Farvel til Taveuni

Lørdag den 23. januar 2010;

Under morgenmaden kl. 07.00 stillede alle de kvindelige ansatte sig op på en række og sang en fiji-farvelsang til mig og 4 andre, der skulle rejse i dag. Bagefter fik vi alle knus og kram og hver en halskæde med skaller fra stranden. Ufatteligt så tæt man kommer på hinanden på så kort tid.

Tiden på Fiji har uden underdrivelse været nogle af de bedste dage på rejsen. Folk er fantastiske, naturen ubegribelig smuk og atmosfæren her er noget af det venligste og imødekommende jeg har oplevet på turen. Næste gang jeg besøger Fiji skal opholdet være længere – uden tvivl.

Efter morgenmaden sejlede vi ind til Taveuni, og kørte så med den ventende taxi ind til den lille lufthavn i Matei. Kamal var også mødt op for lige at sige farvel til alle. Utrolig sympatisk!

Lufthavnen i Matei er blot et lille træhus, hvor der er opsat lidt bænke til ventetiden og så det allervigtigste; En vægt!! Alt vejes, så man er sikker på, at flyet kan lette:) Først kufferter og rygsække, så håndbagage og sidt passagererne. Alle uden undtagelse skal op på vægten og have noteret sin vægt!!Flyet var som altid forsinket - dog kun med 5 kvarter:)

Vejret er klart og solen skinner – så det var en pragtfuld tur tilbage til Nadi. Jeg er atter indkvarteret ved Mama i Tropical Capricon hvor der både er varmt vand i bruserne, elektricitet og ikke mindst Internet. Jeg har brugt et par timer på at uploade ”taveuni-fotos” - håber I kan fornemme hvor dejligt her er!!

I morgen tager jeg et tidligt fly til Brisbane (Australien). Turen er beregnet til 1 time:-) pga. tidforskellen.

Se fotos fra rejsen i dag her

Kamal og den blå lagune

Fredag den 22. januar 2010;

Kamal er 49 år og 3. generation af en indisk familie, der i tidernes morgen bosatte sig på Taveuni. Kamal har tre drenge, der alle er under uddannelse, noget Kamal har sat hele sin formue ind på. Kamal var min chauffør i dag, og måske kommende nabo...

Jeg forlod Dolphin Bay kl. 8.00 med speedbåd, og på den anden side af bugten ventede Kamal med sin taxi. Vi skulle på heldagstur på Taveuni. Da infrastrukturen er meget dårlig, kan man ikke kører øen rundt. Vejen går til sydspidsen og så tilbage af samme vej, hvis man vil se den anden del af øen. Vi begyndte sydpå og pludselig blev den hullede jordvej afløst af et par kilometer asfalteret vej. Kamal kunne fortælle, at det var Rich Mans Road. Ganske rigtig var her en del millionvillaer ud til vandet – en golfbane og tennisfaciliteter, og de primært rige amerikanere og australiere der køber grunde her, har altså så meget magt, at regeringen har asfalteret vejen ved deres huse. Vi fortsatte ud til de såkaldte Blowholes, der er huller i lavaklipperne, der hvor vandet kommer ind fra havet. Vandet kastes herefter op i flotte sprøjt. I dag var vandet meget stille, og derfor var sprøjtene ikke så høje – men alligevel et fantastisk syn. Som altid, når jeg er på heldagstur med en lokal chauffør, opstår der et mærkeligt fortættet forhold mellem os. Snakken går og Kamal ville vide lige så meget om Danmark, som jeg var nysgerrig på Fiji. Her er man langt mere veluddannet end i det underudviklede Asien jeg har rejst i. Det betød også nogle langt mere gennemtænkte spørgsmål baseret på en grundviden, der er ret bredt funderet. Kamal ville gerne tale om klimaforandringer f.eks. og kunne kommenterer på resultaterne fra klimamødet i København. Her er man meget bevidst om klimaændringer, der bl.a. betyder, at det regner meget mindre. Mindre regn betyder mindre drikkevand osv. Desuden kan man her helt konkret vise, hvordan kysten har ”ædt” den første række palmer, og er igen sikker på at det er første tegn på langt værre vandstigninger i fremtiden. Kamal er slet ikke så negativ i forhold til klimatopmødet som så mange andre jeg mødt. Hans pointe er, at intet ændres ved kun at pege på de multinationale selskaber. Kravet skal komme nedefra – fra befolkningerne. Når først de stiller krav, vil der ske noget. Mødet i København var derfor vigtigt. Vi kan ikke snakke nok om de her problemer, og jo større eksponeringen er jo bedre.

Kamal viste mig også en øens stoltheder, et 7 stjernet luksushotel (Laucala Island). Dem finder der kun 2 af i verden (det andet er i Dubai) Her kan man overnatte for 35000 US dollars pr. nat. Fornylig har Arnold Schwarzenegger og familie været der.

Kaffen fik vi hjemme hos Kamal og hans kone. De bor i et fantastisk hus ud til bugten med den vildeste udsigt. Jeg var helt rundt på gulvet af bare misundelse. Dette var ganske simpelt et fantastisk sted. Da Kamal lurede min begejstring, spurgte han om jeg ikke ville være hans nabo. Han ejer nemlig ti grunde omkring sit hus – alle på ca. 3000 kvadratmeter. Pris: 100.000 kr. Jeg er sikker på, at jeg haft pengene, var jeg blevet grundejer på Fiji i dag. Hans kone hentede matrikelkort og der gik for en stund EDC i den... Jeg har lovet Kamal at jeg vil overveje et køb, hvis jeg vinder i lotto. En grund solgt svarer til en søns uddannelse.

Efter kaffen tog vi til den strand, hvor The Blue Lagoon blev skudt. Der stod jeg i sandet og mindes mine teenageår i biffen med Brooke Shields. Jeg er ganske klar over at filmen, især 2´eren, var et flop, men jeg var 15 og ligeglad!! Bagefter tog Kamal mig til det fantastiske vandfald som et ret centralt i en filmens scener. Jeg hoppede i vandet og følte mig næsten som en rigtig hollywoodstjerne. Det bedste var nok, at Kamal kunne fortælle alt om de 6 måneder, da Hollywood flyttede ind på øen, og hvordan alt for en stund blev anderledes. 2000 arbejdere blev kaldt ind for at bygge scenerne op og det med den præcision som kendertegner millionfilm. Som Kamal sagde; I den periode måtte Fiji-Time glemmes. De amerikanere er sygeligt effektive. Kamal fortalte også, at det for de fleste folk på Fiji er svært at udpege de steder, hvor filmen blev til, idet de mangle klip er mikset sammen. Men han vidste alt om den film, og han var beæret over, at nogen gad høre hans historie om en b-film de fleste allerede har glemt. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl,- når jeg kommer hjem er det første jeg skal, at gense de to film. Så vil bare nyde det ubetinget, mens jeg højlydt peger på skærmen og siger; Der har jeg også været:-)

SE FOTOS HER

Snorkling og mødet med en haj

Torsdag den 21. januar 2010:

Det er sådan en dag man savner sit undervands-kamera!!

Efter den fælles morgenmad tog alle dykkerne med båden til Rainbow Reef for at dykke. Jeg besluttede at bruge formiddagen på at ligge ved stranden kun afbrudt af svømmeture. En ansat på Dolphine spurgte om jeg ikke havde lyst til at snorkle, men da jeg ikke var specielt begejstret for det på Filippinerne, var jeg lidt nølende. Hun sagde så, at der var mulighed for at se hajer derude – (hun kaldte dem sortsnuede hajer), og så var jeg pludselig meget interesseret. Jeg lånte snorkleudstyr og svømmede ca. 20 meter ud fra stranden. Her var koralrevet, og en helt utrolig farverig verden under vandet. Fisk i alle størrelser og farver svømmede rundt om mig og lilla og blå søstjerner kiggede op til mig fra bunden. Jeg var fuldstændig væk og mentalt forvandlet til en Jacques Cousteau. Pludselig kom en lille haj imod mig. Den var måske 50 cm. lang, men hajer er altså bare hajer uanset størrelse. Først blev jeg lidt panisk, derefter dybt fascineret. Der var tre, og de cirkelede rundt om mig et par gang inden deres nysgerrighed var tilfredsstillet – og så var de væk. På tilbagevejen blev jeg overrasket endnu engang af en kæmpe skildpadde. Dette langsomme og kluntede dyr på land passerede mig med elegance og en vis overlegenhed da den efterlod mig målløs i vandoverfladen.

Efter flere timer i vandet gik jeg i land og fortalte stolt om mine undervandsoplevelser. Ejeren af Dolphine Viola (hun er vist tysk) fortalte så, at den skildpadde jeg havde set er ældre dame, som de regner med vil lægge æg her i nærheden snart.

Jeg bliver aldrig dykker. Jeg føler mig på en mærkelig måde ufri i vandet, men jeg har nok ikke taget den sidste snorkletur i mit liv – det var ganske simpelt en fantastisk oplevelse!!

SE FOTOS HER

Hvis du har en rigtig møgdag!

Onsdag den 20. januar 2010:

Jeg har set mange fantastiske strande på min rejse, mange palmer og vidunderlig natur. Men på Fiji har de noget som kun kan opleves der. Nemlig datolinien. Når jeg står op om morgenen vil jeg og de andre på Dolphines Bay være de absolut første i verden, der ser solen stå op. Det er da fascinerende!!
Siden eg læste Jostein Gardners bog Maya for år tilbage, har jeg vidst at jeg en dag ville tage til Taveuni og opleve datolinien selv – og nu er jeg her. På datolinien ligger en lille kirke, som holder gudstjenester i går og i dag samtidig og chaufføren forklarede mig at den den lokales avis slogan er ”først med nyhederne”
Regeringen har gjort noget særligt ud af datolinien, som ellers er godt besøgt af turister – en lille tilgroet veje fører ned til et skilt, der er delt midt på, så man kan lade sig forevige med en fod i går og en fod i dag. Men det er nu også den der forunderlige følelse der tæller. Jeg var i hvert fald meget optaget af det, og måtte blive der en halv times tid, så det hele lige kunne falde på plads. Datolinien (eller 180 graders meridianen) kan nemmeste forklares således:

Jorden er som bekendt rund. På ca. halvdelen af jorden er det dag med sollys, og på den anden er det nat uden sol. Så på grund af jordens rotation oplever forskellige dele af Jorden forskellige dele af dagen. Men soltiden defineres lokalt, så ens klokkeslæt beskriver samme tidspunkt på dagen. Derfor går alle skolebørn verden over i skole ved 8 tiden:-)

Dette sker fordi vi alle har accepteret, at jorden er inddelt i 24 tidszoner. Alle der bor inden for samme tidszone har samme tid og dem der bor i zonen mod øst er en time bagud og omvent dem der bor mod vest. Tidszonerne har dog måtte føje sig for landegrænser og andre politiske forhold, så de er ikke helt lodrette, som man skulle tro.

Problemet er, at hvis man drager østpå og passerer alle 24 tidszoner, så ville man komme en dag foran. Dette problem har man så løst ved definere en såkaldt international datolinie. Datolinien er en grænse mellem to tidszoner midt i Stillehavet mellem Asien og Amerika. Steder lige øst for datolinjen er 24 timer bag efter steder lige vest for linjen. Det giver anledning til en række pudsige fænomener. Et fly direkte fra Australien til Californien lander f.eks. før det lettede:-)

Fiji er det eneste landfaste områder på kloden, som datolinien går igennem, og således hvor man
tørskoet kan stå blandt de første mennesker på jorden og se en ny dag blive til. Reelt betyder det, at har man haft en rigtig møgdag i Vestfiji, kan man tage over til østsiden af Fiji og tage den samme dag om igen. Det er simpelt hen for fantastisk og unik. Bare tanken om at har stået på dette helt enestående sted på jorden giver en kildende fornemmelse i maven.

For nu ikke at skabe det helt store tidskaos på Fiji har man internationalt bestemt, at alle på Fiji har samme tid – men datolinien er reel nok og kan altså opleves på Taveuni, hvor jeg befinder mig nu.

Tanker om tid.

Hvad er tid? Hvis ingen spørger mig, ved jeg det. Men hvis jeg vil forklare det for nogen, ved jeg det ikke.

Ovenstående citat er vist fra en filosof der levede før vores tidsregning. Men udsagnet er ikke blevet mindre væsentligt i dag – måske endda mere aktuelt end nogen sinde. Jeg har flere gange på denne rejse oplevet tidsbegrebet som en irritation. Jeg kan ikke ringe banken op, når der pludselig er bøvl med visa-kortet, fordi folk i Danmark sover trygt, mens jeg står med alle mine talenter på den anden side af jorden. Men samtidig er tidsbegrebet blevet en udefinerlig og flydende størrelse, når jeg tænker på Bloggen. På Internettet er tidsbegrebet ligesom ophørt i traditionel forstand. Man bliver en del af et flow, der ikke tager hensyn til en fælles overenskomst om tid. Eller man kan måske sige man bliver sin egen tid i et kæmpe spind af andres private tid. Man befinder sig i et flydende univers, hvor man selv logger sig på og af efter behag.
Er det ikke også sådan at man beregner tid i forhold til noget andet? Hvor lang tid tager det at komme fra A til B? I cyberspace er der ingen faste holdepunkter, intet man kan sættes i forhold til. Man ER bare! Det har ingen praktisk betydning eller særlig relevans hvad klokken var, da jeg på et givet tidspunkt skrev et indlæg til bloggen. Man kan læse det og i det øjeblik bliver teksten, holdningen eller fotoet en del af ens egen private tid – mens den måske (ganske givet) er blevet en del af en andens tid et andet sted på Nettet.

Jeg tror de fleste der tager til Taveuni besøger datolinien – og mon ikke tidsbegrebet lige bliver vendt en ekstra gang, når man helt uvirkeligt står med hver sit ben i to forskellige døgn. Uforklarligt er nok det resultat de fleste kommer til – og så er jeg ligesom tilbage ved udgangspunktet!
Men det gør ikke så meget for det hele ender jo i Cyberspace, hvor der ikke er et klart defineret rum,- og tid er noget vi beregner i forhold til rum,- eller hvad?

SE FOTOS HER

Tavenui – ikke til at få nok af

Onsdag den 20. januar 2010:

Jeg måtte allerede på anden dagen af mit ophold på Fiji sande hvad ”Fiji-time” betyder. Her venter man nemlig til tingene sker – og der er ingen ophidselse eller aggression, hvis ting ikke lige sker til tiden. Mit fly til Taveuni var to timer forsinket. Vi var 4 der skulle med flyet, der ellers har plads til 20 passagerer. Men efter to timers venten i den lille lufthavn i Nadi, kunne vi endelig komme afsted.
At flyve over Fiji i et så lille fly er fantastisk – dels fordi det på mange måder minder om en rutsjebane i Tivoli og dels fordi man har et fantastisk view over øriget, og de mange små ubeboede øer. Turen tog 1,5 time og i lufthavnen i Matei ventede en chauffør på mig, hvilket han havde gjort i lang id pga af forsinkelsen. Som alle på Fiji var han smilende og modtog mig med et rungende Bula. Han spurgte om jeg var dykker, siden jeg skulle bo på Dolphin Bay, og var noget overrasket, da jeg sagde, at det var jeg ikke. Jeg fortalte ham om min særlige interesse for datolinien, og han foreslog at vi kørte der hen med det samme. Vi skulle alligevel vente på en både til Dolphin Bay.
På den måde fik jeg allerede den første dag en gammel drøm opfyldt, og da jeg stod der på datolinien var det som alt gik op i en højere enhed. Jeg var lykkelig. (læs mere om datolinien i et senere indlæg)

Vi kørte nu ned til stranden hvor en meget lille båd ventede på os. Et par knægte sejlede mig til Dolphin Bay, der er det tætteste jeg nok kommer paradis i dette liv:) Turen tog en halv time, og på strandens hvide sand med palmer stod den sødeste fijipige og tog imod mig. Med den legendariske blomst i håret og et nøddebrunt hår, der brusede omkring hendes ansigt inviterede hun mig på en rundtur på pladsen. Alt er placeret ned til vandet. Der er en reception et par brusekabiner, nogle toiletter og nogle hytter man kan bo i. Jeg bor i safari-telt med en vidunderlig dobbeltseng ud til havet.
Efter rundvisningen var der aftensmad med de andre der bor her i øjeblikket. Der er en australier, en svensker, et par briter og en tysker. De har alle det til fælles at de er passioneret dykkere. De rejser jorden rundt og dykker så snart de har mulighed for det. Igen var overraskelsen stor, da de fandt ud af, at jeg ikke dykker, men var kommet primært pga. datolinien. Da der jo ikke er butikker eller andet her – er det maden fra Dolphin Bay der spises. Alle spiser samtidig, så der ikke skal laves mad flere gange, og det er samtidig med til at skabe en familiær stemning. Eller sagt på en anden måde; Man kommer hinanden ved!

Jeg har aftalt med ejeren, at jeg i morgen torsdag tager en slapper og nyder det fantastiske vejr og snorkler på koralrevet 20 meter ude i havet, og at jeg på fredag bliver sejlet ind til Taveuni og får en day-tour med chaufføren fra tidligere. Han vil så vise mig ”The Garden Island” som øen kaldes med al dens fantastiske natur.

Her er virkelig vidunderligt. Folk fra Fiji er meget anderledes end i Asien. Den polynesiske livsstil er afslappet og smilende og her har man europæisk standard mht. højde:) Trods fattigdom er her rent overalt – intet affald der flyder overalt, og der er ingen tiggere eller emsige folk, der konstant prøver at sælge én Tæshirt eller fake Rolex-ure. Vejret er helt utroligt. Trods regntiden er sat ind, er det uden regn. Det er synd for øen, der virkelig mangler regn – men for min skyld må det gerne vente et par dage. Det har regnet 1 dag de sidste 3 måneder siger de lokale og er lidt bekymret. Drikkevandsbeholdningen er blandt andet meget afhængig af regnen.

I aften er jeg inviteret til Fiji-hygge med dans og sang på stranden lidt længere henne.

Fakta om Dolphin Bay Divers:
Dolphin er placeret på Vanua Levu, Fijis næststørste ø, i en lille bugt, i Somosomo strædet, omgivet af regnskov og en hvid sandstrand. Der er ingen veje, ingen diskotek, ingen air-con og ikke 24 timer el. Der er dog et smukt hus, fantastisk koralrev for snorkling og svømning, en dejlig vandretur op ad bjerget hvis man er til det, og så er det et af de bedste dykkersites i Fiji med alle de berømte dykkersteder ved Rainbow Reef kun få minutter væk. ”Basic” men komfortabel indkvartering i hytte eller telt – her er noget for enhver pengepung. Maden er lækker og lavet ”fra bunden” med friske råvarer. Elektriciteten er en blanding af sol og generator, så opladning af f.eks. mobiltelefon eller computer kan ske i receptionen i få timer i løbet af en dag. Om aftenen er det fakler og petroleumslamper der er lyskilden, og en lommelygte er helt uundværlig.

SE FOTOS HER

Bula Fiji

Onsdag den 20. januar 2010:

Fiji er ren paradis. Vejret er fantastisk! De lokale siger at det er klimaaendringerne der spiller ind - dry season er blevet wet og omvendt. Fijianerne er helt utrolige. Smiler hele tiden, hilser og er meget hjaelpsomme!! Bula Jesper siger de hele tiden. Bula betyder hej! De er mere negroide i traekkene end jeg har oplevet andre steder paa min rejse. Deres sorte haar er krusset og Mama har konstant en kuglepen stukket ind i haaret - saa er den lige ved haanden:)


Jeg er pt paa hovedoeen der hedder Viti Levu og tager i dag med fly til Taveuni (Matei). Jeg skal dog ikke bo paa Taveuni, men paa nabooeen Vanua Levu, men der er kun 15 minutters sejllads til Taveuni. Jeg skal bo paa Dolphin Bay Divers og de henter mig ved flyet. Jeg glaeder mig som et lille barn!! Der er som foer naevnt ikke elktricitet paa oeen, ingen Internet og intet mobilsignal - og heller ingen fastnettelefon for den sags skyld!

Jeg bliver der i tre dage inden jeg returnerer til Nadi igen.

Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort

SE FOTOS HER