Hobart – med anderledes skyline...

Fredag den 8. januar 2010:

Hobart er en stor by taget øen i betragtning, og med et havneliv der skaber en unik atmosfære. Her er simpelt hen bare hyggeligt. At dumpe ned i Hobart fra Storbyen Melbourne er som at havne i en helt anden verden. Tempoet er langsommere, og der er ingen stress.

De store skyskrabere fra Melbourne er erstattet af en skyline af Mount Wellington på 1.271 meter høje. Som en dominerende og beskyttende væg rejser den sig og giver Hobart den perfekte baggrundskulisse.

Hobart er statens hovedstad og mest folkerige by i den australske østat Tasmanien. Og er samtidig Australiens næstældste hovedstad efter Sydney. Her bor ca. 200.000 mennesker. En bosiddende i Hobart er kendt som en "Hobartian". Byen ligger ved mundingen af Derwent floden.

Midt i byen ligger Liverpool Street, hvor mit hostel er placeret. The Pickled Frog er en lidt kluntet bygning, der er malet lysegrøn. Der er mange værelser – mest dorms (altså rum med mange senge). Selv bor jeg i et tremandsværelse og betaler så for alle tre senge. Her er partystemning og gang i den til langt ud på natten, og da mit værelse befinder sig tæt på de fælles toiletfaciliteter er det muligt at følge med i om bruserne er ledige:-) Jeg takker endnu engang på denne rejse for mit gode sovehjerte.

I lobbyen er der en stor bar og tourdesk, hvor man kan bestille ture rundt på øen. Jeg har i dag udset mig et par ture jeg vil på i løbet den uge jeg er her. Her er også Internet, men tit er det nede og ellers temmelig ustabilt. Det er måske det mest kritisable ved The Pickled Frog – men folk her er søde og imødekommende og undskylder med et smil, der dybest set betyder – Slap nu af ik? Du overlever nok....

I morgen er planen at jeg vil til marked på Salamanca Place – hvilket er ret kendt. Desuden er jeg havnet på øen samtidig med afholdelse af den årlige rockmusikfestival Soundscape – der afholdes i morgen. Det er jeg ret tændt på, men som alting herude, så er det morderligt dyrt også at gå til festival, så det bliver nok bare til en ”kigger” - en dags festivalen koster 400 kr.

Men ellers er byen fuld af spændende cafeer, restauranter og et sprudlende musikliv. Hvordan Hobart har kunne tiltrække al den kultur er svært at forstå, men et faktum er det, at her er masser af rockspillesteder, folkmusik og jazz.

Og vejret her er fantastisk; Fuck´n hot som man siger med temperaturer på over 30.

Internetforbindelserne her er ganske forfærdelige - og endnu en gang er det helt umuligt at uploade noget til galleriet - sorry

Måske skulle du lige læse vores regler?

Tirsdag den 29. december 2009;

Tidligt tirsdag morgen sagde jeg farvel til Perth og satte mig i en taxi mod Perth Lufthavn. Jeg skulle flyve med Qantas Air, der er Australiens stolthed, og absolut intet lavbudget firma, som Air Asia. Flyet var langt større og indrettet med storskærme og meget bløde sæder – med rigelig benplads. Der bleve serveret lækker mad undervejs, og alle de drikkevarer man måtte lyste. Alle sæder var besat af glade australiere, der skulle til Sydney på familiebesøg her i ferien.

Da jeg kom til Sydney Lufthavn fandt jeg hurtig en taxi, der kunne køre mig til Ashfield – en bydel ca. 9 km fra centrum. Det har mildest talt været et mareridt at finde et ledigt sted i Sydney her mellem jul og nytår – især hvis man gerne vil bo billigt. Jeg har skrevet emails til et utal af hostels (mens jeg var i Bali) og fået lige så mange afslag; Alt optaget!!

Men pludselig skrev Sandy fra Asfield Manor Bed & Breakfast, at hun havde fået et afbud, og at dermed var et ledigt værelse til mig. Jeg var lykkelig og jublede – et stort problem var løst. Den første nat skal jeg bo på et værelse med fælles bad og toilet, og i morgen flyttes jeg til et værelse med eget toilet og bad. Pris: 95 dollars pr. nat.....

Mødet med Asfield og Sandy på hotellet var ganske morsomt – og især når her efterfølgende ser tilbage meget grinagtigt.
Stedet er meget ordentligt. Det fornemmer man straks man træder indenfor. Alt er pinligt rent og ingen backpackerlarm af nogen art. Sandy viste sig at være en dame midt i 50´erne, der bød mig velkommen – men noget reserveret. Hun bad komme ind på hendes kontor, og rakte mig straks et papir med hotellets husorden. Fint sagde jeg med et smil og begyndte fra oven. Det svarede ganske til det man ser alle steder – helt praktiske ting om tjek-ind og id, køkkenfaciliteter osv. Men nederst på sedlen kom så sætningen der fik mig til at stivne: Appropriate dress to be worn all times; T-shirts must have sleeves.

