Barndommens træfigur fra Bali...

Lørdag den 19. december 2009:

Hvis man vil være sikker på at møde andre rygsækrejsende, skal man vælge et af de lavbudget hoteller som er anbefalet af Lonely Planet. Sådan et af slagsen er Bloem Steen Homestay. Alle budgetrejsende bruger Lonely Planets rejsebøger som bibel, og det er der god mening i. Selve ideen at udgive rejseguides for hele verden direkte henvendt til de der gerne vil bo billigt er genial.
Ud over henvisninger til hostels og guesthouses giver den også et bud på nogle af de attraktioner, som det enkelte land byder på – samt personlige kommentarer til disse. Bøgerne er nemlig skrevet af rejsefolk selv, der på egen krop af erfaret det de skriver om. Det gør bøgerne troværdige og et fantastisk redskab for sådan en som mig. Man kan ud over mange andre ting også læse, hvilke transportmidler der er, taxapriser og advarsler om det man nu bør tage sig i agt for i det fremmede.

Desværre er bøgerne lavet i billige kopier som sælges herude til en slik af, hvad originalerne koster. Kopibøgerne, som jeg desværre må erkende, at jeg har købt en enkelt af er dog ganske ubrugelige, idet de mange bykort osv er så dårlig i kvaliteten, at de ikke kan bruges. Man bør derfor holde sig langt væk fra disse kopibøger og støtte de oprindelige udgivere, hvilket jeg så har gjort siden. Kopibogen smed jeg ud.

Bloem Steen Homestay er som sagt opført i Lonely Planets bog om Indonesien, og tiltrækker derfor mange backpackere. Værelset jeg bor på er ikke andet end en seng og et bord med en ”fan” dvs. ventilator, der kaster den varme luft igennem en propel og ud i lokalet igen. Ingen dyre airconditionanlæg her. Ingen dyne, ingen Internet og intet toilet. Der er fælles toiletforhold på gangen. Hvad får man så her, som det lidt dyre hotel ikke har? Ja man får lidt ekstra penge at drikke sig fuld for – rygsækfolket har et ry for at feste igennem, og der er da også et helt andet socialt liv her end på dyrere hoteller. Her kan man mødes og udveksle rejseerfaringer, adresser på andre hostels og i øvrigt anbefale byer og steder man har været – eller det modsatte.

Jeg har her til aften siddet en del i hotellets café og undret mig en del. Mange af de rejsen har været i de samme lande som jeg (især Vietnam, Laos og Cambodja) men deres rejse har bestemt haft et andet indhold end min. Det virker på deres fortællinger som om de kun har siddet på pubber og spist på fastfoodrestauranter. Som en sagde, da vi snakkede om Laos; ”Fedt land – elsker det sted. Øl koster intet, vi var pissed i 3 uger i træk”

Jeg er jo ikke 25 mere:( Men i sådan et selskab føler jeg mig som en gammel museums-nullermand, der tilsyneladende står ret alene med lysten til at komme tæt på alt det i disse lande, som er så fremmed og på mange måder uforståeligt. Mit ønske om at forstår lidt mere alt det – og ikke bare ølkulturen, står jeg ret alene med i sådan et selskab. En enkelt britisk pige støttede dog mit synspunkt, og gav udtryk for at hun var træt i at alt skulle gå op i bajere og billige diskoteker.

Men det blev nu en hyggelig aften – især fordi vi havde tid til at høre hinandens fortællinger – om de samme steder,- men oplevet på helt forskellige måder. Glæden over at møde andre, der kan tale med om trafikkaos i Hanoi eller Kuala Lumpur by night er simpelt hen rart.

