Måske skulle du lige læse vores regler?

Tirsdag den 29. december 2009;

Tidligt tirsdag morgen sagde jeg farvel til Perth og satte mig i en taxi mod Perth Lufthavn. Jeg skulle flyve med Qantas Air, der er Australiens stolthed, og absolut intet lavbudget firma, som Air Asia. Flyet var langt større og indrettet med storskærme og meget bløde sæder – med rigelig benplads. Der bleve serveret lækker mad undervejs, og alle de drikkevarer man måtte lyste. Alle sæder var besat af glade australiere, der skulle til Sydney på familiebesøg her i ferien.

Da jeg kom til Sydney Lufthavn fandt jeg hurtig en taxi, der kunne køre mig til Ashfield – en bydel ca. 9 km fra centrum. Det har mildest talt været et mareridt at finde et ledigt sted i Sydney her mellem jul og nytår – især hvis man gerne vil bo billigt. Jeg har skrevet emails til et utal af hostels (mens jeg var i Bali) og fået lige så mange afslag; Alt optaget!!

Men pludselig skrev Sandy fra Asfield Manor Bed & Breakfast, at hun havde fået et afbud, og at dermed var et ledigt værelse til mig. Jeg var lykkelig og jublede – et stort problem var løst. Den første nat skal jeg bo på et værelse med fælles bad og toilet, og i morgen flyttes jeg til et værelse med eget toilet og bad. Pris: 95 dollars pr. nat.....

Mødet med Asfield og Sandy på hotellet var ganske morsomt – og især når her efterfølgende ser tilbage meget grinagtigt.
Stedet er meget ordentligt. Det fornemmer man straks man træder indenfor. Alt er pinligt rent og ingen backpackerlarm af nogen art. Sandy viste sig at være en dame midt i 50´erne, der bød mig velkommen – men noget reserveret. Hun bad komme ind på hendes kontor, og rakte mig straks et papir med hotellets husorden. Fint sagde jeg med et smil og begyndte fra oven. Det svarede ganske til det man ser alle steder – helt praktiske ting om tjek-ind og id, køkkenfaciliteter osv. Men nederst på sedlen kom så sætningen der fik mig til at stivne: Appropriate dress to be worn all times; T-shirts must have sleeves.

Der sad jeg jeg med en ærmeløs T-shirt og min højre overarms tatovering og kløede mig på min ubarberede hage og viste at første indtryk ikke var faldet i Sandys smag. Jeg åbnede min lille rygsæk, hvor jeg vidste der lå en kortærmet skjorte, og tog den stille og roligt på uden at sige noget. Sandy smilede og sagde – godt så,- og nu til betalingen. Ønsker du at at betale med kort eller kontant?

Mens Sandy ordnede papirarbejdet undrede jeg mig over den ene sætning i reglerne – hvorfor lige T-shirts uden ærmer? Jeg kan da sagtens komme på andre beklædningsgenstande, der er noget mere udfordrende og grænseoverskridende. Men jeg undlod at kommentere på det. Jeg husker at der på husreglerne på et hotel i Cambodja stod, at man ikke måtte bruge maskingevær, håndgranater eller indtage drugs på hotellet. Disse ting er slet ikke nævnt her – her er det farlige sprængstof ærmeløse t-shirt....


Efter betalingen fik jeg en rundvisning på hele hotellet. Det er faktisk rigtig hyggeligt med opholdsstuer, udestue, dejligt fælleskøkken osv. Desuden er morgenmad inkluderet i prisen. Der er både tv og køleskab på værelset og en udmærket seng. Tiderne med fri wifi hører Asien til – her betales der for sådan noget. På backpackerhotellet kostede det 3 dollars i timen – her koster det 7,5 dollars. Men så er forbindelsen også meget bedre.

Jeg har været en kort tur ude for at se på Ashfield og finde busstoppested og togstation, så jeg er klar til Sydney centrum i morgen. Da jeg kom hjem mødte jeg Sandy i opholdsstuen, og hun snakkede som et vandfald, og der er ingen tvivl om, at det er hendes hotel, og at det er vigtigt for hende, at kunderne føler sig trygge og godt behandlet – bare vi beholder vores ærmeløse t-shirts i rygsækken:-)

PS: Sydney har et dejligt dansk sommerklima i øjeblikket. 25 grader i skyggen og let overskyet. Det er noget der passer mig. Tidsforskellen er som nævnt 10 timer ift Danmark.

Alt er anderledes – næsten

Lørdag den 26. december 2009;

Ankom til Perth i nat kl. 04.00. Der var 16 grader og befriende køligt. Visum til Australien havde jeg fået elektronisk over nettet (et såkaldt E-visitor for turists) Jeg ansøgte den ene dag, og fik svarmail og godkendelse den næste. I lufthavnen var den elektroniske besked allerede kodet sammen med mit pas, og uden problemer kom jeg igennem tolden og fik mit stempel. I øvrigt er sikkerhedsforholdene i lufthavnen præcis som man ser det i tv-serien Border-Security – alt bliver tjekket, og man er især meget strikse omkring madvarer og den slags ting.

Uden for lufthavnen stod der ingen kødrand af taxachauffører, som alle ville have mig som kunde – ingen skænderier om pris osv. Fantastisk! Men at jeg er kommet ud af cirklen af asiatiske udviklingslande fik jeg snart at mærke på den hårde måde. Turen fra lufthavnen til Northbrigde bydelen, hvor mit hostel ligger kostede 35.... dollars!! (160 kr) Turen tog 10 minutter og ville have kostet en fjerdedel i Bali.

Jeg bor på Britannia on William – et backpackersted med plads til mange gæster. Her er de obligatoriske 10 sengs stuer til 29 dollars – og så et singleværelser for 39 dollars. 180 kr. for en overnatning er voldsomt, når man lige har rejst 4 måneder rundt i Asien. Værelset er 6 m2 og består af en seng og en stol. Ingen aircondition (der er over 30 grader om dagen) og intet toilet. Der er fælles toilet og bad på gangen. Heller ingen fri wifi, det koster 10 dollars for 4 timer– men til gengæld en fin internetcafe i tilknytning til receptionen. Samme standard gav jeg 40 kr. pr. nat for i Jakarta...

Jeg sov til kl. 09.00 og tog mig et bad, inden jeg bevægede mig ud i den morgenhede Perth. Det slår en, at der ingen mennesker er.... Godt nok bor her 1,5 millioner af slagsen – men det mærkes slet ikke. Ingen kaotisk trafik og ustandselig dytten, ingen råben og skrigen fra folk, der tilbyder alverdens ting. Alle skilte kan jeg læse og forstå, og kommunikationen letteregøres en del – da alle her snakker flydende engelsk:)

Strømstikkene her er meget mærkelige – så mærkelige, at mit multi-stik-til-hele-verden-adapter-sæt fra Danmark ikke kan hjælpe. Min telefon havde ingen strøm, og min computer var også tæt ved at være flad – så morgenen gik med at finde sådan en sjover. Jeg fandt en ret hurtigt og måtte smide 20 dollars for den (92 kr.)

Jeg skal være i Perth i 3 dage – rejser videre til Sydney den 29. december, hvor jeg har planlagt at holde nytår. Jeg vil bruge dagene til at se lidt nærmere på byen, der trods sin størrelse er utrolig hyggelig og nem at navigere i.

Det mest fantastiske ved skiftet fra Asien til Australien er nok, at jeg for første gang i 4 måneder falder i et med mængden. Ingen kan i princippet spotte mig som turist – den følelse er virkelig utrolig – f.eks. har to kinesere i dag spurgt mig om vej – og ved havneområdet (Waterfront), hvor jeg nød en stille sodavand i solen, satte en ældre mand sig på bænken og talte til mig som om jeg var indfødt. Det er specielt pludselig at skulle begynde alle samtaler med – jeg er altså turist, og det derfor jeg måske spørger lidt dumt....

En ting har dog ikke ændret sig fra Bali – tidszonen! Men den ændrer sig kraftigt, når jeg rejser til Sydney – ligesom varmegraderne også falder så vidt jeg kan forstå. Jeg ser drømmende frem til 24 grader i skyggen, og noget der minder lidt mere om dansk sommervejr.

