St Kilda – Bumser, bøsser og boheme

Onsdag den 6. januar 2010:

Jeg bor i St. Kilda, der er forstad til Melbourne. Et utroligt interessant sted med masser af historie og et væld af spændende mennesker. St. Kilda er et område med sociale skarp kontrast, med mange hjemløse og andre udsatte personer, der lever blandt de rige og fashionable, der flokkes ved byens butikker og caféer. Her er tilsyneladende plads til alle.

Her fyldes bybilledet af bumser og tiggere, der som tavse skygger bryder rækken af cafeer og restauranter langs Fitzroy Street. Her er homoseksuelle, der forelsket hånd i hånd spadserer strandpromenaden tynd og kun overhales af prustende motionsløbere, skatere og cyklister på mountainbikes. Her er hippier, der med kærlighedsfremmende budskaber på T-shirten vuggende går den der typiske hippiegangart, der på en gang både skal signalere, at de ikke har travlt,- men samtidig at de er rytmiske mennesker. En gangart der får deres dreadlocks til svinge foran ansigtet så det afsløres, at deres Ipod Shuffle sender digital lyd til øregangen. Her er punkere, der med deres læderjakker og tunge militærstøvler trodser varmen og som med deres synlige badges genbruger ”no future” slogans fra 80´erne. Her er pop-tøser der med deres meget lårkorte kjoler og høje hæle altid ses i flok småfnisende bag deres kæmpe solbriller, der i 70´er-retro-perfekt stil næsten skjuler hele ansigtet. Her er mennesker fra hele verden, der er havnet her og har gjort St. Kilda til udgangspunktet for deres liv – Der er restauranter og butikker, der repræsenterer Italien, Japan, Kina, Indien, Frankrig, Irland, Vietnam, Thailand og Egypten.

Det er alle disse meget forskellige mennesker skaber et boheme-miljø, som tiltrækker musikere og kunstnere fra nær og fjern. St. Kilda er dermed langt mere end et mødested for alverdens backpackere, der ønsker strand og vand – men et sted med masser af aktiviteter og koncerter. Her er flere kendte teatre og der afholdes jævnligt store kulturelle arrangementer og festivaller her.
Forstaden er blevet en af Melbournes førende bøsse og lesbisk boligområder og St. Kilda er da også vært for den årlige Gay Pride i marts, som starter ved Lakeside Drive og fortsætter ned ad Fitzroy Street til Catani Gardens.
Men her i januar er det nu mest kite-surferne ved stranden og backpackerne, der er mest synlige ved stranden, hvor de behagelige temperature, palmerne og gangstierne forbi marinaen skaber lige præcis det man har allermest brug for, når nu man ikke kan sidde i frostkolde Europa:-)

Se fotos her

Barndommens træfigur fra Bali...

Lørdag den 19. december 2009:

Hvis man vil være sikker på at møde andre rygsækrejsende, skal man vælge et af de lavbudget hoteller som er anbefalet af Lonely Planet. Sådan et af slagsen er Bloem Steen Homestay. Alle budgetrejsende bruger Lonely Planets rejsebøger som bibel, og det er der god mening i. Selve ideen at udgive rejseguides for hele verden direkte henvendt til de der gerne vil bo billigt er genial.
Ud over henvisninger til hostels og guesthouses giver den også et bud på nogle af de attraktioner, som det enkelte land byder på – samt personlige kommentarer til disse. Bøgerne er nemlig skrevet af rejsefolk selv, der på egen krop af erfaret det de skriver om. Det gør bøgerne troværdige og et fantastisk redskab for sådan en som mig. Man kan ud over mange andre ting også læse, hvilke transportmidler der er, taxapriser og advarsler om det man nu bør tage sig i agt for i det fremmede.

Desværre er bøgerne lavet i billige kopier som sælges herude til en slik af, hvad originalerne koster. Kopibøgerne, som jeg desværre må erkende, at jeg har købt en enkelt af er dog ganske ubrugelige, idet de mange bykort osv er så dårlig i kvaliteten, at de ikke kan bruges. Man bør derfor holde sig langt væk fra disse kopibøger og støtte de oprindelige udgivere, hvilket jeg så har gjort siden. Kopibogen smed jeg ud.

Bloem Steen Homestay er som sagt opført i Lonely Planets bog om Indonesien, og tiltrækker derfor mange backpackere. Værelset jeg bor på er ikke andet end en seng og et bord med en ”fan” dvs. ventilator, der kaster den varme luft igennem en propel og ud i lokalet igen. Ingen dyre airconditionanlæg her. Ingen dyne, ingen Internet og intet toilet. Der er fælles toiletforhold på gangen. Hvad får man så her, som det lidt dyre hotel ikke har? Ja man får lidt ekstra penge at drikke sig fuld for – rygsækfolket har et ry for at feste igennem, og der er da også et helt andet socialt liv her end på dyrere hoteller. Her kan man mødes og udveksle rejseerfaringer, adresser på andre hostels og i øvrigt anbefale byer og steder man har været – eller det modsatte.

