Kamal og den blå lagune

Fredag den 22. januar 2010;

Kamal er 49 år og 3. generation af en indisk familie, der i tidernes morgen bosatte sig på Taveuni. Kamal har tre drenge, der alle er under uddannelse, noget Kamal har sat hele sin formue ind på. Kamal var min chauffør i dag, og måske kommende nabo...

Jeg forlod Dolphin Bay kl. 8.00 med speedbåd, og på den anden side af bugten ventede Kamal med sin taxi. Vi skulle på heldagstur på Taveuni. Da infrastrukturen er meget dårlig, kan man ikke kører øen rundt. Vejen går til sydspidsen og så tilbage af samme vej, hvis man vil se den anden del af øen. Vi begyndte sydpå og pludselig blev den hullede jordvej afløst af et par kilometer asfalteret vej. Kamal kunne fortælle, at det var Rich Mans Road. Ganske rigtig var her en del millionvillaer ud til vandet – en golfbane og tennisfaciliteter, og de primært rige amerikanere og australiere der køber grunde her, har altså så meget magt, at regeringen har asfalteret vejen ved deres huse. Vi fortsatte ud til de såkaldte Blowholes, der er huller i lavaklipperne, der hvor vandet kommer ind fra havet. Vandet kastes herefter op i flotte sprøjt. I dag var vandet meget stille, og derfor var sprøjtene ikke så høje – men alligevel et fantastisk syn. Som altid, når jeg er på heldagstur med en lokal chauffør, opstår der et mærkeligt fortættet forhold mellem os. Snakken går og Kamal ville vide lige så meget om Danmark, som jeg var nysgerrig på Fiji. Her er man langt mere veluddannet end i det underudviklede Asien jeg har rejst i. Det betød også nogle langt mere gennemtænkte spørgsmål baseret på en grundviden, der er ret bredt funderet. Kamal ville gerne tale om klimaforandringer f.eks. og kunne kommenterer på resultaterne fra klimamødet i København. Her er man meget bevidst om klimaændringer, der bl.a. betyder, at det regner meget mindre. Mindre regn betyder mindre drikkevand osv. Desuden kan man her helt konkret vise, hvordan kysten har ”ædt” den første række palmer, og er igen sikker på at det er første tegn på langt værre vandstigninger i fremtiden. Kamal er slet ikke så negativ i forhold til klimatopmødet som så mange andre jeg mødt. Hans pointe er, at intet ændres ved kun at pege på de multinationale selskaber. Kravet skal komme nedefra – fra befolkningerne. Når først de stiller krav, vil der ske noget. Mødet i København var derfor vigtigt. Vi kan ikke snakke nok om de her problemer, og jo større eksponeringen er jo bedre.

Kamal viste mig også en øens stoltheder, et 7 stjernet luksushotel (Laucala Island). Dem finder der kun 2 af i verden (det andet er i Dubai) Her kan man overnatte for 35000 US dollars pr. nat. Fornylig har Arnold Schwarzenegger og familie været der.

Kaffen fik vi hjemme hos Kamal og hans kone. De bor i et fantastisk hus ud til bugten med den vildeste udsigt. Jeg var helt rundt på gulvet af bare misundelse. Dette var ganske simpelt et fantastisk sted. Da Kamal lurede min begejstring, spurgte han om jeg ikke ville være hans nabo. Han ejer nemlig ti grunde omkring sit hus – alle på ca. 3000 kvadratmeter. Pris: 100.000 kr. Jeg er sikker på, at jeg haft pengene, var jeg blevet grundejer på Fiji i dag. Hans kone hentede matrikelkort og der gik for en stund EDC i den... Jeg har lovet Kamal at jeg vil overveje et køb, hvis jeg vinder i lotto. En grund solgt svarer til en søns uddannelse.

Efter kaffen tog vi til den strand, hvor The Blue Lagoon blev skudt. Der stod jeg i sandet og mindes mine teenageår i biffen med Brooke Shields. Jeg er ganske klar over at filmen, især 2´eren, var et flop, men jeg var 15 og ligeglad!! Bagefter tog Kamal mig til det fantastiske vandfald som et ret centralt i en filmens scener. Jeg hoppede i vandet og følte mig næsten som en rigtig hollywoodstjerne. Det bedste var nok, at Kamal kunne fortælle alt om de 6 måneder, da Hollywood flyttede ind på øen, og hvordan alt for en stund blev anderledes. 2000 arbejdere blev kaldt ind for at bygge scenerne op og det med den præcision som kendertegner millionfilm. Som Kamal sagde; I den periode måtte Fiji-Time glemmes. De amerikanere er sygeligt effektive. Kamal fortalte også, at det for de fleste folk på Fiji er svært at udpege de steder, hvor filmen blev til, idet de mangle klip er mikset sammen. Men han vidste alt om den film, og han var beæret over, at nogen gad høre hans historie om en b-film de fleste allerede har glemt. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl,- når jeg kommer hjem er det første jeg skal, at gense de to film. Så vil bare nyde det ubetinget, mens jeg højlydt peger på skærmen og siger; Der har jeg også været:-)

SE FOTOS HER

Dubai og Chinatown

Søndag den 13. december 2009

På hotellet er der indregnet morgenmad i prisen. Det er meget brugt i Malaysia og rigtig behagelig at begynde dagen uden stress.
I dag sad jeg ved bord med en fyr alle har lagt mærke til på hotellet. Han er høj og spinkel og går majestætisk rundt med en muslimsk klædedragt helt i hvidt samt en masse guldringe og et kæmpe smil. Vi faldt i snak, og det viste sig, at han kommer fra Dubai. Dubai Airlines har nemlig lige åbnet tre ugentlige flyvninger til Kuala Lumpur. Fyren fortalte en masse om Dubai og hans dagligdag der. Hans far og han har en entreprenørvirksomhed, som bl.a. laver større byggerier i Bangladesh. Men det mest interessante ved ham var nok hans syn på penge og rigdom. Han var udmærket klar over, at han var velhavende (- og det var ikke olie-penge, som han sagde), men han var samtidig på en mærkelig måde ligeglad. Han havde booket sig ind på et budget-hotel fordi han jo kun havde brug for en seng, som han sagde, og han var primært taget på ferie for at møde andre mennesker, der gad tale om andet end økonomi og olie.
Nu er det jo nemt nok at sige sådan, når man faktisk er meget rig, og ens arme hænger nede omkring lårene p.g.a vægten fra guldringene, men det virkede faktisk som om han mente det. Senere foreslog han at vi tog sammen i Chinatown og derpå gik vi ud i den støjende storby og ledte efter kineserne (som han sagde). Folk gloede på ham – han får en til at tænke på Eddie Murphy i filmen Comming to America, hvor han som afrikansk prins kommer til USA. Kæmpe stort smil og kun en ringe forståelse af, at han skiller sig ud.
Desværre ønske min nye ven fra Dubai ikke at blive fotograferet – som han sagde; ”I´m not a model...”

Det meste af dagen gik vi på opdagelse i to områder i byen; Little India og Chinatown – men vi også set The National Mosque, Merdeka Square, Petaling Street og Sultan Abdul Samad Building bare for at nævne nogle af seværdighederne. Men det var nu livet uden for det centrale K.L og alle de store indkøbscentre og skyskrabere der var den største oplevelse. Et meget farverigt og spændende bymiljø, hvor alle de samme mærkevarer fra de dyre centre sælges til spotpris i kopiform. Mit selskab fra Dubai (har aldrig fundet ud af hvad han hedder), konstaterede, at det er interessant at se, at smilene og humøret findes netop der hvor fattigdommen er størst og ingen kende dagen i morgen. Han har ret. I indkøbscentrene er alt facade og stivnede smil, der passer til de dyre luksusvarer, der ligger på hylderne. Spontaniteten og livsglæden er aflyst af sikker indtægt og en udstråling, der er kopieret fra noget de har set på amerikansk tv. Det kan godt være der ikke er en Cosmo´s Themepark i Chinatown, men til gengæld er området eet stort forlystelsescenter med konstante overraskelse om hvert nyt gadehjørne.

SE FOTOS FRA TUREN HER