Torsdag den 14. januar 2010:Er man i Odense, og er vejret godt, så kan spadsere ned i Munke Mose og stå ombord på Åfarten og sejle på den snoede Odense Å til man kommer til Odense Zoo. Her kan man så stå af og nyde dyrene nogle timer, inden man igen sejler tilbage til Munke Mose og byens centrum.
Jeg kom til at tænke på det i dag, fordi princippet er det samme i Adelaide. Torrens River er ikke meget større end end Odense Å, og med Pop-Eye kan man stille og roligt lade sig transportere til Adelaide Zoo, der ligger tæt på floden. Bortset fra pelikanerne, de sorte svaner og palmerne på bredden kunne det hele være såre fynsk:-)
Jeg har besøgt rigtig mange zoologiske haver på min rejse, og jeg tror aldrig jeg bliver træt af det. Moderne zoologiske haver gør meget for, at dyrene har de allerbedste forhold, og fantasien med hensyn til at skabe et virkelighedsnært miljø, der samtidig lader publikum komme helt tæt på, er stor. Zoologisk Have er stedet hvor familier kan tage sammen afsted og så være sikker på, at der er underholdning for alle – ung som gammel. Zoologisk Have er stedet, der inviterer til uendelig mange spørgsmål og skærper nysgerrigheden, og hvor man gang på gang bliver overrasket og forbløffet eller bare fascineret.
I dag oplevede jeg f.eks. at stå foran indhegningen med løver. Hanløven lå lige op ad hegnet til publikum og sov tilsyneladende. En far og hans lille dreng stod helt stille og iagttog det store kattedyr, og faderen fodrede drengen med svar på alle hans spørgsmål – mens de begge ufravigeligt havde blikket på løven. Drengen spurgte sin far om han ikke var bange, og faderen beroligede drengen og fortalte om indhegningens styrke, og at han kunne være helt rolig. Sådan stod vi en 5 minutters tid og kiggede, da løven pludselig med et ryk drejede sit kæmpe hoved ud mod os og med et åbent gab brølede højt. Vi trådte alle sammen et skridt tilbage undtagen den lille dreng. Han stod nu en meter foran os alle og græd – især da han opdagede, at hans far ikke var ved hans si
de. I et splitsekund var faderen tilbage ved sin søn, som han løftede trøstende op, mens han beroligende aede ham over håret. Jeg blev selv ret forskrækket og kunne selvfølgelig kun smile over, at vi alle fysisk flyttede os fra buret, da løven brølede. Instinktivt flygtede vi fra faren og rykkede sammen selv om vi alle udmærket godt vidste, at vi var i sikkerhed og ligeså godt kunne være blevet stående. Jeg smilede også over, at den lille banale episode for drengen måske blev første gang han oplevede sin far bange. I hvert fald kunne voksen som barn denne dag gå fra løveburet og erkende, at et brøl fra en hanløve skabte en ekstra dimension ved besøget i Zoo.
Adelaide Zoo er den anden ældste zoologiske have i Australien, og har mere end 1800 dyr. De nyeste der er flyttet ind er to kæmpe pandaer, og det er så populært, at det kræver en særlig billet at se dem. Køen var 100 meter lang, og jeg måtte konstatere at mit panda-eventyr i Chengdu i Kina ikke fik mig til at bruge flere timer i den kø. De havde også Tasmanske Djævle – her var der ingen kø – men til gengæld en pædagogisk plakat, der fortalte om årsagen til, at de er ved at uddø. Der er tale om en kræftsygdom, som stille og roligt er ved at udrydde bestanden, der i dag kun findes på Tasmanien. Der er eksportforbud – og de eneste djævle der findes uden for Australien bor i Køben
havn, hvor de kom til som en gave til Frederik og Mary.
I øvrigt fandt jeg også ud af, at den mest kendte Tasmanske Djævel er Looney Tunes' tegnefilmfigur Taz. – så blev jeg så klog!
Adelaide Zoo er i øvrigt kendt for deres pædagogiske program, der både favner undervisning for de yngste helt op til gymnasieelever. Det er blandt andet muligt at overnatte der som skoleklasse.
Jeg blev også klogere i dag – det er helt rart lige at blive sat på plads af et løvebrøl,- det sanselige nærvær og den styrke som brølet repræsenter.
Se fotos herunder:
Lørdag den 16. januar 2010;
g lige var blevet tjekket i Adelaide og siden kun havde befundet mig i australsk luftrum.
