Man kan selvfølgelig opgøre en rejse på mange måder – den letteste er altid den faktuelle og målbare, men sjældent den der siger ret meget om turens indhold. Jeg synes dog alligevel, at de faktuelle forhold afspejler om ikke andet så noget om turens karakter. det er primært Google maps, der er årsagen til, at nedenstående tal kan regnes for at være helt præcise:
Turen længde: 150 dage
Antal lande besøgt på rejsen: 10 lande i Asien + Australien og Fiji (Østrig og England er ikke talt med)
Antal hoteller/hostels/guesthouses: 57
Antal kilometer i fly: 62. 579 km
Antal kilometer i bus: 5.631 km
Antal kilometer i tog: 3.490 km
Antal kilometer på motorcykel: 400 km
Antal kilometer på skib: 1.958 km
Antal stempler i passet: 34
Antal visa i passet: 4
Hertil skal selvfølgelig lægges et ukendt antal kilometer i undergrundsbaner og metroer, taxakørsel og sporvogne samt et overvældende antal kilometer på gå-ben:)
Der har også været gang i den på bloggen. Jeg tror, jeg med ret stor sikkerhed kan konstatere, at Bloggen er den bedst opdaterede rejse-blog på nettet:)
Antal indlæg på bloggen: 322 indlæg Antal uploadede billeder:4.819fotos Antal uploadede video: 273 videoer
Når man bevæger sig rundt i Australien, mærker man hurtigt, at den oprindelige befolkning – The Aboriginals spiller en meget væsentlig rolle i landets turistindustri. Det er musikken, dansen og kunsten man ser alle steder, og turisterne er vilde med det! Men hvad er det egentlig for et folk? Jeg bryder mig egentlig ikke om at aboriginals med krigsmaling – der nærmest mekanisk slår to stykker træ sammen, mens de lader sig fotografere at de mange turister. Og når den didgeridoo-spillende musikant bliver nød til at tilsætte det hele med elektroniske lyde og trommemaskiner, så mener jeg de har solgt en del af deres sjæl.
Jeg snakkede med en britisk gæt på hotellet, da jeg kom hjem. Han vidste en del om de indfødte, og er kommet i Australien i mange år, da han 30 årige datter bor her. Han fortalte, at de reelt set kun havde turismen som levebrød, og at de egentlig selv valgte om de ville male aboriginal-kunst, kaste med boomerang eller spille musik – alt er bedre end at være hjemløs og fordrukken! Og sandheden er da også at de fleste hjemløse og fordrukne personer man ser i bybilledet faktisk er aboriginals.
Jeg fik nogle skræmmende ting at vide om deres skæbne i dette århundred – f.eks. førte den australske regering fra 1911 til efter krigen en politik, der havde til formål at reducerer og udvande den abeoriginalske kultur. De fjernede simpelt hen aboriginal babyer og børn fra deres mødre og placerede dem på børnehjem eller i pleje ved hvide familier. Først efter 2. verdenskrig blev praksis for indfødte børns fjernelse ændret. Mere end 100.000 børn blev fjernet og placeret i hvide familier.
Oprindelig havde de indførte status som dyreliv, og havde ingen rettigheder i samfundet. Først i 1967 bliver der gennemført en lov der for første gang gør Australiens indfødte til fuldgyldige borgere med stemmeret.
I dag kæmper de så mod at blive slugt af velfærdssamfundet farlige monster af druk, narko og rodløshed. Kæmper for at fastholde den identitet og kultur, der er deres men truet. Spørgsmålet er bare om turisterne ikke glemmer den kulturelle side af sagen, når de står og fedter med deres softice på det mondæne havnemiljø i Sydney og lader sig underholde at de sjove mennesker med maling på kroppen? Jeg er desværre slet ikke i tvivl om, at aboriginal-kulturen er til pynt og et eksotisk indslag midt i storbyens glas og stål. Briten der satte mig ind i aboriginal-kulturen endte sit foredrag med et åbent spørgsmål til mig; ”Hvordan har I danskere det med jeres egne Aboriginals – grønlænderne?”
Lidt eftertænksom fakta:
Aboriginals udgør kun 2% af befolkningen
De lever ca. 15-20 år mindre end den hvide befolkning.
Aboriginals udgør 21% af dødsfald i politiets varetægt
De fleste af de 260 oprindelige aboriginal-sprog er nær uddød
Efter morgenmaden tog jeg toget til centrum. Jeg styrede direkte mod en turistshop, som solgte aktivitetskort til attraktionerne i Sydney. Dem er der temmelig mange af, og indgangsbilletterne er forfærdelige dyre. Her købte jeg et I-Venture card til en uge, der giver fri adgang til 40 af Sydneys største attraktioner samt fri kørsel med al offentlig trafik og færger. Pris 299 dollars.- men de penge skulle nu vise sig at være hurtig tjent ind – allerede på førstedagen har jeg brugt for kortet for 135 dollars. En rigtig god investering, når nu der er så meget at se. I dag fulgte jeg traditionen op med at se diverse dyreattraktioner. Det blev til et besøg i Taronga Zoo, Sydney Wild Life World og Sydney Aquarium. Dagen sluttede og traditionelt med besøg i byens højeste tårn Sydney Tower, hvor man kan se byen for oven 360 grader samt det fantastiske Operahus - som man bare kan fotografere i en lang uendelighed. Det er sådan en dag man ærgrer sig over kun at have et lommekamera med:( Jeg var mildest talt mør, da jeg sidst på dagen tog toget hjem – og mættet af indtryk af en by, der slår meget af det jeg ellers har set. Sydney har simpelt hen alt!
I løbet af dagen vil jeg uploade indlæg fra de forskellige steder jeg har besøgt, samt enkelte billeder. Internettet her er udmærket til downloads, men er stort set uanvendeligt til uploads. Derfor virker galleriet desværre ikke. Jeg skal ved lejlighed finde en internetcafé, hvor jeg kan føre galleriet up to date.
Jakarta er virkelig en storby med alt det som enhver metropol-elsker sukker efter. Her er nogle af Asiens største indkøbscentre med et kæmpe udvalg i alt hvad man kan ønske sig af designer tøj og luksusvarer. Butikkernes endeløse perlerække afbrydes kun af entertainment for de der har råd – eventyrlige slotte i bedste Disneystil og små syngende børn i strutkjoler. Eller flerstemmig boybandsyngende julebisser med små klokker og store merry christmas-smil.
Men rundt om disse indkøbscentre findes også en ubegribelig fattigdom. Mennesker der bor på gaden, børn der leger i de åbne kloakker og tiggere i massevis, for hvem hver dag handler om overlevelse. Her overlever den stærkeste, og hverdagen bliver for taberne omdannet til en regulær kamp om de riges opmærksomhed.
Jeg snakkede med en appelsinsælger fordi jeg på et tidspunkt var faret vild. Han fortalte at Plaza Indonesia (Et af de største og luksuriøse varehuset) lå lige om hjørnet, men at han aldrig havde været derinde. Der lukker de ikke sådan nogle som mig ind svarede han tørt.
At hans ord var sande fandt jeg ud af, da jeg kom frem til centeret, der holder til i en af byens mange skyskrabere. Der var secruity over alt, og folk, og ingen blev lukket ind, uden de i hvert fald så ud til at have råd.
Man siger at Jakarta er et helvede for Shopaholics, fordi udbuddet er så stort, og priserne på mærkevarer er relativ billige, men for en hjemløs indoneser, der kun har det tøj han går rundt i, eller en gadedreng, der leger skibe med affaldet i den lokale kloak, er Jakarta nok endnu værre!
Kuala Lumpur skal opleves om aftenen med lys på, så efter aftensmaden gik jeg en tur igennem byen. Første stop var indkøbscenteret i Berjaya Times Square, hvor der var gang i Asiens største indendørs forlystelsespark - osmo's World - og på bowlingebanen (med 50 baner). Herefter gik jeg hen til Twin Towers og de er næsten flottere med lys på end om dagen. Her nød jeg en Frapacino på en Star Bucks og hyggede mig med de tusinder og tusinder af andre, der var taget i ben i dag. Varmen er konstant over 30 grader og sent på aftenen og mange trækker ind i de mange forretninger og forlystelser der findes overalt.
Kuala Lumpur var fantastisk at ankomme til ved midnatstid. Skyline oplyst mod den mørke himmel, og et hav at kulørt belysning ses overalt. Jeg tog en taxi fra lufthavnen, der ligger ca. en times kørsel fra centrum af byen. Chaufføren anbefalede Classic Inn Budget Hotel, og jeg fulgte hans råd, hvilket jeg ikke har fortrudt. Hotellet er billigt og ligger lige ved Berjaya Times Square – centralt placeret i byen. Jeg har langt de fleste attraktioner i gåafstand.
