39 grader i skyggen på Penang...

Mandag den 14. december 2009;

Jeg synes det var varmt i Kuala Lumpur, men Penang slår alt, hvad jeg hidtil har oplevet på denne rejse. 39 grader i skyggen er næsten uudholdeligt. Sveden driver bare stille af en, og man har allermest lyst til at sidde på hotelværelset i den kølige aircondition.

Øen Penang er befolket med Panagiter (sådan kaldes de). Øen er gammel engelsk koloni, hvilket ses overalt i bybilledet. Man føler sig helt hensat til kolonidagene i 1800-tallet, når man spadserer rundt i byen. At mange gennem historien har kæmpet forgæves om magten på den smukke ø mod de seje øboere har givet øen tilnavnet; "The White Man's Grave". Men fra 1867 til 1946 var øen direkte under britisk herredømme.

Den 7. juli 2008, blev George Town, formelt indskrevet som et UNESCO World Heritage Site* . Det er hermed officielt anerkendt som en enestående arkitektoniske og kulturelle bybillede uden sidestykke overalt i Øst-og Sydøstasien.
Jeg foretog en lille byvandring efter jeg var ankommet, og det er simpelt hen en fantastisk by jeg er havnet i. Byen er kendt for, at her er tollerencen stor når det gælder religion.. Her er kinesiske og indiske templer, muslimske moskeer og kristne kirker dør om dør. Eksotiske dufter breder sig i de smalle gader, og der handles overalt.
Da byen huser størstedelen af turisterne, der kommer til byen, er den også gearet til det. Masser af hoteller, restauranter og cafeer og en utrolig hyggelig atmosfære skabt af smilende og imødekommende Panagiter – der ikke klistrer om turisterne som fluer, men lader folk få plads til oplevelsen. Byen ligger lige ud til stranden og har sin egen havn, så der er alt hvad man behøver for tilfredsstille alle slags turister. Jeg glæder mig i hver fald til de næste dage i byen, og krydser fingre for at temperaturen falder lidt.

SE BYFOTOS FRA GEORGE TOWN HER


*UNESCO World Heritage Site
En UNESCO World Heritage Site er et sted (f.eks en skov, et bjerg, en sø, en ørken, et monument, en bygning, eller by), der står på listen, som vedligeholdesværdigt af The International World Heritage Program administreret af UNESCO.
Listen indeholde steder af enestående kulturel eller naturlige betydning for den fælles arv for menneskeheden.

PS: Her til aften kl. 19.00 gav den høje varme resultat i et brag af et tordenvejr efterfulgt af enorme mængder af regn:-) Lad os håbe at luften nu er renset

Ubeskriveligt og tankevækkende

Mandag den 16. november 2009:

I dag var det store Angkor Wat-dag. Noget jeg havde set frem til og havde store forventninger til. Og de blev mildest talt indfriet på alle fronter!

Jeg blev hentet af Lam (ja det hedder han) kl. 10.00 som aftalt, og vi kørte direkte ud til området med alle Angkor templerne. Tempelområdet Angkor er mere end 30 kvadratkilometer stort, rummer tæt ved 100 templer og har i sin storhedstid haft op imod en million indbyggere. Hovedtemplet Angkor Wat er verdens største religiøse bygningsværk. Det dækker over en kvadratkilometer, og det menes at have taget 25,000 mand over 40 år at bygge det enorme tempel.

I så stort et område er det godt at have sin egen guide med. Lam kørte med rundt på området,- som chauffør har han gratis indgang – mens jeg betalte for et en dags pas til 20 dollars. Mange turister køber både todag- og fem dags pas for at kunne se det hele.

Da jeg sagde til Lam, at jeg ønskede at se det vigtigste, lavede han en specialrute, og de næste 6 timer kørte han mig rundt og viste og fortalte samtidig om alt det han vidste om templerne. Ved middagstid fik vi lunch (spicy chicken and rice) og så fortsatte turen ellers. Han havde stillet mig i udsigt, at jeg kunne komme en tur i luftballon og se det hele fra oven – men ballonen manglede helium, og jeg gik glip af min første ballontur...

Vi begyndte med Angkor Wat – hovedtemplet. Templet blev bygget mellem år 802 og 1432 og var hovedstad i det mægtige Khmer-rige. Selve templet Angkor Wat er bygget af Suyavarman II (ca.1132- ca. 1150) til ære for hinduguden Vishnu. Efter Khmer-rigets fald blev templerne dækket af junglen, og det var først, da franskmændene kom til Cambodja i 1860'erne, at Angkor blev genopdaget.

Angkor Wat er et fantastisk bygningsværk, som næsten ikke kan beskrives. Et sted med en fabelagtig atmosfære som overgår selv de største forventninger. I selve hovedtemplet findes en svalegang med tusindvis af smukke relieffer, der beskriver livet for tusind år siden, og fortæller legender fra den hinduistiske mytologi. Det store Amfiteater dannede i sin tid rammen om elefantvæddeløb, og hele det gigantiske tempelkompleks er omkranset af en stor voldgrav. Det er ikke uden grund, at Angkor Wat kaldes for et af verdens syv vidundere.

De fem tårne i midten af Angkor Wat pryder også det cambodjanske flag og flere af deres pengesedler. Grunden til, at Angkor Wat og Angor området i det hele taget er så betagende, skyldes ikke mindst, at man befinder sig midt i en jungle, som man levende fornemmer ganske hurtig vil overtage området igen, hvis den ikke blev holdt i skak. Der findes nok ikke den beskrivelse, der er i stand til at udtrykke, hvor storslået dette bygningsværk i virkeligheden er. Man synker hen i tavs betagelse over, hvordan arkitekterne på den tid kunne skabe sådanne bygninger.

Et andet meget fascinerende tempel er Ta Prohm, der bogstavlig talt omfavnes af den omkringliggende jungle i et tæt favntag. Ta Prohm er bygget som et buddhistisk tempel omkring år 1186 og har i over 500 år været uden beskyttelse mod tidens og junglens kræfter. Fra resterne af templet vokser kæmpetræer, der strækker sig mod lyset, og nede i træernes svale skygge gennemtrænges templets kunstfærdige udformede kalksten af store rodnet.

At have sin egen guide med i denne jungle af templer er en fordel – det er faktisk svært at orienterer sig, og så er det en fryd af passerer de uendelig mange grupper af amerikanske og japanske turister, der i gåsegang tramper afsted i varmen efter deres turguide, der forrest vifter med et gult flag. Svedige og bevæbnet til tænderne med alverdens fotoudstyr fra Nikon og Canon flokkes de om de samme motiver og bevæger sig fremad i sneglefart. Man må da håbe de har indløst femdags pas til området.

Jeg tog ingen billeder i dag. Det klarede Lam. Selv om han bestemt ikke er en øvet fotograf eller vant til digitalkamera, insisterede han på at tage billeder hele dagen. Aldrig er jeg blevet eksponeret i så voldsom en grad. Og det ligger jo ikke lige til mig....

Men ud over templer og fotosessions blev det også til en masse snak om alt muligt andet. Lam er god til engelsk og vil gerne fortælle – også om sit eget liv og om Cambodja. I samtalerne undrede det mig, at han aldrig spurgte hvad jeg lavede af profesion og under middagsmaden spurgte jeg hvorfor. Lam kiggede forundret på mig og sagde; ”Jeg interessere mig ikke for, hvordan du tjener dine penge – det er dig som menneske der er interessant” De ord vil prøve at efterleve lidt mere – selv om det bliver svært i et land som Danmark, hvor vores identitet og personlighed oftest kædes sammen med vores job.

SE ALLE LAMS FOTOS HER (kommer i en lind strøm, når Nettet virker....)

Gal eller genial?

Torsdag den 12. november 2009;

Efter 9 times kørsel med V.I.P bus nåede jeg Laos' hovedstad Vientiane. Det er mig en gåde, hvorfor man kalder det V.I.P busser. De er kun en ganske smule bedre end de lokale busser, og er kun to timer hurtige på den sammen rute. Man sidder dårligt, og bussen proppet til bristepunktet af laoter og alle deres sække med ris, og hvad de ellers skal have med sig på rejsen. Jeg synes de skulle kalde de busser for R.I.P. busser og så i øvrigt få lavet nogle flere veje:-) Jeg tror snart jeg kan hvert et hårnålesving på Road 13....

Det er anden gang jeg ”lander” i Vientiane – men den første gang for et par uger siden, brugte jeg tiden på at købe motorcykel. Derfor fik jeg slet ikke set byen og omgivelserne. Det har jeg mulighed for nu, hvor jeg har et par dage i byen inden turen går til Cambodja.

Det var lidt fedt at kunne spille guide for de andre backpackere i bussen, da vi ankom til byen. Jeg vidste præcis, hvor vi skulle gå hen, og nød den anseelse, jeg fik i de få minutter det varede:-)

Sædanen tro stod der 25 mennesker og viftede med deres skilte om billige hoteller, da vi stoppede på busstationen i Vientiane. Der er så ubehageligt at blive angrebet fra alle sider, når man søvndrukken kl. 05.30 står ud af en bus. Jeg sad forrest i bussen, og var derfor den første til at stige ud i helvede. I dag var jeg lige i humør til at give igen – og blev derfor stående på det nederste trin af bussen. Jeg hævede armene som Robbie Williams ville have gjort det, og råbte på engelsk ind i infernoet af tilbud; Listen!! Denne uventede reaktion fra en passager skabte øjeblikkelig ro på alle rækker. Herefter fortsatte jeg; ”Thank you for being here everybody – its nice to see so many people – but sorry folks, we are all tired, and will wait to talk to you later. Please go home!!”

Stilheden fortsatte i nogle sekunder, og så bredte der sig en mumlen, og flere af de fremmødte trak sig tilbage. Bag mig i bussen hørtes høj latter fra de primært tyske backpackere, der var med.

Vientiane er trods byens størrelse en stille by. Trafikken er ikke larmende med de evindelige brug af hornene, og tendensen er generelt, at folk er mere tilbageholdende i forhold til turister. Det giver en rar atmosfære og en ro, som giver overskud til smil.

Jeg er flyttet ind pๅ Orchid Guest House, som er relativt dyrt (12 dollars) – men hovedstadseffekten er gældende alle steder. Byen er simpelt hen bare dyrere end de andre byer i Laos jeg har været. Jeg tror jeg vil snuse lidt rundt i morgen for at se om en billigere overnatning kan findes her i byens centrum. Orchid Guest House ligger lige ned til Mekong, der snor sig langs byen. På den anden side kan man se Thailand, og 20 km uden for byen kan man passere Mekong Floden til Thailand via The Friendship Bridge.

Efter morgenmad prajede jeg er tuk tuk og fik en tur til Xieng Khuan (Buddha Park), der er en park placeret ned til Mekong Floden i grønne omgivelser. Stedet et skabt af Luang Pu i 1958. Hans noget bizarre id้ var at skabe et miks af Buddhisme og Hinduisme. Han blander bๅde filosofien, mytologien og symbolverdenen i et stort virvar, som er noget af en oplevelse at se.
Man er synligt stolte af ham i byen – men det store spørgsmål, om manden var gal eller genial tør ingen svare på.

SE FOTOS HER

PS. Her er ulideligt varmt - 35 grader i skyggen og ingen vind

Lao Lifestyle

Den 3. november 2009:

Som allerede omtalt i tidligere indlæg på bloggen, er Laos er meget tilbagelænet land. Hvis der skulle kåres en verdensrekord i ikke at lave noget og nyde livet med et stort smil, så kunne Laos vinde.
Der er et ordsprog der siger; I Vietnam sår man risen, i Cambodia ser man på den gror og i Laos lytter man til den gror... Sådan er livet her – læn dig tilbage i stolen og slap af, alt skal nok blive okay alligevel.

95% af al øl der drikkes i Laos er Beerlao – i hvert fald når vi taler turister og den højere middelklasse. Selv om prisen er meget lav, er den stadig for høj for de fleste i Laos. 75% af befolkningen lever for under 10 kr. om dagen.

I Laos er man kommunister! Der hænger røde flag med gule hammer og segl overalt – også ved private hjem. Men som én sagde til os med et glimt i øjet; ”Jeg er kommunist, men jeg kan godt lide penge..” Landet ledes hårdt af det et parti LPRP (Lao´s Peoples Revolutionary Party).
Her bor ca. 1 million flere mennesker end i Danmark. Børnedødeligheden er ret stor – man mener at hvert tiende barn ikke bliver 5 år.

Mænd i Laos forventes at være munke i en kortere eller længere tid af deres liv. Dette sker bedst efter endt skolegang og inden man stifter familie. Minimumsgrænsen for at aftjene sin munketid er 3 måneder. Bybilledet fyldes da også overalt med orangefarvede munke, der kronraget i sandaler handler ind, cykler eller kører rundt i tuk-tuk (knallerttaxi).

Vi har allerede opnået en del tæt kontakt med befolkningen her via vores crazy idé med at køre på motorcykel,- og vi kan konstatere, at vi har mødt et meget åbent og hjælpsom folk, der aldrig beder om penge. Man skal selv spørge hvad de skal have for hjælpen – ellers sker der intet.

Et godt eksempel var i dag, da jeg for anden gang kørte tør for benzin (Der må gerne grines) Frederik kørte afsted for at finde noget, og mens han var væk, kom en mand forbi på sin Honda. Han stoppede op og spurtgte om han kunne hjælpe. Han fik lidt penge og kørte nu den modsatte vej af Frederik, og 5 min efter var han tilbage med en plasticpose med benzin. Hans reaktion var den helt udanske, at han stak MIG hånden og sagde ”Thank you”. Måske er det det man får ud af at få mindst 3 måneder som munk – en glæde ved at glæde andre. Vi er med andre ord kommet til et land, hvor man siger ”Tak fordi jeg måtte hjælpe”. Den vil vi tage med os!!

Ang. Kommunisme og religion: Nøjagtig som i Vietnam er der såkaldt religionsfrihed i Laos. Men med den kommunistiske magtovertagelse i 1975 mistede munkeordenen sangha sin status i samfundet. Regimet forbød fx befolkningen at give almisser til munkene, som til gengæld fik en risration af staten. Munkene blev dog ikke udsat for de grusomme forfølgelser, der f.eks overgik deres fæller i Cambodia, og i 1990'erne har man kunnet spore en større religiøs tolerance fra regimets side. Munkene modtager dog stadig marxistisk lærdom, mens de er i tempel - men idag mest i form af viden om landbrug osv. Tilsyneladende har det kommunistiske system i Laos ikke kunne knække buddhismen - og politisk og religiøs tro lever nu fredeligt side om side.

PS: Frederik er sengeliggende med feber, men han er ved godt mod og jeg skulle hilse alle.

SE FLERE FOTOS HER

Et buddhistisk undergrundsmiljø..

Tirsdag den 27. oktober 2009:

Efter vores besøg i det "private" tempel igår,- fik vi noget af et chok da vi kom tilbage på hotellet. Mens vi boede i Hué viste vi hver dag vores fotos og film for pigen i receptionen, der fulgte vores aktiviteter med stor interesse. Da vi kom til billederne af vores besøg i templet, sagde hun med dæmpet røst; "Det der må I altså ikke - det er ikke tilladt for kommunistpartiet"

Hvad? Nu forstod vi, hvorfor det hele blev afholdt bag lukkede døre i et privat hjem, og hvorfor pladsen var så trang. Vi havde simpelt hen deltaget i et forbudt buddhistisk bønnemøde - selv om kommunistpartiet ikke bryder sig om det.

Der er dog ingen tvivl om, at religion og filosofiske ideologier spiller en væsentlig rolle for vietnamesernes spirituelle liv og er af stor betydning, hvis man vil forstå vietnamesernes måde at anskue verdenen på.

Der er såkaldt religionsfrihed i Vietnam. Friheden begrænses dog noget, idet de religiøse ledere (ligesom alle andre samfundsinstitutioner) ikke må anfægte den måde kommunistpartiet styrer landet på.
Man må altså gerne være troende, men kommunistpartiet er altid øverst. Det anses derfor for kriminelt at sætte enhver Gud eller begreb højere end Partiet.
Måske er det derfor, at alle vietnamesere altid omtaler Ho Chi Minh så positivt. Han er tilsyneladende elsket af alle.

Vi har nu kørt i bus i 13,5 time og brugt lidt tid på at forestille os, hvad vi danske mon ville gøre, hvis Lars Lykke stod over alt andet, og tro i religiøs forstand blev degraderet til en slag hobby. Måske ville det få den helt afgørende effekt, at kristendommen pludselig blev et hit, og at vi i hemmelighed mødtes til bønnemøder rundt omkring i private hjem.

Vi er ret enige om, at det er godt at vi faktisk har religionsfrihed i Danmark og ikke mindst politisk frihed - det er ret svært at forestille sig Lars Lykke som landsfader ik?