Fri som fuglen

Filippinerne med de fantastiske hvide strande og palmer ser nu engang bedst ud i solskin. Vi er i øjeblikket ramt af endnu et tyfon-regnvejr og det resten af ugen med. Vi har derfor besluttet at rejse fra landet. I morgen tager vi et fly til Bangkok med mellemlanding i Manila. Flyet går fra Puerto Princesa kl. 17 og vi forventer at være i Bangkok ved midnatstid. På fredag tager vi så et fly til Ho Chi Minh City (Saigon) og regner med at rejse rundt i Vietnam i 14 dage. Se vores opdaterede rejserute herunder:

Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort

At komme fra A til B....

Vores næste stop er øen Palawan og rent logisk ville det være det nemmeste at sejle fra Negros til Palawan - men den færge er ikke opfundet endnu... Derfor er vi nødsaget til at flyve til Manila og vente der i 5 timer på et Fly til Puerto Princesa, som er hovedbyen på Palawan. Heldigvis er flyruterne billige hernede og vi er snart faste kunder ved Cebu Pacific Air. Vi skal flyve mandag den 12. oktober fra Dumaguete kl. 08.45 med forventet ankomst til Puerto Princesa kl. 16.30. Vi glæder os allerede for Palawan skulle være et ekstremt flot sted med en masse uberørt natur (også af tyfonerne). Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort

Den katolske Elvis

Lørdag den 10. oktober 2009 (aften):

Vi er som nævnt tidligere kommet vel til Dumaguete. Vi har fundet et luksushotel, der virker næsten overvældende efter vores lidt primitive ophold ved de hvide strande på Siquijor. Hotellet hedder da også Grand Pensionne Plaza. Det koster 44 kr. pr. nat for hver af os, men så får vi også aircondition, 70 tv-kanaler og fri trådløs Internet på værelset. På TV har vi set lidt NRK bare for at høre lidt norsk tale – men ellers er MTV og Discovery vores foretrukne. NRK minder mest af alt af en lidt støvet visuel udgave af DR´s P1.

Vi begyndte vores ophold i Dumaquete, der med en befolkning på 120.000 må betragtes som en større by her, med en gåtur i bybilledet. Vi har ikke længtes efter den meget larm og bilos, men de mange muligheder og butikker passer os fint. Vi har købt en ekstern harddisk til alle vores fotos. En lille chik sag på 250 GB til 300 kr.

På vores lille bytur kom vi forbi en katolsk kirke, der netop skulle i gang med gudstjeneste. Nysgerrigt gik vi ind og så for sent den store plakat, hvor det bekendtgjordes at rødblomstrede shorts ikke regnes for klædeligt i Kirken. Frederik tog den nu roligt - ”De er i hvert fald rene” som han sagde...

Det blev en ret sjov oplevelse. For det første var kirken fyldt af mennesker, og de stod helt ud på gaden. For det andet var præsten noget af en oplevelse. Han kom ind med et kæmpe afrohår – afbleget til en brungullig farve, som det tit ses, når man her på egnen vil ændre sit ibenholtsorte hår til noget blond. Herudover var meget lys i huden – så enten lider han af samme mystiske sygdom som Michael Jackson :-), eller også er han albino (Filippino Albino). Any way – hans fremtræden understregedes af et par meget tykke brilleglas og en mistænkelig amerikansk accent (der dog samtidig understregede, at han bestemt ikke er amerikaner) Hele messen foregår på engelsk, så vi havde faktisk mulighed for at følge med. Temaet var katastrofen i Manila – og tekststykket var Markus 10: 17-30,- det med kamelen og nåleøjet.

Præsten messede på sit amerikaniserede engelsk og slog ofte over i sang. Der stod han med sin håndholdte mikrofon i den lette brise fra de utallige ventilationsanlæg der er ophængt i loftet, så hans albino-fro bølgede som en hvedemark på en luftig sommerdag og sang præcis som Elvis ville have gjort det. Om han lavede Elvis´ rytmiske underlivsbevægelser kunne vi ikke se for præstekjolen.
Det hele tog en times tid, og indimellem blev det hele afbrudt af fællessang med et kæmpekor, der sang 3 stemmigt eller taksigelser til Gud. Og på et tidspunkt skulle vi hilse hånd med alle omkringstående og ønske fred.

