Velkommen til Partyland!

Mandag den 21. december (aften/nat):

Bali er en kæmpe pulserende nightclub. Når solen går ned og sydkystens gader lyses op af neonskilte og kulørte lamper, begynder samtidig en dunkende tung rytmisk partylyd. Den består af småbidder af diskotekernes og natklubbernes musik, der brøler ud på gaden for at forene sig med de andre lydstykker i denne urban-sound, der går lige i blodet på en, når man slindrer ned af gaden. Mange af diskotekerne har kameraer indstillet på dansegulvet og baren, så forbipasserende kan fornemme hvad de går glip af via storskærme, hvis de går videre. Menneskemylderet af solstegte turister der flimrer småråbende og grinende forbi på gaden tilbydes konstant euforiserende stoffer af mænd med orange veste, og seksuelle tilbud camoufleret som massageydelser leveres af letpåklædte piger iført stilletter.
Jo jeg er virkelig havnet i partyland! De lyshårede australske surfere har ladet brætte blive på hotellet, men ingen er i tvivl om, at det er dem, der heroisk indtager bølgerne i eftermiddagstimerne. De flankeres af hvinende tøser, der med tætsiddende t-shirts og hotpants gør alt for at fremhæve deres kvindelige former, som en slags invitation til kropslig surf senere på natten.

I de mere værtshusprægede pubber hænger de ældre mænd ud – eller også har de siddet der hele dagen. I deres Hawaii skjorter, sandfarvede shorts og sandaler venter de som glubske komodoveraner på at nattens rykind af parygirls begynder. De har pengene klar, og mens deres tale drukner i ungdommens diskotekslarm ved de, at indledende smalltalk her er ganske unødvendig – penge er et sprog alle forstår.

Midt i dette festinferno ses også turistfamilierne; far, mor og to børn, der med kameraet om halsen leder efter en restaurant og lige som jeg bliver overrumplet af hele sceneriet. Fascineret af dette natteliv, der trods al sin forlorenhed og iscenesatte happiness samtidig er det sublime udtryk af en vellykket fest. Sådan en alle ønsker sig, når de inviterer til rund fødselsdag. Et kæmpe fest-tivoli, hvor man har svært ved at sige ned til rutsjebanen, når man ser og hører de hvinende folk, der allerede er stået på.

Ved midnatstid gik jeg hjem efter et par øl og en Kebabrulle. Et ungt tysk par jeg snakkede med i lufthavnen mødte jeg midt i gaden, og de råbte igennem larmen; Ses vi på det store diskotek nede til højre om en time? Der er snowparty... (vist et eller anet med at diskoteket fyldes med skum)

Jeg smilede og tænkte – Selv om det nok bliver min eneste chance for en hvis jul i år, så takker jeg pænt nej.