Tirsdag den 17. november;
At Cambodja har været hærget af ikke mindst borgerkrige i mange år, mærkes alle steder. Lam (min cambodjanske guide) formulerede det på denne måde; ”Vi vil alle sammen gerne glemme Pol Pot og de skrækkelige år der fulgte med hungernød – men det er blevet en ubehagelig del af vores nationale identitet. Det sår forsvinder aldrig.
Han foreslog derfor, at vi sluttede dagen af med et besøg på The War Museum. Stedet er praktisk talt en kirkegård for en masse af de våben, miner og tanks der blev brugt under borgerkrigen. De står der i en smuk lund med palmetræer og ruster op og vidner om en tid alle vil glemme. De fleste våben er russiske og kinesiske og fortæller historien om en fanatisk Maoist, der i bestræbelserne på at lave det perfekte marxistiske samfund fik hjælp fra politiske meningsfæller. Resultatet er som vi ved, at millioner døde i de to år rædslerne stod på, og en efterfølgende periode med en utrolig fattigdom og et ødelagt Cambodja.
Interessant er det, at stedet drives af en fyr, der som dreng var tvunget til at blive medlem af Khmer Rouge som blev uddannet til at lægge landminer så de ikke blev opdaget. Han har siden 1985 hjulpet regeringen med at fortælle, hvor de farligste steder med miner er, så de kan blive ryddet.
The War museum er som museum intet bevendt. Der er kun ganske få skilte, der fortæller om de forskellige våben og tanks – men som en stålkold dokumentation for, hvad der gør borgerkrige så ubehagelige, er stedet berettiget. Det rustne og ødelagte krigsmateriel vidner på sin egen positive måde og en tid, der heldigvis er væk og måske også om et håb om en bedre fremtid for et Cambodja, der har alt for megen ubegribelig krigsrædsel på samvittigheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar