Australia Day – fest eller protest?

Tirsdag den 26. januar 2010;

I dag er det Australia Day, Australiens nationaldag. Det fejres alle steder, og biler er pyntet med det australske flag – og da det stadig er ferie her, har alle fri og kan fejre begivenheden. Man fejrer at det er den dag den første engelske flåde ankom til Sydney i 1788, og hejste det britiske flag, og proklamationen af britisk suverænitet over den østlige kyst af Australien.

Der er desuden en tradition for at flere af de største musikfestivaler i Australien løber af stablen netop den 26. januar. Men det er nu ikke bare fest det hele.
En lille, men stadigt voksende del af befolkningen er imod dagen, som de mener er en hån mod den oprindelige australske befolkning samt en hyldest til kolonimagten England. Dette oprør har efterhånden fået flere kendte mediefolk på sin side, og den del af debatten, der tilsyneladende fylder mest her er debatten om det australske flag – mange mener, at flaget skal skiftes ud, så Union Jack ikke længere er en del af flaget. En meningsmåling fornylig viser at hele 44% mener, at det må være tiden, at Australien bliver en republik med eget flag og præsident og dermed for alvor cutter navlestrengen til England. I dag er Australien et konstitutionelt monarki, hvor den britiske dronning er statsoverhoved.

En af gæsterne på Confort Inn som jeg talte med i går sagde det på denne måde: Du kommer selv fra et kongedømme – men forestil dig lige at jeres dronning boede i USA, tror du I så ville være så royale, som du påstår I er?

Jeg lader spørgsmålet svæve i vinden og rejser i dag væk fra debatten for at finde et andet kongedømme, hvor republik-debatten ikke har en chance – nemlig til Malaysia.

Adelaide – en sympatisk by

Onsdag den 13. januar 2010;

Jeg skal kun være i Adelaide i to dage,- og det har jeg allerede fortrudt! Dermed har jeg gjort samme fejl som mange andre, der blot bruger Adelaide som trinbræt til videre eventyr i Australien. Byen er godt placeret i det sydlige Australien og et fint udgangspunkt lige meget hvilken retning man skal. At byen ikke oversvømmes med turister er måske netop dens held. Det har givet byen mulighed for at udvikle sig på egne præmisser og skabe sin egen identitet.

Det første jeg bed mærke i efter min ankomst var, at byen er fuld af ungdom, fuld af frygtesløshed og energi. Det manglede Hobart. Der var ungdommen usynlig og virkede ikke tilstedeværende. Det er synd, for en hver by har brug for det spark bagi som ungdommen er så gode til. Byens borgere skal have noget at kigge efter, noget at sladre om, noget at blive forarget og forundret over. Det er der masser af i Adelaide. Her overhales man af skatere med deres hængerøvsbukser, her er punkerne i flok ved springvandet med deres nitter, piercinger og høje agressive musik, her er hippierne, der med flettet skæg og persiske bukser sidder i rundkreds omkring en guitarspillende guru, der måske er byens mest umulige musikant, her er modepigerne, der udfordrende klædt på, viser deres tatoverede små blomster frem på anklen og rockertyperne, der bag deres spejlglas solbriller gemmer deres bumser og generthed.

Her får voksengenerationen virkelig et modspil og noget at tænke over. Det skaber på en mærkelig måde en tolerance – her skal være plads til alle! Her er den pakistanske taxachauffør, der med åbne vinduer spiller sin urdu musik for fulde gardiner, den søvnige inder i sin frugthandel, gruppen af somaliske drenge, der med deres lande spinkle kroppe hænger ud ved døgnkiosken og den fordrukne invalidepensionist, der på krykker langsomt bevæger sig mod byens bænk til de andre bumser.

I sidegaderne blinker neonskiltene dagen lang og reklamerer for stripbarer, og værtshusene inviterer folk indenfor i mørket med slagtilbud på øl. Jo her er stemning og midt i mængden af historiske bygninger, universitet og museum, kan man opdage at ungdommen har skrevet tags – og atter gjort opmærksom på sig selv!
Jeg glæder mig til i morgen at se nærmere på Adelaide – efter en lille runde i bymidten er jeg allerede solgt!

Jeg bor på Blue Galah Backpackers Hostel lige midt i byen på King William Street. Stedet holder til på 1. sal og har 140 senge og lige så mange backpackere, der nyder det sympatiske Adelaide. Her er morgenmad med i prisen, og så sover vi alle i madrasser fra de olympiske lege i Sydney, som Blue Galah var heldige at få fingrene i efter efter legene:-) Her er en rigtig god atmosfære og et hjælpsomt personale. Jeg kan mærke at det bliver et godt ophold.

PS: Jeg elsker de lange lyse sommeraftener, hvor det stadig er lyst ved 21-tiden. Her går sydøstasien virkelig glip af noget.

Min internetadgang udelukker desværre atter uploads til galleriet....

Hobart – med anderledes skyline...

Fredag den 8. januar 2010:

Hobart er en stor by taget øen i betragtning, og med et havneliv der skaber en unik atmosfære. Her er simpelt hen bare hyggeligt. At dumpe ned i Hobart fra Storbyen Melbourne er som at havne i en helt anden verden. Tempoet er langsommere, og der er ingen stress.

De store skyskrabere fra Melbourne er erstattet af en skyline af Mount Wellington på 1.271 meter høje. Som en dominerende og beskyttende væg rejser den sig og giver Hobart den perfekte baggrundskulisse.

Hobart er statens hovedstad og mest folkerige by i den australske østat Tasmanien. Og er samtidig Australiens næstældste hovedstad efter Sydney. Her bor ca. 200.000 mennesker. En bosiddende i Hobart er kendt som en "Hobartian". Byen ligger ved mundingen af Derwent floden.

Midt i byen ligger Liverpool Street, hvor mit hostel er placeret. The Pickled Frog er en lidt kluntet bygning, der er malet lysegrøn. Der er mange værelser – mest dorms (altså rum med mange senge). Selv bor jeg i et tremandsværelse og betaler så for alle tre senge. Her er partystemning og gang i den til langt ud på natten, og da mit værelse befinder sig tæt på de fælles toiletfaciliteter er det muligt at følge med i om bruserne er ledige:-) Jeg takker endnu engang på denne rejse for mit gode sovehjerte.

I lobbyen er der en stor bar og tourdesk, hvor man kan bestille ture rundt på øen. Jeg har i dag udset mig et par ture jeg vil på i løbet den uge jeg er her. Her er også Internet, men tit er det nede og ellers temmelig ustabilt. Det er måske det mest kritisable ved The Pickled Frog – men folk her er søde og imødekommende og undskylder med et smil, der dybest set betyder – Slap nu af ik? Du overlever nok....

I morgen er planen at jeg vil til marked på Salamanca Place – hvilket er ret kendt. Desuden er jeg havnet på øen samtidig med afholdelse af den årlige rockmusikfestival Soundscape – der afholdes i morgen. Det er jeg ret tændt på, men som alting herude, så er det morderligt dyrt også at gå til festival, så det bliver nok bare til en ”kigger” - en dags festivalen koster 400 kr.

Men ellers er byen fuld af spændende cafeer, restauranter og et sprudlende musikliv. Hvordan Hobart har kunne tiltrække al den kultur er svært at forstå, men et faktum er det, at her er masser af rockspillesteder, folkmusik og jazz.

Og vejret her er fantastisk; Fuck´n hot som man siger med temperaturer på over 30.

Internetforbindelserne her er ganske forfærdelige - og endnu en gang er det helt umuligt at uploade noget til galleriet - sorry

Bytur I Melburne City

Tirsdag den 5. januar 2010:

Jeg tog I dag turen fra St. Kilda til centrum af Melbourne på gåben. Der er ca. 5 km., men turen går langs en en dejlig sø og en fantastisk park – så det blev en rigtig god tur, og vejret her er fantastisk. Meget lig en rigtig god dansk sommer med temperaturer på omkring de 26 grader og en let brise, der gør varm udholdelig. Desuden er her lyst til langt ud på aftenen – i stedet for ”mørklægningen” i Asien omkring kl. 18.00. Det nyder jeg virkelig.

Melbourne ligger i den 3. australske stat jeg besøger – nemlig Victoria. Det er også den andenstørste by i Australien, så der er på alle måder dømt storby. Men med Sydney i klar erindring, skulle Melbourne virkelig komme op med noget helt særligt, hvis den skulle gøre sig i det selskab. Men jeg blev ikke skuffet. De to byer er meget forskellige, men det der bærer en storby er som oftes det liv, der leves der. Man mærker det med det samme – her er et drive, en energi og en summen af liv overalt. Kulissen med de store skyskrabere og floden, der delen byen er fantastisk, og så har Melbourne et fantastisk mod til at skabe bygninger, der adskiller sig væsentligt fra noget andet jeg har set. Side om side med den gamle viktorianske arkitektur skyder de mest utænkelige bygninger op – uden det ødelægger helheden. Mange steder i byen er der plads til udfoldelse og afslapning, så det hele ikke ender i ren asfalt og beton.

Metropolen Melbourne ligger ved bugten Port Phillip og ved mundingen af Yarra River. Floden kan med sit brune vand ikke hamle op med det blå I Sydney havn – men vand i midten af en millionby er bare godt for sindet:-)

At Melbourne er centrum for al kultur og udvikling af musik, kunst og teater ses og mærkes hele tiden. Der er udstillinger overalt, og en uendelig række af spillesteder for den etablerede og eksperimenterende musik. Og uden der i øvrigt er nogen sammenhæng, så kan Melbourne prale af at have verdens største sporvognsnet. Sporvognene fylder da også bybilledet og benyttes af så mange, at biltrafikken ikke er nær så dominerende, som man ellers ofte ser I byer af denne størrelse.
Se Melbourne fotos her

Kite-surfung og kreditværdighed...

