onsdag den 23. september til fredag den 25. september
Onsdag:
Onsdag morgen stod vi tidligt op og kørte med taxi til The Ferry Terminal i
Ningbo. Vi købte en billet til øen
Putuoshan, og rejsen kunne begynde. Vi begyndte med en bustur på knap 2 timer og derefter en hurtigfærge, der bragte os til øen på halvanden time. Billetten til Putuoshan koster 83 yuan, men når man kommer i land skal man betale for at gå på land. Det koster 160 yuan. Men det skulle vise sig, at det virkelig var pengene værd. Når vi har valgt denne lille afstikker fra vores rute er det primært for at slappe lidt af fra storbyens stress og jag. Vi havde hørt at øen stort set kun benyttes af kinesiske turister, og at der ånder fred og ro på øen – ikke mindst pga alle de templer, der findes her. Øen vrimler simpelt hen med munke, der i deres særlige gulige, brune og orange dragter ses overalt. Frederik og jeg passer rent frisuremæssigt meget fint ind i munkemiljøet – selvom vi her er havnet et sted, hvor hvide turister ikke er ret mange, og vi derfor bliver begloet en del. Men vi har fundet et hotel der er okay (Xishan Wen Quan Hotel) og har allerede været en tur på stranden. Vi føler os næsten som en del af kulissen til tv-serien ”Lost”. Her er simpelt hen helt fantastisk. Og så er det jo første gang vi faktisk ser havet på vores tur – og vi må begge erkende, at synet af hav og lugten af saltvand virker både beroligende og nærmest meditativt på storby-generne!! Desuden er her hverken Internet, Mc Donalds eller Starbucks, ja vi har faktisk indtryk af, at mange husstande endnu ikke har elektricitet.
Putoushan har et af 4 udvalgt hellige Budhist-bjerge i Kina og er på alle måde billedet af det Kina de fleste nok drømmer om. Her er bjergtoppe, templer, pagoder, flotte broer, fiskebåde og munke. Her er frisk luft og rene strande og de kinesiske turister kommer hovedsageligt i weekenden, så her er fredeligt og meget behageligt her midt i ugen.
Om aftenen besluttede vi at spise på hotellets fiskerestaurant. Det var på alle måder en stor oplevelse. Da vi kom ind i restauranten, blev der helt stille, og alle kiggede på os. En af gæsterne fik taget mod til sig og spurgte om vi ville fotograferes med ham. Det blev startskuddet til en længere fotosession, hvor stort set alle skulle foreviges med de to underlige blege nordboer.
Herefter spurgte vi efter et menukort, og blev guidet hen til et hjørne af restauranten, hvor der var opstillet en række plasticbaljer med diverse fisk, krabber osv – alle levende. Med hjælp fra et par gæster fik vi peget en fisk ud, som øjeblikket blev kastet i gulvet med enorm kraft med døden til følge. Herefter blev liget båret ud i køkkenregionerne. Vi satte os til rette og fik hver en kinesisk light øl serveret. Øllene er store i Kina (680 ml), og vi fandt det sympatisk, at alle drak light (Light øl i Danmark drikkes vist kun af folk på afvænning)
Herefter kom så en suppe på bordet og i midt i suppen var fiskehovedet fra det netop aflivede kræ. Trods det lidt markabre syn, smagte det fortinligt. Herefter kom vores fisk på et fad – liggende i en pragtfuld kraftig og krydret brun sovs. Det smagte fantastisk!!!
Da måltidet var færdig og vi skulle gå, spurgte Frederik om jeg også kunne mærke den light øl vi havde drukket. Det mente jeg ikke, men Frederiks ideverden og tankevirksomhed bar helt klart præg af en forandring.
Da vi 5 minutter efter sad på en bænk og spiste en is, sagde han f.eks., efter at have lavet flere mellemregninger, at han mente, at den gennemsnitlige dansker nok spiste ca. 1680 is om året....
Vi er senere kommet til den koklussion, at ”light” i Kina nok mere går på øllets farve end alkoholdprocenten.
Vi glæder os til at se mere af øen i morgen og til at chille på standen – de lover fint vejr:-)
Torsdag:
Solen stod højt på en næsten skyfri himmel, da Asian Sensations indtog Putuoshans gader torsdag morgen og blandede sig med de utallige munke, der ses overalt. Vi styrede mod busstationen for at komme til øens aller sydligste spids. Der kører små 12 personers busser rundt på øen i alle retninger, og der er afgange hvert 5. minut. Mens vi ventede på bussen, fik Frederik sig noget nudlemorgenmad, men min mave kan ikke modtage den slags så tidligt på dagen. I kina har man ganske vist bagere, men butikkerne er kun fulde af kager og søde sager. Selv det der på overfladen kunne ligne en dejlig fuldkornsbolle er fuld af sukkercreme inden i. Kineserne spiser simpelt hen nudler til morgenmad – og Frederik synes heller ikke det er noget problem.
Vi havde ikke siddet stille i få minutter før et ungt par og deres lille barn kom over til os. De ville selvfølgelig fotograferes med os. Først manden, så damen og derefter den lille grædende pige, der åbembart ikke kunne se det fantiske i Frederik og mig. Flere kinesere fulgte nu trop, og hele fotoseancen tog 10 minutter. Hvad de egentlig vil med alle de billeder er stadig en gåde for os, men Frederik og jeg stiller beredvilligt op, og nyder opmærksomheden. Vi overvejer muligheden for at tjene lidt penge på det – folks interesse er så stor og iveren så intens, at det nok vil være muligt. Og modeljob står jo ikke lige just øverst på vores liste over indtjeningsmuligheder ellers....
Vi tog bussen til
Nanhai Guanyin, der er en kæmpe gylden statue på 33 meter, der skuer ud over havet til syd, og som er noget af det første man ser, når man ankommer til øen i båd. Nanhai Guanyin er den Budhistiske gud for barmhjertighed og ses overalt på øen.
Efter det mageløse syn af kæmpestatuen, tog vi bussen til 1000 steps beach hvor vi også var i går. Men et skilt med badning forbudt gjorde, at vi gik langs stranden til den noget mindre strand 100 steps beach. Her er sand, dejligt hav og 30 grader – kan man forlange mere? Vi nød solen, badede og lavede iøvrigt intet – der kommer i nærheden af seriøst!
Vi havde glemt solcremen – og det må vi nu bøde for, men det gør vi gerne!
Inden vi atter tog hjem til hotellet skrev Frederik en kærlighedserklæring i sandet til hans elskede Annika, og en Kung Fu munk kom tilfældigvis forbi og var meget interesseret i hans arbejde. Han kunne intet engelsk, men det varede ikke ret lang tid, inden han inviterede Frederik på en lektion i den ædle kampsport uong Fu. Lad mig blot konstatere, at Frederik har meget at lære inden han kan kalde sig Kung Fu mester – men underholdende var det bestemt.
Inden vi nåede hotellet gik vi ind på et af de mange templer, fordi vi havde hørt, at det var muligt at købe meget lækkert vegetarisk mad der. Men vi fandt intet og besluttede os derfor for at finde noget ”streetfood” i stedet. Det endte med ”pindemadder” som er meget brugt i Kina. Man sætter diverse kødstykker og kartofter på pinde, som så steges over grill. Vi åd 4 pinde hver og måtte betale den fyrstelige sum af 16. kr. for det hele. En perfekt afslutning på en fantastisk dag.
I morgen skal vi atter med færgen til Ningbo, hvor vi overnatter en enkelt nat. På lørdag har vi bestilt fly fra Ningbo til
Guangzhou (bedre kendt af europæere som
Canton) Hermed nærmer vi os vores sidste destination på vores gennemrejse af Kina – nemlig
Hongkong.
Fredag:
Vi tog tidligt afsted fra
Putuoshan med båd og derefter halvanden times kørsel i en ældgammel bus som formentlig er købt i Østtyskland efter murens fald. Vi er godt rystet igennem og nu tilbage på hotellet i
Ningbo. Nu skal der bare slappes af inden turen går sydpå med fly i morgen!
Se foto og video her:
http://gallery.me.com/staunstrup#100204
PS: Vi har bestil flybillet fra Ningbo til Guangzhou i morgen kl. 16.30.
Søndag den 10. januar 2010:
le amerikanere præsenterer sig som New Yorkere...), to tyskere, en østriger, to australiere, en hollænder og sidst – men bestemt ikke mindst en israeler. Sidstnævnte, der i øvrigt helt bibelsk hed Josef, kom til at sætte mange på prøve i løbet af dagen. Mest af alt fordi hans noget specielle humor kun blev forstået af få, måske især fordi den var pakket ind i et tykt lag selvironi.
fra oven (hvor den danner et billede af et vinglas) Så vi kom på bjergvandringstur for at nå udkigspunktet – og ingen følte sig snydt,- det var virkelig helt utrolig smukt.
displayet, og var ikke tilfreds. Folk var utålmodige, men ingen sagde noget og nøjedes med at sende blikke til hinanden. Josef nød det – han var i virkeligheden på sin egen skæve måde ved at gøre grin med dem alle sammen. Forstod man, hvad han havde gang i, så var det egentlig ikke ham, der skulle kigges på, men den kødrand af turister, der efterhånden befandt om klippen. De tog alle afstand fra hans modelarbejde og selvhøjtidelige attitude – fordi de i realiteten selv var interesseret i at komme i fotosession deroppe. Jeg fik heldigvis et fint billede af Josef, mens han poserer på klippen – og måske kan man forstille sig de omkringståendes irritation. Efter 10 minutter sagde den storsmilende og ekstremt po
sitive guide til Josef, at der også var andre, der ville fotograferes. Josef så helt overrasket ud, og sagde – Er der det? - jamen så lad dem bare komme op, det kan der blive nogle skægge gruppefotos ud af. Nu vendte han sig om og råbte ned, at alle da var velkommen til at blive fotograferet med ham. Kun et amerikansk par synes at situationen var så grotesk, at det måtte foreviges og kravlede op til ham.
