Efter en meeeget lang flyrejse er jeg ankommet til London fra Kuala Lumpur. Jeg er flyttet ind på Laurels Hotel, som mere er en slags bed and breakfast. Jeg bor på det billigste værelse med fælles bad til den nette pris af 400 kr. Jeg må se at vænne mig til nye prisforhold, ligesom kulden var et lige så stort chok, som da jeg for 5 måneder siden stod af et i fly i Beijing og blev ramt af varmen.
Jeg har ikke sovet så meget i flyet, da jeg ved at det bedste råd mod jetlag er at sove meget lidt (I hvert fald når man flyver fra øst til vest) ellers er det omvendt. Nu vil tiden vise om jeg overhovedet kan falde i søvn:-)
I morgen tager jeg over middag et fly til billund, hvor jeg regner med at være kl. 14.30.
I morgen tager jeg afsked med Asien og forbereder mig på afslutningen af det man måske kan kalde mit "livs rejse". Kl. 15.50 tager jeg fra Kuala Lumpur med AirAsia og lander i London kl. 21.50. Med tidsforskellen bliver det altså til en tur på 14 timer. Jeg glæder mig meget til lidt kulde og gensynet med familie og venner. Kan næsten ikke vente:) Se den opdaterede rejserute herunder:
I morgen forlader jeg Australien og Gold Coast. Turen går til Malaysia og hovedstaden Kuala Lumpur. Jeg glæder mig til at gense byen jeg besøgte tidligere på min rejse. Kuala Lumpur er denne gang kun et stop på vejen mod Europa, som jeg rammer på onsdag.
Jeg ankom med tog til Gold Coast, og tog herfra en taxi til Mermaid Beach, hvor mit hotel ligger. For en gangs skyld bor jeg ikke på et backpackersted, da alle disse var fuldt booket. Det er ca. dobbelt så dyrt at bo på Comfort Inn, men så er her også eget toilet og bad, fladskærms-tv og fri wifi (selv om det er dræbende langsomt) – her er også aircondition, varmt vand og køleskab. Så det er ren luksus. Dette luksus passer i øvrigt rigtig godt til byen. Her er masser af bling bling, og fikse moderigtige piger, der vandre rundt og viser deres nye bikini frem. Her er enorme hotelkæder, mange forlystelsesparker og restauranter i hobetal. Det kræver mange penge at chille her, og indimellem går der også alt for meget Las Vegas i den efter min smag. Men det folk kommer for (ud over natteliv, disco og Pub Crawl ) er stranden, og den er fantastisk. Gold Coast City er nemlig kendt for sit solrige subtropiske klima, surfer stranden, og en skyline, der domineres af højhuse og boligblokke. Der er desuden en regnskov i ”baghaven” i den vestlige del af byen. Her er der 290 solskindage om året!
Byen består af 57 km. kyststrækning med nogle af de mest populære surf steder i Australien og resten af verden, herunder Stradbroke Island, The Spit, Main Beach, Surfers Paradise, Broadbeach, Mermaid Beach, Nobby Beach, Miami, Burleigh Beach, Tallebudgera Beach, Palm Beach og Currumbin Beach, Omkring 10 millioner turister besøger Gold Coast hvert år. Turisme er regionens største industri, og bidrager med mere end $ 4,4 mia til byens økonomi hvert år. Der er cirka 65.000 sengepladser, 60 kilometer strand, 600 km af kanalen, 100.000 hektar naturområde, 500 restauranter, 40 golfbaner og 6 store forlystelsesparker i byen. Jeg kom allerede til Mermaid Beach kl. 10.00 og vandrede med det samme til stranden – 2 minutter fra hotellet. Efter et par timers stegning vandrede jeg nordpå til det vilde centrum for turismen her – nemlig Surfers Paradise. Der er vild gang i den overalt, og det minder på mage måder om de populære strande på de canariske øer. Over middag vågner folk op efter nattens drama og smider sig enten ved vandet eller i skyggen på en eller anden pub med kølige (og dyre) drinks. Jeg har det lidt som da jeg var i Phuket, - meget skæg lige at snuse til beach-miljøet, men ikke et sted man skal være uden røven fuld af penge... Men så er der virkelig også basis for en surf-fest af de helt vilde!! Netforbindelsen er dårlig her på hotellet, og jeg kan ikke uploade til galleriet. Det må vente til Kuala Lumpur, hvor jeg havnet i morgen eftermiddag.