Jeg har her til aften siddet en del i hotellets café og undret mig en del. Mange af de rejsen har været i de samme lande som jeg (især Vietnam, Laos og Cambodja) men deres rejse har bestemt haft et andet indhold end min. Det virker på deres fortællinger som om de kun har siddet på pubber og spist på fastfoodrestauranter. Som en sagde, da vi snakkede om Laos; ”Fedt land – elsker det sted. Øl koster intet, vi var pissed i 3 uger i træk”

Jeg er jo ikke 25 mere:( Men i sådan et selskab føler jeg mig som en gammel museums-nullermand, der tilsyneladende står ret alene med lysten til at komme tæt på alt det i disse lande, som er så fremmed og på mange måder uforståeligt. Mit ønske om at forstår lidt mere alt det – og ikke bare ølkulturen, står jeg ret alene med i sådan et selskab. En enkelt britisk pige støttede dog mit synspunkt, og gav udtryk for at hun var træt i at alt skulle gå op i bajere og billige diskoteker.

Men det blev nu en hyggelig aften – især fordi vi havde tid til at høre hinandens fortællinger – om de samme steder,- men oplevet på helt forskellige måder. Glæden over at møde andre, der kan tale med om trafikkaos i Hanoi eller Kuala Lumpur by night er simpelt hen rart.

Mit næste mål er Bali, og flere af de jeg snakkede med i går havde været der i en uges tid. De kunne samstemmende fortælle, at der for mig er dømt party i julen. Alle fester og strandene er hvide. Glæd dig – det bliver hot!! Jeg glæder mig faktisk. Siden jeg som lille dreng af onkel Helge fik en træfigur, hvor der i bunden stod, at den var lavet på Bali, har jeg ønsket at komme dertil. Den træfigur virkede på en eller anden måde magisk på mig, og jeg vidste den gang, at en dag måtte jeg tage til Bali, og se hvor denne forunderlige figur stammer fra. Men en ting er helt sikkert – på Bali vil jeg bo lidt mere komfortabelt – man må gerne forkæle sig selv lidt i jule ik?

Se fotos her

En helt igennem fantastisk dag!

Fredag den 18. december 2009:

I går aftes lavede jeg en aftale med receptionisten om at hun skulle skaffe mig en vogn og en chauffør til dagens udflugt til Lake Toba. Prisen blev sat til 400 kr., og så havde jeg hendes engelsktalende ven til rådighed hele dagen. Det blev til en fantastik tur på 14 timer med en masse fantastiske oplevelser.

Turen begyndte klokken 7, og min chauffør, der hedder Zul, begyndte turen gennem Medan. Han var meget god til engelsk, og sagde med det samme, at det var vigtigt jeg bare spurgte, hvis vi så noget jeg ikke forstod, eller hvid vi skulle stoppe og se nærmere på et eller andet.
Det blev til mange stop og mange spørgsmål.

Når man rejser rundt i et fremmed land, oplever man dagligt ting man ikke forstår og som man ikke lige kan slå op eller spørge om. At være på tur med en lokal – gav ikke bare muligheden for at få en masse interessant viden om området og traditioner osv., men samtidig muligheden for at komme tæt på en indoneser og det liv han lever til daglig. Zul er en fyr, der gerne deler ud af sin viden, og som er tydelig stolt af det land han bor i. Hans gode humør og store smil karakteriserer alle de mennesker jeg har mødt i Indonesien, og den mærkelige teori, at jo fattigere et land er, jo mere smil og glæde møder jeg. Det er da noget af et dilemma...

Selve køreturen til Lake Toba tager 4 timer og det første sted vi gjorde holdt var i en by, hvor mange af husene var affolket på 1. etage. Zul parkerede i en gade og spurgte om jeg kunne høre fuglene. Jo det kunne jeg. Der var en afsindig larm. Han fortalte mig at fuglene havde indtaget mange af husenes øverste etage og ladet menneskerne søge nedad. Jeg tænkte; det er da løgn – det er jo ren Hitchcock . Men det her er den rene virkelighed. Og der er selvfølgelig en grund til, at mennesket lader fugle flytte ind. Deres reder er nemlig meget værdifulde. Især kineserne tror, at de har en helbredende virkning og gør en stærk. De spiser simpelt hen fuglerederne efter at have lavet suppe på dem. Zul kunne fortælle, at 1 kilo fuglereder koster 10.000 kr., hvorefter han tilføjede – de er skøre de kinesere. Men der er utrolig mange kinesere i området, og det ses overalt.

Efter fuglebyen kørte vi videre og jeg bed mærke i nogle palmelignende træer med nogle meget store frugtklaser. Da jeg spurgte hvad det var, kørte han straks ind til en af plantagerne og fortalte om palme-olie for det var hvad det var. Han skar frugterne op, så jeg kunne se det gule, som bruges til madlavning og den inderste hvide kerne, der bruges til kosmetik.

Efter palmeolien spurgte Zul mig om jeg ikke ville se en gummitræplantage – og så fik jeg ellers historien om gummiproduktion, og prøvede selv at få et træ til at igangsætte en lille produktion af gummi, som iøvrigt er hvid....

