At Cambodja har været hærget af ikke mindst borgerkrige i mange år, mærkes alle steder. Lam (min cambodjanske guide) formulerede det på denne måde; ”Vi vil alle sammen gerne glemme Pol Pot og de skrækkelige år der fulgte med hungernød – men det er blevet en ubehagelig del af vores nationale identitet. Det sår forsvinder aldrig.
Han foreslog derfor, at vi sluttede dagen af med et besøg på The War Museum. Stedet er praktisk talt en kirkegård for en masse af de våben, miner og tanks der blev brugt under borgerkrigen. De står der i en smuk lund med palmetræer og ruster op og vidner om en tid alle vil glemme. De fleste våben er russiske og kinesiske og fortæller historien om en fanatisk Maoist, der i bestræbelserne på at lave det perfekte marxistiske samfund fik hjælp fra politiske meningsfæller. Resultatet er som vi ved, at millioner døde i de to år rædslerne stod på, og en efterfølgende periode med en utrolig fattigdom og et ødelagt Cambodja.
Interessant er det, at stedet drives af en fyr, der som dreng var tvunget til at blive medlem af Khmer Rouge som blev uddannet til at lægge landminer så de ikke blev opdaget. Han har siden 1985 hjulpet regeringen med at fortælle, hvor de farligste steder med miner er, så de kan blive ryddet.
The War museum er som museum intet bevendt. Der er kun ganske få skilte, der fortæller om de forskellige våben og tanks – men som en stålkold dokumentation for, hvad der gør borgerkrige så ubehagelige, er stedet berettiget. Det rustne og ødelagte krigsmateriel vidner på sin egen positive måde og en tid, der heldigvis er væk og måske også om et håb om en bedre fremtid for et Cambodja, der har alt for megen ubegribelig krigsrædsel på samvittigheden.
I går sagde min guide Lam, at hvis det ikke havde været for søen – så var Angkor aldrig blevet bygget. Han mente selvfølgelig Tolne Sap ikke langt fra Siem Reap. Jeg forslog derfor, at han i dag kørte mig derud, så jeg kunne se dette spisekammer selv...
Lam kom kl. 10, og vi satte med det samme kurs mod Tolne Sap. Tonle Sap er ved Phenom Penh forbundet med Mekong-floden via den 100 kilometer lange Tonle Sap flod. I regntiden, dvs. fra midt i maj til starten af oktober stiger vandet i Mekong-floden så meget at vandet bliver presset op ad Tonle Sap-floden(vandet løber altså i nordvestlig retning), således at vandstanden i Tonle Sap stiger drastisk. Når regntiden så er slut sker det modsatte, vandet løber fra Tonle Sap(i sydøstlig retning) tilbage via Tonle Sap-floden til Mekong-deltaet. Derfor regnes Tolne Sap for den eneste flod i verden, der årligt skifter strømretning.
Denne enorme gennemstrømning af vand betyder optimale betingelser for et hav af ferskvandsfisk. Tonle Sap beskæftiger ca. 40% af Cambodja´s befolkning.
Oversvømmelserne er årsagen til en umådelig frodighed og fiskerigdom, som i århundreder har dannet basis for rige kulturer, herunder også Angkor.
Flere steder rundt om Tonle Sap findes flydende landsbyer. Byerne skifter beliggenhed afhængig af vandstanden i Tonle sap. Lam havde sagt, at han kunne skaffe en tur med en båd UDEN turister. Han huskede godt, hvordan jeg i går var lettet over ikke at være en del af turistsværm med en højtråbende guide. Så mens Lam ventede på land, sejlede jeg et par timer ud for bl.a. at se tre flydende landsbyer.
Byerne kaldes populært Vietnamese Floating Villages, men reelt er byerne beboet af ca. 40% vietnamesere og ca. 60 % cambodianere. Landsbyens indbyggere kommer meget sjældent på land, men lever deres fattige fiskerliv flydende. Der er skoler, købmænd og restauranter og alt er tilpasset, så der faktisk kan leves et liv her.
Lam fortalte, at når det er regntid, kan vandet drikkes uden problemer, men i den tørre tid bliver det for forurenet, og mange spædbørn dør derfor af diarre.
Korruptionen i Cambodja er enorm. Med cool cash, kan man næsten få alt, men Lam advarede mig inden turen – giv ikke kontanter til støtte for for eksempel flydende skoler og børns uddannelse. De penge ser børnene aldrig! Køb hellere nogle kladdehæfter og blyanter i en af de flydende købmænd og giv børnene dem.
Rådet var godt, og da vi faktisk kom til en lille flydende skole, bad jeg om at blive sejlet til en købmand. Her købte jeg en stak linierede hæfter og nogle blyanter. Med dem i en pose fik jeg en helt utrolig oplevelse på den flydende skole – og mødte nogle børn, der ville give deres højre arm for en blyant. Jeg blev på båden i en halv time og havde nogle fornøjelige oplevelser med en skolegang, der for disse børn er den eneste reelle genvej til et bedre liv. SE FOTOS FRA TUREN HER
I dag var det store Angkor Wat-dag. Noget jeg havde set frem til og havde store forventninger til. Og de blev mildest talt indfriet på alle fronter!
Jeg blev hentet af Lam (ja det hedder han) kl. 10.00 som aftalt, og vi kørte direkte ud til området med alle Angkor templerne. Tempelområdet Angkor er mere end 30 kvadratkilometer stort, rummer tæt ved 100 templer og har i sin storhedstid haft op imod en million indbyggere. Hovedtemplet Angkor Wat er verdens største religiøse bygningsværk. Det dækker over en kvadratkilometer, og det menes at have taget 25,000 mand over 40 år at bygge det enorme tempel.
I så stort et område er det godt at have sin egen guide med. Lam kørte med rundt på området,- som chauffør har han gratis indgang – mens jeg betalte for et en dags pas til 20 dollars. Mange turister køber både todag- og fem dags pas for at kunne se det hele.
Da jeg sagde til Lam, at jeg ønskede at se det vigtigste, lavede han en specialrute, og de næste 6 timer kørte han mig rundt og viste og fortalte samtidig om alt det han vidste om templerne. Ved middagstid fik vi lunch (spicy chicken and rice) og så fortsatte turen ellers. Han havde stillet mig i udsigt, at jeg kunne komme en tur i luftballon og se det hele fra oven – men ballonen manglede helium, og jeg gik glip af min første ballontur...
Vi begyndte med Angkor Wat – hovedtemplet. Templet blev bygget mellem år 802 og 1432 og var hovedstad i det mægtige Khmer-rige. Selve templet Angkor Wat er bygget af Suyavarman II (ca.1132- ca. 1150) til ære for hinduguden Vishnu. Efter Khmer-rigets fald blev templerne dækket af junglen, og det var først, da franskmændene kom til Cambodja i 1860'erne, at Angkor blev genopdaget.
Angkor Wat er et fantastisk bygningsværk, som næsten ikke kan beskrives. Et sted med en fabelagtig atmosfære som overgår selv de største forventninger. I selve hovedtemplet findes en svalegang med tusindvis af smukke relieffer, der beskriver livet for tusind år siden, og fortæller legender fra den hinduistiske mytologi. Det store Amfiteater dannede i sin tid rammen om elefantvæddeløb, og hele det gigantiske tempelkompleks er omkranset af en stor voldgrav. Det er ikke uden grund, at Angkor Wat kaldes for et af verdens syv vidundere.
De fem tårne i midten af Angkor Wat pryder også det cambodjanske flag og flere af deres pengesedler. Grunden til, at Angkor Wat og Angor området i det hele taget er så betagende, skyldes ikke mindst, at man befinder sig midt i en jungle, som man levende fornemmer ganske hurtig vil overtage området igen, hvis den ikke blev holdt i skak. Der findes nok ikke den beskrivelse, der er i stand til at udtrykke, hvor storslået dette bygningsværk i virkeligheden er. Man synker hen i tavs betagelse over, hvordan arkitekterne på den tid kunne skabe sådanne bygninger. Et andet meget fascinerende tempel er Ta Prohm, der bogstavlig talt omfavnes af den omkringliggende jungle i et tæt favntag. Ta Prohm er bygget som et buddhistisk tempel omkring år 1186 og har i over 500 år været uden beskyttelse mod tidens og junglens kræfter. Fra resterne af templet vokser kæmpetræer, der strækker sig mod lyset, og nede i træernes svale skygge gennemtrænges templets kunstfærdige udformede kalksten af store rodnet.
At have sin egen guide med i denne jungle af templer er en fordel – det er faktisk svært at orienterer sig, og så er det en fryd af passerer de uendelig mange grupper af amerikanske og japanske turister, der i gåsegang tramper afsted i varmen efter deres turguide, der forrest vifter med et gult flag. Svedige og bevæbnet til tænderne med alverdens fotoudstyr fra Nikon og Canon flokkes de om de samme motiver og bevæger sig fremad i sneglefart. Man må da håbe de har indløst femdags pas til området.
Jeg tog ingen billeder i dag. Det klarede Lam. Selv om han bestemt ikke er en øvet fotograf eller vant til digitalkamera, insisterede han på at tage billeder hele dagen. Aldrig er jeg blevet eksponeret i så voldsom en grad. Og det ligger jo ikke lige til mig....
Men ud over templer og fotosessions blev det også til en masse snak om alt muligt andet. Lam er god til engelsk og vil gerne fortælle – også om sit eget liv og om Cambodja. I samtalerne undrede det mig, at han aldrig spurgte hvad jeg lavede af profesion og under middagsmaden spurgte jeg hvorfor. Lam kiggede forundret på mig og sagde; ”Jeg interessere mig ikke for, hvordan du tjener dine penge – det er dig som menneske der er interessant” De ord vil prøve at efterleve lidt mere – selv om det bliver svært i et land som Danmark, hvor vores identitet og personlighed oftest kædes sammen med vores job.
