I orkanens øje

Torsdag den 24. december 2009;

Man siger, at der i orkanens øje er helt vindstille og roligt. Sådan et ”øje” er der også her i Legian på Kuta Beach. Midt i disco-stormen og det kaotiske natteliv med høj musik og skrigende surferpiger, er der et sted, hvor alt er stille – lige midt i gaden – ca. 20 meter fra mit hotel.

Stedet kaldes Ground Zero og er netop der, hvor 2 bomber sprang den 12. oktober 2002. Her er opført et imponerende mindesmærke på stedet, hvor Paddy´s Pub og diskotek lå. En kæmpe belyst marmorplade omkranses af flotte udskæringer i sten. Pladen bærer navne og nationalitet på hver af de dræbte. Foran monumentet er et lille springvand og rundt om sidder der konstant mennesker i tavshed. Først går de til tavlen og ser på alle navnene (202 døde den nat) og så er det som om disconatten må vente lidt. Nogen græder stille, mens de ryster på hovedet i mangel på forståelse af denne terroraktion. Det at ofrene er nævnt med navne gør oplevelsen for de fleste endnu mere nærværende. Desuden har flere af ofrenes venner og familiemedlemmer lagt fotos af deres savnede med korte tekster som; We still miss you.

Jeg blev selv meget påvirket, da jeg så monumentet første gang. Selv om jeg ikke har glemt presseomtalen af sagen for 9 år siden og vidste, at også danskere var blandt ofrene, så var jeg ikke klar over, at det fandt sted lige der, hvor jeg bor. Pludselig kommer et fjernt nyhedsindslag meget tæt på. Jeg husker stadig de tre pigers navne på tavlen; Lærke, Lise og Anette. De tre navne er som brændt ind i min hukommelse. Ferieglade og festklare havde de formentlig iført sig noget hot, og valgt at gå på in-stedet Paddy´s Pub. Dansende i lysshowets skær brød deres verden sammen kl. 23.15, da en selvmordsbomber udløste den medbragte bombe, han havde i en rygsæk. Med ét blev 202 menneskers liv revet bort – heraf 152 udenlandske.
Mere end 200 navne kræver en stor marmorplade, og selv om ingen af de omkringstående ved mindesmærket kendte de døde, så berører det på en mærkelig måde alle. Det skal simpelt hen fordøjes inden man går tilbage Diskotek Bounty eller Paddy´s Club, som den i dag hedder hvor der festes igennem hver nat.

Jeg har kun en gang på denne rejse oplevet en tilsvarende tavshed og mennesker, der var stærkt berørte af noget de ikke har haft en andel i – nemlig i torturfængslet S21 i Phnom Penh i Cambodja. Det er præcis når man står ansigt til ansigt med historiebøgernes faktuelle optegnelser, at historien bliver vedkommende og forståelig.

Mindesmærket blev indviet den 12. oktober 2004, på to årsdagen for angrebet, og mange tiltag er gjort for at bringe turisterne tilbage til byen. I dag er feriegæsterne og backpackerne tilbage, og hvis man i i glædesrusen over dette vidunderlige feriested har glemt episoden for 9 år siden, så står mindesmærket der tavst og prikker til en.

32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer...

Onsdag den 25. november 2009;

Koh Chang er blevet udnævnt til det næste ”Phuket” - og det er især her på vestkysten man ser, at interessen for stedet er stor. Hver time sejler færgen et læs nye turister til øen – og de kan få næsten alt her, som en god solferie kræver og lidt mere. Øen er Thailands næststørste og der er stadig steder på øen, hvor alt er næsten uberørt af turismen. Her er strande der både henvender sig til familieferien og så den mere partyfokuseret strand, hvor jeg er. Her er lowbudget bungalows og femstejernede hoteller – det er egentlig bare at vælge. Men de fleste steder er fuldt booket og det siger vel også noget om øens poularitet.

I dag har jeg ligget ved den hvide Lonely Beach og nydt at ligge i fred. Her er næsten ingen strandsælgere og de få, der forsøger at sælge strandrelateret badeudstyr tager et nej for et nej. Sådan var det ikke i Cambodja, hvor tiggerne også fyldte meget. Her er næsten ingen tiggere og det kan mærkes at levestandarden er noget højere end Cambodja (og Laos og Vietnam for den sags skyld).

Det rareste er dog at alt skraldet i gaderne er væk – og dermed også den ubehagelige stank, som næsten var skyld i at jeg rejste fra Phnom Penh. Valutaen er Bath – og det er faktisk ogsa den man bruger. Ikke noget med dollars eller anden udenlandsk stærk valuta.