OBS: Upload til galleriet virker ikke pt:( (Galleriet er nu oppe igen - se fotos her)


-

Forlader Asien i dag

Fredag den 25. december 2009:

Fra Bali kan man komme til Australien for 300 kr.
Sådan et tilbud er svært at sige nej til, og jeg har derfor lavet mine rejseplaner om. Jeg tager en månedstid til Australien og forlader dermed Asien for en stund. Jeg begynder mit Australien-eventyr i Perth, og har så forsøgt at lave en rejseplan, hvor jeg får så meget at se af kontinentet som overhovedet muligt. Desuden er både Tasmanien og Fiji lagt ind i programmet:)

Nogle vil nok påstå at projektet er temmelig ambitiøst - men hvem ved om jeg nogen sinde får mulighed for at se Australien igen...

Miy fly til Perth afgår fra Bali (Denpasar) i dag ved midnatstid og jeg kan derfor forvente at være på australsk jord tidligt lørdag morgen.

Den foreløbige skitse ser sådan ud:

Perth
Sydney (nytår)
Melbourne
Hobart (Tasmanien)
Adelaide
Darwin
Fiji
Brisbane
Gold Coast

Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

Strand ceremoni

Fredag den 25. december 2009;

Første juledag skal man ud at gå – eller trave, som min far siger det! Ud og gå julesulet af sig og trække noget frisk luft. Så man er klar til de mange julefrokoster mellem jul og nytår.

Derfor skulle jeg selvfølgelig også ud at trave – i år stod julemenuen på mexikansk mad og banansplit til dessert – men selv om juleand og fedtede klejner ikke var på menuen, ville en rask travetur være på sin plads!

Jeg gik fra hotellet efter morgenmaden kl. 09.00, og satte retning mod stranden. Turen til stranden tager lidt under 10 minutter, og jeg besluttede at tælle, hvor mange gange jeg undervejs ville blive antastet af folk, der ville sælge mig et eller andet. Da jeg nåede 100 opgav jeg tælleriet. På Bali tiltaler de en Boss – og ikke friend (som ellers er tilfældet i resten af Asien) Konstant flyver sætningen ”Hey Boss” gennem luften – efterfulgt af af en af tre varianter 1) do you want taxi 2) do you want massage 3) do you want drugs
I begyndelsen ryster man på hovedet og svarer pænt nej – men efterhånden lader man bare som ingen ting. Går lige forbi uden at kigge på dem. Når 5 mænd står med en meters mellemrum og alle spørger om jeg vil køre med deres taxi, så bliver tilbuddene mere mekaniske sætninger, der bare siges uden nogen forventning om respons. Sidst på dagen bliver de forskellige tilbud da også suppleret med sjove bisætninger og useriøs attitude. Når trætheden melder sig, og de har stået en hel dag og råbt efter turister, bliver de simpelt hen nød til at finde humoren frem for at kunne holde det ud.

De kan sagtens se, at irritationen bliver større og større for turisterne, og ind imellem oplever de også at denne irritation udmønter sig i regulær vrede udbrud og trusler.
Jeg købte to t-shirt i går, og alene det at jeg viste interesse for noget i en butik, fik ikke mindre end 5 mænd til at flokkes om mig som en afrikansk grib om en døende vandbøffel. De hiver t-shirts ned af hylderne og skriger i munden på hinanden, mens de overgår de andres tilbud. Det ender altid med, at de kaster bolden over til kunden med spørgsmålet; Jamen hvad vil du gi? Sig din pris!

Er det tidligt på dagen kan disse handels-scener være ret muntre og hyggelige. Især hvis handlen krydres med den charme mange af de handlende besidder. Der er næsten altid et glimt i øjet – og alle ved vi godt, at dette skuespil er en del af handlen. Ja faktisk har man på fornemmelsen, at de næsten ikke kan tage deres egne tilbud seriøst. Men er det sidst på dagen, skal der virkelig meget overskud til, før man gider kaste sig ud i 10 minutters kamp om at købe en t-shirt for 25 kr. Man kan så spørge, hvad al det skuespil er godt for. Svaret er vel, at der en gang i mellem kommer en dum turist, der betaler den først udmeldte pris. Det er de kunder der i virkeligheden holder gang i butikken.

Da jeg kom ned på stranden, var der en masse mennesker samlet i festlige dragter – hovedsageligt kvinder. Et interimistisk offer-alter var etableret, og et religiøst overhoved sad i midten af det hele og ringede med en lille klokke, mens kvinderne sang.
Efter kort tid opdagede jeg et lille spædbarn og forstod, at her var tale om en eller anden dåbsakt – de var i hvert fald barnet det handlede om.

Jeg tog nogle billeder og studerede sceneriet, da en ældre mand dukkede op bag mig, I kender sikkert typen; ca. 60 år, det grå hår samlet i en lille hestehale og skaldet isse. En glimtende guldring i højre øre og en tatovering på overarmen af et cannabisblad og et Ying og yang tegn.
En spraglet t-shirt der sad stramt om den velvoksne mave og et par luftige pose-bukser der slaske omkring hans tynde ben og næsten dækkede hans lædersandaler.
Der skal ikke meget hovedregning til at forstå, at han var ung og hip i 1968, og det eneste han manglede i sin uniformering var da også en blomst og et peace-tegn:-) han er sådan et menneske man bare putter i en kasse ved synet og allerede inden man har snakket med ham har rubriceret som en af de hippier, der aldrig rigtig kom videre, og som stædigt holder fast i en idealistisk drøm, som var så virkelighedsnær en gang – for 40 år siden...

Han fiskede en pakke smøger frem og indledte så en samtale. På et udmærket engelsk spurgte han ind til hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, og selv om mine svar nok har haft en undertone af ”du er meget sød ik, men lad mig nu være i fred...”, så lod det ikke til at præge ham. Efter 5 minutter overgav jeg mig, og vi satte os i sandet og kiggede ud over havet med de brusende bølger og surferne.

Han fortalte i løbet af en lille times tid kort om sit liv, som var alt andet end en gammel hippies bekendelser. Han hed Ralf og havde boet forskellige steder i Asien de sidste 10 år. Rejst herud efter en skilsmisse og et liv i tyskland han aldrig rigtig var tilfreds med. Nu var han i Bali, og havde været her i 2 år. Han fortalte, at han havde ernæret sig ved forskellige jobs – bl.a. med etablering af internetcafeer og salg af guidede turistture, suppleret med en lille formue hjemmefra. Han svor, at han aldrig ville tilbage til det gamle liv – han mente ikke selv han før havde været så lykkelig som nu. Vores samtale blev afbrudt, da hans mobiltelefon ringede, og han undskyldte og sagde han måtte gå.

Lige så hurtig han var dukket op, lige så hurtigt var han væk – og jeg sad tilbage på stranden og vidste, at selv om hans korte livshistorie lød fantastisk, så manglede den ord som savn og længsel. Begreber jeg synes er blevet uomtvistelige efter bare 4 måneder i Asien...

SE FOTOS HER

Glædelig jul til alle bloggens læsere

Den 24. december 2009:

Julen er noget særligt. Man behøver ikke at være stærkt troende eller bibelstærk for at fornemme, at julen skaber nogle stemninger som ikke opstår under andre højtider. Det er så populært at affærdige julen som blot et kommercielt påhit, der styres udelukkende af snedige forretningsfolk, der har gjort hele befolkninger afhængige af gaveindkøb, plastiktræer og sange om sne og julemænd. Men sandheden er nok, at julen er en del mere end det.

Selv om mange vil kunne nikke genkendende til følelsen af at være gidsel i et årligt tilbagevendende stressfyldt massehysteri, der kræver cool cash at deltage i, så er julen for de fleste også en rar følelse – en glæde der er svær at ryste af sig. Det er på en gang spændingen, nysgerrigheden og ventetiden fra barndommen, der blandes med den voksnes glæde ved at hemmeligt at forberede sig på den forløsning det er, når selve juleaften nærmer sig. Trygheden i traditionen – genkendelsen fra år til år. Kalendergaverne, stearinlys, juletræet, maden osv. De fleste har lagt julen i skema og forbereder sig på samme måde år for år. På den måde bliver julen for de fleste ikke kun stress men også trygheden i gentagelsen, - ja det bliver ceremonielt.

Jeg sad i dag og snakkede med en belgier om det ikke at være hjemme i julen. Det at være langt væk fra familie og venner og samtidig i et land, hvor julen ikke har nogen reel betydning, i hvert fald som vi forstår den.
Vi måtte konstatere, at på cafeen hvor vi sad kørte Wham´s Last Christmas hele tiden fra anlægget, at der i det ene hjørne var et flot pyntet grantræ (plastik), og at der fra loftet hang fornøjelige nisser og grinte skælmsk til os. Hvis ikke lige solen brændte fra en dybblå himmel og omsatte strålerne til 34 grader og den larmende ventilator i loftet næsten overdøvede Wham, var alt egentlig som hvis vi havde været hjemme. Intet manglede – og dog...

For hvis begrebet man kradser lidt i overfladen på begrebet ”julestemning”, så fylder nisser, Wham og julepynt næsten ingenting. Det må altså være noget andet, noget immaterielt, noget som sikkert er forskelligt fra menneske til menneske.

Jeg kan ikke selv sætte ord på den følelse, men jeg kan mærke, når den ikke er der. Det er naivt at påstå, at man heromme på den anden side af jordkloden er i julestemning. Her får nisserne og julepynten nærmest et komisk udtryk side om side med de hinduistiske gudebilleder.

Det er først i denne erkendelse, at julen herude bliver god. Først der hvor man ikke forsøger at gejle en stemning op, der ikke kan fremmanes og der hvor man tør give slip og gøre juleaften til en ganske almindelig dag – først der bliver julen god. Så kan man læse sine julemails uden at få selvmedlidenhed og blive trist. Noget centralt ved julen er nemlig bevidstheden af at høre sammen med andre, ikke at være alene!

Derfor nyder jeg de mails og beskeder jeg fået herude – langt hjemmefra på en helt alminde torsdag, hvor jeg om lidt igen vil gå ned til stranden og nyde dagen i skyggen af en palme eller to.

Glædelig jul til alle bloggens læsere. Jeg tænker på jer!

SE FOTOS HER

I orkanens øje

Torsdag den 24. december 2009;

Man siger, at der i orkanens øje er helt vindstille og roligt. Sådan et ”øje” er der også her i Legian på Kuta Beach. Midt i disco-stormen og det kaotiske natteliv med høj musik og skrigende surferpiger, er der et sted, hvor alt er stille – lige midt i gaden – ca. 20 meter fra mit hotel.

Stedet kaldes Ground Zero og er netop der, hvor 2 bomber sprang den 12. oktober 2002. Her er opført et imponerende mindesmærke på stedet, hvor Paddy´s Pub og diskotek lå. En kæmpe belyst marmorplade omkranses af flotte udskæringer i sten. Pladen bærer navne og nationalitet på hver af de dræbte. Foran monumentet er et lille springvand og rundt om sidder der konstant mennesker i tavshed. Først går de til tavlen og ser på alle navnene (202 døde den nat) og så er det som om disconatten må vente lidt. Nogen græder stille, mens de ryster på hovedet i mangel på forståelse af denne terroraktion. Det at ofrene er nævnt med navne gør oplevelsen for de fleste endnu mere nærværende. Desuden har flere af ofrenes venner og familiemedlemmer lagt fotos af deres savnede med korte tekster som; We still miss you.

Jeg blev selv meget påvirket, da jeg så monumentet første gang. Selv om jeg ikke har glemt presseomtalen af sagen for 9 år siden og vidste, at også danskere var blandt ofrene, så var jeg ikke klar over, at det fandt sted lige der, hvor jeg bor. Pludselig kommer et fjernt nyhedsindslag meget tæt på. Jeg husker stadig de tre pigers navne på tavlen; Lærke, Lise og Anette. De tre navne er som brændt ind i min hukommelse. Ferieglade og festklare havde de formentlig iført sig noget hot, og valgt at gå på in-stedet Paddy´s Pub. Dansende i lysshowets skær brød deres verden sammen kl. 23.15, da en selvmordsbomber udløste den medbragte bombe, han havde i en rygsæk. Med ét blev 202 menneskers liv revet bort – heraf 152 udenlandske.
Mere end 200 navne kræver en stor marmorplade, og selv om ingen af de omkringstående ved mindesmærket kendte de døde, så berører det på en mærkelig måde alle. Det skal simpelt hen fordøjes inden man går tilbage Diskotek Bounty eller Paddy´s Club, som den i dag hedder hvor der festes igennem hver nat.

Jeg har kun en gang på denne rejse oplevet en tilsvarende tavshed og mennesker, der var stærkt berørte af noget de ikke har haft en andel i – nemlig i torturfængslet S21 i Phnom Penh i Cambodja. Det er præcis når man står ansigt til ansigt med historiebøgernes faktuelle optegnelser, at historien bliver vedkommende og forståelig.

Mindesmærket blev indviet den 12. oktober 2004, på to årsdagen for angrebet, og mange tiltag er gjort for at bringe turisterne tilbage til byen. I dag er feriegæsterne og backpackerne tilbage, og hvis man i i glædesrusen over dette vidunderlige feriested har glemt episoden for 9 år siden, så står mindesmærket der tavst og prikker til en.

First a flower then a butterfly....

Onsdag den 23. december 2009;

Klokken 06.45 forlod jeg Legian Beach sammen med min chauffør Mardi. Han lovede mig, at i dag skulle vi se noget af det Bali han holder aller mest af – og det var tydeligt, at han ikke var særlig begejstret for Beach-områderne og den hektiske puls omkring de mange turister. Mardi er digter – eller det kunne han i hvert fald godt have været, hvis ikke lige han kørte rundt med turister som mig. Men hans poetiske tilgang til livet og øen han elsker over alt trådte frem mange gange i løbet af dagen.

At have sin egen chauffør og bil i 10 timer betyder også, at man har mulighed for at få snakket om andet end det man lige ser. Mardi var f.eks. meget interesseret i Danmark, og spurgte om livet der hvor jeg kommer fra. At sætte ord på Danmark er ikke nemt, når udgangspunktet er lig nul – så det var en reel pædagogisk opgave jeg der fik.

Mardi fortalte nu også om Bali. Vi kørte i bjergene og så søer, vandfald, aber, rismarker, templer og en begravelse m.m.
Mardi, der er hinduist satte mig grundigt ind i den særlige balinesiske hinduisme og den position, at være det eneste sted i Indonesien, hvor de er i flertal. Der er templer overalt,- små hustempler, områdetempler og hovedtempler og det er tydeligt, at de betyder meget for balineserne. Mardi spurgte mig hvem jeg takkede, når en dag havde været god – eller hvem jeg bad til når jeg ønskede en god dag. Det blev begyndelsen på en længere snak om troens og religionens placering i vores to liv. Til sidst sagde han eftertænksom; Undskyld, men det lyder lidt som om du er bange. Jesper er du bange for, at dit liv ikke kun er skabt og formet af dig selv? Jeg måtte lige tygge lidt på den, og forsøgte så at angribe spørgsmålet mere filosofisk (man er vel fra Kierkegaards hjemland) Mardi lyttede tavst interesseret, og da jeg var færdig med min forelæsning kiggede han på mig og sagde kort: Jo du er bange!

Mardi gav også en lektion i risdyrkning, og fortalte om alle de små byer vi kom igennem. Alle byerne har et særligt håndværk de er specialiseret i, og så er det stort set det eneste, der laves der. Der var ikke mange turister i byerne – med undtagelse af Ubud, der er kendt for træskæreri og kunstmaling. Her stod turisterne til gengæld i kø for at købe souvenirs til dem derhjemme.

Ved et 80 meter stor vandfald plukkede Mardi en lilla blomst og viste den til mig. Se på den Jesper,- sagde han. Lang pause.... Ser du sommerfuglen? Sagde han så. Jeg kiggede grundigt på blomsten og måtte erkende, at jeg ingen sommerfugl så. Mardi smilede og sagde; Blomsten Jesper er sommerfuglen – se på den! Igen tavshed. Jeg synes situationen var temmelig mærkværdig, og anede ikke om jeg skulle grine eller tage ham alvorligt. Han fornemmede nok min skepsis og sagde så; Blomsten er en blomst fordi vi to har besluttet, at det er en blomst. Lad os et kort øjeblik beslutte det er en sommerfugl. Jeg så på blomsten og kunne godt se ligheden og gik med på legen. Okay Mardi – nu ser jeg en sommerfugl. Den er flot. Mardi studerede den længe, og tavsheden virkede pinlig på mig, men jeg anede ikke, hvordan jeg ligesom kunne komme videre. Nu gik Mardi frem mod mig og hviskede; Skal vi ikke lade den flyve nu? Jeg gloede på manden foran mig, og overvejede om han var blevet skør. Derfor hviskede jeg med et glimt i øjet tilbage; Let it fly Mardi – let it fly.... Mardi slap blomsten, og som i en disneyfilm, lod blomsten sig tage af vinden og steg til tops mod den blå himmel. De store lilla blade bevægede sig i vinden, og lige der tog mig selv i i at sige; Se sommerfuglen, den nyder friheden.

Senere på dagen mødte vi et begravelsesoptog. Mændene forrest, kvinderne bagefter og sidst en flok musikanter. De så alle glade ud og de festlige kulørte dragter og musikken fik mig i første omgang til at tro, at det var et bryllup.
Mardi forklarede at begravelser nødvendigt ikke var sørgelige. Den døde er brændt og sjælen er sat fri – klar til et nyt liv, og så drejede han sig på førersædet, så han kunne se mig og sagde: You know – first a flower then a butterfly....

Se flere fotos her (alle fotos med mig er taget og arrangeret af Mardi)

Nyt hotel med fri surf:-)

Tirsdag den 22. december;

Jeg har skiftet hotel – og er meget tilfreds. Her er swimmingpool og en udmærket restaurant (især fordi der er fri wifi) der er ca. 6 minutters gang til standen – men jeg nøjes nu med at en svømmetur og surfer i netcafeen i stedet.
Jeg har været lidt rundt i byen i dag – og selvfølgelig på stranden. Der er stor forskel på nat og dag her. Partylamperne er slukket og de mange små souvenirsshops og artsgallerier har slået dørene op for deres mange tilbud. Taxachaufførerne tilbyder sig overalt, og restauranternes tilbud leveres til én på fortorvet med duften af grill og eksotiske krydderier.
Balineserne er utrolig flinke og imødekommende, og selv de ofte får et pænt nej til deres tilbud af de mange forbipasserende turister – holder de humøret højt. Det er en gåde, at så mange mennesker kan skabe en levevej af turismen. Men der skal ikke mange kunder til i løbet af en dag, før der er nok til en acceptabel tilværelse.

Bali er helt speciel pga den stærke tilknytning til hinduismen. Mens resten af Indonesien er muslimsk, er det hinduismen der her har overtaget. Overalt på fortorve og i forretninger er der sat ”ofringer” til guderne frem i form af palmeblade med mad. Selv på stranden findes de liggende midt i det beach-surfer-kaos der ellers hersker her. Surf-skolerne har travlt med alle de turister, der for første gang vil besejre bølgerne på et surfbræt.

Stranden er desuden en naturlig magnet for balinesere, der ønsker at lave hurtige penge på de mange sideforretninger strandlivet skaber. Strandgæster og surfere har brug for noget køligt at drikke, noget at spise og måske en gang rygmassage, efter de hårde strabadser på vandet.

Surfbrætudlejerne står tæt og sammen med boderne med håndklæder, solcreme og solbriller udgør de en hel business for sig selv. Små kiosklignende hytter tilbyder ø-tours til overpris, og selvfølgelig udflugter til Lombok og Komodo Island. Disse ture kan dog ikke gøres som heldagsudflugter pga. afstanden, så komodoveranerne må vente til næste gang jeg kommer til Indonesien.

Jeg har valgt at gå lidt utraditionelt til værks i stedet for, og hyret en chauffør og bil i morgen. For 260 kr. har jeg chaufføren til rådighed i 10 timer, og kan køre lige derhen, hvor jeg har lyst. Når jeg tænker tilbage på succesen i Medan og turen til Lake Toba, så har jeg store forventninger til det. Men turens succes afhænger naturligvis af hvilken chauffør jeg får – så jeg er spændt på i morgen, hvor der er afgang 06.45.

SE FOTOS HER

FAKTA om hinduismen på Bali:
Den balinesiske form for hinduisme er en enestående blanding af tro og traditioner fra før det 15. århundrede, da det sidste hindudynasti Majapahit flygtede til Bali fra Indien. Religionen præger balineserens hverdag, hver morgen laves en lille smuk offergave til husets alter - om ikke andet så for at få en god dag. Religionen er også et socialt samlingspunkt for både famile og på arbejdet. Hinduismen inviterer til utallige fester og ceremonier, der synliggøres ved farvestrålende optog, dans og musik.

Balineserne der med en fast overbevisning og tro på reinkarnation, venter i princippet kun på det næste liv - og ser frem til et bedre - og så kan man jo lige så godt få det bedste ud af dét, man nu engang er landet i. Balineserne lever livet let og tilsyneladende ubekymret, da de jo ikke skal have noget med i graven.

Guder er der mange af på Bali, hvert hjem har sine, hvert element: himmel, jord, vand, ild, frugtbarhed osv. har sine. Det er vigtigt som balineser at holde sig på god fod med guderne. Guderne gør man glade ved små gaver og handlinger i hverdagen. Onde ånder jages bort med musik og støj, sang og dans - den overskydende tid kan man så benytte til forberedelsen af den næste ceremoni.

Velkommen til Partyland!

Mandag den 21. december (aften/nat):

Bali er en kæmpe pulserende nightclub. Når solen går ned og sydkystens gader lyses op af neonskilte og kulørte lamper, begynder samtidig en dunkende tung rytmisk partylyd. Den består af småbidder af diskotekernes og natklubbernes musik, der brøler ud på gaden for at forene sig med de andre lydstykker i denne urban-sound, der går lige i blodet på en, når man slindrer ned af gaden. Mange af diskotekerne har kameraer indstillet på dansegulvet og baren, så forbipasserende kan fornemme hvad de går glip af via storskærme, hvis de går videre. Menneskemylderet af solstegte turister der flimrer småråbende og grinende forbi på gaden tilbydes konstant euforiserende stoffer af mænd med orange veste, og seksuelle tilbud camoufleret som massageydelser leveres af letpåklædte piger iført stilletter.
Jo jeg er virkelig havnet i partyland! De lyshårede australske surfere har ladet brætte blive på hotellet, men ingen er i tvivl om, at det er dem, der heroisk indtager bølgerne i eftermiddagstimerne. De flankeres af hvinende tøser, der med tætsiddende t-shirts og hotpants gør alt for at fremhæve deres kvindelige former, som en slags invitation til kropslig surf senere på natten.

I de mere værtshusprægede pubber hænger de ældre mænd ud – eller også har de siddet der hele dagen. I deres Hawaii skjorter, sandfarvede shorts og sandaler venter de som glubske komodoveraner på at nattens rykind af parygirls begynder. De har pengene klar, og mens deres tale drukner i ungdommens diskotekslarm ved de, at indledende smalltalk her er ganske unødvendig – penge er et sprog alle forstår.

Midt i dette festinferno ses også turistfamilierne; far, mor og to børn, der med kameraet om halsen leder efter en restaurant og lige som jeg bliver overrumplet af hele sceneriet. Fascineret af dette natteliv, der trods al sin forlorenhed og iscenesatte happiness samtidig er det sublime udtryk af en vellykket fest. Sådan en alle ønsker sig, når de inviterer til rund fødselsdag. Et kæmpe fest-tivoli, hvor man har svært ved at sige ned til rutsjebanen, når man ser og hører de hvinende folk, der allerede er stået på.

Ved midnatstid gik jeg hjem efter et par øl og en Kebabrulle. Et ungt tysk par jeg snakkede med i lufthavnen mødte jeg midt i gaden, og de råbte igennem larmen; Ses vi på det store diskotek nede til højre om en time? Der er snowparty... (vist et eller anet med at diskoteket fyldes med skum)

Jeg smilede og tænkte – Selv om det nok bliver min eneste chance for en hvis jul i år, så takker jeg pænt nej.