er hvide. Glæd dig – det bliver hot!! Jeg glæder mig faktisk. Siden jeg som lille dreng af onkel Helge fik en træfigur, hvor der i bunden stod, at den var lavet på Bali, har jeg ønsket at komme dertil. Den træfigur virkede på en eller anden måde magisk på mig, og jeg vidste den gang, at en dag måtte jeg tage til Bali, og se hvor denne forunderlige figur stammer fra. Men en ting er helt sikkert – på Bali vil jeg bo lidt mere komfortabelt – man må gerne forkæle sig selv lidt i jule ik?

Se fotos her

Ankommet til Jakarta

Loerdag den 19. december 2009:

Jeg ankom til Jakarta kl. 14.40 og da lufthavnen ligger 45 min. koersel fra byens centrum, skulle jeg igennem det obligatoriske skaenderi med en taxachauffoer om prisen. Det er ufatteligt, at det er det samme spil, der skal gennemgaas hver gang...

Jeg har booket mig ind paa Bloem Steen Homestay i centrum, der er overordenlig billigt. 40 kr. pr. nat. Men saa er der hverken aircondition eller eget toilet. Saa man kan sige, at jeg er flyttet fra den vilde luksus i Medan til backpacker-baggaarden i Jakarta.
Her er heller ingen Internet - saa de naeste dage bliver med faa opdateringer fra en langsom Internetnetcafe.
Byen er kaempe stor, meget varm, forurenet af bilos og meget praeget af fattigdom. I Indonesien er der en grotest tradition for at tiggere og fattige gadeboern loeber rundt mellem bilerne og trykker naesen mod ruden med bedende oejne og fremstakte haender. Det er uudholdeligt, og da min taxachauffoer bad mig laase doeren i angst for at de ville aabne den, var jeg virkelig rystet. Han fortalte, at den soergelige sandhed er, at isaer boernene bliver ved, fordi de faktisk faar penge ud af det - og at der hvert aar desvaerre er flere, der bliver klemt af biler eller koert over. Tragisk og ubehageligt at vaere vidne til.

Mit foerste maaltid her fik jeg i en lille cafe med en tjener, der aabne sin velkomst med: Hej jeg er boesse - og har en kaerste i Holland. Hvor kommer du fra? Nu kan man sige meget om boesser, men de altid venlige, imoedekommende og helt uden fordomme. Han benyttede ventetiden paa min mad til at vise fotos af sin Boyfriend fra Europa, og bl.a ogsaa nogle adresser paa billige hoteller paa Bali.
Herudover kunne anvise mig byens bedste Internetcafe, hvor jeg sidder nu. I aften vil se lidt paa byen. Et hotelvaerelse uden tv, toilet eller Internet er ikke lige stedet, hvor man chiller ud. Men der er nu en hyggelig cafe, hvor jeg sikkert kan finde selskab fra de andre backpackere paa hotellet.

Hvis jeg kan finde et fly, saa rejser jeg til Bali paa mandag og pataenker at vaere der en uges tid.

Videre til Java

Efter nogle dejlige dage på Sumatra drager jeg videre til Java, som er sidste stop inden mit mål for julen - Nemlig Bali. Jeg tager idag til Jakarta. Jakarta er Indonesiens hovedstad, den har 10,6 mio. indbyggere. Jeg regner med at være i Jakarta i et par dage. Den opdaterede rejserute ses herunder:

Vis stort kort

fredag den 18. december 2009

En helt igennem fantastisk dag!




Fredag den 18. december 2009:

I går aftes lavede jeg en aftale med receptionisten om at hun skulle skaffe mig en vogn og en chauffør til dagens udflugt til Lake Toba. Prisen blev sat til 400 kr., og så havde jeg hendes engelsktalende ven til rådighed hele dagen. Det blev til en fantastik tur på 14 timer med en masse fantastiske oplevelser.

Turen begyndte klokken 7, og min chauffør, der hedder Zul, begyndte turen gennem Medan. Han var meget god til engelsk, og sagde med det samme, at det var vigtigt jeg bare spurgte, hvis vi så noget jeg ikke forstod, eller hvid vi skulle stoppe og se nærmere på et eller andet.
Det blev til mange stop og mange spørgsmål.

Når man rejser rundt i et fremmed land, oplever man dagligt ting man ikke forstår og som man ikke lige kan slå op eller spørge om. At være på tur med en lokal – gav ikke bare muligheden for at få en masse interessant viden om området og traditioner osv., men samtidig muligheden for at komme tæt på en indoneser og det liv han lever til daglig. Zul er en fyr, der gerne deler ud af sin viden, og som er tydelig stolt af det land han bor i. Hans gode humør og store smil karakteriserer alle de mennesker jeg har mødt i Indonesien, og den mærkelige teori, at jo fattigere et land er, jo mere smil og glæde møder jeg. Det er da noget af et dilemma...

Selve køreturen til Lake Toba tager 4 timer og det første sted vi gjorde holdt var i en by, hvor mange af husene var affolket på 1. etage. Zul parkerede i en gade og spurgte om jeg kunne høre fuglene. Jo det kunne jeg. Der var en afsindig larm. Han fortalte mig at fuglene havde indtaget mange af husenes øverste etage og ladet menneskerne søge nedad. Jeg tænkte; det er da løgn – det er jo ren Hitchcock . Men det her er den rene virkelighed. Og der er selvfølgelig en grund til, at mennesket lader fugle flytte ind. Deres reder er nemlig meget værdifulde. Især kineserne tror, at de har en helbredende virkning og gør en stærk. De spiser simpelt hen fuglerederne efter at have lavet suppe på dem. Zul kunne fortælle, at 1 kilo fuglereder koster 10.000 kr., hvorefter han tilføjede – de er skøre de kinesere. Men der er utrolig mange kinesere i området, og det ses overalt.

Efter fuglebyen kørte vi videre og jeg bed mærke i nogle palmelignende træer med nogle meget store frugtklaser. Da jeg spurgte hvad det var, kørte han straks ind til en af plantagerne og fortalte om palme-olie for det var hvad det var. Han skar frugterne op, så jeg kunne se det gule, som bruges til madlavning og den inderste hvide kerne, der bruges til kosmetik.

Efter palmeolien spurgte Zul mig om jeg ikke ville se en gummitræplantage – og så fik jeg ellers historien om gummiproduktion, og prøvede selv at få et træ til at igangsætte en lille produktion af gummi, som iøvrigt er hvid....

Den næsten by vi kom til gjorde sig bemærket på grund af motorcykeltaxaerne. De kaldes jo tuk-tuk i Thailand, Malaysia, Vietnam osv., men her hedder de ojek. Mange af byens Ojek´er var nemlig nærmest at betegne som museumsgenstande. Ældgamle motorcykler af mærket Norton og BSA. Zul kunne fortælle, at byen ly lige op ad bjerge, der omkranser Lake Toba, og at de simpelt hen kræver en særlig stærk motor. Han mente at de oprindelig var kommet til byen med missionærer fra Holland og tyskland. Her er muslimerne nemlig i mindretal, idet den kristne protestantiske kirke sidder på flertallet af områdets beboere. Her holder Batak-stammen nemlig til, og de er alle kristne.

Længere fremme kom et bryllupsselskab gående gennem byen, og da de så mig hænge ud af Toyotaen med mit kamera, blev jeg bedt om at komme ud af bilen, så jeg kunne få et ordentlig billede. Det udartede sig simpelt hen til den rene bryllupsfotosession, og skulle jeg videre til Toba, ville de have haft mig med til festen:-) Men Zul ventede, og turen gik videre.

Lake Toba er verden største vulkansø skabt for 75000 år siden. Den er 100 km. lang og over 30 km bred. Den er 500 meter dyb og midt i søen er en kæmpe ø, der hedder Samosir Island og ved søens breder lever Batak-folket, der bor i farverige huse. Regnskoven er fuld af aber, der kommer frem for at blive fodret ved vejen, og skilte advarer mod ”Krydsende aber”. Zul satte mig af ved færgelejet, og jeg tog den 1 time lange sejltur til Samosir Island, her mødte jeg en fyr med et stor smil og rådnetænder,- og en motorcykel, og han kørte mig rundt på øen i et par timer, inden jeg tog færgen tilbage, og turen til Medan kunne påbegyndes. Lake Toba og Samosir Island var en fantastisk oplevelse, en naturperle af de helt store, og jeg nød hvert et minut.

På hjemturen, spurgte jeg Zul om han ikke kunne anbefale en god restaurant, og derefter kørte han til en lille by med en restaurant, der var forholdsvis ny. Som Zul sagde – der lugter stadig af maling...

Her fik jeg et traditionelt indonesisk måltid, der består af en ca 10 forskellige tilbehør, der serveres med ris. Jeg gloede noget på alle retterne, og sagde, at det kunne jeg slet ikke spise. Men Zul forklarede at jeg skulle spise det jeg kunne – så blev regningen lavet efter det – og resterne lagt tilbage til videresalg. Jeg spise og drak for 38 kr:-)

Ved 22 tiden var tilbage i Medan og hotellet og jeg kunne se tilbage på en fantastisk dag med et utal af store oplevelser!!!

SE FLERE FOTOS HER

torsdag den 17. december 2009

Medan – en kogende kedel af kaos


Torsdag den 17. december;

Jeg ankom 20 minutter før min afrejse fra Penang til Medan – den største by på Sumatra, og Indonesiens 3. største by. Årsagen er selvfølgelig, at der er en tidsforskel på en time - så uret skulle stilles tilbage:-) I lufthavnen måtte jeg af med 250.000 indonesiske penge for et visum inden jeg blev lukket ind. Efter det sædvanlige kaos med veksling af penge og hævning i ATM fik jeg en taxachauffør til at køre mig ind til byen.
Her er man vant til, at turister er på gennemfart – og da de kun er i byen højst to dage, skal der virkelig arbejdes for at få vredet penge ud af dem. Det mærker med det samme – alle omkring en har et godt tilbud lige fra ture i omegnen til billig sex. Alt er kaos – næsten på niveau med Hanoi. Her er larmende, beskidt, fattigt og ildelugtende. Masser af forurening og et gensyn med et utal af tiggere, som jeg næsten ikke så i Malaysia. Chaufføren kørte mig hen til et kæmpe hotel ”Asean International” og jeg sagde med det samme, at det så alt for dyrt ud. Kæmpe reception med uniformerede personale, 4 restauranter, egen ATM-automat og roomservice + inkluderet morgenmad. Pris? 90 kr pr. nat..... Jeg var lykkelig. 90 kr. er ganske vist i den dyre ende – men sikke en luksus. På værelset er der minibar, internationale tv-kanaler og badekar:-)
Fra Lonely Planets bog om Indonesien står der også, at de billige hoteller/guesthouses ikke eksisterer i Medan – men at man skal gå efter hotellerne i middelklassen. Det har jeg så gjort, og booket mig for to nætter.
Selv om byen er temmelig kaotisk (og varmen hjælper ikke på det) har det første møde med indoneserne været positivt. De er snakkesaglige og imødekommende, og meget smilende. Det er dejligt, når man kommer til et nyt land, at man bliver modtaget på en positiv måde. Det giver et godt afsæt for de næste dages eventyr. Det skal dog siges, at flere har advaret om tyvebander og uærlig hjælpsomhed, og anbefalet en lokal guide, hvis man skal på ture – idet alt for mange vil prøve at snyde en.

I morgen vil jeg til Lake Toba, der er verdens største kratersø - resultatet af et gigantisk vulkanudbrud for ca. 75.000 år siden. Den ligger i 800 meters højde og er i dag et af Sydøstasiens smukkeste og mest særprægede naturområder. I aften vil jeg undersøge, hvordan det lige skal foregå – jeg har desværre ikke tid til at bo derude, da jeg egentlig er på vej til Bali.

PS: Internettet er meget langsomt her i landet – og jeg har en fornemmelse af, at det betyder færre uploads af især fotos – sorry:)

SE FOTOS HER (hvis det lykkes at uploade nogen...)

Bonusviden om Indonesien

Torsdag den 17. december 2009;

I dag går rejsen videre til det 10. land på min rejse - nemlig Indonesien og byen Medan på Sumatra. Som altid serviceres bloggens læsere med lidt bonusviden om landet:-)
  • Vidste du, at med mere end 250.000.000 mennesker er Indonesien det 4. mest befolkede land i verden?
  • Vidste du, at der er 316 etniske grupper, der taler 670 dialekter i Indonesien?
  • Vidste du, at det er forbudt ikke at tilhøre en religion i Indonesien?
  • Vidste du, at der er omkring 400 vulkaner i Indonesien, og 150 ud af dem er aktive, hvilket udgør 75% af alle aktive vulkan på planeten?
  • Vidste du, at Indonesien er mere end 5.000 kilometer lang?
  • Vidste du, at Indonesien har den længste kyststrækning i verden, ca. 100,000 km lang?
  • Vidste du, at Indonesien er nok det sidste land i verden, som stadig har uudforsket områder, som ikke er helt kortlagt?
  • Vidste du, at der er 17,508 øer i Indonesien, og dermed det største Øhav i verden?
  • Vidste du, at hvis du kunne bruge kun 1 dag på hver ø i Indonesien, skal du bruge 48 år for at se dem alle?
  • Vidste du, at der er 25% af verdens koralrev i Indonesien?
  • Vidste du, at Indonesien er en republik, med et valgt parlament og præsident. Dens hovedstad Jakarta.
  • Vidste du, at Indonesien tælles blandt de største producenter af muskatnød i verden.
  • Vidste du, at Indonesien er hjemsted for nogle af de mest sjældne skabninger i verden, herunder edderkopper, der fanger og æder de små fugle i gigantiske spindelvæv.
  • Vidste du, at øerne Ny Guinea og Borneo er blandt de største øer i verden.
  • Vidste du, at Marco Polo var en af de første europæere til at besøge Indonesien.
  • Indonesien er hjemsted for Komodovaran, den største øgle i verden.

Sumatra next

Torsdag den 17. december 2009;

Jeg forlader i dag George Town og øen Penang. De næste 10 dage ser jeg nærmere på Indonesien og begynder altså i Sumatra i byen Medan. Byen er almindelig kendt som transitby for rejsende, der skal videre, og har ikke ry for at byde på ret meget. derfor tror jeg ikke mit ophold i byen bliver særlig langt. Jeg styrer også mod øen Bali, hvor jeg har planlagt at holde jul.
Inden håber jeg der bliver tid til et par dage i Jakarta - Indonesiens hovedstad.
Jeg rejser ind i en ny tidszone, så er i Medan 5 minutter før jeg tager fra Penang:-)
Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

onsdag den 16. december 2009

Forført af Avartar

Onsdag den 16. december 2009:


161 minutters hæsblæsende eventyr- og science fiction film med alle de elementer der kan skabes for 237 millioner dollars og en James Cameron som instruktør var hvad jeg betale 11 kr for at være vidne til her til aften, da filmen Avatar havde verdenspremiere i George Town.
Jeg er stor tilhænger af eventyr – mere forbeholden for science fiction, men filmen var ikke 5 minutter gammel før jeg havde overgivet mig totalt.
James Cameron har virkelig skabt en lille filmperle, hvor ingredienserne er en god historie, med et vedkommende budskab, en kærlighedshistorie, der ligger på lige line med Titanic, samt en filmisk teknik, der slå alt andet jeg tidligere har set. Her er ikke sparet på noget, og jeg måtte forlade biografen efter næsten 3 timer med den helt særlige fornemmelse at være blevet bevæget og følelsesmæssigt ramt.
Det til trods for at filmen bevæger sig i et fremmed fremtidsunivers (2154), hvor den efterhånden golde ødelagte jordklode måske kan reddes med mineraler fra den frodige planet kaldet Pandora, der befinder sig 4 lysår væk. Pandora bebos af blå menneskelignende skikkelser, Na'vi, der er tre meter høje samt et utal af utrolige øglelignende væsner, nogle smukke, mange skræmmende.

Det var netop filmplakaten og billederne af disse science fiction væsner, der i første omgang holdt mig tilbage for at købe billetten. Jeg tænkte; Det kan man da ikke tage alvorligt.... men tak skæbne jeg kom på andre tanker. Jeg glemte hurtigt det forstyrrende og groteske udtryk hos både beboere og dyr – ja hele Pandora-universet, fordi fortællingen betog mig og forførte mig,- selv om jeg havde alle parader oppe!!

Filmen kommer perfekt i forbindelse med Klimatopmødet i København, idet den i høj grad også handler om vores forvaltning af Jorden, men ellers er det i virkeligheden en kærlighedsfilm, som er pakket godt ind i drabelige og fantastiske kampscener i et actionfilmstempo.

For følsomme sjæle, der overvejer at se Avatar og som fældede en tåre under Titanic vil jeg anbefale at medbringe kleenex!

Den var over midnat inden jeg var hjemme på hotellet og kunne pakke rygsækken. I morgen går turen videre til Indonesien

Se Avatar trailer herunder:

Mon cykeltaxa er fremtiden?



Onsdag den 16. december:

I går aftes var jeg som sædvanlig på vej til min yndlingscafé i Penang Louis Café. De laver fantastisk mad, og der er virkelig hyggeligt med et muntert personale. Vi havde det blandt andet meget morsomt over, at de troede at Carlsberg var en lokal øl. Men i går var biksen lukket, og jeg søgte ud i Penangs små stræder for at finde en anden restaurant.

Man spiser rigtig godt her og maden er billig. En stegt pandekage med æg og kylling, serveret fra gaden, koster 4 kr. Restauranterne er meget specielle. En slags ta´ selv køkken, hvor man øser lige netop det man ønsker op på sin tallerken, hvorefter tjeneren afgør prisen. Beder man ikke om en gaffel, forventes det, at man spiser med fingrene... Det gør alle de lokale. Med højre hånd tager de ris og dypper det i forskellige tilbehør, hvorefter de spiser. Det giver en masse svineri og fedtede fingre, men det er nu ret hyggeligt, når hele fyldt restaurant gør det. Jeg holder mig nu til gaflen!

Efter maden fik jeg en kop kaffe, og da det var ved at være sent tog jeg en cykeltaxa hjem. Hermed træf jeg den anden lærer på samme dag. Han talte ganske godt engelsk, og da vejene er meget trafikerede, kørte vi ad små gader en omvej for at komme til hotellet. Imens fortalte han, at han siden 2001 har droppet lærergerningen og kørt cykeltaxa på fuld tid. Kunderne er mere medgørlige, og lønnen er bedre, sagde han.
Her tænkte jeg på, at en efterskoleforstander i Danmark tjener det samme som en 22 årig butiksleder i Rema 1000 – og overvejede om cykeltaxa måske er fremtiden for mig:-)

På hotellet er der morgenmad inkluderet i prisen. Den finder sted på 5. sal i en såkaldt Roof Garden. Det er simpelt hen hotellet tag, der er indrettet som restaurant. Det er ikke noget særligt – men der er en dejlig udsigt over vandet og til de 4 stjerne hoteller som Hotel Mingood er klemt inde af, så gæsterne her nyder det.
Cykeltaxa-læreren fra i går kunne bl.a. fortælle mig, at Hotel Mingood er et tidligere bodel – kun på første etage. Pigerne var hentet fra Thailand, Vietnam, Kina og Indonesien. Af landene i Sydøstasien er Malaysia nok det land med den bedste økonomi og selv om Singapore måtte være bedre for en fremmedarbejde rent lønningsmæssigt, så er lovgivningen altfor stram der. Malaysia ser ikke så hårdt på fremmed, belærte taxamanden mig – det er kun narkosmugling der er dødsstraf for....
Jeg tror han kunne have talt om Penang og Malaysia i timevis, og jeg spurgte faktisk om jeg kunne bestille ham til i morgen. Til det forslag svarede han; ”Hvad der sker i morgen kan ingen af os spå om – så lad os lade være med at forsøge”. Og dermed slutte aftenen med ord, der sagtens kunne være byens motto – ingen stress i varmen, - lev livet nu. Selv om det stride mod al industriel, kapitalistisk effektivitetsforbedring og planlægningsstategier, er det en spændende tanke, hvad der ville ske med Nuet, hvis vi frigav al energien vi bruger på det vi skal i morgen og i næste uge....

søndag den 13. december 2009

Turen nærmer sig nu Indonesien

Tiden går, og julen nærmer sig. Det kommer man næsten til at glemme, når man går rundt i 35 graders varme med palmer omkring sig. Kun mine børns fantasifulde e-mail julekalender med et dagligt foto og en gætteleg om hvad de har fundet på til deres berejste far i julegave, holder julestemningen oppe:-)
Jeg har altså kun 11 dage til at komme til Bali, hvor jeg har tænkt mig at holde jul i år. Derfor flyver jeg i morgen fra Kuala Lumpur til Penang - en malaysisk ø nordpå, og bruger den som sidste stop inden Indonesien, der er det 10. land jeg besøger på rejsen. Planen for ruten til Bali har jeg ikke helt styr på, men mon ikke der bliver et stop i Jakarta?

Foreløbig står jeg på et fly i morgen kl. 11.00 og skulle gerne være i Penang en times tid efter.

Den opdaterede rejseplan ses herunder.


Vis stort kort

onsdag den 19. august 2009

Er det surt at bo I Asien?



Vi har tjekket udenrigsministeriets rejsevejledninger for de lande vi skal besøge. Det er skræmmende læsning, som på en dårlig dag kan være nærmest angstprovokerende. Der har dog på ingen måde fået The Asian Sensations til droppe rejseplanerne. Se herunder hvilke farer der lurer:

REJSEVEJLEDNING INDONESIEN
Terror:
Der er risiko for terrorangreb i Indonesien. Agtpågivenhed bør derfor udvises overalt, især på offentlige steder, hvor mange vesterlændinge opholder sig.
Alle rejser, der ikke er nødvendige, til det centrale Sulawesi, Ambon (Molukkerne) og Papua frarådes.

Naturkatastrofer:
Jordskælv forekommer hyppigt. Området omkring Yogyakarta på den centrale del af Java blev den 27. maj 2006 ramt af et meget voldsomt jordskælv, hvor mere end 5000 omkom og endnu flere blev såret.

Vejrforhold:
I regntiden, som strækker sig fra oktober til april, er der særlig risiko for jordskred og oversvømmelser.

Sundhedsforhold
:
I de seneste år har der været flere tilfælde af fugleinfluenza i Indonesien.

REJSEVEJLEDNING VIETNAM
Militære områder:

Rejsende må ikke opholde sig nær militære områder og i visse grænseområder. Der skal udvises agtpågivenhed i områder, hvor krigshandlinger tidligere har fundet sted, hvor der ofte er en stor koncentration af landminer og ueksploderet ammunition.

Sundhedsforhold:
I de seneste år har der været flere tilfælde af fugleinfluenza og dengue feber i Vietnam.

REJSEVEJLEDNING MALAYSIA
Terror:
I dele af Sydøstasien er der generelt stor risiko for terrorangreb mod vestlige mål. Særlig agtpågivenhed bør udvises på offentlige steder.
Kriminalitet
Der er sket en stigning i indbrud, tasketyverier samt tyveri af pas og penge.
Rejsende bør udvise forsigtighed ved brug af kreditkort, da misbrug/bedrageri med kreditkort er almindeligt forekommende. Kreditkort, pas samt flybilletter bør opbevares forsvarligt. Det anbefales evt. at bære en kopi af sit pas på sig.

Sygdomsrisici:
Malaria og Dengue feber forekommer i Malaysia

REJSEVEJLEDNING CAMBODJA
Landminer:
Cambodja har et stort antal landminer, især i landområderne. Koncentrationen er særlig høj i de nordlige og vestlige dele af landet. Rejsende bør derfor udvise forsigtighed og holde sig til de større veje. Der er ikke altid opsat advarselsskilte om minefare, men hvor det er tilfældet, bør de tages yderst alvorligt.

Vejr- og naturforhold:
Regntiden ligger mellem maj og oktober. Vandstanden i floderne stiger, og oversvømmelser er ikke ualmindelige

REJSEVEJLEDNING INDIEN
Sikkerhedssituationen:
Der er betydelig risiko for terrorangreb i Indien. Risikoen er størst i den nordlige delstat Jammu og Kashmir, men også i andre dele af Indien kan terrorangreb finde sted.

Kriminalitet:
I det nordlige Indien er overfald, kidnapning og mord på udlændinge på trekking forekommet.

Vejr- og naturforhold:
Visse dele af det nordlige Indien kan blive ramt af jordskælv.

REJSEVEJLEDNING THAILAND
Den aktuelle sikkerhedssituation

:
Den politiske situationen i Thailand er for tiden rolig, men nye uroligheder vil ikke kunne udelukkes.

Kriminalitet
:
Et stigende antal voldelige overfald - nogle med dødelig udgang - mod udenlandske turister har kunnet konstateres de senere år.

Sundhedsforhold
:
Dengue feber er udbredt i store dele af Thailand.

REJSEVEJLEDNING FILIPPINERNE
Terror:
Der er en betydelig risiko for terrorhandlinger i Filippinerne.

Indenrigspolitiske spændinger:
Demonstrationer, overvejende sandsynligt af indenrigspolitisk karakter, kan forekomme relativt ofte.

Kriminalitet:
Kriminaliteten er høj. Undgå at bære værdigenstande synligt og fremvise mange kontanter. Vær opmærksom på fremmede, der tilbyder føde- eller drikkevarer, da disse kan indeholde bedøvelse. Kidnapninger, primært for løsepenge, er en del af kriminaliteten i Filippinerne. Kidnapninger er ofte rettet mod lokale borgere, men der består også en risiko for, at udlændinge kan blive involveret. Risikoen for kidnapning er særlig udtalt i Mindanao og Sulu-øhavet, men kan ikke udelukkes i andre dele af landet.

Vejr og naturforhold:
Filippinerne rammes undertiden af tunge regnskyl med jordskred til følge. Hertil kommer, at landet er udsat for jordskælv, og der findes aktive vulkaner i Filippinerne.

REJSEVEJLEDNING KINA
Transport og trafikale forhold:
Kina har et af de højeste antal trafikdræbte per indbygger i verden.

Vejr og naturforhold:
Store dele af Kina ligger i jordskælvszoner og i maj 2008 omkom op mod 80.000 mennesker i det kraftigste jordskælv i 32 år.

REJSEVEJLEDNING LAOS
Terror:
Der skønnes at være risiko for bombeattentater, især i og omkring Vientiane.

Landminer:
Landminer er et problem i flere provinser.


Del på Facebook