Selv om vi nok mest fæstnede opmærksomheden til den Croonende præst, så var vi også bagefter enige om, at der var en god og folkelig stemning, som vi godt kunne tænke os lidt mere af i Danmark.

Alle veje fører til Maria

Fredag den 9. oktober 2009:

I går måtte vi erkende, at vores målrettede og deadline-orienteret indre ur havde svært ved at accepterer ”The Filippino Life Style” Regnen piskede ned udenfor, elektriciteten virkede ikke, og vi bor uden for al civilisation med bare et stænk af urban-blood i sig. Den Robinson Crusoe´ske laid back levevis på en tyfonslagmark var svær at håndtere. Helt frem til kl. 16 lod vi som ingenting, mens vi gjorde ingenting. Ind i mellem sov vi lidt, så vaskede jeg tøj og, Frederik købte en gang massage... men til sidst måtte vi indrømme, at der måtte ske noget. Vi lejede en motorcykel i 24 timer og kørte til Siquijor City og droppede ind i den første og bedste Internetcafe vi kunne finde. Mens jeg lavede dagens upload til bloggen, brugte Frederik et par timer på at finde ud af, hvordan vi hurtigst muligt kommer væk fra Filippinerne. De har nemlig lovet endnu en tyfor de næste dage, og det passer bare ikke til strandliv og badning.
Men vejret i dag er flot. Højt solskinsvejr og en varm brise, der gør varmen udholdelig. Vi vil benytte os af mototcyklen og tage på udflugt. Vi skal se nogle vandfald og ende ved byen Maria, som er på den anden side af øen. Her har strandene efter sigende ikke taget så meget skade af tyfonen og der skulle være gode bademuligheder.

Beskidt samvittighed...
Mens jeg under hele turen har vasket mit tøj i diverse håndvaske, har Frederik først i dag taget beslutning om, at tøjet skulle have en tur. I reastauranten hænger et skilt hvor man tilbyder tøjvask for 14 kr. kiloet. Frederik var hurtig oppe med sit vasketøj mens han med et skævt smil så mig hænge en skjorte op... 10 minutter efter kom en ung filippinsk pige slæbende på Frederiks tøj og begyndte at håndvaske det i en balje tæt på vores hotelværelse. Synes af denne pige, der nu for 14 kr. lå på knæ og kæmpede med Frederik beskidte undertøj gav en dårlig smag i munden og selv om Frederik nok får rent og nystrøget tøj ud af det, så efterlader det bestemt en beskidt samvittighed. Jeg er sikker på, at Frederik næste gang der skal vaskes vælger at gøre det selv!

Vi tog fra Charisma Beach Resort ved 9 tiden. På motorcykel i retning af Lazi, hvor et flot vandfald ventede på os. Herefter lod vi eventyrlysten styre os og valgte at køre af meget små bjergveje mod Maria, hvor de asurblå badestrande skulle vente på os. Men vi må have kørt forkert af de snirkelede hårnålesving, for efter et par timer var vi atter tilbage i Lazi. Vi fortryder dog ikke vores lille udflugt, der virkelig gav nogle store oplevelser og fantastiske views fra bjergets top. Fra Lazi er der ca. 10 km til Maria, og det tog ikke lang tid før vi var på den mest fantastiske strand på denne rejse. Kridhvidt sand og helt blåt vand. Med en bagende sol fra oven og snorkeludstyret med, blev det en uforglemmelig eftermiddag – ikke mindst fordi vi stort set var helt alene på stranden. Stedet er et yndet udflugtsmål for filippinerne, men fredag er jo skoledag, så det store rykind kommer først i morgen.

Se flere fotos her

kommer loebende - internetfobindelserne her er virkelig i Filippino Time :-)

Et forblæst paradis

Torsdag den 8. oktober 2009:

Klokken var 02.00 da vi ankom til byen Larena på Siquijor. Stormvejret havde givet os en vippetur i meterhøje bølger, men vi fik da lidt søvn i løbet af de 4 timer turen tog – kun afbrudt af omkringliggende rejsende, der kastede op på gulvet...

På havnen hyrede vi en tricykel og bad ham køre os til Coral Cave Beach Resort, der ligger nær byen San Juan. Turen tog en halv time, men hotellet var lukket, og vores chauffør foreslog derfor et andet hotel i nærheden, hvor han kendte ejeren. Stedet hedder Charisma Beach Resort og ligger lige ud til havet. Men da det var mørkt og denne del af øen ingen elektricitet har efter gårsdagens tyfon, var der intet lys overhovedet. Vi fik dog ejeren vækket og indlogerede os på et værelse til 70 kr. pr. nat for os begge. Vi fik udleveret et stearinlys som lyskilde, så vi kunne finde i seng. Klokken var nu 03.00 og vi var begge trætte.

Kl. 08.00 vågnede vi og gik med det samme og gik ud for at se, hvor vi egentlig var havnet i nattens mulm og mørke. Charisma Beach Resort ejes af en filippinsk dame og hendes britiske kæreste. Her er vel plads til 25 gæster, der bor i lejligheder beliggende rundt om stedets lille hyggelige restaurant. Her er også swimmingpool for de der ikke ønsker at udfordre det frådende hav, der brølende skaber den konstante lydkulisse af bølgeslag.
Hotellet ligger nemlig lige ned til den hvide sandstrand, der efter tyfonen ligner en slagmark med løsrevne palmeblade og kokosnødder overalt. Denne forblæste tyfon-slagmark kan dog ikke skjule det paradis her er, når blæsten ikke raser. På stranden er en række palmer med ophængte hængekøjer – der inviterer til ren livsnydelse.

Vi overvejer at blive her en 3 dages tid inden turen går videre. Måske lejer vi en motorcykel, idet det vist er den nemmeste måde at komme rundt på øen. Vi har et kontantproblem, idet øens eneste hæveautomat for Visa og Mastercard er ude af drift i forbindelse med tyfonen. Men mon ikke det løser sig – vi kan i hvert fald betale med kreditkort på hotellet.

Tyfonen er rent vindmæssigt draget videre og har efterladt en silende regn, der ikke synes at ville høre op. Jeg har vasket al mit tøj, som nu hænger derude i regnen og blive mere og mere vådt. Frederik har ikke vasket på turen endnu, og overvejer at få hotellet til det – (Nutidens ungdom er ikke særlig selvhjulpen..) Og mens det regner i et væk, så har den unge spradebasse bestilt mystisk filippinsk massage (full body) Det koster 35 kr., og så får fødderne også en tur. Min massage består i at rende ud og vride vasketøjet hvert 5. minut.

Alt her på øen er ”mystisk”. De lokale siger der er hekse og andet godtfolk. Om det passer vides ikke – men det er i hvert fald et fantastisk brand at lancerer øen med. Ja selv massagen er mystisk! Jeg overværede nu hele seancen og fandt intet mystisk i det massøsen foretog sig – men måske gemmer der sig en heks bag de healende hænder – hvem ved.

Flere fotos her (ingen videos i dag - meeeeget daarlig forbindelse)

PS: Vi har ingen elektricitet haft hele dagen og der er naesten ingen mobilsignal og da slet ikke Internet.... Derfor lejede vi en motorcykel og koerte ind til den naermeste by og fik vores elektroniske lyst styret:-)
.... men forvent ikke de store uploads de naeste dage.

Mens vi venter...

Onsdag den 7. oktober 2009:

Som omtalt tidligere på bloggen, kunne vi ikke som forventet tage færgen kl. 09.30. Vi fik i stedet en billet til 17.45 med hurtigfærge. Det betød 8 timers ventetid i Tagbilaran.
Forskellen mellem landområderne og byen er nok mest den meget iøjnefaldende fattigdoms grimme ansigt. Overalt i byen går tiggende børn rundt med gråd i øjnene og hiver os i tøjet for at få penge. Kvinder med spædbørn på armen jamrer efter én og prikker til den dårlige samvittighed. Vi giver af princip ingen af dem penge – ikke mindst fordi vi i øjenkrogene kan se næste hold stå parat, hvis der er bonus.

Et andet grimt syn er de mange overvægtige europæiske og amerikanske mænd, der kommer ”sejlende” med en Filippino-girl efter sig. Mændene er ca. 60 år, og formentlig havnet her, fordi de ikke kunne skaffe sig en kæreste hjemme, og fordi de her pludselig med en relativ lav europæisk/amerikansk indkomst betragtes som superrige. Deres ”scoringer” er ofte kun 18-20 år og holder sig gerne et par skridt bag deres nye rige ”kærester”, der stolte viser dem frem på restauranter og andre offentlige mødesteder. Man kan kun gætte på, hvilken modydelse de unge piger skal give for ”venskabet”, men der er vist ingen tvivl om at de betaler kropsligt.... Vi har flere gange set disse mænd mødes og smålummert udveksle kærestehistorie, mens de peger på deres trofæer. Disse mænd er i deres hjemlande stakler overladt til pornografi og medfølende blikke fra omverdenen. Når de færdes svedige i deres hawaii skjorter, der sidder for stramt om deres oppustede maver (skabt efter årevis træning med junkfood og billigt øl fra den lokale discountbutik),- er de nu pludselig blevet herremænd og scorekonger. Deres eget hjemlige nederlag har gjort dem selv til udnyttere, der uden moral for småpenge lader hånt om disse pigers menneskelige værdighed. Det er ubehageligt at se på, og sandheden er da også, at disse mænd kun har taget flere skridt ned af den moralske stige for at opnå denne fornyede oplevelse af succes på kærlighedsfronten.

Da vi endelig skulle afsted og vi havde fundet vejen til venterummet, kom en ansat stormende efter os og kunne meddele, at vores færge var aflyst pga af stormvejr:-) Vi fik dog oplyst at en langsommere og større færge stadig sejlede planmæssigt kl. 19.00 og den har vi nu købt billet til. Der er ingen tvivl om at vi går en gevaldig vippetur i møde, men mon ikke det er bedre end et dårligt hotel i Tagbilaran? Vi trænger i hvert fald begge til at komme ud af storbyen til en naturskøn ø uden menneskelig fornedrelser i form af vesterlændinge, der har mistet deres moral og selvrespekt.

Kl. 19.00 fik vi at vide, at stormen havde forsinket vores nye håb (den langsomme færge) Ny afgangstid er nu 21.00.

…..vi kom afsted kl. 22. Båden er en ældre færge med åbne dæk, og på hvert dæk er ca. 100 køjer fordelt to lag. Hver køje har et nummer som henviser til ens billet. Vi havde nummer 136 og 137 på øverste dæk. Frederik en køje for oven og jeg en køje forneden. Vejret var barsk og inden afgang læste kaptajnen Fader Vor op i højtaleranlægget. Mens dette synligt havde en beroligende effekt på filippinerne,- virkede det nærmest modsat på os. Et Fader Vor på en dansk færge betyder nødvendigvis at skuden går ned... Ingen gennemgang af sikkerhedsregelementer og placering af redningsveste – kun Fader Vor.

Men med tyfon-katastrofen i baghovedet og flere hundrede døde, befinder vi os i et samfund, hvor katastrofen måske er lige om hjørnet. Hvis sådanne naturfænomener med død og ødelæggelse og millioner af hjemløse til følge ikke skal få folk til at opfatte livet som meningsløst og ligegyldigt, så må man holde sig til troen. Kristendommen bliver hermed det strå af håb man kan klamrer sig til – det lys der anes i fortvivelsens mørke. Vi forstår det stadig ikke helt, men vi ved i lyset af begivenhederne her, at livet i langt højere grad er en gave for fippinerne som de takker for hver dag – mens vi selv nok mest bruger tiden på at brokke os. Frederik og jeg har i dag slet ikke brokket os over at vente på en færge i 12 timer – vi har takket fordi den faktisk kom :-)

Lidt fotos her