I morgen begynder vi et nyt liv...

Lørdag den 16. januar 2010;

Jeg har flere steder i Australien lagt mærke til, at de billige hostels bebos af andre end eventyrlystne backpackers. Nogen der ikke falder i et med rygsække og Lonely Planets bøger. De er ofte ældre og hærgede at se på, og de holder sig mest for sig selv.
I dag mødte jeg en af dem og blev dermed vidne til en skæbne, der også hører med til billedet af det moderne australske samfund.

Foran mit værelse der ligger på 1. sal, er en terrasse med med et firkantet bord og nogle bænke. Foruden døren til mit værelse er der adgang til 2 andre værelser samt det fælles køkken, som beboerne på etagen benytter. Ved bordet sad Nadine – en kvinde jeg ville skyde til at være mellem 50 og 60 år. Hendes aflange ansigt var indrammet af et tyndt brunligt hår, der tydeligvis var permanentet. Ud fra øjnene og munden pløjede der sig adskillige dybe furer i ansigtet, og den hårde sol havde forvandlet hendes hud til en læderagtig maske. Hendes øjne var mørke og triste, og de tynde læber tegnede en udtryksløs streg nederst i ansigtet. Hun havde en blå kjole på med små hvide prikker. Den var et nummer eller to for stor til hende og fik hende til at ligne en pige, der har taget sin mors kjole på. Hun nærmest hang hen over bordet og koncentrerede sig tydeligt om at rulle en cigaret.
Jeg havde købt en Coke Zero og satte mig overfor hende, uden hun tilsyneladende tog notits af det. Jeg er normalt ikke typen, der begynder en small-talk, og jeg behersker i øvrigt den disciplin ret dårligt, så under normale omstændigheder ville jeg ikke have henvendt mig til hende. Men damen var tydelig vis ensom og trist, og jeg var nysgerrig over, hvad hun overhovedet lavede her på Elkes Backpackers. Jeg åbnede samtalen med det eneste smalltalk trick jeg kender, og som vist samtidig er en del af det at være dansk. Jeg spurgte hende om hun ikke syntes det var varmt i dag. Sveden haglede ned af ansigtet på mig, og vejret kan man jo altid snakke om.
Hun kiggede forskrækket på mig som om det overraskede, at jeg faktisk henvendte mig til hende. Hun kiggede ned i bordet og sagde med lavmælt stemme; ”Det er tropisk klima makker – vejret er altid sådan...” Dermed havde hun skudt min eneste small-talk åbning i sænk – selvfølgelig taler man ikke om vejret, når det bare altid er kvælende varmt. Men så fortsatte hun; ”Jeg har aldrig set sne”, og lige mens jeg troede, at vejret var et dårligt udgangspunkt for en samtale lyste jeg op. ”Det har jeg” sagde jeg, ”Jeg er fra Danmark, og der er vist meget sne i øjeblikket” Hun livede helt op, og begyndte nu, efter at have præsenteret sig som Nadine, at fortælle om sit liv. Jeg havde med et ganske simpelt spørgsmål igangsat en lavine af erindringsglimt fra en svunden barndom, og mens hun talte sig varm, kom der mere glød i hendes kinder, og indimellem kluklo hun, så jeg kunne se, at hun ingen tænder havde i overmunden. Hun var meget detaljeret i sin fortælling, og også alt for personlig synes jeg, men det var som om hun nød at jeg ville lytte.
Der gik en time, hvor hun fortalte. Ind i mellem rejste hun sig fra bordet og dramatiserede hændelser fra barndommen, da hun boede i Perth med sine forældre. Især hendes far kunne hun parodiere - altid efterfulgt af en skraldlatter. Når hun sådan stod der med den blå kjole og viste, hvordan faderen klatrede i klipper eller red på hest forsvandt den triste tåge omkring hende og læderansigtet gjorde plads til et par små smilehuller.