Der sad jeg jeg med en ærmeløs T-shirt og min højre overarms tatovering og kløede mig på min ubarberede hage og viste at første indtryk ikke var faldet i Sandys smag. Jeg åbnede min lille rygsæk, hvor jeg vidste der lå en kortærmet skjorte, og tog den stille og roligt på uden at sige noget. Sandy smilede og sagde – godt så,- og nu til betalingen. Ønsker du at at betale med kort eller kontant?

Mens Sandy ordnede papirarbejdet undrede jeg mig over den ene sætning i reglerne – hvorfor lige T-shirts uden ærmer? Jeg kan da sagtens komme på andre beklædningsgenstande, der er noget mere udfordrende og grænseoverskridende. Men jeg undlod at kommentere på det. Jeg husker at der på husreglerne på et hotel i Cambodja stod, at man ikke måtte bruge maskingevær, håndgranater eller indtage drugs på hotellet. Disse ting er slet ikke nævnt her – her er det farlige sprængstof ærmeløse t-shirt....


Efter betalingen fik jeg en rundvisning på hele hotellet. Det er faktisk rigtig hyggeligt med opholdsstuer, udestue, dejligt fælleskøkken osv. Desuden er morgenmad inkluderet i prisen. Der er både tv og køleskab på værelset og en udmærket seng. Tiderne med fri wifi hører Asien til – her betales der for sådan noget. På backpackerhotellet kostede det 3 dollars i timen – her koster det 7,5 dollars. Men så er forbindelsen også meget bedre.

Jeg har været en kort tur ude for at se på Ashfield og finde busstoppested og togstation, så jeg er klar til Sydney centrum i morgen. Da jeg kom hjem mødte jeg Sandy i opholdsstuen, og hun snakkede som et vandfald, og der er ingen tvivl om, at det er hendes hotel, og at det er vigtigt for hende, at kunderne føler sig trygge og godt behandlet – bare vi beholder vores ærmeløse t-shirts i rygsækken:-)

PS: Sydney har et dejligt dansk sommerklima i øjeblikket. 25 grader i skyggen og let overskyet. Det er noget der passer mig. Tidsforskellen er som nævnt 10 timer ift Danmark.

Do you like some weed?

Onsdag den 18. november 2009;

Efter 6 timers kørsel i den bedste bus jeg har oplevet på denne rejse, er jeg vel ankommet til Phnom Penh. Vejret er fantastisk og tidspunktet kl. 15 er genialt i forhold til det virvar, der altid er ved ankomsten til en ny by. Der skal findes et guest house, og man skal orienterer sig i byen.

I Phnom Penh har man vist gået på kurser i personlig pleje i forretningslivet. Alle er ekstremt høflige, man giver hånd til tuk-tuk chaufføren og udveksler navne. Formålet er selvfølgelig den ikke uvæsentlige fordel, der ligger i den personlige kontakt. Det er med andre ord væsentligt for de fleste chauffører at få mere end blot en tur med en turist.

Jeg kom ud at køre med en storsmilende ung mand, der ud over kurset i personlig kundekontakt vist også havde taget et i charme og positiv udstråling. Han kørte mig hen til Happy Guest House, og mente det lige var noget for mig. Stedet er klart en typisk backpacker-base med værelser på helt ned til 2 dollars pr. nat. Jeg valgte et med eget bad og må slippe med 5 dollars. Men det er også en tredjedel af mit værelse i Siem Reap.

Stedet ligger i Boeng Kak area i byen lige ud til en stor sø. Mange Guest Houses her har restauranten placeret ud i selve søen på bambuspæle. Stedet oser af afslappet stemning, og her er både poolbord, tv-stue og et par computere. Men intet wifi:-(

Jeg har fået værelse 210 – et lille rum uden aircondition – med som sagt med eget toilet og bad. Når man bestiller mad i restauranten får man samtidig sin værelsesbog udleveret og skriver så selv i, hvad man bestiller. Bogen bruges når man tjekker ud og regningen skal gøres op. Her er mange værelser og ligeså mange Happy backpackere, der hænger ud foran tv´et, chiller i hængekøjerne eller bare får sig et slag kort. Personalet er imødekommende og venlige og atmosfæren er som jeg fornemmer det meget rar.

Men et backpackerparadis med hængekøjer og soapopera på flimmeren betyder også masser af HAPPY-alting. Mange af de især helt unge rygsækrejsende synes nærmest at være kommet til Asien pga af den lette adgang til euforiserende stoffer, og det ved man i byen. Følgende lille samtale siger lidt om tankegangen her, og fandt sted kort efter min ankomst. Jeg satte mig ud på den flydende terrasse i en behagelig bambusstol og ønskede et eller andet at spise. Jeg havde ikke fået noget sin morgenmaden. En af de ansatte kom ud til mig og sagde;

-Hello – do you want some weed?

Jeg smilede og tog solbrillerne af – og overvejede om det kunne ses på mig og svarede:

-Yes I really want something to eat

Fyren lo og spurgte

-How much?

Jeg synes måske det var lidt mærkeligt at tale om hvor meget inden han vidste hvad jeg skulle have, men sagde:

-A lot my friend – I have not had anything since this morning.

Fyren så nu på mig med et skævt smil, og jeg tænkte, at vi da virkelig var på bølgelænge, da han sagde:

-go to you room, and I will bring something.

Nu blev jeg lidt forvirret;

-No no I want to eat here

var mit svar, og her forstod fyren vores misforståelse.

Det grinede vi så ret meget af, og et par svenskere ved bordet ved siden af griner vist stadig:-)

Overraskende effektiv

Propper i ørerne ved landing med flyvemaskine kan nedsættes en del ved brug af tyggegummi. Det er bare så fandens svært at få ud bag efter!!

Jeg er landet i Cambodja efter en rolig flyvning med Lao Airlines. Cambodja overrasker fra starten ved at være utrolig effektiv ved ankomsten til Siem reap International Airport. I denne her del af verden kan udskrivning af visum og diverse andre papirarbejder tage en krig. Bureaukratiet plejer at klistre én op ad ryggen til man passivt bare accepterer, at det kan der ikke ændres på.

Men i Cambodja gik der præcis 12 minutter fra jeg stod ud af flyet til jeg havde et fint visum til ophold i 30 dage – og det til trods for, at jeg ikke havde de nødvendige pasfotos. Men dollars kan gøre meget sådan et sted:-)

Overraskelserne fortsatte i ankomsthallen, hvor der ikke stod 200 taxichauffører og ønskede en som kunde med høje råb og sidetilbud om eksotiske hoteller. Nej her var tre muligheder for at komme de 8 km ind til byen. Minivan, taxa eller motorcykel. Prisen er fast og betales ved bestilling. De fleste andre lande jeg har besøgt på denne rejse begynder også med en fast pris – men lige så snart man sidder i taxaen, så skal der forhandles.

Jeg valgte selvfølgelig at sidde bag på motorcykel – betalte 2 dollars og så ellers i fuld fart til city. Fyren der kørte havde også et godt bud på et billigt guesthouse med fri wi-fi.... Jeg var tændt!!

En af de ting, som er det samme i Cambodja som Vietnam og Laos (og Filippinerne især) er de hurtige tilbud om søde piger. Især når man rejser som single, vælter det ind med disse forslag til øvelser i Cambodjansk kropssprog. Men alligevel måbede jeg noget, da tilbuddene her blev efterfulgt af ”bare rolig de er testet for AIDS”. Sandheden er nemlig at AIDS her er langt mere udbredt end i Laos og Vietnam.

Efter en køretur på 10 min. var vi ved Tropical Breeze Guesthouse. Jeg kunne lide stedet med det samme. Personalet var imødekommende og atmosfæren var rar. De havde kun et værelse tilbage med tre senge – men det kan jeg leve med:-)
Der er mange backpackere her – og det borger for kvaliteten, og hotellets restaurant er super hyggelig – og jeg fik ved ankomsten den bedste pizza jeg har fået på hele turen. På menukortet kan man for 3 dollars ekstra få sin pizza HAPPY... Men jeg synes nu jeg var happy nok for i dag!

I receptionen kan man leje motorcykler for 15 dollar om dagen. Det anbefales når man skal se alle templerne, hvoraf Angkor Wat er det kendetest. Men så sagde fyren som havde kørt mig fra lufthavnen, at han gerne ville køre mig rundt i morgen og vise mig det hele. Pris 15 dollars. Vi aftalte, at han skal hente mig kl. 10.00. Så får vi se om han kommer.

PS: Værelset koster 10 dollars og 13 med aircondition. Jeg sagde, at jeg ikke ønskede aircondition og gik så backpackerstolt op på værelset. Det er 1 time siden, og jeg har lige hentet den remoter til AC – her er ulidelig varmt...

SE FLERE FOTOS HER