Hvis man vil være sikker på at møde andre rygsækrejsende, skal man vælge et af de lavbudget hoteller som er anbefalet af Lonely Planet. Sådan et af slagsen er Bloem Steen Homestay. Alle budgetrejsende bruger Lonely Planets rejsebøger som bibel, og det er der god mening i. Selve ideen at udgive rejseguides for hele verden direkte henvendt til de der gerne vil bo billigt er genial. Ud over henvisninger til hostels og guesthouses giver den også et bud på nogle af de attraktioner, som det enkelte land byder på – samt personlige kommentarer til disse. Bøgerne er nemlig skrevet af rejsefolk selv, der på egen krop af erfaret det de skriver om. Det gør bøgerne troværdige og et fantastisk redskab for sådan en som mig. Man kan ud over mange andre ting også læse, hvilke transportmidler der er, taxapriser og advarsler om det man nu bør tage sig i agt for i det fremmede.
Desværre er bøgerne lavet i billige kopier som sælges herude til en slik af, hvad originalerne koster. Kopibøgerne, som jeg desværre må erkende, at jeg har købt en enkelt af er dog ganske ubrugelige, idet de mange bykort osv er så dårlig i kvaliteten, at de ikke kan bruges. Man bør derfor holde sig langt væk fra disse kopibøger og støtte de oprindelige udgivere, hvilket jeg så har gjort siden. Kopibogen smed jeg ud.
Bloem Steen Homestay er som sagt opført i Lonely Planets bog om Indonesien, og tiltrækker derfor mange backpackere. Værelset jeg bor på er ikke andet end en seng og et bord med en ”fan” dvs. ventilator, der kaster den varme luft igennem en propel og ud i lokalet igen. Ingen dyre airconditionanlæg her. Ingen dyne, ingen Internet og intet toilet. Der er fælles toiletforhold på gangen. Hvad får man så her, som det lidt dyre hotel ikke har? Ja man får lidt ekstra penge at drikke sig fuld for – rygsækfolket har et ry for at feste igennem, og der er da også et helt andet socialt liv her end på dyrere hoteller. Her kan man mødes og udveksle rejseerfaringer, adresser på andre hostels og i øvrigt anbefale byer og steder man har været – eller det modsatte.
Jeg har her til aften siddet en del i hotellets café og undret mig en del. Mange af de rejsen har været i de samme lande som jeg (især Vietnam, Laos og Cambodja) men deres rejse har bestemt haft et andet indhold end min. Det virker på deres fortællinger som om de kun har siddet på pubber og spist på fastfoodrestauranter. Som en sagde, da vi snakkede om Laos; ”Fedt land – elsker det sted. Øl koster intet, vi var pissed i 3 uger i træk”
Jeg er jo ikke 25 mere:( Men i sådan et selskab føler jeg mig som en gammel museums-nullermand, der tilsyneladende står ret alene med lysten til at komme tæt på alt det i disse lande, som er så fremmed og på mange måder uforståeligt. Mit ønske om at forstår lidt mere alt det – og ikke bare ølkulturen, står jeg ret alene med i sådan et selskab. En enkelt britisk pige støttede dog mit synspunkt, og gav udtryk for at hun var træt i at alt skulle gå op i bajere og billige diskoteker.
Men det blev nu en hyggelig aften – især fordi vi havde tid til at høre hinandens fortællinger – om de samme steder,- men oplevet på helt forskellige måder. Glæden over at møde andre, der kan tale med om trafikkaos i Hanoi eller Kuala Lumpur by night er simpelt hen rart.
Mit næste mål er Bali, og flere af de jeg snakkede med i går havde været der i en uges tid. De kunne samstemmende fortælle, at der for mig er dømt party i julen. Alle fester og strandene er hvide. Glæd dig – det bliver hot!! Jeg glæder mig faktisk. Siden jeg som lille dreng af onkel Helge fik en træfigur, hvor der i bunden stod, at den var lavet på Bali, har jeg ønsket at komme dertil. Den træfigur virkede på en eller anden måde magisk på mig, og jeg vidste den gang, at en dag måtte jeg tage til Bali, og se hvor denne forunderlige figur stammer fra. Men en ting er helt sikkert – på Bali vil jeg bo lidt mere komfortabelt – man må gerne forkæle sig selv lidt i jule ik?
Jeg synes det var varmt i Kuala Lumpur, men Penang slår alt, hvad jeg hidtil har oplevet på denne rejse. 39 grader i skyggen er næsten uudholdeligt. Sveden driver bare stille af en, og man har allermest lyst til at sidde på hotelværelset i den kølige aircondition.
Øen Penang er befolket med Panagiter (sådan kaldes de). Øen er gammel engelsk koloni, hvilket ses overalt i bybilledet. Man føler sig helt hensat til kolonidagene i 1800-tallet, når man spadserer rundt i byen. At mange gennem historien har kæmpet forgæves om magten på den smukke ø mod de seje øboere har givet øen tilnavnet; "The White Man's Grave". Men fra 1867 til 1946 var øen direkte under britisk herredømme.
Den 7. juli 2008, blev George Town, formelt indskrevet som et UNESCO World Heritage Site* . Det er hermed officielt anerkendt som en enestående arkitektoniske og kulturelle bybillede uden sidestykke overalt i Øst-og Sydøstasien. Jeg foretog en lille byvandring efter jeg var ankommet, og det er simpelt hen en fantastisk by jeg er havnet i. Byen er kendt for, at her er tollerencen stor når det gælder religion.. Her er kinesiske og indiske templer, muslimske moskeer og kristne kirker dør om dør. Eksotiske dufter breder sig i de smalle gader, og der handles overalt. Da byen huser størstedelen af turisterne, der kommer til byen, er den også gearet til det. Masser af hoteller, restauranter og cafeer og en utrolig hyggelig atmosfære skabt af smilende og imødekommende Panagiter – der ikke klistrer om turisterne som fluer, men lader folk få plads til oplevelsen. Byen ligger lige ud til stranden og har sin egen havn, så der er alt hvad man behøver for tilfredsstille alle slags turister. Jeg glæder mig i hver fald til de næste dage i byen, og krydser fingre for at temperaturen falder lidt.
*UNESCO World Heritage Site En UNESCO World Heritage Site er et sted (f.eks en skov, et bjerg, en sø, en ørken, et monument, en bygning, eller by), der står på listen, som vedligeholdesværdigt af The International World Heritage Program administreret af UNESCO. Listen indeholde steder af enestående kulturel eller naturlige betydning for den fælles arv for menneskeheden.
PS: Her til aften kl. 19.00 gav den høje varme resultat i et brag af et tordenvejr efterfulgt af enorme mængder af regn:-) Lad os håbe at luften nu er renset
Et par svenske backpackere på hotellet fortalte storskrydende af grin om en film de havde havde set i biografen i Times Square samme eftermiddag, og på deres opfordring besluttede jeg mig for at se den også. Primært af to grunde; 1) Jeg hader Zombie-film 2) Jeg elsker film der gør groft grin med andre filmgenrer. Filmen hedder "Zombieland", og er en film, der på alle måder tager livtag med zombier-, spaltter- og dommedagsfilmgenren. Det er hylende morsomt med et glimt i øjet. Og så vil jeg tillade mig at sige, at det overliggende tema er "Nydelsen af de små ting i livet" - og det fik mig faktisk til at tænke på min samtale med munken i Vientiane. Jeg må det kraftigste anbefale filmen - især for de, der ligesom mig synes at zombiefilm generelt er noget opreklameret blodigt svineri.
