Medan – en kogende kedel af kaos

Torsdag den 17. december;

Jeg ankom 20 minutter før min afrejse fra Penang til Medan – den største by på Sumatra, og Indonesiens 3. største by. Årsagen er selvfølgelig, at der er en tidsforskel på en time - så uret skulle stilles tilbage:-) I lufthavnen måtte jeg af med 250.000 indonesiske penge for et visum inden jeg blev lukket ind. Efter det sædvanlige kaos med veksling af penge og hævning i ATM fik jeg en taxachauffør til at køre mig ind til byen.
Her er man vant til, at turister er på gennemfart – og da de kun er i byen højst to dage, skal der virkelig arbejdes for at få vredet penge ud af dem. Det mærker med det samme – alle omkring en har et godt tilbud lige fra ture i omegnen til billig sex. Alt er kaos – næsten på niveau med Hanoi. Her er larmende, beskidt, fattigt og ildelugtende. Masser af forurening og et gensyn med et utal af tiggere, som jeg næsten ikke så i Malaysia. Chaufføren kørte mig hen til et kæmpe hotel ”Asean International” og jeg sagde med det samme, at det så alt for dyrt ud. Kæmpe reception med uniformerede personale, 4 restauranter, egen ATM-automat og roomservice + inkluderet morgenmad. Pris? 90 kr pr. nat..... Jeg var lykkelig. 90 kr. er ganske vist i den dyre ende – men sikke en luksus. På værelset er der minibar, internationale tv-kanaler og badekar:-)
Fra Lonely Planets bog om Indonesien står der også, at de billige hoteller/guesthouses ikke eksisterer i Medan – men at man skal gå efter hotellerne i middelklassen. Det har jeg så gjort, og booket mig for to nætter.
Selv om byen er temmelig kaotisk (og varmen hjælper ikke på det) har det første møde med indoneserne været positivt. De er snakkesaglige og imødekommende, og meget smilende. Det er dejligt, når man kommer til et nyt land, at man bliver modtaget på en positiv måde. Det giver et godt afsæt for de næste dages eventyr. Det skal dog siges, at flere har advaret om tyvebander og uærlig hjælpsomhed, og anbefalet en lokal guide, hvis man skal på ture – idet alt for mange vil prøve at snyde en.

I morgen vil jeg til Lake Toba, der er verdens største kratersø - resultatet af et gigantisk vulkanudbrud for ca. 75.000 år siden. Den ligger i 800 meters højde og er i dag et af Sydøstasiens smukkeste og mest særprægede naturområder. I aften vil jeg undersøge, hvordan det lige skal foregå – jeg har desværre ikke tid til at bo derude, da jeg egentlig er på vej til Bali.

PS: Internettet er meget langsomt her i landet – og jeg har en fornemmelse af, at det betyder færre uploads af især fotos – sorry:)

SE FOTOS HER (hvis det lykkes at uploade nogen...)

Sumatra next

Torsdag den 17. december 2009;

Jeg forlader i dag George Town og øen Penang. De næste 10 dage ser jeg nærmere på Indonesien og begynder altså i Sumatra i byen Medan. Byen er almindelig kendt som transitby for rejsende, der skal videre, og har ikke ry for at byde på ret meget. derfor tror jeg ikke mit ophold i byen bliver særlig langt. Jeg styrer også mod øen Bali, hvor jeg har planlagt at holde jul.
Inden håber jeg der bliver tid til et par dage i Jakarta - Indonesiens hovedstad.
Jeg rejser ind i en ny tidszone, så er i Medan 5 minutter før jeg tager fra Penang:-)
Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

Forført af Avartar

Onsdag den 16. december 2009:


161 minutters hæsblæsende eventyr- og science fiction film med alle de elementer der kan skabes for 237 millioner dollars og en James Cameron som instruktør var hvad jeg betale 11 kr for at være vidne til her til aften, da filmen Avatar havde verdenspremiere i George Town.
Jeg er stor tilhænger af eventyr – mere forbeholden for science fiction, men filmen var ikke 5 minutter gammel før jeg havde overgivet mig totalt.
James Cameron har virkelig skabt en lille filmperle, hvor ingredienserne er en god historie, med et vedkommende budskab, en kærlighedshistorie, der ligger på lige line med Titanic, samt en filmisk teknik, der slå alt andet jeg tidligere har set. Her er ikke sparet på noget, og jeg måtte forlade biografen efter næsten 3 timer med den helt særlige fornemmelse at være blevet bevæget og følelsesmæssigt ramt.
Det til trods for at filmen bevæger sig i et fremmed fremtidsunivers (2154), hvor den efterhånden golde ødelagte jordklode måske kan reddes med mineraler fra den frodige planet kaldet Pandora, der befinder sig 4 lysår væk. Pandora bebos af blå menneskelignende skikkelser, Na'vi, der er tre meter høje samt et utal af utrolige øglelignende væsner, nogle smukke, mange skræmmende.

Det var netop filmplakaten og billederne af disse science fiction væsner, der i første omgang holdt mig tilbage for at købe billetten. Jeg tænkte; Det kan man da ikke tage alvorligt.... men tak skæbne jeg kom på andre tanker. Jeg glemte hurtigt det forstyrrende og groteske udtryk hos både beboere og dyr – ja hele Pandora-universet, fordi fortællingen betog mig og forførte mig,- selv om jeg havde alle parader oppe!!

Filmen kommer perfekt i forbindelse med Klimatopmødet i København, idet den i høj grad også handler om vores forvaltning af Jorden, men ellers er det i virkeligheden en kærlighedsfilm, som er pakket godt ind i drabelige og fantastiske kampscener i et actionfilmstempo.

For følsomme sjæle, der overvejer at se Avatar og som fældede en tåre under Titanic vil jeg anbefale at medbringe kleenex!

Den var over midnat inden jeg var hjemme på hotellet og kunne pakke rygsækken. I morgen går turen videre til Indonesien

Se Avatar trailer herunder:

Det moderne George Town

Onsdag den 16. december 2009;

Nu er George Town ikke kun rester af en svunden kolonitid, der er erklæret bevaringsværdigt. Det er også en moderne by med skyskrabere og et enormt indkøbscenter. Der bygges i stor hast og byen er i en konstant udvikling, så den er gearet til bl.a. kritiske turister, der vil spise Mc Donalds mad og købe designertøj billigt.

Jeg havde besluttet at tage en tur i den del af byen, der må betegnes som den moderne del, og allerede efter 10 minutters gang mødte jeg cykeltaxamanden fra i går. Han grinede og spurgte om jeg skulle have et lift, og så gik det ellers mod indkøbscenteret. Det består af 5 etager spækket med butikker, og som man ser det overalt i Asien, så var centeret stopfyldt af folk, der ud over at handler også bruger centeret som mødested, når nogle timer skal slås ihjel. Der er utrolig mange restauranter og cafeer, som danner rammen for den mere sociale aktivitet.

Der er masser af dyre mærkevarebutikker med Madonna i højtalerne og små malaysiske piger i høje hæle, der nyder at være en del af noget, der kunne opfattes som vestlig kultur.

Jeg gik rundt og så mig omkring i en times tid og fik mig en kop kaffe på Star Bucks – der udover en god kaffe tilbyder kunderne fri wifi. Mange uploads er faktisk lavet fra en Star Bucks café på min rejse:-)

Turen endte på 5. sal, hvor der er et kæmpe biografkomplex med 10 biografsale. Her blev jeg tilbudt en billig billet til premieren på en film, der hedder Avartar. Efter at have set plakaten, afslog tilbuddet – den film tror jeg ikke lige er mig. Men da jeg kom tilbage på hotellet over middag, snakkede jeg med et ungt par fra Holland, som sagde, at jeg burde genoverveje Avartar. De skulle rejse senere på dagen, men de var helt uforstående over at jeg ikke havde sagt ja. Jeg går nok tilbage i eftermiddag og undersøger om der flere billetter – jeg er jo før blevet positivt overrasket og ønsker i hvert fald ikke at blive betragtet som fordomsfuld:-)

Se fotos her

Mon cykeltaxa er fremtiden?

Onsdag den 16. december:

I går aftes var jeg som sædvanlig på vej til min yndlingscafé i Penang Louis Café. De laver fantastisk mad, og der er virkelig hyggeligt med et muntert personale. Vi havde det blandt andet meget morsomt over, at de troede at Carlsberg var en lokal øl. Men i går var biksen lukket, og jeg søgte ud i Penangs små stræder for at finde en anden restaurant.

