Skyggen på væggen

Fredag den 13. november 2009;

I dag er der stadig ulidelig varmt her i Vientiane. Skiftet fra den køligere bjergluft og til her er stor. Vi havde 32 grader i nat – og det får en til at få et næsten religiøst forhold til Air Aircondition;-) Men trods varmen havde jeg allerede besluttet mig for at se lidt nærmere på byens største attraktion, der samtidig er et nationalt monument – nemlig Pha That Luang.

Legenden siger at allerede i 3. århundrede før kristi fødsel blev et af Buddhas brystben begravet her af folk fra Indien. Bygningens konstruktion blev dog udtænkt mange år senere og byggeriet begundte i 1566. I begyndelsen af 1800-tallet blev bygningen dog ødelagt da der var krig med thailænderne, og det var franskmændene der i 1900 renoverede bygningen i den form vi kender i dag. Ændringer blev dog føjet til i 1931.

Pha That Luang er en såkaldt stupa og er 45 meter høj og befinder sig ca. 4 km nord for byen, så jeg hoppede på en Tuk-tuk og fik dermed også en fin bytur ud af det.

Chaufføren var i dag en munter ældre herre, der både talte flydende engelsk og fransk (Laos er som bekendt tidligere fransk koloni) problemet med hans sprogkunnen var dog, at han konstant blandede de to sprog sammen. Under køreturen sendte jeg en del varme tanker til min fransklærer i gymnasiet, der er den eneste forklaring på, at samtalen faktisk også fik indhold!

På vejen tilbage mod byen foreslå chaufføren at vi lige slog et smut inden om triumfbuen. Han udlagde historien som om, at den var inspirationskilden for den mere kendte i Paris. Jeg tror nu det er omvendt, men udsagnet understreger blot hvor stolte og glade man er for byens attraktioner og hvordan man på national vis har vendt en mørk kolonitid til noget positivt.

Vientianes Triumfbue hedder faktisk Patuxai og er ud over af være en lidt mindre kopi af sin kedte storebror også centrum for det kommercielle distrikt i Vientiane. Den blev bygget i 1969 – bl.a. af cement doneret fra USA til en lufthavn. Der kan man bare se hvad udenlandsk valuta kan blive til.

Især om aftenen er der gang i pladsen rundt om Patuxai med lysende springvand, der ”danser” til musik, som tuk-tuk chaufføren så poetisk udtrykte det.

Da byrundturen var slut, slog jeg mig ned på en cafe og fik mig noget køligt at drikke. Her mødte jeg et par orange munke, der åbenbart ventede på en tredje munk. Vi faldt i snak, og de fortalte levende om deres munkeliv. Især den ene var god til engelsk og kunne bl.a. fortælle, at han havde valgt munketilværelsen for livet. Måbende spurgte jeg selvfølgelig hvorfor – hvortil han svarede; ”I kærlighed til livet og de små ting, som andre ikke ser” Jeg sagde så, at jeg nu også mente, at livet var fantastik, uden jeg behøves at gå rundt i 35 grader viklet ind i orange stoffer osv.

Herpå pegede han på tre ting i nærheden af hvor vi sad og spurgte om jeg havde lagt mærke til dem. Den første ting han pegede på var et legende barn på den anden side af vejen. En lille dreng, der forglemmende selvoptaget fulgte en sommerfugls dans på himlen. Den anden ting var dråbe vand, der hang på bordpladen efter en glidetur fra min Icecoffee. Den tredie ting han pegede på var en skygge på væggen, der stammede fra cafeens parasol, men som lignede en krumrygget mand med stok.

”Når du ser de små ting i livet – også de der tilsyneladende ikke har materiel værdi, men som dog udfylder hver deres plads i DIN verden, så er du blevet klog på livet” var munkens kommentar, da jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde bemærket de tre ting. Og med de ord forlod han mig i en mærkelig tilstand af forvirring.

Inden jeg gik så jeg dog, at dråben var landet på fliserne, hvor den tog form som et lille hjerte, at solen havde ændret skyggen på væggen, så den nu lignede et kyssende par, og at drengen på den anden side af gaden stadig var helt væk i sommerfuglen, der vedholdende flaksede rundt omkring hovedet på ham!

SE FOTOS HER (Når Laos-internethastigheden altså tillader det:-)