Men inden Zombieland blev jeg viklet ind i et Elvisshow - præsenteret af Sharp. En lille lettere overvægtig fyr skulle optræde med Elvissange, og da jeg tilfældigvis kom forbi, måtte jeg selvfølgelig lige se hvad fyren kunne. Der stod allerede nogle teenagere og skradgrinede af den lettere komiske fyr - der vist havde udviklet sit talent på en karaokebar. Men da han først begyndte holdt grinene op - han var faktisk rigtig god, og jeg begyndte at filme ham. Efter et par numre kom han ud til mig og bad mig følge med op på scenen og præsenterede mig som en af hans fans. Folk klappede og det var ekstremt pinligt - især fordi han bagefter gik ned til en rullestolskørende gråhåret punk/hippie original, der sag og sendte håndtegn og råbte op. Sådan kom jeg på én aften på scenen i et Elvisshow og underholdt af blodsprøjtende humor i Zombieland.... Se Elvis gi´ den gas herunder:
Tiden går, og julen nærmer sig. Det kommer man næsten til at glemme, når man går rundt i 35 graders varme med palmer omkring sig. Kun mine børns fantasifulde e-mail julekalender med et dagligt foto og en gætteleg om hvad de har fundet på til deres berejste far i julegave, holder julestemningen oppe:-) Jeg har altså kun 11 dage til at komme til Bali, hvor jeg har tænkt mig at holde jul i år. Derfor flyver jeg i morgen fra Kuala Lumpur til Penang - en malaysisk ø nordpå, og bruger den som sidste stop inden Indonesien, der er det 10. land jeg besøger på rejsen. Planen for ruten til Bali har jeg ikke helt styr på, men mon ikke der bliver et stop i Jakarta?
Foreløbig står jeg på et fly i morgen kl. 11.00 og skulle gerne være i Penang en times tid efter.
På hotellet er der indregnet morgenmad i prisen. Det er meget brugt i Malaysia og rigtig behagelig at begynde dagen uden stress. I dag sad jeg ved bord med en fyr alle har lagt mærke til på hotellet. Han er høj og spinkel og går majestætisk rundt med en muslimsk klædedragt helt i hvidt samt en masse guldringe og et kæmpe smil. Vi faldt i snak, og det viste sig, at han kommer fra Dubai. Dubai Airlines har nemlig lige åbnet tre ugentlige flyvninger til Kuala Lumpur. Fyren fortalte en masse om Dubai og hans dagligdag der. Hans far og han har en entreprenørvirksomhed, som bl.a. laver større byggerier i Bangladesh. Men det mest interessante ved ham var nok hans syn på penge og rigdom. Han var udmærket klar over, at han var velhavende (- og det var ikke olie-penge, som han sagde), men han var samtidig på en mærkelig måde ligeglad. Han havde booket sig ind på et budget-hotel fordi han jo kun havde brug for en seng, som han sagde, og han var primært taget på ferie for at møde andre mennesker, der gad tale om andet end økonomi og olie. Nu er det jo nemt nok at sige sådan, når man faktisk er meget rig, og ens arme hænger nede omkring lårene p.g.a vægten fra guldringene, men det virkede faktisk som om han mente det. Senere foreslog han at vi tog sammen i Chinatown og derpå gik vi ud i den støjende storby og ledte efter kineserne (som han sagde). Folk gloede på ham – han får en til at tænke på Eddie Murphy i filmen Comming to America, hvor han som afrikansk prins kommer til USA. Kæmpe stort smil og kun en ringe forståelse af, at han skiller sig ud. Desværre ønske min nye ven fra Dubai ikke at blive fotograferet – som han sagde; ”I´m not a model...”
Det meste af dagen gik vi på opdagelse i to områder i byen; Little India og Chinatown – men vi også set The National Mosque, Merdeka Square, Petaling Street og Sultan Abdul Samad Building bare for at nævne nogle af seværdighederne. Men det var nu livet uden for det centrale K.L og alle de store indkøbscentre og skyskrabere der var den største oplevelse. Et meget farverigt og spændende bymiljø, hvor alle de samme mærkevarer fra de dyre centre sælges til spotpris i kopiform. Mit selskab fra Dubai (har aldrig fundet ud af hvad han hedder), konstaterede, at det er interessant at se, at smilene og humøret findes netop der hvor fattigdommen er størst og ingen kende dagen i morgen. Han har ret. I indkøbscentrene er alt facade og stivnede smil, der passer til de dyre luksusvarer, der ligger på hylderne. Spontaniteten og livsglæden er aflyst af sikker indtægt og en udstråling, der er kopieret fra noget de har set på amerikansk tv. Det kan godt være der ikke er en Cosmo´s Themepark i Chinatown, men til gengæld er området eet stort forlystelsescenter med konstante overraskelse om hvert nyt gadehjørne.
Kuala Lumpur skal opleves om aftenen med lys på, så efter aftensmaden gik jeg en tur igennem byen. Første stop var indkøbscenteret i Berjaya Times Square, hvor der var gang i Asiens største indendørs forlystelsespark - osmo's World - og på bowlingebanen (med 50 baner). Herefter gik jeg hen til Twin Towers og de er næsten flottere med lys på end om dagen. Her nød jeg en Frapacino på en Star Bucks og hyggede mig med de tusinder og tusinder af andre, der var taget i ben i dag. Varmen er konstant over 30 grader og sent på aftenen og mange trækker ind i de mange forretninger og forlystelser der findes overalt.
Kuala Lumpur var fantastisk at ankomme til ved midnatstid. Skyline oplyst mod den mørke himmel, og et hav at kulørt belysning ses overalt. Jeg tog en taxi fra lufthavnen, der ligger ca. en times kørsel fra centrum af byen. Chaufføren anbefalede Classic Inn Budget Hotel, og jeg fulgte hans råd, hvilket jeg ikke har fortrudt. Hotellet er billigt og ligger lige ved Berjaya Times Square – centralt placeret i byen. Jeg har langt de fleste attraktioner i gåafstand.
Byen emmer at etnicitet. Her findes 1, 2 millioner indbyggere, hvoraf man finder en meget stor andel af kinesere, arabere og indere. Bybilledet præges af denne forskellighed. Her lever man side om side og de enkelte folkeslag sætter hver sit præg på byen. Her er ingen ”hate-crimes” eller racistisk relateret vold. Man står sammen og lever i sameksistens. Denne smeltedigel af kultur, sprog og religion gør kun byen mere interessant og imødekommende. Folk smiler og tager venligt imod én – tolerancen er stor. Bybilledet med de muslimske moskeer, de buddhistiske templer, gadehandlerne og alle de kulørte klædedragter finder man så midt i en moderne metropol med masser skyskrabere i stål og poleret glas – ofte indeholdende kæmpe butikscentre med alt hvad hjertet kan begære. Fascinerende.
Der er utrolig varmt her. 35 grader og næsten ingen vind. Når man kommer ud på gaden fra en butiks aircondition dugger end solbriller...
Jeg besluttede, at den første dag skulle bruges på at se nærmere på det alle kommer til Kuala Lumpur for at se – tårnene. Mon de ville leve op til mine forventninger?
Jeg begyndte med byens TV-tårn (Menara Kuala Lumpur) . Det tårner sig op over resten af de høje bygninger i byen, og regnes for at være verdens 5 højeste tårn. Jeg købte en billet til øverste etage for at få et kig over hovedstaden. Jeg var ganske vist klar over, at også blev nød til at tage op i Twin Towers senere på dagen – men fordelen ved tv-tårnet er at man kommer noget højere op og så selvfølgelig, at man kan se Twin Towers. Jeg var mundlam, da jeg kom op i toppen af tårnet. Oplevelsen kan fint måle sig med SWFC Tower som jeg var oppe i i Shanghai. Menara tv-tårnet i Kuala Lumpur er ganske vis ”kun” 421 meter mod SWFC Tower´s 492 meter, men det mærker man altså ikke:-)
Efter tv-tårnet gik turen til Petronas Twin Towers . Jeg er egentlig stadig en smule rystet over det syn. Magen til arkitektonisk perle har jeg aldrig set. Jeg vadede rundt om bygningerne flere gange og blev ved med at fotografere den – man kan bare ikke lade være. Tvillinge tårnene var verdens højeste bygninger, før de overgået af Taipei 101, Men tårnene er stadig den højeste tvilling bygninger i verden.!!
Man kan kun komme op til 41. etage, hvor den særlige Skybridge er. En glasgang, der forbinder de to tårne. Adgang til Skybridge er gratis. Men der uddeles kun 1400 billetter om dagen. Så man har ingen chance, hvis man ikke stiller sig i kø kl. 08.30, når bygningen åbner. Det vidste jeg ikke, og jeg må have set meget skuffet ud, da jeg snakkede med damen i informationen, for efter at have set en udstilling om tårnet , kom hun hen til mig og spurgte om jeg bare var mig selv, for så havde hun fundet en enkelt billet til næste hold, der skulle op. Jeg var lykkelig og med et stort smil tog jeg speed-elevatoren op til 41. etage. Elevatoren kører med en hastighed af 5 meter i sekundet – så vi vi var oppe på 41 sekunder. Med propper i ørerne og det hele. Igen var det en fantastisk oplevelse – og skybridgen mindede på mange måder om observatoriet i SWFC Tower (Shanghai)
Efter de to tårnoplevelser – gik jeg i butikscenteret Suria KLCC, som befinder sig i samme bygning. Centeret består af 1,5 millioner m2.Det huser primært luksus og fashionable butikker, samt cafeer, restauranter, en 12-skærm biograf, en koncertsal, et kunstgalleri og et Science Discovery Center, på 6 etager. Det er så stort, at jeg faktisk for vild flere gange.
Eftermiddagen endte i Berjaya Times Square, som er nabo til mit hotel. Det er et kæmpe kompleks bestående af to femstjernet hoteller og et indkøbscenter. Bygningen er blevet kåret som "verdens største bygning der nogensinde er bygget i en enkelt fase", med 700.000 m² gulvareal. I øjeblikket er der plads til mere end 1.000 detailbutikker, 1.200 luksus suiter, 65 restauranter, og underholdningsattraktioner som Asiens største indendørs forlystelsespark, Cosmo's World og Malaysias første IMAX 2D-og 3D-teater, som er placeret på 10. etage.
Der tro nok jeg jeg kigger ind et par gange eller to mere mens jeg er her:-)
PS: Et stort tillykke med med mine forældre, der i dag har været gift i 45 år. Det er næsten en større bedrift end at bygge verdens største tvillingebygning:-)
Så forlader jeg Brunei og flyver ca. 1500 km sydvest på til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Turen tager 2,5 time og der er flyafgang kl. 20.00. Så mødet med K.L. bliver i mørke - og så er det jo bare med at finde et godt hotel. Jeg regner med at blive i K.L. i tre dage. Se den opdaterede rejserute her:
Med en tur rundt i byen, hvor forskellen på rig og fattig er ubegribelig, tog jeg afsked med et land, hvor sort arbejde ikke eksisterer og hvor en sultan bestemmer stort set alt. Men også til et land med smilende folk, der bor i et samfund med fri lægehjælp, fri uddannelse og ingen skatter. Med andre ord et land der på mange måder er så meget anderledes end resten af det Asien jeg har set. Med nedenstående fotos går turen tilbage til Malaysia og Kuala Lumpur.
I dag tager jeg fra Kota Kinabalu, men bliver på Borneo. Jeg tager nemlig til det lille islamiske sultandømme Brunei. Landet er nok mest kendt for olie og penge - men som dansker overser man jo ikke de små lande... Jeg bruger nok et par dage i Brunai inden turen går til Kuala Lumpur. Se den opdaterede rejserute herunder:
Efter nogle dejlige og spændende (og dyre) dage i Singapore, går rejsen nu videre til Malaysia. Inden jeg senere besøger Kuala Lumpur og den vestlige del af landet, tager jeg lige et smut til Borneo. Trods monsunregn tager jeg en tre fire dage i Kota Kinabalu. Se den opdaterede rejserute herunder:
