Onsdag den 13. januar 2010;Jeg skal kun være i Adelaide i to dage,- og det har jeg allerede fortrudt! Dermed har jeg gjort samme fejl som mange andre, der blot bruger Adelaide som trinbræt til videre eventyr i Australien. Byen er godt placeret i det sydlige Australien og et fint udgangspunkt lige meget hvilken retning man skal. At byen ikke oversvømmes med turister er måske netop dens held. Det har givet byen mulighed for at udvikle sig på egne præmisser og skabe sin egen identitet.
Det første jeg bed mærke i efter min ankomst var, at byen er fuld af ungdom, fuld af frygtesløshed og energi. Det manglede Hobart. Der var ungdommen usynlig og virkede ikke tilstedeværende. Det er synd, for en hver by har brug for det spark bagi som ungdommen er så gode til. Byen
s borgere skal have noget at kigge efter, noget at sladre om, noget at blive forarget og forundret over. Det er der masser af i Adelaide. Her overhales man af skatere med deres hængerøvsbukser, her er punkerne i flok ved springvandet med deres nitter, piercinger og høje agressive musik, her er hippierne, der med flettet skæg og persiske bukser sidder i rundkreds omkring en guitarspillende guru, der måske er byens mest umulige musikant, her er modepigerne, der udfordrende klædt på, viser deres tatoverede små blomster frem på anklen og rockertyperne, der bag deres spejlglas solbriller gemmer deres bumser og generthed.Her får voksengenerationen virkelig et modspil og noget at tænke over. Det skaber på en mærkelig måde en tolerance – her skal være plads til alle! Her er den pakistanske taxachauffør, der med åbne vinduer spiller sin urdu musik for fulde gardiner, den søvnige inder i sin frugthandel, gruppen af somaliske drenge, der med deres lande spinkle kroppe hænger ud ved døgnkiosken og den fordrukne invalidepensionist, der på krykker langsomt bevæger sig mod byens bænk til de andre bumser.
I sidegaderne blinker neonskiltene dagen lang og reklamerer for stripbarer,
og værtshusene inviterer folk indenfor i mørket med slagtilbud på øl. Jo her er stemning og midt i mængden af historiske bygninger, universitet og museum, kan man opdage at ungdommen har skrevet tags – og atter gjort opmærksom på sig selv!Jeg glæder mig til i morgen at se nærmere på Adelaide – efter en lille runde i bymidten er jeg allerede solgt!
Jeg bor på Blue Galah Backpackers Hostel lige midt i byen på King William Street. Stedet holder til på 1. sal og har 140 senge og lige så mange backpackere, der nyder det sympatiske Adelaide. Her er morgenmad med i prisen, og så sover vi alle i madrasser fra de olympiske lege i Sydney, som Blue Galah var heldige at få fingrene i efter efter legene:-) Her er en rigtig god atmosfære og et hjælpsomt personale. Jeg kan mærke at det bliver et godt ophold.
PS: Jeg elsker de lange lyse sommeraftener, hvor det stadig er lyst ved 21-tiden. Her går sydøstasien virkelig glip af noget.
Min internetadgang udelukker desværre atter uploads til galleriet....