Nadine er ikke 55 år, som jeg ville have skudt hende til – hun er 42. Hun har to børn på 8 og 11 år, der begge er taget fra hende og placeret i en plejefamilie. Nadine er arbejdsløs og har været det længe. Hun er fraskilt fra sin drikfældige mand, der også er årsagen til de manglende fortænder. Nadine vil gerne se verden. Hun har i sit liv kun været i Perth og Darwin, og vidste f.eks. ikke, at der faktisk faldt sne på Tasmanien, og at man der kunne løbe på ski i bjergene om vinteren. Nadine bor på Elkes Backpackers, fordi værelset er billigt. Hun får 500 dollars hver 14 dag af staten at leve for.
Nadine er blevet gammel for hurtig. Hendes forældre blev skilt, da hun var 12, og i teenageårene begyndte hun at drikke. En sommer i Perth mødte hun en mand, der lovede hende guld og grønne skove og som hun fulgte til Darwin, hvor de slog sig ned. Han fik arbejde på et af de store cruise skibe og var meget væk. Hun sad tilbage med børnene. Når han kom hjem, blev der drukket heftigt, og som Nadine sagde, så deltog hun selv. ”Det måtte gå galt” sukkede hun, og sprang så i emnet ved at sige; ”Ved du, at min far har fødselsdag den 8. januar – lige som præsidenten”. Sådan var det hele tiden, når hun snakkede. Blev det for trist, navigerede hun let og elegant samtalen i en anden retning. I et tilfælde brugte hun faktisk vejret som flugt. Hun sagde; ”Vi får tordenvejr om lidt – og regn. Ved du godt at aboriginals tror at torden visker himlen ren og at man derfor kan begynde sit liv igen. En ny start trænger vi alle til ind i mellem” Jeg var usikker på om det forholdt sig sådan og nøjedes med at konstatere at billedet var smukt.

Efter 2 timer ved bordet var himlen over Darwin malet helt mørkeblå og i det fjerne sås lysglimt å himlen. Jeg forlod jeg Nadine og sagde at jeg ville gå en tur og tage nogle billeder af den flotte himmel. Hun havde forinden med store øjne lyttet til min rejsefortælling og drømmende forstillet sig de forskellige lande jeg havde besøgt. Hun havde sat sig i skrædderstilling og stillet spørgsmål af ret banal karakter. Hendes viden byggede på en skolegang, der slutte da hun var 12 år, og forældrenes skilsmisse sendte hende på gaden i stedet for skolen. Hun vidste det godt – vidste godt, at den manglende uddannelse var skyld i arbejdsløsheden, det havde damen på jobcenteret sagt mange til hende.
Inden jeg gik sagde Nadine, at hun havde besluttet at leje en bil og køre til Tassie for at stå på ski. Hun så smilende på mig og spurgte om jeg ikke synes det var en god idé. Jeg kunne se på hende, at hun mest af alt sagde det for at gøre mig glad, for at viske tavlen ren for alle de mørke sider af hendes liv. For at give mig indtryk af, alt nok skal blive godt. Mens jeg havde givet hende nogle fragmenter af en rejse på 5 måneder, havde hun afleveret hele sit liv og det havde gjort hende mere sårbar en hun var i forvejen – nu forsøgte hun at bygge en facade op af håb og planer for fremtiden. Jeg nikkede blot og lod hende forstå at jeg ikke havde gennemskuet det, og lod en bemærkning falde om, at hun i hvert fald ikke skulle leje et værelse på The Pickled Frog.

Da jeg kom ned i gården ved de parkerede biler stod hun oppe på terrassen og råbte ned til mig - ”Husk nu Jesper – at himlen bliver bliver visket ren i aften – i morgen begynder vi et nyt liv!!”

Darwin - back to basics....

Lørdag den 16. januar 2010;

Darwin er med sine knap 75.000 indbyggere en lille by, og med placering i det nordligste Australien møder man her pludselig alle de typer som tv og film allerede har udødeliggjort som underlige isolerede eneboretyper, der kun sjældent kommer til storbyen. I deres firehjulstrækkere og pickups kommer de kørende til Darwin med en hale af rødt støv efter sig. De har den legendariske læderhat på som vi kender så godt fra Crocodile Dundee og store støvler, jeans og stramtsiddende ærmeløse t-shirt, der ikke skjuler hverken der tatoverede muskelfyldte overarme og deres fremstående ølvom. De taler en dialekt, der gør dem fuldstændig uforståelige og er tilsyneladende kendt af alle i byen, der hilser på dem med store smil. De køber stort ind i supermarkedet og efter en kold øl på den lokale bodega triller de ubemærket tilbage til dessert-land og krokodillerne...

Darwin er klimamæssigt langt mere asiatisk end det sydlige Australien. Her er en kvælende varme, der får solbrillerne til at dugge, når man kommer fra en butik med aircondition. Sveden render af en og luftfugtigheden er så høj, at man konstant føler at man befinder sig i tropehuset i Zoo.

Darwin er med andre ord ”back to basics” Turisterne er velkomne og da byen er det perfekte udgangspunk for ture i Nordaustralien, er her også en del. Men præmissen er at man indordner sig under byens hverdagsrytme og geare ned. Det passer mig perfekt, og jeg nyder det!!

Elkes Backpackers er også anderledes end de andre hostels jeg har boet på. Her er døgnåbent som der altid var det i Asien. Det betyder altså intet om man kommer kl. 02.00 om natten. De andre steder jeg har boet lukker dørene kl. 22.00 og herefter kan man kun komme ind hvis man har en kode til døren. Ankommer man efter kl. 22 må man vente med at komme ind til næste morgen.

Elkes har fået lavet en flot og indbydende hjemmeside, og den giver intet indtryk af hvad det er for et sted. Alt er nedslidt og gæsterne er for manges vedkommende folk, der sumper og som ikke kan tage sig sammen til at komme videre. De sidder i skyggen af palmerne og drikker og det lader til at noget af ungdommen i Darwin også hænger ud her.

Men ejeren er utrolig flink og man kan mærke at han har en plan om at ændre stedets renommé. Der er ikke noget internet der virker, og i det hele taget trænger Elkes til en kærlig hånd og lidt maling. Til gengæld drives stedet af mennesker med et stort hjerte, og det kan mærkes. Der er ikke den der mekaniske ”kunde-opfattelse” af gæsterne, som jeg f.eks. oplevede det på Pickled Frog. Her brandede man sig selv som økologiske og lod storbarmede piger servere øl om aftenen. Til gengæld havde mig kun et skuldertræk til overs, da jeg pludselig stod og manglede et værelse til trods for en klar skriftlig aftale. Det er i hvert fald ikke kunderne man ønsker at genbruge!!

SE FOTOS HER

Videre til Adelaide

Jeg forlader i dag Tasmanien og Hobart. Bortset fra oplevelsen igår på The Pickled Frog, har opholdet været en fatastisk oplevelse. Jeg flyver fra Tasmanien kl. 16.00 med et Tiger Airways fly og lander halvanden time efter i Adelaide. Tidszonen er også en anden - i Adelaide er de en halv time efter Hobart og altså 9,5 time foran Danmark.

Vejret i Adelaide de næste dage

Vis stort kort

En djævelsk oplevelse...

Tirsdag den 12. januar 2010:

I dag blev jeg hentet kl. 08.00 ved Pickled Frog (Et hostel, der senere på dagen skulle opleve et ægte dansk møgfald)
Mens min sidste tur til Wineglass Bay gik op ad østkysten, skulle dagens eventyr findes på vestkysten af Tasmanien. Jeg var nemlig stået på Bottom Bits tur til Mount Field Nationalpark.

Guiden denne dag var noget anderledes end sidst, og det var hans gæster også! Han var den perfekte biologi-naturvejleder-fjeldræv-type. Vi kender ham også fra de danske bøgeskove, hvor han falder i et med naturen, og fordyber sig sådan i den, at han på visse områder glemmer civilisationen omkring sig. Hans viden om naturen i Tasmanien er fabelagtig, og han både fortæller og smager på alting han møder. Sådan en letterer distræt ung fyr, der hvis han ikke fanger sit publikum, nemt bliver opfattet som både sær og kedelig.
Dagens guide havde desværre et par finker af fnisende tøser fra Tyskland med. Sådan nogle som konstant tager nærfotos af sig selv, og hvor den fantastiske natur omkring dem, efterfølgende blot bliver noget grønt utydeligt grums i baggrunden. Piger på 19 år fra Dortmund tænder ikke på naturvejledertypen!! – og derfor vælger de bevidst at køre deres eget fnise-show, der bl.a. peakede, da de så nosserne på en kænguru.
To andre i bussen var et spansk par, der kunne lige så meget engelsk, som jeg kan spansk. Noget af en udfordring for guiden, der jo så gerne ville formidle sit stof. Især den spanske pige mente, at hun havde krav på vide besked om alting – og guiden havde svært ved at slippe fra hende. Tilbage var vi ud over mig et andet tysk par (lærerpar med sokker i sandalerne) samt en ung fyr fra Sydney.
Jeg snakkede med guiden under frokosten, og da han fandt ud af, at jeg var fra Danmark, fortalte han stolt, at han har gået i skole med Mary. Til trods for, at jeg ikke er specielt royal, synes jeg det var en ret sjov information, og måtte da også lige høre om ikke han havde nogle saftige highschool-stories om Mary. Det var nu ikke tilfældet. Han sagde hele tiden, at hun var helt som de andre, og at hun ikke havde fremstået som speciel i skoletiden. Derimod var han meget interesseret i at vide, hvordan vi som danskere så på hende, og om hun var faldet til.
Det blev til en lang og ret sjov royal snak – og efterfølgende påstod guiden, at Mary var skyld i, at jeg havde taget turen til Tasmanien. Jeg benægtede – men er kommet lidt i tvivl efterfølgende. Jeg hader bare tanken om, at Mary ubevidst har ført mig hertil....

Dagens oplevelser blev så storslået, at guidens problemer med at trænge igennem tyskernes fnis og spaniernes manglende sprogfærdigheder ingen reel betydning fik.
På østsiden af Tasmanien gror nogle af de højeste træer i verden. De højeste er over 100 meter høje. At stå under sådan en sætte virkelig tingene i perspektiv. Hele naturparken, der er kæmpestor, er inddelt i forskellige ruter man kan gå. Vi gik et par timer i det man vel vil kalde urskov med kæmpe træer, hvis kroner lukkede for al sollys.
Vi gik rundt om Dubson Lake og fik oplevelsen af at være i et stykke uberørt natur. Virkelig fantastisk.
Herefter kørte vi til en Wild Life Park, hvor man virkelig kunne komme tæt på de australske dyr. Især havde Den Tasmanske Djævel min interesse. Nu havde jeg efterhånden set et utal af djævelbamser og turistindustriens forsøg på at profilere dette dyr som en anden Koalabjørn (der i øvrigt ikke lever på Tasmanien) Det projekt tror jeg bliver svært at gennemføre. Dyret er altså bare ikke cute... Det er en stor rottelignende dræber, der er altædende. Finder de et dødt dyr i naturen bliver det ædt op rub og stub – intet efterlades. Deres bid er så hårdt, at selv knogler bliver kvast. At kigge ned i øjnende på sådan en rottelignende kødhungrende ådselæder får ikke en til at sige – nåhhhr hvor er den sød – må jeg ikke holde den? Nej fy for den. Giv mig en plysset vegetar som pandaen eller koalaen!! Dyrepasseren var nu godt klar over dette problem, og sandheden er, at den tasmanske djævel er tæt på udryddelse, og at der lægges mange kræfter i at skrabe penge sammen for at skabe en fremtid for disse djævle. Men rent markedsføringsmæssigt tror jeg startegien skal laves om. Væk med alle plysbamserne og erstat det med noget mere reel information. Budskabet drukner simpelt hen i bamser,- og ingen ved rigtig, hvorfor det stakkel dyr er truet.

Dagen sluttede på Mount Wellington, hvor man fra 1200 meter højde kan se ned over Hobart og omegn. Det er et helt fantastisk syn, som vi alle nød – selvom det blæste en pelikan på toppen.

Da jeg kom hjem til mit hostel (The Pickled Frog) ventede der mig noget af en overraskelse. Mit værelse var tømt!! Jeg gik selvfølgelig ned i receptionen og spurgte hvad der var galt. De kunne nu fortælle, at jeg ikke havde booket til mere end i dag. Til trods for mails osv. der kunne dokumentere, at det havde jeg – så var mit værelse lejet ud. Efter en lang skideballe på både engelsk og dansk, fik jeg det sidste døgns penge retur og måtte gå derfra kl. 18.00 uden noget sted at bo. Alle meldte om ”alt optaget”, og jeg var lige ved at opgive, da Hobart Hostel kunne tilbyde et værelse til 95 dollars. Mørket var ved at falde på, og jeg tog imod tilbuddet og var glad for ikke at skulle sove på gaden.

SE FOTOS HER

På udflugt med Josef til Wineglass Bay

Søndag den 10. januar 2010:

Klokken var kun 6.30 da jeg denne morgen stod parat foran The Pickled Frog med min rygsæk og mit lille kamera. Jeg ventede på bussen fra ”Bottom Bits Bus”, der er et selskab, der har specialiseret sig i udflugter med små grupper. I dag var gruppen på 11 – inkl. mig. Vores guide Adrian er en ung fyr midt i tyverne og en af dens slags mennesker, der altid er positiv. Kæmpe stort smil og en optimistisk tilgang til alting. Ud over at være guide skulle han også være chauffør for den minibus, som vi skulle køre i. Turgæsterne var to koreanske piger, en kineser, der understregede kraftig, at hun var fra Hong Kong (præcis som nogle amerikanere præsenterer sig som New Yorkere...), to tyskere, en østriger, to australiere, en hollænder og sidst – men bestemt ikke mindst en israeler. Sidstnævnte, der i øvrigt helt bibelsk hed Josef, kom til at sætte mange på prøve i løbet af dagen. Mest af alt fordi hans noget specielle humor kun blev forstået af få, måske især fordi den var pakket ind i et tykt lag selvironi.

Turen gik op langs østkysten af Tasmanien og endte i Freycinet National Park, hvor hovedattraktionen er Wineglass Bay. Wineglass bay er et fantastisk syn fra oven (hvor den danner et billede af et vinglas) Så vi kom på bjergvandringstur for at nå udkigspunktet – og ingen følte sig snydt,- det var virkelig helt utrolig smukt.

Josef, vores lille israelske backpacker, udså sig hurtig den klippe, som er mest brugt til fotografering, og hvor svedige turister gerne står i kø efter den hårde opstigning for at blive foreviget. Han plantede sig øverst, og i liggende stilling som en anden Cæsar, lod han en fra gruppen tage et afsindigt antal billeder af sig selv. Hver gang tjekkede han resultatet på displayet, og var ikke tilfreds. Folk var utålmodige, men ingen sagde noget og nøjedes med at sende blikke til hinanden. Josef nød det – han var i virkeligheden på sin egen skæve måde ved at gøre grin med dem alle sammen. Forstod man, hvad han havde gang i, så var det egentlig ikke ham, der skulle kigges på, men den kødrand af turister, der efterhånden befandt om klippen. De tog alle afstand fra hans modelarbejde og selvhøjtidelige attitude – fordi de i realiteten selv var interesseret i at komme i fotosession deroppe. Jeg fik heldigvis et fint billede af Josef, mens han poserer på klippen – og måske kan man forstille sig de omkringståendes irritation. Efter 10 minutter sagde den storsmilende og ekstremt positive guide til Josef, at der også var andre, der ville fotograferes. Josef så helt overrasket ud, og sagde – Er der det? - jamen så lad dem bare komme op, det kan der blive nogle skægge gruppefotos ud af. Nu vendte han sig om og råbte ned, at alle da var velkommen til at blive fotograferet med ham. Kun et amerikansk par synes at situationen var så grotesk, at det måtte foreviges og kravlede op til ham.


Det var ret sjovt – og selv om vores guide aldrig forstod Josef, så skabte han en meget speciel stemning på den 10 timer lange ekspedition. Ham tror jeg aldrig jeg vil glemme.

På vej hjem så vi mange fantastiske strande og natur som man ellers kun ser det på postkort. Vi spiste frokost og badede og sidst på dagen købte vi alle en kæmpe is i en bær-farm, hvor man selvfølgelig selv havde lavet isen.

SE FOTOS HER

Fuck Brooklyn Bridge!!

Fredag den 8. januar 2010:

I eftermiddags gik jeg på opfordring af en af gæsterne på The Pickled Frog ned til Tasman Bridge. Det nærheden af den, at festivalen "Soundscape" afholdes i morgen og desuden der et russisk tivoli i øjeblikket holder til. Herudover er der et fantastisk view over Derwent River. Vejret var ganske vist overskyet - og varmt, men jeg tog en dejlig gåtur igennem byen og havde en rigtig hyggelig eftermiddag med udsigt til broen.

Jeg havde sat mig på en græsskråning og ikke lang tid efter kom en ca. 14 årig dreng og satte sig ved siden af. Han havde cap paa hovedet, en piercing i venstre øjenbryn og et skatboard under armen. Han spurgte mig hvad jeg gloede på - og prøvede på en akavet måde at komme i kontakt med mig. Jeg sagde det som det var - og pegede ud på broen og spurgte ham, om den da ikke var flot. Han så ud over floden og derefter ned i jorden, og med en hård stemme sagde han: Jeg er da ligeglad!

Her havde jeg allerede afskåret en videre samtale, og tænkte - så lad dog mig gamle idiot nyde synet.
Efter en længere pause, hvor jeg demonstrativt nedgloede broen og han sad og pillede i græsset sagde han pludselig;
- Har du nogen sinde været i New York?
Jeg svarede hurtig og ironisk;
Du kan måske bedre li Brooklyn Bridge?
-nej jeg mener bare, det er det sted jeg allerhelst vil hen...
Jeg fattede nu, at fyren forsøgte at få en samtale i gang, og jeg måtte skuffende fortælle ham, at der havde jeg aldrig været. Men fulgte min oplysning op med at spørge ham, hvorfor New York var så fantastisk.
-Det ved jeg ikke, svarede han, men jeg tror det er rigtig fedt der.
Jeg smilede og sagde så til den drømmende teenager, at jeg faktisk var rejst den halve jordklode rundt for netop at se hans hjemby Hobart,- og jeg synes det var vildt fedt. Han kiggede nu op for første gang og så på mig og sagde med overraskelse i stemmen:
- mener du det?
Nu fulgte en en relativ lang samtale om New York, rejser, drømme osv. og fyren blødede mere og mere op og til sidst grinede han faktisk, så man kunne se hans tandbøjle blinke i solen.

Lige så pludseligt han var kommet, rejste han sig og sagde at han matte gå. Herefter kiggede han ud på broen, og sagde - den er faktisk flot - fuck Brooklyn Bridge!!

Efterladt alene på skråningen måtte jeg smile over, at broen derude langt væk rent metaforisk havde skabt forbindelse mellem mig og denne new yorker-drømmende teenager, og at jeg givet ikke havde taget drømmen fra ham, men måske genskabt glæden for den virkelighed, der er hans nu.

...og så tror jeg faktisk også jeg må indrømme, at han tændte en lyst hos mig til se Brooklyn Brigde!

FAKTA:
Tasman Bridge er en fem-sporet bro passerer Derwent-floden, nær CBD i Hobart.Broen har en samlet længde af 1.395 meter Broen er bindeleddet mellem CBD (på den vestlige bred) og den østlige kyst - især Hobart International Airport og Bellerive Oval.

SE FOTOS HER af min tur gennem Hobart

Hobart – med anderledes skyline...

Fredag den 8. januar 2010:

Hobart er en stor by taget øen i betragtning, og med et havneliv der skaber en unik atmosfære. Her er simpelt hen bare hyggeligt. At dumpe ned i Hobart fra Storbyen Melbourne er som at havne i en helt anden verden. Tempoet er langsommere, og der er ingen stress.

De store skyskrabere fra Melbourne er erstattet af en skyline af Mount Wellington på 1.271 meter høje. Som en dominerende og beskyttende væg rejser den sig og giver Hobart den perfekte baggrundskulisse.

Hobart er statens hovedstad og mest folkerige by i den australske østat Tasmanien. Og er samtidig Australiens næstældste hovedstad efter Sydney. Her bor ca. 200.000 mennesker. En bosiddende i Hobart er kendt som en "Hobartian". Byen ligger ved mundingen af Derwent floden.

Midt i byen ligger Liverpool Street, hvor mit hostel er placeret. The Pickled Frog er en lidt kluntet bygning, der er malet lysegrøn. Der er mange værelser – mest dorms (altså rum med mange senge). Selv bor jeg i et tremandsværelse og betaler så for alle tre senge. Her er partystemning og gang i den til langt ud på natten, og da mit værelse befinder sig tæt på de fælles toiletfaciliteter er det muligt at følge med i om bruserne er ledige:-) Jeg takker endnu engang på denne rejse for mit gode sovehjerte.

I lobbyen er der en stor bar og tourdesk, hvor man kan bestille ture rundt på øen. Jeg har i dag udset mig et par ture jeg vil på i løbet den uge jeg er her. Her er også Internet, men tit er det nede og ellers temmelig ustabilt. Det er måske det mest kritisable ved The Pickled Frog – men folk her er søde og imødekommende og undskylder med et smil, der dybest set betyder – Slap nu af ik? Du overlever nok....

I morgen er planen at jeg vil til marked på Salamanca Place – hvilket er ret kendt. Desuden er jeg havnet på øen samtidig med afholdelse af den årlige rockmusikfestival Soundscape – der afholdes i morgen. Det er jeg ret tændt på, men som alting herude, så er det morderligt dyrt også at gå til festival, så det bliver nok bare til en ”kigger” - en dags festivalen koster 400 kr.

Men ellers er byen fuld af spændende cafeer, restauranter og et sprudlende musikliv. Hvordan Hobart har kunne tiltrække al den kultur er svært at forstå, men et faktum er det, at her er masser af rockspillesteder, folkmusik og jazz.

Og vejret her er fantastisk; Fuck´n hot som man siger med temperaturer på over 30.

Internetforbindelserne her er ganske forfærdelige - og endnu en gang er det helt umuligt at uploade noget til galleriet - sorry

The Pickled Frog

Torsdag den 7. januar 2009;

Jeg er vel ankommet til Tasmanien og har indlogeret mig på The Pickled Frog. Det er et udpræget backpackersted med en masse unge rygsækrejsende, en glad bar med billige øl og wifi under hele opholdet for 5 dollar (det er meget billigt) Forbindelsen er dog meget svag - men kan da bruges til mails osv. Upload må jeg gøre i lobbyen fra internetcafeen. Det virker til at være et rart sted, hvor jef blev modtaget af meget venligt personale - og værelset er der ikke noget at udsætte på. The Pickled Frog er ud over populært backpacker Hostel samtidig en virksomhed med en grøn profil. Første indtryk er nu mest at den grønne farve hentyder til alle øl, men man fastholder at der er tale om en økologisk indstilling og global ansvarlighed samt ønsket om "at gi´ noget tilbage til samfundet". Jeg er spændt på at se det udført i praksis.

Til trods for backpackermiljøet er de australske priser helt vilde - og det har stadig svært at vænne mig til.
Jeg ankom til Tasmanien i mørke, og det er altid spændende at se næste dag, hvordan Hobart egentlig ser ud - jeg vil gå på opdagelse i byen i morgen!!