Gal eller genial?

Torsdag den 12. november 2009;

Efter 9 times kørsel med V.I.P bus nåede jeg Laos' hovedstad Vientiane. Det er mig en gåde, hvorfor man kalder det V.I.P busser. De er kun en ganske smule bedre end de lokale busser, og er kun to timer hurtige på den sammen rute. Man sidder dårligt, og bussen proppet til bristepunktet af laoter og alle deres sække med ris, og hvad de ellers skal have med sig på rejsen. Jeg synes de skulle kalde de busser for R.I.P. busser og så i øvrigt få lavet nogle flere veje:-) Jeg tror snart jeg kan hvert et hårnålesving på Road 13....

Det er anden gang jeg ”lander” i Vientiane – men den første gang for et par uger siden, brugte jeg tiden på at købe motorcykel. Derfor fik jeg slet ikke set byen og omgivelserne. Det har jeg mulighed for nu, hvor jeg har et par dage i byen inden turen går til Cambodja.

Det var lidt fedt at kunne spille guide for de andre backpackere i bussen, da vi ankom til byen. Jeg vidste præcis, hvor vi skulle gå hen, og nød den anseelse, jeg fik i de få minutter det varede:-)

Sædanen tro stod der 25 mennesker og viftede med deres skilte om billige hoteller, da vi stoppede på busstationen i Vientiane. Der er så ubehageligt at blive angrebet fra alle sider, når man søvndrukken kl. 05.30 står ud af en bus. Jeg sad forrest i bussen, og var derfor den første til at stige ud i helvede. I dag var jeg lige i humør til at give igen – og blev derfor stående på det nederste trin af bussen. Jeg hævede armene som Robbie Williams ville have gjort det, og råbte på engelsk ind i infernoet af tilbud; Listen!! Denne uventede reaktion fra en passager skabte øjeblikkelig ro på alle rækker. Herefter fortsatte jeg; ”Thank you for being here everybody – its nice to see so many people – but sorry folks, we are all tired, and will wait to talk to you later. Please go home!!”

Stilheden fortsatte i nogle sekunder, og så bredte der sig en mumlen, og flere af de fremmødte trak sig tilbage. Bag mig i bussen hørtes høj latter fra de primært tyske backpackere, der var med.

Vientiane er trods byens størrelse en stille by. Trafikken er ikke larmende med de evindelige brug af hornene, og tendensen er generelt, at folk er mere tilbageholdende i forhold til turister. Det giver en rar atmosfære og en ro, som giver overskud til smil.

Jeg er flyttet ind pๅ Orchid Guest House, som er relativt dyrt (12 dollars) – men hovedstadseffekten er gældende alle steder. Byen er simpelt hen bare dyrere end de andre byer i Laos jeg har været. Jeg tror jeg vil snuse lidt rundt i morgen for at se om en billigere overnatning kan findes her i byens centrum. Orchid Guest House ligger lige ned til Mekong, der snor sig langs byen. På den anden side kan man se Thailand, og 20 km uden for byen kan man passere Mekong Floden til Thailand via The Friendship Bridge.

Efter morgenmad prajede jeg er tuk tuk og fik en tur til Xieng Khuan (Buddha Park), der er en park placeret ned til Mekong Floden i grønne omgivelser. Stedet et skabt af Luang Pu i 1958. Hans noget bizarre id้ var at skabe et miks af Buddhisme og Hinduisme. Han blander bๅde filosofien, mytologien og symbolverdenen i et stort virvar, som er noget af en oplevelse at se.
Man er synligt stolte af ham i byen – men det store spørgsmål, om manden var gal eller genial tør ingen svare på.

SE FOTOS HER

PS. Her er ulideligt varmt - 35 grader i skyggen og ingen vind