Kamal og den blå lagune

Fredag den 22. januar 2010;

Kamal er 49 år og 3. generation af en indisk familie, der i tidernes morgen bosatte sig på Taveuni. Kamal har tre drenge, der alle er under uddannelse, noget Kamal har sat hele sin formue ind på. Kamal var min chauffør i dag, og måske kommende nabo...

Jeg forlod Dolphin Bay kl. 8.00 med speedbåd, og på den anden side af bugten ventede Kamal med sin taxi. Vi skulle på heldagstur på Taveuni. Da infrastrukturen er meget dårlig, kan man ikke kører øen rundt. Vejen går til sydspidsen og så tilbage af samme vej, hvis man vil se den anden del af øen. Vi begyndte sydpå og pludselig blev den hullede jordvej afløst af et par kilometer asfalteret vej. Kamal kunne fortælle, at det var Rich Mans Road. Ganske rigtig var her en del millionvillaer ud til vandet – en golfbane og tennisfaciliteter, og de primært rige amerikanere og australiere der køber grunde her, har altså så meget magt, at regeringen har asfalteret vejen ved deres huse. Vi fortsatte ud til de såkaldte Blowholes, der er huller i lavaklipperne, der hvor vandet kommer ind fra havet. Vandet kastes herefter op i flotte sprøjt. I dag var vandet meget stille, og derfor var sprøjtene ikke så høje – men alligevel et fantastisk syn. Som altid, når jeg er på heldagstur med en lokal chauffør, opstår der et mærkeligt fortættet forhold mellem os. Snakken går og Kamal ville vide lige så meget om Danmark, som jeg var nysgerrig på Fiji. Her er man langt mere veluddannet end i det underudviklede Asien jeg har rejst i. Det betød også nogle langt mere gennemtænkte spørgsmål baseret på en grundviden, der er ret bredt funderet. Kamal ville gerne tale om klimaforandringer f.eks. og kunne kommenterer på resultaterne fra klimamødet i København. Her er man meget bevidst om klimaændringer, der bl.a. betyder, at det regner meget mindre. Mindre regn betyder mindre drikkevand osv. Desuden kan man her helt konkret vise, hvordan kysten har ”ædt” den første række palmer, og er igen sikker på at det er første tegn på langt værre vandstigninger i fremtiden. Kamal er slet ikke så negativ i forhold til klimatopmødet som så mange andre jeg mødt. Hans pointe er, at intet ændres ved kun at pege på de multinationale selskaber. Kravet skal komme nedefra – fra befolkningerne. Når først de stiller krav, vil der ske noget. Mødet i København var derfor vigtigt. Vi kan ikke snakke nok om de her problemer, og jo større eksponeringen er jo bedre.

Kamal viste mig også en øens stoltheder, et 7 stjernet luksushotel (Laucala Island). Dem finder der kun 2 af i verden (det andet er i Dubai) Her kan man overnatte for 35000 US dollars pr. nat. Fornylig har Arnold Schwarzenegger og familie været der.

Kaffen fik vi hjemme hos Kamal og hans kone. De bor i et fantastisk hus ud til bugten med den vildeste udsigt. Jeg var helt rundt på gulvet af bare misundelse. Dette var ganske simpelt et fantastisk sted. Da Kamal lurede min begejstring, spurgte han om jeg ikke ville være hans nabo. Han ejer nemlig ti grunde omkring sit hus – alle på ca. 3000 kvadratmeter. Pris: 100.000 kr. Jeg er sikker på, at jeg haft pengene, var jeg blevet grundejer på Fiji i dag. Hans kone hentede matrikelkort og der gik for en stund EDC i den... Jeg har lovet Kamal at jeg vil overveje et køb, hvis jeg vinder i lotto. En grund solgt svarer til en søns uddannelse.

Efter kaffen tog vi til den strand, hvor The Blue Lagoon blev skudt. Der stod jeg i sandet og mindes mine teenageår i biffen med Brooke Shields. Jeg er ganske klar over at filmen, især 2´eren, var et flop, men jeg var 15 og ligeglad!! Bagefter tog Kamal mig til det fantastiske vandfald som et ret centralt i en filmens scener. Jeg hoppede i vandet og følte mig næsten som en rigtig hollywoodstjerne. Det bedste var nok, at Kamal kunne fortælle alt om de 6 måneder, da Hollywood flyttede ind på øen, og hvordan alt for en stund blev anderledes. 2000 arbejdere blev kaldt ind for at bygge scenerne op og det med den præcision som kendertegner millionfilm. Som Kamal sagde; I den periode måtte Fiji-Time glemmes. De amerikanere er sygeligt effektive. Kamal fortalte også, at det for de fleste folk på Fiji er svært at udpege de steder, hvor filmen blev til, idet de mangle klip er mikset sammen. Men han vidste alt om den film, og han var beæret over, at nogen gad høre hans historie om en b-film de fleste allerede har glemt. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl,- når jeg kommer hjem er det første jeg skal, at gense de to film. Så vil bare nyde det ubetinget, mens jeg højlydt peger på skærmen og siger; Der har jeg også været:-)

SE FOTOS HER