Den næsten by vi kom til gjorde sig bemærket på grund af motorcykeltaxaerne. De kaldes jo tuk-tuk i Thailand, Malaysia, Vietnam osv., men her hedder de ojek. Mange af byens Ojek´er var nemlig nærmest at betegne som museumsgenstande. Ældgamle motorcykler af mærket Norton og BSA. Zul kunne fortælle, at byen ly lige op ad bjerge, der omkranser Lake Toba, og at de simpelt hen kræver en særlig stærk motor. Han mente at de oprindelig var kommet til byen med missionærer fra Holland og tyskland. Her er muslimerne nemlig i mindretal, idet den kristne protestantiske kirke sidder på flertallet af områdets beboere. Her holder Batak-stammen nemlig til, og de er alle kristne.

Længere fremme kom et bryllupsselskab gående gennem byen, og da de så mig hænge ud af Toyotaen med mit kamera, blev jeg bedt om at komme ud af bilen, så jeg kunne få et ordentlig billede. Det udartede sig simpelt hen til den rene bryllupsfotosession, og skulle jeg videre til Toba, ville de have haft mig med til festen:-) Men Zul ventede, og turen gik videre.

Lake Toba er verden største vulkansø skabt for 75000 år siden. Den er 100 km. lang og over 30 km bred. Den er 500 meter dyb og midt i søen er en kæmpe ø, der hedder Samosir Island og ved søens breder lever Batak-folket, der bor i farverige huse. Regnskoven er fuld af aber, der kommer frem for at blive fodret ved vejen, og skilte advarer mod ”Krydsende aber”. Zul satte mig af ved færgelejet, og jeg tog den 1 time lange sejltur til Samosir Island, her mødte jeg en fyr med et stor smil og rådnetænder,- og en motorcykel, og han kørte mig rundt på øen i et par timer, inden jeg tog færgen tilbage, og turen til Medan kunne påbegyndes. Lake Toba og Samosir Island var en fantastisk oplevelse, en naturperle af de helt store, og jeg nød hvert et minut.

På hjemturen, spurgte jeg Zul om han ikke kunne anbefale en god restaurant, og derefter kørte han til en lille by med en restaurant, der var forholdsvis ny. Som Zul sagde – der lugter stadig af maling...

Her fik jeg et traditionelt indonesisk måltid, der består af en ca 10 forskellige tilbehør, der serveres med ris. Jeg gloede noget på alle retterne, og sagde, at det kunne jeg slet ikke spise. Men Zul forklarede at jeg skulle spise det jeg kunne – så blev regningen lavet efter det – og resterne lagt tilbage til videresalg. Jeg spise og drak for 38 kr:-)

Ved 22 tiden var tilbage i Medan og hotellet og jeg kunne se tilbage på en fantastisk dag med et utal af store oplevelser!!!

SE FLERE FOTOS HER

Mon cykeltaxa er fremtiden?

Onsdag den 16. december:

I går aftes var jeg som sædvanlig på vej til min yndlingscafé i Penang Louis Café. De laver fantastisk mad, og der er virkelig hyggeligt med et muntert personale. Vi havde det blandt andet meget morsomt over, at de troede at Carlsberg var en lokal øl. Men i går var biksen lukket, og jeg søgte ud i Penangs små stræder for at finde en anden restaurant.

Man spiser rigtig godt her og maden er billig. En stegt pandekage med æg og kylling, serveret fra gaden, koster 4 kr. Restauranterne er meget specielle. En slags ta´ selv køkken, hvor man øser lige netop det man ønsker op på sin tallerken, hvorefter tjeneren afgør prisen. Beder man ikke om en gaffel, forventes det, at man spiser med fingrene... Det gør alle de lokale. Med højre hånd tager de ris og dypper det i forskellige tilbehør, hvorefter de spiser. Det giver en masse svineri og fedtede fingre, men det er nu ret hyggeligt, når hele fyldt restaurant gør det. Jeg holder mig nu til gaflen!

Efter maden fik jeg en kop kaffe, og da det var ved at være sent tog jeg en cykeltaxa hjem. Hermed træf jeg den anden lærer på samme dag. Han talte ganske godt engelsk, og da vejene er meget trafikerede, kørte vi ad små gader en omvej for at komme til hotellet. Imens fortalte han, at han siden 2001 har droppet lærergerningen og kørt cykeltaxa på fuld tid. Kunderne er mere medgørlige, og lønnen er bedre, sagde han.
Her tænkte jeg på, at en efterskoleforstander i Danmark tjener det samme som en 22 årig butiksleder i Rema 1000 – og overvejede om cykeltaxa måske er fremtiden for mig:-)

