If you can´t beat it, drink it!

Lørdag den 14. november 2009

Den verdenskendte fotograf Capa sagde engang; ”Er dit foto ikke godt nok – har du ikke været tæt nok på” Capas ord fik overraskende betydning for denne lørdag.

Jeg havde besluttet at gå en tur på ca. 6 km, der ville bringe mig omkring de væsentligste bygninger i byens centrum. Ruten begyndte ved Patuxai (triumfbuen), hvor jeg i dag gik ind og kom op i toppen, hvor man har et fantastisk view over byen og bl.a. Avenue Lane Xang, der mest af alt får en til at tænke på Champs Elysées i Paris. Jeg gik ned af Avenue Lane Xang for at komme til Vientianes største marked Talat Sao. Her kan man købe alt mellem himmel og jord – lige fra mad til dårlig Lao-pop brændt på CD.

Herefter gik turen til byens ældste stupa That Dam, og vejen førte lige forbi den amerikanske ambassade. Ambassaden er en stor betonbygning omringet af en kæmpe hvid mur og kun det amerikanske flag markerer, at det er en ambassade. Jeg synes den store hvide mur med det svajende amerikanske flag på den blå himmel var et genialt motiv og trak kameraet frem. Men lige da jeg skal til at klipse – hører jeg høje råb og uniformerede ambassadepersonale (laoter) kom løbende. Jeg forstod straks, at fotografering var forbudt og undskyldte. Men dette var langt fra nok for de to sikkerhedsfolk. Jeg blev med en mand på hver side ført ind i en lille sidebygning og bedt om at tage mit SD-kort ud af kameraet. Jeg kunne i et spejl på væggen se mig selv iført en t-shirt med Laos flag, solbriller og sveden der drev ned af ansigtet. Lignede jeg virkelig en terrorist, der var på hemmelig mission for Al-Qaeda? Jeg sagde at de gerne måtte se de fotos jeg havde taget – men at det var et dyrt kort på 32 GB og at jeg nødigt ville give det væk. Herefter blev kameraet tændt og de to mænd begyndte at se de fotos igennem jeg havde taget i løbet af dagen. De pegede ivrigt og snakkede pludselig helt muntert om de ting de så. Hele den alvorlige seance ændrede nu pludselig karakter og mindede mere om ferie-foto-hygge som vi kender den efter turen til Rhodos. Der blev grinet af et billede jeg havde taget med en lastefuld soldater og mine fotos fra markedet forsøgte de at fastslå geografisk (markedet fylder flere gader).

Det alvorlige forhør og den efterfølgende afslappede sludder om Vientianes centrum blev afsluttet med en løftet pegefinger, og jeg lovede aldrig at fotografere ambassaden.

Herefter gik turen til præsidentpaladset og videre til Wat Si Saket der er et kæmpe tempel, der indeholder tusinder af buddhafigurer. Her koster indgangsbilletten 2000 kip hvis man er fra Laos og 5000 kip hvis man er udlænding.

Turen endte langs Mekong Floden, hvor der bl.a. findes en række teaktræer i enorm størrelse. De er mere end 200 år gamle. Jeg fandt en lille café med udsigt til floden og bestilte en cola, og mens jeg lod den kolde amerikanske læskedrik afkøle mit indre, tænkte jeg tilfreds med den dagens ambassadeoplevelse på nethinden; If you can´t beat it – drink it!!

SE FOTOS HER

Skyggen på væggen

Fredag den 13. november 2009;

I dag er der stadig ulidelig varmt her i Vientiane. Skiftet fra den køligere bjergluft og til her er stor. Vi havde 32 grader i nat – og det får en til at få et næsten religiøst forhold til Air Aircondition;-) Men trods varmen havde jeg allerede besluttet mig for at se lidt nærmere på byens største attraktion, der samtidig er et nationalt monument – nemlig Pha That Luang.

