De elsker uniformer

I 1971 udførte psykologen Dr. Philip Zimbardo et dramatisk eksperiment, der siden er gået over i historien under navnet "The Stanford Prison Experiment".

Eksperimentet gik i al sin enkelhed ud på, at man betalte nogle helt almindelige mennesker for at deltage i et spil, hvor de henholdsvis skulle være fanger og vogtere i et fængsel. Alle vidste, at det blot var et spil, og alle fik deres løn for at deltage.

Det vise sig dog hurtigt, at de deltagende personer levede sig sig ind i rollen, så vogterne blev mere og mere ondsindede og lavede flere og flere regler, mens fangerne blev traumatiserede og psykisk nedbrudte. Efter få dage fik en deltager et sammenbrud og måtte tages ud af spillet, og hele eksperimentet måtte stoppes efter en uge.

Eksperimentet kan blandt andet bruges som dokumentation for at påtagelsen af roller i vores samfund er så grundlæggende, at det hurtigt bliver alvorlig virkelighed. Vi kender det også fra Jerry Springers talkshow, hvor gæsterne altid farer i totterne på hinanden, fordi det simpelt hen forventes af dem - de påtager sig med det samme den rolle der er givet til dem.

Fænomenet har vi set i en lidt andet form flere gange på vores rejse. Nemlig i brugen af uniformer.
Især i Kina og Vietnam,- men også til dels i Filippinerne så vi brugen af uniformer i de mest umulige sammenhænge.Vi har flere gange været i tvivl, om vi stod foran politiet eller en gadefejer eller sikkerhedsvagt i et supermarked. Alle bærer uniformer. Der er stjerner og bånd på og gerne en fin tilhørende kasket.

Hvorfor mon? Hvad skal alle disse uniformer til for - for princippet går igen i skolerne, hvor alle går i uniform, og i alle butikker har de ansatte en særlig uniform - nøjagtig som vi kender det fra Mc Donalds. Ens rang kan aflæses af ganske få ændringer i unifomeringen og tilstræbes.

Vores konklusion er, at uniformen giver status og medlemskab af en gruppe. Uniformen placerer individet i en rolle, som man så udlever som det forventes af en. Når vi i særlig grad har set dette uniformshelvede i Kina og Vietnam, hvor kommunisterne stadig sidder tungt på magten, så ligger det jo snublende nært at forestille sig, at systemet ikke ønsker individualister og folk, der skejer ud.
Uniformen placerer én blandt mange i et fællesskab, hvor det ikke er muligt at træde ud.
Samtidig virker uniformen identitetsskabende i et fattigt land, hvor man kampen om ikke at ende nederst på samfundets stige kan reddes af en uniform.

Vi tænker smilende tilbage på Kina og det lille pyjamas-oprør vi oplevede der. Og må så alligevel acceptere, at oprøret bestod i en ny uniform - en ny rolle med fællesnævner.