Mit næste mål er Bali, og flere af de jeg snakkede med i går havde været der i en uges tid. De kunne samstemmende fortælle, at der for mig er dømt party i julen. Alle fester og strandene er hvide. Glæd dig – det bliver hot!! Jeg glæder mig faktisk. Siden jeg som lille dreng af onkel Helge fik en træfigur, hvor der i bunden stod, at den var lavet på Bali, har jeg ønsket at komme dertil. Den træfigur virkede på en eller anden måde magisk på mig, og jeg vidste den gang, at en dag måtte jeg tage til Bali, og se hvor denne forunderlige figur stammer fra. Men en ting er helt sikkert – på Bali vil jeg bo lidt mere komfortabelt – man må gerne forkæle sig selv lidt i jule ik?

Se fotos her

Ankommet til Laos.

Den 1. november 2009

Vi ankom til grænsen Lao Bao kl. 07.00 søndag morgen. 11 timer efter afgang fra Hanoi. Da vi befandt os temmelig højt i bjergene, var det ret koldt, og Frederik og jeg skulle gå over grænsen – sikkert fordi vi var de eneste i bussen med et underligt pas. Først gennem den vietnamesiske grænse, hvor de opdagede at vi havde været 7 timer for meget i Vietnam. Ups - vi skulle have været ude af landet den 31. oktober.... Bøden for ”overstay” er 5 dollar pr. døgn. Herudover koster det 1 dollar generelt at forlade landet. Nu gik vi de 100 meter over til grænseovergangen i Laos. Her var der ingen problemer, men igen måtte vi betale for at komme ind i landet (2 dollars) , noget alle skal betale. Vi skal være ude af Laos den 30. november. Det må vi overholde denne gang.

Nu gik turen så til Vientiane – Laos´ hovedstad. Bussen snørklede sig igennem bjerglandskabet og i takt med at vi kom ned fra bjerget steg temperaturen kraftigt. Når en passager blev tissetrængende, så gav man chaufføren et tegn, og han stoppede med det samme i vejkanten. Herefter trimlede de tissetrængende ud af bussen. Pigerne tissede til højre og mændene til venstre.

Da der ikke er så meget offentlig transport i Laos fungerede vores bus som en slags rutebil ned af bjerget. Folk stod på og af, og efter 19,5 timer havnede vi endelig i Vientiane. Byen er ekstrem stille sammenlignet med Hanoi, og som rygtet havde sagt os, er livsstilen meget tilbagelænet. Ingen kommer og hiver i en og pisker en stemning op.
Vi begyndte straks at lede efter et hotel, og mens vi i Hanoi kunne vrage og vælge, var alt næsten optaget her. Men vi er nu havnet på et rigtig lusket sted til 7,5 dollars for en nat. Virkelig low budget!! Men vi tager det som en oplevelse og glæder os til at se nærmere på byen i morgen. Vi trænger virkelig til en lang nat i en rigtig seng.

SE FOTOS HER

Afrejse fra Hanoi

Lørdag den 31. oktober 2009


Vi blev afhentet på hotellet kl. 17 af en mand på motorcykel. Vi skulle følges med ham ham til et opsamlingssted lige i nabolaget. Vi blev herfra samlet op af en taxi sammen 4 andre backpackere – en tysker, 2 fra Malaysia og en englænder. Alle var rystet over, at vi havde valgt siddebussen i så mange timer,- men for 70 kr. pr. billet kan man vist ikke forlange mere. Trafikken i Hanoi var ekstrem, og det tog 1 time at køre de 9 km. til busholdepladsen.

Her ventede en moderne dobbeltdækker på de mange backpackere, der havde bestilt ”Sleeper”billet. Luksusdyr – synes Frederik og jeg, der efterhånden på pladsen var blevet kendt som de to, der har bestilt siddepladser....

Bagerst på pladsen holdt vores bus. Den var allerede tæt pakket med kasser på taget og ca 10 vietnamesere ventede på afgang sammen med os. Bussen var en ældre Hyundai, der ganske givet havdee kørt mange ture på bjergvejene til Laos.Den lignede mest af alt de busser som Amdi Petersen sendte Tvind-elever ud i verden med i 70´erne.
Vi skulle vente et par timer, og sad der på astfalten med de andre, som absolut intet engelsk kunne. Store fede rotter løb rundt under bussen og tog tilsyneladende ikke notits af os. Skummelt.

