First a flower then a butterfly....

Onsdag den 23. december 2009;

Klokken 06.45 forlod jeg Legian Beach sammen med min chauffør Mardi. Han lovede mig, at i dag skulle vi se noget af det Bali han holder aller mest af – og det var tydeligt, at han ikke var særlig begejstret for Beach-områderne og den hektiske puls omkring de mange turister. Mardi er digter – eller det kunne han i hvert fald godt have været, hvis ikke lige han kørte rundt med turister som mig. Men hans poetiske tilgang til livet og øen han elsker over alt trådte frem mange gange i løbet af dagen.

At have sin egen chauffør og bil i 10 timer betyder også, at man har mulighed for at få snakket om andet end det man lige ser. Mardi var f.eks. meget interesseret i Danmark, og spurgte om livet der hvor jeg kommer fra. At sætte ord på Danmark er ikke nemt, når udgangspunktet er lig nul – så det var en reel pædagogisk opgave jeg der fik.

Mardi fortalte nu også om Bali. Vi kørte i bjergene og så søer, vandfald, aber, rismarker, templer og en begravelse m.m.
Mardi, der er hinduist satte mig grundigt ind i den særlige balinesiske hinduisme og den position, at være det eneste sted i Indonesien, hvor de er i flertal. Der er templer overalt,- små hustempler, områdetempler og hovedtempler og det er tydeligt, at de betyder meget for balineserne. Mardi spurgte mig hvem jeg takkede, når en dag havde været god – eller hvem jeg bad til når jeg ønskede en god dag. Det blev begyndelsen på en længere snak om troens og religionens placering i vores to liv. Til sidst sagde han eftertænksom; Undskyld, men det lyder lidt som om du er bange. Jesper er du bange for, at dit liv ikke kun er skabt og formet af dig selv? Jeg måtte lige tygge lidt på den, og forsøgte så at angribe spørgsmålet mere filosofisk (man er vel fra Kierkegaards hjemland) Mardi lyttede tavst interesseret, og da jeg var færdig med min forelæsning kiggede han på mig og sagde kort: Jo du er bange!

Mardi gav også en lektion i risdyrkning, og fortalte om alle de små byer vi kom igennem. Alle byerne har et særligt håndværk de er specialiseret i, og så er det stort set det eneste, der laves der. Der var ikke mange turister i byerne – med undtagelse af Ubud, der er kendt for træskæreri og kunstmaling. Her stod turisterne til gengæld i kø for at købe souvenirs til dem derhjemme.

Ved et 80 meter stor vandfald plukkede Mardi en lilla blomst og viste den til mig. Se på den Jesper,- sagde han. Lang pause.... Ser du sommerfuglen? Sagde han så. Jeg kiggede grundigt på blomsten og måtte erkende, at jeg ingen sommerfugl så. Mardi smilede og sagde; Blomsten Jesper er sommerfuglen – se på den! Igen tavshed. Jeg synes situationen var temmelig mærkværdig, og anede ikke om jeg skulle grine eller tage ham alvorligt. Han fornemmede nok min skepsis og sagde så; Blomsten er en blomst fordi vi to har besluttet, at det er en blomst. Lad os et kort øjeblik beslutte det er en sommerfugl. Jeg så på blomsten og kunne godt se ligheden og gik med på legen. Okay Mardi – nu ser jeg en sommerfugl. Den er flot. Mardi studerede den længe, og tavsheden virkede pinlig på mig, men jeg anede ikke, hvordan jeg ligesom kunne komme videre. Nu gik Mardi frem mod mig og hviskede; Skal vi ikke lade den flyve nu? Jeg gloede på manden foran mig, og overvejede om han var blevet skør. Derfor hviskede jeg med et glimt i øjet tilbage; Let it fly Mardi – let it fly.... Mardi slap blomsten, og som i en disneyfilm, lod blomsten sig tage af vinden og steg til tops mod den blå himmel. De store lilla blade bevægede sig i vinden, og lige der tog mig selv i i at sige; Se sommerfuglen, den nyder friheden.

Senere på dagen mødte vi et begravelsesoptog. Mændene forrest, kvinderne bagefter og sidst en flok musikanter. De så alle glade ud og de festlige kulørte dragter og musikken fik mig i første omgang til at tro, at det var et bryllup.
Mardi forklarede at begravelser nødvendigt ikke var sørgelige. Den døde er brændt og sjælen er sat fri – klar til et nyt liv, og så drejede han sig på førersædet, så han kunne se mig og sagde: You know – first a flower then a butterfly....

Se flere fotos her (alle fotos med mig er taget og arrangeret af Mardi)

39 grader i skyggen på Penang...

Mandag den 14. december 2009;

Jeg synes det var varmt i Kuala Lumpur, men Penang slår alt, hvad jeg hidtil har oplevet på denne rejse. 39 grader i skyggen er næsten uudholdeligt. Sveden driver bare stille af en, og man har allermest lyst til at sidde på hotelværelset i den kølige aircondition.

Øen Penang er befolket med Panagiter (sådan kaldes de). Øen er gammel engelsk koloni, hvilket ses overalt i bybilledet. Man føler sig helt hensat til kolonidagene i 1800-tallet, når man spadserer rundt i byen. At mange gennem historien har kæmpet forgæves om magten på den smukke ø mod de seje øboere har givet øen tilnavnet; "The White Man's Grave". Men fra 1867 til 1946 var øen direkte under britisk herredømme.

Den 7. juli 2008, blev George Town, formelt indskrevet som et UNESCO World Heritage Site* . Det er hermed officielt anerkendt som en enestående arkitektoniske og kulturelle bybillede uden sidestykke overalt i Øst-og Sydøstasien.
Jeg foretog en lille byvandring efter jeg var ankommet, og det er simpelt hen en fantastisk by jeg er havnet i. Byen er kendt for, at her er tollerencen stor når det gælder religion.. Her er kinesiske og indiske templer, muslimske moskeer og kristne kirker dør om dør. Eksotiske dufter breder sig i de smalle gader, og der handles overalt.
Da byen huser størstedelen af turisterne, der kommer til byen, er den også gearet til det. Masser af hoteller, restauranter og cafeer og en utrolig hyggelig atmosfære skabt af smilende og imødekommende Panagiter – der ikke klistrer om turisterne som fluer, men lader folk få plads til oplevelsen. Byen ligger lige ud til stranden og har sin egen havn, så der er alt hvad man behøver for tilfredsstille alle slags turister. Jeg glæder mig i hver fald til de næste dage i byen, og krydser fingre for at temperaturen falder lidt.

SE BYFOTOS FRA GEORGE TOWN HER


*UNESCO World Heritage Site
En UNESCO World Heritage Site er et sted (f.eks en skov, et bjerg, en sø, en ørken, et monument, en bygning, eller by), der står på listen, som vedligeholdesværdigt af The International World Heritage Program administreret af UNESCO.
Listen indeholde steder af enestående kulturel eller naturlige betydning for den fælles arv for menneskeheden.

PS: Her til aften kl. 19.00 gav den høje varme resultat i et brag af et tordenvejr efterfulgt af enorme mængder af regn:-) Lad os håbe at luften nu er renset

Ubeskriveligt og tankevækkende

Mandag den 16. november 2009:

I dag var det store Angkor Wat-dag. Noget jeg havde set frem til og havde store forventninger til. Og de blev mildest talt indfriet på alle fronter!

Jeg blev hentet af Lam (ja det hedder han) kl. 10.00 som aftalt, og vi kørte direkte ud til området med alle Angkor templerne. Tempelområdet Angkor er mere end 30 kvadratkilometer stort, rummer tæt ved 100 templer og har i sin storhedstid haft op imod en million indbyggere. Hovedtemplet Angkor Wat er verdens største religiøse bygningsværk. Det dækker over en kvadratkilometer, og det menes at have taget 25,000 mand over 40 år at bygge det enorme tempel.

I så stort et område er det godt at have sin egen guide med. Lam kørte med rundt på området,- som chauffør har han gratis indgang – mens jeg betalte for et en dags pas til 20 dollars. Mange turister køber både todag- og fem dags pas for at kunne se det hele.

Da jeg sagde til Lam, at jeg ønskede at se det vigtigste, lavede han en specialrute, og de næste 6 timer kørte han mig rundt og viste og fortalte samtidig om alt det han vidste om templerne. Ved middagstid fik vi lunch (spicy chicken and rice) og så fortsatte turen ellers. Han havde stillet mig i udsigt, at jeg kunne komme en tur i luftballon og se det hele fra oven – men ballonen manglede helium, og jeg gik glip af min første ballontur...

Vi begyndte med Angkor Wat – hovedtemplet. Templet blev bygget mellem år 802 og 1432 og var hovedstad i det mægtige Khmer-rige. Selve templet Angkor Wat er bygget af Suyavarman II (ca.1132- ca. 1150) til ære for hinduguden Vishnu. Efter Khmer-rigets fald blev templerne dækket af junglen, og det var først, da franskmændene kom til Cambodja i 1860'erne, at Angkor blev genopdaget.

Angkor Wat er et fantastisk bygningsværk, som næsten ikke kan beskrives. Et sted med en fabelagtig atmosfære som overgår selv de største forventninger. I selve hovedtemplet findes en svalegang med tusindvis af smukke relieffer, der beskriver livet for tusind år siden, og fortæller legender fra den hinduistiske mytologi. Det store Amfiteater dannede i sin tid rammen om elefantvæddeløb, og hele det gigantiske tempelkompleks er omkranset af en stor voldgrav. Det er ikke uden grund, at Angkor Wat kaldes for et af verdens syv vidundere.

De fem tårne i midten af Angkor Wat pryder også det cambodjanske flag og flere af deres pengesedler. Grunden til, at Angkor Wat og Angor området i det hele taget er så betagende, skyldes ikke mindst, at man befinder sig midt i en jungle, som man levende fornemmer ganske hurtig vil overtage området igen, hvis den ikke blev holdt i skak. Der findes nok ikke den beskrivelse, der er i stand til at udtrykke, hvor storslået dette bygningsværk i virkeligheden er. Man synker hen i tavs betagelse over, hvordan arkitekterne på den tid kunne skabe sådanne bygninger.

Et andet meget fascinerende tempel er Ta Prohm, der bogstavlig talt omfavnes af den omkringliggende jungle i et tæt favntag. Ta Prohm er bygget som et buddhistisk tempel omkring år 1186 og har i over 500 år været uden beskyttelse mod tidens og junglens kræfter. Fra resterne af templet vokser kæmpetræer, der strækker sig mod lyset, og nede i træernes svale skygge gennemtrænges templets kunstfærdige udformede kalksten af store rodnet.

At have sin egen guide med i denne jungle af templer er en fordel – det er faktisk svært at orienterer sig, og så er det en fryd af passerer de uendelig mange grupper af amerikanske og japanske turister, der i gåsegang tramper afsted i varmen efter deres turguide, der forrest vifter med et gult flag. Svedige og bevæbnet til tænderne med alverdens fotoudstyr fra Nikon og Canon flokkes de om de samme motiver og bevæger sig fremad i sneglefart. Man må da håbe de har indløst femdags pas til området.

Jeg tog ingen billeder i dag. Det klarede Lam. Selv om han bestemt ikke er en øvet fotograf eller vant til digitalkamera, insisterede han på at tage billeder hele dagen. Aldrig er jeg blevet eksponeret i så voldsom en grad. Og det ligger jo ikke lige til mig....

Men ud over templer og fotosessions blev det også til en masse snak om alt muligt andet. Lam er god til engelsk og vil gerne fortælle – også om sit eget liv og om Cambodja. I samtalerne undrede det mig, at han aldrig spurgte hvad jeg lavede af profesion og under middagsmaden spurgte jeg hvorfor. Lam kiggede forundret på mig og sagde; ”Jeg interessere mig ikke for, hvordan du tjener dine penge – det er dig som menneske der er interessant” De ord vil prøve at efterleve lidt mere – selv om det bliver svært i et land som Danmark, hvor vores identitet og personlighed oftest kædes sammen med vores job.

SE ALLE LAMS FOTOS HER (kommer i en lind strøm, når Nettet virker....)

Overraskende effektiv

Propper i ørerne ved landing med flyvemaskine kan nedsættes en del ved brug af tyggegummi. Det er bare så fandens svært at få ud bag efter!!

Jeg er landet i Cambodja efter en rolig flyvning med Lao Airlines. Cambodja overrasker fra starten ved at være utrolig effektiv ved ankomsten til Siem reap International Airport. I denne her del af verden kan udskrivning af visum og diverse andre papirarbejder tage en krig. Bureaukratiet plejer at klistre én op ad ryggen til man passivt bare accepterer, at det kan der ikke ændres på.

Men i Cambodja gik der præcis 12 minutter fra jeg stod ud af flyet til jeg havde et fint visum til ophold i 30 dage – og det til trods for, at jeg ikke havde de nødvendige pasfotos. Men dollars kan gøre meget sådan et sted:-)

Overraskelserne fortsatte i ankomsthallen, hvor der ikke stod 200 taxichauffører og ønskede en som kunde med høje råb og sidetilbud om eksotiske hoteller. Nej her var tre muligheder for at komme de 8 km ind til byen. Minivan, taxa eller motorcykel. Prisen er fast og betales ved bestilling. De fleste andre lande jeg har besøgt på denne rejse begynder også med en fast pris – men lige så snart man sidder i taxaen, så skal der forhandles.

Jeg valgte selvfølgelig at sidde bag på motorcykel – betalte 2 dollars og så ellers i fuld fart til city. Fyren der kørte havde også et godt bud på et billigt guesthouse med fri wi-fi.... Jeg var tændt!!

En af de ting, som er det samme i Cambodja som Vietnam og Laos (og Filippinerne især) er de hurtige tilbud om søde piger. Især når man rejser som single, vælter det ind med disse forslag til øvelser i Cambodjansk kropssprog. Men alligevel måbede jeg noget, da tilbuddene her blev efterfulgt af ”bare rolig de er testet for AIDS”. Sandheden er nemlig at AIDS her er langt mere udbredt end i Laos og Vietnam.

Efter en køretur på 10 min. var vi ved Tropical Breeze Guesthouse. Jeg kunne lide stedet med det samme. Personalet var imødekommende og atmosfæren var rar. De havde kun et værelse tilbage med tre senge – men det kan jeg leve med:-)
Der er mange backpackere her – og det borger for kvaliteten, og hotellets restaurant er super hyggelig – og jeg fik ved ankomsten den bedste pizza jeg har fået på hele turen. På menukortet kan man for 3 dollars ekstra få sin pizza HAPPY... Men jeg synes nu jeg var happy nok for i dag!

I receptionen kan man leje motorcykler for 15 dollar om dagen. Det anbefales når man skal se alle templerne, hvoraf Angkor Wat er det kendetest. Men så sagde fyren som havde kørt mig fra lufthavnen, at han gerne ville køre mig rundt i morgen og vise mig det hele. Pris 15 dollars. Vi aftalte, at han skal hente mig kl. 10.00. Så får vi se om han kommer.

PS: Værelset koster 10 dollars og 13 med aircondition. Jeg sagde, at jeg ikke ønskede aircondition og gik så backpackerstolt op på værelset. Det er 1 time siden, og jeg har lige hentet den remoter til AC – her er ulidelig varmt...

SE FLERE FOTOS HER