Mandag den 4. januar 2010:

Idag gav jeg en ældre mand 60 cent, som han manglede til bussen. At jeg pludselig følte solidaritet med en tigger skyldes nedenstående historie.

Jeg forlod jeg Asfield Manor kl. 10.00 og opdagede heldigvis inden afrejse, at jeg havde forudbetalt 95 dollars for meget. Sandy undskyldte og udbetalte straks pengene. Det skulle senere vise at være mere end heldigt for mig – idet det var de eneste kontanter jeg havde – og fordi mit Visa-kort meldte, at kontoen var tom (præcis som det skete på Borneo). Jeg regnede dog med, at problemet ville være løst inden jeg ankom til Melbourne.

Denne gang fløj jeg med Tiger Airways – et lavprisselskab i Australien. En billet fra Sydney til Melbourne koster 86 dollars:-)Ved ankomsten til Melbourne skulle jeg tage en bus til St. Kilda Beach, hvor mit backpacker hotel ligger. Men den sidste bus var lige kørt, og taxa den eneste mulighed. Det kostede 60 dollars. Endelig kom jeg frem til Oslo Hotel, hvor jeg skal bo de næste tre dage. De fleste backpacker-hostels ligger i dette område pga. af stranden og den meget afslappede stemning, hvor der tilsyneladende er plads til alle typer og nationaliteter. Jeg fik klaret de sædvanlige praktiske ting i receptionen på hotellet – men da vi kom til betalingen, var den gal med mit visakort... Fyren i receptionen kiggede på mig med der blik ”Nåhhh – der er nok ikke flere penge på kontoen makker...” Her er 28 grader i skyggen – men det var ikke derfor sveden begyndte at løbe. Jeg var fortabt!! Jeg smilede nu det mest charmerende smil jeg kunne frembringe – det der utallige gange har gjort min mor blød, når jeg skulle opnå noget som lille, men intet hjalp det. Ingen penge – ingen seng. I lommen havde jeg præcis 4,10 dollars efter jeg havde betalt depositum for nøglen – så jeg havde hverken råd til mad, internet (emailskrivning) eller noget andet. Nu var gode råd dyre, - den enste måde jeg kunne klare problemet på var at få en andens visakort til at betale! Jeg ringede derfor til mine forældre, der måtte kunne hjælpe. Men klokken var kun 06.00 i Danmark, og så sover man jo og putter sig dybt under den varme dyne - så ingen kære forældre tog mine mange kald – der foregik mens manden i receptionen stod og trommede med fingrene på disken. Plan B igangsattes – min ex-kone Lis måtte kunne hjælpe, og hun tog telefonen!! Efter en kort præsentation af problemet blev hun overgivet til hotelmanden, så hun kunne give ham alle sine data på sit kreditkort. Men chok – hendes kort virkede heller ikke. Det viste sig, at årsagen var, at hun ikke har Visa-kort men almindeligt Dankort. Herefter blev Line min datter vækket og forestillingen begyndte forfra. Her virkede kortet – og jeg kunne ånde lette op, da min hotelregning for de næste tre dage var betalt og jeg fik udleveret nøglen.Nu måtte jeg blot gå en tur og afvente, at klokken blev så mange, at bankerne åbnede i Danmark. Klokken 09.00 (dansk tid) fik jeg fat i banken, der lovede at ordne problemet, og at jeg ville kunne hæve kontanter igen i løbet af en time:-) Men efter 2 timer virkede kortet stadig ikke og jeg var næsten i konstant kontakt med Carina i banken,- der arbejdede hårdt for sagen. Fattig og sulten vandrede jeg rundt og så på strømmen af turister og backpackere, der åd pizza og burgere i et væk.

Det var her den ældre bums kom hen til mig og spurgte om jeg ikke havde lidt penge til overs. Jeg betænkte mig ikke 2 sekunder og halede de sidste 60 cents jeg havde på mig op af lommen og gav manden dem med et stort smil.

Endelig efter 2 timer og 35 minutter virkede kortet og solen gik ned over Melbourne og der blev ro. En lang og stressende dag blev reddet på stregen af Line og hendes visa-kort, og jeg fejrede det med en stor pizza!!!

I øvrigt brugte jeg ventetiden på stranden, som det ses af billederne....
PS: Årsagen til den manglende kreditværdighed skyldes nogle sikkerhedsbestemmelser om, at man i udlandet kun må hæve 2000 kr. om dagen samt aldrig mere end 20.000 kr. pr. løbende 30 dage. Det var den sidste regel, der lukkede mit kort.

Se fotos herunder: