Crocosaurus cove

Lørdag den 16. januar 2010:

Midt i Darwin finder man på Mitchell Street Crocosaurus cove. Det er en slags ”Wild Life Experience in the City.
Her i det nordlige Australien er det nemlig ikke koalaer, tasmanske djævle og kænguruer der sættes fokus på – men derimod krokodiller!!

Man kan tage på croc-tours og se dem i naturen, men ikke komme særlig tæt på. De bæster er farlige... Crocosaurus cove har lavet et spændende sted med masser af krokodiller som man kan komme drabelig tæt på. Blandt andet kan man mod betaling af 550 kr. blive sænket ned til dem i et glasbur. Jeg kom lige da der skulle fodres, og det var en ret spændende oplevelse, der på uhyggelig vis illustrerede hvor hurtige og dødbringende disse dyr er. De største på 5- 6 meter har et bid på 3,5 tons, og der skal ikke meget fantasi til at forstå hvilken skade dette kan gøre ved en arm eller et ben.

Ud over krokodiller var der slanger og andre reptiler, og en masse ansatte til at forklare og fortælle. Jeg har på min rejse set mange krokodiller og oven i købet også haft mulighed for at holde en, men altid har der været for meget turist-cirkus over det. Krokodille-farme kaldes de i Asien, og her bruger man dem både som spise og tasker. Der mangler simpelt hen en grundlæggende respekt for dyrene. Den har man i Crocosaurus cove, og det gjorde oplevelsen meget bedre.

SE FOTOS HER

Sat på plads af et brøl...

Torsdag den 14. januar 2010:

Er man i Odense, og er vejret godt, så kan spadsere ned i Munke Mose og stå ombord på Åfarten og sejle på den snoede Odense Å til man kommer til Odense Zoo. Her kan man så stå af og nyde dyrene nogle timer, inden man igen sejler tilbage til Munke Mose og byens centrum.
Jeg kom til at tænke på det i dag, fordi princippet er det samme i Adelaide. Torrens River er ikke meget større end end Odense Å, og med Pop-Eye kan man stille og roligt lade sig transportere til Adelaide Zoo, der ligger tæt på floden. Bortset fra pelikanerne, de sorte svaner og palmerne på bredden kunne det hele være såre fynsk:-)

Jeg har besøgt rigtig mange zoologiske haver på min rejse, og jeg tror aldrig jeg bliver træt af det. Moderne zoologiske haver gør meget for, at dyrene har de allerbedste forhold, og fantasien med hensyn til at skabe et virkelighedsnært miljø, der samtidig lader publikum komme helt tæt på, er stor. Zoologisk Have er stedet hvor familier kan tage sammen afsted og så være sikker på, at der er underholdning for alle – ung som gammel. Zoologisk Have er stedet, der inviterer til uendelig mange spørgsmål og skærper nysgerrigheden, og hvor man gang på gang bliver overrasket og forbløffet eller bare fascineret.
I dag oplevede jeg f.eks. at stå foran indhegningen med løver. Hanløven lå lige op ad hegnet til publikum og sov tilsyneladende. En far og hans lille dreng stod helt stille og iagttog det store kattedyr, og faderen fodrede drengen med svar på alle hans spørgsmål – mens de begge ufravigeligt havde blikket på løven. Drengen spurgte sin far om han ikke var bange, og faderen beroligede drengen og fortalte om indhegningens styrke, og at han kunne være helt rolig. Sådan stod vi en 5 minutters tid og kiggede, da løven pludselig med et ryk drejede sit kæmpe hoved ud mod os og med et åbent gab brølede højt. Vi trådte alle sammen et skridt tilbage undtagen den lille dreng. Han stod nu en meter foran os alle og græd – især da han opdagede, at hans far ikke var ved hans side. I et splitsekund var faderen tilbage ved sin søn, som han løftede trøstende op, mens han beroligende aede ham over håret. Jeg blev selv ret forskrækket og kunne selvfølgelig kun smile over, at vi alle fysisk flyttede os fra buret, da løven brølede. Instinktivt flygtede vi fra faren og rykkede sammen selv om vi alle udmærket godt vidste, at vi var i sikkerhed og ligeså godt kunne være blevet stående. Jeg smilede også over, at den lille banale episode for drengen måske blev første gang han oplevede sin far bange. I hvert fald kunne voksen som barn denne dag gå fra løveburet og erkende, at et brøl fra en hanløve skabte en ekstra dimension ved besøget i Zoo.

Adelaide Zoo er den anden ældste zoologiske have i Australien, og har mere end 1800 dyr. De nyeste der er flyttet ind er to kæmpe pandaer, og det er så populært, at det kræver en særlig billet at se dem. Køen var 100 meter lang, og jeg måtte konstatere at mit panda-eventyr i Chengdu i Kina ikke fik mig til at bruge flere timer i den kø. De havde også Tasmanske Djævle – her var der ingen kø – men til gengæld en pædagogisk plakat, der fortalte om årsagen til, at de er ved at uddø. Der er tale om en kræftsygdom, som stille og roligt er ved at udrydde bestanden, der i dag kun findes på Tasmanien. Der er eksportforbud – og de eneste djævle der findes uden for Australien bor i København, hvor de kom til som en gave til Frederik og Mary.

I øvrigt fandt jeg også ud af, at den mest kendte Tasmanske Djævel er Looney Tunes' tegnefilmfigur Taz. – så blev jeg så klog!

Adelaide Zoo er i øvrigt kendt for deres pædagogiske program, der både favner undervisning for de yngste helt op til gymnasieelever. Det er blandt andet muligt at overnatte der som skoleklasse.

Jeg blev også klogere i dag – det er helt rart lige at blive sat på plads af et løvebrøl,- det sanselige nærvær og den styrke som brølet repræsenter.

Se fotos herunder:

En djævelsk oplevelse...

Tirsdag den 12. januar 2010:

I dag blev jeg hentet kl. 08.00 ved Pickled Frog (Et hostel, der senere på dagen skulle opleve et ægte dansk møgfald)
Mens min sidste tur til Wineglass Bay gik op ad østkysten, skulle dagens eventyr findes på vestkysten af Tasmanien. Jeg var nemlig stået på Bottom Bits tur til Mount Field Nationalpark.

Guiden denne dag var noget anderledes end sidst, og det var hans gæster også! Han var den perfekte biologi-naturvejleder-fjeldræv-type. Vi kender ham også fra de danske bøgeskove, hvor han falder i et med naturen, og fordyber sig sådan i den, at han på visse områder glemmer civilisationen omkring sig. Hans viden om naturen i Tasmanien er fabelagtig, og han både fortæller og smager på alting han møder. Sådan en letterer distræt ung fyr, der hvis han ikke fanger sit publikum, nemt bliver opfattet som både sær og kedelig.
Dagens guide havde desværre et par finker af fnisende tøser fra Tyskland med. Sådan nogle som konstant tager nærfotos af sig selv, og hvor den fantastiske natur omkring dem, efterfølgende blot bliver noget grønt utydeligt grums i baggrunden. Piger på 19 år fra Dortmund tænder ikke på naturvejledertypen!! – og derfor vælger de bevidst at køre deres eget fnise-show, der bl.a. peakede, da de så nosserne på en kænguru.
To andre i bussen var et spansk par, der kunne lige så meget engelsk, som jeg kan spansk. Noget af en udfordring for guiden, der jo så gerne ville formidle sit stof. Især den spanske pige mente, at hun havde krav på vide besked om alting – og guiden havde svært ved at slippe fra hende. Tilbage var vi ud over mig et andet tysk par (lærerpar med sokker i sandalerne) samt en ung fyr fra Sydney.
Jeg snakkede med guiden under frokosten, og da han fandt ud af, at jeg var fra Danmark, fortalte han stolt, at han har gået i skole med Mary. Til trods for, at jeg ikke er specielt royal, synes jeg det var en ret sjov information, og måtte da også lige høre om ikke han havde nogle saftige highschool-stories om Mary. Det var nu ikke tilfældet. Han sagde hele tiden, at hun var helt som de andre, og at hun ikke havde fremstået som speciel i skoletiden. Derimod var han meget interesseret i at vide, hvordan vi som danskere så på hende, og om hun var faldet til.
Det blev til en lang og ret sjov royal snak – og efterfølgende påstod guiden, at Mary var skyld i, at jeg havde taget turen til Tasmanien. Jeg benægtede – men er kommet lidt i tvivl efterfølgende. Jeg hader bare tanken om, at Mary ubevidst har ført mig hertil....

Dagens oplevelser blev så storslået, at guidens problemer med at trænge igennem tyskernes fnis og spaniernes manglende sprogfærdigheder ingen reel betydning fik.
På østsiden af Tasmanien gror nogle af de højeste træer i verden. De højeste er over 100 meter høje. At stå under sådan en sætte virkelig tingene i perspektiv. Hele naturparken, der er kæmpestor, er inddelt i forskellige ruter man kan gå. Vi gik et par timer i det man vel vil kalde urskov med kæmpe træer, hvis kroner lukkede for al sollys.
Vi gik rundt om Dubson Lake og fik oplevelsen af at være i et stykke uberørt natur. Virkelig fantastisk.
Herefter kørte vi til en Wild Life Park, hvor man virkelig kunne komme tæt på de australske dyr. Især havde Den Tasmanske Djævel min interesse. Nu havde jeg efterhånden set et utal af djævelbamser og turistindustriens forsøg på at profilere dette dyr som en anden Koalabjørn (der i øvrigt ikke lever på Tasmanien) Det projekt tror jeg bliver svært at gennemføre. Dyret er altså bare ikke cute... Det er en stor rottelignende dræber, der er altædende. Finder de et dødt dyr i naturen bliver det ædt op rub og stub – intet efterlades. Deres bid er så hårdt, at selv knogler bliver kvast. At kigge ned i øjnende på sådan en rottelignende kødhungrende ådselæder får ikke en til at sige – nåhhhr hvor er den sød – må jeg ikke holde den? Nej fy for den. Giv mig en plysset vegetar som pandaen eller koalaen!! Dyrepasseren var nu godt klar over dette problem, og sandheden er, at den tasmanske djævel er tæt på udryddelse, og at der lægges mange kræfter i at skrabe penge sammen for at skabe en fremtid for disse djævle. Men rent markedsføringsmæssigt tror jeg startegien skal laves om. Væk med alle plysbamserne og erstat det med noget mere reel information. Budskabet drukner simpelt hen i bamser,- og ingen ved rigtig, hvorfor det stakkel dyr er truet.

Dagen sluttede på Mount Wellington, hvor man fra 1200 meter højde kan se ned over Hobart og omegn. Det er et helt fantastisk syn, som vi alle nød – selvom det blæste en pelikan på toppen.

Da jeg kom hjem til mit hostel (The Pickled Frog) ventede der mig noget af en overraskelse. Mit værelse var tømt!! Jeg gik selvfølgelig ned i receptionen og spurgte hvad der var galt. De kunne nu fortælle, at jeg ikke havde booket til mere end i dag. Til trods for mails osv. der kunne dokumentere, at det havde jeg – så var mit værelse lejet ud. Efter en lang skideballe på både engelsk og dansk, fik jeg det sidste døgns penge retur og måtte gå derfra kl. 18.00 uden noget sted at bo. Alle meldte om ”alt optaget”, og jeg var lige ved at opgive, da Hobart Hostel kunne tilbyde et værelse til 95 dollars. Mørket var ved at falde på, og jeg tog imod tilbuddet og var glad for ikke at skulle sove på gaden.

SE FOTOS HER