Byen emmer at etnicitet. Her findes 1, 2 millioner indbyggere, hvoraf man finder en meget stor andel af kinesere, arabere og indere. Bybilledet præges af denne forskellighed. Her lever man side om side og de enkelte folkeslag sætter hver sit præg på byen. Her er ingen ”hate-crimes” eller racistisk relateret vold. Man står sammen og lever i sameksistens. Denne smeltedigel af kultur, sprog og religion gør kun byen mere interessant og imødekommende. Folk smiler og tager venligt imod én – tolerancen er stor. Bybilledet med de muslimske moskeer, de buddhistiske templer, gadehandlerne og alle de kulørte klædedragter finder man så midt i en moderne metropol med masser skyskrabere i stål og poleret glas – ofte indeholdende kæmpe butikscentre med alt hvad hjertet kan begære. Fascinerende.
Der er utrolig varmt her. 35 grader og næsten ingen vind. Når man kommer ud på gaden fra en butiks aircondition dugger end solbriller...
Jeg besluttede, at den første dag skulle bruges på at se nærmere på det alle kommer til Kuala Lumpur for at se – tårnene. Mon de ville leve op til mine forventninger?
Jeg begyndte med byens TV-tårn (Menara Kuala Lumpur) . Det tårner sig op over resten af de høje bygninger i byen, og regnes for at være verdens 5 højeste tårn. Jeg købte en billet til øverste etage for at få et kig over hovedstaden. Jeg var ganske vist klar over, at også blev nød til at tage op i Twin Towers senere på dagen – men fordelen ved tv-tårnet er at man kommer noget højere op og så selvfølgelig, at man kan se Twin Towers. Jeg var mundlam, da jeg kom op i toppen af tårnet. Oplevelsen kan fint måle sig med SWFC Tower som jeg var oppe i i Shanghai. Menara tv-tårnet i Kuala Lumpur er ganske vis ”kun” 421 meter mod SWFC Tower´s 492 meter, men det mærker man altså ikke:-)
Efter tv-tårnet gik turen til Petronas Twin Towers . Jeg er egentlig stadig en smule rystet over det syn. Magen til arkitektonisk perle har jeg aldrig set. Jeg vadede rundt om bygningerne flere gange og blev ved med at fotografere den – man kan bare ikke lade være. Tvillinge tårnene var verdens højeste bygninger, før de overgået af Taipei 101, Men tårnene er stadig den højeste tvilling bygninger i verden.!!
Man kan kun komme op til 41. etage, hvor den særlige Skybridge er. En glasgang, der forbinder de to tårne. Adgang til Skybridge er gratis. Men der uddeles kun 1400 billetter om dagen. Så man har ingen chance, hvis man ikke stiller sig i kø kl. 08.30, når bygningen åbner. Det vidste jeg ikke, og jeg må have set meget skuffet ud, da jeg snakkede med damen i informationen, for efter at have set en udstilling om tårnet , kom hun hen til mig og spurgte om jeg bare var mig selv, for så havde hun fundet en enkelt billet til næste hold, der skulle op. Jeg var lykkelig og med et stort smil tog jeg speed-elevatoren op til 41. etage. Elevatoren kører med en hastighed af 5 meter i sekundet – så vi vi var oppe på 41 sekunder. Med propper i ørerne og det hele. Igen var det en fantastisk oplevelse – og skybridgen mindede på mange måder om observatoriet i SWFC Tower (Shanghai)
Efter de to tårnoplevelser – gik jeg i butikscenteret Suria KLCC, som befinder sig i samme bygning. Centeret består af 1,5 millioner m2.Det huser primært luksus og fashionable butikker, samt cafeer, restauranter, en 12-skærm biograf, en koncertsal, et kunstgalleri og et Science Discovery Center, på 6 etager. Det er så stort, at jeg faktisk for vild flere gange.
Eftermiddagen endte i Berjaya Times Square, som er nabo til mit hotel. Det er et kæmpe kompleks bestående af to femstjernet hoteller og et indkøbscenter. Bygningen er blevet kåret som "verdens største bygning der nogensinde er bygget i en enkelt fase", med 700.000 m² gulvareal. I øjeblikket er der plads til mere end 1.000 detailbutikker, 1.200 luksus suiter, 65 restauranter, og underholdningsattraktioner som Asiens største indendørs forlystelsespark, Cosmo's World og Malaysias første IMAX 2D-og 3D-teater, som er placeret på 10. etage.
Der tro nok jeg jeg kigger ind et par gange eller to mere mens jeg er her:-)
PS: Et stort tillykke med med mine forældre, der i dag har været gift i 45 år. Det er næsten en større bedrift end at bygge verdens største tvillingebygning:-)
Alle færdigpakkede ture med guide osv. er afsindig dyre. Årsagen er vist, at turisterne er så få, at man tit er den eneste der skal med både på flodtur ned af Brunei Floden. Så jeg droppede som udgangspunkt dette. Men på min bytur mødte jeg en lokal fyr, der tilbød mig en meget billig tur i en speedbåd. Med min tur i speedbåd i Kota Kinabalu i klar erindring, sagde jeg nej – men fyren fortalte nu, at han ville sejle mig ud til sultanens bolig og til regnskoven, hvor det er muligt at se næseaber i fri dressur.
Jeg slog til, og han lovede at sejle ordentligt. Til en vis grad holdt han ord, men de er altså glade for fart på de her egne. Turen gik først ned ad floden, der går igennem byen. Man kalder ikke byen for Østens Venedig for sjov. Her er små broer og masser af liv langs bredden med markeder osv. herefter gik turen forbi den store by på vandet. Her bor en stor del af befolkning i de karakteristiske huse på stolper, og der er indrettet skoler, butikker osv., som folk sejler rundt for at komme til. Der var mere trafik her end inde i centrum!
Turen fortsatte forbi sultanens bolig, som kun kan ses på lang afstand. Der er guldbelagte tage der stikker op af regnskoven. Endelig nåede vi regnskoven, og ganske som lovet så vi en del næseaber drøne rundt i trætoppene. Fascinerende – og svært at glemme, at det altså ikke er en zoologisk have man besøger...
I dag havde jeg egentlig besluttet at købe en tur i en Borneo´ske jungle. Men turene er meget dyre – og man kommer sjældent tæt på dyrene. Et par backpackere fra Italien jeg talte med, sagde at det desuden var alt for varmt og at turens succes udelukkende byggede på guidens kvalitet. De anbefalede i stedet for Lok Kawi Wildlife Park ca. 30 km fra byen.
Jeg tog deres opfordring op, og indgik en længere forhandling med en taxichauffør om prisen. Han skulle nemlig vente på mig imens jeg var inde i parken. Herefter gik turen ellers til The Wildlife.
Parken blev åbnet i 2007, og er altså ret ny. Opskriften er at man har taget et stykke regnskov og hegnet det ind. Ud over et kæmpe areal med diverse hovedsageligt malaysiske dyr er der også et spændende indrettet botanisk afsnit.
Dyrene har gode forhold i parken, og selv om det tangerer en zoologisk have med bure til nogle af dyrene, så var det en helt særlig oplevelse pga af junglekulissen. Det eneste faremoment for dyrene må siges at være de horder af larmende japanske turister, der tilsyneladende uden hensyn moser omkring støjende med al deres kamera issenkram, men de knipser efter akt der bevæger sig.
Jeg ved ikke om japanere overhovedet er klar over, at ikke alle ting der bevæger sig er fjernstyret og computerproduceret – men deres opførsel kunne synes sådan!
Jeg var i parken et par timer inden jeg gennemsvedig vendte tilbage til den ventende chauffør. Monsunregnen har endnu ikke vist mens jeg har været i Borneo – og december skulle ellers være meget regnfuld. I stedet er her en kvælende varme – der understreges af næsten ingen vind.
Her til morgen fandt jeg en ATM der virkede og jeg kunne ånde lettet op, da maskinen spyttede friske malaysiske pengesedler ud i favnen på mig:-) Der er stor forskel på Singapore og Malaysia – og at pengeautomaterne ikke virkede i går er måske meget symptomatisk for et land, hvor hastigheden på dagligdagslivet er helt anderledes end i storbyteknologiens stressende jag efter effektivitet. Fortbudskiltene er også væk – skiftet ud med mere sympatiske skilte uden røde diagonale streger. I stedet for skilte med ”forbudt at smide skrald” er her skilte med ”Smid dit affald i skraldespanden”. Denne omvendte logik virker bedre på mig! Også jaywalking-skiltene er væk. Hvis man vil overleve i trafikken i Kota Kinabalu er ”Fumlegængeri” et must. Her bor 350.000 mennesker og det virker som om de alle sammen er på gaderne samtidig. Her hersker noget så sympatisk som hensyntagen – man holder ikke på sin ret, men har øje for nedtrafikkanterne. Selvfølgelig betyder dette et lidt langsommere flow i trafikken, men ingen synes at have specielt travlt – på landjorden i hvert fald.
Jeg spiste morgenmad på en lille café og faldt her i snak med en fyr, der spurgte interesseret ind til min rejse og i øvrigt om Danmark. Det viste sig, at han faktisk kender en dansker i Roskilde. Måske var det derfor han på et tidspunkt spurgte om at jeg ikke havde lyst til en billig ø-rundtur i havet ud for byen. Hans onkel havde en speedbåd og ville gerne sejle mig rundt til 5 øer. Jeg havde allerede set priserne for turistbådene, og da jeg kunne gøre det med onklen for halv pris og samtidig undgå en skrattende højtaler med stemmen fra en guide der taler dårligt engelsk samt en horde japanske turister med misundelsesværdig meget lækkert fotoudstyr – ja så slog jeg til. Det havde jeg nok ikke gjort, hvis jeg vidste hvad der ventede mig.
Der kører en sag i Malaysia i øjeblikket med et firma, der har solgt kaffepulver med Viagra, og jeg kunne forstille mig, at onklen jeg skulle sejle med havde fået det til morgen – for han var i den grad speedy i humøret. Jeg satte mig stille og roligt ud i båden, og han nikkede til mig og spurgte om jeg var klar! Herefter gik det stærkt. I enorm hastighed drønede speedbåden flyvende over vandet i retning af de 5 øer. Jeg måtte klamre mig til rælingen og selv om jeg forsøgte at tage nogle billeder – ændrede det ikke på fyrens fartglæde. Han drejede tværtimod mere på gashåndtaget mens skumsprøjt stod om ørerne på os. Det hele tog en lille time. På den tid havde han sejlet rundt om 5 øer og holdt 4 pauser, hvor vi lige kunne nyde solen i fem minutter. Da jeg kom i land havde jeg faktisk mest lyst til at kaste op, og da jeg luskede forbi turistbådene fyldt til randen med japanere må jeg indrømme at jeg misundte dem lidt...
PS: Monsunregnen har snydt Kota Kinabalu i dag, Kun en nådesløs sol brænder for oven og temperaturen her over middag er 35 grader.... SE FOTOS HER
Singapore er en mærkelig by – her er ulideligt varmt, og så regner det pludselig en time, ofte med torden. Bagefter er alt som før, og de våde veje tørre afsindigt hurtigt i varmen. Det virker som om man i Singapore har besluttet sig for, at alt skal være politisk korrekt, i hvert fald ud ad til. Alle forbuddene fortæller tydeligt, at samfundet har en holdning til alt muligt, og at man går meget langt for at opretholde denne korrekthed. Bødereglerne er ikke bare for sjov, og befolkningen har tydeligvis respekt for dem.
Staten sender med en milliard skilte, der er plastret op overalt, det signal at rygning er usundt og forbudt. Bøderne er store, hvis man overtræder forbuddet og priserne på cigaretter er tårnhøje – 40 kr. Rundt omkring i bybilledet er opstillet nogle skraldespande med indbygget askebæger – og kun her må der ryges. Men rundt omkring bag træer, buske og bygninger ses ofte små forsamlinger af især mænd, der ryger ulovligt. De skuler efter ordensmagten og ser på afstand ud som skolelever, der bag cykelskuret hemmeligt ryger i konstant angst for at gårdvagten skal komme. Det virker mildest talt latterligt, og nogen vil sikkert også påstå, at staten her blander sig lige rigeligt nok i folks private liv. Jeg har bl.a. snakket med nogle amerikanere, der virkelig hidser sig op over at folk finder sig i det.
Jeg har kørt en del med subway i dag – og her er alle drikke- og madvarer forbudt. Det betyder rene toge uden klistret cola på gulvet eller burgerpapir på sæderne. Man træder heller ikke op i klistret tyggegummi, for det er også forbudt. Men morsomt er det faktisk, at det er blevet tilladt at sælge nikotintyggegummi fra apoteker. Det betyder altså, at hvis ikke ønsker at bryde rygeforbuddet så kan man få dispensation for tyggegummiforbuddet....
Nå men dagen i dag begyndte med en tur med undergrunden fra Little India til Havnefronten. Her tog jeg en bus til Sentosa Island. Sentosa er malaysisk og kan oversættes med fred og ro. Øen ligger 500 meter fra Singapore og er et populært udflugtsmål for både singaporeanere og turister. Mere end 5 mill. besøger øen om året. Her er 4 kunstige strande med fake strandsand hentet udefra og et utal af forlystelser. Jeg tog derover p.g.a af to af dem; Underwater World og Sentosa CineBlast. Det blev i begge tilfælde en stor oplevelse.
Underwater World er et Oceanarium, der åbnede i 1991. Det har mere end 2.500 dyr fra 250 arter fra forskellige regioner af verden. Oceanariet er under jorden, og har en 83-meter lang travelator, (rullende fortov) som man bevæger sig laf gennem en tunnel under vandet. Glasset er 6-mm tykt, og på turen kan man så nyde livet i havet, herunder koralrev, rokker, muræner , skildpadder, hajer osv.
Sentosa 4D Magix I går var jeg i biffen og se 3D film og synes det var en fantastisk oplevelse. I dag hed det så 4D – og jeg er stadig en smule rystet over den oplevelse. Sentosa 4D Magix er Sydøstasien's første og 4-dimensionele biograf. Den åbnede i januar 2006 og kostede 3,5 millioner Singapore dollars. Man sidder i en slags båse med 6 i hver med sine 3D briller. Men udover den i forvejen overvældende 3D effekt er stolene med dyrt computerudstyr synkroniseret med filmen. Stolen bevæger sig altså og man får for alvor fornemmelsen af at være en del af filmen. Herudover kan man mærker vandsprøjt og vindsus osv. En helt igennem utrolig oplevelse!
Eftermiddagen sluttede med et besøg i det man må kalde et slaraffenland, hvis man er til elektronisk gadgets, kameraer eller computere – og hvem er ikke det? Jeg tog nemlig i Simlim Square, der ligger ved Little India. Det bliver mest kaldt SLS og er et monsterstort shoppingcenter i 3 etager med udelukkende elektronik- og it-produkter. Stedet betragtes af mange som Asiens mest etablerede IT-mall og kaldes også the "electronics hub of Singapore". Sim Lim Square skiller sig ud ved at tilbyde større udbud og variation af et enkelt produkt, i forhold til de mere strømlinede ordning findes i elektroniske storcentre, og priserne er set med europæiske øjne helt i bund. Jeg måtte i den grad lægge bånd på mig selv for ikke at gå amok med mit VISA-kort ,men nøjes med at kigge som en lille dreng, der står i en slikbutik uden penge... Jeg fortsætter mit Singaporeeventyr i morgen i flere dimensioner:-)
Jeg har bestilt flybillet til Phuket med afgang over middag mandag. Søndagen skulle altså bruges i Bangkok, og jeg besluttede at gå på opdagelse i det kvarter jeg bor i. Med udgangspunkt fra mit hotel (Orchid Guesthouse) lod jeg mig føre ind i Khaosan Road som en forfatter en gang har sagt om; "a short road that has the longest dream in the world" Når man har været her,- så ved man hvad manden mener.
En relativ kort gade i den centrale del af en millionby, der trods sin størrelse kan byde på alt, hvad man kan forestille sig,- og en stor del af det er drømme. Tiggeren på gadehjørnet drømmer om et andet liv, backpackerne, der ses overalt, drømmer om næste rejsemål og den massive religiøse tilstedeværelse sætter i sig selv drømmene i gang. Butikker, restauranter, barer og natklubber er mestre i at skabe drømme – her søsættes drømmeskibe lastet med kærlighed og nye venskaber natten igennem. Khaosan Road er drømmenes gade – men den sover aldrig.
I de sidste 20 år, har Khaosan Road udviklet sig til en reel "Backpacker ghetto". Her får man byens billigste indkvartering, der spænder fra 'madras i en kasse " til 3-stjernede hoteller. Det er også muligt at tage busser herfra til næsten alle turistmål i Thailand lige fra Chiang Mai i nord til Koh Pha Ngan i syd. Der er mange forholdsvis billige rejsebureauer, der kan arrangere visum og transport til de omkringliggende lande i Cambodja, Laos, Vietnam og Malaysia. Det er bl.a her jeg senere skal have lavet mit visum til Indien. Det tager 6 dage – men kan vist gøres på 4 dage, hvis man betaler ekstra (penge gør altså en forskel herude)
Området er samtidig med at være et internationalt kludetæppe af mange nationaliteter også stedet, hvor man side om side finder muslimer, buddhister og det jødiske samfund i Bangkok. Templer, synagoger og moskeer vidner om de religiøse retningers tilstedeværelse.
I morgen går turen som nævnt til Phuket – et af landet mest kendte turistmål. Stedet er nu mere valgt, fordi der her findes en international lufthavn, der kan bringe mig videre på min asientur.
I dag var det så ulideligt varmt, og luften stod hele stille. Jeg besluttede derfor at få noget luft under vingerne. Jeg lejede en motorcykel for en dag og kørte ud i det blå. Starten var noget kaotisk, for ingen havde fortalt mig at trafikken kører i venstre side i Thailand – og selv jeg blev opmærksom på problemet ret hurtigt, så er det faktisk svært at vænne sig til. Især på stejle bjergveje og hårnålesving er det virkelig svært at gøre alting modsat. Vejene her på Koh Chang er meget vanskelige at køre på – bl.a. fordi der ikke er ret mange hårnålesving – men derimod meget stejle veje, der er utrolig smalle. Hvert år kommer turister til skade i uheld, hvor de har undervurderet de smalle veje, og man bliver da også advaret mod vejene, når man lejer en motorcykel.
Jeg kørte op ad vejen til vestkysten, der er den bedste vej at køre på. Østkysten er stadig ikke blevet rigtig opslugt af turismen og infrastrukturen derfor også meget dårlig. Jeg fik en dejlig dag, hvor varmen var til at overleve. Min tur bragte mig både ind i jungleområder og til nogle af de andre strande på vestkysten. Dagen er samtidig min sidste på Koh Chang – i morgen rejser jeg videre.
At få en tatovering er en stor beslutning og følgende krav skulle i mit tilfælde være opfyldt: Motivet skal være asiatisk og dagligt være en reminder om denne tur Motivet skal være unikt – det eneste af slagsen Tatovøren skal være professionel og passioneret inden for sit felt. En artist! Teknikken må gerne være lokal forankret og udspringe fra en gammel tradition
I Koh Chang har jeg fundet alle ovenstående kriterier opfyldt – og så var der jo kun det sidste modige skridt,- at gøre det.
I Lonely Beach findes nemlig en sand tattoo-artist i en fyr, der hedder One. Han har 25 års erfaring, og er kendt for selv at kreere sine motiver, ligesom han som en af de få inden for sit felt helst arbejder free-hand. Det vil sige, at han tatoverer uden en tegning (et oplæg) – men lader sig inspirere undervejs. Han har både tatoveret David Beckham og Angelina Jolie og nu måtte tiden altså være moden til mig:-)
Desuden tatoverer One efter den ældgamle Bamboo-metode. Her er altså ingen maskine, blot en spidset bambuspind (i dag lavet i metal) Selve tatoveringen bliver altså til ved utallige stik med en sikker hånd og millioner af dyp i blækket. En tatovering tager altså nogen gange dobbelt så lang tid end med maskine.
One´s tattoo shop er selvfølgelig populær, og han tager desuden afsted og møder kunder rundt omkring. Derfor var han ikke i butikken, da jeg henvendte mig og blev tilbudt en tatovering af en af hans assistenter. Jeg holdt nu på, at kun ”The master” var god nok, og de ringede derfor til ham. Jeg snakkede en halv time med ham i telefonen og fik ham overbevist om, at kun han var god nok. Smiger er nu en god ting!! Jeg lavede derfor en aftale med ham dagen efter – nu var der ingen vej tilbage. Første møde handlede om motivet, og jeg skitserede mine ønsker om noget asiatisk – en rejsetatovering, der helst skulle have et unik motiv. One forslog med det samme, at han lavede en free-hand tatovering i Thai-style. Her mærkede jeg, hvor vigtigt tillid er i forholdet mellem en tatovør og hans kunde. Han fornemmede med det samme min skepsis og sagde han ville lave en skitse med kuglepen på armen. Da jeg så tegning, troede jeg det var løgn. Det lignede mest af alt noget mine børn kunne have lavet i kedsomhed i et uopdaget øjeblik i børnehaven. Jeg besluttede dog at stole fuldt og fast på One, der virkede meget passioneret omkring sit design på min arm.
I fuld tillid til manden gik operation Rejse-tattoo i gang kl. 19.30. 4 timer efter var omridset og skyggerne lagt på, og jeg var allerede begejstret. Tatoveringen tog form og levede i høj grad op til mine forventninger. Dagen efter blev værket gjort færdigt – igen 4 timer – og resultatet er en i mine øjne unik og fantastisk tusch i et originalt og enestående frihåndsdesign lavet af One – The only. Her er virkelig en tatovering med sin egen historie og liv.
En stor beslutning blev taget – og heldigvis er jeg utrolig glad for resultatet. Takket være One og det faktum at indimellem opnås de bedste resultater altså, når tillid mellem mennesker er i fokus.
Fakta: En bambus tatovering er en måde at tatovere på med skærpet bambus. Ordet tatovering stammer fra den polynesiske ord Tatau, hvilket faktisk betyder at trykke gentagne gange. Oprindeligt var det selvfølgelig en bambuspind, der var spidser – men i dag er bambuspinden skiftet ud med metal og en spids, der kan skiftes af hygiejnemæssige årsager. Men teknikken er fuldstændig den samme. Ingen maskinel hjælp men en milliard små stik i huden og lige så mange dyp i blæk.
10 timer tog det at komme fra Sihanoukville til Koh Chang. Dels pga af mange bjerge på Cambodja-siden og dels pga grænseovergangen.
Jeg kørte i bus til grænsen, hvor vi var ved 14-tiden. Her blev vi mødt at en flok thailændere, der var langt mere udspekulerede end jeg havde oplevet det i Cambodja. De stresse alle der skulle over grænsen mht. til veksling af penge osv. og krævede desuden drikkepenge bare man så på dem. En amerikansk pige blev sur og skældte ud – og det skabte en del røre, da hun pludselig var omringet af højtråbende thailændere, der overfusede hende.
Jeg skulle skifte bus ved grænsen og det skabte også en masse panik. Men til sidst blev jeg presset ind i en minibus med 11 andre – og så gik den sidste de af turen til færgen. Det tog to timer.
Jeg havde allerede besluttet at jeg ville bo på Lonely Beach og helst i Sunflower Guesthouse i en billig bungalow. Allerede ved færgen bestilte jeg derfor plads der (45 kr. pr. nat) og derudover en open ticket til Bangkok, så jeg ikke skal tænke på det senere. En billet til Bangkok inkl. færge koster 45 kr. så det er til at bære.
De andre i minibussen var noget forundret over at jeg turde bestille inden jeg havde set det – men jeg vægtede stedets ry som billigt og beliggende i backpacker smørhullet lige ved stranden højt og bestilte altså på forhånd. Det kom jeg ikke til at fortryde. Færgen sejlede ved 18-tiden og det til en vanvittig thailandsk solnedgang, som vi alle nød.
Da vi kom til Koh Chang delte alle vi fra minibussen en taxi (lastbil med lad) og nu viste det sig, at alle hoteller var optaget – kun de aller ringeste steder var stadig ledige. Havde man, som jeg, i forvejen bestilt var der ingen problemer. De 11 backpackere (hvoraf den ene faktisk var dansker) måtte altså surfe rundt i det værste man kunne finde på øen, mens jeg stille og roligt fik min nøgle til bungalow 3b på Sunflower. Min egen bungalow med veranda og hængekøje omringet af et utal af restauranter og barer og ikke mindst tattoo-butikker. Her er for hver 5 meter en tatovør, der stiller sig til rådighed for de verdensrejsende. Jeg blev selvfølgelig begejstret – idet en rejsetatovering længe har stået højt på ønskesedlen. Men det må jeg kigge lidt nærmere på de næste dage. SE FOTOS AF SOLNEDGANG (vildt)
Jeg har ligget vandret hele dagen på Tahiti.... Sådan hedder den strandrestaurant som mit valg faldt på i dag. Langs vandet ligger den ene hyggelige restaurant efter den anden. Priserne er lave og personalet er venlige og imødekommende. Som oftest består selve restauranterne af nogle primitive palmehytter og en bar med et utal af drinks på menuen. Maden er billig og stemningen er afslappet. Det vælter rundt med backpackere, der her har fundet den ultimative base for det frie rejseliv. Men også mere etablerede turister har efterhånden fundet vej til dette paradis og nyder åbenlyst at de ikke er en del af et kæmpe kommercielt turistcirkus, hvor alt koster penge og hvor den stive underdanige tjenerattituder er afløst af en munter stemning og en ”kom-som-du-stemning”.
Men det hele er på lånt tid – staten ejer stranden og alle restauranterne har lejet sig ind på korttidskontrakter. Når som helst kommer bulldozerne og vælter det hele. Der mangler kun pengestærke udlændinge, der vil bygge store beachresorts og hoteller – så er idyllen ødelagt. De lokale tager det meget roligt, de mener ikke at de vil betyde færre jobs på stranden – men jeg er ret overbevist om, at stemningen og ikke mindst de mange backpackere vil finde andre strande og dermed ryger den tilbagelænet atmosfære til fordel for beton, tjenere med slips og det primitive anlæg i baren med de store højtalere vil nok erstattes af blinkende lamper og en selvoptaget DJ fra Thailand....
