En helt igennem fantastisk dag!

Fredag den 18. december 2009:

I går aftes lavede jeg en aftale med receptionisten om at hun skulle skaffe mig en vogn og en chauffør til dagens udflugt til Lake Toba. Prisen blev sat til 400 kr., og så havde jeg hendes engelsktalende ven til rådighed hele dagen. Det blev til en fantastik tur på 14 timer med en masse fantastiske oplevelser.

Turen begyndte klokken 7, og min chauffør, der hedder Zul, begyndte turen gennem Medan. Han var meget god til engelsk, og sagde med det samme, at det var vigtigt jeg bare spurgte, hvis vi så noget jeg ikke forstod, eller hvid vi skulle stoppe og se nærmere på et eller andet.
Det blev til mange stop og mange spørgsmål.

Når man rejser rundt i et fremmed land, oplever man dagligt ting man ikke forstår og som man ikke lige kan slå op eller spørge om. At være på tur med en lokal – gav ikke bare muligheden for at få en masse interessant viden om området og traditioner osv., men samtidig muligheden for at komme tæt på en indoneser og det liv han lever til daglig. Zul er en fyr, der gerne deler ud af sin viden, og som er tydelig stolt af det land han bor i. Hans gode humør og store smil karakteriserer alle de mennesker jeg har mødt i Indonesien, og den mærkelige teori, at jo fattigere et land er, jo mere smil og glæde møder jeg. Det er da noget af et dilemma...

Selve køreturen til Lake Toba tager 4 timer og det første sted vi gjorde holdt var i en by, hvor mange af husene var affolket på 1. etage. Zul parkerede i en gade og spurgte om jeg kunne høre fuglene. Jo det kunne jeg. Der var en afsindig larm. Han fortalte mig at fuglene havde indtaget mange af husenes øverste etage og ladet menneskerne søge nedad. Jeg tænkte; det er da løgn – det er jo ren Hitchcock . Men det her er den rene virkelighed. Og der er selvfølgelig en grund til, at mennesket lader fugle flytte ind. Deres reder er nemlig meget værdifulde. Især kineserne tror, at de har en helbredende virkning og gør en stærk. De spiser simpelt hen fuglerederne efter at have lavet suppe på dem. Zul kunne fortælle, at 1 kilo fuglereder koster 10.000 kr., hvorefter han tilføjede – de er skøre de kinesere. Men der er utrolig mange kinesere i området, og det ses overalt.

Efter fuglebyen kørte vi videre og jeg bed mærke i nogle palmelignende træer med nogle meget store frugtklaser. Da jeg spurgte hvad det var, kørte han straks ind til en af plantagerne og fortalte om palme-olie for det var hvad det var. Han skar frugterne op, så jeg kunne se det gule, som bruges til madlavning og den inderste hvide kerne, der bruges til kosmetik.

Efter palmeolien spurgte Zul mig om jeg ikke ville se en gummitræplantage – og så fik jeg ellers historien om gummiproduktion, og prøvede selv at få et træ til at igangsætte en lille produktion af gummi, som iøvrigt er hvid....

Den næsten by vi kom til gjorde sig bemærket på grund af motorcykeltaxaerne. De kaldes jo tuk-tuk i Thailand, Malaysia, Vietnam osv., men her hedder de ojek. Mange af byens Ojek´er var nemlig nærmest at betegne som museumsgenstande. Ældgamle motorcykler af mærket Norton og BSA. Zul kunne fortælle, at byen ly lige op ad bjerge, der omkranser Lake Toba, og at de simpelt hen kræver en særlig stærk motor. Han mente at de oprindelig var kommet til byen med missionærer fra Holland og tyskland. Her er muslimerne nemlig i mindretal, idet den kristne protestantiske kirke sidder på flertallet af områdets beboere. Her holder Batak-stammen nemlig til, og de er alle kristne.

Længere fremme kom et bryllupsselskab gående gennem byen, og da de så mig hænge ud af Toyotaen med mit kamera, blev jeg bedt om at komme ud af bilen, så jeg kunne få et ordentlig billede. Det udartede sig simpelt hen til den rene bryllupsfotosession, og skulle jeg videre til Toba, ville de have haft mig med til festen:-) Men Zul ventede, og turen gik videre.

Lake Toba er verden største vulkansø skabt for 75000 år siden. Den er 100 km. lang og over 30 km bred. Den er 500 meter dyb og midt i søen er en kæmpe ø, der hedder Samosir Island og ved søens breder lever Batak-folket, der bor i farverige huse. Regnskoven er fuld af aber, der kommer frem for at blive fodret ved vejen, og skilte advarer mod ”Krydsende aber”. Zul satte mig af ved færgelejet, og jeg tog den 1 time lange sejltur til Samosir Island, her mødte jeg en fyr med et stor smil og rådnetænder,- og en motorcykel, og han kørte mig rundt på øen i et par timer, inden jeg tog færgen tilbage, og turen til Medan kunne påbegyndes. Lake Toba og Samosir Island var en fantastisk oplevelse, en naturperle af de helt store, og jeg nød hvert et minut.

På hjemturen, spurgte jeg Zul om han ikke kunne anbefale en god restaurant, og derefter kørte han til en lille by med en restaurant, der var forholdsvis ny. Som Zul sagde – der lugter stadig af maling...

Her fik jeg et traditionelt indonesisk måltid, der består af en ca 10 forskellige tilbehør, der serveres med ris. Jeg gloede noget på alle retterne, og sagde, at det kunne jeg slet ikke spise. Men Zul forklarede at jeg skulle spise det jeg kunne – så blev regningen lavet efter det – og resterne lagt tilbage til videresalg. Jeg spise og drak for 38 kr:-)

Ved 22 tiden var tilbage i Medan og hotellet og jeg kunne se tilbage på en fantastisk dag med et utal af store oplevelser!!!

SE FLERE FOTOS HER

Stor, støvet, stinkende og støjende

Torsdag den 19. november 2009;

En by skal ses fra tuk-tuk – i hvert fald Phnom Penh! Så slipper man for at kæmpe med den kaotiske trafik på egen hånd, man slipper for de grædende tiggerbørn, og så behøves man ikke ”slås” med alle de gadehandlende, der sælger alt for One Dollar...

I phnom Penh bor der ca. 2 millioner mennesker, og byen larmer også i 2 millioners klassen. Vejene er støvede, og der ligger skrald overalt. Her stinker simpelt hen. Byen er en sammensat størrelse med Kongens palads og ministerierne side om side med alt slummen og de faldefærdige bygninger. Fattigdommen er stor, og der er tiggerbørn, bønfaldende handicappede og prostitution overalt. De forsøger at tilkæmpe sig en plads mellem de børn, der har et eller andet de faktisk kan sælge – udnyttet af voksne, der bag det næste gadehjørne supplerer dem med små blomster og andet gøgl. Når der ikke er flere penge i en gade – bliver børnene kørt videre til næste kampplads,- næste gade. Dette foregår til langt ud på natten, hvor pengene sidder lidt løsere hos turisterne efter en god middag og vin.

Men byen er faktisk nem at orienterer sig i. Alle veje har nemlig både et navn og et nummer. Man skal altså bare huske et tal – så kan man altid finde hjem. Derimod er husnumrene et værre rod – de er blandet som tallene til bankospil,- og der kan ovenikøbet godt være to ens husnumrer i samme gade. Godt man ikke er postbud i Phnom Penh!

Jeg synes ikke Phnom Penh er smuk – til trods for Tolne Sap Floden, der løber gennem byen og har skabt et mere lukrativt River-side miljø, så må jeg er kende, at der er for meget rod, skrald og gadestøv overalt. Stanken fra de utallige skraldebunker spædet op med grillduften fra gadehandlernes simrende nudelsuppe og slagterens kødaffald i rendestenen sætter sig i næseborene og giver en let kvalme.

Jeg tager alle ”must-to-see” tingene i løbet af en dag eller to – og så må jeg videre – jeg kan mærke det er tid til lidt strand og beachmiljø i stedet;-)

Se flere fotos her

Do you like some weed?

Onsdag den 18. november 2009;

Efter 6 timers kørsel i den bedste bus jeg har oplevet på denne rejse, er jeg vel ankommet til Phnom Penh. Vejret er fantastisk og tidspunktet kl. 15 er genialt i forhold til det virvar, der altid er ved ankomsten til en ny by. Der skal findes et guest house, og man skal orienterer sig i byen.

I Phnom Penh har man vist gået på kurser i personlig pleje i forretningslivet. Alle er ekstremt høflige, man giver hånd til tuk-tuk chaufføren og udveksler navne. Formålet er selvfølgelig den ikke uvæsentlige fordel, der ligger i den personlige kontakt. Det er med andre ord væsentligt for de fleste chauffører at få mere end blot en tur med en turist.

Jeg kom ud at køre med en storsmilende ung mand, der ud over kurset i personlig kundekontakt vist også havde taget et i charme og positiv udstråling. Han kørte mig hen til Happy Guest House, og mente det lige var noget for mig. Stedet er klart en typisk backpacker-base med værelser på helt ned til 2 dollars pr. nat. Jeg valgte et med eget bad og må slippe med 5 dollars. Men det er også en tredjedel af mit værelse i Siem Reap.

Stedet ligger i Boeng Kak area i byen lige ud til en stor sø. Mange Guest Houses her har restauranten placeret ud i selve søen på bambuspæle. Stedet oser af afslappet stemning, og her er både poolbord, tv-stue og et par computere. Men intet wifi:-(

Jeg har fået værelse 210 – et lille rum uden aircondition – med som sagt med eget toilet og bad. Når man bestiller mad i restauranten får man samtidig sin værelsesbog udleveret og skriver så selv i, hvad man bestiller. Bogen bruges når man tjekker ud og regningen skal gøres op. Her er mange værelser og ligeså mange Happy backpackere, der hænger ud foran tv´et, chiller i hængekøjerne eller bare får sig et slag kort. Personalet er imødekommende og venlige og atmosfæren er som jeg fornemmer det meget rar.

Men et backpackerparadis med hængekøjer og soapopera på flimmeren betyder også masser af HAPPY-alting. Mange af de især helt unge rygsækrejsende synes nærmest at være kommet til Asien pga af den lette adgang til euforiserende stoffer, og det ved man i byen. Følgende lille samtale siger lidt om tankegangen her, og fandt sted kort efter min ankomst. Jeg satte mig ud på den flydende terrasse i en behagelig bambusstol og ønskede et eller andet at spise. Jeg havde ikke fået noget sin morgenmaden. En af de ansatte kom ud til mig og sagde;

-Hello – do you want some weed?

Jeg smilede og tog solbrillerne af – og overvejede om det kunne ses på mig og svarede:

-Yes I really want something to eat

Fyren lo og spurgte

-How much?

Jeg synes måske det var lidt mærkeligt at tale om hvor meget inden han vidste hvad jeg skulle have, men sagde:

-A lot my friend – I have not had anything since this morning.

Fyren så nu på mig med et skævt smil, og jeg tænkte, at vi da virkelig var på bølgelænge, da han sagde:

-go to you room, and I will bring something.

Nu blev jeg lidt forvirret;

-No no I want to eat here

var mit svar, og her forstod fyren vores misforståelse.

Det grinede vi så ret meget af, og et par svenskere ved bordet ved siden af griner vist stadig:-)

Skyggen på væggen

Fredag den 13. november 2009;

I dag er der stadig ulidelig varmt her i Vientiane. Skiftet fra den køligere bjergluft og til her er stor. Vi havde 32 grader i nat – og det får en til at få et næsten religiøst forhold til Air Aircondition;-) Men trods varmen havde jeg allerede besluttet mig for at se lidt nærmere på byens største attraktion, der samtidig er et nationalt monument – nemlig Pha That Luang.

Legenden siger at allerede i 3. århundrede før kristi fødsel blev et af Buddhas brystben begravet her af folk fra Indien. Bygningens konstruktion blev dog udtænkt mange år senere og byggeriet begundte i 1566. I begyndelsen af 1800-tallet blev bygningen dog ødelagt da der var krig med thailænderne, og det var franskmændene der i 1900 renoverede bygningen i den form vi kender i dag. Ændringer blev dog føjet til i 1931.

Pha That Luang er en såkaldt stupa og er 45 meter høj og befinder sig ca. 4 km nord for byen, så jeg hoppede på en Tuk-tuk og fik dermed også en fin bytur ud af det.

Chaufføren var i dag en munter ældre herre, der både talte flydende engelsk og fransk (Laos er som bekendt tidligere fransk koloni) problemet med hans sprogkunnen var dog, at han konstant blandede de to sprog sammen. Under køreturen sendte jeg en del varme tanker til min fransklærer i gymnasiet, der er den eneste forklaring på, at samtalen faktisk også fik indhold!

På vejen tilbage mod byen foreslå chaufføren at vi lige slog et smut inden om triumfbuen. Han udlagde historien som om, at den var inspirationskilden for den mere kendte i Paris. Jeg tror nu det er omvendt, men udsagnet understreger blot hvor stolte og glade man er for byens attraktioner og hvordan man på national vis har vendt en mørk kolonitid til noget positivt.

Vientianes Triumfbue hedder faktisk Patuxai og er ud over af være en lidt mindre kopi af sin kedte storebror også centrum for det kommercielle distrikt i Vientiane. Den blev bygget i 1969 – bl.a. af cement doneret fra USA til en lufthavn. Der kan man bare se hvad udenlandsk valuta kan blive til.

Især om aftenen er der gang i pladsen rundt om Patuxai med lysende springvand, der ”danser” til musik, som tuk-tuk chaufføren så poetisk udtrykte det.

Da byrundturen var slut, slog jeg mig ned på en cafe og fik mig noget køligt at drikke. Her mødte jeg et par orange munke, der åbenbart ventede på en tredje munk. Vi faldt i snak, og de fortalte levende om deres munkeliv. Især den ene var god til engelsk og kunne bl.a. fortælle, at han havde valgt munketilværelsen for livet. Måbende spurgte jeg selvfølgelig hvorfor – hvortil han svarede; ”I kærlighed til livet og de små ting, som andre ikke ser” Jeg sagde så, at jeg nu også mente, at livet var fantastik, uden jeg behøves at gå rundt i 35 grader viklet ind i orange stoffer osv.

Herpå pegede han på tre ting i nærheden af hvor vi sad og spurgte om jeg havde lagt mærke til dem. Den første ting han pegede på var et legende barn på den anden side af vejen. En lille dreng, der forglemmende selvoptaget fulgte en sommerfugls dans på himlen. Den anden ting var dråbe vand, der hang på bordpladen efter en glidetur fra min Icecoffee. Den tredie ting han pegede på var en skygge på væggen, der stammede fra cafeens parasol, men som lignede en krumrygget mand med stok.

”Når du ser de små ting i livet – også de der tilsyneladende ikke har materiel værdi, men som dog udfylder hver deres plads i DIN verden, så er du blevet klog på livet” var munkens kommentar, da jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde bemærket de tre ting. Og med de ord forlod han mig i en mærkelig tilstand af forvirring.

Inden jeg gik så jeg dog, at dråben var landet på fliserne, hvor den tog form som et lille hjerte, at solen havde ændret skyggen på væggen, så den nu lignede et kyssende par, og at drengen på den anden side af gaden stadig var helt væk i sommerfuglen, der vedholdende flaksede rundt omkring hovedet på ham!

SE FOTOS HER (Når Laos-internethastigheden altså tillader det:-)