Natur vs kultur

Søndag den 24. januar 2010;

Australien består som bekendt af 7 stater, og i løbet af min rejse har jeg besøgt dem alle. Det var en del af mit ambitiøse projekt:
1.Perth i Western Australia
2.Sydney i New South Wales
3.Melbourne i Victoria.
4.Hobart i Tasmania
5.Adelaide i South Australia
6.Darwin i Northern Territory
7.Brisbane og Gold Coast i Queensland

Min sidste tid her på kontinentet bliver altså i Staten Queensland, og jeg er i øjeblikket i statens hovedstad Brisbane og rejser til Gold Coast i morgen med tog.

Brisbane er den totale modsætning af Taveuni og resten af Fiji øerne. Her er 1, 8 millioner mennesker – ca. dobbelt så mange som på Fiji Øerne, og så er her en masse stål, beton og glas. Hvis man skal om forskellen på natur og kultur, så er her svarene! Mens Fiji var rendyrket natur med mennesker som marionetter i et netværk af grøn magt, så er Brisbane det modsatte. Her er det mennesket der er magthaveren og naturen, der nådigts får plads i form af arkitektegnet bede og formskåret træer og buske. Måske skal svaret på religion og tro også findes i disse to modsætninger. I Storbyen Brisbane med de blankpolerede skyskrabere, hvor den omkringliggende verden genspejles og dermed også sig selv har troen fået en sekundær betydning. Her tror man på sig selv! På Fiji tror man på sig selv som en lille bitte del af noget større – her er troen stærk,- for man står både i gæld til naturen og i konstant beredskab for hvad de enorme kræfter kan finde på. Som Kamal sagde til mig; Hvad ville der ske, hvis Haiti var beboet med danskere? Hvordan ville de finde kræfter og energi til at genopbygge landet igen?
Det svar kunne jeg ikke give ham, men måtte jo erkende, at religiøsiteten i Danmark vel altid har været størst i de områder, hvor naturen havde magten, der hvor fiskerkonen ikke anede om manden kom hjem efter en dag på havet...

Jeg ankom til Brisbane kl. 9.45 (en halv time forsinket) Tiden var sat 3 timer tilbage, og solen skinnede med 30 grader i skyggen:-)
Jeg tog toget fra lufthavnen til city, og gik det sidste stykke ud til West End, hvor mit hostel ligger. Det er rigtig backpackersted med masser af unge rejsende, og mens de mest var dykkere man mødte på Fiji er det her surferne, der har magten. Jeg bor på ”Somewhere to Stay”, og har fået et værelse med det obligatoriske fællesbad og toilet og uden aircondition. Den kommende nat bliver ulidelig!!

I morgen tager jeg en bus til city og hopper på et tog til Gold Coast. Der er ca. 80 km., og turen kan gøres på en times tid. Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

SE BRISBANEFOTOS HER

En tur i bushen med bussen....

Søndag den 17. januar 2010;

Jeg har tilbragt søndagen i Litchfield National Park. Turen valgte jeg i stedet for Kakadu National Park, som vist er den mest kendte på disse kanter. Men de lokale jeg har snakket med siger: ”Lichtfield-do, Kaka-don´t”, men det er vist bare et simpelt spørgsmål om temperament og smag. Jeg er i hvert fald glad for mit valg. Ikke mindst pga Kerry, der var dagens guide og chauffør. En fyr på 50 år, der har levet det meste af sit liv i Northern Territory. Han snakkede som et vandfald i mikrofonen under hele turen – og vandfald blev en af dagens temaer!

Der var engang jeg ville påstå, at det mest kedelige menneske nok måtte være en forsker i termitter og deres boform. Det syn har dramatisk ændret sig i dag. Jeg kom helt tæt på disse fascinerende termitbo og den helt specielle livsform, der finder sted her. Eksperten Kerry fortalte levende om fænomenet og kunne ikke skjule sine kærlighed for disse dyr og deres fantastiske levevis. Hans begejstring og engagement var smittende og alle (undtagen en 15 årig pige, der var sur over, at der intet mobilsignal er uden for byerne) havde svært ved at løsrive sig fra stedet. Disse termitbo kan blive 5-6 meter høje og står i landskabet som silhuetter og minder på mange måder mest om gravsten på en kirkegård.

Vi var en blandet flok mennesker med på turen – 16 i alt. Fra begyndelsen lagde jeg især mærke til en amerikaner, der har været midt i halvfjerdserne. Han lignede i ekstrem grad min nu afdøde onkel Helge (Se foto her)– i hvert fald som jeg husker ham. En lille tæt fur med gråt hår og kasket. Han var munter, snakkesaglig og charmerende, og så havde han sin kæreste med – en kvinde på 38! Han burde have haft en tekst på kasketten, hvor der stod; ”Du er aldrig ældre end din sidste scoring” - for han var virkelig i sit es. Han kravlede rundt på klipperne, gik i vandet ved vandfaldene og blev hurtig selskabets midtpunkt. Et andet par i bussen var i samme alder og det gjorde dem ikke yngre, at ”onkel Helge” hoppede rundt på klipperne med en pige, der var mere end 30 år yngre. Damen fik i varmen et hedeslag, og måtte have kolde omslag på håndled og hoved...

Der er ikke mange turister i Darwin, idet det i øjeblikket er ”The wet season” Monsunen ligger og vrider sig ved kysten en tre dages tid herfra, og i Darwin ser man frem til al den regn, som snart vil komme. Det har regnet lidt hver aften, mens jeg har været her – men det store skyl mangler endnu. The wet season betyder dog for vi, der faktisk er her, at alt er grønt og frodigt. I The Dry Season i maj til august er alt svedet væk og gult. Desuden betyder regnen, at alle de flotte vandfald ”virker”

Vandfald fik vi set mange af, og de var både store, larmende og spektakulære. Man bliver helt mundlam, når man sådan står foran et stykke natur med de kræfter, der her er tale om. Vi kunne næsten bade alle steder, men krokodillerne har også sat sig på enkelte af dem, og de er ikke til at spøge med. Et af de steder hvor der stod advarselsskilte, gik en dumdristig tysker ud i vandet til knæene for at få et rigtig godt vandfaldsfoto. En ophidset og rystet Kerry råbte og skreg, og fik tyskeren ind. Kerry rystede på hovedet og sagde til ham, at det altså ikke var sjov med de skilte. It´s not fucking Disneyland – konstaterede han.

Kerry fortalte meget om aboriginals under vejs. Han var tydeligt engageret i deres betydning for Australien og deres placering i det moderne samfund. I Northern Territory er aboriginals andel af den samlede befolkning helt oppe på 32%. Men de er ganske usynlige her – kun de alkoholiserede stakler i Darwin, der sover og tigger fra gaden i håb om at få lidt småpenge eller cigaretter (en pakke cigaretter koster 60 kr. i Australien) er uundgåelige at overse. Staten har nemlig valgt den løsning at samle dem i særlige småsamfund, hvor hvide australiere ikke har adgang til. Ønsker man at tage ind til sådan et aboriginalsamfund kræver det en særlig skriftlig tilladelse. Man har altså gemt problemet bort. Staten sender penge til disse kolonier i det de ikke har noget at leve af, og så passer de ellers bare sig selv. De kan næsten intet engelsk og er uden uddannelse, så de der forsøger at finde lykken i byerne ender ofte som tabere, der heller ikke længere passer ind i aboriginalsamfundet. De er blevet fanget mellem to kulturer, og Kerry brugte lang tid på at forklare dette problem i det australske samfund, og det var tydeligt, at han ikke var enig i statens løsningsmodel. Jeg tror han gav os alle noget at tænke over, og i hvert fald et ændret syn på de fordrukne aboriginals vi hele tiden ser i bybilledet.

Efter en dejlig dag med noget af det flotteste natur jeg har set end til videre i Australien, og et af de mest inspirerende mennesker i Kerry, kørte vi tilbage til Darwin, og regnen begyndte stille at falde med et par tordenskrald i det fjerne.

SE FOTOS HER