Kl. 20 var der afgang. En halvtom bus satte kurs sydover mod grænseovergangen Lao Bao. Under vejs bleve flere og flere samlet op, så bussen var fyldt ved midnatstid. At sove i en ældre siddebus der bumper afsted på hullede bjergveje i Vietnam er ikke nemt, og pladsen er trang. Det lykkedes dog indimellem at falde hen i en døs, og der er faktisk ufattelig mange siddestillinger der kan soves i. Der var køligt i bussen og vi pakkede os ind i tæpper.
Grænseovergagen Lao Bao ligger højt i bjergene, og natten igennem kørte vi på de smalleste bjergveje, der snoede sig op af bjergsiden.

Da internetforbindelsen får en til at tænke tilbage på de glade modem-dage i 90´erne, vil der komme færre uploads den næste tid og færre fotos:(
Vi håber et mirakel vil ske...

SE FOTOS HER

På grænsen til det ulidelige useriøse..

At tjekke ud af hotellet kl. 11.30 og så skulle vente til kl. 17.00 midt i Hanois trafikale kaos inden bussen til Laos kører, kan bringe en på grænsen til det ulidelige useriøse. Den slags kan nemt fører til groteske tankespind, der formuleres forklædt som seriøsitet....
Vi deler gerne et enkelt eksempel:


Se useriøse fotos her

Hvor er Onkel Ho?

Onsdag den 28. oktober 2009:

Idag var formiddagens program at møde Ho Chi Minh i egen person. Han er nemlig balsameret og kan beskues i Ho Chi Minh Mausoleet i byen. Dette møde blev dog ikke som vi havde regnet med - Onkel Ho var bortrejst!

Men inden vores søgen begyndte, skulle vi have morgenmad og den indtog vi på H Silk Restaurant. Stedet er nævnt i Lonely Planets "Bibel" og skulle være svært at finde, da det tilsyneladende blot ligner en butik med silkestoffer. Vi fandt stedet og blev via en trappe bagerst i butikken guidet op på første sal, hvor der ganske rigtig var en lille restaurant. Vi sad på balkonen og nød Hanois travle morgentrafik og spiste morgenmad.

Efter H Silk gik vi ned og fandt en cykeltaxi og blev kørt igennem byen til Ho Chi Minh Mausoleet, der også indeholder et museum om den elskede landsfader. Ho Chi Minh selv ønske ikke al den ståhej om sin person og havde frabedt sig en balsamering. Han ville i stedet for kremeres og have asken spredt over det land han elskede. Han fik som bekendt ikke sin vilje og kan nu under store sikkerhedsmæssige omstændigheder ses dagligt. Bare ikke i denne tid.
Ho Chi Minh bliver nemlig en gang om året fløjet til Moskva, hvor han bliver istandsat og frisket op... Så efter en rundtur i museet måtte vi sande, at trækplasteret var bortrejst. Oplevelsen var ikke dårligere af den grund, og vi kunne glade tage cykeltaxaen tilbage til centrum.

Frokost spiste vi i "No Noodles"- en sandwichbar, der nok især henvender sig til backbackere, der trænger til et madmæssigt løft ud af dén vietnamesiske suppe, der er fast tilbehør i snart sagt alle retter.

Det var nu tid til at drikke øl! Nordvietnam har nemlig æren af at producere verden billigste øl. Den hedder Bia Hoi og serveres kun i glas. Den leveres dagligt i plastikdunke til de små hjørnecafeer og gaderestauranter, der også er de eneste steder man kan kan købe den. Det koster 75 øre for et stort glas og det er jo svært at sige nej til - indtil man har smagt den.... Nok verdens billigste øl - men måske også den værst smagende. Den har en alkoholprocent på 3, så her er ikke engang en grund til at drikke det lokale sprøjt. Vi betalte i hver fald og forlod to halvfulde glas på gadebaren uden lyst til at gentage den oplevelse.

