Wild Thing

Mandag den 11. januar 2010;

Jeg havde egentlig besluttet at holde en ”fridag” og bare drive lidt rundt ved havnen og nyde solen i parken. Solen skinner fra en skyfri himmel, og varmen virker værre end den er, fordi den lette brise ikke har indfundet sig i dag.

I skyggen under palmerne i Hobarts parker ligger folk og læser eller småsnakker. Ismanden har kronede dage og langs med kajen i havnen ses folk med hvid solcreme på næsen og vand i flasken. Tempoet i byen er sat ned og det virker som om folk har besluttet at bruge dagen på at samle energi til resten af ugen.

Jeg lagde mig i en af parkerne med en flaske vand og en sandwich og lyttede til ”Under en strålende sol” af Khaled Hosseini og lod tankerne flyve afsted til Kabul og livet i Afghanistan. Lydbøger har den fordel, at man bare kan lukke øjnene og forsvinde ind i bogens univers og passer man ikke på, kan hele dagen nemt gå med det.

Efter et par timer i parken trængte jeg til noget koldt at drikke, og samlede derfor mine ting og gik i retning af Salamanca Place, hvor rækken af de gamle, forlængst nedlagte lagerbygninger i sandsten nu er erstattet af alt fra restauranter, frugtmarkeder, internetcafeer og kunstgallerier. Jeg fik på afstand øje på en rød båd, der i stor hastighed kom drønende ind i havnen. Jeg købte en iste og lod min nysgerrighed føre mig til den røde båd – den virkede dragende på min solvarme og søvnige krop.

Båden er ejet af Wild Thing Adventures og er en ombygget militærbåd fra New Zealand. Den har plads til 25 mennesker ombord og bagerst ses hele tre motorer med hver 300 hk. Jeg blev straks opdaget af en ansat på båden, der kunne se mine store øjne, der afspejlede blikket fra en lille dreng, der kun ønskede en ting i verden – en tur med ”The Wild Thing”. 5 minutter efter havde jeg indløst billet og sad fastspændt midt i selve båden. Der var en halv time til afgang, men jeg var lykkelig over den gode plads, og jeg kunne mærke, hvordan spændingen rullede rundt i mine blodårer. Det her skulle nok blive vildt – tænkte jeg. En halv time efter var de andre sæder fyldt af primært australske turister, og turen kunne begynde. Kaptajnen hedder Neil, og er født på Tasmanien, som de her blot kalder Tassie. Med den skæve australske accent bød han alle velkommen, og lod for en sidste gang tvivlerne stå af mod lovning om at refundere deres billet. Inden afgangen havde vi alle skrevet under på en længere smøre, der formelt fratog Wild Thing ansvaret hvis noget gik galt.

Vi var 25 ombord, der alle sad med samme forventning og spænding og især mændene opførte sig som teenagedrenge, mens de alligevel udgav sig for at være særdeles erfarne med sejlture af denne art. Især de der havde en søn eller to med sig, gav den som erfarne søfolk – men selv deres børn kunne vist gennemskue skuespillet, og morede sig over, at de her i virkeligheden var vidne til, at også de voksne havde svært ved at tøjre deres følelser.

Så gik det ellers afsted. Jeg aner ikke ret meget om hestekræfter og motorer, men jeg kan skrive under på, at 900 hestekræfter i en relativ lille båd går meget hurtigt!! Man får tårer i øjnene, som når man kører motorcykel uden hjelm, og al samtale var pga. larmen fra motoren umulig. Vi sad der og var helt bogstaveligt ”i samme båd” Kaptajnen Neil lavede store cirkler og nød vores gispen efter vejret. Skumsprøjt ramte os i ansigtet og landskaberne på begge sider af floden blev pludselig en sekundær ting af oplevelsen.

Turen tog en time, men føltes som 5 minutter, og selv om Neil ind imellem stoppede båden og fortalte små anekdoter om steder vi så, så tror jeg at vi alle nok mest vil huske tilbage på farten, suget i maven og forbløffelsen over hvilke kræfter der gemmer sig bag 900 hestekræfter fra Suzuki.
Efter turen lagde jeg mig atter i parken, lukkede øjnene lod turen køre for mit indre blik. Det eneste jeg manglede i dag var et langt hår, som vinden kunne have kastet fra side til side – ellers var alt perfekt!!

SE FOTOS HER

Polyesterfyldte skræmmende tøjdyr...

Lørdag den 9. januar 2010;

I Hobart er lørdag markedsdag. Mange har siden min ankomst talt varmt om Salamanca markedet tæt ved havnefronten og betonet, at det kun finder sted om lørdagen. Derfor var markedet mit mål i dag. Jeg slenterede gennem byen og fik morgenmad på en lille ussel café, der på et mat skilt bekendtgjorde, at her serveres den bedste breakfast i Tasmanien. Priserne var overkommelige, så jeg satte jeg ved et bord på fortorvet og bestilte en yoghurt med müsli og frugt samt en kop kaffe. Her som de fleste andre steder jeg har været er det vanskeligt at forklare, at jeg hverken drikker kaffe med mælk eller sukker – men ønsker at indtage den ”black”.
Fra cafeen havde jeg overblik over havnen, hvor der var gang i en slags udflugt med kanoer og kajakker. Midt mellem de store sejlskibe sås et utal af primært midaldrende mænd i redningsveste, padle rundt i havnebassinet. På kajen stod en del kvinder, der sikkert har været deres hustruer og klipsede løs med deres små digitale kameraer, mens de kom med opmuntrende tilråb. Til venstre for cafeen kunne jeg følge et andet maritimt sceneri. Her lå en træskonnert og vuggede med en 10-12 voksne ombord – alle udklædt som pirater. På kajen stod 25 børn linet op, også de med piratkostume på. Også her var alle mødrene samlet med kameraer og stolte blikke mod de børn, der om lidt ville forsvinde på deres første pirattogt.

Jeg var den eneste kunde på cafeen, og den ældre dame, der serverede min morgenmad, så ud som jeg næsten var lidt i vejen og markerede med et tydeligt kropssprog, at jeg det ikke var her jeg skulle hænge ud hele formiddagen.
Lidt senere da jeg betalte, gav hun dog mig et undskyldende smil, som om hun godt vidste, at hun havde været lidt kort for hovedet.

Jeg gik nu over mod Salanca Markedet og nød det dejlige vejr. Jeg tænker hver dag over, at vejret på Tasmanien i øjeblikket ligner meget dansk sommervejr. 25 grader med spredte hvide vatskyer på himlen og en behagelig brise, der gør varmen udholdelig.

Salamanca Marked var en skuffelse. Det begyndte egentlig så godt. På et græsareal udenfor markedet sad et par musikanter og spillede blues, og foran på græsset sad og lå folk i solen og nød musikken. Stemningen var afslappet, og der blev spist is og drukket kaffe. Alkohol er vist forbudt i det offentlige rum her – i hvert fald ser man aldrig øl eller fadølsbarer nogen steder. Alkoholiske drikke holdes pænt på de etablerede cafeer og restauranter

Selve markedet var som lovet stort og bestod af 4 rækker boder i en længde af ca. 100 meter. Men mens jeg måske havde forventet et marked, hvor den lokale tasmaner gjorde sine indkøb, så var det mere et marked af dem man ser i Legoland, hvor alt det der kan købes er souvenirs kun henvendt til turister. Den tasmanske djævel kunne her fås i alle afskygninger – som T-shirts, som bamser, som malerier og postkort. I det hele taget var den australske dyreverden rigt repræsenteret som polyesterfyldte skræmmende tøjdyr. Men ellers var det udskårne træfade som kun en turist kan finde på at købe samt solhatte- og briller. Selv i de små bogboder var repertoiret kun Tasmanienbøger og guider til vandreture i bjergene.

Midt i mellem alle disse boder vandrer så turisterne rundt og spiser is og klipser billeder af det de er blevet bildt ind er et lokalt historisk marked i Hobart.
Jeg købte ingenting – heller ikke is, men jeg klipsede da et par billeder til bloggen:)

I eftermiddag vil jeg gå op til musikfestivalen Soundscape og sidde mig på en græsskrænt udenfor. Jeg har fået at vide, at det er der man sidder, hvis man ikke har råd til at gå ind:) Musikken skulle være der, og med et næste fuldt overblik af festivalpladsen.


FAKTA:
Salamanca Place, hvor selve markedet afholdes består af rækker af sandstensbygninger, der er tidligere pakhuse for havnen i Hobart Town. De er siden er blevet omdannet til restauranter, gallerier, kunsthåndværksbutikker og kontorer. Stedet er opkaldt efter sejren i 1812 af Hertugen af Wellington i slaget ved Salamanca i den spanske provins i Salamanca.

Hver lørdager der Salamanca marked, som er meget populært blandt turister.

Salamanca Place er også populært efter mørkets frembrud hvor både lokale og turister nyder en øl eller spiser på de barer og spisesteder derligger der.

SE FOTOS HER

Hobart – med anderledes skyline...

Fredag den 8. januar 2010:

Hobart er en stor by taget øen i betragtning, og med et havneliv der skaber en unik atmosfære. Her er simpelt hen bare hyggeligt. At dumpe ned i Hobart fra Storbyen Melbourne er som at havne i en helt anden verden. Tempoet er langsommere, og der er ingen stress.

De store skyskrabere fra Melbourne er erstattet af en skyline af Mount Wellington på 1.271 meter høje. Som en dominerende og beskyttende væg rejser den sig og giver Hobart den perfekte baggrundskulisse.

Hobart er statens hovedstad og mest folkerige by i den australske østat Tasmanien. Og er samtidig Australiens næstældste hovedstad efter Sydney. Her bor ca. 200.000 mennesker. En bosiddende i Hobart er kendt som en "Hobartian". Byen ligger ved mundingen af Derwent floden.

Midt i byen ligger Liverpool Street, hvor mit hostel er placeret. The Pickled Frog er en lidt kluntet bygning, der er malet lysegrøn. Der er mange værelser – mest dorms (altså rum med mange senge). Selv bor jeg i et tremandsværelse og betaler så for alle tre senge. Her er partystemning og gang i den til langt ud på natten, og da mit værelse befinder sig tæt på de fælles toiletfaciliteter er det muligt at følge med i om bruserne er ledige:-) Jeg takker endnu engang på denne rejse for mit gode sovehjerte.

I lobbyen er der en stor bar og tourdesk, hvor man kan bestille ture rundt på øen. Jeg har i dag udset mig et par ture jeg vil på i løbet den uge jeg er her. Her er også Internet, men tit er det nede og ellers temmelig ustabilt. Det er måske det mest kritisable ved The Pickled Frog – men folk her er søde og imødekommende og undskylder med et smil, der dybest set betyder – Slap nu af ik? Du overlever nok....

I morgen er planen at jeg vil til marked på Salamanca Place – hvilket er ret kendt. Desuden er jeg havnet på øen samtidig med afholdelse af den årlige rockmusikfestival Soundscape – der afholdes i morgen. Det er jeg ret tændt på, men som alting herude, så er det morderligt dyrt også at gå til festival, så det bliver nok bare til en ”kigger” - en dags festivalen koster 400 kr.

Men ellers er byen fuld af spændende cafeer, restauranter og et sprudlende musikliv. Hvordan Hobart har kunne tiltrække al den kultur er svært at forstå, men et faktum er det, at her er masser af rockspillesteder, folkmusik og jazz.

Og vejret her er fantastisk; Fuck´n hot som man siger med temperaturer på over 30.

Internetforbindelserne her er ganske forfærdelige - og endnu en gang er det helt umuligt at uploade noget til galleriet - sorry