Luna Park...

Onsdag den 6. januar 2010;

Nogen gange bliver man pludselig mindet om en episode fra ens barndom, når man står på den anden side af kloden. Sådan et flash back fik jeg i dag. Jeg var på gåtur langs vandet, da jeg pludselig kom til forlystelsesparken Luna Park.

Som barn kom der en gang om året et omrejsende tivoli til byen, hvor jeg boede. Det hed Luna Park og var højdepunktet for byens ungdom. Ud over karruseller og andet gøgl betød det nemlig også fest, øltelte og diskotek. Ja fest hele natten. Her mødtes fyrene på knallerter og spillede fandens karle for de fremmødte piger der småfrøs i deres små kjoler i den kølige fynske sommernat. Her blev røget cigaretter og drukket øl og ofte kom nogle af knallert-fyrene op og slås sidst på natten til stor interesse for tivoligæsterne. Luna Park var simpelt hen indbegrebet af alt det en hver frisk dreng kunne ønske sig af spænding og fest.
Som 12 årig fik jeg lov at gå I Luna Park om eftermiddagen og nød hvert et minut. Vi var en flok drenge, der aftale, at vi om aftenen ville tage derned igen. Se på de store cigaretrygende og øldrikkende drenge, der gassede med deres knallerter og slog en prober næve. Så jeg var noget rystet, da min far kort meddelte, at det måtte jeg ikke. Alle hans argumenter prallede af på mig, og jeg indvendte, at alle de andre drenge fra klassen da gerne måtte.
Mens min far blot rystede på hovedet og genoptog læsningen af Fyens Stiftstidende løb jeg (nu grædende) på mit værelse på første sal og smækkede alle døre efter mig. På trappeafsatsen satte jeg mig nu med korslagte arme og råbte ned til de forældre, der på kort tid nu fremstod som gamle, reaktionære og frihedsberøvende, at JEG VIL I LUNA PARK. Mine forældre har sikkert muntret sig med min tilråb nede fra stuen og anet, at en vanskelig teenagetid lå lige om hjørnet:-)
Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der på trappen grædende og råbte – men i min mors hukommelse er det mange timer, og hun påstår også, at ordene efter mange gentagelser ændredes til “Jeg vil i Lulla-parken...” Om det er sandt ved jeg ikke, men jeg kom I hvert fald ikke I Luna Parken den aften.

Den historie kunne jeg nu mindes i St. Kilda mere end 30 år efter, og besluttede mig selvfølgelig for at tage revanche. Jeg gik I Luna Park!! Indgangen er gratis, men det koster penge at prøve de forskellige forlystelser. Parken er gammel – åbnede I 1912, og man kan bl.a. prøve verdens ældste rutschebane Scenic Railway, der har kørt lige siden parkens åbning.

Jeg prøvede ikke rutschebanen – men nød synet nedefra sammen med en stor is:-) Der var ingen knallertkører der hang ud med smøger og øl – ja alkohol er faktisk forbudt i Luna Park. Der var ingen småfrysende piger i Olivia Newton John outfit og ikke antydningen af slagsmål. Men den mekaniske tivolimusik og skrigene fra forlystelserne var de samme som dengang.

Jeg gik smilende fra Luna Park, og mindede mig selv om, at barndommens Luna Park historie endte, da jeg om mandagen kom i skole og skulle erkende for alle de andre drenge i klassen, at mine forældre var nogle gamle forstokkede idioter, der havde nægtet mig det, der syntes som en menneskeret, og erfarede at ikke en eneste af de andre havde fået lov til at tage afsted. Fællesskabet var etableret men ikke synet på forældrene...

Se fotos her

St Kilda – Bumser, bøsser og boheme

Onsdag den 6. januar 2010:

Jeg bor i St. Kilda, der er forstad til Melbourne. Et utroligt interessant sted med masser af historie og et væld af spændende mennesker. St. Kilda er et område med sociale skarp kontrast, med mange hjemløse og andre udsatte personer, der lever blandt de rige og fashionable, der flokkes ved byens butikker og caféer. Her er tilsyneladende plads til alle.