Resten af dagen har vi ikke planlagt endnu, men vi får senere vores pas tilbage med visum til Laos, hvor vi tager til den 31. oktober. Et visum koster 40 US dollar. Et turistvisum giver 30 dages ophold i landet. Vi glæder os allerede.

SE FLERE FOTOS OG VIDEO HER

De elsker uniformer

I 1971 udførte psykologen Dr. Philip Zimbardo et dramatisk eksperiment, der siden er gået over i historien under navnet "The Stanford Prison Experiment".

Eksperimentet gik i al sin enkelhed ud på, at man betalte nogle helt almindelige mennesker for at deltage i et spil, hvor de henholdsvis skulle være fanger og vogtere i et fængsel. Alle vidste, at det blot var et spil, og alle fik deres løn for at deltage.

Det vise sig dog hurtigt, at de deltagende personer levede sig sig ind i rollen, så vogterne blev mere og mere ondsindede og lavede flere og flere regler, mens fangerne blev traumatiserede og psykisk nedbrudte. Efter få dage fik en deltager et sammenbrud og måtte tages ud af spillet, og hele eksperimentet måtte stoppes efter en uge.

Eksperimentet kan blandt andet bruges som dokumentation for at påtagelsen af roller i vores samfund er så grundlæggende, at det hurtigt bliver alvorlig virkelighed. Vi kender det også fra Jerry Springers talkshow, hvor gæsterne altid farer i totterne på hinanden, fordi det simpelt hen forventes af dem - de påtager sig med det samme den rolle der er givet til dem.

Fænomenet har vi set i en lidt andet form flere gange på vores rejse. Nemlig i brugen af uniformer.
Især i Kina og Vietnam,- men også til dels i Filippinerne så vi brugen af uniformer i de mest umulige sammenhænge.Vi har flere gange været i tvivl, om vi stod foran politiet eller en gadefejer eller sikkerhedsvagt i et supermarked. Alle bærer uniformer. Der er stjerner og bånd på og gerne en fin tilhørende kasket.

Hvorfor mon? Hvad skal alle disse uniformer til for - for princippet går igen i skolerne, hvor alle går i uniform, og i alle butikker har de ansatte en særlig uniform - nøjagtig som vi kender det fra Mc Donalds. Ens rang kan aflæses af ganske få ændringer i unifomeringen og tilstræbes.

Vores konklusion er, at uniformen giver status og medlemskab af en gruppe. Uniformen placerer individet i en rolle, som man så udlever som det forventes af en. Når vi i særlig grad har set dette uniformshelvede i Kina og Vietnam, hvor kommunisterne stadig sidder tungt på magten, så ligger det jo snublende nært at forestille sig, at systemet ikke ønsker individualister og folk, der skejer ud.
Uniformen placerer én blandt mange i et fællesskab, hvor det ikke er muligt at træde ud.
Samtidig virker uniformen identitetsskabende i et fattigt land, hvor man kampen om ikke at ende nederst på samfundets stige kan reddes af en uniform.

Vi tænker smilende tilbage på Kina og det lille pyjamas-oprør vi oplevede der. Og må så alligevel acceptere, at oprøret bestod i en ny uniform - en ny rolle med fællesnævner.

En fremmed er en ven du ikke har mødt endnu

Tirsdag den 27. oktober 2009:

Når man kommer til en ny by, er det helt afgørende, hvordan man mentalt har det inden mødet. Præcist som når man møder nye mennesker. Er man glad, smilende og positiv, bliver mødet bare bedre og et muligt venskab kan etableres. Lidt omskrevet kan man sige, at en fremmed by er et fantastisk sted du bare ikke har mødt endnu...

Kun med den indstilling blive det at rejse rundt til fremmede kulturer en succes. Først i mødet med det fremmede ved du, hvem du selv er. Padler man rundt i den lille andedam derhjemme, konfronteres man ikke på samme måde med sit eget liv - det ender ofte kun med rygklapperi og en bekræftelse af, at ens liv er det eneste rigtige. Så opstår måske angsten for det fremmede - det man ikke forstår.

Herude er man den fremmede og ens liv, tanker og værdisæt får hele tiden nogle stød, så vi er nødsaget til at besvare spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig gør som vi gør. Det er sundt og vigtigt, og giver livet nye dimensioner og åbner døre.

Men det kræver som sagt at man tør åbne sindet for det nye og beskue sit eget liv fra nye vinkler, - og at man ikke er morgensur efter en nat med tre timers søvn sammenkrøllet i en vietnamesisk sovebus. Sådan må vi erkende at vi mødte Hanoi i morges. Vrissen skubbede vi de ivrige folk væk fra os, når de ville sælge billige hotelværelser. Muggent skulede vi efter den kaos-agtige trafik, der brølede løs uden hensyn til nogen og fyldte hele bybilledet. Chokeret og fordømmende rystede vi på hovedet af rækken af slagtede hunde, der lå klar ved slagteren og hidsigt skændte vi på fyren, der havde lovet os en gratis taxi til bymidten, men endte med at tage 100.000 dong for turen.

Vi var efter kun en time i Hanoi enige om, at det var en lorteby, og at vi hurtigst muligt måtte væk. Vi gik derfor ned i receptionen for at høre, hvad de kunne gøre for at sætte lidt turbo på vores flugt fra hovedstadens larm og kaos.
Her mødte vi en sød dame, der hurtigt med sit smil og positive interesse i vores rejse og stolthed af Hanoi delvist fik os lidt i bedre humør.
Vi gik på værelset og fik en time på øjet, og gik derefter ud for at spise. Nu var vi udhvilet og langt mere parate til at møde den fremmede by, der ventede med sit utal af små handelsgader og alt det som netop kun denne by kan byde på.

Vi endte med at være helt glad for, at vi faktisk kom til Hanoi, og glæder os til de næste dage her. Jo vi er sikre på at vi har mødt en ny fantastisk by som nok skal prikke til vores selvbevidsthed og stille nye spørgsmål som vil kræve at vi anskuer vores liv fra endnu en ny vinkel.

SE FOTOS OG VIDEO HER

Ankommet til Hanoi

Tirsdag den 27. oktober 2009:

11,5 times buskørsel i en liggebus konstrueret for vietnamesere med en gennemsnitshøjde på 1,60 m er et mareridt. Man kan ikke strække sig ud og sengens bredde er ca. 35 cm. Men endnu engang har vi overlevet en sådan natkørsel og dermed sparet et hotel.
Vi ankom til Vietnams hovedstad kl. ca. 07.30 og blev sædvanen tro nærmest overfaldet af folk på fortovet, der gerne ville tilbyde det bedste hotel i byen til billige penge. Stoppestedet var ca. 8 km fra centrum, og en kvik fyr tilbød en gratis taxi, hvis vi ville bo på hans hotel. Han priste det til skyerne, og vi tog med. Men hotellet var beskidt og det lovede gratis internet fungerede ikke. Vi betale ham derfor de 100 000 dong (27 kr), som taxaen havde kostet og fandt selv et fint hotel med en god wifi forbindelse. Af hensyn til vores rejseblog er det blevet et centralt punkt i de kriterier vi stiller for et godt hotel:-)
Hotellet hedder Ngoc Dung Hotel og er rart sted, hvor de også kan servicere os mht visa til Laos og ture i omegnen. Det koster 50 kr. pr. nat med fri wifi, satelit tv og AC.