Så alt i alt er der dømt badeferie, 32 grader i skyggen og kølige drinks under svejende palmer – og slet ingen julepynt og andet gejl, som man slås med i Danmark i øjeblikket. Ren nydelse!!

SE FOTOS HER

Strandene venter nu

Torsdag den 19. november 2009:

Med en fantastisk solnedgang på terassen på Happy Guest House, har jeg bestilt en busbillet til Sihanoukville i morgen. Jeg rejser fra Phnom Penh kl. 08.30. I Sihanoukville findes de bedste badestrande og så nærmer jeg mig også Thailand:-)

Turen tager 4 timer og koster One Dollar i timen:-)

Se den opdaterede rejserute herunder:


Vis stort kort

Royalt glimmer og uforståelig ondskab

Torsdag den 19. november 2009:

I dag lejede jeg en tuk-tuk og en chaffør,- så jeg jeg kunne se noget af det som jeg primært er kommet til Phnom Pen for at opleve – nemlig Killing Fields og Tuol Sleng Museet. Men dagen begyndte i den mere lette ende med et besøg på Royal Palace – og National museet. Royl palace var en stor oplevelse – et fantastisk byggeri med den kendte Silver Pagoda I midten. Pagoden kaldes sådan, fordi gulvet består af 5000 fliser af sølv. De vejer 1 kilo stykket – men de fleste er tildækket for at skåne dem. Desværre måtte der ikke fotografes:(

Efter kongepaladset gik så turen til National museet med en del spændende Khemer kunst – men udstillingen krævede endten en fortællende guide eller en forhåndsviden jeg nok ikke besad.

Herefter gik turen så til S 21 eller Tuol Sleng Genocide Museum. Lokaliteten er en tidligere skole, der blev brugt som den berygtede Security Prison 21, som Khmer Rouge regimet brugte I perioden 1975 til dens fald i 1979.

Dette blev begyndelsen på en af de værste følelsemæssige oplevelser jeg endnu har haft på denne tur. At stå der midt I en tidligere skole, hvor nogle af verdenshistoriens grusomste mishandlinger fandt sted, var ganske enkelt følelsmæssigt overvældende. Selv om der var sat skilte op med “Forbudt at grine”, så var det helt unødvendigt. Man bliver stum og delvist lammet, når man rører ved de vægge, der for blot 30 år siden var et torturkammer, der I sin grusomhed slår Hitler med flere længder. Jeg fik en mærkelig blyagtig følelse I maven – kombineret med en regulær kvalme. Omkring mig var samme følelse at finde hos de mange andre turister. Enkle sås med tårer i øjnene. Dette overgår enhver forestilling om, hvad ondskab er – og mellem de kolde betonbygninger svævede det rungede spørgsmål – hvorfor?

Skolen hed tidligere Chao Ponhea Yat High School. De fem bygninger i komplekset blev omdannet i august 1975 til et fængsel og forhørscenter. Khmer Rouge omdøbte det til "Security Prison 21" - bygningerne blev lukket med elektrisk pigtråd, Klasseværelserne omdannet til bittesmå celler og torturkamre, og alle vinduer var dækket med jernstænger og pigtråd for at forhindre flugt.

Fra 1975 til 1979 blev der anslået fængslet 17.000 mennesker i Tuol Sleng. Fangerne blev gentagne gange tortureret og tvunget til at navngive familiemedlemmer og nære medarbejdere, der så også blev arresteret. De fleste af ofrene var embedsmænd, samt akademikere, læger, lærere, studerende, fabriksarbejdere, munke, ingeniører osv, alle folk der betragtedes som fjender af Khmer Rouge. Fangernes blev afhørt og tortureret og senere myrdet ved Choeung Ek udslettelsescenter – og det var dagens sidste besøg. Stedet kaldes også Killing Fields.

Mindst 200.000 mennesker blev henrettet af de Røde Khmerer, mens skøn over det samlede antal af dødsfald som følge af Khmer Rouge-politik, herunder sygdom og sult er i intervallet fra 1,4 til 2,2 millioner ud af en befolkning på 7 mio. I 1979 invaderede Vietnam landet og væltede Khmer Rouge-regimet, som officielt blev kaldt Demokratiske Kampuchea.

Museet er I dag drevet af et japansk firma, hvilket har skabt en del røre I det cambodianske samfund. Kan man virkelig lade et udenlandsk fima spinde guld på en national tragedie?

Stedet er bygget op om ca 45 massegrave ud af mere end 100. Her blev fundet mere end 8000 lig og de blev stort set alle slået I hovedet med bat, så man kunne spare på aminutionen. Bagefter fik de fleste skåret hovedet af. 8000 kranier kan ses på stedet, hvor de dystert vidner om de grusomheder som her fandt sted.

Min forstenede mave og begyndende kvalme havde nu udviklet sig til direkte ubehag. Jeg måtte væk – kunne ikke rumme mere ondskab på en dag. Tuk-tuk chaufføren havde tydeligt vis prøvet det før. Hans sang fra føresædet ophørte på turen tilbage til hotellet, mens han I bakspejlet kunne se mig gispe efter vejret. Ikke pga varmen men pga af desideret ubehag.

Tilbage står så spørgsmålet: Hvad skete der med Khmer Rouge leder Pol Pot? Jo han slap I 1979 til Thailand, hvor han fortsatte med at lede sit parti i eksil. Han døde I 1998 som 70 årig.

FAKTA OM POL POT OG KHEMER ROUGE:

Pol Pot blev leder af Cambodja i midten af 1975. I sin tid ved magten, indførte Pol Pot en version af landbrugsreform med kollektivisering, der tvang byboere til at flytte til landet for at arbejde i kollektivbrug og tvangsarbejdeprojekter , med det mål at "genstarte civilisationen" i "År nul". Den samlede virkning af slavearbejde, fejlernæring, dårlig lægebehandling, og henrettelser resulterede i dødsfald af en anslået 1.7 til 2,5 millioner mennesker, ca 21% af den cambodjanske befolkning.

Se flere fotos her

Stor, støvet, stinkende og støjende

Torsdag den 19. november 2009;

En by skal ses fra tuk-tuk – i hvert fald Phnom Penh! Så slipper man for at kæmpe med den kaotiske trafik på egen hånd, man slipper for de grædende tiggerbørn, og så behøves man ikke ”slås” med alle de gadehandlende, der sælger alt for One Dollar...

I phnom Penh bor der ca. 2 millioner mennesker, og byen larmer også i 2 millioners klassen. Vejene er støvede, og der ligger skrald overalt. Her stinker simpelt hen. Byen er en sammensat størrelse med Kongens palads og ministerierne side om side med alt slummen og de faldefærdige bygninger. Fattigdommen er stor, og der er tiggerbørn, bønfaldende handicappede og prostitution overalt. De forsøger at tilkæmpe sig en plads mellem de børn, der har et eller andet de faktisk kan sælge – udnyttet af voksne, der bag det næste gadehjørne supplerer dem med små blomster og andet gøgl. Når der ikke er flere penge i en gade – bliver børnene kørt videre til næste kampplads,- næste gade. Dette foregår til langt ud på natten, hvor pengene sidder lidt løsere hos turisterne efter en god middag og vin.

Men byen er faktisk nem at orienterer sig i. Alle veje har nemlig både et navn og et nummer. Man skal altså bare huske et tal – så kan man altid finde hjem. Derimod er husnumrene et værre rod – de er blandet som tallene til bankospil,- og der kan ovenikøbet godt være to ens husnumrer i samme gade. Godt man ikke er postbud i Phnom Penh!

Jeg synes ikke Phnom Penh er smuk – til trods for Tolne Sap Floden, der løber gennem byen og har skabt et mere lukrativt River-side miljø, så må jeg er kende, at der er for meget rod, skrald og gadestøv overalt. Stanken fra de utallige skraldebunker spædet op med grillduften fra gadehandlernes simrende nudelsuppe og slagterens kødaffald i rendestenen sætter sig i næseborene og giver en let kvalme.

Jeg tager alle ”must-to-see” tingene i løbet af en dag eller to – og så må jeg videre – jeg kan mærke det er tid til lidt strand og beachmiljø i stedet;-)

Se flere fotos her

Do you like some weed?

Onsdag den 18. november 2009;

Efter 6 timers kørsel i den bedste bus jeg har oplevet på denne rejse, er jeg vel ankommet til Phnom Penh. Vejret er fantastisk og tidspunktet kl. 15 er genialt i forhold til det virvar, der altid er ved ankomsten til en ny by. Der skal findes et guest house, og man skal orienterer sig i byen.

I Phnom Penh har man vist gået på kurser i personlig pleje i forretningslivet. Alle er ekstremt høflige, man giver hånd til tuk-tuk chaufføren og udveksler navne. Formålet er selvfølgelig den ikke uvæsentlige fordel, der ligger i den personlige kontakt. Det er med andre ord væsentligt for de fleste chauffører at få mere end blot en tur med en turist.

Jeg kom ud at køre med en storsmilende ung mand, der ud over kurset i personlig kundekontakt vist også havde taget et i charme og positiv udstråling. Han kørte mig hen til Happy Guest House, og mente det lige var noget for mig. Stedet er klart en typisk backpacker-base med værelser på helt ned til 2 dollars pr. nat. Jeg valgte et med eget bad og må slippe med 5 dollars. Men det er også en tredjedel af mit værelse i Siem Reap.

Stedet ligger i Boeng Kak area i byen lige ud til en stor sø. Mange Guest Houses her har restauranten placeret ud i selve søen på bambuspæle. Stedet oser af afslappet stemning, og her er både poolbord, tv-stue og et par computere. Men intet wifi:-(

Jeg har fået værelse 210 – et lille rum uden aircondition – med som sagt med eget toilet og bad. Når man bestiller mad i restauranten får man samtidig sin værelsesbog udleveret og skriver så selv i, hvad man bestiller. Bogen bruges når man tjekker ud og regningen skal gøres op. Her er mange værelser og ligeså mange Happy backpackere, der hænger ud foran tv´et, chiller i hængekøjerne eller bare får sig et slag kort. Personalet er imødekommende og venlige og atmosfæren er som jeg fornemmer det meget rar.

Men et backpackerparadis med hængekøjer og soapopera på flimmeren betyder også masser af HAPPY-alting. Mange af de især helt unge rygsækrejsende synes nærmest at være kommet til Asien pga af den lette adgang til euforiserende stoffer, og det ved man i byen. Følgende lille samtale siger lidt om tankegangen her, og fandt sted kort efter min ankomst. Jeg satte mig ud på den flydende terrasse i en behagelig bambusstol og ønskede et eller andet at spise. Jeg havde ikke fået noget sin morgenmaden. En af de ansatte kom ud til mig og sagde;

-Hello – do you want some weed?

Jeg smilede og tog solbrillerne af – og overvejede om det kunne ses på mig og svarede:

-Yes I really want something to eat

Fyren lo og spurgte

-How much?

Jeg synes måske det var lidt mærkeligt at tale om hvor meget inden han vidste hvad jeg skulle have, men sagde:

-A lot my friend – I have not had anything since this morning.

Fyren så nu på mig med et skævt smil, og jeg tænkte, at vi da virkelig var på bølgelænge, da han sagde:

-go to you room, and I will bring something.

Nu blev jeg lidt forvirret;

-No no I want to eat here

var mit svar, og her forstod fyren vores misforståelse.

Det grinede vi så ret meget af, og et par svenskere ved bordet ved siden af griner vist stadig:-)

Så fortsætter turen til Phnom Penh

Det er tid til at tage afsked med Siem Reap og det absolutte højdepunkt med besøget i Angkor Wat. Det fantastiske sted vil jeg aldrig glemme - storslåede, mystisk og ganske ubeskriveligt.

Turen går nu i bus til Phnom Penh - Cambodjas hovedstad, med afgang i morgen tidlig kl. 08.30. Turen tager ca. 5 timer.

Se den opdaterede rejserute herunder:


Vis stort kort

Genvej til mental stådreng.....

tirsdag den 17. november 2009

I Cambodja kan man få næsten alt – bare man vil betale! Intet er ægte og prisen er lav. Alle Lonely Planets bøger kan købes for mellem 20 og 50 kr. afhængig af hvilken man vælger. De er dog alle kopivarer – optrykt efter de originale og bestemt ikke i en ordentlig kvalitet. Bl.a. er alle bykort nærmest ulæselige.

Alt Microsoft software nærmest foræres væk i noget der for en uøvet kunne ligne original indpakning. Alt inden for krokodilleskind sælges – desværre ikke i kopi. I Siem Reap er en krokodillefarm, hvor der opdrættes krokodiller til slagtning – i øvrigt en turistsælgert som jeg ikke forstår. Både foran krokodillefarmen og de forskellige butikker med krokodillevarer står folk i kø med dollars i hånden.

Jeg var i eftermiddag på en slentretur rundt i Siem Reap, der er en hektisk by, som ikke ønsker at de mange Angkor Wat-turister tager herfra uden at det giver lidt afkast. I byens midte er et kæmpe indendørs marked, hvor alt sælges, og hvor man bliver revet i konstant med nye tilbud. Her findes også en såkaldt Pub-street, der lidt ligner Jomfru Ane gade i Ålborg. Her har man simpelthen indrettet en hel gade med pubber, burgerrestauranter, cafeer og feststemning, - kun for turisterne og med ekstra høje priser. Franske, amerikanske og tyske turister kæmper med de japanske og kinesiske om pladserne, for man vil gerne give lidt ekstra for mad og drikke, som man kender det derhjemmefra og helst pakket ind i glasborde og spejle.

For backpackerne er in-stedet The Blue Pumpkin. Det er kombineret cafe og restaurant/bar. Det hele lavet i en luksusudgave med mulighed for at ligge ned og få serveret mens man bruger det gratis trådløse netværk.
De rigtige lowbudget rejsende findes i mere luskede cafeer – hvor temaet ofte er billigt øl (her Angkor Beer) og en masse ”happy” pizza...
Jeg satte mig dog i The Blue Pumpkin og nød en sandwich, nøjagtig på det tidspunkt en voldsom regnbyge satte ind. Vi er på kanten af afslutningen på regntiden her – og det er første gang jeg oplever det regner. Dejligt at sidde i Loungen på 1. sal og nyde synet af regnen, der tungt pisker ned.

Ellers har jeg brugt eftermiddagen på at bestille bus til Phnom Penh i morgen. Turen tager 5-6 timer og koster 8 dollars. En tysk backpacker og hans kæreste hørte jeg skulle rejse, og spurgte om jeg ikke skulle skyde med bazooka, når jeg kom til hovedstaden. Jeg kendte godt rygtet om bazooka-skydning – men nu blev der faktisk sat ord på af mennesker der havde været der. Man kan simpelt hen for 300 dollars købe en tur, hvor man skyder en ko med bazooka. Den tyske unge mand midt i tyverne sad med pizza til op over begge øre og fedtet rendende ned af sin rødmossede kinder og skraldlo over bazooka-historien.

Jeg var rystet. Kan man som turist blive mere afstumpet og fantasiløs, at det vildeste man kan foretage sig er at massakrere en ko, så indvolde og blod sprøjter omkring en? Kan ens liv virkelig blive så indholdsløst og spændingsforladt, at kun stort våben og et sagesløst dyr er den eneste vej til en mental stådreng? Ja åbenbart, og det i det samme land, hvor man mange steder kan købe små spurvefugle i miniaturebure for, som den store frelser, bagefter at lukke dem ud i friheden. Det kalder jeg virkelig dobbeltmoralsk.

...i øvrigt var prikken over i´et, at den bazooka-elskende småfede ko-dræber-tyskers kæreste spiste vegetarpizza. Mon det er efter mottoet: Spis ikke dyrene – det er bedre at smadre dem med bazooka!!

PS: Hotelværten fortalte mig bagefter, at det er rigtig, at man kan skyde med bazooka eller for den sags skyld kaste med håndgranater. Men det med at skyde en ko er noget man selv skal arrangerer. Han mente man kunne købe en ko for 100 dollars. I øvrigt er det strengt forbudt at fotografere de steder, fordi man godt ved det er lige på kanten. Han havde også en adresse uden for Siem Reap, hvor jeg kunne skyde en vandbøffel med maskingevær, hvis jeg var interesseret. Jeg takkede pænt nej.

Et flydende samfund...

Tirsdag den 17. november;

I går sagde min guide Lam, at hvis det ikke havde været for søen – så var Angkor aldrig blevet bygget. Han mente selvfølgelig Tolne Sap ikke langt fra Siem Reap. Jeg forslog derfor, at han i dag kørte mig derud, så jeg kunne se dette spisekammer selv...

Lam kom kl. 10, og vi satte med det samme kurs mod Tolne Sap. Tonle Sap er ved Phenom Penh forbundet med Mekong-floden via den 100 kilometer lange Tonle Sap flod. I regntiden, dvs. fra midt i maj til starten af oktober stiger vandet i Mekong-floden så meget at vandet bliver presset op ad Tonle Sap-floden(vandet løber altså i nordvestlig retning), således at vandstanden i Tonle Sap stiger drastisk. Når regntiden så er slut sker det modsatte, vandet løber fra Tonle Sap(i sydøstlig retning) tilbage via Tonle Sap-floden til Mekong-deltaet. Derfor regnes Tolne Sap for den eneste flod i verden, der årligt skifter strømretning.

Denne enorme gennemstrømning af vand betyder optimale betingelser for et hav af ferskvandsfisk. Tonle Sap beskæftiger ca. 40% af Cambodja´s befolkning.

Oversvømmelserne er årsagen til en umådelig frodighed og fiskerigdom, som i århundreder har dannet basis for rige kulturer, herunder også Angkor.

Flere steder rundt om Tonle Sap findes flydende landsbyer. Byerne skifter beliggenhed afhængig af vandstanden i Tonle sap. Lam havde sagt, at han kunne skaffe en tur med en båd UDEN turister. Han huskede godt, hvordan jeg i går var lettet over ikke at være en del af turistsværm med en højtråbende guide. Så mens Lam ventede på land, sejlede jeg et par timer ud for bl.a. at se tre flydende landsbyer.

Byerne kaldes populært Vietnamese Floating Villages, men reelt er byerne beboet af ca. 40% vietnamesere og ca. 60 % cambodianere. Landsbyens indbyggere kommer meget sjældent på land, men lever deres fattige fiskerliv flydende. Der er skoler, købmænd og restauranter og alt er tilpasset, så der faktisk kan leves et liv her.

Lam fortalte, at når det er regntid, kan vandet drikkes uden problemer, men i den tørre tid bliver det for forurenet, og mange spædbørn dør derfor af diarre.

Korruptionen i Cambodja er enorm. Med cool cash, kan man næsten få alt, men Lam advarede mig inden turen – giv ikke kontanter til støtte for for eksempel flydende skoler og børns uddannelse. De penge ser børnene aldrig! Køb hellere nogle kladdehæfter og blyanter i en af de flydende købmænd og giv børnene dem.

Rådet var godt, og da vi faktisk kom til en lille flydende skole, bad jeg om at blive sejlet til en købmand. Her købte jeg en stak linierede hæfter og nogle blyanter. Med dem i en pose fik jeg en helt utrolig oplevelse på den flydende skole – og mødte nogle børn, der ville give deres højre arm for en blyant. Jeg blev på båden i en halv time og havde nogle fornøjelige oplevelser med en skolegang, der for disse børn er den eneste reelle genvej til et bedre liv.
SE FOTOS FRA TUREN HER

Bonusviden om Cambodia

• Kongeriget Cambodja tidligere kendt som Kampuchea, er et land i Sydøstasien med en befolkning på over 14 millioner mennesker.
• Rigets hovedstad og største by er Phnom Penh.
• Cambodja er efterkommere af det engang så magtfulde hinduistiske og buddhistiske Khmer emperie, som styrede det meste af den indokinesisk halvø mellem den 11. og 14. århundrede.
• En borger i Cambodja kaldes normalt "Cambodja" eller "Røde.
• De fleste cambodjanere er Theravada buddhister.
• Landet grænser Thailand til vest og nordvest, Laos til nordøst og Vietnam mod øst og sydøst. I syd det grænser det ud til Thailand bugten.
• Geografien i Cambodja er domineret af Mekong (dagligdags khmer: Tonle Thom eller "den store flod") og floden Tonle Sap
• Landbrug har længe været den vigtigste sektor for Cambodjas økonomi, omkring 59% af befolkningen er afhængige af landbruget for at kunne overleve (ris er den vigtigste afgrøde.
• I 2007, var antallet af udenlandske besøgende til Angkor Wat mere end 4 mio.
• Den eneste flod i verden, der vender strømmen årligt, er Tonle Sap i Cambodja.
• Klimaet er tropisk; regnfuld under monsunen (fra maj måned til november måned), tørre sæson er fra december måned til april måned.
• Regeringstype: flerpartisystem med konge siden september 1993.
• De Røde Khmerer tog magten i Phnom Penh i 1975. Ledet af Pol Pot, ændredes det officielle navn for landet til Demokratisk Kampuchea, og var stærkt påvirket, og støttet af Kina. De sendte det meste af befolkningen til landdistrikterne i arbejdsprojekter. De forsøgte at genopbygge landets landbrug efter en model fra det 11. århundrede, kasserede vestlige medicin, og ødelagde templer, biblioteker, og alt andet, der kunne betragtes som vestligt.
• Over en million cambodjanere, ud af en samlet befolkning på 8 millioner døde af henrettelser, overanstrengelse, sult og sygdom.
• Denne æra gav anledning til udtrykket Killing Fields, og fængslet Tuol Sleng blev berygtet for sin massemord og tortur