På hotellet er der morgenmad inkluderet i prisen. Den finder sted på 5. sal i en såkaldt Roof Garden. Det er simpelt hen hotellet tag, der er indrettet som restaurant. Det er ikke noget særligt – men der er en dejlig udsigt over vandet og til de 4 stjerne hoteller som Hotel Mingood er klemt inde af, så gæsterne her nyder det.
Cykeltaxa-læreren fra i går kunne bl.a. fortælle mig, at Hotel Mingood er et tidligere bodel – kun på første etage. Pigerne var hentet fra Thailand, Vietnam, Kina og Indonesien. Af landene i Sydøstasien er Malaysia nok det land med den bedste økonomi og selv om Singapore måtte være bedre for en fremmedarbejde rent lønningsmæssigt, så er lovgivningen altfor stram der. Malaysia ser ikke så hårdt på fremmed, belærte taxamanden mig – det er kun narkosmugling der er dødsstraf for....
Jeg tror han kunne have talt om Penang og Malaysia i timevis, og jeg spurgte faktisk om jeg kunne bestille ham til i morgen. Til det forslag svarede han; ”Hvad der sker i morgen kan ingen af os spå om – så lad os lade være med at forsøge”. Og dermed slutte aftenen med ord, der sagtens kunne være byens motto – ingen stress i varmen, - lev livet nu. Selv om det stride mod al industriel, kapitalistisk effektivitetsforbedring og planlægningsstategier, er det en spændende tanke, hvad der ville ske med Nuet, hvis vi frigav al energien vi bruger på det vi skal i morgen og i næste uge....

32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer...

Onsdag den 25. november 2009;

Koh Chang er blevet udnævnt til det næste ”Phuket” - og det er især her på vestkysten man ser, at interessen for stedet er stor. Hver time sejler færgen et læs nye turister til øen – og de kan få næsten alt her, som en god solferie kræver og lidt mere. Øen er Thailands næststørste og der er stadig steder på øen, hvor alt er næsten uberørt af turismen. Her er strande der både henvender sig til familieferien og så den mere partyfokuseret strand, hvor jeg er. Her er lowbudget bungalows og femstejernede hoteller – det er egentlig bare at vælge. Men de fleste steder er fuldt booket og det siger vel også noget om øens poularitet.

I dag har jeg ligget ved den hvide Lonely Beach og nydt at ligge i fred. Her er næsten ingen strandsælgere og de få, der forsøger at sælge strandrelateret badeudstyr tager et nej for et nej. Sådan var det ikke i Cambodja, hvor tiggerne også fyldte meget. Her er næsten ingen tiggere og det kan mærkes at levestandarden er noget højere end Cambodja (og Laos og Vietnam for den sags skyld).

Det rareste er dog at alt skraldet i gaderne er væk – og dermed også den ubehagelige stank, som næsten var skyld i at jeg rejste fra Phnom Penh. Valutaen er Bath – og det er faktisk ogsa den man bruger. Ikke noget med dollars eller anden udenlandsk stærk valuta.

Så alt i alt er der dømt badeferie, 32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer – og slet ingen julepynt og andet gejl, som man slås med i Danmark i øjeblikket. Ren nydelse!!

SE FOTOS HER

One Dollar Land

Mandag den 16. november 2009:

Cambodja adskiller sig ikke synderligt fra nabolandene Laos og Vietnam. Der er udbredt fattigdom og landet kæmper med problemer som dårlig sundhed, naturkatastrofer, miner og menneskehandel. 35 procent af befolkningen i Cambodja lever under fattigdomsgrænsen - det vil sige for under 1 dollar om dagen. Den gennemsnitlige levealder er kun 54 år og halvdelen af alle landets børn under fem år er underernærede.

Den mest brugte valuta i Cambodia er dollaren, deres lokale Riel bliver kun brugt til vekslepenge, da de ingen cent har. Så da jeg i dag skulle hæve penge i en hæveautomat (ATM) kunne jeg kun hæve dollars. Alle priser er i dollar, og det er en almindelig joke her, at alt koster én dollar.

I Angkor eller på det lokale marked bliver man simpelthen angrebet af handlende, der vil sælger alt muligt skrammel – alt sammen til ”One dollar”. Men gadehandlerne i Siem Reap adskiller sig væsentligt fra både Laos og Vietnam ved at være endog meget charmerende, humørfyldte og til en vis grænse selvironiske. Det letter stemningen noget og gør at man ikke bliver så irriteret så hurtigt.

I dag kom en kvinde foreksempel rendende efter mig og spurgte om jeg ikke ville købe en t-shirt. Da jeg spurgte til prisen, sagde hun ”One million dollar” og forsøgte at se alvorlig ud og skjule det brusende fnis, der er ikke var til at holde tilbage.

På et andet tidspunkt skulle jeg have noget koldt vamd i varmen. Pigen stak mig en stor flaske og sagde ”One Dollar” Jeg så på flasken og spurgte om jeg ikke kunne købe en lille flaske. Hun smiledede og sagde ”Yes – its One dollar”,- og så stak hun mig 2 små flasker. På den måde blev vi begge tilfredse. Hun fik sin dollar og jeg fik en lille flaske...

Overraskende effektiv

Propper i ørerne ved landing med flyvemaskine kan nedsættes en del ved brug af tyggegummi. Det er bare så fandens svært at få ud bag efter!!

Jeg er landet i Cambodja efter en rolig flyvning med Lao Airlines. Cambodja overrasker fra starten ved at være utrolig effektiv ved ankomsten til Siem reap International Airport. I denne her del af verden kan udskrivning af visum og diverse andre papirarbejder tage en krig. Bureaukratiet plejer at klistre én op ad ryggen til man passivt bare accepterer, at det kan der ikke ændres på.

Men i Cambodja gik der præcis 12 minutter fra jeg stod ud af flyet til jeg havde et fint visum til ophold i 30 dage – og det til trods for, at jeg ikke havde de nødvendige pasfotos. Men dollars kan gøre meget sådan et sted:-)

Overraskelserne fortsatte i ankomsthallen, hvor der ikke stod 200 taxichauffører og ønskede en som kunde med høje råb og sidetilbud om eksotiske hoteller. Nej her var tre muligheder for at komme de 8 km ind til byen. Minivan, taxa eller motorcykel. Prisen er fast og betales ved bestilling. De fleste andre lande jeg har besøgt på denne rejse begynder også med en fast pris – men lige så snart man sidder i taxaen, så skal der forhandles.

Jeg valgte selvfølgelig at sidde bag på motorcykel – betalte 2 dollars og så ellers i fuld fart til city. Fyren der kørte havde også et godt bud på et billigt guesthouse med fri wi-fi.... Jeg var tændt!!

En af de ting, som er det samme i Cambodja som Vietnam og Laos (og Filippinerne især) er de hurtige tilbud om søde piger. Især når man rejser som single, vælter det ind med disse forslag til øvelser i Cambodjansk kropssprog. Men alligevel måbede jeg noget, da tilbuddene her blev efterfulgt af ”bare rolig de er testet for AIDS”. Sandheden er nemlig at AIDS her er langt mere udbredt end i Laos og Vietnam.

Efter en køretur på 10 min. var vi ved Tropical Breeze Guesthouse. Jeg kunne lide stedet med det samme. Personalet var imødekommende og atmosfæren var rar. De havde kun et værelse tilbage med tre senge – men det kan jeg leve med:-)
Der er mange backpackere her – og det borger for kvaliteten, og hotellets restaurant er super hyggelig – og jeg fik ved ankomsten den bedste pizza jeg har fået på hele turen. På menukortet kan man for 3 dollars ekstra få sin pizza HAPPY... Men jeg synes nu jeg var happy nok for i dag!

I receptionen kan man leje motorcykler for 15 dollar om dagen. Det anbefales når man skal se alle templerne, hvoraf Angkor Wat er det kendetest. Men så sagde fyren som havde kørt mig fra lufthavnen, at han gerne ville køre mig rundt i morgen og vise mig det hele. Pris 15 dollars. Vi aftalte, at han skal hente mig kl. 10.00. Så får vi se om han kommer.

PS: Værelset koster 10 dollars og 13 med aircondition. Jeg sagde, at jeg ikke ønskede aircondition og gik så backpackerstolt op på værelset. Det er 1 time siden, og jeg har lige hentet den remoter til AC – her er ulidelig varmt...

SE FLERE FOTOS HER

Bonusviden om Cambodia

• Kongeriget Cambodja tidligere kendt som Kampuchea, er et land i Sydøstasien med en befolkning på over 14 millioner mennesker.
• Rigets hovedstad og største by er Phnom Penh.
• Cambodja er efterkommere af det engang så magtfulde hinduistiske og buddhistiske Khmer emperie, som styrede det meste af den indokinesisk halvø mellem den 11. og 14. århundrede.
• En borger i Cambodja kaldes normalt "Cambodja" eller "Røde.
• De fleste cambodjanere er Theravada buddhister.
• Landet grænser Thailand til vest og nordvest, Laos til nordøst og Vietnam mod øst og sydøst. I syd det grænser det ud til Thailand bugten.
• Geografien i Cambodja er domineret af Mekong (dagligdags khmer: Tonle Thom eller "den store flod") og floden Tonle Sap
• Landbrug har længe været den vigtigste sektor for Cambodjas økonomi, omkring 59% af befolkningen er afhængige af landbruget for at kunne overleve (ris er den vigtigste afgrøde.
• I 2007, var antallet af udenlandske besøgende til Angkor Wat mere end 4 mio.
• Den eneste flod i verden, der vender strømmen årligt, er Tonle Sap i Cambodja.
• Klimaet er tropisk; regnfuld under monsunen (fra maj måned til november måned), tørre sæson er fra december måned til april måned.
• Regeringstype: flerpartisystem med konge siden september 1993.
• De Røde Khmerer tog magten i Phnom Penh i 1975. Ledet af Pol Pot, ændredes det officielle navn for landet til Demokratisk Kampuchea, og var stærkt påvirket, og støttet af Kina. De sendte det meste af befolkningen til landdistrikterne i arbejdsprojekter. De forsøgte at genopbygge landets landbrug efter en model fra det 11. århundrede, kasserede vestlige medicin, og ødelagde templer, biblioteker, og alt andet, der kunne betragtes som vestligt.
• Over en million cambodjanere, ud af en samlet befolkning på 8 millioner døde af henrettelser, overanstrengelse, sult og sygdom.
• Denne æra gav anledning til udtrykket Killing Fields, og fængslet Tuol Sleng blev berygtet for sin massemord og tortur

Good Morning Vietnam

Hermed et lille tilbageblik på vores oplevelser i Vietnam:

Ankommet til Laos.

Den 1. november 2009

Vi ankom til grænsen Lao Bao kl. 07.00 søndag morgen. 11 timer efter afgang fra Hanoi. Da vi befandt os temmelig højt i bjergene, var det ret koldt, og Frederik og jeg skulle gå over grænsen – sikkert fordi vi var de eneste i bussen med et underligt pas. Først gennem den vietnamesiske grænse, hvor de opdagede at vi havde været 7 timer for meget i Vietnam. Ups - vi skulle have været ude af landet den 31. oktober.... Bøden for ”overstay” er 5 dollar pr. døgn. Herudover koster det 1 dollar generelt at forlade landet. Nu gik vi de 100 meter over til grænseovergangen i Laos. Her var der ingen problemer, men igen måtte vi betale for at komme ind i landet (2 dollars) , noget alle skal betale. Vi skal være ude af Laos den 30. november. Det må vi overholde denne gang.

Nu gik turen så til Vientiane – Laos´ hovedstad. Bussen snørklede sig igennem bjerglandskabet og i takt med at vi kom ned fra bjerget steg temperaturen kraftigt. Når en passager blev tissetrængende, så gav man chaufføren et tegn, og han stoppede med det samme i vejkanten. Herefter trimlede de tissetrængende ud af bussen. Pigerne tissede til højre og mændene til venstre.

Da der ikke er så meget offentlig transport i Laos fungerede vores bus som en slags rutebil ned af bjerget. Folk stod på og af, og efter 19,5 timer havnede vi endelig i Vientiane. Byen er ekstrem stille sammenlignet med Hanoi, og som rygtet havde sagt os, er livsstilen meget tilbagelænet. Ingen kommer og hiver i en og pisker en stemning op.
Vi begyndte straks at lede efter et hotel, og mens vi i Hanoi kunne vrage og vælge, var alt næsten optaget her. Men vi er nu havnet på et rigtig lusket sted til 7,5 dollars for en nat. Virkelig low budget!! Men vi tager det som en oplevelse og glæder os til at se nærmere på byen i morgen. Vi trænger virkelig til en lang nat i en rigtig seng.

SE FOTOS HER

Afrejse fra Hanoi

Lørdag den 31. oktober 2009


Vi blev afhentet på hotellet kl. 17 af en mand på motorcykel. Vi skulle følges med ham ham til et opsamlingssted lige i nabolaget. Vi blev herfra samlet op af en taxi sammen 4 andre backpackere – en tysker, 2 fra Malaysia og en englænder. Alle var rystet over, at vi havde valgt siddebussen i så mange timer,- men for 70 kr. pr. billet kan man vist ikke forlange mere. Trafikken i Hanoi var ekstrem, og det tog 1 time at køre de 9 km. til busholdepladsen.

Her ventede en moderne dobbeltdækker på de mange backpackere, der havde bestilt ”Sleeper”billet. Luksusdyr – synes Frederik og jeg, der efterhånden på pladsen var blevet kendt som de to, der har bestilt siddepladser....

Bagerst på pladsen holdt vores bus. Den var allerede tæt pakket med kasser på taget og ca 10 vietnamesere ventede på afgang sammen med os. Bussen var en ældre Hyundai, der ganske givet havdee kørt mange ture på bjergvejene til Laos.Den lignede mest af alt de busser som Amdi Petersen sendte Tvind-elever ud i verden med i 70´erne.
Vi skulle vente et par timer, og sad der på astfalten med de andre, som absolut intet engelsk kunne. Store fede rotter løb rundt under bussen og tog tilsyneladende ikke notits af os. Skummelt.

Kl. 20 var der afgang. En halvtom bus satte kurs sydover mod grænseovergangen Lao Bao. Under vejs bleve flere og flere samlet op, så bussen var fyldt ved midnatstid. At sove i en ældre siddebus der bumper afsted på hullede bjergveje i Vietnam er ikke nemt, og pladsen er trang. Det lykkedes dog indimellem at falde hen i en døs, og der er faktisk ufattelig mange siddestillinger der kan soves i. Der var køligt i bussen og vi pakkede os ind i tæpper.
Grænseovergagen Lao Bao ligger højt i bjergene, og natten igennem kørte vi på de smalleste bjergveje, der snoede sig op af bjergsiden.

Da internetforbindelsen får en til at tænke tilbage på de glade modem-dage i 90´erne, vil der komme færre uploads den næste tid og færre fotos:(
Vi håber et mirakel vil ske...

SE FOTOS HER

På grænsen til det ulidelige useriøse..

At tjekke ud af hotellet kl. 11.30 og så skulle vente til kl. 17.00 midt i Hanois trafikale kaos inden bussen til Laos kører, kan bringe en på grænsen til det ulidelige useriøse. Den slags kan nemt fører til groteske tankespind, der formuleres forklædt som seriøsitet....
Vi deler gerne et enkelt eksempel:


Se useriøse fotos her

Opdateret rejserute

Fredag den 30. oktober 2009:

I morgen rejser vi videre og forlader dermed Vietnam. Men det bliver en lang og sej rejse til Laos. Busturen er berammet til 22 timer, og for at spare lidt penge, har vi købt siddepladser. Man er vel frisk?? Rejsen går først sydover til byen Vinh og videre mod grænseovergangen Lao Bao, der regnes for en af de mest sikre og problemfrie. Fra Lao Bao går turen videre til Laos hovedstad Vientiane.
Vi regner med at bruge 30 dage i Laos og rejse nordpå til Luang Prabang og derefter hele vejen ned igennem landet for at krydse grænsen til Cambodia. Vi har hørt, at Laos er ca 20 år efter Vietnam og 50 år efter Thailand rent infrastrukturmæssigt - så vi er forberedt på meget primitive forhold - og nok desværre også uden Internet så mange steder :-(
Til gengæld siger rygtet også, at Laos er verden mest "Laid-Back" land, og at der venter os mange usædvanlige oplevelser. Vi glæder os i hvert fald, og håber vores bloggere vil bære over med os, hvis opdateringerne ikke bliver så regelmæssige. Vores rejserute til Laos ses herunder:

Vis stort kort

Sort/hvid socialrealisme

Fredag den 30. oktober 2009

Efter et par fantastiske dage i det levende postkort Halong Bay, ramte den vietnamesiske virkelighed os på busturen hjem. Vi besluttede at lave en socialrealistisk fotomontage på 50 fotos - skudt ud af vinduet i bussen. Usminket og virkelighedsnært blev det et sort/hvidt portræt af et Vietnam, der fattigt og arbejdssomt knokler for en lysere fremtid. De har opdaget turismen som en ny indtægtskilde og vil tilsyneladende gå langt for at få den store snabel ned i denne skatkiste. Men samtidig er Vietnam et land i et eget tempo og med sin egen sjæl. Den almindelige vietnameser er stadig mere optaget af hverdagens overlevelse end af turisternes tilstedeværelse.

Se billederne og oplev det Vietnam, der drøner forbi, når bussen kører fra Halong bay og Hanoi.

Soldæk og suveræn sceneri

Den 30. oktober 2009:

Efter en nats søvn kunne vi vågne op til det mest fantastiske sceneri uden for kahytten. Solen stod allerede højt på himlen og lod sin stråler falde på det mange klippeøer, der nærmest tilfældigt stikker op af den havblik vandoverflade. Store rovfugle sejlede himlen tynd for oven, og vi skyndte os at indtage morgenmaden inden vi placerede os solidt i hver en liggestol på soldækket. Her lå vi hele formiddagen og nød den fantastiske natur og den utrolige ro, der er på havet.

Ved middagstid nåede vi atter Halong City, og kunne indtage en frokost inden turen gik hjem i bus. Infrastrukturen er meget dårlig i Vietnam, og der er ingen ringveje. En bustur på 170 km tager derfor næsten fire timer... Så vi ankom til Hanoi igen ved femtiden. Vi er flyttet ind i nabohotellet og har fået et stort lyst værelse med balkon til gaden. Nu skal der slappes af inden turen i morgen går til Laos.

SE FLERE FOTOS HER

Halong Bay – en perle fuld af turister...

Den 29. oktober 2009

Torsdag morgen blev vi afhentet i bus og kørte tre en halv time til Halong Bay. Stedet regnes for ”Must to see” og alle vi har mødt på vores rejse har da også begejstret talt om og anbefalet stedet.

Det er da også uden sammenligning noget af det flotteste natursceneri vi hidtil har set. Bugten består af et par tusinde små klippeøer med grotter og drypstenshuler.
Vi sejler med en såkaldt Junk, der hedder Black Pearl – og bor i kahyt 103. På båden er vi ca. 25 rejsende. Der er et par fra Australien, et par fra Berlin (den ene canadier g den anden australier), et par piger fra New York, tre vietnamesiske fyre, der er opvokset i Holland, fire backpackere fra Spanien og nogle franskmænd. Båden er altså ret international og det er resten af bugten også. Da stedet er så fantastisk har vietnameserne presset citronen til det yderste m.h.t antallet af turister. Hundrede både magen til vores sejler rundt i bugtens virvar af øer og klipperev og ved de faste ankerpladser er der skudt hele båd-byer op af folk, der lever af turisterne. De sejler rundt i små pramme og sælger alt mellem himmel og jord eller er beskæftiget med at servicerer turister, der vil sejle kajak eller guides rundt i de fantastiske drypstenhuler.

Da vi ankom på skibet var der frokost og herefter sejlede vi ud for at se grotter. Herefter gik turen videre til et pragtfuldt sted, hvor vi fik en times tid til at sejle rundt mellem nogle øer i kajakker. Her oplevede vi fra kajakken den mest fantastiske solnedgang – vi mistede næsten mælet, da vi stille og lydløst skar os igennem det rolige vand og nød solen, der langsom lod sig sænke i horisonten. Klart dagens højdepunkt.

Efter kajakroningen var der tid til badning fra båden, hvilket flere benyttede sig af. På spisedækket blev der sat technomusik på og lysshow, der dog virkede noget tamt i konkurrencen med den fantastiske solnedgang.

Dagen sluttede med aftensmad – stort set det samme som vi fik til frokost, bagefter forsøgte guiden at skabe en feststemning med de kulørte lamper og karaoke. Frederik og jeg gjorde som en del andre og fortrak til vores kahytte. Her kunne vi så høre karaokeanlægget og de resterende gæster synge et par timer... mens vi kunne tænke tilbage på en pragtfuld dag ombord på Black Pearl Junk i Halong Bay.

SE FLERE FOTOS OG VIDEO HER

Visum til Laos

Så er vores pas kommet tilbage med visum til Laos, og vi er dermed klar til afrejse den 31. oktober. Inden dag venter der dog lige et spændende døgn i Halong bay....

B-films Bras fra Bruce Willis

Torsdag den 29. oktober:

Igår var vi i biografen. En kæmpe biograf beliggende på 6. sal i Hanois største indkøbscenter Vincom City Towers. Biografen hedder Megastar Cineplex og er en meget moderne biograf med mere end 10 sale. Frederik havde valgt filmen The Surrugates med Bruce Willis og billetterne kostede 15 kr. stk.

Lad mig sige det som det er; Den film var IKKE 15 kr. værd. Magen til tyndbenet historie har jeg sjældent oplevet og det er mig en gåde at Willis deltager i sådan noget bras. Filmen hverken talte til hjernen eller hjertet og havde intet at sige os, andet end Hollywood igen igen er sluppet fra at sende en millionproduktion ud blandt sagesløse biografgængere, der på sigt må være opmærksom på, at for store doser af dette kan være sundhedsskadeligt for ens smagsløg. Selv Frederik (der er noget af en Science-Fiction-freak) måtte efter filmen erkende, at den heller ikke havde bibragt ham andet end en smule irritation....

En langt større oplevelse var det at opleve det vietnamesiske publikum. Der var ca. 100 mennesker i biografen og de var bestemt ikke medvirkende til at fastholde koncentrationen for hvad det skete på det store lærred. De snakke løs med hinanden og talte i telefon konstant og de mange lysende telefondisplays i mørket flashede som blitz hver gang en ny sms indløb. Flere flyttede rundt med jævne mellemrum til andre pladser og biografen summede af en konstant uro. Om den adfærd skyldes at de faktisk også syntes at filmen var intetsigende eller om de bare havde svært ved at følge med i underteksterne, ved vi ikke, men vi er nu rigtig glade for at vi i Danmark ikke ter sig sådan. Enhver filmoplevelse ødelægges på den måde.

Rejserute opdateret

Vi tager et smut til Halong Bay i morgen, hvor vi skal sejle rundt i bugten og overnatte på båden. Vi er tilbage igen fredag aften:-)

Vis stort kort

Hvor er Onkel Ho?

Onsdag den 28. oktober 2009:

Idag var formiddagens program at møde Ho Chi Minh i egen person. Han er nemlig balsameret og kan beskues i Ho Chi Minh Mausoleet i byen. Dette møde blev dog ikke som vi havde regnet med - Onkel Ho var bortrejst!

Men inden vores søgen begyndte, skulle vi have morgenmad og den indtog vi på H Silk Restaurant. Stedet er nævnt i Lonely Planets "Bibel" og skulle være svært at finde, da det tilsyneladende blot ligner en butik med silkestoffer. Vi fandt stedet og blev via en trappe bagerst i butikken guidet op på første sal, hvor der ganske rigtig var en lille restaurant. Vi sad på balkonen og nød Hanois travle morgentrafik og spiste morgenmad.

Efter H Silk gik vi ned og fandt en cykeltaxi og blev kørt igennem byen til Ho Chi Minh Mausoleet, der også indeholder et museum om den elskede landsfader. Ho Chi Minh selv ønske ikke al den ståhej om sin person og havde frabedt sig en balsamering. Han ville i stedet for kremeres og have asken spredt over det land han elskede. Han fik som bekendt ikke sin vilje og kan nu under store sikkerhedsmæssige omstændigheder ses dagligt. Bare ikke i denne tid.
Ho Chi Minh bliver nemlig en gang om året fløjet til Moskva, hvor han bliver istandsat og frisket op... Så efter en rundtur i museet måtte vi sande, at trækplasteret var bortrejst. Oplevelsen var ikke dårligere af den grund, og vi kunne glade tage cykeltaxaen tilbage til centrum.

Frokost spiste vi i "No Noodles"- en sandwichbar, der nok især henvender sig til backbackere, der trænger til et madmæssigt løft ud af dén vietnamesiske suppe, der er fast tilbehør i snart sagt alle retter.

Det var nu tid til at drikke øl! Nordvietnam har nemlig æren af at producere verden billigste øl. Den hedder Bia Hoi og serveres kun i glas. Den leveres dagligt i plastikdunke til de små hjørnecafeer og gaderestauranter, der også er de eneste steder man kan kan købe den. Det koster 75 øre for et stort glas og det er jo svært at sige nej til - indtil man har smagt den.... Nok verdens billigste øl - men måske også den værst smagende. Den har en alkoholprocent på 3, så her er ikke engang en grund til at drikke det lokale sprøjt. Vi betalte i hver fald og forlod to halvfulde glas på gadebaren uden lyst til at gentage den oplevelse.

Resten af dagen har vi ikke planlagt endnu, men vi får senere vores pas tilbage med visum til Laos, hvor vi tager til den 31. oktober. Et visum koster 40 US dollar. Et turistvisum giver 30 dages ophold i landet. Vi glæder os allerede.

SE FLERE FOTOS OG VIDEO HER