Legenden siger at allerede i 3. århundrede før kristi fødsel blev et af Buddhas brystben begravet her af folk fra Indien. Bygningens konstruktion blev dog udtænkt mange år senere og byggeriet begundte i 1566. I begyndelsen af 1800-tallet blev bygningen dog ødelagt da der var krig med thailænderne, og det var franskmændene der i 1900 renoverede bygningen i den form vi kender i dag. Ændringer blev dog føjet til i 1931.

Pha That Luang er en såkaldt stupa og er 45 meter høj og befinder sig ca. 4 km nord for byen, så jeg hoppede på en Tuk-tuk og fik dermed også en fin bytur ud af det.

Chaufføren var i dag en munter ældre herre, der både talte flydende engelsk og fransk (Laos er som bekendt tidligere fransk koloni) problemet med hans sprogkunnen var dog, at han konstant blandede de to sprog sammen. Under køreturen sendte jeg en del varme tanker til min fransklærer i gymnasiet, der er den eneste forklaring på, at samtalen faktisk også fik indhold!

På vejen tilbage mod byen foreslå chaufføren at vi lige slog et smut inden om triumfbuen. Han udlagde historien som om, at den var inspirationskilden for den mere kendte i Paris. Jeg tror nu det er omvendt, men udsagnet understreger blot hvor stolte og glade man er for byens attraktioner og hvordan man på national vis har vendt en mørk kolonitid til noget positivt.

Vientianes Triumfbue hedder faktisk Patuxai og er ud over af være en lidt mindre kopi af sin kedte storebror også centrum for det kommercielle distrikt i Vientiane. Den blev bygget i 1969 – bl.a. af cement doneret fra USA til en lufthavn. Der kan man bare se hvad udenlandsk valuta kan blive til.

Især om aftenen er der gang i pladsen rundt om Patuxai med lysende springvand, der ”danser” til musik, som tuk-tuk chaufføren så poetisk udtrykte det.

Da byrundturen var slut, slog jeg mig ned på en cafe og fik mig noget køligt at drikke. Her mødte jeg et par orange munke, der åbenbart ventede på en tredje munk. Vi faldt i snak, og de fortalte levende om deres munkeliv. Især den ene var god til engelsk og kunne bl.a. fortælle, at han havde valgt munketilværelsen for livet. Måbende spurgte jeg selvfølgelig hvorfor – hvortil han svarede; ”I kærlighed til livet og de små ting, som andre ikke ser” Jeg sagde så, at jeg nu også mente, at livet var fantastik, uden jeg behøves at gå rundt i 35 grader viklet ind i orange stoffer osv.

Herpå pegede han på tre ting i nærheden af hvor vi sad og spurgte om jeg havde lagt mærke til dem. Den første ting han pegede på var et legende barn på den anden side af vejen. En lille dreng, der forglemmende selvoptaget fulgte en sommerfugls dans på himlen. Den anden ting var dråbe vand, der hang på bordpladen efter en glidetur fra min Icecoffee. Den tredie ting han pegede på var en skygge på væggen, der stammede fra cafeens parasol, men som lignede en krumrygget mand med stok.

”Når du ser de små ting i livet – også de der tilsyneladende ikke har materiel værdi, men som dog udfylder hver deres plads i DIN verden, så er du blevet klog på livet” var munkens kommentar, da jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde bemærket de tre ting. Og med de ord forlod han mig i en mærkelig tilstand af forvirring.

Inden jeg gik så jeg dog, at dråben var landet på fliserne, hvor den tog form som et lille hjerte, at solen havde ændret skyggen på væggen, så den nu lignede et kyssende par, og at drengen på den anden side af gaden stadig var helt væk i sommerfuglen, der vedholdende flaksede rundt omkring hovedet på ham!

SE FOTOS HER (Når Laos-internethastigheden altså tillader det:-)

Et buddhistisk undergrundsmiljø..

Tirsdag den 27. oktober 2009:

Efter vores besøg i det "private" tempel igår,- fik vi noget af et chok da vi kom tilbage på hotellet. Mens vi boede i Hué viste vi hver dag vores fotos og film for pigen i receptionen, der fulgte vores aktiviteter med stor interesse. Da vi kom til billederne af vores besøg i templet, sagde hun med dæmpet røst; "Det der må I altså ikke - det er ikke tilladt for kommunistpartiet"

Hvad? Nu forstod vi, hvorfor det hele blev afholdt bag lukkede døre i et privat hjem, og hvorfor pladsen var så trang. Vi havde simpelt hen deltaget i et forbudt buddhistisk bønnemøde - selv om kommunistpartiet ikke bryder sig om det.

Der er dog ingen tvivl om, at religion og filosofiske ideologier spiller en væsentlig rolle for vietnamesernes spirituelle liv og er af stor betydning, hvis man vil forstå vietnamesernes måde at anskue verdenen på.

Der er såkaldt religionsfrihed i Vietnam. Friheden begrænses dog noget, idet de religiøse ledere (ligesom alle andre samfundsinstitutioner) ikke må anfægte den måde kommunistpartiet styrer landet på.
Man må altså gerne være troende, men kommunistpartiet er altid øverst. Det anses derfor for kriminelt at sætte enhver Gud eller begreb højere end Partiet.
Måske er det derfor, at alle vietnamesere altid omtaler Ho Chi Minh så positivt. Han er tilsyneladende elsket af alle.

Vi har nu kørt i bus i 13,5 time og brugt lidt tid på at forestille os, hvad vi danske mon ville gøre, hvis Lars Lykke stod over alt andet, og tro i religiøs forstand blev degraderet til en slag hobby. Måske ville det få den helt afgørende effekt, at kristendommen pludselig blev et hit, og at vi i hemmelighed mødtes til bønnemøder rundt omkring i private hjem.

Vi er ret enige om, at det er godt at vi faktisk har religionsfrihed i Danmark og ikke mindst politisk frihed - det er ret svært at forestille sig Lars Lykke som landsfader ik?

Bønnefest og Beach

Mandag den 26. oktober 2009:

Vores planlagte tur til en af Hué skoler blev desværre aflyst, da vore lærervens svigerfar var blevet syg og skulle flyves til Hanoi. I stedet blev vi inviteret til Buddha-tilbedelse i det lokale tempel. Det er indrettet på første sal i nabobygningen under trange kår. Rummet var fyldt med hovedsagelig kvinder, der med røgelsespinde i siddende tilstand bad foran alteret, mens et par musikanter spillede løs og sang.
Når man træder ind i et religiøst rum i Vietnam, er der virkelig noget for alle sanser. Dufte breder sig i lokalet - ikke bare fra røgelsespindene, men også fra forskellige parfumerede lys og olier. Der er musik hele tiden - messende og i perioder ret monotont, men aldrig stilhed. Alle er klædt om til begivenheden i farvede dragter i silke, og rummet er dekoreret i alverdens farver. Eller sagt på en anden måde - her er fest!!
For os virker alt dette lidt opstyltet. Vores tradition er nærmest diametral modsat. Hos os er sanseverdenen nærmest forbudt. Når vi træder ind i den danske folkekirke er rummet ofte helt hvidt med ganske få dekorationer på væggen. Ingen lugte (med undtagelse af den der lidt mugne lugt en uopvarmet kirke nemt får) Og så roen - når orglet har bruset færdig er der tyst - ingen snak, ingen lyd, ingen duft. Sanserne er lukket ude, sat ude af drift. Først når gudstjenesten er ovre, og man igen træder ud i solen, er man igen funktionsdygtig på sanseområdet...

Vi savnede nu også lidt roen i ceremonien idag - muligheden for at dvæle og lade tankerne arbejde selv, og så må jo erkende, at hele optrinnet for os lidt får karakter af en fastelavnsfest. Men vi nød det og er helt klar over, at vi ikke havde mulighed for at være en del af det, hvis ikke de venlige mennesker vi mødte havde budt os indenfor.

Efter bønnefesten kørte vi på motorcykler til stranden. Det er off season her, så vi var nærmest de eneste der og kunne dermed sidde i ro og meditere til synet af fiskerne der slæbte deres både op på stranden. En pige fra den lokale restaurant tog tid til at slå sig ned for at sludrer og fortalte at hun og hendes forældre tjente 10 mill. dong om året ved at drive den lille restaurant. Det svarer til ca 2700 kr. Hun er som stort set alle vietnamesere vi har mødt meget interesseret i andre lande og livsvilkår og meget spørgende. Et af de spørgsmål som hun var meget interesseret i, og som vi havde lidt svært ved at forklare var, hvordan sne er. Hun havde set det tit på TV, men aldrig mærket det. Hun drømte om en dag at kunne opleve sne og måske prøve at stå på ski. Men med en familieindkomst på under 3000 kr. om året er det næsten hjerteskærende at se hendes håbefulde øjne der drømmende allerede er taget afsted.
Måske er det hemmeligheden bag den vietnamesiske optimisme. De har stadig drømmene og håbet - det er dem der holder samfundet i gang!

Se flere fotos her

Bikes, Budha og billige hængekøjer...

Torsdag den 22. oktober 2009

11,5 time tog det inden, vi endelig kunne stå af bussen i Hoi An. Vi var trætte og gad ikke rende det halve af byen rundt for et billigt hotelværelse. Derfor gik vi ind i det hotel, der ligger hvor bussen stoppede (Hoa Binh Hotel). 8 dollar for en nat var et fund til prisen, og vi kunne derfor straks tage hul på at udforske byen.
Vi lejede et par motorcykler og tog på opdagelse.
Hvis det vietnamesiske sprog indeholdt ordet "hyggeligt", ville de bestemt have brugt det om deres by. Byen bevæger sig i ringe ud fra omdrejningspunktet, som er en stor flod. Langs floden er der meget gamle bygninger og templer og en overdækket japansk bro - bygget i 1500 tallet.
Det er også langs floden man finder det hektiske marked, der dog til trods for det store udbud af varer af en hver slags - og den store sælgelyst, er hyggeligt at gå igennem.
Efter en city-tur fandt vi en hyggelig café der hedder Café Des Amis. Den ejes af Kim, der er en hyggelig vietnamesisk charmetrold. Vi fik hver en omelet og en shaker, da der pludselig kom en gadesælger, der med høj røst sagde: Billige hængekøjer, billige hængekøjer. Vi var noget forundret dels fordi udtalen var perfekt, og så fordi manden havde spottet os som danskere. Det viste sig også hurtigt, at det stort set var det eneste dansk han kunne, bortset for tallet fire dollar - som hans hængekøjer kostede. Vi besluttede dog ikke at købe hængekøjer og nøjedes med den spøjse oplevelse.

Efter omeletten kørte vi langs kysten mod Ngu Hahn Son eller Marble Mountains som det også kaldes. Det er 5 bjerge, der ligger i en lille by. Vi købte billet til det ene og kom op til et tempel, en kæmpe Budha og en fantastisk udsigt. Snart blev vi vist rundt af en ældre dame, der tyggede på et eller andet, der gjorde at hendes tænder var sorte og slimede - og så smilede hun hele tiden... Vi købte røgelsespinde og var rundt til alle Budhafigurerne og bede. Mest for at vise stedet respekt.

Så gik turen ellers hjemad og igen langs kysten.

Der er nogle fantastiske strande her, og turistindustrien har selvfølgelig også set dette. Overalt langs kysten bygges der nogle enorme hotelkomplekser og beach resorter. Det bliver bestemt ikke billige steder at bo, og masseturistindustrien vil givet ændre den lille søvnige flodby i løbet af få år. For et fattigt land som Vietnam, der stadig hænger "hammer og segl" op i bybilledet omsider med Ho Ch Minh, bliver det noget af et wake-up-call, når turistmasserne kommer væltende ind. Selv om der vil være mængder af dollars i kølvandet, vil der også være en flodbølge af forlorenhed og aktiviteter på turisternes præmisser. Og til den tid er det så egentlig ligegyldigt at "Hyggeligt" ikke er en del af det vietnamesiske sprog...

Se flere fotos her