Man spiser rigtig godt her og maden er billig. En stegt pandekage med æg og kylling, serveret fra gaden, koster 4 kr. Restauranterne er meget specielle. En slags ta´ selv køkken, hvor man øser lige netop det man ønsker op på sin tallerken, hvorefter tjeneren afgør prisen. Beder man ikke om en gaffel, forventes det, at man spiser med fingrene... Det gør alle de lokale. Med højre hånd tager de ris og dypper det i forskellige tilbehør, hvorefter de spiser. Det giver en masse svineri og fedtede fingre, men det er nu ret hyggeligt, når hele fyldt restaurant gør det. Jeg holder mig nu til gaflen!

Efter maden fik jeg en kop kaffe, og da det var ved at være sent tog jeg en cykeltaxa hjem. Hermed træf jeg den anden lærer på samme dag. Han talte ganske godt engelsk, og da vejene er meget trafikerede, kørte vi ad små gader en omvej for at komme til hotellet. Imens fortalte han, at han siden 2001 har droppet lærergerningen og kørt cykeltaxa på fuld tid. Kunderne er mere medgørlige, og lønnen er bedre, sagde han.
Her tænkte jeg på, at en efterskoleforstander i Danmark tjener det samme som en 22 årig butiksleder i Rema 1000 – og overvejede om cykeltaxa måske er fremtiden for mig:-)

På hotellet er der morgenmad inkluderet i prisen. Den finder sted på 5. sal i en såkaldt Roof Garden. Det er simpelt hen hotellet tag, der er indrettet som restaurant. Det er ikke noget særligt – men der er en dejlig udsigt over vandet og til de 4 stjerne hoteller som Hotel Mingood er klemt inde af, så gæsterne her nyder det.
Cykeltaxa-læreren fra i går kunne bl.a. fortælle mig, at Hotel Mingood er et tidligere bodel – kun på første etage. Pigerne var hentet fra Thailand, Vietnam, Kina og Indonesien. Af landene i Sydøstasien er Malaysia nok det land med den bedste økonomi og selv om Singapore måtte være bedre for en fremmedarbejde rent lønningsmæssigt, så er lovgivningen altfor stram der. Malaysia ser ikke så hårdt på fremmed, belærte taxamanden mig – det er kun narkosmugling der er dødsstraf for....
Jeg tror han kunne have talt om Penang og Malaysia i timevis, og jeg spurgte faktisk om jeg kunne bestille ham til i morgen. Til det forslag svarede han; ”Hvad der sker i morgen kan ingen af os spå om – så lad os lade være med at forsøge”. Og dermed slutte aftenen med ord, der sagtens kunne være byens motto – ingen stress i varmen, - lev livet nu. Selv om det stride mod al industriel, kapitalistisk effektivitetsforbedring og planlægningsstategier, er det en spændende tanke, hvad der ville ske med Nuet, hvis vi frigav al energien vi bruger på det vi skal i morgen og i næste uge....

Penang-historie i en Light-version....

Tirsdag den 15. december 2009;

George Town har vel en 250.000 indbygger og har fået sit navn efter King George III, men det er nu en anden brite som har æren som byens grundlægger – nemlig Francis Light i 1786. Han byggede Fort Cornwallis på den nord-østlige hjørne af øen og jeg tog i dag ud for at se de gamle kanoner.

Fort Conwallis er en af Penangs store attraktioner, og det virker som om de faktisk er lidt stolte af kolonitiden, som jo præger bybilledet over alt. Efter at have været lidt rundt, satte jeg mig på en lille café for at drikke en vand (der er stadig afsindigt varmt her), og lidt efter kom en ældre herre og satte sig ved mit bord. Han var australier og uddannet lærer og var her udelukkende pga af Francis Light, som han interesserede sig meget for. Pludselig var jeg havnet i noget der kunne minde lidt om en historietime i folkeskole, hvor Jim (som han hed) fortalte om Francis og hans familie. Han var en glimrende fortæller og at han brændte for sin interesse kunne han ikke skjule.

Sjovt at et lidt kedeligt museums-fort med rustne kanoner pludselig fik liv i hans ord, og blev nærværende. Det endte med at vi gik over til gallerierne – nogle bygninger fra fortets tid fuld af billedmateriale og malerier, og Jim fortsatte med at uddele sin store viden på området. Især var han stolt af at kunne vise en gave fra borgmesteren hjemme fra Adelaide i det sydlige Australien. Han havde nemlig sendt museet et maleri af Light. Årsagen skal findes i af Francis søn William senere blev grundlæggeren af Adelaide.

Francis døde i øvrigt af malaria og ligger begravet på den kristne kirkegård i byen.

Da vi efter et par timers selskab tog afsked – sagde den pensionerede lærer fra Adelaide med et stort smil: Ja det var så lidt Penang-historie i en Light-version....

Se fler fotos her

Fakta om fortet:
Fort Cornwallis er et gammel stjerne-formet fort ligger på den nordøstlige kyst af Penang. Det er opkaldt efter Guvernør-General of Bengal, Indien, Charles Cornwallis. Fort Cornwallis er det største stående fortet i Malaysia.

39 grader i skyggen på Penang...

Mandag den 14. december 2009;

Jeg synes det var varmt i Kuala Lumpur, men Penang slår alt, hvad jeg hidtil har oplevet på denne rejse. 39 grader i skyggen er næsten uudholdeligt. Sveden driver bare stille af en, og man har allermest lyst til at sidde på hotelværelset i den kølige aircondition.

Øen Penang er befolket med Panagiter (sådan kaldes de). Øen er gammel engelsk koloni, hvilket ses overalt i bybilledet. Man føler sig helt hensat til kolonidagene i 1800-tallet, når man spadserer rundt i byen. At mange gennem historien har kæmpet forgæves om magten på den smukke ø mod de seje øboere har givet øen tilnavnet; "The White Man's Grave". Men fra 1867 til 1946 var øen direkte under britisk herredømme.

Den 7. juli 2008, blev George Town, formelt indskrevet som et UNESCO World Heritage Site* . Det er hermed officielt anerkendt som en enestående arkitektoniske og kulturelle bybillede uden sidestykke overalt i Øst-og Sydøstasien.
Jeg foretog en lille byvandring efter jeg var ankommet, og det er simpelt hen en fantastisk by jeg er havnet i. Byen er kendt for, at her er tollerencen stor når det gælder religion.. Her er kinesiske og indiske templer, muslimske moskeer og kristne kirker dør om dør. Eksotiske dufter breder sig i de smalle gader, og der handles overalt.
Da byen huser størstedelen af turisterne, der kommer til byen, er den også gearet til det. Masser af hoteller, restauranter og cafeer og en utrolig hyggelig atmosfære skabt af smilende og imødekommende Panagiter – der ikke klistrer om turisterne som fluer, men lader folk få plads til oplevelsen. Byen ligger lige ud til stranden og har sin egen havn, så der er alt hvad man behøver for tilfredsstille alle slags turister. Jeg glæder mig i hver fald til de næste dage i byen, og krydser fingre for at temperaturen falder lidt.

SE BYFOTOS FRA GEORGE TOWN HER


*UNESCO World Heritage Site
En UNESCO World Heritage Site er et sted (f.eks en skov, et bjerg, en sø, en ørken, et monument, en bygning, eller by), der står på listen, som vedligeholdesværdigt af The International World Heritage Program administreret af UNESCO.
Listen indeholde steder af enestående kulturel eller naturlige betydning for den fælles arv for menneskeheden.

PS: Her til aften kl. 19.00 gav den høje varme resultat i et brag af et tordenvejr efterfulgt af enorme mængder af regn:-) Lad os håbe at luften nu er renset

Turen nærmer sig nu Indonesien

Tiden går, og julen nærmer sig. Det kommer man næsten til at glemme, når man går rundt i 35 graders varme med palmer omkring sig. Kun mine børns fantasifulde e-mail julekalender med et dagligt foto og en gætteleg om hvad de har fundet på til deres berejste far i julegave, holder julestemningen oppe:-)
Jeg har altså kun 11 dage til at komme til Bali, hvor jeg har tænkt mig at holde jul i år. Derfor flyver jeg i morgen fra Kuala Lumpur til Penang - en malaysisk ø nordpå, og bruger den som sidste stop inden Indonesien, der er det 10. land jeg besøger på rejsen. Planen for ruten til Bali har jeg ikke helt styr på, men mon ikke der bliver et stop i Jakarta?

Foreløbig står jeg på et fly i morgen kl. 11.00 og skulle gerne være i Penang en times tid efter.

Den opdaterede rejseplan ses herunder.


Vis stort kort