Her fyldes bybilledet af bumser og tiggere, der som tavse skygger bryder rækken af cafeer og restauranter langs Fitzroy Street. Her er homoseksuelle, der forelsket hånd i hånd spadserer strandpromenaden tynd og kun overhales af prustende motionsløbere, skatere og cyklister på mountainbikes. Her er hippier, der med kærlighedsfremmende budskaber på T-shirten vuggende går den der typiske hippiegangart, der på en gang både skal signalere, at de ikke har travlt,- men samtidig at de er rytmiske mennesker. En gangart der får deres dreadlocks til svinge foran ansigtet så det afsløres, at deres Ipod Shuffle sender digital lyd til øregangen. Her er punkere, der med deres læderjakker og tunge militærstøvler trodser varmen og som med deres synlige badges genbruger ”no future” slogans fra 80´erne. Her er pop-tøser der med deres meget lårkorte kjoler og høje hæle altid ses i flok småfnisende bag deres kæmpe solbriller, der i 70´er-retro-perfekt stil næsten skjuler hele ansigtet. Her er mennesker fra hele verden, der er havnet her og har gjort St. Kilda til udgangspunktet for deres liv – Der er restauranter og butikker, der repræsenterer Italien, Japan, Kina, Indien, Frankrig, Irland, Vietnam, Thailand og Egypten.

Det er alle disse meget forskellige mennesker skaber et boheme-miljø, som tiltrækker musikere og kunstnere fra nær og fjern. St. Kilda er dermed langt mere end et mødested for alverdens backpackere, der ønsker strand og vand – men et sted med masser af aktiviteter og koncerter. Her er flere kendte teatre og der afholdes jævnligt store kulturelle arrangementer og festivaller her.
Forstaden er blevet en af Melbournes førende bøsse og lesbisk boligområder og St. Kilda er da også vært for den årlige Gay Pride i marts, som starter ved Lakeside Drive og fortsætter ned ad Fitzroy Street til Catani Gardens.
Men her i januar er det nu mest kite-surferne ved stranden og backpackerne, der er mest synlige ved stranden, hvor de behagelige temperature, palmerne og gangstierne forbi marinaen skaber lige præcis det man har allermest brug for, når nu man ikke kan sidde i frostkolde Europa:-)

Se fotos her

Bytur I Melburne City

Tirsdag den 5. januar 2010:

Jeg tog I dag turen fra St. Kilda til centrum af Melbourne på gåben. Der er ca. 5 km., men turen går langs en en dejlig sø og en fantastisk park – så det blev en rigtig god tur, og vejret her er fantastisk. Meget lig en rigtig god dansk sommer med temperaturer på omkring de 26 grader og en let brise, der gør varm udholdelig. Desuden er her lyst til langt ud på aftenen – i stedet for ”mørklægningen” i Asien omkring kl. 18.00. Det nyder jeg virkelig.

Melbourne ligger i den 3. australske stat jeg besøger – nemlig Victoria. Det er også den andenstørste by i Australien, så der er på alle måder dømt storby. Men med Sydney i klar erindring, skulle Melbourne virkelig komme op med noget helt særligt, hvis den skulle gøre sig i det selskab. Men jeg blev ikke skuffet. De to byer er meget forskellige, men det der bærer en storby er som oftes det liv, der leves der. Man mærker det med det samme – her er et drive, en energi og en summen af liv overalt. Kulissen med de store skyskrabere og floden, der delen byen er fantastisk, og så har Melbourne et fantastisk mod til at skabe bygninger, der adskiller sig væsentligt fra noget andet jeg har set. Side om side med den gamle viktorianske arkitektur skyder de mest utænkelige bygninger op – uden det ødelægger helheden. Mange steder i byen er der plads til udfoldelse og afslapning, så det hele ikke ender i ren asfalt og beton.

Metropolen Melbourne ligger ved bugten Port Phillip og ved mundingen af Yarra River. Floden kan med sit brune vand ikke hamle op med det blå I Sydney havn – men vand i midten af en millionby er bare godt for sindet:-)

At Melbourne er centrum for al kultur og udvikling af musik, kunst og teater ses og mærkes hele tiden. Der er udstillinger overalt, og en uendelig række af spillesteder for den etablerede og eksperimenterende musik. Og uden der i øvrigt er nogen sammenhæng, så kan Melbourne prale af at have verdens største sporvognsnet. Sporvognene fylder da også bybilledet og benyttes af så mange, at biltrafikken ikke er nær så dominerende, som man ellers ofte ser I byer af denne størrelse.
Se Melbourne fotos her

Kite-surfung og kreditværdighed...

Mandag den 4. januar 2010:

Idag gav jeg en ældre mand 60 cent, som han manglede til bussen. At jeg pludselig følte solidaritet med en tigger skyldes nedenstående historie.

Jeg forlod jeg Asfield Manor kl. 10.00 og opdagede heldigvis inden afrejse, at jeg havde forudbetalt 95 dollars for meget. Sandy undskyldte og udbetalte straks pengene. Det skulle senere vise at være mere end heldigt for mig – idet det var de eneste kontanter jeg havde – og fordi mit Visa-kort meldte, at kontoen var tom (præcis som det skete på Borneo). Jeg regnede dog med, at problemet ville være løst inden jeg ankom til Melbourne.

Denne gang fløj jeg med Tiger Airways – et lavprisselskab i Australien. En billet fra Sydney til Melbourne koster 86 dollars:-)Ved ankomsten til Melbourne skulle jeg tage en bus til St. Kilda Beach, hvor mit backpacker hotel ligger. Men den sidste bus var lige kørt, og taxa den eneste mulighed. Det kostede 60 dollars. Endelig kom jeg frem til Oslo Hotel, hvor jeg skal bo de næste tre dage. De fleste backpacker-hostels ligger i dette område pga. af stranden og den meget afslappede stemning, hvor der tilsyneladende er plads til alle typer og nationaliteter. Jeg fik klaret de sædvanlige praktiske ting i receptionen på hotellet – men da vi kom til betalingen, var den gal med mit visakort... Fyren i receptionen kiggede på mig med der blik ”Nåhhh – der er nok ikke flere penge på kontoen makker...” Her er 28 grader i skyggen – men det var ikke derfor sveden begyndte at løbe. Jeg var fortabt!! Jeg smilede nu det mest charmerende smil jeg kunne frembringe – det der utallige gange har gjort min mor blød, når jeg skulle opnå noget som lille, men intet hjalp det. Ingen penge – ingen seng. I lommen havde jeg præcis 4,10 dollars efter jeg havde betalt depositum for nøglen – så jeg havde hverken råd til mad, internet (emailskrivning) eller noget andet. Nu var gode råd dyre, - den enste måde jeg kunne klare problemet på var at få en andens visakort til at betale! Jeg ringede derfor til mine forældre, der måtte kunne hjælpe. Men klokken var kun 06.00 i Danmark, og så sover man jo og putter sig dybt under den varme dyne - så ingen kære forældre tog mine mange kald – der foregik mens manden i receptionen stod og trommede med fingrene på disken. Plan B igangsattes – min ex-kone Lis måtte kunne hjælpe, og hun tog telefonen!! Efter en kort præsentation af problemet blev hun overgivet til hotelmanden, så hun kunne give ham alle sine data på sit kreditkort. Men chok – hendes kort virkede heller ikke. Det viste sig, at årsagen var, at hun ikke har Visa-kort men almindeligt Dankort. Herefter blev Line min datter vækket og forestillingen begyndte forfra. Her virkede kortet – og jeg kunne ånde lette op, da min hotelregning for de næste tre dage var betalt og jeg fik udleveret nøglen.Nu måtte jeg blot gå en tur og afvente, at klokken blev så mange, at bankerne åbnede i Danmark. Klokken 09.00 (dansk tid) fik jeg fat i banken, der lovede at ordne problemet, og at jeg ville kunne hæve kontanter igen i løbet af en time:-) Men efter 2 timer virkede kortet stadig ikke og jeg var næsten i konstant kontakt med Carina i banken,- der arbejdede hårdt for sagen. Fattig og sulten vandrede jeg rundt og så på strømmen af turister og backpackere, der åd pizza og burgere i et væk.

Det var her den ældre bums kom hen til mig og spurgte om jeg ikke havde lidt penge til overs. Jeg betænkte mig ikke 2 sekunder og halede de sidste 60 cents jeg havde på mig op af lommen og gav manden dem med et stort smil.

Endelig efter 2 timer og 35 minutter virkede kortet og solen gik ned over Melbourne og der blev ro. En lang og stressende dag blev reddet på stregen af Line og hendes visa-kort, og jeg fejrede det med en stor pizza!!!

I øvrigt brugte jeg ventetiden på stranden, som det ses af billederne....
PS: Årsagen til den manglende kreditværdighed skyldes nogle sikkerhedsbestemmelser om, at man i udlandet kun må hæve 2000 kr. om dagen samt aldrig mere end 20.000 kr. pr. løbende 30 dage. Det var den sidste regel, der lukkede mit kort.

Se fotos herunder: