Viser opslag med etiketten monsun. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten monsun. Vis alle opslag

søndag den 17. januar 2010

En tur i bushen med bussen....

Søndag den 17. januar 2010;

Jeg har tilbragt søndagen i Litchfield National Park. Turen valgte jeg i stedet for Kakadu National Park, som vist er den mest kendte på disse kanter. Men de lokale jeg har snakket med siger: ”Lichtfield-do, Kaka-don´t”, men det er vist bare et simpelt spørgsmål om temperament og smag. Jeg er i hvert fald glad for mit valg. Ikke mindst pga Kerry, der var dagens guide og chauffør. En fyr på 50 år, der har levet det meste af sit liv i Northern Territory. Han snakkede som et vandfald i mikrofonen under hele turen – og vandfald blev en af dagens temaer!

Der var engang jeg ville påstå, at det mest kedelige menneske nok måtte være en forsker i termitter og deres boform. Det syn har dramatisk ændret sig i dag. Jeg kom helt tæt på disse fascinerende termitbo og den helt specielle livsform, der finder sted her. Eksperten Kerry fortalte levende om fænomenet og kunne ikke skjule sine kærlighed for disse dyr og deres fantastiske levevis. Hans begejstring og engagement var smittende og alle (undtagen en 15 årig pige, der var sur over, at der intet mobilsignal er uden for byerne) havde svært ved at løsrive sig fra stedet. Disse termitbo kan blive 5-6 meter høje og står i landskabet som silhuetter og minder på mange måder mest om gravsten på en kirkegård.

Vi var en blandet flok mennesker med på turen – 16 i alt. Fra begyndelsen lagde jeg især mærke til en amerikaner, der har været midt i halvfjerdserne. Han lignede i ekstrem grad min nu afdøde onkel Helge (Se foto her)– i hvert fald som jeg husker ham. En lille tæt fur med gråt hår og kasket. Han var munter, snakkesaglig og charmerende, og så havde han sin kæreste med – en kvinde på 38! Han burde have haft en tekst på kasketten, hvor der stod; ”Du er aldrig ældre end din sidste scoring” - for han var virkelig i sit es. Han kravlede rundt på klipperne, gik i vandet ved vandfaldene og blev hurtig selskabets midtpunkt. Et andet par i bussen var i samme alder og det gjorde dem ikke yngre, at ”onkel Helge” hoppede rundt på klipperne med en pige, der var mere end 30 år yngre. Damen fik i varmen et hedeslag, og måtte have kolde omslag på håndled og hoved...

Der er ikke mange turister i Darwin, idet det i øjeblikket er ”The wet season” Monsunen ligger og vrider sig ved kysten en tre dages tid herfra, og i Darwin ser man frem til al den regn, som snart vil komme. Det har regnet lidt hver aften, mens jeg har været her – men det store skyl mangler endnu. The wet season betyder dog for vi, der faktisk er her, at alt er grønt og frodigt. I The Dry Season i maj til august er alt svedet væk og gult. Desuden betyder regnen, at alle de flotte vandfald ”virker”

Vandfald fik vi set mange af, og de var både store, larmende og spektakulære. Man bliver helt mundlam, når man sådan står foran et stykke natur med de kræfter, der her er tale om. Vi kunne næsten bade alle steder, men krokodillerne har også sat sig på enkelte af dem, og de er ikke til at spøge med. Et af de steder hvor der stod advarselsskilte, gik en dumdristig tysker ud i vandet til knæene for at få et rigtig godt vandfaldsfoto. En ophidset og rystet Kerry råbte og skreg, og fik tyskeren ind. Kerry rystede på hovedet og sagde til ham, at det altså ikke var sjov med de skilte. It´s not fucking Disneyland – konstaterede han.

Kerry fortalte meget om aboriginals under vejs. Han var tydeligt engageret i deres betydning for Australien og deres placering i det moderne samfund. I Northern Territory er aboriginals andel af den samlede befolkning helt oppe på 32%. Men de er ganske usynlige her – kun de alkoholiserede stakler i Darwin, der sover og tigger fra gaden i håb om at få lidt småpenge eller cigaretter (en pakke cigaretter koster 60 kr. i Australien) er uundgåelige at overse. Staten har nemlig valgt den løsning at samle dem i særlige småsamfund, hvor hvide australiere ikke har adgang til. Ønsker man at tage ind til sådan et aboriginalsamfund kræver det en særlig skriftlig tilladelse. Man har altså gemt problemet bort. Staten sender penge til disse kolonier i det de ikke har noget at leve af, og så passer de ellers bare sig selv. De kan næsten intet engelsk og er uden uddannelse, så de der forsøger at finde lykken i byerne ender ofte som tabere, der heller ikke længere passer ind i aboriginalsamfundet. De er blevet fanget mellem to kulturer, og Kerry brugte lang tid på at forklare dette problem i det australske samfund, og det var tydeligt, at han ikke var enig i statens løsningsmodel. Jeg tror han gav os alle noget at tænke over, og i hvert fald et ændret syn på de fordrukne aboriginals vi hele tiden ser i bybilledet.

Efter en dejlig dag med noget af det flotteste natur jeg har set end til videre i Australien, og et af de mest inspirerende mennesker i Kerry, kørte vi tilbage til Darwin, og regnen begyndte stille at falde med et par tordenskrald i det fjerne.

SE FOTOS HER

søndag den 6. december 2009

Udflugt med viagrastyret speedbåd


Søndag den 6. december 2009:

Her til morgen fandt jeg en ATM der virkede og jeg kunne ånde lettet op, da maskinen spyttede friske malaysiske pengesedler ud i favnen på mig:-)
Der er stor forskel på Singapore og Malaysia – og at pengeautomaterne ikke virkede i går er måske meget symptomatisk for et land, hvor hastigheden på dagligdagslivet er helt anderledes end i storbyteknologiens stressende jag efter effektivitet. Fortbudskiltene er også væk – skiftet ud med mere sympatiske skilte uden røde diagonale streger. I stedet for skilte med ”forbudt at smide skrald” er her skilte med ”Smid dit affald i skraldespanden”. Denne omvendte logik virker bedre på mig! Også jaywalking-skiltene er væk. Hvis man vil overleve i trafikken i Kota Kinabalu er ”Fumlegængeri” et must. Her bor 350.000 mennesker og det virker som om de alle sammen er på gaderne samtidig. Her hersker noget så sympatisk som hensyntagen – man holder ikke på sin ret, men har øje for nedtrafikkanterne. Selvfølgelig betyder dette et lidt langsommere flow i trafikken, men ingen synes at have specielt travlt – på landjorden i hvert fald.

Jeg spiste morgenmad på en lille café og faldt her i snak med en fyr, der spurgte interesseret ind til min rejse og i øvrigt om Danmark. Det viste sig, at han faktisk kender en dansker i Roskilde.
Måske var det derfor han på et tidspunkt spurgte om at jeg ikke havde lyst til en billig ø-rundtur i havet ud for byen. Hans onkel havde en speedbåd og ville gerne sejle mig rundt til 5 øer. Jeg havde allerede set priserne for turistbådene, og da jeg kunne gøre det med onklen for halv pris og samtidig undgå en skrattende højtaler med stemmen fra en guide der taler dårligt engelsk samt en horde japanske turister med misundelsesværdig meget lækkert fotoudstyr – ja så slog jeg til. Det havde jeg nok ikke gjort, hvis jeg vidste hvad der ventede mig.

Der kører en sag i Malaysia i øjeblikket med et firma, der har solgt kaffepulver med Viagra, og jeg kunne forstille mig, at onklen jeg skulle sejle med havde fået det til morgen – for han var i den grad speedy i humøret. Jeg satte mig stille og roligt ud i båden, og han nikkede til mig og spurgte om jeg var klar! Herefter gik det stærkt. I enorm hastighed drønede speedbåden flyvende over vandet i retning af de 5 øer. Jeg måtte klamre mig til rælingen og selv om jeg forsøgte at tage nogle billeder – ændrede det ikke på fyrens fartglæde. Han drejede tværtimod mere på gashåndtaget mens skumsprøjt stod om ørerne på os. Det hele tog en lille time. På den tid havde han sejlet rundt om 5 øer og holdt 4 pauser, hvor vi lige kunne nyde solen i fem minutter. Da jeg kom i land havde jeg faktisk mest lyst til at kaste op, og da jeg luskede forbi turistbådene fyldt til randen med japanere må jeg indrømme at jeg misundte dem lidt...

PS: Monsunregnen har snydt Kota Kinabalu i dag, Kun en nådesløs sol brænder for oven og temperaturen her over middag er 35 grader....

SE FOTOS HER