En djævelsk oplevelse...

Tirsdag den 12. januar 2010:

I dag blev jeg hentet kl. 08.00 ved Pickled Frog (Et hostel, der senere på dagen skulle opleve et ægte dansk møgfald)
Mens min sidste tur til Wineglass Bay gik op ad østkysten, skulle dagens eventyr findes på vestkysten af Tasmanien. Jeg var nemlig stået på Bottom Bits tur til Mount Field Nationalpark.

Guiden denne dag var noget anderledes end sidst, og det var hans gæster også! Han var den perfekte biologi-naturvejleder-fjeldræv-type. Vi kender ham også fra de danske bøgeskove, hvor han falder i et med naturen, og fordyber sig sådan i den, at han på visse områder glemmer civilisationen omkring sig. Hans viden om naturen i Tasmanien er fabelagtig, og han både fortæller og smager på alting han møder. Sådan en letterer distræt ung fyr, der hvis han ikke fanger sit publikum, nemt bliver opfattet som både sær og kedelig.
Dagens guide havde desværre et par finker af fnisende tøser fra Tyskland med. Sådan nogle som konstant tager nærfotos af sig selv, og hvor den fantastiske natur omkring dem, efterfølgende blot bliver noget grønt utydeligt grums i baggrunden. Piger på 19 år fra Dortmund tænder ikke på naturvejledertypen!! – og derfor vælger de bevidst at køre deres eget fnise-show, der bl.a. peakede, da de så nosserne på en kænguru.
To andre i bussen var et spansk par, der kunne lige så meget engelsk, som jeg kan spansk. Noget af en udfordring for guiden, der jo så gerne ville formidle sit stof. Især den spanske pige mente, at hun havde krav på vide besked om alting – og guiden havde svært ved at slippe fra hende. Tilbage var vi ud over mig et andet tysk par (lærerpar med sokker i sandalerne) samt en ung fyr fra Sydney.
Jeg snakkede med guiden under frokosten, og da han fandt ud af, at jeg var fra Danmark, fortalte han stolt, at han har gået i skole med Mary. Til trods for, at jeg ikke er specielt royal, synes jeg det var en ret sjov information, og måtte da også lige høre om ikke han havde nogle saftige highschool-stories om Mary. Det var nu ikke tilfældet. Han sagde hele tiden, at hun var helt som de andre, og at hun ikke havde fremstået som speciel i skoletiden. Derimod var han meget interesseret i at vide, hvordan vi som danskere så på hende, og om hun var faldet til.
Det blev til en lang og ret sjov royal snak – og efterfølgende påstod guiden, at Mary var skyld i, at jeg havde taget turen til Tasmanien. Jeg benægtede – men er kommet lidt i tvivl efterfølgende. Jeg hader bare tanken om, at Mary ubevidst har ført mig hertil....

Dagens oplevelser blev så storslået, at guidens problemer med at trænge igennem tyskernes fnis og spaniernes manglende sprogfærdigheder ingen reel betydning fik.
På østsiden af Tasmanien gror nogle af de højeste træer i verden. De højeste er over 100 meter høje. At stå under sådan en sætte virkelig tingene i perspektiv. Hele naturparken, der er kæmpestor, er inddelt i forskellige ruter man kan gå. Vi gik et par timer i det man vel vil kalde urskov med kæmpe træer, hvis kroner lukkede for al sollys.
Vi gik rundt om Dubson Lake og fik oplevelsen af at være i et stykke uberørt natur. Virkelig fantastisk.
Herefter kørte vi til en Wild Life Park, hvor man virkelig kunne komme tæt på de australske dyr. Især havde Den Tasmanske Djævel min interesse. Nu havde jeg efterhånden set et utal af djævelbamser og turistindustriens forsøg på at profilere dette dyr som en anden Koalabjørn (der i øvrigt ikke lever på Tasmanien) Det projekt tror jeg bliver svært at gennemføre. Dyret er altså bare ikke cute... Det er en stor rottelignende dræber, der er altædende. Finder de et dødt dyr i naturen bliver det ædt op rub og stub – intet efterlades. Deres bid er så hårdt, at selv knogler bliver kvast. At kigge ned i øjnende på sådan en rottelignende kødhungrende ådselæder får ikke en til at sige – nåhhhr hvor er den sød – må jeg ikke holde den? Nej fy for den. Giv mig en plysset vegetar som pandaen eller koalaen!! Dyrepasseren var nu godt klar over dette problem, og sandheden er, at den tasmanske djævel er tæt på udryddelse, og at der lægges mange kræfter i at skrabe penge sammen for at skabe en fremtid for disse djævle. Men rent markedsføringsmæssigt tror jeg startegien skal laves om. Væk med alle plysbamserne og erstat det med noget mere reel information. Budskabet drukner simpelt hen i bamser,- og ingen ved rigtig, hvorfor det stakkel dyr er truet.

Dagen sluttede på Mount Wellington, hvor man fra 1200 meter højde kan se ned over Hobart og omegn. Det er et helt fantastisk syn, som vi alle nød – selvom det blæste en pelikan på toppen.

Da jeg kom hjem til mit hostel (The Pickled Frog) ventede der mig noget af en overraskelse. Mit værelse var tømt!! Jeg gik selvfølgelig ned i receptionen og spurgte hvad der var galt. De kunne nu fortælle, at jeg ikke havde booket til mere end i dag. Til trods for mails osv. der kunne dokumentere, at det havde jeg – så var mit værelse lejet ud. Efter en lang skideballe på både engelsk og dansk, fik jeg det sidste døgns penge retur og måtte gå derfra kl. 18.00 uden noget sted at bo. Alle meldte om ”alt optaget”, og jeg var lige ved at opgive, da Hobart Hostel kunne tilbyde et værelse til 95 dollars. Mørket var ved at falde på, og jeg tog imod tilbuddet og var glad for ikke at skulle sove på gaden.

SE FOTOS HER

På udflugt med Josef til Wineglass Bay

Søndag den 10. januar 2010:

Klokken var kun 6.30 da jeg denne morgen stod parat foran The Pickled Frog med min rygsæk og mit lille kamera. Jeg ventede på bussen fra ”Bottom Bits Bus”, der er et selskab, der har specialiseret sig i udflugter med små grupper. I dag var gruppen på 11 – inkl. mig. Vores guide Adrian er en ung fyr midt i tyverne og en af dens slags mennesker, der altid er positiv. Kæmpe stort smil og en optimistisk tilgang til alting. Ud over at være guide skulle han også være chauffør for den minibus, som vi skulle køre i. Turgæsterne var to koreanske piger, en kineser, der understregede kraftig, at hun var fra Hong Kong (præcis som nogle amerikanere præsenterer sig som New Yorkere...), to tyskere, en østriger, to australiere, en hollænder og sidst – men bestemt ikke mindst en israeler. Sidstnævnte, der i øvrigt helt bibelsk hed Josef, kom til at sætte mange på prøve i løbet af dagen. Mest af alt fordi hans noget specielle humor kun blev forstået af få, måske især fordi den var pakket ind i et tykt lag selvironi.

Turen gik op langs østkysten af Tasmanien og endte i Freycinet National Park, hvor hovedattraktionen er Wineglass Bay. Wineglass bay er et fantastisk syn fra oven (hvor den danner et billede af et vinglas) Så vi kom på bjergvandringstur for at nå udkigspunktet – og ingen følte sig snydt,- det var virkelig helt utrolig smukt.

Josef, vores lille israelske backpacker, udså sig hurtig den klippe, som er mest brugt til fotografering, og hvor svedige turister gerne står i kø efter den hårde opstigning for at blive foreviget. Han plantede sig øverst, og i liggende stilling som en anden Cæsar, lod han en fra gruppen tage et afsindigt antal billeder af sig selv. Hver gang tjekkede han resultatet på displayet, og var ikke tilfreds. Folk var utålmodige, men ingen sagde noget og nøjedes med at sende blikke til hinanden. Josef nød det – han var i virkeligheden på sin egen skæve måde ved at gøre grin med dem alle sammen. Forstod man, hvad han havde gang i, så var det egentlig ikke ham, der skulle kigges på, men den kødrand af turister, der efterhånden befandt om klippen. De tog alle afstand fra hans modelarbejde og selvhøjtidelige attitude – fordi de i realiteten selv var interesseret i at komme i fotosession deroppe. Jeg fik heldigvis et fint billede af Josef, mens han poserer på klippen – og måske kan man forstille sig de omkringståendes irritation. Efter 10 minutter sagde den storsmilende og ekstremt positive guide til Josef, at der også var andre, der ville fotograferes. Josef så helt overrasket ud, og sagde – Er der det? - jamen så lad dem bare komme op, det kan der blive nogle skægge gruppefotos ud af. Nu vendte han sig om og råbte ned, at alle da var velkommen til at blive fotograferet med ham. Kun et amerikansk par synes at situationen var så grotesk, at det måtte foreviges og kravlede op til ham.


Det var ret sjovt – og selv om vores guide aldrig forstod Josef, så skabte han en meget speciel stemning på den 10 timer lange ekspedition. Ham tror jeg aldrig jeg vil glemme.

På vej hjem så vi mange fantastiske strande og natur som man ellers kun ser det på postkort. Vi spiste frokost og badede og sidst på dagen købte vi alle en kæmpe is i en bær-farm, hvor man selvfølgelig selv havde lavet isen.

SE FOTOS HER