Vi begyndte selvfølgelig med morgenmad på en lokal kaffebar, og sundede os noget over det kaos som Hanoi virkelig er. Hanoi eller Ha Noi (indb. ca. 4 mill) har været hovedstad for hele Vietnam siden 1976 og var hovedstad i Nordvietnam fra 1954-1976.
Byen ligger på den højre (sydvestlige) bred af Den Røde Flod. I byen findes Ho Chi Minhs mausoleum og mange museer relateret til frihedskrigene fra 1945-1976.

Men byen er samtidig enorm kaotisk med gadehandel overalt og en trafik, der absolut slå Ho Chi Minh City (Saigon). Vi er enige om, at byen ikke har samme charme som Saigon til trods for de mange ældre bygninger og den meget ældre historie. Så vi vil ikke bruge mere end et par dage her, og så i stedet se det meget omtalte Halong Bay en 4 timers kørsel herfra.

I et senere indlæg til bloggen vil vi gøre mere detaljeret rede for de næste 5 dage i Nordvietnam. Vi skal som før omtalt forlade landet senest den 31. oktober, hvor vores visum udløber.

Se fotos her

Så tager vi til Hanoi

Idag skal vi som omtalt tidligere på skolebesøg. Og senere går turen så til Hanoi i bus. En tur på ca. 14 timer. Ruten er opdateret herunder.

Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort

Rejserute opdateret

I morgen den 23. oktober drager vi endnu et lille skridt mod Hanoi, idet vi tager en bus til Hué - den gamle kejserby. Turen tager kun knap 4 timer og der er afgang kl. 13.30. Se kortet herunder:
Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort

Uopdaget vietnamesisk strandidyl

Tirsdag den 20. oktober 2009

Efter 10 timer i bus er vi nu ankommet til Nha Trang. Det er en kystby med ca. 300.000 indbyggere og stranden her er simpelt hen fantastisk. Hvidt sand og et blågrønt kinesisk hav der inviterer til lange svømmeture og snorkling. Vi har lejet os ind på et hotel til 8 US dollar om dagen (ca. 40 kr.) med havudsigt – men ingen internet:(
I dag har vi ikke lavet andet end at slange os på stranden og nyde livet efter det mere hektiske liv i Saigon (Ho Chi Minh City). Vi bliver her nok kun til i morgen, for vi skal nå til Laos inden den 31. oktober. Vores visum for Vietnam gælder kun 15 dage, og man ser ikke venligt på folk der der ”overstayer”. Men med en Open ticket i baglommen og natkørsel (som erstatning for hotel) skal det nok gå. Vi håber på at kunne få 4 dage i Hanoi inden vi sætter kurs mod Laos. Laos er det det eneste land (udover Kina) som er lidt besværligt mht. til visum, så vi er forberedt på at skulle vente et par dage på det. Desuden koster det vist 400 kr. har vi hørt.
Men lige nu hygger vi os ved et lille stykke paradis, som tilsyneladende ikke rigtig er blevet opdaget af turister endnu. Her er kun nogle ganske få russere – som altid glimrer ved deres ubehøvelede opførsel overfor lokalbefolkningen. Slæbende rundt på deres overbevisende overvægt hundser de rundt med folk, som om de ejer stedet. Heldigvis har vietnameserne en god humor, og det er tydeligt at de har valgt at se mere på underholdningsværdien af disse nyrige kødbjerge end lade sig irriterer af dem...
Nha Trang er som sagt et lille stykke uopdaget skønhed, som vi på det varmeste kan anbefale.

Og så er dette indlæg faktisk lavet på stranden og uploadet herfra - kan man ønske sig mere:-)

Se fotos her

Vietnam fra Syd til Nord

Vi har købt en Open Ticket til Hanoi med afgang idag (19.10.09) kl. 20.30. Første tur er på 12 timer i sovebus til Byen Nha Trang. Se ruten herunder:

Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort