En helt igennem fantastisk dag!

Fredag den 18. december 2009:

I går aftes lavede jeg en aftale med receptionisten om at hun skulle skaffe mig en vogn og en chauffør til dagens udflugt til Lake Toba. Prisen blev sat til 400 kr., og så havde jeg hendes engelsktalende ven til rådighed hele dagen. Det blev til en fantastik tur på 14 timer med en masse fantastiske oplevelser.

Turen begyndte klokken 7, og min chauffør, der hedder Zul, begyndte turen gennem Medan. Han var meget god til engelsk, og sagde med det samme, at det var vigtigt jeg bare spurgte, hvis vi så noget jeg ikke forstod, eller hvid vi skulle stoppe og se nærmere på et eller andet.
Det blev til mange stop og mange spørgsmål.

Når man rejser rundt i et fremmed land, oplever man dagligt ting man ikke forstår og som man ikke lige kan slå op eller spørge om. At være på tur med en lokal – gav ikke bare muligheden for at få en masse interessant viden om området og traditioner osv., men samtidig muligheden for at komme tæt på en indoneser og det liv han lever til daglig. Zul er en fyr, der gerne deler ud af sin viden, og som er tydelig stolt af det land han bor i. Hans gode humør og store smil karakteriserer alle de mennesker jeg har mødt i Indonesien, og den mærkelige teori, at jo fattigere et land er, jo mere smil og glæde møder jeg. Det er da noget af et dilemma...

Selve køreturen til Lake Toba tager 4 timer og det første sted vi gjorde holdt var i en by, hvor mange af husene var affolket på 1. etage. Zul parkerede i en gade og spurgte om jeg kunne høre fuglene. Jo det kunne jeg. Der var en afsindig larm. Han fortalte mig at fuglene havde indtaget mange af husenes øverste etage og ladet menneskerne søge nedad. Jeg tænkte; det er da løgn – det er jo ren Hitchcock . Men det her er den rene virkelighed. Og der er selvfølgelig en grund til, at mennesket lader fugle flytte ind. Deres reder er nemlig meget værdifulde. Især kineserne tror, at de har en helbredende virkning og gør en stærk. De spiser simpelt hen fuglerederne efter at have lavet suppe på dem. Zul kunne fortælle, at 1 kilo fuglereder koster 10.000 kr., hvorefter han tilføjede – de er skøre de kinesere. Men der er utrolig mange kinesere i området, og det ses overalt.

Efter fuglebyen kørte vi videre og jeg bed mærke i nogle palmelignende træer med nogle meget store frugtklaser. Da jeg spurgte hvad det var, kørte han straks ind til en af plantagerne og fortalte om palme-olie for det var hvad det var. Han skar frugterne op, så jeg kunne se det gule, som bruges til madlavning og den inderste hvide kerne, der bruges til kosmetik.

Efter palmeolien spurgte Zul mig om jeg ikke ville se en gummitræplantage – og så fik jeg ellers historien om gummiproduktion, og prøvede selv at få et træ til at igangsætte en lille produktion af gummi, som iøvrigt er hvid....

Den næsten by vi kom til gjorde sig bemærket på grund af motorcykeltaxaerne. De kaldes jo tuk-tuk i Thailand, Malaysia, Vietnam osv., men her hedder de ojek. Mange af byens Ojek´er var nemlig nærmest at betegne som museumsgenstande. Ældgamle motorcykler af mærket Norton og BSA. Zul kunne fortælle, at byen ly lige op ad bjerge, der omkranser Lake Toba, og at de simpelt hen kræver en særlig stærk motor. Han mente at de oprindelig var kommet til byen med missionærer fra Holland og tyskland. Her er muslimerne nemlig i mindretal, idet den kristne protestantiske kirke sidder på flertallet af områdets beboere. Her holder Batak-stammen nemlig til, og de er alle kristne.

Længere fremme kom et bryllupsselskab gående gennem byen, og da de så mig hænge ud af Toyotaen med mit kamera, blev jeg bedt om at komme ud af bilen, så jeg kunne få et ordentlig billede. Det udartede sig simpelt hen til den rene bryllupsfotosession, og skulle jeg videre til Toba, ville de have haft mig med til festen:-) Men Zul ventede, og turen gik videre.

Lake Toba er verden største vulkansø skabt for 75000 år siden. Den er 100 km. lang og over 30 km bred. Den er 500 meter dyb og midt i søen er en kæmpe ø, der hedder Samosir Island og ved søens breder lever Batak-folket, der bor i farverige huse. Regnskoven er fuld af aber, der kommer frem for at blive fodret ved vejen, og skilte advarer mod ”Krydsende aber”. Zul satte mig af ved færgelejet, og jeg tog den 1 time lange sejltur til Samosir Island, her mødte jeg en fyr med et stor smil og rådnetænder,- og en motorcykel, og han kørte mig rundt på øen i et par timer, inden jeg tog færgen tilbage, og turen til Medan kunne påbegyndes. Lake Toba og Samosir Island var en fantastisk oplevelse, en naturperle af de helt store, og jeg nød hvert et minut.

På hjemturen, spurgte jeg Zul om han ikke kunne anbefale en god restaurant, og derefter kørte han til en lille by med en restaurant, der var forholdsvis ny. Som Zul sagde – der lugter stadig af maling...

Her fik jeg et traditionelt indonesisk måltid, der består af en ca 10 forskellige tilbehør, der serveres med ris. Jeg gloede noget på alle retterne, og sagde, at det kunne jeg slet ikke spise. Men Zul forklarede at jeg skulle spise det jeg kunne – så blev regningen lavet efter det – og resterne lagt tilbage til videresalg. Jeg spise og drak for 38 kr:-)

Ved 22 tiden var tilbage i Medan og hotellet og jeg kunne se tilbage på en fantastisk dag med et utal af store oplevelser!!!

SE FLERE FOTOS HER